Når man som jeg har været indlagt på 8Ø på Aalborg Universitetshospital i en god uges tid og samtidig har modtaget den bedste og mest fuldkomne behandling af plejepersonale, fysioterapeuter og ikke mindst gigtmedicinere fra det højt specialiserede reumatologiske ambulatorium I Aalborg , bliver det tydeligt at specialiseringen skal man ikke kimse af. Jeg er nabo til Regionshospital Nordjyllands reumatologiske ambulatorium i Hjørring. Dette er åbenbart kun ”specialiseret”, hvilket giver rigtig god mening, når man som jeg fejler noget sjældent, som kun femogtyve personer i DK bliver diagnosticeret med årligt. Jeg har altså kun godt at sige om Aalborg Sygehus, selvom jeg er vendelbo og lokalpatriot. Jeg tager gerne til Aalborg eller for den sags skyld til Barcelona, Haparanda eller Tristan da Cunda, hvis det er her, jeg kan få den bedste behandling. Nok om det.
Alt hvad jeg kan få lavet i Hjørring, får jeg lavet her; fx ugentlige blodprøver på klinisk biomedicinsk afdeling. Jeg kan gå derover. Dejligt. Et par timer efter kan medicinerne i Aalborg så se, hvordan det forholder sig med infektionstal og andre gode ting. Den anden dag ringede de fx og sagde. Vi kan se at dit muskeltal er øget med 50%. Kan I se det i blodprøverne? Ja. Herefter holdt jeg helt op med at tolke på de blodprøver. Nogen er trods alt klogere end mig.
Jeg kender, som I kan se begge steder ret godt og har kun godt at sige om begge steder. Hvis jeg som lokalpatriot skal fremhæve et sted hvor Hjørring vinder med et mulehår, må det være sygehuskiosken i den store vandrehal. Her købte jeg den anden dag et friskbagt rugbrød, stadig varmt og en spandauer. Bedre bliver det ikke. Imponerende.
Til slut en lille historie fra det virkelige liv på. Som tidligere anført er jeg ret snakkesalig for tiden. Jeg taler med alle typer af mennesker også portører. I tirsdag mødte jeg en bekendt, portør Lars. Vi havde en fælles ven, som desværre døde alt for ung. Det har jeg tidlige skrevet lidt om. Vi stod og mindedes Morten et stykke tid, inden Lars trillede videre med sin seng og jeg gik ind og fik taget mine blodprøver. Så langt så godt. Da blodprøverne var vel overstået forlod jeg klinisk biomedicinsk og stødte på gangen på Lars og sagde tak for i dag. Nu er jeg ham, der er gået. Det var ikke Lars, men en anden ældre herre med gråt hår. Jeg sagde undskyld, jeg troede du var Lars. Troede du jeg var Lars? Det vil jeg ikke have siddende på mig. Hop du op i sengen for du skal til scanning!
Da jeg meldte tilbage til den gode portørgentleman, at jeg var blevet scannet fem gange på en måned blandt andet PET scannet i en nuklearscanner, slap jeg heldigvis med en advarsel
Dagens foto er af en ældre dame på 97, der hver dag går en tur over kirkegården i Byrum på Læsø. Hun har hver dag sin følgesvend rollatoren med. I går havde hun også mig med.
Mor er et kæmpe forbillede. Hun har stadig mod på livet, selvom hun er afhængig af andres hjælp. Hun får kommunal mad 4 dage om ugen og har dagligt hjemmehjælp til personlig pleje og rengøring. Hun kan ikke det samme som før og korttidshukommelsen er smuttet.
Men som, mor siger: Jeg har fået nogle skavanker, men der er stadig meget, jeg kan. Eksempelvis læser hun avis og gætter kryds og tværs.
Hun er efter eget udsagn taknemmelig for det liv hun har.
Det er jeg også.
Det er en svær tid, vi lever i og selvfølgelig skal vi holde coronapandemien i ørerne. Men der er en regning på trivselssiden og den må vi afhjælpe så godt vi kan. Jeg håber derfor, at de mennesker, der regerer i Danmark og resten af verden, medtænker de omkostninger for folkesundheden, som psykiske problemer har for trivsel og dødelighed. Jeg er usikker på i hvilket omfang, det sker. Det er i hvert fald ikke særligt synligt hverken på de sociale medier eller i den etablerede presse, der især handler om det negative i forbindelse med krisen. At en dårlig nyhed er en god nyhed for pressen er i denne tid endnu mere udpræget end sædvanligt.
Hvad siger forskningen om menneskelig trivsel? Trivselspsykologien fortæller os at der er fem faktorer, PERMA, der påvirker vores trivsel.
Positivitet: At søge det positive. Det er en vanskelig opgave at finde det positive i en situation, hvor det meste handler om smitte, død og ødelæggelse. Fra forskningen ved vi, at der skal minimum tre positive emotioner til for at opveje en negativ. Mange af os forsøger det bedste, vi kan, men det er en svær ligning at få til at går op.
Engagement: Hvordan skal vi engagere os i noget, når vi sidder isolerede i vore små fængsler? Her tænker, jeg at de, der har arbejde og har opgaver at løse -om for eksempel sundhedspersonalet- har bedre muligheder for at engagere sig end mange af os andre. Jeg tænker at de unge er hårdt ramte.
Relationer: Menneskelig trivsel er afhængig af gode relationer til andre. I denne tid er vi også hårdt ramt på dette område. Vi møder kun ganske få mennesker fra vores tætte relationer og dem vi møder ud over dette er ofte iklædt mundbind, tophuer, solbriller og hovedtelefoner. Jeg tænker, at især enlige må have det svært i denne tid. Og at to aldersgrupper er særlig hårdt ramte. Det gælder de ældre på plejehjem, der har været frataget muligheden for besøg i lang tid. Det gælder også ældre i egen bolig uden netværk og sidst, men ikke mindst gælder det de unge fra teenagealderen og til først i tyverne. De er i gang med at finde ud af hvem de er. Det er svært, når man er frataget muligheden for at mødes med voksne og jævnaldrende i skolen og på studiet. Også fritiden er hårdt ramt. De fleste fritidsaktiviteter og al musik i gaden er aflyst og hvis de spiller høj musik på hjemmebanen, kommer naboer og politi efter dem.
Mening: Hvad er meningen? Det må være svært for mange mennesker, at finde mening med deres liv i en situation med isolation og uden store muligheder for at påvirke sin egen livssituation. Sundhedspersonalet er måske en af de grupper for hvem deres egen indsats giver mening. Det at hjælpe og yde omsorg for syge under svære forhold er muligvis hårdt, men samtidig meningsfuldt.
Præstation (achivement): Også på den femte trivselsfaktor er de fleste af os hårdt ramte.
Trivslen har altså svære vilkår. Jeg læser i min avis, at antallet af selvmord blandt unge kvinder i Japan er stærkt stigende. Fem forskere skriver i British Medical Journal at psykiske vanskeligheder som angst, depression, ensomhed, meningsløshed er store risikofaktorer under nedlukningen. Hver fjerde af de unge i Århus føler sig ensomme. Det er dobbelt så mange som normalt. Der bliver fremlagt mange tal i coronatiden, men få om trivsel. Hvordan ser det ud med henvisninger til psykiatrien, til psykologsamtaler og med forbruget af antidepressiv medicin? Kan man dø af ensomhed?
Selvbestemmelsesteorien – SDT – Self Determination Teori er den mest velbeskrevne og veldokumenterede psykologiske teori overhovedet. Allerede i 70’erne, da jeg frekventerede Hjørring Seminarium, vidste man at skulle mennesker trives godt og samtidig lære godt, var det nødvendigt med indre motivation. Vi læste om Maslow, Rogers og andre. Siden har Ryan og Deci godt hjulpet af hundredevis af forskere over hele verden arbejdet med selvbestemmelse, SDT.
I bogen på billedet bruger Ryan og Deci knap otte hundrede sider skrevet med småt på at opsamle resultaterne af disse mange års forskning fra hele verden.
Den helt korte version af deres teori er at alle mennekser uanset bosted, alder, farve, børn, voksne, gamle har tre- 3(!) grundlæggende psykologiske behov. Hvis vi mennesker får disse behov opfyldt, har vi god mulighed for at være indre motiverede, at trives og at udvikle os.
Hvis disse psykologiske behov derimod ikke opfyldes vil demotivation, mistrivsel og fejludvikling have gode betingelser.
De tre grundlæggende behov er:
– behovet for autonomi. Vi har et grundlæggende behov for selvbestemmelse
– behovet for kompetence. Vi har et behov for at føle os kompetente i forhold til det vi beskæftiger os med
– behovet for forbundethed. Vi har et socialt behov for at føle os forbundne med andre mennesker.
Jeg ved godt, at vi lever i hårde coronatider og det er ikke let for myndigheder og politikere at navigere gennem disse. Men måske kunne Søren og Mette godt lade disse almenmenneskelige behov indgå i den fremtidige coronaindsats.
Ellers kan det give store udfordringer med vores motivation og trivsel – Det er vigtigt at huske også vores psykiske helbred. Også fordi det påvirker det fysiske.
Kan man dø af ensomhed, hvis man er gammel, dement og bor på plejehjem?
Det er godt nok svært at bevare pessimismen, når man kommer ud af boblen af ”sure gamle mænd” og damer -som en selv-, ud af coronapanik og mundbind. Man bliver uundgåeligt optimistisk, når man på en solskindag den 30. august 2020, står foran en flok på 20 unge mennesker, der skal konfirmeres med næsten et halvt års forsinkelse.
Deres glæde og mod på livet er evigtgyldig. Den er og kan det heldigvis ikke lykkes at undertrykke. Ungdommeligheden og modet på livet eksisterer på trods af vi gamles mundbindsparanoia.
Mit eget barnebarn Salomon -Salle- var en af de unge. Hans kusine Viktoria blev konfirmeret for to år siden. Hun er nu på efterskole, hvor hun lever ungdomslivet. Hun har ikke travlt med at komme hjem i weekenden og jeg tror ikke at Corona fylder meget i hendes verden. Næste år er det så Nikolines tur. Således bliver en gammel mand jævnligt mindet om ungdom, tro, håb og kærlighed. Det kan jeg lære meget af. Om de unge så kan lære noget af en gamling som mig ved jeg ikke men det skal ikke afholde mig fra i al ydmyghed at forsøge at bidrage med lidt erfaring og viden fra et langt liv. Derfor har jeg valgt at offentliggøre min tale fra i søndags. Den er selvfølgelig personlig, men samtidig er der måske noget generelt, som andre unge -og gamle- kan tage med sig. Jeg ved dig ikke.
Talen til Nationen – Konfirmationen
Først vil jeg dvæle lidt ved fortiden og forsøge, efter bedste evne at se dig, som den du er. Alle mennesker – uanset om vi hedder Niko, Buster, Willer, Viktoria, SteffenB eller Salomon- har brug for at blive set på med kærlige øjne. At blive set som dem vi er.
I dag er det dig.
Først nogle episoder fra din opvækst.
Du er en dreng med mange talenter.
Du kunne tale tidligt. Det første ord jeg forstod, hørte jeg da jeg hentede dig i vuggestuen. Din mor og far sad vist fast i tunelen og havde så i deres nød ringet til mig om jeg kunne hente dig inden lukketid. Det kunne jeg. Jeg hentede dig i Rømersgade og trillede dig hjem i klapvognene. Da vi rundede hjørnet af Vestergårdsgade, så du jeres hus og du sagde det berømmelige ord ”Ma” – jeg var ikke i tvivl om at det betød ”Mor”.
Du kan tale med dyr. En episode hjemme i min have, hvor du står fordybet i en samtale med en snegl. ”Lille negl….” sagde du.
Der er også noget med en kat, Oliver del Piero, som du har et nært forhold til.
Om du kan tale med planter ved jeg ikke, men jeg husker at du havde en særegen evne til at forsvinde. Engang forsvandt du ud af min have. Den var ellers var totalt indhegnet. Vi fandt dig i naboens rhododendronbed.Her stak en lys top op. Om du talte med blomsterne ved jeg ikke. Vi oplevede at du var helt stille og stod helt stille.
Dengang så jeg det min opgave at købe cykler til min børnebørn. Du fik også en – fra T-Hansen. Jeg kørte ud med den og din far og jeg skulle så lære dig at cykle. Det var nemt. For du satte dig op på cyklen og cyklede afsted. ”Hvor har du lært at cykle?” – ”I børnehaven – på en træcykel.” Jo, de kunne noget i den børnehave i Hedelundsgade.
Du har en god hukommelse. Fx kunne du referere handlingen i Star Wars, selvom du mig bekendt aldrig havde set det. Du gjorde det endda så livagtig, at du selv blev bange for det, du fortalte og måtte have faster med ud på badeværelset, fordi du var usikker på om Darth Maul befandt sig derude.
Du har mange styrker og talenter, for trampolinspring, du var og er en ekstremt dygtig læser. Du er også musikalsk og god til at danse. God til Counterstrike – eller hvad I nu spiller. Du har let ved at lære og blandt dine styrker er en god portion videbegær og nysgerrighed. Der er aldrig langt til googleknappen.
Sidst, men ikke mindst er du en kærlig, tænksom og følsom dreng/ ung mand. Du har mange talenter – som jeg er sikker på at du kommer til at investere til glæde og gavn for dig selv – og andre.
Nu står du så i et af livets mange vadesteder – overgangen fra barn til ung voksen. Sådan nogle overgange giver nye muligheder og er samtidig meget svære. Du får både en ny frihed og samtidig stort, måske for stort ansvar. Du kan og vil selv og samtidig er det ikke uden problemer at frigøre sig og senere forlade reden og skulle stå mere og mere på egne ben. Tro mig, jeg husker det, selvom det er mere end 50 år siden. Jeg er dog overbevist om, at du har de resurser og den familiebaggrund, der kan bringe dig godt gennem det urolige farvand og trygt i sikker havn, så du kan få et godt og nærmest lykkeligt ungdoms- og voksenliv.
Hvordan får man så et godt, rigt og nærmest lykkeligt liv?
Ja det er jo faktisk ret veldokumenteret. Der er 5 ting til, der skal til. PERMA.
Positive følelser. Opsøg det positive, det der giver glæde.
Engagement. Engager dig i noget, hvor du kan komme i flow og glemmer tiden
Gode relationer. Gode venner, familie ikke nødvendigvis 10000 rigtige venner på SOME. Men mindst en og gerne nogle stykker.
Mening. Se om du kan finde meningen med det hele. Der er desværre ingen manual, du må selv finde meningen med livet – jeg ved ikke hvordan, men jeg tror at det ligger udenfor dig selv og dine egne behov.
Præstation. Det er vigtigt at præstere godt på dit eget niveau. Du skal gøre sig så god du er selvom du måske ikke er Messi.
De betroede talenter.
Jeg har tidligere nævnt at du er en ung mand, der har fået ikke så få talenter betroet. Det, jeg vil anbefale dig at gøre, er at investere disse talenter, som du har fået til glæde og gavn for andre og dermed for dig selv. Du skal ikke, som i lignelsen fra Matthæus i kapitel 25, gå hen og grave talenterne ned. Du skal investere dem, sætte dem i spil og på spil uanset om det nu er 2 eller 5 talenter du har fået. Så vil du, som der står, ”gå ind til din Herres glæde”.
Hvordan du så skal investere de talenter er et personligt valg, som du selv må tage, gerne efter samtale med andre unge og voksne vejledere. Det er dit valg.
Gevinsten ved en svag karakter
Nu skal jeg nok stoppe og det vil jeg gøre med at citere en tidligere kollega, der var ekstremt fagligt dygtig. Til hans afskedsreception sagde han:
Takket være en svag karakter og manglende målrettethed har jeg haft et fremragende arbejdsliv.
Det gode liv handler ikke om penge. Det handler om at søge det positive, at engagere sig, at have gode relationer til andre, at finde meningen med det hele og at gøre det så godt man kan.
Held og lykke med at bokse med livet. Skulle du have brug for en at drøfte det hele med en gamling, står jeg altid til din rådighed.
Er der overhovedet nogen positiv effekt af mundbind?
Kritisk journalistik er en mangelvare. Heldigvis råder Statsradiofonien stadig over én god gammeldags journalist, der forholder sig kritisk til nyhederne – også de coronarelaterede. Han er læge og hedder Peter Qvortrup Geisling. Peter driver en lægeklinik, der hedder Lægens Bord.
I går talte Peter med Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen. Peter stillede Søren nogle rigtig gode spørgsmål. Et glimrende eksempel på konstruktiv kritisk journalistik. Jeg kan anbefale dig at se det.
Peter spørger fx – Hvor mange danskere skal gå perfekt med mundbind i en uge for at undgå, at én dansker bliver smittet med corona?
Søren – det er mange tusinde. Det bliver nævnt, at det er usikre tal og at det er vore kolleger i Norge, der har givet et bud på tallene. Senere i programmet bliver tallet 200.000 nævnt. Selv har jeg fundet frem til, at 100.000 mennesker skal bruge mundbind på perfekt vis i en uge for at forebygge at én person bliver smittet med corona.
På den baggrund kan man undre sig over både anbefalinger og påbud om mundbind i Danmark. Er der proportionalitet? Der er ringe evidens for den fysiske effekt. Men måske handler det om noget helt andet. Noget psykologisk – adfærdsmæssigt. Nudging?
Hvor statsminister Mette Frederiksen på de første 9 pressemøder i coronabølgen er lykkedes med at fremstå som en stærk leder i kontrol – en blanding af Vorherre, dronning og vores allesammens landsmoder, en kvindelig Stauning, fremstod hun på det 10. pressemøde i går som et sludrechatol. Hun talte i 22 minutter uden at komme frem til en konklusion. Vi ventede. Der var ingen.
På de efterfølgende spørgsmål sludrede hun videre og gentog de samme statements igen og igen. Jeg blev vred og tænkte som sikkert mange andre – Hun har ikke noget budskab, hun spilder min og andre danskeres tid.
Set her i bakspejlet tænker jeg, at dette pressemøde er det bedste af alle. Hun mistede kontrollen og det var svært for hende at skjule sin følelse af vrede, når pressen stillede kritiske spørgsmål. Det er rigtig godt. For ud over at være statsminister er hun en kvinde fra 1977. Samme årgang som min datter. Ålborgenser med to børn og ex. Bacheloruddannelse og en master, som de fleste i hendes generation. Hun er hverken mere eller mindre end dig og mig. Hun er ikke min mor, men kunne være min eller naboens datter.
Al den bekymring, jeg har haft for ensretning, overvågning og dekretstyre er om ikke væk, så dog minimeret. Hverdagen er på vej tilbage med dens politiske kævl og varetagelse af særinteresser. Snart kan vi forhåbentlig ytre vores egen uforbeholdne og konstruktivt kritiske mening om corona og alt det andet uden at blive skammet ud.
Det synes jeg er rigtig positivt. Tak for det Mette.
Salami del Morte – Må det være mig tilladt at gøre opmærksom på en lille detalje i forbindelse med Lars Løkkes oplæg til sundhedsreform. En lille detalje i det store billede, som kører på de høje nagler lige nu. En lille detalje set fra København og Christiansborg. Men ikke desto mindre en vigtig detalje for os mennesker nord for fjorden. Vendelboer, folk fra Hanherred og Thyboer.
Jeg synes, det giver anledning til bekymring for de nordenfjordske akutsygehuse i Thisted og Hjørring, at de er så små. I Thisted er det jo, som det er. Det er svært at tilvejebringe flere kommuner omkring et sygehus i Thisted. Det afgør geografien. Det forholder sig anderledes i Vendsyssel.
Centralisering omkring Aalborg
Af Løkkes oplæg fremgår det, at sundhedsfællesskaberne består af 4-5 kommuner. Sådan forholder det sig i det øvrige Danmark, men ikke i Vendsyssel. Sundhedsfællesskabet omkring Centralsygehuset i Hjørring – Regionshospital Nordjylland – består kun af 2 kommuner, Hjørring og Frederikshavn samt mine ca 1800 landsmænd fra Læsø, mens sundhedsfælleskabet omkring Aalborg består af seks kommuner. Jeg kan til nød forstå, at Jammerbugt Kommune skal indgå i fællesskabet omkring Aalborg, men Brønderslev! Brønderslev og gerne Jammerbugt Kommune bør vendes mod nord og indgå i fællesskabet omkring Regionshospital Nordjylland.
Begyndelsen til enden
Det forlyder fra sædvanligvis velunderrettet kilde, at den gamle redaktør Bering, Skagen Avis illustrerede den gradvise nedlæggelse af Skagen Sygehus med billede af en spegepølse, som der løbende blev skåret skiver af. Den udvikling har længe været i gang i Hjørring. Specialer og hele sygehuse er flyttet til Aalborg. Oplægget fra regeringen ligner yderligere et skridt i retning af centralisering.
Skal der skæres flere skiver af pølsen? Hvad mener de vendsysselske politikere i Folketinget? Hvad mener de, der gerne vil i Folketinget? Hvad mener de vendsysselske regionspolitikere? Og hvad mener borgmestrene i det forhenværende Hjørring Amt?
Agurketiden giver mulighed for at komme til orde. På den anden side er der så heller ingen, der læser det man skriver. Men det er måske nok heller ikke så afgørende. For man skriver vel mest for sin egen skyld, eller hva´?
Jeg kan mærke, at min skrivepause så småt er ved at være slut og her er der to temaer, der trænger sig på.
1. den TAVLEMØDEKULTUR, der åbenbart breder sig, ikke mindst på store statslige arbejdspladser og hvor skadelig denne individuelle belønnings- og strafmotivation er for det psykiske helbred og den indre motivation.
2. TRANSFORMATIONER
– i en tid med studenterfester ligger verden åben for de unge mennesker. De skal nu igang med at transformere sig fra unge studerende til produktive samfundsborgere. Det er ikke nødvendigvis en let opgave i den konkurrrencestat, vi har opbygget.
– og så er vi også nogle stykker, der skal transformere os den modsatte vej og mere eller mindre frivilligt forlade arbejdsmarkedet. Det er heller ikke nødvendigvis en let opgave i en tid hvor selv de, der er frigjort fra vækkeurets tyranni forventes at være produktive om ikke andet gennem frivilligt arbejde – det har eksempelvis taget mig selv mere end tre år at forvandle mig selv fra kriger i i konkurrencestaten til pensionist. Men når jeg selv skal sige det, synes jeg at det er lykkedes helt godt.
Det var bare, det jeg ville sige lige nu. Jeg vender frygteligt tilbage om begge emner – Hej!
Gårsdagens 50 års fødselsdag manifesterede alt det tiden kalder på. Det er lige før at den kan gøre en gammel republikaner til tilhænger af monarkiet. Under alle omstændigheder oplevede jeg dagen som en kolossal manifestation af de positive egenskaber, der som en slumrende Holger Danske, ligger i os danskere. Jeg har ikke observeret så stærk en manifestation af den positive version af danskheden siden EU afstemningen og sejren i EM finalen på Nya Ullevi i 1992. Vi, der oplevede de dage, glemmer det aldrig. Jeg håber, at det samme gør sig gældende med fødselsdagen i går.
Tiden kalder i den grad på en positiv version af det at være dansk, som jeg håber vi er på vej til at opleve. Der var tegn på at en ny positiv version af danskheden var under konstruktion under OK18, hvor solidaritet, stolthed og sammenhold holdt i det mindst i nogen udstrækning helt frem til målstregen. Det gjorde den på trods af magthavernes forsøg på at skabe splittelse mellem faggrupperne og mellem de offentligt og de privat ansatte. Det lykkedes dem heldigvis ikke.
De negative kræfter arbejder videre
Siden er der fortsat kommet masser af eksempler på negativ definition af det at være dansk. Mennesker må ikke selv bestemme hvilket tøj, de vil gå rundt i. De må ikke bestemme, hvor de vil bo. I Gentofte og Risskov har der aldrig rigtig været plads til dem og nu må de heller ikke mere bo i Ishøj og Gjellerup. De må nu heller ikke selv bestemme, hvornår de holder ferie, hvornår de spiser og drikker og hvordan de fejrer deres religiøse højtider. Denne sorte og mørke folketings-konsensus-negative version af danskheden, får mig og mange andre danskere til at skamme os. Skammen og skylden lever som bekendt kun i det skjulte mørke. Den tåler ikke at komme frem i lyset.
Den positive version af danskheden
Men i går blev lyset tændt. Mørket blev fortrængt. Skylden og skammen blev erstattet af lys, stolthed, håb og glæde. Det skal kronprins Frederik og Vorherre, der jo leverede det gode vejr, og mange andre – ikke mindst de mange glade og lykkelige helt almindelige danskere have tak for. Denne positive version af danskheden giver -i modsætning til den på bjerget herskende negative- håb for fremtiden. Ægthed, ydmyghed -personificeret i udenrigsminsteren!, autencitet, stolthed over af være dansk, solidaritet og familiesammenhold blev på bedste vis demonstreret.
Denne version af det at være dansk, vil jeg med glæde være med til at sælge til udlandet og til vore indvandrere. Den vil også være rigtig sund og livgivende for os gammeldanskere. Mere af den om jeg må be’!
Jeg tror og håber at dette forår og dagen i går markerer et vendepunkt, så vi danskere med stolthed definerer os selv positivt.
