Tag: demokrati

Ghettoplanen – min bare….

8 (otte!) ministre om at præsentere endnu en plan, der slår på dem, der i forvejen ligger ned!
Det er ufatteligt at ingen af dem ser ud til at skamme sig, ligesom det er helt uforståeligt at kritisk journalistik glimrer ved sit fravær.

For den kommer ikke til at virke. Eller i det mindste kommer den ikke til at virke efter sin hensigt. Snarere modsat. Den vil medvirke til at fratage endnu flere mennesker håbet om at kunne få et bedre liv og selv kunne påvirke deres liv på en positiv måde. Her i landet har vi prøvet med at få styr på de udsatte boligområder siden 1994. Det har ikke haft stor effekt. I andre lande har det også været forsøgt at løse udfordringerne med bulldozere. Spørg i Paris eller i Parkhead i Glasgow. Så skal du se ghettoer.

Selv har jeg for nogle år siden besøgt Skotland og set hvor trøstesløse deres udsatte boligområder ser ud. De er for en stor dels vedkommende beboet af tredje- og fjerdegenerations kontanthjælpsmodtagere. Mange af dem er samtidig sjette- syvende- ottendegenerations indvandrere, ikke fra mellemøsten, men fra Irland. Deres forfædre indvandrede for at arbejde i industrien, på Upper Clyde værftet og på bilfabrikkerne. Da virksomhederne lukkede i tresserne, var der ikke mere håb om at få job. Boligområderne er trøstesløse og man har i mange år forsøgt at vælte de 26 etager høje boligblokke og erstatte dem med lave britiske række rækkehuse med haver. Men vil folk flytte? Nej, langt fra alle. Mange ønsker at blive boende og fortsætte deres trøstesløse liv som ofre, kontanthjælpsmodtagere og Celtic fans.

Eller tag en tur over broen til Malmø. Det burde vel være muligt også fra Christiansborg. Så kan politikerne og andre fra samme ekkokammer – spindoktorerne og christiansborgjournalisterne – erfare at vore problemer er små og i at vi har en god udvikling i gang. Flere unge får uddannelse og flere fra de udsatte boligområder kommer i job og får måske ligefrem råd til og lyst til at flytte til en bedre bolig.

Vore problemer i de udsatte boligområder er små i forhold til andre landes. Boligområderne er små og ret sikre. Jeg har selv følt mig fuldstændig tryg ved at gå rundt i Nordvestkvarteret og i Skovparken i Kolding. Jeg vil tro, at det samme er tilfældet Mjølnerparken. Men der er problemer og dem skal vi da gøre alt, hvad vi kan for at løse. Ikke med sværdet, for det gør tingene værre og hjælper ikke. Men ved at udføre et godt og solidt stykke arbejde med inklusion. Støtte beboerne, især de unge, i få et job, en uddannelse og en bedre bolig. Frem for alt skal de have håb om at kunne påvirke deres egen situation og om at få et bedre liv.

For der er ikke nogle nemme løsninger, når man vil afvikle de udsatte boligområder. Ifølge professor emeritus Peter Nannestad, har vi kun et eksempel på at det forholdsvis hurtigt er lykkedes at opløse en ghetto. Så skal vi to hundrede år tilbage, til den jødiske ghetto i Venedig, der jo har lagt navn til selve G-ordet. Da jøderne ikke længere havde bopælspligt i ghettoen, valgte de at fraflytte den. Men de opholdt sig selvfølgelig ikke frivilligt i ghettoen.

Måske vil de, der ufrivilligt opholder sig i ghettoerne Kjærshovedgård og Sjælsmark også gerne forlade deres ghettoer. Hvis vi giver dem muligheden.

Ytringsfriheden – det kan være dyrt at bruge den

Vi går alle ind for at bruge ytringsfriheden, men prisen for at gøre det kan være høj. Spørg fx Frank Grevil. Mennesker, der bruger deres ytringsfrihed og gennem whistleblowing gør opmærksom på forhold, der er uhensigtsmæssige eller direkte ulovlige, har voldsomt forhøjet risiko for misbrugsproblemer, psykisk sygdom, angst og depression.

Det vidste vi vist godt, men det dokumenteres i et stort studie som den internationale revisororganisation ACCA og ESCR, der svarer til socialforskningsinstituttet hos os, publicerede i 2016.  Deres forskning have udgangspunkt i fire organisationer – en storbank, en sydøstasiatisk regering, et stort ingeniørfirma og NHS, National Health Service i England. Forskerne stiller en række forslag, til hvordan man kan fremme at de ansatte whistleblower, dvs bruger deres ytringsfrihed, til gavn for samfundet og organisationen.  Forslagene er delt op i interne og eksterne handleforslag – fx en ”ombudsperson”, som det hedder på engelsk. I selv læse om forslagene. Jeg vil jeg ikke komme ind på dem her.

Derimod vil jeg fortælle, hvad der sker med whistleblowerne. Studiet fortæller, hvordan det gik med 25 whistleblowers, der havde gjort brug af deres ytringsfrihed – nogen vil sige deres ytringspligt og gjort opmærksom på fejl og mangler i deres organisation. Resultaterne er nedslående.

De 25 whistleblowers havde måttet forlade deres organisation enten gennem direkte fyring eller ved på forskellig måde at blive presset ud. Det var gennemgående, at disse modige brugere af ytringsfriheden havde oplevet repressalier i form af mobning, degradering, isolation og personlig chikane. Nogen blev af deres firma tvunget til at søge behandling for psykisk sygdom. Resultaterne for de enkelte var til at tage at føle på. Mange brød sammen under presset med alkoholproblemer og psykisk sygdom, såsom depression og panikangst til følge.

Jo, lad os alle – også offentligt ansatte – bruge ytringsfriheden. Det er nødvendigt for at påpege uhensigtsmæssigheder, fejl og direkte ulovligheder. Men vi må gøre mere for at passe bedre på dem, der viser mod og gør det i praksis.

Som Frank Grevil, der mistede sit job og også måtte en tur i fængsel, fordi han lækkede en rapport, der påpegede regeringens løgne om Irakkrigen, ”At være whistleblower er kun noget man gør en gang livet ….”

Det kan være dyrt for den enkelte at bruge sin grundlovssikrede ytringsfrihed. Og det ser ikke ud til at blive billigere. I UK forhøjes straffen for at lække oplysninger fra to til fjorten år. Noget lignende er sikkert på vej hos os. Gør det modsatte. Gør det sikrere at bruge ytringsfriheden og tag bedre vare på dem, der har styrke og mod til at bruge den.

Kilder :
*Forbes 18. feb 2018 – Karen Higgenbottom: The Price Of Being A Whistleblower
*Dr Wim Vandekerckhove, Prof Dr Marianna Fotaki, Dr Kate Kenny, Ide Juang Humantito, Didem Derya Ozdemir Kaya: Effective speak-up arrangements for whistle-blowers. A multi-case study on the role of responsiveness, trust and culture.
* Euroman 18. dec 2015 – Annelise Hartmann Eskesen: At være whistleblower er kun noget man gør en gang livet….

Foto:
pixabay.com

Lev hver dag som om det er den første

Carpe Diem, nuets kraft, stoikerne, Brinkmann – du skal være klar til at dø hver evig eneste dag. Er det sådan, man skal leve sit liv? Måske, men ikke udelukkende i hvert fald. Som i alle mulige af livets – og dødens- forhold, skal der tilføjes et OG – et &. Det er ikke et enten-eller,  men både-og.

Vel skal man leve hver dag, som den sidste, men samtidig skal man leve dagen i dag, som den første af mange i et langt liv. Som Søren Kierkegaard siger det – Saa bliver Alvoren den at leve hver Dag, som var det den sidste og tillige den første i et langt Liv. Det er ikke et enten eller. Det er et både og.

At leve hver dag som om den er den første i et langt liv indebærer, at man sætter egne behov til side og passer på os selv, vore nærmeste, vort samfund og vores klode. Det er en alvorlig sag, som hver enkelt menneske må afgøre med sig selv hvordan man løser.

Men hvis du er i tvivl om, hvor du skal starte med at leve hver dag, som om det er den første, kan jeg da i al beskedenhed forslå dig at starte med at gøre noget for vore børn. Du skal se dem, som de er og  betragte deres liv i det lange fra lange perspektiv. Ikke ud fra hvad der kan betale sig. Ikke ud fra om de og vi kan konkurrere med robotten Jia Jia fra Kina.

Et menneske er ikke en robot og skal ikke defineres ud fra, hvad det kan præstere. Spørg dig selv, hvad kan du gøre, der hvor du er for at børn oplever at have en værdi i sig selv, bliver set som dem de er og får en god og solid tilknytning til deres voksne. Du kan starte med dine egne børn og børnebørn og hvis du har evner og mulighed for det, er der også nok at tage fat på den store bane – daginstitutioner og skoler.

Selv vil jeg starte med, på samme måde som Søren, at gå en tur – Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” – ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”

Jeg vil aflægge besøg på en kirkegård. Her skulle man ifølge selv samme Søren kunne lære meget om livet, herunder om dagen i dag, som den første af mange i et forhåbentligt langt liv.

foto: pixabay.com – Inspiration: Christian Hjortkjær, En dag tilbage, Kristeligt Dagblad 21. feb 2018

Det Danmark du kender

Eller det Danmark du kendte? Nu må det høre op. Det er snart mere ikke til at kende vores land. Stuerene er de i den grad blevet. Hver eneste forhandling indeholder stramninger og nedskæringer overfor de sidste – syge og kontanthjælpmodtagere, mens grådigheden  på samfundets top ingen grænser kender.

Særligt flygtninge mærker magthavernes klamme hånd i form af stadigt mere umenneskelige forhold fx på Kærshovedgård. Og jeg kan forstå, at det ikke er slut endnu – nu skal vi oprette lejre for udsendte på en ø og flygtningebørn skal ikke mere gå i skole og må ikke mere lære dansk. Retorikken fra de mørke kræfter bliver mere og mere barsk og fra den anden side hører man larmende tavshed.

Jeg kan ikke kende dette Danmark og jeg kan ikke forstå at barsk sprog, umenneskelighed og deportationer skal kendetegne de danske værdier. Da jeg for mange år siden -i 1972- var ung og sammen med en kammerat rejste rundt i Europa med rygsæk, var der fascisme i Grækenland, Spanien og Portugal; men vi danskere var anderledes. Vi repræsenterede humanisme, solidaritet og medmenneskelighed. Selv os, der var lidt meget røde i det, var ikke blege for at sætte det danske flag på rygsækken. Vi var faktisk lidt stolte over at være danskere og de andre så op til os. Hvor blev det af?

Det er tid til at sætte hælen i!
Socialdemokrater – gerne Mette Frederiksen og andre i toppen, men ellers må vi jo starte fra bunden- sæt hælen i. Venstrefolk – jeg kan forstå at Kristian Jensen repræsenterer gamle højskole-venstre-værdier- sæt hælen i. Konservative, Enhedslistere og alle I andre til højre og venstre, sæt hælen i, så vi igen kan kende vores Danmark.

Kom ud af flyverskjulet, vær modige, italesæt det Danmark vi kendte og gerne vil kende. Vi står i et T-kryds og må tage et værdipolitisk valg – også gerne til Folketinget.

10 ting jeg lærte af valgkampen i Hjørring

 

Valgkampen er slut. Sandhedens time er kommet. Nu skal du høre, hvad jeg lærte af valgkampen. Min læring er opnået på den måde, at jeg har fulgt valgkampen tæt i medierne – radio, tv, trykte, på nettet og på de sociale medier. Jeg har også deltaget i fire velbesøgte møder med spidskandidaterne. Her er hvad jeg lærte.

1 – Alle venter på julemanden
Vi mangler penge og dem kan vi få gennem en udligningsreform. Hans Toft, der er konservativ borgmester i Gentofte, slår sig i sin valgkampagne for brystet med, at de har den bedste ældreservice, den bedste børnepasning, de mest tilfredse unge osv. Hans skal nok blive genvalgt. Tror du, at Hans og de andre privilligerede er villige til at dele med os? Tror du på julemanden? -det gør jeg ikke, men jeg tror på nisser- Eller tror du mere på evangelisten Mattæus ord om at de, der har, skal der gives….?

2 – Alle politikere er drevet af ædle motiver 
Alle de politikere, jeg har hørt, har travlt med at rose hinanden. De kæmper for demokratiet. De ofrer sig for vores allesammens fællesskab. Er der slet ikke nogen, der er drevet mindre ædle motiver – magt og personlig ære. Penge og givtige udvalgsposter. Er der ingen, der har hede drømme om at blive fuldtidspolitiker. Spændende om det ædleholder i morgen. Valgkampen er slut. Venter de lange knives nat?

3 – Friskolerne er meget bedre end folkeskolerne 
Der er engagement og fælleskab. Folk møder op og gør en indsats. Så dem kan alle vi andre og folkeskolen lære meget af. Mon nogen har tænkt den tanke, at det engagement man kan møde på private og frie skoler, netop skyldes, at de har autonomi. De er fri. De er ikke pålagt lange skoledage, central topstyring og new public management, som de offentlige skoler.
Når man siger A må man også sige B. Er politikerne også villige til at slippe folkeskolerne fri? Autonomi, muligheden for at kunne kontrollere sit eget arbejdsliv er en forudsætning for engagement og udvikling i skolen. Vil politikerne være med til at opfatte lærerne som frivillige og slippe dem fri.

4 – Skolecentrene skal opløses 
En skole skal hedde en skole og der skal være ledelse og bestyrelse på hvert enkelt undervisningssted. Det kommer til at koste penge, men dem er man villige til at finde. Gad vide om det også holder efter valget.

5- Der skal indgås en lokalaftale med lærerne 
Lærerne skal have en aftale og deres arbejdsvilkår skal reguleres på samme måder som andre faggruppers. I det hele taget skal lærerne mødes med respekt. Det de blev udsat for med lov 409 er urimeligt. Det vil topkandidaterne rette op på.

6- Der skal spares på konto 6
Der skal med andre ord fyres folk i DJØF laget og den øvrige forvaltning. Det må være konklusionen på alle de løfter i forhold til børn, unge og ældre politikerne har lagt frem. Det er ikke udtrykt eksplicit, men er den eneste mulighed -hvis man altså ikke tror på julemanden- for at finde penge til de mange gode initiativer, der blev lagt frem i valgkampen. Tror du på at politikerne kan matche administrationen og rense ud i de folk, der er dem nærmest? Tror du på julemanden?

7 – Vendelbohus skal dø en stille død
Vendelbohus skal drives af frivillige. De kan lære rigtig meget af et borgerhus i Lørslev og et kirkecenter i Sæsing, er retorikken. De to steder er der nogle håndfulde ildsjæle, der har taget nogle gode initiativer. På Vendelbohus er situuationen fundamentalt anderledes. Her er der mange hundrede frivillige fordelt på 19 foreninger.
Prøv at spørge Dana Cup eller Kvindernes Krisecenter, hvor meget ledelse og nursing håndteringen af store grupper af frivillige kræver. Det kræver meget mere end rengøring. Det kræver ledelse –ikke styring– men ledelse og professionel facilitering. Et eksempel fra min helt egen verden. I 2012, mens jeg var institutionsleder i kommunen, tog jeg i den egenskab initiativ til at etablere en socialøkonomisk virksomhed på Vendelbohus. Vi ville lave arbejdsmarkedsrehabilitering i lokalerne, der var velegnede til formålet. Jeg stak imidlertid hurtigt piben ind, da jeg erfarede, hvor mange interessenter, der var i den biks. De havde ingen ledelse og de havde hver deres privilegier. Hjørring Revyen stod eksempelvis selv for mad og drikke. Det er ikke nemt at drive cafe under de vilkår.
Hvis man vil have et forsamlingshus for hele kommunen på Vendelbohus, er man nødt til at afsætte resurser til ledelse og facilitering af de frivillige. Det kræver investering Hjørring by. Det kræver politisk mod. Har man det?

8 – Kommunalvalget er blevet et reality show
Det er amerikaniseret. Der er megen form og lidt indhold. Der er fuld gang i de sociale medier og de fleste topkandidater har fået produceret flotte, små professionelle film om fremtidens kommune. Jeg forstår på en film, at det handler om vores hverdag, det nære; men lige hvad det politiske projekt er, hvad vi skal stille op med den hverdag og den nærhed, er ikke blevet tydeligt for mig, trods de mange valgmøder jeg har deltaget i. Jeg har ikke fattet hvilken forskel, de vil gøre i denne fremtidens kommune.

9 – Der skal være mere af alting og alting skal være bedre
Derimod er der ikke noget, der skal være mindre af. Der er ingen enden på de gode gerninger, vi skal gøre i de næste fire år. Der skal prioriteres! Javel ja, men hvad skal ikke prioriteres? Hvad skal vi gøre mindre af? Det melder historien ikke noget om. Hvis vi skal gøre mere af noget, må det vel betyde at vi også skal gøre mindre af noget? Eller hva`? Det skal vi måske ikke – måske klarer udligningsreformen det for os?

10 – Hjørring by skal udsultes
Der tales meget om, hvordan man skal styrke de små samfund, de frie skoles skal nurses osv. Der tales om bosætning i de mindre byer, der også mangler asfalt på vejene. Det gør der nu også i Hjørring by. Her ligner vejene noget fra Budapest inden murens fald. Vi er i Hjørring kommune privilligerede; modsat mange andre af de nye kommuner har vi en egentlig centerby lige midt i kommunen.
Der mangler forståelse for at en styrkelse af Hjørring by vil være en fordel for alle i kommunen. Sognerådspolitikken lever i bedste velgående. Man kunne jo også give den en skalle og prioritere Vendelbohus. Vi vil gerne have bosætning. Og de unge vil altså bo i en by, hvor der er ungdomsmiljø. Det er Hjørring måske for lille til. Men der er ikke noget i vejen for at vi kan holde liv i vore videregående uddannelser, ved at unge tager toget fra Aalborg og herop, hvis vi altså har noget godt at tilbyde dem fx musik- og kunstmiljøer. Det første en togpassager, der oftest er ung, bliver mødt med, når han ankommer til Hjørring, er en tom og grå banegård. Start med at lave lidt sjov i gaden her. Gør banegården til et ungdomshus med fest farver, kunst og musik, brugerstyret cafe – så får du lyst til at besøge os og når du tager afsted får du lyst til at komme tilbage.Har du ikke stemt, kan du nå det endnu – Vaya Con Dios!

Vælgflæsk på Chic – fire socialdemokrater og en djøf’er

I går deltog jeg i et velbesøgt valgarrangement på Chic, arrangeret af 3F. Fem mand frem for Kjeld Torbjørn. Emnet var arbejdsmarkedspolitikken. God stemning. Hyggeligt. Først var der tre runder med emner, som 3F havde valgt, inden hatten gik rundt og der blev indsamlet spørgsmål.

For en som mig, hvis politiske kerne blev dannet for lang tid siden i tresserne, er det interessant at iagttage hvor enige og socialdemokratiske kandidaterne fremtræder på sådan et valgmøde. Godt at de havde valgplakater med, ellers ville det være svært at lytte sig til, hvem de repræsenterede. Jeg tager lige kandidaterne fra venstre mod højre – set fra mit perspektiv.

Socialdemokrat nummer 1, Per, er barn af en kasserer i Dansk Metal. Per er indvandret til Hjørring; han er udlært murer i Varde og var i kort tid medlem af en fagforening. Nu ejer han nogle virksomheder og går i den forbindelse ind for ordnede forhold, overenskomst. Per opstiller som borgmesterkandidat for de konservative.

Socialdemokrat nummer 2, Henrik, er hjemvendt hjørringdreng. Også han er vokset op i et socialdemokratisk miljø og skadet for livet af det. Jeg tror det var på Østre Ringvej. Henrik taler om menneskelighed og individuelle hensyn i forhold til mennesker på sygedagpenge. Når man lytter til Henrik, må man konstatere, at rygterne om højskolevenstres død er stærkt overdrevne. Henrik er Venstres borgmesterkandidat samt opstillet til folketinget.

Socialdemokrat nummer 3, Louise, Mor Danmark, eneste kvinde på scenen. Står i midten og hjælper til højre og venstre. Både Henrik og Per får om nødvendigt socialpædagogisk støtte. Louise optræder meget pragmatisk og samarbejdende. Louise er byrådsmedlem og opstillet for Enhedslisten.

Socialdemokrat nummer 4, Per Hyldig,  er uddannet flymekaniker og arbejder nu på et autoværksted. Per økonomiserer mere med ordene end de andre kandidater; men man er ikke i tvivl om, at Per ønsker at de mennesker, der hænger i udkanten af arbejdsmarkedet skal have en bedre og mere menneskelig behandling. Per er opstillet for Dansk Folkeparti.

Djøf’eren, Arne, er udlært tømrer, født i Hæstrup. Indtil for otte år siden var han falckredder. Siden da har Arne været borgmester. Ved sidste valg fik han mere end 10000  stemmer. Muligvis får han endnu flere næste gang og kan gå fra at være bykonge til at være bykejser, ligesom Lars Krarup i Herning. Arne taler om økonomi. Vi mangler tolv millioner her, putter 125 mio i kassen der og skal have flere penge i udligningsreformen osv. Arne forsvarer medarbejderne i virksomheden, undskyld kommunen. Det er en administrerende direktør, der taler. Arne er som den eneste politiker medlem af direktionen. Otte års skoling her går ikke umærket hen over en i øvrigt følsom og menneskelig politiker. Arne er socialdemokrat.

Jeg observerer megen enighed blandt kandidaterne. Arbejdsmarkedsreformerne er gået for langt i forhold til at kontrollere og presse borgerne – for eksempel de, der er nedslidte efter et langt liv på arbejdsmarkedet og nu skal slæbes fra det ene uværdige afklaringsforløb til det andet. Kandidaterne giver udtryk for at ville tage dette forhold med til deres bagland. Spørgsmålet er så om landspolitikere som den Mette Frederiksen, der står bag de mest umenneskelige reformer, vil lytte til dem. Man kan tvivle på, at det er muligt at trænge igennem topstyringen.

De alternativt-radikale-folkeligtsociale-liberalt-borgerlige deltog ikke mødet. Jeg ved derfor ikke om de alternative er alternative, om de radikale er radikale, om de ultraliberale er liberale og  om folkesocialisterne er socialister eller bare folkelige. Eller er de også sådan en slags socialdemokrater? I så fald har socialdemokratismen,  med Thomas
Nielsen , sejret ad h… til – i det mindste på lokalt plan.

Jeg har en oplevelse af, at der er rigtig meget, der samler på tværs af partierne. Der er givetvis også meget, der skiller. Det kom ikke tydeligt frem på aftenens møde. Men det er vigtigt at tage forskellene med ind i stemmeboksen.

Under alle omstændigheder – husk at stemme. Jeg stemmer i morgen klokken 9.21 – på liberal socialist.

Kommunalvalget – demokratiet lever

Mange tak til Lene, Louise, Mette, Arne, Per M, Michael, Jørgen, Per F, Henrik, Morten & alle de andre kandidater. Og tak til Thomas og hans folk  fra den danske bank og de 150 fremmødte på Hjørring Teater for en meget positiv efter-fyraften-eftermiddag.

De ovennævnte 10 spidskandidater til kommunevalget i Hjørring Kommune var på scenen i den, som det hedder, danske debat, som min gode ven redaktør Palle W. Nielsen og jeg havde fornøjelsen af at facilitere i går aftes på det flotte nye teater i Hjørring.

Demokratiet – også det lokale-  lever og har det godt
Det kan godt være, at vi lever i en tid med voksenmobning, chikane, fake news og shitstorme på facebook. Det gør vi og såmænd også i Hjørring. Det har vi til fulde fået bekræftet i de sidste måneder. Men mødet i aftes bekræftede for mig, at vores demokrati lever og har det godt.

Dette danske debatmøde viste mig, at der sammen med politisk uenighed er masser af positivitet, venlighed, humor, kærlighed, hjælpsomhed, solidaritet –  både blandt kandidaterne og mellem dem og de fremmødte borgere. Det fik jeg bekræftet i aftes og ligeledes til den demonstration for demokratiet, der fandt sted foran rådhuset i mandags.

Tænd et lys
Jeg synes, det er sejt af Arne, vores nuværende borgmester, at stille den mobning, han har været udsat for, til rådighed for os andre. Og jeg synes ikke, det er mindre sejt af alle hans politiske modstandere at stille sig bag ham og bakke op i, at sådan noget vil vi ikke have. Det skal frem i lyset, for den eneste måde, vi kan  bekæmpe den mørke og ofte skjulte negativitet på, er ved at belyse den. Når vi tænder lyset og bringer det positive frem fortrænges mørket.

Jeg synes, at de mennesker, der slår et slag for vores demokrati ved at deltage i det, både som aktive borgere og som kandidater til valget fortjener den største ros. Det møde, jeg oplevede i aftes, var et stærkt udtryk for dette.

Det fortjener stående ovationer!