Kategori: børn

De Smukke Unge Mennesker….

Pastor Katharina og de 20 unge

Det er godt nok svært at bevare pessimismen, når man kommer ud af boblen af ”sure gamle mænd” og damer -som en selv-, ud af coronapanik og mundbind. Man bliver uundgåeligt optimistisk, når man på en solskindag den 30. august 2020, står foran en flok på 20 unge mennesker, der skal konfirmeres med næsten et halvt års forsinkelse.

Deres glæde og mod på livet er evigtgyldig. Den er og kan det heldigvis ikke lykkes at undertrykke. Ungdommeligheden og modet på livet eksisterer på trods af vi gamles mundbindsparanoia.

Mit eget barnebarn Salomon -Salle- var en af de unge. Hans kusine Viktoria blev konfirmeret for to år siden. Hun er nu på efterskole, hvor hun lever ungdomslivet. Hun har ikke travlt med at komme hjem i weekenden og jeg tror ikke at Corona fylder meget i hendes verden. Næste år er det så Nikolines tur. Således bliver en gammel mand jævnligt mindet om ungdom, tro, håb og kærlighed. Det kan jeg lære meget af. Om de unge så kan lære noget af en gamling som mig ved jeg ikke men det skal ikke afholde mig fra i al ydmyghed at forsøge at bidrage med lidt erfaring og viden fra et langt liv. Derfor har jeg valgt at offentliggøre min tale fra i søndags. Den er selvfølgelig personlig, men samtidig er der måske noget generelt, som andre unge -og gamle- kan tage med sig. Jeg ved dig ikke.

 

Talen til Nationen – Konfirmationen

Først vil jeg dvæle lidt ved fortiden og forsøge, efter bedste evne at se dig, som den du er. Alle mennesker – uanset om vi hedder Niko, Buster, Willer, Viktoria, SteffenB eller Salomon- har brug for at blive set på med kærlige øjne. At blive set som dem vi er.

I dag er det dig.

Først nogle episoder fra din opvækst.

 

Du er en dreng med mange talenter.

  • Du kunne tale tidligt. Det første ord jeg forstod, hørte jeg da jeg hentede dig i vuggestuen. Din mor og far sad vist fast i tunelen og havde så i deres nød ringet til mig om jeg kunne hente dig inden lukketid. Det kunne jeg. Jeg hentede dig i Rømersgade og trillede dig hjem i klapvognene. Da vi rundede hjørnet af Vestergårdsgade, så du jeres hus og du sagde det berømmelige ord ”Ma” – jeg var ikke i tvivl om at det betød ”Mor”.
  • Du kan tale med dyr. En episode hjemme i min have, hvor du står fordybet i en samtale med en snegl. ”Lille negl….” sagde du.
  • Der er også noget med en kat, Oliver del Piero, som du har et nært forhold til.
  • Om du kan tale med planter ved jeg ikke, men jeg husker at du havde en særegen evne til at forsvinde. Engang forsvandt du ud af min have. Den var ellers var totalt indhegnet. Vi fandt dig i naboens rhododendronbed.Her stak en lys top op. Om du talte med blomsterne ved jeg ikke. Vi oplevede at du var helt stille og stod helt stille.
  • Dengang så jeg det min opgave at købe cykler til min børnebørn. Du fik også en – fra T-Hansen. Jeg kørte ud med den og din far og jeg skulle så lære dig at cykle. Det var nemt. For du satte dig op på cyklen og cyklede afsted. ”Hvor har du lært at cykle?” – ”I børnehaven – på en træcykel.” Jo, de kunne noget i den børnehave i Hedelundsgade.
  • Du har en god hukommelse. Fx kunne du referere handlingen i Star Wars, selvom du mig bekendt aldrig havde set det. Du gjorde det endda så livagtig, at du selv blev bange for det, du fortalte og måtte have faster med ud på badeværelset, fordi du var usikker på om Darth Maul befandt sig derude.
  • Du har mange styrker og talenter, for trampolinspring, du var og er en ekstremt dygtig læser. Du er også musikalsk og god til at danse. God til Counterstrike – eller hvad I nu spiller. Du har let ved at lære og blandt dine styrker er en god portion videbegær og nysgerrighed. Der er aldrig langt til googleknappen.
  • Sidst, men ikke mindst er du en kærlig, tænksom og følsom dreng/ ung mand. Du har mange talenter – som jeg er sikker på at du kommer til at investere til glæde og gavn for dig selv – og andre.

Nu står du så i et af livets mange vadesteder – overgangen fra barn til ung voksen. Sådan nogle overgange giver nye muligheder og er samtidig meget svære. Du får både en ny frihed og samtidig stort, måske for stort ansvar. Du kan og vil selv og samtidig er det ikke uden problemer at frigøre sig og senere forlade reden og skulle stå mere og mere på egne ben. Tro mig, jeg husker det, selvom det er mere end 50 år siden. Jeg er dog overbevist om, at du har de resurser og den familiebaggrund, der kan bringe dig godt gennem det urolige farvand og trygt i sikker havn, så du kan få et godt og nærmest lykkeligt ungdoms- og voksenliv.

Hvordan får man så et godt, rigt og nærmest lykkeligt liv?

Ja det er jo faktisk ret veldokumenteret. Der er 5 ting til, der skal til. PERMA.

Positive følelser. Opsøg det positive, det der giver glæde.

Engagement. Engager dig i noget, hvor du kan komme i flow og glemmer tiden

Gode relationer. Gode venner, familie ikke nødvendigvis 10000 rigtige venner på SOME. Men mindst en og gerne nogle stykker.

Mening. Se om du kan finde meningen med det hele. Der er desværre ingen manual, du må selv finde meningen med livet – jeg ved ikke hvordan, men jeg tror at det ligger udenfor dig selv og dine egne behov.

Præstation. Det er vigtigt at præstere godt på dit eget niveau. Du skal gøre sig så god du er selvom du måske ikke er Messi.

De betroede talenter.

Jeg har tidligere nævnt at du er en ung mand, der har fået ikke så få talenter betroet. Det, jeg vil anbefale dig at gøre, er at investere disse talenter, som du har fået til glæde og gavn for andre og dermed for dig selv. Du skal ikke, som i lignelsen fra  Matthæus i kapitel 25,  gå hen og grave talenterne ned. Du skal investere dem, sætte dem i spil og på spil uanset om det nu er 2 eller 5 talenter du har fået. Så vil du, som der står, ”gå ind til din Herres glæde”.

Hvordan du så skal investere de talenter er et personligt valg, som du selv må tage, gerne efter samtale med andre unge og voksne vejledere. Det er dit valg.

Gevinsten ved en svag karakter

Nu skal jeg nok stoppe og det vil jeg gøre med at citere en tidligere kollega, der var ekstremt fagligt dygtig. Til hans afskedsreception sagde han:

Takket være en svag karakter og manglende målrettethed har jeg haft et fremragende arbejdsliv.

Det gode liv handler ikke om penge. Det handler om at søge det positive, at engagere sig, at have gode relationer til andre, at finde meningen med det hele og at gøre det så godt man kan.

Held og lykke med at bokse med livet. Skulle du have brug for en at drøfte det hele med en gamling, står jeg altid til din rådighed.

Kærlig hilsen farfar

 

I går græd jeg mig i søvn

Og det er længe siden, det skete sidst. Jeg husker ikke hvornår. Måske var den sidste gang i 1962 under Cubakrisen, da jeg og mange andre børn var angste for at verden skulle gå under på grund af atomkrig. Dengang var det ikke klimaet, der gjorde børn angste; nej, det var frygten for atomkrig.

Der er også i dag -her i 2019- mange gode grunde til at græde sig i søvn. Tænk på alle de klaphatte, der kommer til magten i ind- og udland. Trump i USA, Putin i Sovjet – undskyld Rusland. Viktor Orban i Ungarn. Salvini Italien. Den overlevende tvilling i Polen. Boris Brexit og så videre. Andre steder er fascisterne ikke kommet til magten, i det mindste ikke endnu.

Men deres styrke er voksende. Der er ”sande finner”. Der er Alternativ für Deutschland. Der er Jimmy Åkeson hos naboen. Der er LePen i Frankrig og så videre. Her i Danmark holder vi os heller ikke tilbage. Vi har både blondinen hos De Nye Borgerlige og Tullefolkene. Og som om det ikke var nok, har vi Rasmus Paludan, en rendyrket racist, der var lige på nippet til at komme i Folketinget. Jo, der er i sandhed nok at græde over.

Men det var ikke derfor jeg græd mig i søvn i aftes. Nej det var fordi 723 –syvhundredeogtotitre- psykologer følte sig kaldede til at bede forlaget Gyldendal om at tilbagekalde en bog, som de ikke kunne lide. Vil de gode(?) psykologer mon have genindført censuren? Det kunne se sådan ud.

Som tv2.dk skriver:

”Nødvendigt at benytte* børn via censur

Psykolog Christine Posselt mener dog, at der er tale om et særligt tilfælde, idet bogens anvisninger er rettet mod børn.

– Det er ikke, fordi jeg personligt mener, at vi skal gå ind og censurere alle bøger, som har tvivlsom evidens og tvivlsomme påstande, som for eksempel bøger med kostråd.

– Men for mig går grænsen ved børn. Helt små børn er jo kendetegnet ved, at de ikke har noget sprog, de har ingen rettigheder, de kan ikke sige fra, og barnets udvikling er 100 procent afhængig af, at de voksne forstår barnets behov. I min optik er vi ude i et særligt tilfælde, hvor det er nødvendigt, at vi voksne beskytter børnene via censur, siger hun.

Ifølge Gyldendal er der i år solgt 29 eksemplarer af bogen. De seneste tre år har man i gennemsnit solgt 145 bøger om året.”

*der skal forhåbentlig stå beskytte

Hertil vil det være på sin plads at bemærke, at det vel ikke er børnene, der er tænkt som læsere af bogen, men derimod deres voksne, myndige forældre, der forhåbentlig er i besiddelse af en bedre dømmekraft end de 723 psykologer.

Jeg har ikke selv læst bogen. Gad vist hvor mange af de 723 psykologer, der selv har læst denne bog, som de tager så kraftigt afstand fra. Den er solgt i 29 eksemplarer i år.

Mange års kamp for ytringsfriheden betyder at blasfemiparagraffen er blevet ophævet og politiske partier og forskellige religioner, islam i særdeleshed, må tåle at opleve deres dybeste følelser udfordret. Ligeledes er såvel fake news som en gabestokken på de sociale medier  blevet en del af vores hverdag. Alt dette må  vi tåle i ytringsfrihedens navn.

Skal det lykkes et nyt selvudnævnt præsteskab, de 723 psykologer, at indføre en ny censur? Jeg håber det ikke. Jeg håber derimod, at en lang række af deres fagfæller og mange andre vil tage afstand fra dette angreb på ytringsfriheden.

Det handler ikke kun om sovepædagogik. Det handler om ytringsfrihed. Bøger skal ikke brændes, bøger skal ikke forbydes og bøger skal ikke trækkes tilbage.

 

Udlændingestramninger er vigtigere end børns trivsel

Det mener Martin Henriksen. ”Man skal behandle børn så godt som muligt, men man må ikke sætte den stramme udlændingepolitik over styr på grund af det,” udtaler Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti til  Altinget her til morgen. ”Det er ikke rimeligt, at forældre bruger deres børn som gidsler.

Det skurrer kraftigt i ørerne og giver ubehagelige mindelser om endelige løsninger. Så langt er det kommet med vores land, at man kan sætte stramninger over børns trivsel. Det er ikke et Danmark jeg kender. Jeg husker et andet Danmark. Et Danmark, vi kunne være stolte af. Et Danmark, hvor børn har rettigheder og hvor vi overholdt konventionerne også FN’s børnekonvention. Et Danmark, hvor man kunne tage på interrail med et dannebrog på sin rygsæk. Stolt og uden at føle sig utryg. Det er der vist ingen, der gør mere.

Det Danmark jeg kendte, var et Danmark med medmenneskelighed, humanisme, børn havde en værdi i sig selv. Et land hvor få havde for meget og færre for lidt. Det var et land hvor landets statsminister, da han blev tvangspensioneret, fik nyt job. Ikke i Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer eller den Danske Bank. Nej, den gode højskole-venstre-mand, den hårde banan, Poul Hartling blev såmænd flygtningehøjkommissær.

Hvor jeg dog savner politikere, som Hartling og  Poul Nyrup. Ja, sågar Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft kan jeg komme til at savne. Politikere, der havde et moralsk og værdimæssigt kompas, der gjorde dem i stand til at stå fast på medmenneskelighed, politiske aftaler, internationale konventioner og på det politisk korrekte. Man skal tale pænt til og om andre – også dem man er uenig med.

Filosoffen Jørgen Husted udtalte engang, at der kun er behov for en ordensregel i skolen – man skal opføre sig ordentligt. Det gælder også i blandt de voksne. Voksne skal også opføre sig ordentligt – som gode rollemodeller for børnene. Og folketingets medlemmer skal i særlig høj grad opføre sig ordentligt. Grænsen for hvordan folketingets medlemmer finder det rimeligt at udtale sig, flytter sig hele tiden. Sproget bliver barskere og barskere.

Jeg håber, at der snart kommer en voksen til stede. En voksen, der kan fortælle møgunger som Støjbjerg og Martin Henriksen, at de skal skamme sig. De to og flere til er blevet så magtfulde og selvtilstrækkelige, at de føler at være berettigede til at sige, hvad som helst, der falder dem ind, så plat og groft som muligt,.  Jeg håber, der kommer en ny Hartling, en ny Nyrup, der kan rykke Støjbjerg,  Knuth, Bramsen og Tesfaya og deres ligesindede i ørerne og bede dem opføre sig anstænding og ordentligt.

At nogen af Martin Henriksens partifæller, skulle tage ham i skole og skamme ham ud, er for meget forlangt. Men derfor kan vi andre godt gøre det. For stueren, det bliver han aldrig.

Jeg håber, at jeg snart vil kunne kende mit Danmark -det Danmark jeg kendte- igen.

 

Fake News? Fake JUL? Fake juletræ?

– Julen varer længe og koster mange penge

Der bygges op til Jul også her i Dejlige Hjørring. På min næsten daglige vandre-, iagttagelses- og indkøbstur i min mindst 775 årige hjemby, Hjørring, så jeg, at der bygges op til julen. Juletræet, der vistnok er det eneste af sin slags udover det, der efter sigende skulle stå i Beijing er under construction. Det er et Fake juletræ, konstrueret af 112 procent plastik. Men det kan nogle tricks, som et godt gammeldags granduftende juletræ ikke kan. Det kan synge og spille og hvis man er rigtig heldig, kan man få et kys, hvis man befinder sig inde midt i træet sammen med en sød dame; eller en sød herre, hvis man skulle foretrække det.

Fake-juletræet har desuden den fordel, at det ikke drysser. Det er en kæmpe fordel. Tænk på, at træet skal holde sig helt til Juleaften om 7 uger. Det er der ingen ægte juletræer, der kan.

Således inspireret af juletræsopbygningen, blev jeg opmærksom på, at julen både varer længe og koster mange penge. Der er hængt belysning op. Det tændes vist ikke før den 9. november, så vi sparer da i det mindste en smule på strømmen. Jojo, vi går skam også ind for det grønne her i vores Dejlige Hjørring. Der er jo også tale om en LED belysning; så den er jo ganske billig og energivenlig i drift. Samtidig kan julebelysningen lyse op i den kolde og mørke tid. Det er faktisk rigtig rart.

På min vandring i byen har jeg set et utal af nordiske nisser. Både i butikkerne og  i vores indkøbscenter, Metropol. Vi har skam en Metropol, men dog ingen metro -endnu. For os pensionister og andre mindrebemidlede har Røde Kors’ genbrugsbutik oprettet en større juleudstilling med to reoler og tre borde, alle tæt befolkede med nisser. Jeg så ingen spor af ham hvis fødsel vi, så vidt jeg husker, fejrer i julen. Han må vente til juleaften og de øvrige juledage, hvis han kan finde plads imellem julefrokoster og gaver.

Julen varer længe og koster mange penge. Jeg tror imidlertid ikke, at den varer helt til påske som i gamle dage. For vi skal jo have købt både nytårskrudt, smoking og fastelavnskostumer inden da. Hvad angår pengene er der da heldigvis muligheder for os sparsommelige. Udover nævnte genbrugsbutik har vi fået både Black Friday, Cyper Monday og den slags. Så får vi mulighed for at købe meget mere meget billigere.

Glædelig JUL!

Fra Røde Kors Genbrug
Leif Davidsen kommer
Og der bliver Jul på Slottet allerede i november
Comkeen vil fortælle drengene om Roblox
Nisser på toilettet
Fed hat ikke? – kun 495,-

I was a werewolf – but I am over it now

Engang var jeg en varulv – men jeg er ovre det nu. Jeg troede, jeg bekæmpede samfundet, men det var mig selv, jeg bekæmpede. Sådan sagde den 26 årige Gregory Smith til sig selv, da han 26 år gammel sad på en bænk i Sydney med sin samlede ejendom bestående af en skoletaske fyldt med spiritus.

Her traf han det valg at lægge sit liv om og at vende tilbage til samfundet. Forud var gået et traumatisk liv, med anbringelse, vold, misbrug, selvødelæggelse, diagnosticering som sociapat mm. Livet forud for bænken kulminerede i at Gregory flyttede ud i skoven, hvor han levede i en årrække. Det var det eneste sted, han kunne finde fred. Her var ingen mennesker.

Hans historie er beskrevet i bogen  Out of the Forest. Og australsk tv har lavet en halv times udsendelse om ham. Udsendelsen fortæller den rørende historie om Gregorys tilbagevenden til samfundet. Indtil han var ti, levede han i en familie med en afstumpet mor og en ekstemt voldelig far. Da han var ti blev han anbragt på en institution, drevet af nonner fra den katolske kirke. Her fortsatte overgrebene med vold og seksuelt misbrug. Det er en både forfærdelig og rørende historie, der samtidig er præget af en stille humor. Do you think I am a sociopat, mener du at jeg er sociopat, spørger Gregory Smith sin ven og mentor.

Efter det t-kryds, Gregory befandt sig i på bænken, traf han og gennemførte det valg at arbejde på at vende tilbage til samfundet. Han gik i gang med uddannelse, først grundskole, så gymnasium, universitetsuddannelse og til sidst en Ph.D, hvor han forskede i forgotten australians, som ham selv.

Se filmen her:

Det er en historie om håb, ukuelighed og autencitet. Om at opnå det gode eller i det mindste tålelige ægteskab med sig selv, som er en forudsætning for at kunne indgå i positive relationer med andre. Om at få integreret jeget, miget og (mig)selvet og blive en nogenlunde hel person, trods fuldstændigt horrible opvækstforhold.

Det er den stærkeste historie om GRIT, engageret vedholdenhed, jeg har hørt til dato. Gad vide om der findes tilsvarende historier fra Danmark.

FAKTA
Gregory Smith var en af de hundredtusindvis forgotten australians, der op til tressenerne blev tvangsanbragt på samme måde som fx Godhavnsdrengene. Disse forgotten australians har i modsætning til Godhavnsdrengene fåret en undskyldning af staten.

HÅB – OK 18 og lærernes arbejdstid

Håbet er lysegrønt og udgør the rainbows of the mind, som den amerikanske psykolog Snyder skriver i en berømt artikel. Og ovenover indgangen til helvede skulle der efter sigende stå her lades alt håb ude.

For nogle dage siden udsatte Anders Bondo mig for en gevaldig rutsjetur. Ved middagstid stod han stolt og lettet frem sammen med Michael Ziegler frem og fortalte, at der var indgået en aftale om lærernes arbejdstid. Jeg blev rigtig glad, for selvom jeg er blevet emeritus, har jeg altid elsket skolen fra jeg trådte ind i den i 1960 til jeg forlod den i 2013. En god skole betyder meget for mig og for fleste andre danskere. Vi er fælles om at ønske en god skole for vore børn – og lærere, der trives er en forudsætning for det.

Klokken cirka 16 samme bededag, læste jeg så nyheden om at der ikke var indgået en aftale om den famøse arbejdstid. Jeg blev simpelthen så skuffet og negativ. Det her må blive Bondos endeligt, et svigt, en fejl og mange andre negative følelser kom frem i mig. Jeg var skuffet og vred. Jeg var klar til kamp og jeg fik tunnelsyn, som man gør når man er kampklar. Jeg tror at jeg deler gennemløbet af dette følelsesregister med mange, både lærere og andre.

Nu har jeg sovet på det nogle gange, mit tunnelsyn har forladt mig. Jeg kan igen betragte verden i widescreen og har fået en lille smule øjne i nakken. Kort sagt min positivitet og kreativitet er så småt vendt tilbage. Nu tænker jeg, at det her er lige hvad alle skolens interessenter har brug for. Der er brug for en ny start, der åbner op for nye muligheder.

Hvis der var indgået en aftale om ugentlig, kvartalsvis eller halvårlig optælling af arbejdstiden, ville det så skabe mere trivsel blandt lærerne og derned blandt deres elever? Det tror jeg såmænd ikke det ville. Det ville være mere af det samme, mere styring, flere regler, mere kikkertsyn, flere fjendebilleder og flere negative følelser. Vi kan vist godt blive enige om at sådan nogle følelser ikke øger hverken trivsel eller produktion i skolen.

Løsningen ligger ikke i mere bureaukratisk belønning, styring og kvartalsvis optælling. Der er brug for noget helt andet. Mennesker er selvregulerende organismer og øgede muligheder for selvregulering forbedrer motivation og trivsel blandt mennesker, også blandt lærere. Autonomi, forbundethed og kompetence er tre grundlæggende psykologiske behov. Forbedring af mulighederne for at tilgodese disse behov vil være godt for både børn og voksne i skolen.

Der er brug for en ny start, som det så smukt er blevet sagt. Der er brug for samtale og dialog. Der er brug for nye og kreative løsninger på skolens og lærernes udfordringer. Efter at mit tunnelsyn har forladt mig er jeg kommet i tanke om at Anders Bondo faktisk i sin eufori sagde, at når to mennesker, som ham og Ziegler sidder helt alene en mørk nat, hvor alle muligheder er udtømt, så kan det åbne op for kreativiteten. Det synes jeg faktisk er ret sejt og måske kan Anders og Michael være rollemodeller for en måde at holde skole på, hvor kampen erstattes af kreativitet, fællesskab og partnerskab.

Det håber jeg….

foto: Palle W. Nielsen

Lev hver dag som om det er den første

Carpe Diem, nuets kraft, stoikerne, Brinkmann – du skal være klar til at dø hver evig eneste dag. Er det sådan, man skal leve sit liv? Måske, men ikke udelukkende i hvert fald. Som i alle mulige af livets – og dødens- forhold, skal der tilføjes et OG – et &. Det er ikke et enten-eller,  men både-og.

Vel skal man leve hver dag, som den sidste, men samtidig skal man leve dagen i dag, som den første af mange i et langt liv. Som Søren Kierkegaard siger det – Saa bliver Alvoren den at leve hver Dag, som var det den sidste og tillige den første i et langt Liv. Det er ikke et enten eller. Det er et både og.

At leve hver dag som om den er den første i et langt liv indebærer, at man sætter egne behov til side og passer på os selv, vore nærmeste, vort samfund og vores klode. Det er en alvorlig sag, som hver enkelt menneske må afgøre med sig selv hvordan man løser.

Men hvis du er i tvivl om, hvor du skal starte med at leve hver dag, som om det er den første, kan jeg da i al beskedenhed forslå dig at starte med at gøre noget for vore børn. Du skal se dem, som de er og  betragte deres liv i det lange fra lange perspektiv. Ikke ud fra hvad der kan betale sig. Ikke ud fra om de og vi kan konkurrere med robotten Jia Jia fra Kina.

Et menneske er ikke en robot og skal ikke defineres ud fra, hvad det kan præstere. Spørg dig selv, hvad kan du gøre, der hvor du er for at børn oplever at have en værdi i sig selv, bliver set som dem de er og får en god og solid tilknytning til deres voksne. Du kan starte med dine egne børn og børnebørn og hvis du har evner og mulighed for det, er der også nok at tage fat på den store bane – daginstitutioner og skoler.

Selv vil jeg starte med, på samme måde som Søren, at gå en tur – Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” – ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”

Jeg vil aflægge besøg på en kirkegård. Her skulle man ifølge selv samme Søren kunne lære meget om livet, herunder om dagen i dag, som den første af mange i et forhåbentligt langt liv.

foto: pixabay.com – Inspiration: Christian Hjortkjær, En dag tilbage, Kristeligt Dagblad 21. feb 2018

Vil du skrive under her?

Sådan skrev Sissel, som jeg via min kone er blevet familiesammenført med, her til morgen.  Inden jeg havde læst hendes sms færdig var min første tanke – jeg skriver ikke under på noget. Men jeg læste videre og fandt ud af, at det drejede sig om en underskriftindsamling om bedre vilkår i danske daginstitutioner til vore børn. Hun sendte også et link, som du kan klikke på og skrive under.

Jeg ville gerne skrive under og det har jeg allerede gjort, selvom jeg er usikker på hvor stor en forskel sådan en underskriftindsamling gør. Men det er vigtigt at vi sikrer vore småbørn en god og tryg opvækst, hvor de får de rette udviklingsbetingelser.

En god start på livet burde være en selvfølge og et mål i sig selv. Men det er det ikke nødvendigvis i konkurrencestaten, hvor omsorg, kærlighed og andre positive værdier ikke har et mål i sig selv, sådan som Ove Kaj Pedersen beskriver.  Nej, her i den konkurrencestat, det rettighedssamfund, som vi har opbygget, måler vi indsatsen på den egennytte, vi kan få. Ud fra det synspunkt vil det nu alligevel være hensigtsmæssigt at opruste tilbuddene til småbørn, særligt til de allermindste. Det vil utvivlsomt være en investering, der vil kunne betale sig.

Børn i dag er ikke så heldige som Ove Kaj var i Skagen og jeg på Læsø på samme måde som de fleste af vore jævnaldrene, at vokse op med en hjemmegående mor som primær omsorgsgiver. Denne opgave er nu for en stor dels vedkommende overladt til daginstitutioner, også for de mindste børn.

Ud fra et nærheds-egennytte-synspunkt går jeg da bestemt ind for bedre dagtilbud. Min Inger og jeg har tilsammen 11 børnebørn plus et par tilløbne. Og vi ønsker, på samme måde som andre, da bestemt det bedste for vore børn og børnebørn. Men også i det store perspektiv, på kommune- og samfundsplan, er der al mulig grund til at passe godt på de små og det betyder, som det ser ud i dag, at sørge for bedre dagtilbud.

Og hvad kan vi så gøre ved det? Sissel skrev blandt andet – i A’s børnehave er der ofte 17-22 børn til en pædagog. Hun skrev også – de påstår,  at normeringen er 6 børn pr. voksen i København. De tænker bare ikke på, at pædagogerne i Københavns største daginstitution er ansat på 34 timer, mens institutionen har åbent 50 timer om ugen. Derudover kommer ferie og sygdom. Og jeg kan så for egen regning tilføje, at de nok heller tænker  på, hvor meget af de ansattes tid, der går med dokumentation, kurser, strategiske møder, læreplaner og den slags.

Så en voksen til 20 børn lyder da bestemt ikke urealistisk med en normering på 1 voksen til 6 børn. Gennemsnitsnormeringen i Danmark er 6,4, så de 6 er en rimelig normering. I Brønderslev, hvor vi også har børnebørn, er den 7,8 og i Holstebronx er den 6,9. Herning og Lars Krarup kommer ind som vindere med 9,4 børnehavebarn pr. voksen.

Det må vi have gjort noget ved, for ellers kan det blive dyrt både for de enkelte børn og for vort samfund. Daginstitutionerne har en afgørende og voksende rolle i forhold til læring, sprogudvikling, inklusion og socialisering af vore børn. Derfor må vi forbedre disse dagtilbud ikke kun, men også gennem en ordentlig normering. En dagplejer passer i gennemsnit 3,2 barn. Det vil vel være rimeligt at en vuggestue, har en tilsvarende normering. Men ikke mindre afgørende er det, hvad man bruger normeringen til. Her er det afgørende vigtigt, at der frigøres tid og resurser til at de voksne kan være mere sammen med børnene og til at de voksne foretager sig det rigtige sammen med dem.

Ole Henrik Hansen kom i sin ph. d. afhandling fra 2013 -Stemmer i Fælleskabet- ind på, hvordan man kan løfte kvaliteten i vuggestuerne. Mindre børnegrupper, pædagoger der arbejder alene med børnene, planlægning af dagen ift. børns funktionsniveau samt læringsfokus, specifikt på den sproglige udvikling er blandt de forhold, der kan forbedre kvaliteten. Normering betyder også noget, men det er påfaldende af de to vuggestuer med den dårligste normering præsterede bedst. De havde til gengæld den bedste planlægning.

Fri leg er ikke lige fri for alle børn. De svageste børn kan løftes, hvis de voksne i institutionen i højere grad hjælper dem til en ligeværdig plads i fællesskabet. Små børn leger ikke med hinanden, men parallelt. Derfor har de brug for voksenkontakt og interaktion med voksne, hvis de skal stimuleres og udvikle sig – det gælder især deres sproglige udvikling.

Endelig viser undersøgelsen at pædagogernes engagement har en kæmpe betydning for børnenes udvikling. Pædagogisk arbejde, der er udført engageret og reflekteret gør en positiv forskel i børns liv. Og her peger afhandlingen på, at en planlagt pædagogisk hverdag netop frigør plads til pædagogernes omsorg for, kærlighed til og empati for børnene.

Så, pas godt på vore børn. Det betaler sig – osse for dig.

Foto pixabay.com

Nu som YouTuber

Jeg er begyndt som YouTuber :- ) Foreløbig har jeg to kanaler:

steffenblarsen, hvor jeg kommenterer på hele verden i små dogmefil
– Så det …..
Her vi jeg selvfølgelig gerne have mange følgere, for jeg har noget vigtigt at sige! – synes jeg….. 😉

Og så har jeg en bette kanal Life of SteffenB.
Her fortæller jeg om mit liv til primært 5 modtagere: Buster, Wilhelm, Nikoline, Salomon og Viktoria – mine børnebørn.
Life of SteffenB er rettet mod denne fembande, men du er velkommen til at kigge med.

Det er dogmefilm – som 64 årig er man vel ikke digital indfødt, vel.

 

”Hellere brække en arm end flytte til Hjørring!”

Bosætning, bosætning og atter bosætning. Det er et af de store emner til kommunalvalget her i vandkanten. I hvert fald i vores kommune. Hvad får så folk til at flytte? Kulturtilbud? Et nyt teater et hold i superligaen? Er det et godt kommunalt brand? Nej, folk flytter ikke til en kommune. De flytter til et sted og de er flintrende ligeglade med hvilken kommune dette sted befinder sig i.  Folk flytter ikke efter kultur og branding. Hverdagen af meget større betydning.  Vi mennesker holder på samme måde som Dan Turell af hverdagen og det er muligheden for en god hverdag, der bestemmer, hvor vi bosætter os.

Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen har i en kronik i Jyllands Posten beskrevet, hvad dette gode hverdagsliv konkret betyder for tre segmenter af borgere.

De unge
De unge på 19-29 vil helst bo centralt i en stor by. Hvilken type bolig, man skal bo i er knap så vigtigt. Det afgørende er muligheden for et godt studie- og ungdomsmiljø. De unge vil vi have svært ved at tiltrække; men gode forbindelser med tog vil gøre det muligt at bo i en større by som Aalborg og studere her i byen. Unge pendlere kan sammen med nogle lidt ældre lokale studerende muliggøre opretholdelse og udvikling af uddannelser i vores lokalområde.

De voksne
For de voksne og produktive, typisk fra 30 år og opad, har tilbud til børn afgørende betydning. Gode skoler og daginstitutioner er afgørende for børnefamilier. Måske er det derfor ikke så tosset at smide et par hundrede millioner efter en ny skole i Vraa, for de her mennesker er ikke bange for transport. Det afgørende er god kvalitet i tilbuddene til børn og voksne. Hvis man vil tiltrække de produktive, er der ingen vej uden om at investere i børneområdet og det drejer sig mindst ligeså meget om driftsmidler som bygninger. Det er indholdet, der tæller. Sørg for et godt hverdagsliv for børn og deres forældre, så skal de nok komme hjem.

De gamle
Eller seniorerne, som vi lidt mere venligt bliver kaldt, er knap så afhængige af cafeer og natteliv. Det der tæller er mere naturen, gode indkøbsmuligheder og gode naboer, nærhed til familien samt kollektiv transport. Seniorer er svære at flytte; men de der flytter vil gerne bo centralt i en by eller i naturskønne omgivelser. For begge parter er muligheden for kollektiv transport vigtig. Så det var ikke en god ide at spare på busser i by og på land. Vil vi tiltrække denne type borgere er der ingen vej udenom gode busser på alle ugens dage. Nordjyske Jernbaner kører på skinner og har vist vejen.

Fakta
Overskriften er såmænd titlen på en film, som Statens Filmcentral distribuerede i 70’erne. Den handlede om de mennesker, der blev forflyttet til Hjørring blandt andet i forbindelse med udbygningen af Hærens Materielkommando. Materielkommandoen og sikkert også mange af medarbejderne er såmænd returneret til hovedstadsområdet her 40 år efter.