Kategori: børn

Vil du skrive under her?

Sådan skrev Sissel, som jeg via min kone er blevet familiesammenført med, her til morgen.  Inden jeg havde læst hendes sms færdig var min første tanke – jeg skriver ikke under på noget. Men jeg læste videre og fandt ud af, at det drejede sig om en underskriftindsamling om bedre vilkår i danske daginstitutioner til vore børn. Hun sendte også et link, som du kan klikke på og skrive under.

Jeg ville gerne skrive under og det har jeg allerede gjort, selvom jeg er usikker på hvor stor en forskel sådan en underskriftindsamling gør. Men det er vigtigt at vi sikrer vore småbørn en god og tryg opvækst, hvor de får de rette udviklingsbetingelser.

En god start på livet burde være en selvfølge og et mål i sig selv. Men det er det ikke nødvendigvis i konkurrencestaten, hvor omsorg, kærlighed og andre positive værdier ikke har et mål i sig selv, sådan som Ove Kaj Pedersen beskriver.  Nej, her i den konkurrencestat, det rettighedssamfund, som vi har opbygget, måler vi indsatsen på den egennytte, vi kan få. Ud fra det synspunkt vil det nu alligevel være hensigtsmæssigt at opruste tilbuddene til småbørn, særligt til de allermindste. Det vil utvivlsomt være en investering, der vil kunne betale sig.

Børn i dag er ikke så heldige som Ove Kaj var i Skagen og jeg på Læsø på samme måde som de fleste af vore jævnaldrene, at vokse op med en hjemmegående mor som primær omsorgsgiver. Denne opgave er nu for en stor dels vedkommende overladt til daginstitutioner, også for de mindste børn.

Ud fra et nærheds-egennytte-synspunkt går jeg da bestemt ind for bedre dagtilbud. Min Inger og jeg har tilsammen 11 børnebørn plus et par tilløbne. Og vi ønsker, på samme måde som andre, da bestemt det bedste for vore børn og børnebørn. Men også i det store perspektiv, på kommune- og samfundsplan, er der al mulig grund til at passe godt på de små og det betyder, som det ser ud i dag, at sørge for bedre dagtilbud.

Og hvad kan vi så gøre ved det? Sissel skrev blandt andet – i A’s børnehave er der ofte 17-22 børn til en pædagog. Hun skrev også – de påstår,  at normeringen er 6 børn pr. voksen i København. De tænker bare ikke på, at pædagogerne i Københavns største daginstitution er ansat på 34 timer, mens institutionen har åbent 50 timer om ugen. Derudover kommer ferie og sygdom. Og jeg kan så for egen regning tilføje, at de nok heller tænker  på, hvor meget af de ansattes tid, der går med dokumentation, kurser, strategiske møder, læreplaner og den slags.

Så en voksen til 20 børn lyder da bestemt ikke urealistisk med en normering på 1 voksen til 6 børn. Gennemsnitsnormeringen i Danmark er 6,4, så de 6 er en rimelig normering. I Brønderslev, hvor vi også har børnebørn, er den 7,8 og i Holstebronx er den 6,9. Herning og Lars Krarup kommer ind som vindere med 9,4 børnehavebarn pr. voksen.

Det må vi have gjort noget ved, for ellers kan det blive dyrt både for de enkelte børn og for vort samfund. Daginstitutionerne har en afgørende og voksende rolle i forhold til læring, sprogudvikling, inklusion og socialisering af vore børn. Derfor må vi forbedre disse dagtilbud ikke kun, men også gennem en ordentlig normering. En dagplejer passer i gennemsnit 3,2 barn. Det vil vel være rimeligt at en vuggestue, har en tilsvarende normering. Men ikke mindre afgørende er det, hvad man bruger normeringen til. Her er det afgørende vigtigt, at der frigøres tid og resurser til at de voksne kan være mere sammen med børnene og til at de voksne foretager sig det rigtige sammen med dem.

Ole Henrik Hansen kom i sin ph. d. afhandling fra 2013 -Stemmer i Fælleskabet- ind på, hvordan man kan løfte kvaliteten i vuggestuerne. Mindre børnegrupper, pædagoger der arbejder alene med børnene, planlægning af dagen ift. børns funktionsniveau samt læringsfokus, specifikt på den sproglige udvikling er blandt de forhold, der kan forbedre kvaliteten. Normering betyder også noget, men det er påfaldende af de to vuggestuer med den dårligste normering præsterede bedst. De havde til gengæld den bedste planlægning.

Fri leg er ikke lige fri for alle børn. De svageste børn kan løftes, hvis de voksne i institutionen i højere grad hjælper dem til en ligeværdig plads i fællesskabet. Små børn leger ikke med hinanden, men parallelt. Derfor har de brug for voksenkontakt og interaktion med voksne, hvis de skal stimuleres og udvikle sig – det gælder især deres sproglige udvikling.

Endelig viser undersøgelsen at pædagogernes engagement har en kæmpe betydning for børnenes udvikling. Pædagogisk arbejde, der er udført engageret og reflekteret gør en positiv forskel i børns liv. Og her peger afhandlingen på, at en planlagt pædagogisk hverdag netop frigør plads til pædagogernes omsorg for, kærlighed til og empati for børnene.

Så, pas godt på vore børn. Det betaler sig – osse for dig.

Foto pixabay.com

Nu som YouTuber

Jeg er begyndt som YouTuber :- ) Foreløbig har jeg to kanaler:

steffenblarsen, hvor jeg kommenterer på hele verden i små dogmefil
– Så det …..
Her vi jeg selvfølgelig gerne have mange følgere, for jeg har noget vigtigt at sige! – synes jeg….. 😉

Og så har jeg en bette kanal Life of SteffenB.
Her fortæller jeg om mit liv til primært 5 modtagere: Buster, Wilhelm, Nikoline, Salomon og Viktoria – mine børnebørn.
Life of SteffenB er rettet mod denne fembande, men du er velkommen til at kigge med.

Det er dogmefilm – som 64 årig er man vel ikke digital indfødt, vel.

 

”Hellere brække en arm end flytte til Hjørring!”

Bosætning, bosætning og atter bosætning. Det er et af de store emner til kommunalvalget her i vandkanten. I hvert fald i vores kommune. Hvad får så folk til at flytte? Kulturtilbud? Et nyt teater et hold i superligaen? Er det et godt kommunalt brand? Nej, folk flytter ikke til en kommune. De flytter til et sted og de er flintrende ligeglade med hvilken kommune dette sted befinder sig i.  Folk flytter ikke efter kultur og branding. Hverdagen af meget større betydning.  Vi mennesker holder på samme måde som Dan Turell af hverdagen og det er muligheden for en god hverdag, der bestemmer, hvor vi bosætter os.

Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen har i en kronik i Jyllands Posten beskrevet, hvad dette gode hverdagsliv konkret betyder for tre segmenter af borgere.

De unge
De unge på 19-29 vil helst bo centralt i en stor by. Hvilken type bolig, man skal bo i er knap så vigtigt. Det afgørende er muligheden for et godt studie- og ungdomsmiljø. De unge vil vi have svært ved at tiltrække; men gode forbindelser med tog vil gøre det muligt at bo i en større by som Aalborg og studere her i byen. Unge pendlere kan sammen med nogle lidt ældre lokale studerende muliggøre opretholdelse og udvikling af uddannelser i vores lokalområde.

De voksne
For de voksne og produktive, typisk fra 30 år og opad, har tilbud til børn afgørende betydning. Gode skoler og daginstitutioner er afgørende for børnefamilier. Måske er det derfor ikke så tosset at smide et par hundrede millioner efter en ny skole i Vraa, for de her mennesker er ikke bange for transport. Det afgørende er god kvalitet i tilbuddene til børn og voksne. Hvis man vil tiltrække de produktive, er der ingen vej uden om at investere i børneområdet og det drejer sig mindst ligeså meget om driftsmidler som bygninger. Det er indholdet, der tæller. Sørg for et godt hverdagsliv for børn og deres forældre, så skal de nok komme hjem.

De gamle
Eller seniorerne, som vi lidt mere venligt bliver kaldt, er knap så afhængige af cafeer og natteliv. Det der tæller er mere naturen, gode indkøbsmuligheder og gode naboer, nærhed til familien samt kollektiv transport. Seniorer er svære at flytte; men de der flytter vil gerne bo centralt i en by eller i naturskønne omgivelser. For begge parter er muligheden for kollektiv transport vigtig. Så det var ikke en god ide at spare på busser i by og på land. Vil vi tiltrække denne type borgere er der ingen vej udenom gode busser på alle ugens dage. Nordjyske Jernbaner kører på skinner og har vist vejen.

Fakta
Overskriften er såmænd titlen på en film, som Statens Filmcentral distribuerede i 70’erne. Den handlede om de mennesker, der blev forflyttet til Hjørring blandt andet i forbindelse med udbygningen af Hærens Materielkommando. Materielkommandoen og sikkert også mange af medarbejderne er såmænd returneret til hovedstadsområdet her 40 år efter.

Sidste udkald

Det var titlen på en ganske lille bitte bog, som tidligere direktør i undervisningsministeriet Asger Baunsbak-Jensen skrev i 2013.

Undertitlen var Kampskrift for folkeskolen. Bogen var et frontalangreb på New Public Management – den måde skolen (top)styres på i dag. Baunsbak-Jensen fortæller historien om hvordan en tidligere skolereform i 1958 med den Blå Betænkning  først blev vedtaget efter flere års debat med skolens interessenter og andre interesserede. Da bogen kom frem, skete det uden den store opmærksomhed.

Muligvis har Marianne Jelved fået tid til at læst bogen.  – Og min egen bog om Folkets Skole – Vendelby 2027?

Hun har i hvert fald taget fat på at slå et slag for skolen. For dialog, selvforvaltning, debat og gamle værdier fra før NPM topstyringen tog over. Selvom nogen måske vil mene, at det er lidt sent, vil jeg sige bedre sent end aldrig. Det er meget positivt, at politikkere fra forskellige partier begynder at vågne op og passe godt på skolen.

Og der er andre positive tegn. I forhold til kommunalvalget, er folkeskolen det område, som flest vælgere finder vigtigt. Og der kommer positive meldinger om skolen fra flere forskellige partiers kandidater. Jeg håber, at de mener det og står ved det. For meget kan gøres lokalt for at udvikle skolen. I min hjemkommune, Hjørring, har jeg bemærket at flere politikere, blandt andet Venstres borgmesterkandidat, har ytret sig konstruktivt om folkeskolen.

Og her på det sidste er 6 socialdemokratiske lokalpolitikere, herunder en kandidat fra Hjørring , gået i offensiven med et 10 punktsprogram, hvor man blandt andet gør op med centraliseringen.

Der er altså tværpolitisk fokus på skolen. Det er godt, for skolen skal ikke være en politisk kampplads. Jeg er så en smule usikker på om spotlightet på skolen varer ved efter valget eller om der er tale valgflæsk; men jeg synes i det mindste, at der er grundlag for et vist håb.

Pas på skolen!

PIP´eline, LAM og LAL

Den anden dag dukkede der er status op på min nyhedsside på facebook. 100 ledere af skolevæsenet i Hjørring Kommune havde været på strategiseminar. De havde arbejdet med at lave en strategi for, hvordan skolen kunne skabe bedre trivsel og bedre resultater for ansatte og børn. Det er jo en god målsætning og der var også rigtig mange likes og positive kommentarer, mest fra dem, der er inde i ekkorummet – dem, der var med. Der var dog en enkelt fri skoleleder fra Bornholm, der spurgte, om der mon også var nogle elever og lærere med?

Der er godt spørgsmål og jeg ved ikke, hvad svaret er. Men jeg tror da, at der var nogle repræsentanter for organisationerne, nogle fællestillidsrepræsentanter –  en fra BUPL, en fra DLF og en TAP repræsentant, sikkert fra HK. Fodfolk og elever var der sandsynligvis ingen af.

Skrivebordsgeneraler laver strategier
Strategi er en god ting, men tingene skal også føre ud i livet. Som enhver skrivebordsgeneral ved, er brug for både taktik og operationer og her slipper du ikke udenom at sætte dem på banen, der skal føre tingene ud i livet. Udefra kunne det for en, der selv har deltaget i talrige strategiseminarer, se ud som om man fortsætter med at tale om strategi, mens det kniber lidt mere med det taktiske og operationelle plan. Sagt på en anden måde holder man sig til lederplanet. Men har det nogen effekt?

Efteruddannelse skal ud i det yderste led
Nej, hvis udviklingsmidlerne skal have effekt, skal de allokeres ud tæt på borgerne. Efteruddannelsesresurserne skal derhen, hvor de gør mest nytte – ud i det yderste led. Lederne beslutter rigtig mange ting, der på papiret ser fornuftige ud. Om de så også er det, kræver en lakmustest ude i det yderste led blandt lærere, pædagoger, ledere, forældre og ikke mindst blandt børnene. Det er dem, der skal få tingene til at virke i praksis.

Enkeltbillet til helvede
På seminaret arbejdede man også videre med ledelsesmodellen leadership pipeline. PIP’elinen er udtryk for gammeldags og topstyret styring. Så længe man vælger at styre gennem kontrol, vil det ikke lykkes at få frigjort de resurser, alle siger, der er brug for i fremtiden. Fremtiden kalder på  hittepåsomhed, foretagsomhed, kreativitet og innovation. En styringsmodeller som leadership pipeline er kontraproduktiv set i forhold til fremtidens behov. Denne model er et udtryk for det new public management regime, der har hersket i det offentlige i snart mange år. Der er efterhånden en mange, der taler for at sende NPM tilbage til helvede, selvom man kan være i tvivl om, de mener det. Men når man så sender NPM retur på en enkeltbillet, vil det være en rigtig god ide at sende leadership pipeline samme vej.

Sæt dem fri
Menneskene har et grundlæggende behov for selvbetemmelse. Mennesket er ikke et væsen, der udvikler positivt sig gennem kontrol og styring. Derimod er vi selvregulerende væsener med tre grundlæggende psykologiske behov: behovet for frivillighed – selvbestemmelse, behovet for at du til noget og behovet for at indgå i gode relationer til andre mennesker. Når disse tre grundlæggende behov bliver tilgodeset, har vi rigtig gode forudsætninger for den indre motivation, der fremmer hittepåsomhed, innovation, engagement, gejst, kreativitet etc. Det kan vi ikke opnå ikke gennem styring, men gennem og god ledelse og facilitering.

Sæt børn, forældre, pædagoger og lærere fri, så skal du bare se løjer.

Ordforklaring: LAM – sådan  forkorter man i Vendelby begrebet  ”leder af medarbejdere”. På samme måde forkorter man i Vendelbys PIP ” leder af ledere” som LAL.

Grafik: pixabay.com

Hjørrings borgmester og byråd demonstrerede styrke og værdighed

I de meget omtalte anbringelses- og forældremyndighedssager om den 10 årige dreng fra Hjørring, var der den 30. august kaldt til demonstration foran rådhuset.

Jeg var nysgerrig på hvilke kræfter, der dels får en mand fra Herning til at arrangere en demonstration i en sag fra Hjørring og dels får mennesker fra Lolland og andre steder i Danmark til at kommentere sagen, blandt andet på Facebook.  Der er stærke kræfter og følelser i spil.

Jeg var altså drevet ned i byen og jeg var tilskuer til demonstrationen. Den var meget velorganiseret med plakater med drengens navn, megafon og med råbekor. Da demonstrationen nåede frem til Springvandspladsen og Rådhuset, var der var taler, sang og musik osv. Forrest i demonstrationen bemærkede jeg et par plakatbærende børn, der var jævnaldrene med sagens hovedperson. Alt foregik i god ro og orden.
– Jo, det var helt klart kompetente folk, der havde arrangeret demonstrationen, som i øvrigt fandt sted på en dag, hvor der var byrådsmøde.

I indledningen af sin tale nævnte arrangøren, at borgmesteren klokken 17 ville komme ud og modtage de 500 underskrifter, der var indsamlet. Min tanke var, om det mon var klogt; for hvad skulle en stakkels borgmester mon stille op med 150 demonstranter med så stærke følelser?

Min bekymring viste sig ubegrundet, for præcis klokken 17.00 kom borgmester Arne Boelt stille og roligt ud af døren efterfulgt af det øvrige byråd. Det samlede byråd stod bogstaveligt talt bag Arne Boelt, der var flankeret af Venstres borgmesterkandidat Henrik Jørgensen og formanden for børne- og undervisningsudvalget Kasper Maarup Andersen. Arne havde en kort samtale med arrangøren, hvorefter han og det øvrige byråd stille og roligt gik ind igen.

Det var en værdig og stærk manifestation af det samlede byråd. For denne sag om en drengs ve og vel er ikke egnet til politiske manifestationer; heller ikke i et valgår. Det er lykkedes byrådet –med en enkelt lille undtagelse- at stå sammen om dette.

Det har jeg stor respekt for. Det er stærkt og værdigt! Sejt!

Jeg håber at byrådet vil blive ved med at stå sammen i denne sag, selvom de er under stort pres. For sagen om denne drengs ve og vel skal ikke afgøres af demonstranter eller af os andre, der ikke er oplyste om sagen. Vi har statsforvaltningen til at afgøre sager om forældremyndighed, hvor forældrene ikke selv kan blive enige; mens kommunens børne- og familieafdeling har til opgave at gøre, hvad de kan for at sikre barnets trivsel. Jeg tror begge parter har gjort, hvad de kunne for at træffe de bedst mulige afgørelser også i denne sag.

Jeg synes byrådet og borgmesteren har handlet med styrke og værdighed.

Respekt for det.