Sjælens mørke nat

Langfredag var der tv-udsendelse fra Hjerting Kirke på DR. Efter gudstjenesten spurgte en journalist en række af kirkegængerne om,
hvad de tog med derfra. En kvinde svarede:

”Det jeg tager med, er at jo længere man trænger ind i sjælens mørke nat, jo tættere er man på lyset.”

Det er også hvad påsken handler om: skiftet fra sjælens mørke nat til det klareste lys. Jeg oplevede for mere end tyve år siden en ortodoks påskegudstjeneste i den store kirke i Pafos på Cypern. Det var en lørdag aften før påskedag. Gudstjenesten var lang og jeg forstod ikke meget af det, der skete. Men jeg vidste godt og kunne også se, at det var en stor dag. Der var stuvende fyldt med børn og voksne og også en del turister, blandt andet en forfatter, jeg havde truffet i flyveren. Det var et stort show med læsninger og præster klædt i guld og purpur. Jeg ved ikke hvor lang tid, det tog, men folk gik ind imellem ud af kirken og talte sammen og fik sig en smøg undervejs i gudstjenesten.

Jeg havde ikke helt styr på liturgien, men var heldigvis inde i kirken til midnat, da gustjenestens højdepunkt kom. Præsten kom pludselig ud igennem en dør i det utroligt smukt udsmykkede alter. Med sig havde han et lys, så vidt jeg husker tredelt. Da han kom ud med det, strømmede alle deltagerne frem mod ham med deres egne lys og fik dem tændt ved hans. Derefter vandrede de hjem til deres bolig for at spise påskelam sammen med deres familie og de som de i øvrigt havde inviteret. De inviterede kunne godt inkludere turister. Selv fik jeg flere invitationer. Jeg skal love for at lyset blev tændt den lørdag aften. Det var en stærk oplevelse. Som forfatteren sagde: ”Jeg tror sgu, jeg konverterer!”

Det tror jeg nu ikke han gjorde. Selv gjorde jeg det i hvert fald ikke. Men oplevelsen af hvordan det stærke lys fortrængte mørket, har jeg aldrig glemt, for jo længere man trænger ind i mørket, jo tættere kommer man på lyset. Der er ikke langt fra den mørke langfredag til den lyse påske. Lyset blev tændt både i Hjerting og i Pafos.

God Påske!

foto: pixabay.com