Mettes maske falder

– og Gud ske tak og lov for det.

Hvor statsminister Mette Frederiksen på de første 9 pressemøder i coronabølgen er lykkedes med at fremstå som en stærk leder i kontrol – en blanding af Vorherre, dronning og vores allesammens landsmoder, en kvindelig Stauning, fremstod hun på det 10. pressemøde i går som et sludrechatol. Hun talte i 22 minutter uden at komme frem til en konklusion. Vi ventede. Der var ingen.

På de efterfølgende spørgsmål sludrede hun videre og gentog de samme statements igen og igen. Jeg blev vred og tænkte som sikkert mange andre – Hun har ikke noget budskab, hun spilder min og andre danskeres tid.

Set her i bakspejlet tænker jeg, at dette pressemøde er det bedste af alle. Hun mistede kontrollen og det var svært for hende at skjule sin følelse af vrede, når pressen stillede kritiske spørgsmål. Det er rigtig godt. For ud over at være statsminister er hun en kvinde fra 1977. Samme årgang som min datter. Ålborgenser med to børn og ex. Bacheloruddannelse og en master, som de fleste i hendes generation. Hun er hverken mere eller mindre end dig og mig. Hun er ikke min mor, men kunne være min eller naboens datter.

Al den bekymring, jeg har haft for ensretning, overvågning og dekretstyre er om ikke væk, så dog minimeret. Hverdagen er på vej tilbage med dens politiske kævl og varetagelse af særinteresser. Snart kan vi forhåbentlig ytre vores egen uforbeholdne og konstruktivt kritiske mening om corona og alt det andet uden at blive skammet ud.

Det synes jeg er rigtig positivt. Tak for det Mette.

foto: pixabay.com

De 8 tanker – en vej til lykken?

Dæmonerne

Dyderne

Kroppen

Fråseri

Mådehold

Begær

Ren kærlighed

Grådighed

Gavmildhed

Sindet

Vrede

Mildhed

Nedtrykthed

Glæde

Acedia*

Åndelig bevidsthed

Sjælen

Forfængelighed

Storsind

Hovmod

Ydmyghed

*Acedia er latin og betyder noget i retning af åndelig sløvhed eller åndelig ligegyldighed

Inspireret af  Christopher Jamison: at finde lykken, Boedal 2009

Værdigheds top 3 – Corona

Værdigheds top 3
  1. Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen
    Klassisk embedsmand – stor faglighed, modig og med høj personlig integritet. Min helt.
  2. Peter Qvortrup Geisling, DR læge
    Han har med stort mod, saglighed og kommunikationsevne fortalt hvad der er op og ned om Coronavirus
  3. Margrethe, dronning
    Hun har sat sig selv til side og aflyst sin 80 års fødselsdag.
Ynkeligheds top 3
  1. Anders Frandsen, kommunikationsdirektør politiet
    Moderne embedsmand, lægger røgslør ud, bremser kritiske spørgsmål, klapper hælene sammen.
  2. Nick Hækkerup, justitsminister
    Erstat “embedsmand” med “politiker” og se i øvrigt pkt. 1
  3. Jeppe Kofoed, udenrigsminister
    Loyal mod toppen, har svært ved at kommunikere detaljeret, afhængig af sin departementchef

– Statsminister Mette Frederiksen er udenfor bedømmelse, da hun har stukket hovedet i busken. Hun skal træffe et valg.

#corona, #dkpol

Et møde

Sofaen uden mødedeltagere
Sofaen uden mødedeltagere

I tirsdags, knap fem år efter, at jeg den 12. december 2014 for sidste gang gik ud af døren til min arbejdsplads, løb jeg tilfældigt ind i et meget vigtigt møde. Jeg var dengang for fem år siden opfyldt af negative følelser, ydmyget, stresset, opfyldt af vrede og sorg. Jeg havde mistet alt håb og smed håndklædet i ringen. Jeg kunne ikke mere og jeg kom aldrig tilbage.

Mit vigtige møde fandt sted i Kvickly, Metropol Hjørring. Da jeg sidst på formiddagen gik rundt i butikken for at købe det mest nødvendige, mærkede jeg et par intense øjne, der kiggede på mig. Det var en gammel bekendt, Anders, tidligere STU elev på den skole, hvor jeg i mange år var leder. Jeg har jævnligt mødt Anders og vi har vekslet et par kærlige og venlige ord om, hvordan verden nu ser ud derfra, hvor vi hver især står. Anders var sammen med en medarbejder, sikkert en pædagog, fra hans nuværende beskyttede arbejdsplads. De var ude for at købe frokost. Vi jokede lidt med hvilket privilegium, det er at kunne købe sin frokost i arbejdstiden. Det var så det. Vi fortsatte hver især vores færd.

Jeg gik mod kasselinien, hvor jeg til min overraskelse opdagede, at jeg befandt mig lige foran Anders og ikke en, men to pædagogiske medarbejdere og ikke nok med det. Der var en gammel bekendt mere. Han bevægede sig op på siden af mig og søgte kontakt. Jeg huskede ham godt, Christian. Christian smilede polisk og spurgte mig: Kender du Mindcraft? Jojo, sagde jeg, for der gør jeg, selvom det er mange år siden jeg opdagede at computerspil og Steffen Larsen ikke er et godt match.  Christian sagde: Det er mig, der har Det Hvide Hus med hundredvis af værelser. Ok, sagde jeg, kan du så ikke hjælpe os af med ham Trump? Det tøhøede vi lidt på og bevægede os ud gennem kassen.

Da jeg løftede blikket fik jeg øje på ikke mindre end fem gamle STU’ere i en sofa udenfor kasselinien. Alle unge mænd, der så vidt jeg husker, befandt diagnosemæssigt inden for autismespektret. De havde ikke deltaget i frokostindkøbet. Det havde de folk til; to pædagoger plus Anders og Christian. Nå, jeg bevægede mig over og talte lidt med de herrer. Vi er alle gamle STU’ere, sagde en.  Det øvrige indhold af samtalen skal jeg ikke trætte med, men jeg spurgte da, om det kunne huske mig. Det kunne de alle. Er det ikke dig, der hedder Karsten, spurgte Emil. Nej, meddelte jeg, jeg hedder Steffen. En anden af de unge herrer, som jeg ikke husker navnet på meddelte Emil: Det er da chefen. Nåe, sagde Emil så, hvad laver du så nu? Hertil svarede jeg at jeg er såmænd bare er en gammel pensionist. Det kan du være rigtig godt tilfreds med, sagde Emil og det har han ret i.

Det her møde er noget at det mest positive, jeg har oplevet i lang tid. Tilbage til basis. Møde mennesker og se hinanden, som vi er. Udveksle et par kærlige og venlige ord. Det var så dejligt og positivt. Det er de her mennesker dem og andre som dem, jeg har arbejdet for hele mit arbejdsliv.

Bagefter har jeg tænkt på, at det var dette møde mellem mennesker, det drejede sig om, da jeg startede som specialærer, konsulent og leder. Det at møde mennesker, se dem som de er, hjælpe dem videre i livet. Det giver så meget mening, også til en selv. Det var så dejligt at stå her fem år efter og føle sig fuldstændig afdjøficeret og uden lederidentitet. Bare at føle sig som et bette menneske ligesom de. Her står jeg, Emil, Anders, Christian og de andre fuldstændig lige for Vorherre. Vi er alle på overførselsindkomst og det vil vi nok være uanset hvilke vækkelser, der går over landet i form af netværkslokomotiver, ungestrategier og jeg ved ikke hvad.

Vores arbejdsevne er det så som så med; men trods det har vi meget at bidrage med. Måske er meningen med livet også andet og mere end at arbejde?

Det var dejligt at møde de unge. Tak.

I går græd jeg mig i søvn

Og det er længe siden, det skete sidst. Jeg husker ikke hvornår. Måske var den sidste gang i 1962 under Cubakrisen, da jeg og mange andre børn var angste for at verden skulle gå under på grund af atomkrig. Dengang var det ikke klimaet, der gjorde børn angste; nej, det var frygten for atomkrig.

Der er også i dag -her i 2019- mange gode grunde til at græde sig i søvn. Tænk på alle de klaphatte, der kommer til magten i ind- og udland. Trump i USA, Putin i Sovjet – undskyld Rusland. Viktor Orban i Ungarn. Salvini Italien. Den overlevende tvilling i Polen. Boris Brexit og så videre. Andre steder er fascisterne ikke kommet til magten, i det mindste ikke endnu.

Men deres styrke er voksende. Der er ”sande finner”. Der er Alternativ für Deutschland. Der er Jimmy Åkeson hos naboen. Der er LePen i Frankrig og så videre. Her i Danmark holder vi os heller ikke tilbage. Vi har både blondinen hos De Nye Borgerlige og Tullefolkene. Og som om det ikke var nok, har vi Rasmus Paludan, en rendyrket racist, der var lige på nippet til at komme i Folketinget. Jo, der er i sandhed nok at græde over.

Men det var ikke derfor jeg græd mig i søvn i aftes. Nej det var fordi 723 –syvhundredeogtotitre- psykologer følte sig kaldede til at bede forlaget Gyldendal om at tilbagekalde en bog, som de ikke kunne lide. Vil de gode(?) psykologer mon have genindført censuren? Det kunne se sådan ud.

Som tv2.dk skriver:

”Nødvendigt at benytte* børn via censur

Psykolog Christine Posselt mener dog, at der er tale om et særligt tilfælde, idet bogens anvisninger er rettet mod børn.

– Det er ikke, fordi jeg personligt mener, at vi skal gå ind og censurere alle bøger, som har tvivlsom evidens og tvivlsomme påstande, som for eksempel bøger med kostråd.

– Men for mig går grænsen ved børn. Helt små børn er jo kendetegnet ved, at de ikke har noget sprog, de har ingen rettigheder, de kan ikke sige fra, og barnets udvikling er 100 procent afhængig af, at de voksne forstår barnets behov. I min optik er vi ude i et særligt tilfælde, hvor det er nødvendigt, at vi voksne beskytter børnene via censur, siger hun.

Ifølge Gyldendal er der i år solgt 29 eksemplarer af bogen. De seneste tre år har man i gennemsnit solgt 145 bøger om året.”

*der skal forhåbentlig stå beskytte

Hertil vil det være på sin plads at bemærke, at det vel ikke er børnene, der er tænkt som læsere af bogen, men derimod deres voksne, myndige forældre, der forhåbentlig er i besiddelse af en bedre dømmekraft end de 723 psykologer.

Jeg har ikke selv læst bogen. Gad vist hvor mange af de 723 psykologer, der selv har læst denne bog, som de tager så kraftigt afstand fra. Den er solgt i 29 eksemplarer i år.

Mange års kamp for ytringsfriheden betyder at blasfemiparagraffen er blevet ophævet og politiske partier og forskellige religioner, islam i særdeleshed, må tåle at opleve deres dybeste følelser udfordret. Ligeledes er såvel fake news som en gabestokken på de sociale medier  blevet en del af vores hverdag. Alt dette må  vi tåle i ytringsfrihedens navn.

Skal det lykkes et nyt selvudnævnt præsteskab, de 723 psykologer, at indføre en ny censur? Jeg håber det ikke. Jeg håber derimod, at en lang række af deres fagfæller og mange andre vil tage afstand fra dette angreb på ytringsfriheden.

Det handler ikke kun om sovepædagogik. Det handler om ytringsfrihed. Bøger skal ikke brændes, bøger skal ikke forbydes og bøger skal ikke trækkes tilbage.

 

Effektiv Grænsekontrol – En Illusion

Der står de, politikerne, på Als og i Åbenrå og taler om, at den grænsekontrol, der i de sidste tre år har kostet os skatteborgere 1.091.000.000 danske kroner og som har betydet at politiet stort set er holdt op med at opklare forbrydelser i det øvrige Danmark, skal gøres permanent eller i det mindste fortsætte på ubestemt tid indtil vi lige har fået styr på EU’s ydre grænser, som Søren Gade så smukt meddeler i det valgmateriale, der er smidt i min postkasse.  Som om det er en simpel sag.

Men grænsekontrollen er den rene og skære symbolpolitik. Kontrollen er en illusion. Jeg har ved selvsyn konstateret dette i den lille målestok gennem et ophold i grænselandet i denne uge. Nord- og Sydslesvig er igen ved at være en sammenhængende region og de lokale må undre sig såre over de mennesker i gule veste, der i Padborg, Frøslev og Kruså holder øje med, hvem der passerer grænsen. På de fire dage, jeg opholdt mig i området, blev jeg aldrig kontrolleret. Vel ser jeg måske rimeligt tilforladelig ud og kører i en bil på danske plader, men alligevel. Kun én gang gjorde jeg noget aktivt for ikke at blive stoppet. Min handling bestod i at vifte med noget rødbedefarvet, nemlig min hustrus og mit eget pas. For det fik jeg en thump up og et nik fra en venlig dansk mand i gul vest.

Der er en symbolpolitisk kontrol ved de store grænseovergange. Men der er masser af overgange uden kontrol. Det erfarede vi da vi cruisede langs grænsen fra Wassersleben til Højer og retur. Vi passerede grænsen en halv snes gange, flere gange opdagede vi udelukkende passagen ved at iagttage nummerpladerne på de parkerede biler. Vi mødte aldrig nogen kontrol i de mere øde vestlige egne af grænselandet.

En ubevogtet dansk/tysk grænseovergang – Scheidebek 

Vores grænse mod Tyskland er 68 km lang. Når sikker kontrol her er en illusion, hvordan kan nogen så tro at vi kan sikre og kontrollere EU’s ydre grænse bestående af mange tusinde kilometer land og vand? Vil vi kunne sikre os mod massiv indvandring gennem grænsekontrol af EU’s ydre grænse? Det er meget usandsynligt, at dette vil kunne lade sig gøre uanset hvor hårde metoder, vi tager i brug. Desuden ønsker vi vel ikke til at opbygge et Trumpsk hegn, en mur omkring Europa, sådan som Viktor Orban har gjort i Ungarn.

Vi har tidligere oplevet den hårde grænsekontrol i Europa også i nyere tid. Det mindes de af os, der besøgte landene øst for jerntæppet før murens fald. Selv prøvede jeg turen gennem Check Point Charlie første i 1969 – det oplevedes godt nok farligt der ved Check Point Charlie i niogtreds af en ung vesterlænding. Men det var meget mere farligt for menneskene i øst, for de kunne dø af at forsøge at passe denne barske grænsekontrol. Alligevel forsøgte mange, for de oplevede at have så dårligt et liv, at de var villige til at tage chancen og sætte livet på spil i håbet om at få et bedre liv. Det lykkedes for nogle og mislykkedes for flere. Denne hårde grænsekontrol var oprettet at de østeuropæiske lande med det mål at forhindre at store mængder af deres borgere i at udvandrede vestpå i håb om et bedre liv.

Denne hårde grænse, dette jerntæppe, tog vores politikere og vi andre afstand fra og euforien i Europa var stor, da østtyskerne råbte, ’Krentz, Krenz wo ist dein grenz’ tilbage i niogfirs. Jerntæppet faldt. Europa kom til at hænge sammen og alle også politikerne fra de regeringsbærende partier var glade og tilfredse. Det forhadte og frygtede jerntæppe igennem Europa var væk.

Tegningerne til et grænsehegn er klar – foto pixabay.com

 

Skal vi så oprette et nyt jerntæppe udenom EU, udenom Europa? Det skal vi ikke, for det vil gøre noget ved os selv. Det vil ændre os europæere, så vi ikke mere vil kende Europa og Danmark. Løsningen ligger ikke i en hård grænsekontrol rundt om Europa, sådan som vi kender den fra jerntæppet, hvor magthaverne brugte kontrollen til at holde menneskene inde i deres eget land. Selvfølgelig skal vi ikke bruge disse samme metoder til at holde andre mennesker ude.

Hvis vi vælger at bruge grænsekontrol for at holde indvandrere ude af Europa vil den nødvendigvis blive meget barsk, for der bor en milliard mennesker i Afrika syd for Sahara. Af disse har hundredvis af millioner et så dårligt liv, at de for enhver pris ønsker at komme væk. En stor del af dem ønsker det så meget, at de på samme måde som mange østeuropæere dengang, er villige til at sætte deres liv på spil i håbet om et bedre liv.

Der er efter min overbevisning kun en løsning. Invester massivt i infrastruktur og uddannelse i Afrika syd for Sahara. Det vil skabe vækst og dermed håb i denne del af verden. Det vil mindske befolkningstilvæksten og det vil gøre det mindre attraktivt at vandre mod nord. Det vil være i vi europæeres egen interesse.

Menneskenes – eller i det mindste ministres – dårskab er uendelig

Ifølge innovationsminister Sophie Løhde vil staten oprette et samlet itsystem, som skal styre alle udbetalinger fra staten. Det vil ifølge ministeren og moderniseringsstyrelsen betyde, at fremtidige Britta Nielsen sager kan undgås.

Som hun siger – Opgaven med at lave det nye tilskudssystem skal sendes i udbud, og planen er, at der allerede i andet halvår næste år skal udbetales penge via det nye it-system.

Samtidig skal reglerne på området ensrettes.

En konkret ændring bliver, at der kun kan udbetales tilskud til en Nemkonto, der er tilknyttet et CPR-nummer, for at sikre at pengene havner hos de rigtige personer.

– Dermed kan man ikke overføre penge til sin egen private konto eller til familiemedlemmers konti, siger Sophie Løhde.

Har hun og den samledes regering monstro glemt alle de foregående it-skandaler, hvor man forsøgte at udarbejde itsystemer, der dels kunne løse alverdens problemer og dels erstatte en masse dygtige fagfolk?

Jeg kan huske nogle stykker.

Amanda på arbejdsmarkedsområdet. Det kom aldrig til at virke. Tinglysningssystemet, der forsinkede sagerne uendeligt. Rejsekortet, der helt berettiget modtog Amandaprisen og EFI, det fælles inddrivelsessystem, der indtil nu har kostet os skatteborgere mere end 100 mia kroner.

Når staten ikke kan få styr på inddrivelsen gennem et kæmpe itsystem, hvordan kan man så tro, at et sådant stort system kan styre udbetalingerne.

KISS princippet er et gyldent princip for al softwareudvikling. Det betyder i al sin enkelthed Keep It Simple Stupid. Det er nok for meget at håbe på at ministeren vil efterleve dette simple princip. Desværre lærer vi mennesker ikke altid af fortidens fejl og slet ikke af de fejl andre har begået.

Hvad er så løsningen. Måske lidt bedre kontrol med medarbejderne. Britta kunne – på samme måde som den skattemand, der udbetalte 12 mia af vi skatteborgeres penge til udenlandske spekulanter –  udbetale de manbge penge uden nævneværdig kontrol. Der bør genindføres et system med effektiv kontrol udført af mennesker. For som Lenin sagde tillid er godt, men kontrol er bedre – og som en officer af linien tilføjede ransagning er bedst.

billede pixabay.com

Source: Vil forhindre svindel og fejl: Der skal ryddes op i statens tilskudspuljer | Indland | DR

Dødens Pølse

Salami del Morte – Må det være mig tilladt at gøre opmærksom på en lille detalje i forbindelse med Lars Løkkes oplæg til sundhedsreform. En lille detalje i det store billede, som kører på de høje nagler lige nu. En lille detalje set fra København og Christiansborg. Men ikke desto mindre en vigtig detalje for os mennesker nord for fjorden. Vendelboer, folk fra Hanherred og Thyboer.

Jeg synes, det giver anledning til bekymring for de nordenfjordske akutsygehuse i Thisted og Hjørring, at de er så små. I Thisted er det jo, som det er. Det er svært at tilvejebringe flere kommuner omkring et sygehus i Thisted. Det afgør geografien. Det forholder sig anderledes i Vendsyssel.

Centralisering omkring Aalborg
Af Løkkes oplæg fremgår det, at sundhedsfællesskaberne består af 4-5 kommuner. Sådan forholder det sig i det øvrige Danmark, men ikke i Vendsyssel. Sundhedsfællesskabet omkring Centralsygehuset i Hjørring – Regionshospital Nordjylland – består kun af 2 kommuner, Hjørring og Frederikshavn samt mine ca 1800 landsmænd fra Læsø, mens sundhedsfælleskabet omkring Aalborg består af seks kommuner. Jeg kan til nød forstå, at Jammerbugt Kommune skal indgå i fællesskabet omkring Aalborg, men  Brønderslev!  Brønderslev og gerne Jammerbugt Kommune bør vendes mod nord og indgå i fællesskabet omkring Regionshospital Nordjylland.

Begyndelsen til enden
Det forlyder fra sædvanligvis velunderrettet kilde, at den gamle redaktør Bering, Skagen Avis illustrerede den gradvise nedlæggelse af  Skagen Sygehus med billede af en spegepølse, som der løbende blev skåret skiver af. Den udvikling har længe været i gang i Hjørring. Specialer og hele sygehuse er flyttet til Aalborg. Oplægget fra regeringen ligner yderligere et skridt i retning af centralisering.

Skal der skæres flere skiver af pølsen? Hvad mener de vendsysselske politikere i Folketinget? Hvad mener de, der gerne vil i Folketinget? Hvad mener de vendsysselske regionspolitikere? Og hvad mener borgmestrene i det forhenværende Hjørring Amt?

Udlændingestramninger er vigtigere end børns trivsel

Det mener Martin Henriksen. ”Man skal behandle børn så godt som muligt, men man må ikke sætte den stramme udlændingepolitik over styr på grund af det,” udtaler Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti til  Altinget her til morgen. ”Det er ikke rimeligt, at forældre bruger deres børn som gidsler.

Det skurrer kraftigt i ørerne og giver ubehagelige mindelser om endelige løsninger. Så langt er det kommet med vores land, at man kan sætte stramninger over børns trivsel. Det er ikke et Danmark jeg kender. Jeg husker et andet Danmark. Et Danmark, vi kunne være stolte af. Et Danmark, hvor børn har rettigheder og hvor vi overholdt konventionerne også FN’s børnekonvention. Et Danmark, hvor man kunne tage på interrail med et dannebrog på sin rygsæk. Stolt og uden at føle sig utryg. Det er der vist ingen, der gør mere.

Det Danmark jeg kendte, var et Danmark med medmenneskelighed, humanisme, børn havde en værdi i sig selv. Et land hvor få havde for meget og færre for lidt. Det var et land hvor landets statsminister, da han blev tvangspensioneret, fik nyt job. Ikke i Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer eller den Danske Bank. Nej, den gode højskole-venstre-mand, den hårde banan, Poul Hartling blev såmænd flygtningehøjkommissær.

Hvor jeg dog savner politikere, som Hartling og  Poul Nyrup. Ja, sågar Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft kan jeg komme til at savne. Politikere, der havde et moralsk og værdimæssigt kompas, der gjorde dem i stand til at stå fast på medmenneskelighed, politiske aftaler, internationale konventioner og på det politisk korrekte. Man skal tale pænt til og om andre – også dem man er uenig med.

Filosoffen Jørgen Husted udtalte engang, at der kun er behov for en ordensregel i skolen – man skal opføre sig ordentligt. Det gælder også i blandt de voksne. Voksne skal også opføre sig ordentligt – som gode rollemodeller for børnene. Og folketingets medlemmer skal i særlig høj grad opføre sig ordentligt. Grænsen for hvordan folketingets medlemmer finder det rimeligt at udtale sig, flytter sig hele tiden. Sproget bliver barskere og barskere.

Jeg håber, at der snart kommer en voksen til stede. En voksen, der kan fortælle møgunger som Støjbjerg og Martin Henriksen, at de skal skamme sig. De to og flere til er blevet så magtfulde og selvtilstrækkelige, at de føler at være berettigede til at sige, hvad som helst, der falder dem ind, så plat og groft som muligt,.  Jeg håber, der kommer en ny Hartling, en ny Nyrup, der kan rykke Støjbjerg,  Knuth, Bramsen og Tesfaya og deres ligesindede i ørerne og bede dem opføre sig anstænding og ordentligt.

At nogen af Martin Henriksens partifæller, skulle tage ham i skole og skamme ham ud, er for meget forlangt. Men derfor kan vi andre godt gøre det. For stueren, det bliver han aldrig.

Jeg håber, at jeg snart vil kunne kende mit Danmark -det Danmark jeg kendte- igen.

 

Der er noget galt i brugsen Danmark

Danmark er en brugsforening

Sådan sagde Palle Lauring engang. Sådan er det vist ikke mere. For hvad er der galt med vores allesammens brugsforening, Fdb, Coop, Fakta, Kvicly og så videre. Jeg er gammel kollektivist og socialist. Jeg har været medlem af brugsen,om ikke i hundrede år og en søndag, så ligeså længe jeg kan huske.

Hvorfor er det så, at jeg foretrække,r at handle i Rema 1000 og sågar Aldi frem for Fakta og i Føtex og Meny frem for Kvickly. Jeg forstår det ikke rigtig; men jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det sådan, for mens Kvickly er tyndt befolket af mennesker med kurve og lidt i dem, er parkeringspladsen hos Føtex fyldt op. Det samme er indkøbsvognene. Jeg undrer mig. Jeg forstår det ikke. Men et par oplevelser i dagens Kvickly giver måske en lille del af forklaringen.

Oplevelse nummer et. En mand – hvis jakke er forsynet med logoet ENIIG –  henvender sig i delikatesseafdelingen for at afhente noget smørrebrød og en kage, som hans hustru åbenbart har bestilt som en deal på nettet. Han får med kærlig overbærenhed at vide, at de i delikatessen selvfølgelig kun kan udlevere smørrebrødet, mens han må afhente kagen i delikatessen. Ham mødte jeg senere i kiosken, der ligger umiddelbart ved siden af bagerafdelingen. Heller ikke her kunne han få sin kage, men blev sendt videre for anden gang. Den gode mand virkede ikke til at være stamkunde i Kvickly og jeg tror heller ikke han bliver det.

Oplevelse nummer to. Jeg havde hjemmefra aktiveret en række tilbud i coop’s app. Man er vel medlem. Alle mine varer -med samt medlemsbladet Samvirke til nul kroner- kører planmæssigt igennem kassen. Så langt så godt. Den søde unge dame ved kassen spørger, som alle andre søde unge kassedamer, om jeg vil have bonen med. Ja tak, siger jeg, for jeg er ikke helt tryg ved Coop’s kassesystem. Det var godt, at jeg sagde ja tak til bonen, for systemet havde som så ofte før snydt mig for en rabat. Tredive kroner, ikke nogen herregård, men ret skal være ret, ikke sandt. Det sker rigtig ofte. Desværre er fejlen aldrig til min fordel. Det er sikkert ikke en fejl i selve it-systemet, men snarere udtryk for ligegyldighed hos de mennesker, der betjener det.

Nå, jeg begav mig jo så videre til kiosken, hvor den tidligere nævnte ENIIG’er var i gang med sin anden videresendelse. Også her var det en sød og nydelig ung dame, der betjente ham og mig. Men hendes forudsætning var desværre, at fejlen nok lå på min side. Jeg fik imidlertid ved hjælp af min mobiltelefon demonstreret, at jeg både havde fundet og aktiveret tilbuddet på behørig vis. Men alligevel fik jeg ikke sådan uden videre mine håndører, de tredive kroner, refunderet. Nej, der måtte først afholdes et telefonmøde med en bagvagt, før jeg fik mine penge. Jeg synes ikke, at jeg var en sur gammel mand, inden jeg gik i Kvickly, men jeg blev det nok undervejs. Det synes jeg er træls. Og det kræver en hel del ideologi og kollektivisme at komme tilbage i butikken igen.

Til sammenligning kan jeg fortælle, at jeg ind imellem – om end ikke så ofte – også opdager en fejl hos konkurrenterne. Alle laver jo fejl.  Når man finder en fejl i Meny, bliver man selvfølgelig kontrolleret, men samtidig behandlet med kærlig venlighed. Når fejlen er kontrolleret, får man som et plaster på såret en lille erkendtlighed, lille æske chokolade eller en pakke frøer. Derefter går man derfra med en god oplevelse.

Jeg ved som sagt ikke, hvad der er galt hos Coop. Det vil nok være for letkøbt at give svenskerne skylden, som hos postvæsenet. Der er mange unge medarbejdere og de virker ikke skolede i deres kunde-/medlemssyn på samme måde, som de unge i Salling Group. Jeg ved ikke om det er for sent at vinde det tabte tilbage, men jeg håber det, at det kan lade sig gøre.

Det var dagens sure opstød og lige straks vil jeg bevæge mig i Sct. Cathrine Kirke og høre ni læsninger, orgelmusik og korsang. Mon så ikke freden indfinder sig også hos mig.
God søndag.