Kategori: trohaabogkaerlighed

Mod lysere tider

Jeg vidste det ikke.

Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde savnet dem. Lydene. Lydene af kåde børnestemmer. I de sidste dage har vinden fra nordvest båret lyden af de kåde børnestemmer fra Muldbjergskolen hen til min fordør, når jeg trissede ud af den, som regel på et tidspunkt mellem  halv ti og ti. Jeg har jo ikke mere noget hastværk mere efter, at jeg er blevet PHD – pensionist hele dagen. Det blev min eneste Ph. D.

Nok om det. Det er livgivende at møde børnene  og de unge igen. I går og i dag hørte jeg stemmerne fra børnene på Muldbjerg og måske også fra HPR i et skønt offentligt privat partnerskab. Og ikke bare det. I det nedlukkede center, hvor kun Kvickly og et par sundheds- og slikbutikker butikker er åbne – ja og Brødkooperativet – mødte jeg flere grupper af unge, der var i gang med at spise kager og drikke Redbull og cola, mens de hyggede sig. Fuldstændig normalt trods mundbind og nedrullede skodder. Godt at børnene og de unge så småt er blevet løsladt fra hjemmeskærmene.

Og godt at møde nogle glade, smilende og åbne ansigter igen. Jeg har godt nok mødt mange grå, tillukkede ældre mænd og damer her under nedlukningen. Heldigvis også en del af de venlige, snakkesalige og smilende. Jeg har heldigvis også mødt søde og rare kassedamer i de dagligvarebutikker,  jeg dagligt frekventerer, for jeg må åbent indrømme, at jeg handler hver eneste dag – ikke blot i en, men i flere butikker. Det er livgivende. Hertil møder jeg, primært i weekenden, smilende løbepiger og- damer. Bedre bliver det ikke.

Håbet er lysegrønt. Jeg håber at foråret, børnene og de unges løsladelse er de første tegn på en god fremtid, hvor menneskelighed og solidaritet – frihed, lighed og broderskab kommer lidt mere i højsædet end de har været de sidste tredive år. Der er nogen, der siger,  at et stort opsving er på vej. For en, der har oplevet halvtredserne, de glade tressere , de halvtriste halvfjerdsere,  fattigfirserne osv,  kunne det være helt spændende at få mulighed for at opleve de brølende tyvere. Jeg har et håb om, at vi mennesker så kunne lære af historien og blive sparet for en depression i trediverne. Et håb…

HÅB – sindets regnbuer

Håb – sindets regnbue

Jeg har flere gange tidligere skrevet om håb, blandt andet i 2016. Senere skrev jeg om behovet for at indgyde håb i skolen ovenpå folkeskolereformen. Håbet er lysegrønt og som forskeren Snyder skriver i en berømt artikel er håb The Rainbows of the Mind – sindets regnbuer.

Her i denne triste coronatid er et af lyspunkterne et århusiansk forskningsprojekt – HOPE, håb. I dag fortæller Politiken om et af de nyeste resultater af projektet: At indgyde af håb, virker bedre end frygt. Det er der evidens for. Derfor bør kommunikationen fra magthaverne fremover indrettes, så den indgyder håb i stedet for frygt.

Jeg er håbefuld og håber derfor, at der er håb om at magthaverne og myndighederne vil være gode rollemodeller og ændre kommunikationen, så den indgyder befolkningen håb og positive forventninger. Pressen har også et stort ansvar i denne forbindelse. En god historie behøver ikke nødvendigvis at være en dårlig historie. Mennesker ønsker i bund og grund at høre og gøre noget godt. Vi motiveres ikke kun af at få opfyldt vore egen behov. Ligeledes har den ydre motivation, som opstår gennem angst og frygt store trivselsmæssige omkostninger. Spørg bar de unge.

Mette Frederiksen og Magnus Heunicke kan med fordel kigge mod Norge  for at finde en rollemodel. Erna Solberg har fortalt den norske befolkning, at om alt går som vel, kan de forvente et normalt liv fra august. Den norske statsminister forsøger at give sine landsmænd håb. Jeg håber at Mette Frederiksen også kan og vil give vores befolkning håb.

De trivselsmæssige problemer ved den lange nedlukning, vi har været udsat for, breder sig mere og mere. Negative følelser som fordømmelse, vrede, angst, depression og frygt breder sig. Ligeså modstanden mod restriktionerne. Polariseringen vokser og det i begge ender af spektret. Må vi ikke godt blive fri for dukkeafbrændinger og for reduktion af politiske modstandere til sølvpapirshatte.

Når vi skal have vendt kajakken, så lad os sejle mod regnbuen. Lad os hjælpe hinanden med at skabe håb og i det omfang, der stadig er behov for restriktioner, så lad os skabe en ægte indre motivation hos befolkningen, baseret på de tre grundlæggede psykologiske behov:  behovet for frivillighed (selvbestemmelse), behovet for at du til noget (at føle sig kompetent) og behovet for gode mellemmenneskelige forhold (relationer). En sådan strategi vil være langtidsholdbar og fremme folkesundhed og trivsel.

Over indgangen til helvede står skrevet: Her lades alt håb ude! Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå at menneskene får en følelse håbløshed. I stedet bør vi forsøge at indgyde børn, unge og gamle et levende håb.

foto: pixabay.com

HÅB

”Her lades alt håb ude!” Sådan skulle der efter sigende stå over døren ind til det sorteste sted, hvor ingen ønsker at komme. Et andet gammelt ord siger, at ”så længe der er liv er der håb.” Og ovre i selve Trumpland siger de om sig selv: ”The land of Hope and Glory”. Storhedens og håbets land, det er der saft og kraft i. ”I have a dream”, sagde Martin Luther King. Han drømte om at sorte børn og hvide børn ville kunne gå med hinanden i hånden også i Mississippi, også i Alabama. Det vi håber på, fortællere os hvem vi er og hvor vi vil hen. Hvis vi har en følelse af at have nået det perfekte og der ikke er grund til at håbe mere, så lades alt håb først ude.

Her op til Jul kan tilværelsen se håbløs ud for mennesker, flygtninge, syge, de, der har mistet, kontanthjælpsmodtagere osv. Det samme gælder for organisationer som Folkeskolen, som staten har overtaget og folket for en tid har mistet. Det gælder for lande som Ungarn, Polen og Tyrkiet, hvor demokratiet sætter demokratiet ud af kraft og sågar for unioner, som EU. Det ser ud som om tingene bevæger sig i den forkerte retning. Lad os stå sammen om at hjælpe hinanden med at finde det håb, der er en positiv og fremtidsrettet følelse, som gør at vi kan sætte ægte mål for os selv og for vore fælleskaber.

En række spørgsmål trænger sig på. Vil flygtningene fra Aleppo bevare og genvinde håbet om et godt liv? Vil de fattigste i vores land kunne bevare håbet om et bedre liv? Vil vi, folket, forældrene og børnene, tage vores allesammens skole tilbage? Vil vi stå sammen i Europa og hjælpe hinanden med få styr på de udemokratiske kræfter, der marcherer i? Ja, mange spørgsmål, men så længe, der er liv, er der håb.

Hvis håbet svinder og tilværelsen synes håbløs, er det svært at se målet med tilværelsen. Det betyder ikke at man ikke kan genfinde det. En hjælp til dette er at forsøge at sætte målet lidt længere ud i fremtiden, som Martin Luther King gjorde. Når håbløsheden hærger, er fremtiden meget tæt på. At tænke et kvartal eller et halvår frem og forestille sig hvordan ens verden ser ud på dette tidspunkt vil hjælpe med at finde håb og mål. Man kan også beskæftige sig med ting, der giver positive følelser, fx taknemmelighed, glæde, humor, kærlighed, ved at gøre noget, der er godt for en selv,  motion, naturoplevelser, eller gå en tur.  Jeg vil anbefale, at man holder sig langt fra svaghederne og i stedet kigger efter de styrker, man har, som ikke er realisererede for tiden. En generobring af håbet ligger i styrkerne, de fælles og de individuelle. I styrkerne ligger det gode og ægte mål. I styrkerne ligger udviklingen og sidst men ikke mindst, i styrkene ligger det gode liv og ikke mindst HÅBET.

Håbet er lysegrønt! Håbet viser vej udad og fremad. Er der håb forude? Det håber jeg. God Jul!