Kategori: pensionist

Et møde

Sofaen uden mødedeltagere
Sofaen uden mødedeltagere

I tirsdags, knap fem år efter, at jeg den 12. december 2014 for sidste gang gik ud af døren til min arbejdsplads, løb jeg tilfældigt ind i et meget vigtigt møde. Jeg var dengang for fem år siden opfyldt af negative følelser, ydmyget, stresset, opfyldt af vrede og sorg. Jeg havde mistet alt håb og smed håndklædet i ringen. Jeg kunne ikke mere og jeg kom aldrig tilbage.

Mit vigtige møde fandt sted i Kvickly, Metropol Hjørring. Da jeg sidst på formiddagen gik rundt i butikken for at købe det mest nødvendige, mærkede jeg et par intense øjne, der kiggede på mig. Det var en gammel bekendt, Anders, tidligere STU elev på den skole, hvor jeg i mange år var leder. Jeg har jævnligt mødt Anders og vi har vekslet et par kærlige og venlige ord om, hvordan verden nu ser ud derfra, hvor vi hver især står. Anders var sammen med en medarbejder, sikkert en pædagog, fra hans nuværende beskyttede arbejdsplads. De var ude for at købe frokost. Vi jokede lidt med hvilket privilegium, det er at kunne købe sin frokost i arbejdstiden. Det var så det. Vi fortsatte hver især vores færd.

Jeg gik mod kasselinien, hvor jeg til min overraskelse opdagede, at jeg befandt mig lige foran Anders og ikke en, men to pædagogiske medarbejdere og ikke nok med det. Der var en gammel bekendt mere. Han bevægede sig op på siden af mig og søgte kontakt. Jeg huskede ham godt, Christian. Christian smilede polisk og spurgte mig: Kender du Mindcraft? Jojo, sagde jeg, for der gør jeg, selvom det er mange år siden jeg opdagede at computerspil og Steffen Larsen ikke er et godt match.  Christian sagde: Det er mig, der har Det Hvide Hus med hundredvis af værelser. Ok, sagde jeg, kan du så ikke hjælpe os af med ham Trump? Det tøhøede vi lidt på og bevægede os ud gennem kassen.

Da jeg løftede blikket fik jeg øje på ikke mindre end fem gamle STU’ere i en sofa udenfor kasselinien. Alle unge mænd, der så vidt jeg husker, befandt diagnosemæssigt inden for autismespektret. De havde ikke deltaget i frokostindkøbet. Det havde de folk til; to pædagoger plus Anders og Christian. Nå, jeg bevægede mig over og talte lidt med de herrer. Vi er alle gamle STU’ere, sagde en.  Det øvrige indhold af samtalen skal jeg ikke trætte med, men jeg spurgte da, om det kunne huske mig. Det kunne de alle. Er det ikke dig, der hedder Karsten, spurgte Emil. Nej, meddelte jeg, jeg hedder Steffen. En anden af de unge herrer, som jeg ikke husker navnet på meddelte Emil: Det er da chefen. Nåe, sagde Emil så, hvad laver du så nu? Hertil svarede jeg at jeg er såmænd bare er en gammel pensionist. Det kan du være rigtig godt tilfreds med, sagde Emil og det har han ret i.

Det her møde er noget at det mest positive, jeg har oplevet i lang tid. Tilbage til basis. Møde mennesker og se hinanden, som vi er. Udveksle et par kærlige og venlige ord. Det var så dejligt og positivt. Det er de her mennesker dem og andre som dem, jeg har arbejdet for hele mit arbejdsliv.

Bagefter har jeg tænkt på, at det var dette møde mellem mennesker, det drejede sig om, da jeg startede som specialærer, konsulent og leder. Det at møde mennesker, se dem som de er, hjælpe dem videre i livet. Det giver så meget mening, også til en selv. Det var så dejligt at stå her fem år efter og føle sig fuldstændig afdjøficeret og uden lederidentitet. Bare at føle sig som et bette menneske ligesom de. Her står jeg, Emil, Anders, Christian og de andre fuldstændig lige for Vorherre. Vi er alle på overførselsindkomst og det vil vi nok være uanset hvilke vækkelser, der går over landet i form af netværkslokomotiver, ungestrategier og jeg ved ikke hvad.

Vores arbejdsevne er det så som så med; men trods det har vi meget at bidrage med. Måske er meningen med livet også andet og mere end at arbejde?

Det var dejligt at møde de unge. Tak.

Livskunst – Kunsten at blive gammel

Ja, det er en kunst at blive gammel. Vejen hertil er sindighed og nydelse. Det har den tyske filosof, forfatter og foredragsholder Wilhelm Schmid skrevet en meget anbefalelsesværdig lille bog om. Niogfirs (89) sider alt i alt. Jeg har læst og hørt bogen nogle gange og jeg finder mere og mere udbytte og dybde i den.

Er det en kunst at blive gammel? Er det ikke noget, man bliver af sig selv, når man nu er født tidligt? For eksempel i 1953, som både Wilhelm Schmid og jeg? Jo, selvfølgelig, men man kan lære at blive gammel på en mere givende måde. Mere givende både for en selv og for de mennesker, der omgiver en.

Schmid beskriver i bogen  vejene til at blive en gammel livskunstner. En af dem er den gode gamle hengemte dyd sindighed. Det er en dyd, der ikke har været meget fokus på i vores fortravlede konkurrencestat. Men når vi bliver ældre og har tilbragt plus femogtres år i livets skole, har vi lært det,der skal til for at kunne få en sindig og nydelsesfuld alderdom. Hvis vi vælger det, for det er også et valg. Vi har faktisk også fået den nødvendige tid til rådighed.

Sindighed, hvad er så det. Når man er sindig, er man langsom og har god tid; men i Schmids betydning er der mere end det. Ifølge den store danske ordbog er der to betydninger af at være sindig. I den ene betydning, og det er måske den mest velkendte, betyder sindig adstadig. Denne betydning giver mig association til Fætter Guf. Han er god nok, men der er ikke meget refleksion i ham.

Begrebet sindighed forstås her i denne anden betydning at være rolig og eftertænksom, give sig god tid og være svær at bringe ud af fatning. Når man er plus femogtres er dette at blive sindig et eftertragtelsesværdig mål. Med Wilhelm Schmid – jeg er ikke sindig, men jeg forestiller mig, at det er noget, jeg skal stræbe efter at blive. Jeg er jo stadigvæk kun en ung gammel, en juniorsenior, så jeg har stadig mulighed for at udvikle mig og lære at blive sindig. Det vil jeg forsøge.

I bogen beskriver Schmid nogle veje, som du og jeg  kan vandre ad frem mod en tilfredsstillende og givende alderdom.

  1. Forståelse af det særlige ved at blive ældre
  2. Nydelse og lyst – om lykke
  3. At kunne tackle smerte og ulykke
  4. Berøring og nærhed
  5. Kærlighed, venskab og netværk
  6. At besinde sig på at blive munter og sindig
  7. At have et forhold til døden for at kunne leve med den
  8. Tanker om et muligt liv efter døden.

Denne bog er en god lille bog. Den beskriver nogle veje frem imod personlig udvikling i den fjerde livsfase, hvor vi har mulighed for at opnå sindighed og nydelse. Måske kan denne vej  være vejen en god og blomstrende alderdom.

Læs den, hvis du er ældre, gammel eller på vej til at blive det.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Rejsekort til pensionistlivet

….så forstår jeg nu, at det er rejsekortet, der er sygt og ikke mig. Sig fra i tide, og lad ikke rejsekortet styre dit liv – sådan skrev Casper Hedegård den i juni i Jyllandsposten om en tidligere vinder af Amandaprisen.

Det synspunkt har jeg i det mindste en vis forståelse for. For selvom det herostratisk berømte kort fungerer nogenlunde ved daglig brug, bare man husker at checke ind-ind-ind og ud, er det stadig et af de mest idiotiske it-systemer, dansk softwareindustri i samarbejde med det offentlige har udviklet. Der er ellers nok at tage af.

Nogle husker sikkert stadig DORA skandalen i DR og AMANDA på jobcentrene. For tiden er det EFI inddrivelsessystemet, der er på dagsordenen. Det har kostet os skatteborgere 80 mia eller 14.000 pr. snude i manglende gældsinddrivelse, men ingen ministre livet. Der er nemlig så mange om at dele ansvaret, at der ikke er noget tilbage til hver enkelt. Tillykke Løkke – og Kristian Jensen, Karsten Lauritsen, Blå Bjarne og Helle med det.

En skandale kommer sjældent alene. Tilbage til rejsekortet og mine helt private og personlige oplevelser med det. Rejsekortet ved godt hvor gammel du er. Det erfarede jeg, da jeg en måned før min femogtres års fødselsdag modtog en mail fra ovennævnte Rejsekort. Rejsekortet skrev til mig, at nu blev jeg jo femogtres og dermed pensionist og derfor skulle jeg gå ind på rejsekortet.dk og ændre min status fra voksen til pensionist. Derved kunne jeg få billigere billetter.

Man skulle jo ellers mene, at når nu rejsekortet kendte ens alder, ville det være en smal sag at foretage denne ændring automatisk. Men OK, jeg loggede på rejsekortets hjemmeside og foretog ændringen, der forvandlede mig fra voksen til pensionist. Det var en forholdsvis smal sag, for en som mig, der har en fortid som it-konsulent. Men det ikke gjort med det.

Man skulle jo tro, at når ændringen var foretaget, så var den sag klar, men sådan var det ikke. Kortet skulle nemlig aktiveres. Det havde jeg så forestillet mig, at man også kunne gøre på nettet på sin computer, nu man var i gang – eventuelt suppleret med en sms, som i mange andre systemer.

Men nej, der var indbygget motion i aktiveringen af min nye pensioniststatus. For aktiveringen kunne kun ske ved at tage kortet i brug indenfor 30 dage og det skal man gøre på de blåøjede standere, som findes i alle busser og på alle banegårde. Hvis man ikke planlægger rejser i denne periode, meddelte Rejsekortet mig, at jeg bare skulle indfinde mig eksempelvis på en banegård, checke ind og straks checke ud igen.

Som sagt så gjort. Jeg besteg min cykel og cyklede til Hjørring Banegård, hvor jeg checkede ind og derefter straks ud igen. Nu var også i forbindelse med offentlig transport forvandlet fra voksen til pensionist. Det var både en opgave og en oplevelse. Velkommen til den digitale virkelighed i Danmark anno 2018.

Efterskrift
Efterfølgende har jeg skam haft udbytte af aktiveringen. Jeg har opdaget, at jeg i forhold til min unge hustru, der kun er 63 rejser til halv pris. Man kan så undre sig over, hvorfor en forholdsvis velstillet pensionist skal have billigere billetter. Men alligevel – tak for det.

Foto: Pixabay.com
– de, der har været i London, kender sikkert det velfungerende rejsekort oyster. Måske skulle vi have købt det i stedet for at opfinde de dybe tallerkener anden gang