Lillefar Putin er gået ind i Ukraine med hele sin militærmagt. Der er igen krig i Europa.
Jeg kom i dag på min daglige vandretur gennem byens gader til at tænke på en tegning, som mit ældste barnebarn tegnede til i forbindelse med en bog, jeg forsøgte mig med at skrive på det tidspunkt. Jeg havde selv bedt hende om at tegne vagusnerven, der forbinder hjernen med kroppens organer. Jeg tænkte dengang, at en styrkelse af vagusnerven var en vigtig del af børns undervisning. Det er vigtigt at have både hjerte, sjæl og ånd med.
Menneskelighed, hjerte, ånd og dyder som storsind og ydmyghed har det ikke så godt blandt magthavere ude og hjemme i denne tid. Lad os hver især gøre vores til at dyderne får en renaissance – at hjerte og hjerne bliver genforbundet hos magthaverne.
Når min krøllede hjerne fandt billedet frem i dag, skyldes det sikkert både dagens begivenheder i Ukraine og den forråelse, vi oplever i dansk indenrigspolitik. Krigen er farlig og chokerende. Den er der mange der kommenterer. Det tror jeg ikke, jeg kan kvalificere. Men jeg er ligeså rystet som alle i andre.
Herhjemme er det så som så med overholdelse af reglerne. Seks departementschefer var vidende om at aflivningen af mink var ulovlig. Alligevel syntes ingen af dem, at det lige var deres opgave at gøre opmærksom på det. Hvorfor mon?
I FE sagen er hemmelighedskræmmeriet grænseløst. Statsministeren har ingen kommentarer, men henviser til justitsminister Hækkerup. Gad vide hvordan han sover om natten?
En række nu tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti føler sig voksenmobbet af Pia Kjærsgaard. Hun har angiveligt råbt og skreget af dem, hun ikke er enig med.
Den tidligere formand for de radikale Morten Østergaard har på linje med andre toppolitikere opført sig grænseløst overfor en række kvinder.
Statsministeriets departementschef Barbara Berthelsen har optrådt grænseløst overfor en række politikere og embedsmænd blandt andet Kåre Mølbak.
Jeg sidder i min kælder Nytårsdag og reflekterer over hvad det bedste, der er hændt for mig i mit liv, mon er. Der er meget. Jeg har haft en god opvækst med tryghed og kærlige forældre. Jeg har fået mange gaver med mig i livet. Ingen tvivl om det. Jeg har kunnet klare at stå igennem den modgang, som livet også indeholder, inklusive et par skilsmisser. Jeg har fået et godt fundament.
Når jeg ser tilbage på det sidste tiår, er den bedste gave jeg har fået, min fyring for otte år siden. Jeg havde i femten år befundet mig i en coach-, udviklings-, ledelses-, chefverden, hvor jeg blev mere og mere forblændet af min egen storhed. Jeg havde alle svarene, vidste hvad der var rigtigt og forkert.
Den sidste tid i mit ledelsesjob var op ad bakke. Der var nedgangstider og dem klarede jeg også, syntes jeg på daværende tidspunkt. Jeg kunne tilpasse, fyre folk, for det er jo i modgang, man skal vise sin kvalitet som leder, som jeg sagde dengang. Jeg begyndte at møde modgang i personalet. Det mente jeg nok at kunne klare, for jeg havde opbakning fra topledelsen i kommunen. Det skulle nok gå, tænkte jeg. Men da chefernes opbakning hørte op, måtte jeg smide håndklædet i ringen. Den 10. december 2014 gik jeg hjem. Jeg kunne ikke mere, men jeg regnede da med at komme tilbage til job. Det kom jeg ikke. Bosserne havde mistet tilliden til og ville ikke have mig tilbage. Jeg blev fyret den 31. oktober 2015 af diskretionære årsger uden nåde, men med en god pension. Økonomisk var der ingen problemer. Jeg behøvede ikke stå til rådighed. Jeg var var på den måde et privilegeret menneske.
Alligevel var det en barsk omgang. Hele min identitet var bundet i jobbet. Jeg var præget af en udpræget gentagelsestvang. Jeg forsøgte at komme tilbage som leder. Jeg startede egen virksomhed. Jeg forsøgte mig med en ny masteruddannelse – i positiv psykologi. Men det hjalp ikke rigtigt. Jeg kom ikke tilbage i det hamsterhjul, jeg var kommet fra og gudskelov for det.
Da jeg blev fyret, var det mange, der hjalp mig, blandt andet en gammel kollega, Peter, der selv havde prøvet turen med fyring, inklusive en tur på forsiden af den nordjyske avis. Det var seks år tidligere. Han ringede til mig og sagde at han ikke ville sige at han var taknemmelig for det; men at han nødig ville have undværet det. Det var svært at tage ind dette dengang. Men det giver overordentlig god mening i dag.
Da jeg beskæftigede mig med den styrketilgang, der er indeholdt i den positive psykologi, var mine topstyrker sådan noget som kreativitet, videbegær, perspektiv, dømmekraft, nysgerrighed og gejst; mens styrker som transcendens og ikke mindst ydmyghed og taknemmelighed lå helt i bund.
Det har ændret sig. Det har været en barsk omgang at nå frem til det, men jeg er så taknemmelig for det jeg har. Jeg er også temmelig tæt på at være taknemmelig for at jeg fik sparket dengang. Jeg er blevet et mere ydmygt bette menneske, der godt ved at jeg ikke kan løse uløselige problemer. Jeg har fået hjertet meget mere med og tak for det.
Da jeg var leder var tæt på at mene, at jeg var Vorherre selv og skulle dømme over de levende. Når jeg ser tilbage tænker jeg, at det var godt jeg kun var leder på en bette skole nordenfjords. For hvad kunne min magtfuldkommenhed – mit storhedsvanvid ikke have ført med sig, hvis jeg havde været konge af Sverige, departementschef eller statsminister.
Ja, jeg bilder mig ind, at jeg kan lære og har lært af min egen historie. Det kalder jeg personlig udvikling. Men måske er det selvbedrag – en illusion . Jeg tror nu at Biden, Robert McNamara, general Westnomoreland og hvad generalerne nu hedder, lærer og har lært af deres fejl .
Men deres efterfølgere? Nix, de ser ikke ud til at have lært noget. Historien gentager sig. Hver enkelt generation gentager de samme fejl. Stater, USA og deres allierede, har ikke historisk hukommelse og gentager deres fiaskoer. Der må ud over mysidebias og megalomani være nogle psykologiske mekanismer, der gør, at kollektiv læren af fejl ikke er langtidsholdbar.
Babylon Berlin, Saigon 1975, Kabul 2021. Som de siger i østen ’Same same, but different’. Igennem mine øjne ser det mest ud til at være ’same same’. Når jeg ser helikopterne lette og flyve i pendulfart fra taget af den amerikanske ambassade Kabul, får jeg en oplevelse af deja-vu . Jeg oplever at billederne, som vi så dem for seksogfyrre år siden i tv fra Saigon – Ho Chi Minh City, som den blev døbt om til og formodentlig stadig hedder, gentaget. Blot er scenen nu forlagt til Kabul. Billederne af mennesker i panik, der forsøger at flygte og redde livet gentager sig også. I Vietnam faldt Nguyễn Văn Thiệu’s korrupte styre sammen som et korthus ligeså snart besættelsestropperne fra USA forlod landet. Ingen havde lyst til at forsvare styret. Det samme gentager sig nu i Afghanistan. Den tusindvis af mia dyre hær falder sammen. Soldaterne oplever ikke at have nogen sag at kæmpe for. De har ikke lyst til at dø for Ashraf Ghanis korrupte regering. De tage hjem og efterlader højteknologiske våben til deres fjender på samme måde, som Sovjetunionen gjorde det i 1989. Verdens stærkeste militærmagt tabte både i Vietnam og Afghanistan krigen til cyklister og motorcyklister bevæbnet med AK 47ere.
Er der noget håb? Ja, Vietnam har på trods af tredive års krig frem mod 1975, gennemgået en positiv udvikling og er nu en del af verdensøkonomien. De har en stor turistindustri og de sko, jeg går rundt i, er syet i Vietnam. Der er sket en forsoning, således at også amerikanere ferierer på Vietnams strande. Forhåbentlig vil det samme ske i Afghanistan. Det bliver i hvert fald svært for mændene i Taliban at rulle tiden tilbage. Kvinderne har fået en stolthed og en magt, de formentlig ikke frivilligt giver afkald på. De går i skole og har fået uddannelse. Forhåbentlig får nogle af de skæggede herrer sig en overraskelse i tiden, der kommer.
Kan vi lære af historien. Ja, vi kan godt. Men ønsker vi det? Her i Danmark har vi siden den kolde krigs ende ført en aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi har fulgt amerikanerne i tykt og tyndt. Vi har været på besøg på Balkan, i Libyen, i Irak og i Afghanistan. Det har været en dyr historie i kroner og i menneskeliv. Og resultaterne? Jeg vil ikke udelukke, at der har været nogle positive resultater på den korte bane. De fik frisk vand i Basra, men har de stadig det? På den lange bane er det tydeligt for enhver, at der ikke er kommet noget godt ud af Danmarks engagement langt fra hjemmet. Vi er et lille land. Lad os stoppe den aktivistiske udenrigspolitik. Der vil blive stor modstand fra det militært industrielle kompleks. Men lad os stoppe det. Forhåbentlig har politikerne på tværs af partierne mod til at udforme en ny forsvarspolitik. For forsvaret er for vigtig en sag at overlade til generalerne og til blindt at følge vores store allierede.
Selvopgøret under og efter Vietnamkrigen medførte en masse god kunst. Det gør nederlaget i Afghanistan formentlig også.
Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde savnet dem. Lydene. Lydene af kåde børnestemmer. I de sidste dage har vinden fra nordvest båret lyden af de kåde børnestemmer fra Muldbjergskolen hen til min fordør, når jeg trissede ud af den, som regel på et tidspunkt mellem halv ti og ti. Jeg har jo ikke mere noget hastværk mere efter, at jeg er blevet PHD – pensionist hele dagen. Det blev min eneste Ph. D.
Nok om det. Det er livgivende at møde børnene og de unge igen. I går og i dag hørte jeg stemmerne fra børnene på Muldbjerg og måske også fra HPR i et skønt offentligt privat partnerskab. Og ikke bare det. I det nedlukkede center, hvor kun Kvickly og et par sundheds- og slikbutikker butikker er åbne – ja og Brødkooperativet – mødte jeg flere grupper af unge, der var i gang med at spise kager og drikke Redbull og cola, mens de hyggede sig. Fuldstændig normalt trods mundbind og nedrullede skodder. Godt at børnene og de unge så småt er blevet løsladt fra hjemmeskærmene.
Og godt at møde nogle glade, smilende og åbne ansigter igen. Jeg har godt nok mødt mange grå, tillukkede ældre mænd og damer her under nedlukningen. Heldigvis også en del af de venlige, snakkesalige og smilende. Jeg har heldigvis også mødt søde og rare kassedamer i de dagligvarebutikker, jeg dagligt frekventerer, for jeg må åbent indrømme, at jeg handler hver eneste dag – ikke blot i en, men i flere butikker. Det er livgivende. Hertil møder jeg, primært i weekenden, smilende løbepiger og- damer. Bedre bliver det ikke.
Håbet er lysegrønt. Jeg håber at foråret, børnene og de unges løsladelse er de første tegn på en god fremtid, hvor menneskelighed og solidaritet – frihed, lighed og broderskab kommer lidt mere i højsædet end de har været de sidste tredive år. Der er nogen, der siger, at et stort opsving er på vej. For en, der har oplevet halvtredserne, de glade tressere , de halvtriste halvfjerdsere, fattigfirserne osv, kunne det være helt spændende at få mulighed for at opleve de brølende tyvere. Jeg har et håb om, at vi mennesker så kunne lære af historien og blive sparet for en depression i trediverne. Et håb…
Jeg har flere gange tidligere skrevet om håb, blandt andet i 2016. Senere skrev jeg om behovet for at indgyde håb i skolen ovenpå folkeskolereformen. Håbet er lysegrønt og som forskeren Snyder skriver i en berømt artikel er håb The Rainbows of the Mind – sindets regnbuer.
Her i denne triste coronatid er et af lyspunkterne et århusiansk forskningsprojekt – HOPE, håb. I dag fortæller Politiken om et af de nyeste resultater af projektet: At indgyde af håb, virker bedre end frygt. Det er der evidens for. Derfor bør kommunikationen fra magthaverne fremover indrettes, så den indgyder håb i stedet for frygt.
Jeg er håbefuld og håber derfor, at der er håb om at magthaverne og myndighederne vil være gode rollemodeller og ændre kommunikationen, så den indgyder befolkningen håb og positive forventninger. Pressen har også et stort ansvar i denne forbindelse. En god historie behøver ikke nødvendigvis at være en dårlig historie. Mennesker ønsker i bund og grund at høre og gøre noget godt. Vi motiveres ikke kun af at få opfyldt vore egen behov. Ligeledes har den ydre motivation, som opstår gennem angst og frygt store trivselsmæssige omkostninger. Spørg bar de unge.
Mette Frederiksen og Magnus Heunicke kan med fordel kigge mod Norge for at finde en rollemodel. Erna Solberg har fortalt den norske befolkning, at om alt går som vel, kan de forvente et normalt liv fra august. Den norske statsminister forsøger at give sine landsmænd håb. Jeg håber at Mette Frederiksen også kan og vil give vores befolkning håb.
De trivselsmæssige problemer ved den lange nedlukning, vi har været udsat for, breder sig mere og mere. Negative følelser som fordømmelse, vrede, angst, depression og frygt breder sig. Ligeså modstanden mod restriktionerne. Polariseringen vokser og det i begge ender af spektret. Må vi ikke godt blive fri for dukkeafbrændinger og for reduktion af politiske modstandere til sølvpapirshatte.
Når vi skal have vendt kajakken, så lad os sejle mod regnbuen. Lad os hjælpe hinanden med at skabe håb og i det omfang, der stadig er behov for restriktioner, så lad os skabe en ægte indre motivation hos befolkningen, baseret på de tre grundlæggede psykologiske behov: behovet for frivillighed (selvbestemmelse), behovet for at du til noget (at føle sig kompetent) og behovet for gode mellemmenneskelige forhold (relationer). En sådan strategi vil være langtidsholdbar og fremme folkesundhed og trivsel.
Over indgangen til helvede står skrevet: Her lades alt håb ude! Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå at menneskene får en følelse håbløshed. I stedet bør vi forsøge at indgyde børn, unge og gamle et levende håb.
Udtrykket er vestjysk og et af min hustrus yndlingsudtryk. Det udtryk må siges at være på sin plads i forhold til den kæmpemæssige erstatning ,som aflivningen af de danske mink, som gårsdagens aftale har medført. Jeg har personligt en ikke ubetydelig veneration for minkerhvervet. Som søn af en minkfarmer, ganske vist af en helt anden og mindre størrelsesorden end den de erstatningsberettigede avlere, med mindre end en tiendedel avlsdyr, er jeg alligevel, som sikkert mange andre, dybt rystet denne morgen. Hvad må små erhvervsdrivende frisører, restauratører, lufthavnsarbejdere og andre ledige ikke tænke?
Facts ‘ene er på plads. Her er hovedpunkterne aftalen frit efter Politiken i dag:
Minkavlerne modtager en erstatning for de mink, der er slået ned i 2020, men som ikke blev pelset og derfor ikke kan sælges. Her gives der op mod 1,8-2,8 milliarder kroner.
Erstatningen dækker for en tabt fremtidig indtjening i 2022 til 2030. Det beløber sig til 8,9 milliarder kroner.
Den forventede restværdi af minkavlernes uudnyttede produktionsapparater såsom stalde og bure erstattes. Pris: 8,9 milliarder kroner.
De følgeerhverv, der er afhængige af minkavl, kan også få erstatning, hvis over halvdelen af omsætningen er baseret på dansk minkavl. Det gælder blandt andet fodercentraler, pelserier og minkauktionshuse. Denne erstatning skønnes at medføre udgifter for 3-4 milliarder kroner.
Den såkaldte tempobonus, som blev indført for at få minkavlerne til at aflive deres mink hurtigst muligt, ventes at blive udbetalt i februar.
Aftalen indeholder en dvaleordning, så avlere kan genoptage erhvervet, når forbuddet om hold af mink udløber næste år.
Som Kristian Madsen kommenterer i Politiken er der tale om et astronomisk højt beløb. Og professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet supplerer jævnfør Ritzau og Berlingske i dag: “Helt overordnet er der grænser for hvor store ekspropriationserstatninger, man er vant til at få i Danmark, og det, som der lægges op til her, er ret vidtgående“. Stærke ord for en jurist.
Spørgsmålene tårner sig op:
Hvad får Venstre ud af det her? – får de fortalt landmændene, at de, som de altid har kunnet, kan regne med Venstre?
Hvad får Socialdemokratiet ud af det? – er der tale om en dyrt købt fred -i det mindste et stykke tid- for det lovbrud, der skete i hastværket omkring aflivningen af minkene.
Hvad får SF og de radikale ud af det? – Svaret blæser i vinden. Formentlig lussinger. Der bliver endnu mindre plads til pasningsgaranti og bedre personalenormeringer på plejehjem. Hvad siger kernevælgerne, de unge i de store byer til det?
Hvad får minkfarmerne ud af det? – Ja, de fleste får et større eller mindre overskud, når kreditorerne er betalt. Så de kan jo grine hele vejen i banken, når de skal aflevere de fleste af pengene. Der er tale om en dybt forgældet ikke rentabel branche. Nogle af de rigeste får mulighed for at starte op igen i udlandet – en helt ny form for dansk erhvervseksport.
Hvad får kreditorerne ud af det? – De må smile helt op til begge ører. Bankerne får indfriet nogle lån, der ellers i stort omfang skulle skrives på tabskontoen. Jeg skal måske personligt være taknemmelig for den smule aktier, jeg ejer i Nordjyske Bank/ Ringkøbing Landbobank, for banken er formentlig en af minkfarmernes de største kreditorer. Stiger kursen i dag? En stor del af pengene ender sikkert i udlandet, mange af dem i Kina ligesom en del gode danske avlsdyr. For der er kinesisk kapital i dansk minkavl. Det forlyder, at det drejer sig om halvdelen. Det er muligvis fake news? Jeg ved det ikke; men jeg håber da at nogle af pressens gravere vil undersøge sagen nærmere.
Det er nemt at lege julemand, især når det er på andres bekostning. Regningen? Den bliver som så mange andre smidt ind på børneværelset.
Det er en svær tid, vi lever i og selvfølgelig skal vi holde coronapandemien i ørerne. Men der er en regning på trivselssiden og den må vi afhjælpe så godt vi kan. Jeg håber derfor, at de mennesker, der regerer i Danmark og resten af verden, medtænker de omkostninger for folkesundheden, som psykiske problemer har for trivsel og dødelighed. Jeg er usikker på i hvilket omfang, det sker. Det er i hvert fald ikke særligt synligt hverken på de sociale medier eller i den etablerede presse, der især handler om det negative i forbindelse med krisen. At en dårlig nyhed er en god nyhed for pressen er i denne tid endnu mere udpræget end sædvanligt.
Hvad siger forskningen om menneskelig trivsel? Trivselspsykologien fortæller os at der er fem faktorer, PERMA, der påvirker vores trivsel.
Positivitet: At søge det positive. Det er en vanskelig opgave at finde det positive i en situation, hvor det meste handler om smitte, død og ødelæggelse. Fra forskningen ved vi, at der skal minimum tre positive emotioner til for at opveje en negativ. Mange af os forsøger det bedste, vi kan, men det er en svær ligning at få til at går op.
Engagement: Hvordan skal vi engagere os i noget, når vi sidder isolerede i vore små fængsler? Her tænker, jeg at de, der har arbejde og har opgaver at løse -om for eksempel sundhedspersonalet- har bedre muligheder for at engagere sig end mange af os andre. Jeg tænker at de unge er hårdt ramte.
Relationer: Menneskelig trivsel er afhængig af gode relationer til andre. I denne tid er vi også hårdt ramt på dette område. Vi møder kun ganske få mennesker fra vores tætte relationer og dem vi møder ud over dette er ofte iklædt mundbind, tophuer, solbriller og hovedtelefoner. Jeg tænker, at især enlige må have det svært i denne tid. Og at to aldersgrupper er særlig hårdt ramte. Det gælder de ældre på plejehjem, der har været frataget muligheden for besøg i lang tid. Det gælder også ældre i egen bolig uden netværk og sidst, men ikke mindst gælder det de unge fra teenagealderen og til først i tyverne. De er i gang med at finde ud af hvem de er. Det er svært, når man er frataget muligheden for at mødes med voksne og jævnaldrende i skolen og på studiet. Også fritiden er hårdt ramt. De fleste fritidsaktiviteter og al musik i gaden er aflyst og hvis de spiller høj musik på hjemmebanen, kommer naboer og politi efter dem.
Mening: Hvad er meningen? Det må være svært for mange mennesker, at finde mening med deres liv i en situation med isolation og uden store muligheder for at påvirke sin egen livssituation. Sundhedspersonalet er måske en af de grupper for hvem deres egen indsats giver mening. Det at hjælpe og yde omsorg for syge under svære forhold er muligvis hårdt, men samtidig meningsfuldt.
Præstation (achivement): Også på den femte trivselsfaktor er de fleste af os hårdt ramte.
Trivslen har altså svære vilkår. Jeg læser i min avis, at antallet af selvmord blandt unge kvinder i Japan er stærkt stigende. Fem forskere skriver i British Medical Journal at psykiske vanskeligheder som angst, depression, ensomhed, meningsløshed er store risikofaktorer under nedlukningen. Hver fjerde af de unge i Århus føler sig ensomme. Det er dobbelt så mange som normalt. Der bliver fremlagt mange tal i coronatiden, men få om trivsel. Hvordan ser det ud med henvisninger til psykiatrien, til psykologsamtaler og med forbruget af antidepressiv medicin? Kan man dø af ensomhed?
Selvbestemmelsesteorien – SDT – Self Determination Teori er den mest velbeskrevne og veldokumenterede psykologiske teori overhovedet. Allerede i 70’erne, da jeg frekventerede Hjørring Seminarium, vidste man at skulle mennesker trives godt og samtidig lære godt, var det nødvendigt med indre motivation. Vi læste om Maslow, Rogers og andre. Siden har Ryan og Deci godt hjulpet af hundredevis af forskere over hele verden arbejdet med selvbestemmelse, SDT.
I bogen på billedet bruger Ryan og Deci knap otte hundrede sider skrevet med småt på at opsamle resultaterne af disse mange års forskning fra hele verden.
Den helt korte version af deres teori er at alle mennekser uanset bosted, alder, farve, børn, voksne, gamle har tre- 3(!) grundlæggende psykologiske behov. Hvis vi mennesker får disse behov opfyldt, har vi god mulighed for at være indre motiverede, at trives og at udvikle os.
Hvis disse psykologiske behov derimod ikke opfyldes vil demotivation, mistrivsel og fejludvikling have gode betingelser.
De tre grundlæggende behov er:
– behovet for autonomi. Vi har et grundlæggende behov for selvbestemmelse
– behovet for kompetence. Vi har et behov for at føle os kompetente i forhold til det vi beskæftiger os med
– behovet for forbundethed. Vi har et socialt behov for at føle os forbundne med andre mennesker.
Jeg ved godt, at vi lever i hårde coronatider og det er ikke let for myndigheder og politikere at navigere gennem disse. Men måske kunne Søren og Mette godt lade disse almenmenneskelige behov indgå i den fremtidige coronaindsats.
Ellers kan det give store udfordringer med vores motivation og trivsel – Det er vigtigt at huske også vores psykiske helbred. Også fordi det påvirker det fysiske.
Kan man dø af ensomhed, hvis man er gammel, dement og bor på plejehjem?
Det er godt nok svært at bevare pessimismen, når man kommer ud af boblen af ”sure gamle mænd” og damer -som en selv-, ud af coronapanik og mundbind. Man bliver uundgåeligt optimistisk, når man på en solskindag den 30. august 2020, står foran en flok på 20 unge mennesker, der skal konfirmeres med næsten et halvt års forsinkelse.
Deres glæde og mod på livet er evigtgyldig. Den er og kan det heldigvis ikke lykkes at undertrykke. Ungdommeligheden og modet på livet eksisterer på trods af vi gamles mundbindsparanoia.
Mit eget barnebarn Salomon -Salle- var en af de unge. Hans kusine Viktoria blev konfirmeret for to år siden. Hun er nu på efterskole, hvor hun lever ungdomslivet. Hun har ikke travlt med at komme hjem i weekenden og jeg tror ikke at Corona fylder meget i hendes verden. Næste år er det så Nikolines tur. Således bliver en gammel mand jævnligt mindet om ungdom, tro, håb og kærlighed. Det kan jeg lære meget af. Om de unge så kan lære noget af en gamling som mig ved jeg ikke men det skal ikke afholde mig fra i al ydmyghed at forsøge at bidrage med lidt erfaring og viden fra et langt liv. Derfor har jeg valgt at offentliggøre min tale fra i søndags. Den er selvfølgelig personlig, men samtidig er der måske noget generelt, som andre unge -og gamle- kan tage med sig. Jeg ved dig ikke.
Talen til Nationen – Konfirmationen
Først vil jeg dvæle lidt ved fortiden og forsøge, efter bedste evne at se dig, som den du er. Alle mennesker – uanset om vi hedder Niko, Buster, Willer, Viktoria, SteffenB eller Salomon- har brug for at blive set på med kærlige øjne. At blive set som dem vi er.
I dag er det dig.
Først nogle episoder fra din opvækst.
Du er en dreng med mange talenter.
Du kunne tale tidligt. Det første ord jeg forstod, hørte jeg da jeg hentede dig i vuggestuen. Din mor og far sad vist fast i tunelen og havde så i deres nød ringet til mig om jeg kunne hente dig inden lukketid. Det kunne jeg. Jeg hentede dig i Rømersgade og trillede dig hjem i klapvognene. Da vi rundede hjørnet af Vestergårdsgade, så du jeres hus og du sagde det berømmelige ord ”Ma” – jeg var ikke i tvivl om at det betød ”Mor”.
Du kan tale med dyr. En episode hjemme i min have, hvor du står fordybet i en samtale med en snegl. ”Lille negl….” sagde du.
Der er også noget med en kat, Oliver del Piero, som du har et nært forhold til.
Om du kan tale med planter ved jeg ikke, men jeg husker at du havde en særegen evne til at forsvinde. Engang forsvandt du ud af min have. Den var ellers var totalt indhegnet. Vi fandt dig i naboens rhododendronbed.Her stak en lys top op. Om du talte med blomsterne ved jeg ikke. Vi oplevede at du var helt stille og stod helt stille.
Dengang så jeg det min opgave at købe cykler til min børnebørn. Du fik også en – fra T-Hansen. Jeg kørte ud med den og din far og jeg skulle så lære dig at cykle. Det var nemt. For du satte dig op på cyklen og cyklede afsted. ”Hvor har du lært at cykle?” – ”I børnehaven – på en træcykel.” Jo, de kunne noget i den børnehave i Hedelundsgade.
Du har en god hukommelse. Fx kunne du referere handlingen i Star Wars, selvom du mig bekendt aldrig havde set det. Du gjorde det endda så livagtig, at du selv blev bange for det, du fortalte og måtte have faster med ud på badeværelset, fordi du var usikker på om Darth Maul befandt sig derude.
Du har mange styrker og talenter, for trampolinspring, du var og er en ekstremt dygtig læser. Du er også musikalsk og god til at danse. God til Counterstrike – eller hvad I nu spiller. Du har let ved at lære og blandt dine styrker er en god portion videbegær og nysgerrighed. Der er aldrig langt til googleknappen.
Sidst, men ikke mindst er du en kærlig, tænksom og følsom dreng/ ung mand. Du har mange talenter – som jeg er sikker på at du kommer til at investere til glæde og gavn for dig selv – og andre.
Nu står du så i et af livets mange vadesteder – overgangen fra barn til ung voksen. Sådan nogle overgange giver nye muligheder og er samtidig meget svære. Du får både en ny frihed og samtidig stort, måske for stort ansvar. Du kan og vil selv og samtidig er det ikke uden problemer at frigøre sig og senere forlade reden og skulle stå mere og mere på egne ben. Tro mig, jeg husker det, selvom det er mere end 50 år siden. Jeg er dog overbevist om, at du har de resurser og den familiebaggrund, der kan bringe dig godt gennem det urolige farvand og trygt i sikker havn, så du kan få et godt og nærmest lykkeligt ungdoms- og voksenliv.
Hvordan får man så et godt, rigt og nærmest lykkeligt liv?
Ja det er jo faktisk ret veldokumenteret. Der er 5 ting til, der skal til. PERMA.
Positive følelser. Opsøg det positive, det der giver glæde.
Engagement. Engager dig i noget, hvor du kan komme i flow og glemmer tiden
Gode relationer. Gode venner, familie ikke nødvendigvis 10000 rigtige venner på SOME. Men mindst en og gerne nogle stykker.
Mening. Se om du kan finde meningen med det hele. Der er desværre ingen manual, du må selv finde meningen med livet – jeg ved ikke hvordan, men jeg tror at det ligger udenfor dig selv og dine egne behov.
Præstation. Det er vigtigt at præstere godt på dit eget niveau. Du skal gøre sig så god du er selvom du måske ikke er Messi.
De betroede talenter.
Jeg har tidligere nævnt at du er en ung mand, der har fået ikke så få talenter betroet. Det, jeg vil anbefale dig at gøre, er at investere disse talenter, som du har fået til glæde og gavn for andre og dermed for dig selv. Du skal ikke, som i lignelsen fra Matthæus i kapitel 25, gå hen og grave talenterne ned. Du skal investere dem, sætte dem i spil og på spil uanset om det nu er 2 eller 5 talenter du har fået. Så vil du, som der står, ”gå ind til din Herres glæde”.
Hvordan du så skal investere de talenter er et personligt valg, som du selv må tage, gerne efter samtale med andre unge og voksne vejledere. Det er dit valg.
Gevinsten ved en svag karakter
Nu skal jeg nok stoppe og det vil jeg gøre med at citere en tidligere kollega, der var ekstremt fagligt dygtig. Til hans afskedsreception sagde han:
Takket være en svag karakter og manglende målrettethed har jeg haft et fremragende arbejdsliv.
Det gode liv handler ikke om penge. Det handler om at søge det positive, at engagere sig, at have gode relationer til andre, at finde meningen med det hele og at gøre det så godt man kan.
Held og lykke med at bokse med livet. Skulle du have brug for en at drøfte det hele med en gamling, står jeg altid til din rådighed.
Er der overhovedet nogen positiv effekt af mundbind?
Kritisk journalistik er en mangelvare. Heldigvis råder Statsradiofonien stadig over én god gammeldags journalist, der forholder sig kritisk til nyhederne – også de coronarelaterede. Han er læge og hedder Peter Qvortrup Geisling. Peter driver en lægeklinik, der hedder Lægens Bord.
I går talte Peter med Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen. Peter stillede Søren nogle rigtig gode spørgsmål. Et glimrende eksempel på konstruktiv kritisk journalistik. Jeg kan anbefale dig at se det.
Peter spørger fx – Hvor mange danskere skal gå perfekt med mundbind i en uge for at undgå, at én dansker bliver smittet med corona?
Søren – det er mange tusinde. Det bliver nævnt, at det er usikre tal og at det er vore kolleger i Norge, der har givet et bud på tallene. Senere i programmet bliver tallet 200.000 nævnt. Selv har jeg fundet frem til, at 100.000 mennesker skal bruge mundbind på perfekt vis i en uge for at forebygge at én person bliver smittet med corona.
På den baggrund kan man undre sig over både anbefalinger og påbud om mundbind i Danmark. Er der proportionalitet? Der er ringe evidens for den fysiske effekt. Men måske handler det om noget helt andet. Noget psykologisk – adfærdsmæssigt. Nudging?