Kategori: trohaabogkaerlighed

Lev med det! – Skal vi det?

Lillefar Putin er gået ind i Ukraine med hele sin militærmagt. Der er igen krig i Europa.

Jeg kom i dag på min daglige vandretur gennem byens gader til at tænke på en tegning, som mit ældste barnebarn tegnede til i forbindelse med en bog, jeg forsøgte mig med at skrive på det tidspunkt. Jeg havde selv bedt hende om at tegne vagusnerven, der forbinder hjernen med kroppens organer. Jeg tænkte dengang, at en styrkelse af vagusnerven var en vigtig del af børns undervisning. Det er vigtigt at have både hjerte, sjæl og ånd med.

Menneskelighed, hjerte, ånd og dyder som storsind og ydmyghed har det ikke så godt blandt magthavere ude og hjemme i denne tid. Lad os hver især gøre vores til at dyderne får en renaissance – at hjerte og hjerne bliver genforbundet hos magthaverne.

Når min krøllede hjerne fandt billedet frem i dag, skyldes det sikkert både dagens begivenheder i Ukraine og den forråelse, vi oplever i dansk indenrigspolitik. Krigen er farlig og chokerende. Den er der mange der kommenterer. Det tror jeg ikke, jeg kan kvalificere. Men jeg er ligeså rystet som alle i andre.

Herhjemme er det så som så med overholdelse af reglerne. Seks departementschefer var vidende om at aflivningen af mink var ulovlig. Alligevel syntes ingen af dem, at det lige var deres opgave at gøre opmærksom på det.  Hvorfor mon?

I FE sagen er hemmelighedskræmmeriet grænseløst. Statsministeren har ingen kommentarer, men henviser til justitsminister Hækkerup. Gad vide hvordan han sover om natten?

En række nu tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti føler sig voksenmobbet af Pia Kjærsgaard. Hun har angiveligt råbt og skreget af dem, hun ikke er enig med.

Den tidligere formand for de radikale Morten Østergaard har på linje med andre toppolitikere opført sig grænseløst overfor en række kvinder.

Statsministeriets departementschef Barbara Berthelsen har optrådt grænseløst overfor en række politikere og embedsmænd blandt andet Kåre Mølbak.

Statsministeren siger: Lev med det.

Skal vi det?

Godt Nytår – refleksioner om at løbe ind i muren og blive fyret og om ydmyghed og taknemmelighed

Jeg sidder i min kælder Nytårsdag og reflekterer over hvad det bedste, der er hændt for mig i mit liv, mon er. Der er meget. Jeg har haft en god opvækst med tryghed og kærlige forældre. Jeg har fået mange gaver  med mig i livet. Ingen tvivl om det. Jeg har kunnet klare at stå igennem den modgang, som livet også indeholder, inklusive et par skilsmisser.  Jeg har fået et godt fundament.

Når jeg ser tilbage på det sidste tiår, er den bedste gave jeg har fået, min fyring for otte år siden. Jeg havde i femten år befundet mig i en coach-, udviklings-, ledelses-, chefverden, hvor jeg blev mere og mere forblændet af min egen storhed. Jeg havde alle svarene, vidste hvad der var rigtigt og forkert.

Den sidste tid i mit ledelsesjob var op ad bakke. Der var nedgangstider og dem klarede jeg også, syntes jeg på daværende tidspunkt. Jeg kunne tilpasse, fyre folk, for det er jo i modgang, man skal vise sin kvalitet som leder, som jeg sagde dengang. Jeg begyndte at møde modgang i personalet. Det mente jeg nok at kunne klare, for jeg havde opbakning fra topledelsen i kommunen. Det skulle nok gå, tænkte jeg. Men da chefernes opbakning hørte op, måtte jeg smide håndklædet i ringen. Den 10. december 2014 gik jeg hjem. Jeg kunne ikke mere, men jeg regnede da med at komme tilbage til job. Det kom jeg ikke. Bosserne havde mistet tilliden til og ville ikke have mig tilbage. Jeg blev fyret den 31. oktober 2015 af diskretionære årsger uden nåde, men med en god pension. Økonomisk var der ingen problemer. Jeg behøvede ikke stå til rådighed. Jeg var var på den måde et privilegeret menneske.

Alligevel var det en barsk omgang. Hele min identitet var bundet i jobbet. Jeg var præget af en udpræget gentagelsestvang. Jeg forsøgte at komme tilbage som leder. Jeg startede egen virksomhed. Jeg forsøgte mig med en ny masteruddannelse – i positiv psykologi. Men det hjalp ikke rigtigt. Jeg kom ikke tilbage i det hamsterhjul, jeg var kommet fra og gudskelov for det.

Da jeg blev fyret, var det mange, der hjalp mig, blandt andet en gammel kollega, Peter, der selv havde prøvet turen med fyring, inklusive en tur på forsiden af den nordjyske avis. Det var seks år tidligere. Han ringede til mig og sagde at han ikke ville sige at han var taknemmelig for det; men at han nødig ville have undværet det. Det var svært at tage ind dette dengang. Men det giver overordentlig god mening i dag.

Da jeg beskæftigede mig med den styrketilgang, der er indeholdt i den positive psykologi, var mine topstyrker sådan noget som kreativitet, videbegær, perspektiv, dømmekraft, nysgerrighed og gejst; mens styrker som transcendens og ikke mindst ydmyghed og taknemmelighed lå helt i bund.

Det har ændret sig. Det har været en barsk omgang at nå frem til det, men jeg er så taknemmelig for det jeg har. Jeg er også temmelig tæt på at være taknemmelig for at jeg fik sparket dengang. Jeg er blevet et mere ydmygt bette menneske, der godt ved at jeg ikke kan løse uløselige problemer. Jeg har fået hjertet meget mere med og tak for det.

Da jeg var leder var tæt på at mene, at jeg var Vorherre selv og skulle dømme over de levende. Når jeg ser tilbage tænker jeg,  at det var godt jeg kun var leder på en bette skole nordenfjords. For hvad kunne min  magtfuldkommenhed – mit storhedsvanvid ikke have ført med sig, hvis jeg havde været konge af Sverige, departementschef eller statsminister.

Godt Nytår

Mod lysere tider

Jeg vidste det ikke.

Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde savnet dem. Lydene. Lydene af kåde børnestemmer. I de sidste dage har vinden fra nordvest båret lyden af de kåde børnestemmer fra Muldbjergskolen hen til min fordør, når jeg trissede ud af den, som regel på et tidspunkt mellem  halv ti og ti. Jeg har jo ikke mere noget hastværk mere efter, at jeg er blevet PHD – pensionist hele dagen. Det blev min eneste Ph. D.

Nok om det. Det er livgivende at møde børnene  og de unge igen. I går og i dag hørte jeg stemmerne fra børnene på Muldbjerg og måske også fra HPR i et skønt offentligt privat partnerskab. Og ikke bare det. I det nedlukkede center, hvor kun Kvickly og et par sundheds- og slikbutikker butikker er åbne – ja og Brødkooperativet – mødte jeg flere grupper af unge, der var i gang med at spise kager og drikke Redbull og cola, mens de hyggede sig. Fuldstændig normalt trods mundbind og nedrullede skodder. Godt at børnene og de unge så småt er blevet løsladt fra hjemmeskærmene.

Og godt at møde nogle glade, smilende og åbne ansigter igen. Jeg har godt nok mødt mange grå, tillukkede ældre mænd og damer her under nedlukningen. Heldigvis også en del af de venlige, snakkesalige og smilende. Jeg har heldigvis også mødt søde og rare kassedamer i de dagligvarebutikker,  jeg dagligt frekventerer, for jeg må åbent indrømme, at jeg handler hver eneste dag – ikke blot i en, men i flere butikker. Det er livgivende. Hertil møder jeg, primært i weekenden, smilende løbepiger og- damer. Bedre bliver det ikke.

Håbet er lysegrønt. Jeg håber at foråret, børnene og de unges løsladelse er de første tegn på en god fremtid, hvor menneskelighed og solidaritet – frihed, lighed og broderskab kommer lidt mere i højsædet end de har været de sidste tredive år. Der er nogen, der siger,  at et stort opsving er på vej. For en, der har oplevet halvtredserne, de glade tressere , de halvtriste halvfjerdsere,  fattigfirserne osv,  kunne det være helt spændende at få mulighed for at opleve de brølende tyvere. Jeg har et håb om, at vi mennesker så kunne lære af historien og blive sparet for en depression i trediverne. Et håb…

HÅB – sindets regnbuer

Håb – sindets regnbue

Jeg har flere gange tidligere skrevet om håb, blandt andet i 2016. Senere skrev jeg om behovet for at indgyde håb i skolen ovenpå folkeskolereformen. Håbet er lysegrønt og som forskeren Snyder skriver i en berømt artikel er håb The Rainbows of the Mind – sindets regnbuer.

Her i denne triste coronatid er et af lyspunkterne et århusiansk forskningsprojekt – HOPE, håb. I dag fortæller Politiken om et af de nyeste resultater af projektet: At indgyde af håb, virker bedre end frygt. Det er der evidens for. Derfor bør kommunikationen fra magthaverne fremover indrettes, så den indgyder håb i stedet for frygt.

Jeg er håbefuld og håber derfor, at der er håb om at magthaverne og myndighederne vil være gode rollemodeller og ændre kommunikationen, så den indgyder befolkningen håb og positive forventninger. Pressen har også et stort ansvar i denne forbindelse. En god historie behøver ikke nødvendigvis at være en dårlig historie. Mennesker ønsker i bund og grund at høre og gøre noget godt. Vi motiveres ikke kun af at få opfyldt vore egen behov. Ligeledes har den ydre motivation, som opstår gennem angst og frygt store trivselsmæssige omkostninger. Spørg bar de unge.

Mette Frederiksen og Magnus Heunicke kan med fordel kigge mod Norge  for at finde en rollemodel. Erna Solberg har fortalt den norske befolkning, at om alt går som vel, kan de forvente et normalt liv fra august. Den norske statsminister forsøger at give sine landsmænd håb. Jeg håber at Mette Frederiksen også kan og vil give vores befolkning håb.

De trivselsmæssige problemer ved den lange nedlukning, vi har været udsat for, breder sig mere og mere. Negative følelser som fordømmelse, vrede, angst, depression og frygt breder sig. Ligeså modstanden mod restriktionerne. Polariseringen vokser og det i begge ender af spektret. Må vi ikke godt blive fri for dukkeafbrændinger og for reduktion af politiske modstandere til sølvpapirshatte.

Når vi skal have vendt kajakken, så lad os sejle mod regnbuen. Lad os hjælpe hinanden med at skabe håb og i det omfang, der stadig er behov for restriktioner, så lad os skabe en ægte indre motivation hos befolkningen, baseret på de tre grundlæggede psykologiske behov:  behovet for frivillighed (selvbestemmelse), behovet for at du til noget (at føle sig kompetent) og behovet for gode mellemmenneskelige forhold (relationer). En sådan strategi vil være langtidsholdbar og fremme folkesundhed og trivsel.

Over indgangen til helvede står skrevet: Her lades alt håb ude! Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå at menneskene får en følelse håbløshed. I stedet bør vi forsøge at indgyde børn, unge og gamle et levende håb.

foto: pixabay.com

HÅB

”Her lades alt håb ude!” Sådan skulle der efter sigende stå over døren ind til det sorteste sted, hvor ingen ønsker at komme. Et andet gammelt ord siger, at ”så længe der er liv er der håb.” Og ovre i selve Trumpland siger de om sig selv: ”The land of Hope and Glory”. Storhedens og håbets land, det er der saft og kraft i. ”I have a dream”, sagde Martin Luther King. Han drømte om at sorte børn og hvide børn ville kunne gå med hinanden i hånden også i Mississippi, også i Alabama. Det vi håber på, fortællere os hvem vi er og hvor vi vil hen. Hvis vi har en følelse af at have nået det perfekte og der ikke er grund til at håbe mere, så lades alt håb først ude.

Her op til Jul kan tilværelsen se håbløs ud for mennesker, flygtninge, syge, de, der har mistet, kontanthjælpsmodtagere osv. Det samme gælder for organisationer som Folkeskolen, som staten har overtaget og folket for en tid har mistet. Det gælder for lande som Ungarn, Polen og Tyrkiet, hvor demokratiet sætter demokratiet ud af kraft og sågar for unioner, som EU. Det ser ud som om tingene bevæger sig i den forkerte retning. Lad os stå sammen om at hjælpe hinanden med at finde det håb, der er en positiv og fremtidsrettet følelse, som gør at vi kan sætte ægte mål for os selv og for vore fælleskaber.

En række spørgsmål trænger sig på. Vil flygtningene fra Aleppo bevare og genvinde håbet om et godt liv? Vil de fattigste i vores land kunne bevare håbet om et bedre liv? Vil vi, folket, forældrene og børnene, tage vores allesammens skole tilbage? Vil vi stå sammen i Europa og hjælpe hinanden med få styr på de udemokratiske kræfter, der marcherer i? Ja, mange spørgsmål, men så længe, der er liv, er der håb.

Hvis håbet svinder og tilværelsen synes håbløs, er det svært at se målet med tilværelsen. Det betyder ikke at man ikke kan genfinde det. En hjælp til dette er at forsøge at sætte målet lidt længere ud i fremtiden, som Martin Luther King gjorde. Når håbløsheden hærger, er fremtiden meget tæt på. At tænke et kvartal eller et halvår frem og forestille sig hvordan ens verden ser ud på dette tidspunkt vil hjælpe med at finde håb og mål. Man kan også beskæftige sig med ting, der giver positive følelser, fx taknemmelighed, glæde, humor, kærlighed, ved at gøre noget, der er godt for en selv,  motion, naturoplevelser, eller gå en tur.  Jeg vil anbefale, at man holder sig langt fra svaghederne og i stedet kigger efter de styrker, man har, som ikke er realisererede for tiden. En generobring af håbet ligger i styrkerne, de fælles og de individuelle. I styrkerne ligger det gode og ægte mål. I styrkerne ligger udviklingen og sidst men ikke mindst, i styrkene ligger det gode liv og ikke mindst HÅBET.

Håbet er lysegrønt! Håbet viser vej udad og fremad. Er der håb forude? Det håber jeg. God Jul!