Kategori: demokrati

Styr driften

Alle ved, at det kan være svært at styre driften. I syvogtredive år var jeg ansat, om ikke i hendes majestæts tjeneste, så i hvert fald i det offentlige; mest i stat og amt, men hen imod slutningen også nogle få år i den ny Hjørring Kommune. I alle årene lærte vi, ja, vi fik tudet ørerne fulde af, hvor vigtigt det er at skelne mellem anlæg og drift.

Min lille verden er Hjørring og Hjørring Kommune. Her fra min lille udkigspost er det om ikke sjovt, så i hvert fald interessant, at iagttage hvordan tingene gentager sig. Det samme mønster gentager sig igen og igen. Det er måske en sur gammel pensionists lod at iagttage verden på den måde.

Det jeg ser i min by Hjørring er, at det går rigtig fremragende på anlægssiden, mens det kniber en hel del med at få styr på driften.

Vandlegeplads uden vand
I forbindelse med mine daglige byvandringer har jeg kunne iagttage et få år gammelt prestigeprojekt – en højprofileret vandlegeplads i Folkets Park. Legepladsen etableret samtidig med det store separatkloakeringsprojekt, der er i gang, blandt andet i min egen beskedne forhave.

Denne fine legeplads er ude af drift. Den har været tørlagt hele sommeren. Hele den samlede danske sommer. Den sommer der har været den varmeste i mands, kvindes og børns minde. Her ville det da være fantastisk, at de børn, der ikke er med deres forældre i de endnu varmere lande, kunne pladre med vand i den danske sommer.

Jeg har i de sidste tre måneder undret mig over, at der ikke var børn på legepladsen og har derfor checket, om der var vand i hanerne. Det var der ikke. Først tænkte jeg, om det måske skyldtes at ham, der skulle lukke op for vandet var på ferie, men jeg tror ikke, at det er årsagen, for i denne uge kunne jeg se, at de flotte hække, der efter engelsk forbillede var etableret omkring pladsen, nu er væk. Måske for at spare på hækklipperiet? Hvem ved? Jeg ved det i hvert fald ikke.

Cykelmotorvej uden tæller
På samme måde blev der for nogle år siden etableret en såkaldt cykelmotorvej fra Bagterpvej og Ulvegravene igennem Folkeparken helt ind til centrum. Det fine projekt med lys om natten osv, blev delvis betalt af staten. Også her er det driften, det kniber med. Cykelstien bliver ikke vedligeholdt og fejet og det fine tælleapparat, der skal tælle hvor mange cyklister, der kører forbi, er bestandig ude af drift.

Cykelstier uden asfalt
I mit nabolag er der på Frilandsvej opsat et fint skilt: UCN 1,1 km – på cykel forstås! For tiden kan ruten slet ikke passeres på cykel på grund af det store projekt med separatkloakering, men det går vist over i uge otteogfyrre.

Nå, men når man så kommer til den bette bro ved Meny – den fremtidige Østbanegård er der meterstore huller i asfalten. Igen er det driften, det kniber med. Det kunne måske være en rigtig god ide at vedligeholde det man har, inden man etablerer nyt. Eller hvad?

Teater uden indhold?
Disse tre eksempler -og der er flere- giver anledning til bekymring over det indtil videre største prestigeprojekt i vores kommune. Vores nye Vendsyssel Teater. Insprireret af intet mindre end The Globe Theater. Bygget til en pris af 175 mio.  Jo, på anlægssiden går det godt.

Hvordan det går med driften ved jeg ikke; men et kvalificeret gæt er, at der er problemer. Vi skatteborgere giver et tilskud på 500 gode danske kroner pr billet. Man kan komme gratis med tog fra Aalborg, Skagen og Frederikshavn, mens det ikke muligt at tage bussen i teatret i weekenden fra Taars, Lønstrup og Bagterp. Vi har en flot ny busstation, men ingen busser. Den er ligesom banegården tømt for indhold.

Tilbage til det nyeste af vore teatre. Gad vist om det vil gå på samme måde som med byens gamle teater, Vendelbohus. Her blev den gamle teatersal renoveret af gammel Hjørring Kommune, så den fremstår flot og smuk. Men nu ser det ud til at denne sal skal dø en ikke stille død på grund af manglende driftsmidler.

Igen er det driften, det er galt med. Med hensyn til prestigeteatret tænker jeg, at det vil være vanskeligt at opretholde det nuværende driftsniveau. Kan en teatercafe i sådan et fint hus rende rundt, når hverdagen indfinder sig? Det kunne ikke lade sig gøre i Aalborg. Kan det i Hjørring? Har vi fortsat råd til at have &, dramaturger, teknikere, PR folk, direktør og jeg ved ikke hvad ansat i det nuværende omfang? Jeg spørger. Svarene må vi vente lidt på.

Nutidens teater
Jeg er en sur gammel mand – jeg ved det. Trods det vil jeg forsøge mig et positivt budskab, et lys i det driftsmæssige mørke. Stadion er nutidens teater. Drømmenes teater. Mennesker kommer på stadion, hvis de føler sig berørt og underholdt. Det er ikke nødvendigt med tilskud til billetterne for at hente femsekstusinde mennesker fra alle sociale lag ind på stadion i vores lille by. Den form for teater, synes jeg, at vi kan være stolte af. Byrådet har just bevilliget godt 17 mio til anlæg på vores stadion. Det kan man have mange synspunkter på. Mit eget er, at det er en god ide. Jeg tror heller ikke, at der er grund til at bekymre sig om driften, for der vil blive en helt pæn lejeindtægt. Men trods alt – det er svært at spå. Især om fremtiden.

foto: pixabay.com

De skulle skamme sig

Altså den administrerende direktør og bestyrelsesformanden for Danske Bank. Men det gør de nok ikke. Måske har de ikke skam i livet? For de har bedt deres egen advokat, som har tjent fedt på dem, om at udarbejde en undersøgelse, som efter al sandsynlighed vil frikende dem for juridisk ansvar. Advokatfirmaet Bruun & Hjejle hugger vel ikke den hånd af, der fodrer dem, vel.

Det moralske ansvar kan administrerende direktør Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen i Danske Bank derimod ikke løbe fra. Ole Andersen har været formand siden 2012 og Thomas Borgen var chef for bankens udlandsaktiviteter fra 2009 til 2012. Thomas Borgens efterfølger valgte at tage sit gode tøj og gå, da sagen om Danske Banks lyssky aktiviter blev gravet op af Berlingske.

De to bosser, Ole Andersen og Thomas Borgen troner imidlertid stadig i toppen af banken. De fremstiller sig selv som overraskede over at bankens andel i de lyssky transaktioner er vokset fra 25 til 53 milliarder, på trods af at de i bankens bestyrelse har behandlet indtjeningen ved transaktionerne. De skulle skamme sig – og i det mindste tage deres gode tøj og gå og det uden noget som helst gyldent håndtryk.

Det ser det imidlertid ikke ud indtil videre ikke ud til, at de gør.  Den nye konservative erhvervsminister har været fremme i pressen med en stærk retorik i forhold Danske Banks aktiviteter. Det er stærkt af erhvervsminister Rasmus Jarlov og det udtrykker nogle klassiske borgerlige værdier såsom ordentlighed og redelighed, der længe har været en mangelvare. Rasmus Jarlov giver kraftigt udtryk for det moralsk forkastelige i bankens handling, men udtrykker samtidig manglende mulighed for handling på grund af juraen. Lovgivningen var ikke så stram, da svindelen fandt sted, som den er i dag og blabla….

Kære Rasmus Jarlov.
Her får du et godt råd ganske gratis. Du skal simpelthen opfordre Danske Banks topledelse til at gå af uden fratrædelsesordning eller andre gyldne håndtryk. Det kan du gøre ved at bruge pressen og i fuld offentlighed opfordre dem til dem til at skamme sig og tage deres gode tøj og gå. Det vil være sejt. Det vil være konservative værdier i praksis. Det vil være at sætte handling bag ordene.

Vil du så gøre det? Vil du tage et opgør med en bank, der efter al sandsynlighed er storsponsor for dit parti –  vi ved det ikke, for reglerne for partistøtte i Danmark er blandt de mindst transparente i verden.

Men jeg håber det. For den banks topledelse har grund til at skamme sig. Du vil samtidig vise,  at der er nogle værdier, der står over pengene. Det vil være så godt.

 

Kilde: information.dk
Foto: pixabay.com

Tavlemøder, transformationer og taknemmelighed

Agurketiden giver mulighed for at komme til orde. På den anden side er der så heller ingen, der læser det man skriver. Men det er måske nok heller ikke så afgørende. For man skriver vel mest for sin egen skyld, eller hva´?

Jeg kan mærke, at min skrivepause så småt er ved at være slut og her er der to temaer, der trænger sig på.

1. den TAVLEMØDEKULTUR, der åbenbart breder sig, ikke mindst på store statslige arbejdspladser og hvor skadelig denne individuelle belønnings- og strafmotivation er for det psykiske helbred og den indre motivation.

2. TRANSFORMATIONER
– i en tid med studenterfester ligger verden åben for de unge mennesker. De skal nu igang med at transformere sig fra unge studerende til produktive samfundsborgere. Det er ikke nødvendigvis en let opgave i den konkurrrencestat, vi har opbygget.

– og så er vi også nogle stykker, der skal transformere os den modsatte vej og mere eller mindre frivilligt forlade arbejdsmarkedet. Det er heller ikke nødvendigvis en let opgave i en tid hvor selv de, der er frigjort fra vækkeurets tyranni forventes at være produktive om ikke andet gennem frivilligt arbejde – det har eksempelvis taget mig selv mere end tre år at forvandle mig selv fra kriger i i konkurrencestaten til pensionist. Men når jeg selv skal sige det, synes jeg at det er lykkedes helt godt.

Det var bare, det jeg ville sige lige nu. Jeg vender frygteligt tilbage om begge emner – Hej!

Royal Run – en eksplosion af samhørighed, sammenhold, solidaritet og stolthed

Gårsdagens 50 års fødselsdag manifesterede alt det tiden kalder på. Det er lige før at den kan gøre en gammel republikaner til tilhænger af monarkiet. Under alle omstændigheder oplevede jeg dagen som en kolossal manifestation af de positive egenskaber, der som en slumrende Holger Danske, ligger i os danskere. Jeg har ikke observeret så stærk en manifestation af den positive version af danskheden siden EU afstemningen og sejren i EM finalen på Nya Ullevi i 1992. Vi, der oplevede de dage, glemmer det aldrig. Jeg håber, at det samme gør sig gældende med fødselsdagen i går.

Tiden kalder i den grad på en positiv version af det at være dansk, som jeg håber vi er på vej til at opleve. Der var tegn på at en ny positiv version af danskheden var under konstruktion under OK18, hvor solidaritet, stolthed og sammenhold holdt i det mindst i nogen udstrækning helt frem til målstregen. Det gjorde den på trods af magthavernes forsøg på at skabe splittelse mellem faggrupperne og mellem de offentligt og de privat ansatte. Det lykkedes dem heldigvis ikke.

De negative kræfter arbejder videre

Siden er der fortsat kommet masser af eksempler på negativ definition af det at være dansk. Mennesker må ikke selv bestemme hvilket tøj, de vil gå rundt i. De må ikke bestemme, hvor de vil bo. I Gentofte og Risskov har der aldrig rigtig været plads til dem og nu må de heller ikke mere bo i Ishøj og Gjellerup. De må nu heller ikke selv bestemme, hvornår de holder ferie, hvornår de spiser og drikker og hvordan de fejrer deres religiøse højtider. Denne sorte og mørke folketings-konsensus-negative version af danskheden, får mig og mange andre danskere til at skamme os. Skammen og skylden lever som bekendt kun i det skjulte mørke. Den tåler ikke at komme frem i lyset.

Den positive version af danskheden

Men i går blev lyset tændt. Mørket blev fortrængt. Skylden og skammen blev erstattet af lys, stolthed, håb og glæde. Det skal kronprins Frederik og  Vorherre, der jo leverede det gode vejr, og mange andre – ikke mindst de mange glade og lykkelige helt almindelige danskere have tak for. Denne positive version af danskheden giver -i modsætning til den på bjerget herskende negative- håb for fremtiden. Ægthed, ydmyghed -personificeret i udenrigsminsteren!, autencitet, stolthed over af være dansk, solidaritet og familiesammenhold blev på bedste vis demonstreret.

Denne version af det at være dansk, vil jeg med glæde være med til at sælge til udlandet og til vore indvandrere. Den vil også være rigtig sund og livgivende for os gammeldanskere. Mere af den om jeg må be’!

Jeg tror og håber at dette forår og dagen i går markerer et vendepunkt, så vi danskere med stolthed definerer os selv positivt.

 

HÅB – OK 18 og lærernes arbejdstid

Håbet er lysegrønt og udgør the rainbows of the mind, som den amerikanske psykolog Snyder skriver i en berømt artikel. Og ovenover indgangen til helvede skulle der efter sigende stå her lades alt håb ude.

For nogle dage siden udsatte Anders Bondo mig for en gevaldig rutsjetur. Ved middagstid stod han stolt og lettet frem sammen med Michael Ziegler frem og fortalte, at der var indgået en aftale om lærernes arbejdstid. Jeg blev rigtig glad, for selvom jeg er blevet emeritus, har jeg altid elsket skolen fra jeg trådte ind i den i 1960 til jeg forlod den i 2013. En god skole betyder meget for mig og for fleste andre danskere. Vi er fælles om at ønske en god skole for vore børn – og lærere, der trives er en forudsætning for det.

Klokken cirka 16 samme bededag, læste jeg så nyheden om at der ikke var indgået en aftale om den famøse arbejdstid. Jeg blev simpelthen så skuffet og negativ. Det her må blive Bondos endeligt, et svigt, en fejl og mange andre negative følelser kom frem i mig. Jeg var skuffet og vred. Jeg var klar til kamp og jeg fik tunnelsyn, som man gør når man er kampklar. Jeg tror at jeg deler gennemløbet af dette følelsesregister med mange, både lærere og andre.

Nu har jeg sovet på det nogle gange, mit tunnelsyn har forladt mig. Jeg kan igen betragte verden i widescreen og har fået en lille smule øjne i nakken. Kort sagt min positivitet og kreativitet er så småt vendt tilbage. Nu tænker jeg, at det her er lige hvad alle skolens interessenter har brug for. Der er brug for en ny start, der åbner op for nye muligheder.

Hvis der var indgået en aftale om ugentlig, kvartalsvis eller halvårlig optælling af arbejdstiden, ville det så skabe mere trivsel blandt lærerne og derned blandt deres elever? Det tror jeg såmænd ikke det ville. Det ville være mere af det samme, mere styring, flere regler, mere kikkertsyn, flere fjendebilleder og flere negative følelser. Vi kan vist godt blive enige om at sådan nogle følelser ikke øger hverken trivsel eller produktion i skolen.

Løsningen ligger ikke i mere bureaukratisk belønning, styring og kvartalsvis optælling. Der er brug for noget helt andet. Mennesker er selvregulerende organismer og øgede muligheder for selvregulering forbedrer motivation og trivsel blandt mennesker, også blandt lærere. Autonomi, forbundethed og kompetence er tre grundlæggende psykologiske behov. Forbedring af mulighederne for at tilgodese disse behov vil være godt for både børn og voksne i skolen.

Der er brug for en ny start, som det så smukt er blevet sagt. Der er brug for samtale og dialog. Der er brug for nye og kreative løsninger på skolens og lærernes udfordringer. Efter at mit tunnelsyn har forladt mig er jeg kommet i tanke om at Anders Bondo faktisk i sin eufori sagde, at når to mennesker, som ham og Ziegler sidder helt alene en mørk nat, hvor alle muligheder er udtømt, så kan det åbne op for kreativiteten. Det synes jeg faktisk er ret sejt og måske kan Anders og Michael være rollemodeller for en måde at holde skole på, hvor kampen erstattes af kreativitet, fællesskab og partnerskab.

Det håber jeg….

foto: Palle W. Nielsen

Loyalitet vender også nedad

Der var engang – det er mange år siden, hvor jeg søgte et job som leder af en institution. Efter den første runde var vi en lille sluttet kreds, fire mænd og kvinder, som jeg husker det, der var udvalgt til at skulle til anden samtale. Det var en rigtig god og lærerig samtale, som jeg har tænkt meget over siden. De spørgsmål jeg og sikkert også de andre fik, var dilemmaprægede og afspejlede på den måde den verden, vi fremover eventuelt skulle agere i.

Hvem vil du være loyal overfor?
Sådan lød et af de spørgsmål, vi fik. Baggrunden blev beskrevet sådan, at når man nu var ansat ville man befinde sig i en konfliktfyldt situation. Bestyrelsen mente et, direktionen noget andet, politikerne i udvalget noget tredje, medarbejderne noget fjerde osv. Det gode spørgsmål, 10000 $ spørgsmålet, lød så: ”I sådan en konfliktfyldt situation, hvem vil du så være loyal overfor?” Den sved!

Vær loyal mod alle
Hvad er så det rigtige svar? Det er der ingen facitliste til. Mit svar dengang var, at jeg ville være loyal mod alle. Det var det rigtige svar for mig dengang og er det stadig. Der er masser af konflikter og modstridende interesser i en politisk ledet organisation, som der var tale om her. Men derfor kan man godt være loyal mod alle parter. Det er da det mindste man kan forvente. Og dengang, for en menneskealder siden, var der åbenbart nogen på direktions- og politisk niveau, der var enige, for jeg fik jobbet.

Det halter
Hvordan så med loyalitet lige nu i 2018. Jeg tænker, at det halter rigtig meget. Forventningen fra toppen er at loyaliteten går opad, fra medarbejderne til topledelse og politikere, mens det halter med loyaliteten den anden vej. Dem i toppen sidder og laver strategier, som for enhver pris skal presses ned over dem, der befinder sig tæt på kerneydelsen. Strategier for hvad? Ledelsen af et skolevæsen eller distrikt har vel kun en strategisk opgave; at forbedre børnenes læring og udvikling og det er ikke raketvidenskab, at det gør man bedst ved at mægtiggøre og facilitere i forhold dem, der skal udføre denne opgave. Forskningen fortæller, at den vigtigste faktor for børns læring er lærerne. Så skulle man måske holde op med at pisse på dem!

Lyt til fagfolkene
Det samme gælder sikkert på socialområdet, i ældreplejen og på sygehusene. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at opleve topledelsen lytte lidt mere til fagfolkene og demonstrere deres loyalitet overfor disse. Til gengæld kan jeg godt undvære alt det der ”ledere på de sociale medier”.

OK18
Og jeg synes, at tiden er kommet til at også topledelsen af Danmark kommer på banen. Det er politikerne, jeg tænker på, for den forhadte Orwellske Moderniseringstyrelse er kun håndlangere.  Disse toppolitikere må uanset om de sidder i regeringen, i KL eller i Danske Regioner, demontere deres loyalitet og værdsættelse af det arbejde fagfolkene i det offentlige gør indenfor sundhed, ældrepleje, trafik, politi og så videre.

Det handler ikke kun om penge
Uenighed og konflikter er en realitet. Vi har modstridende interesser, man kan ikke gøre alle tilfredse. Der skal træffes beslutninger. Men derfor kan man godt være både ordentlig og loyal.  Loyaliteten bør rette sig mod alle, opad, nedad og til siden.

foto: pixabay.com

OK18 – og Juve, et vinderhold

Hvad blev der af de radikale radikale?
hvor er de liberale liberale?
de sociale socialister?
og hvor er de demokratiske og solidariske socialdemokrater?
hvor er det Danmark vi kendte?

I går svingede en samlet blok af arbejdsgivere hammeren og valgte at lockoute 400.000 medarbejdere i det offentlige, herunder alle, der arbejder i skolen. De, der ikke opfører sig ordentligt skal straffes. Så kan de lære det, synes at være logikken for disse arbejdsgivere. Arbejdsgivere? Ja, det er altså politikere, vi selv har valgt, som demonstrerer deres magt, som om de var vores chefer. Det er altså os, borgerne, der er cheferne, skulle jeg hilse og sige. I dag mødes en række af politikerne til generalforsamling, eller topmøde som det hedder nu om dage,  i Kommunernes Landsforening.

Toppolitikere fra stat amt og kommer og deres topembedsmænd ser ud til at befinde sig i samme ekkokammer, uden forbindelse til vi andres virkelighed. Her de bekræfter hinanden i deres vildfarelse om demontering af vores dialogbaserede måde at lave samfund på. Desværre ser det ud til at den såkaldt fjerde statsmagt, pressen, sidder inde i det samme ekkokammer.

Det bliver interessant at se om nogle af politikerne fra kommunerne, der jo er tætte på driften, vælger at slå sig i tøjret og stå frem og kæmpe for det Danmark vi kendte.

Og hvad har det så med fodbold at gøre? – Ikke så lidt skulle jeg mene. Juventus spillede mod Tottenham og de gamle mænd var ikke levnet mange chancer mod de fremstormende spurve. Buffon er ikke den verdensklassemålmand, han var engang. Barzagli er 36 og langsom. Ikke blot kan Chiellini ikke følge med Kane i en løbeduel. Hans fysik er heller ikke mere i stand til at matche Kanes. Men alligevel vandt de. De gik videre, mens de unge og glamourøse måtte pakke sammen og sige tak for denne gang.

Hvorfor vandt de så? –  Den gamle trio spillede i den grad med hjertet. De viste de yngre vejen og de blev ved med at tro på deres koncept, på deres gamle fælles værdier.

De var vedholdende.
De stod sammen, de var solidariske.
De forsvarede sig godt mod overmagten.
De var taktisk og strategisk overlegne.

Allegri styrkede forsvaret med et par udskiftninger, så det holdt tæt og de udnyttede de andres svage punkter til at score et par mål. For fodbold – og overenskomstforhandlinger- handler ikke kun at angribe. Et godt forsvar er en forudsætning for at vinde.

Er jeg juve-fan? Nej, men jeg har kæmpe respekt for dem. Nej, jeg holder med Inter. Det har jeg gjort siden jeg som 11 årig så dem vinde i 1964. Det gjorde de ved hjælp at et stækt forsvar, catenaccio – kæden på dansk. Ligesom Juve i går låste de målet af ved at hænge en kæde foran. Det er jeg en stor fan af og desuden holder man selvfølgelig med en klub der hedder Internazionale, ikke?

Jeg tror, der er store ændringer på vej i verden og i vores land. I retning af samarbejde, sammenhold og solidaritet?
Hvis det er det vi vil, må vi lære af Juve og  vise et stort hjerte. Vi må være vedholdende.  Og vi må holde fast i vore værdier og stå sammen, også når det kommer til at gøre ondt.

Vi må kæmpe for at kunne kende vores Danmark igen. God kamp.

Foto: pixabay.com – jeg burde måske have valgt en rød fane, men jeg synes at Juventus fortjener respekt i dag.

Ghettoplanen – min bare….

8 (otte!) ministre om at præsentere endnu en plan, der slår på dem, der i forvejen ligger ned!
Det er ufatteligt at ingen af dem ser ud til at skamme sig, ligesom det er helt uforståeligt at kritisk journalistik glimrer ved sit fravær.

For den kommer ikke til at virke. Eller i det mindste kommer den ikke til at virke efter sin hensigt. Snarere modsat. Den vil medvirke til at fratage endnu flere mennesker håbet om at kunne få et bedre liv og selv kunne påvirke deres liv på en positiv måde. Her i landet har vi prøvet med at få styr på de udsatte boligområder siden 1994. Det har ikke haft stor effekt. I andre lande har det også været forsøgt at løse udfordringerne med bulldozere. Spørg i Paris eller i Parkhead i Glasgow. Så skal du se ghettoer.

Selv har jeg for nogle år siden besøgt Skotland og set hvor trøstesløse deres udsatte boligområder ser ud. De er for en stor dels vedkommende beboet af tredje- og fjerdegenerations kontanthjælpsmodtagere. Mange af dem er samtidig sjette- syvende- ottendegenerations indvandrere, ikke fra mellemøsten, men fra Irland. Deres forfædre indvandrede for at arbejde i industrien, på Upper Clyde værftet og på bilfabrikkerne. Da virksomhederne lukkede i tresserne, var der ikke mere håb om at få job. Boligområderne er trøstesløse og man har i mange år forsøgt at vælte de 26 etager høje boligblokke og erstatte dem med lave britiske række rækkehuse med haver. Men vil folk flytte? Nej, langt fra alle. Mange ønsker at blive boende og fortsætte deres trøstesløse liv som ofre, kontanthjælpsmodtagere og Celtic fans.

Eller tag en tur over broen til Malmø. Det burde vel være muligt også fra Christiansborg. Så kan politikerne og andre fra samme ekkokammer – spindoktorerne og christiansborgjournalisterne – erfare at vore problemer er små og i at vi har en god udvikling i gang. Flere unge får uddannelse og flere fra de udsatte boligområder kommer i job og får måske ligefrem råd til og lyst til at flytte til en bedre bolig.

Vore problemer i de udsatte boligområder er små i forhold til andre landes. Boligområderne er små og ret sikre. Jeg har selv følt mig fuldstændig tryg ved at gå rundt i Nordvestkvarteret og i Skovparken i Kolding. Jeg vil tro, at det samme er tilfældet Mjølnerparken. Men der er problemer og dem skal vi da gøre alt, hvad vi kan for at løse. Ikke med sværdet, for det gør tingene værre og hjælper ikke. Men ved at udføre et godt og solidt stykke arbejde med inklusion. Støtte beboerne, især de unge, i få et job, en uddannelse og en bedre bolig. Frem for alt skal de have håb om at kunne påvirke deres egen situation og om at få et bedre liv.

For der er ikke nogle nemme løsninger, når man vil afvikle de udsatte boligområder. Ifølge professor emeritus Peter Nannestad, har vi kun et eksempel på at det forholdsvis hurtigt er lykkedes at opløse en ghetto. Så skal vi to hundrede år tilbage, til den jødiske ghetto i Venedig, der jo har lagt navn til selve G-ordet. Da jøderne ikke længere havde bopælspligt i ghettoen, valgte de at fraflytte den. Men de opholdt sig selvfølgelig ikke frivilligt i ghettoen.

Måske vil de, der ufrivilligt opholder sig i ghettoerne Kjærshovedgård og Sjælsmark også gerne forlade deres ghettoer. Hvis vi giver dem muligheden.

Ytringsfriheden – det kan være dyrt at bruge den

Vi går alle ind for at bruge ytringsfriheden, men prisen for at gøre det kan være høj. Spørg fx Frank Grevil. Mennesker, der bruger deres ytringsfrihed og gennem whistleblowing gør opmærksom på forhold, der er uhensigtsmæssige eller direkte ulovlige, har voldsomt forhøjet risiko for misbrugsproblemer, psykisk sygdom, angst og depression.

Det vidste vi vist godt, men det dokumenteres i et stort studie som den internationale revisororganisation ACCA og ESCR, der svarer til socialforskningsinstituttet hos os, publicerede i 2016.  Deres forskning have udgangspunkt i fire organisationer – en storbank, en sydøstasiatisk regering, et stort ingeniørfirma og NHS, National Health Service i England. Forskerne stiller en række forslag, til hvordan man kan fremme at de ansatte whistleblower, dvs bruger deres ytringsfrihed, til gavn for samfundet og organisationen.  Forslagene er delt op i interne og eksterne handleforslag – fx en ”ombudsperson”, som det hedder på engelsk. I selv læse om forslagene. Jeg vil jeg ikke komme ind på dem her.

Derimod vil jeg fortælle, hvad der sker med whistleblowerne. Studiet fortæller, hvordan det gik med 25 whistleblowers, der havde gjort brug af deres ytringsfrihed – nogen vil sige deres ytringspligt og gjort opmærksom på fejl og mangler i deres organisation. Resultaterne er nedslående.

De 25 whistleblowers havde måttet forlade deres organisation enten gennem direkte fyring eller ved på forskellig måde at blive presset ud. Det var gennemgående, at disse modige brugere af ytringsfriheden havde oplevet repressalier i form af mobning, degradering, isolation og personlig chikane. Nogen blev af deres firma tvunget til at søge behandling for psykisk sygdom. Resultaterne for de enkelte var til at tage at føle på. Mange brød sammen under presset med alkoholproblemer og psykisk sygdom, såsom depression og panikangst til følge.

Jo, lad os alle – også offentligt ansatte – bruge ytringsfriheden. Det er nødvendigt for at påpege uhensigtsmæssigheder, fejl og direkte ulovligheder. Men vi må gøre mere for at passe bedre på dem, der viser mod og gør det i praksis.

Som Frank Grevil, der mistede sit job og også måtte en tur i fængsel, fordi han lækkede en rapport, der påpegede regeringens løgne om Irakkrigen, ”At være whistleblower er kun noget man gør en gang livet ….”

Det kan være dyrt for den enkelte at bruge sin grundlovssikrede ytringsfrihed. Og det ser ikke ud til at blive billigere. I UK forhøjes straffen for at lække oplysninger fra to til fjorten år. Noget lignende er sikkert på vej hos os. Gør det modsatte. Gør det sikrere at bruge ytringsfriheden og tag bedre vare på dem, der har styrke og mod til at bruge den.

Kilder :
*Forbes 18. feb 2018 – Karen Higgenbottom: The Price Of Being A Whistleblower
*Dr Wim Vandekerckhove, Prof Dr Marianna Fotaki, Dr Kate Kenny, Ide Juang Humantito, Didem Derya Ozdemir Kaya: Effective speak-up arrangements for whistle-blowers. A multi-case study on the role of responsiveness, trust and culture.
* Euroman 18. dec 2015 – Annelise Hartmann Eskesen: At være whistleblower er kun noget man gør en gang livet….

Foto:
pixabay.com

Vil du skrive under her?

Sådan skrev Sissel, som jeg via min kone er blevet familiesammenført med, her til morgen.  Inden jeg havde læst hendes sms færdig var min første tanke – jeg skriver ikke under på noget. Men jeg læste videre og fandt ud af, at det drejede sig om en underskriftindsamling om bedre vilkår i danske daginstitutioner til vore børn. Hun sendte også et link, som du kan klikke på og skrive under.

Jeg ville gerne skrive under og det har jeg allerede gjort, selvom jeg er usikker på hvor stor en forskel sådan en underskriftindsamling gør. Men det er vigtigt at vi sikrer vore småbørn en god og tryg opvækst, hvor de får de rette udviklingsbetingelser.

En god start på livet burde være en selvfølge og et mål i sig selv. Men det er det ikke nødvendigvis i konkurrencestaten, hvor omsorg, kærlighed og andre positive værdier ikke har et mål i sig selv, sådan som Ove Kaj Pedersen beskriver.  Nej, her i den konkurrencestat, det rettighedssamfund, som vi har opbygget, måler vi indsatsen på den egennytte, vi kan få. Ud fra det synspunkt vil det nu alligevel være hensigtsmæssigt at opruste tilbuddene til småbørn, særligt til de allermindste. Det vil utvivlsomt være en investering, der vil kunne betale sig.

Børn i dag er ikke så heldige som Ove Kaj var i Skagen og jeg på Læsø på samme måde som de fleste af vore jævnaldrene, at vokse op med en hjemmegående mor som primær omsorgsgiver. Denne opgave er nu for en stor dels vedkommende overladt til daginstitutioner, også for de mindste børn.

Ud fra et nærheds-egennytte-synspunkt går jeg da bestemt ind for bedre dagtilbud. Min Inger og jeg har tilsammen 11 børnebørn plus et par tilløbne. Og vi ønsker, på samme måde som andre, da bestemt det bedste for vore børn og børnebørn. Men også i det store perspektiv, på kommune- og samfundsplan, er der al mulig grund til at passe godt på de små og det betyder, som det ser ud i dag, at sørge for bedre dagtilbud.

Og hvad kan vi så gøre ved det? Sissel skrev blandt andet – i A’s børnehave er der ofte 17-22 børn til en pædagog. Hun skrev også – de påstår,  at normeringen er 6 børn pr. voksen i København. De tænker bare ikke på, at pædagogerne i Københavns største daginstitution er ansat på 34 timer, mens institutionen har åbent 50 timer om ugen. Derudover kommer ferie og sygdom. Og jeg kan så for egen regning tilføje, at de nok heller tænker  på, hvor meget af de ansattes tid, der går med dokumentation, kurser, strategiske møder, læreplaner og den slags.

Så en voksen til 20 børn lyder da bestemt ikke urealistisk med en normering på 1 voksen til 6 børn. Gennemsnitsnormeringen i Danmark er 6,4, så de 6 er en rimelig normering. I Brønderslev, hvor vi også har børnebørn, er den 7,8 og i Holstebronx er den 6,9. Herning og Lars Krarup kommer ind som vindere med 9,4 børnehavebarn pr. voksen.

Det må vi have gjort noget ved, for ellers kan det blive dyrt både for de enkelte børn og for vort samfund. Daginstitutionerne har en afgørende og voksende rolle i forhold til læring, sprogudvikling, inklusion og socialisering af vore børn. Derfor må vi forbedre disse dagtilbud ikke kun, men også gennem en ordentlig normering. En dagplejer passer i gennemsnit 3,2 barn. Det vil vel være rimeligt at en vuggestue, har en tilsvarende normering. Men ikke mindre afgørende er det, hvad man bruger normeringen til. Her er det afgørende vigtigt, at der frigøres tid og resurser til at de voksne kan være mere sammen med børnene og til at de voksne foretager sig det rigtige sammen med dem.

Ole Henrik Hansen kom i sin ph. d. afhandling fra 2013 -Stemmer i Fælleskabet- ind på, hvordan man kan løfte kvaliteten i vuggestuerne. Mindre børnegrupper, pædagoger der arbejder alene med børnene, planlægning af dagen ift. børns funktionsniveau samt læringsfokus, specifikt på den sproglige udvikling er blandt de forhold, der kan forbedre kvaliteten. Normering betyder også noget, men det er påfaldende af de to vuggestuer med den dårligste normering præsterede bedst. De havde til gengæld den bedste planlægning.

Fri leg er ikke lige fri for alle børn. De svageste børn kan løftes, hvis de voksne i institutionen i højere grad hjælper dem til en ligeværdig plads i fællesskabet. Små børn leger ikke med hinanden, men parallelt. Derfor har de brug for voksenkontakt og interaktion med voksne, hvis de skal stimuleres og udvikle sig – det gælder især deres sproglige udvikling.

Endelig viser undersøgelsen at pædagogernes engagement har en kæmpe betydning for børnenes udvikling. Pædagogisk arbejde, der er udført engageret og reflekteret gør en positiv forskel i børns liv. Og her peger afhandlingen på, at en planlagt pædagogisk hverdag netop frigør plads til pædagogernes omsorg for, kærlighed til og empati for børnene.

Så, pas godt på vore børn. Det betaler sig – osse for dig.

Foto pixabay.com