Kategori: pensionist

6 år er lige pludselig gået

To drenge ved Zellersee. De er blevet noget større og stemmerne er blevet dybere. Også jeg er blevet ældre,

Siden det gik op for mig at jeg for alvor skulle til at øve mig at blive pensionist. Som nogen måske ved fik jeg sparket fra mit job som centerleder omkring årsskiftet fra 2013 til 2014. Her gik jeg fra at være en forholdsvis feteret fagperson inden for handicapteknologiområdet og  en ligeså feteret centerleder, til at være et menneske, som rent bogstaveligt at blive råbt ad at jeg skulle forlade min arbejdsplads gennem 18 år. Det var den 20. marts 2014. Jeg gik selvfølgelig, som min chef så mindeligt bad mig om og har ikke sat mine ben der siden. Sagen endte med at jeg blev afskediget af, som det så smukt hedder, diskretionært af Byrådet i Hjørring Kommune.  Jeg bad selvfølgelig Lillian, personalebossen, om aktindsigt i min sag og fik en stabel sagsakter på print på 6 cm’s højde. Heri stod der en masse om alle de gode gerninger, jeg havde gjort, mens der ikke var nogen begrundelse for, hvorfor jeg skulle fyres. Det var som nævnt af diskretionære årsagen .  Arne, direktionen  og byrødderne havde mistet tilliden til at jeg kunne løse opgaven. Det var klogt nok og de havde sandsynligvis ret, kan jeg se i dag. Opgaven var uløselig for mig., Men det kunne jeg bestemt ikke dengang. Jeg ville tilbage. Stiftede egen virksomhed og begyndte at studere igen på Århus Universitet. Master i positiv psykologi – det var måske nok et relevant studie for mig på det tidspunkt.

Zellersee og Orta

For seks år siden var jeg på ferie Zell am See, hotel Waldhof og senere ved Ortasøen i Piemonte, sammen med de her to VIP i mit liv, Salle og Willer og deres forældre Madfilosofie, min svigerdatter og min ældste og eneste søn Mads. Både Zellersee og Orta kan anbefales. Næste gang du skal til Gardasøen kunne du overveje at køre lidt længe og slå dig ned i Orta San Giulio. Her spiser man godt og alle vine serveres i glas. Også de bedste Baroloer. Ikke noget husets vin her.

Jeg har i øvrigt 3 VIP’er mere i mit liv kusinerne Viktoria og Nikoline samt deres bette efternøler Busti på 9. Selvfølgelig også Mutti på 98, min bette kone osv. I alt er vi en lille flok på 35, når vi, de nærmeste, er sammen.  Det er dem, der betyder noget, de nære. Det har jeg lært, ligesom jeg  også har lært dem at kende. Så der er kommet meget godt ud af det spark jeg fik.

Jeg vågnede

Men, men, men det her handler ikke om det vigtigenu, men om det, der var så vigtigt en gang. Arbejdet, hvem jeg  er, identiteten. Jeg sad sammen med min søn foran casinoet Zelle am Zee, ret mondænt, og kiggede ud over den smukke Zellesee. Her gik det lige pludselig op for mig at jeg var blevet 64 og om et år skulle jeg være folkepensionist.  Ikke fordi det betød noget særligt for mig økonomisk, for jeg fik før-folkepensions-tillæg.  Jeg har været meget privilligeret og har aldrig skullet til kammeratlige samtale på jobcenteret. Dog har jeg talt med en fastholdelseskonsulent trods det at man ville af med mig. Sådan er der  jo så meget.

Jeg vågnede altså op. Mads mente at jeg skulle til at spille golf igen. Det var jeg stoppet med 10 år før. Jeg havde jo travlt med at forsøge at arbejde mig ihjel. Jeg stoppede op. Da jeg kom hjem  til det her dejlig bette land, Danmark, lukkede jeg mit firma og meddelte Århus Universitets at de ikke mere skulle regne med  mig. Jeg kunne ellers være blevet færdig med studiet til min 65 års fødselsdag som nyuddannet MOPP, master of positive psykologi. Det blev jeg ikke. Derimod blev jeg golfspiller igen.  En golfspiller uden det store talent og bestemt ikke nogen træningsnarkoman. Men det var godt og her har jeg fået et nyt old-boys-network på otte personer. Vi spiller et par gange om ugen suppelleret med lidt seniorklub. Rigtig godt. Den 12. juli skal vi have en bid mad og en øl og en dram. For nu er jeg blevet halvfjerds og jeg synger på sidste vers.

Jeg har besluttet mig til at jeg vil til at blogge igen. Jeg vil skrive om mennesker,  jeg har mødt i min professionelle karriere. Mange interessante mennesker. De vigtige , de nære, familien lade jeg ligge i denne omgang.

Som Covey blandt andet  siger i Syv Gode Vaner, skal man slibe kniven og begynde med slutningen. Kniven er slebet og næste akt bliver om de gamle golfdrenge.

Til sidst skal I lige have det her køkkenparty fra Hotel Waldhof med. Citeret fra madfilosofies websted.
I aftes var der “fest” på hotellet – kuchen-party, noget de fleste synes, at kende til og glæde sig til. Det var en meget skør og sjov oplevelse for os.

https://www.facebook.com/annesofie.k.larsen/videos/10155513372253619

Vi måber noget, men sjovt var det.

Byens bedste bager

Rugbrød fra byens bedste bager

Når man som jeg har været indlagt på 8Ø på Aalborg Universitetshospital i en god uges tid og samtidig har modtaget den bedste og mest fuldkomne behandling af plejepersonale, fysioterapeuter og ikke mindst gigtmedicinere fra det højt specialiserede reumatologiske ambulatorium I Aalborg , bliver det tydeligt  at specialiseringen skal man ikke kimse af. Jeg er nabo til Regionshospital Nordjyllands reumatologiske ambulatorium i Hjørring. Dette er åbenbart kun ”specialiseret”, hvilket giver rigtig god mening, når man som jeg fejler noget sjældent, som kun femogtyve personer i DK bliver diagnosticeret med årligt. Jeg har altså kun godt at sige om Aalborg Sygehus, selvom jeg er vendelbo og lokalpatriot. Jeg tager gerne til Aalborg eller for den sags skyld til Barcelona, Haparanda eller Tristan da Cunda, hvis det er her, jeg kan få den bedste  behandling. Nok om det.

Alt hvad jeg kan få lavet i Hjørring, får jeg lavet her;  fx ugentlige blodprøver på klinisk biomedicinsk afdeling. Jeg kan gå derover. Dejligt. Et par timer efter kan medicinerne i Aalborg så se, hvordan det forholder sig med infektionstal og andre gode ting. Den anden dag ringede de fx og sagde. Vi kan se at dit muskeltal er øget med 50%. Kan I se det i blodprøverne? Ja. Herefter holdt jeg helt op med at tolke på de blodprøver. Nogen er trods alt klogere end mig.

Jeg kender, som I kan se begge steder ret godt og har kun godt at sige om begge steder. Hvis jeg som lokalpatriot skal fremhæve et sted hvor Hjørring vinder med et mulehår, må det være sygehuskiosken i den store vandrehal. Her købte jeg den anden dag et friskbagt rugbrød, stadig varmt og en spandauer. Bedre bliver det ikke. Imponerende.

Til slut en lille historie fra det virkelige liv på.  Som tidligere anført er jeg ret snakkesalig for tiden. Jeg taler med alle typer af mennesker også portører.  I tirsdag mødte jeg en bekendt, portør Lars. Vi havde en fælles ven, som desværre døde alt for ung. Det har jeg tidlige skrevet lidt om. Vi stod og mindedes Morten et stykke tid, inden Lars trillede videre med sin seng og jeg gik ind og fik taget mine blodprøver. Så langt så godt. Da blodprøverne var vel overstået forlod jeg klinisk biomedicinsk og stødte på gangen på Lars og sagde tak for i dag. Nu er jeg ham, der er gået. Det var ikke Lars, men en anden ældre herre med gråt hår. Jeg sagde undskyld, jeg troede du var Lars. Troede du jeg var Lars? Det vil jeg ikke have siddende på mig. Hop du op i sengen for du skal til scanning!

Da jeg meldte tilbage til den gode portørgentleman, at jeg var blevet scannet fem gange på en måned blandt andet PET scannet i en nuklearscanner, slap jeg heldigvis med en advarsel

Så det….

Dagens tur over kirkegården

Dagens foto er af en ældre dame på 97, der hver dag går en tur over kirkegården i Byrum på Læsø. Hun har hver dag sin følgesvend rollatoren med. I går havde hun også mig med.

 

Mor er et kæmpe forbillede. Hun har stadig mod på livet, selvom hun er afhængig af andres hjælp. Hun får kommunal mad 4 dage om ugen og har dagligt hjemmehjælp til personlig pleje og rengøring. Hun kan ikke det samme som før og korttidshukommelsen er smuttet.

Men som, mor siger:  Jeg har fået nogle skavanker, men der er stadig meget, jeg kan. Eksempelvis læser hun avis og gætter kryds og tværs.

Hun er  efter eget udsagn taknemmelig for det liv hun har.
Det er jeg også.

#dagensfoto, #taknemmelig

Er TAK kun et fattigt ord?

 Nej, taknemmelig er en umådelig stærk kilde til et godt liv.

Da jeg forsøgte mig med den positive psykologi , sagde min lærer hr. Knoop, som kommentar til Brinkmanns evindelige kritik af den positive psykokogi , at det drejer sig om at gøre noget aktivt for at få positivitet ind i sit liv og dermed fremme sin egen trivsel. Hvis man bare lader stå til, vil det negative tage over og så går det kun en vej og man vil ende i mistrivsel, angst og/ eller depression. Dette forhold skyldes, at  ”bad is stronger than good”.  Sådan er det for os alle. Det er selvfølgelig hensigtsmæssigt at opmærksomhed på fare, frygt og vrede overtrumfer de positive emotioner. Ellers havde menneskeheden ikke overlevet.

Jeg har igennem årene arbejdet en del med karakterstyrker. Det har her været diskuteret om disse styrker er stabile eller om de ændrer sig over tid – ligeledes om man kan og skal træne dem. Jeg har taget en del tests i disse styrker, VIA styrkerne. Der er 24 styrker, som vi alle besidder i større eller mindre omfang.  Hvad mine topstyrker er, skal jeg ikke trætte med, men nogle af mine mindst fremtrædende styrker har gennem tiden været taknemmelighed og ydmyghed. Det har været temmelig stabilt og jeg faktisk været træt af det, for jeg ville gerne være både ydmyg og mere taknemmelig. Men det er måske ikke så let, når man har fået meget foræret og haft en vis arbejdsmæssig succes. Så bliver det gode liv lidt af en selvfølge, som man lider af den illusion, at man selv har skabt og arbejdet sig til -lidt megalomant måske.

Nå, men heldigvis fik successen en ende. Jeg blev fyret og lærte også mørket at kende; men taknemmelighed og ydmyghed var det stadig så som så med. Mørke var der derimod nok af. Først var der COVID 19, restriktioner og jeg ved ikke hvad. Da det var slut blev der så krig i Europa mellem Rusland og Ukraine. Der er nok mørke at bekymre sig om, angsten og frygten for krig bliver aktiveret. Det er så her taknemmeligheden kommer ind og det skyldes min kone, som er en klog kone.

En dag kom hun og sagde: Jeg vil ikke mere lade mig styre af alle de problemer og udfordringer jeg har. Jeg har begået fejl i mit liv i forhold til mig selv og mine børn. Jeg har ikke lange perioder ladet det negativ styre mig. Nu vil jeg have fred i sindet og vejen til denne fred går for mig gennem taknemmelighed. Hun besluttede sig for hver dag sidst på eftermiddagen at skrive mindst tre ting ned, som hun er taknemmelig for.  Selvom jeg i bund og grund er et utaknemmeligt bæst, besluttede jeg mig til at gøre det samme. Dog om morgenen, hvor jeg har min stille time. Jeg startede en taknemmelighedsprotokol, hvor jeg hver dag skriver mindst tre ting ned, jeg er taknemmelig for. I går skrev jeg syv ting, store og små blandt hinanden. Det begynder at virke, kan jeg mærke. Meget af det gode i mit liv er gaver, jeg har fået af andre også gaver fra noget, der er større end mig. Jeg kendte godt metoden -Tre Gode Ting- fra en kognitiv psykolog, jeg frekventerede efter min fyring også fra den positive psykologi.

Men min gode hustru flyttede fokus fra de positive ting til taknemmelighed. Det er jeg taknemmelig for. Jeg har fornylig taget en ny VIA test, nu er taknemmelighed nummer 11 af 24, mens ydmyghed stadig befinder sig i bunden. Så der er stadig et stort udviklingspotentiale.

Tak.

#taknemmelighed, #trivsel, #positivpsykologi

Mod lysere tider

Jeg vidste det ikke.

Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde savnet dem. Lydene. Lydene af kåde børnestemmer. I de sidste dage har vinden fra nordvest båret lyden af de kåde børnestemmer fra Muldbjergskolen hen til min fordør, når jeg trissede ud af den, som regel på et tidspunkt mellem  halv ti og ti. Jeg har jo ikke mere noget hastværk mere efter, at jeg er blevet PHD – pensionist hele dagen. Det blev min eneste Ph. D.

Nok om det. Det er livgivende at møde børnene  og de unge igen. I går og i dag hørte jeg stemmerne fra børnene på Muldbjerg og måske også fra HPR i et skønt offentligt privat partnerskab. Og ikke bare det. I det nedlukkede center, hvor kun Kvickly og et par sundheds- og slikbutikker butikker er åbne – ja og Brødkooperativet – mødte jeg flere grupper af unge, der var i gang med at spise kager og drikke Redbull og cola, mens de hyggede sig. Fuldstændig normalt trods mundbind og nedrullede skodder. Godt at børnene og de unge så småt er blevet løsladt fra hjemmeskærmene.

Og godt at møde nogle glade, smilende og åbne ansigter igen. Jeg har godt nok mødt mange grå, tillukkede ældre mænd og damer her under nedlukningen. Heldigvis også en del af de venlige, snakkesalige og smilende. Jeg har heldigvis også mødt søde og rare kassedamer i de dagligvarebutikker,  jeg dagligt frekventerer, for jeg må åbent indrømme, at jeg handler hver eneste dag – ikke blot i en, men i flere butikker. Det er livgivende. Hertil møder jeg, primært i weekenden, smilende løbepiger og- damer. Bedre bliver det ikke.

Håbet er lysegrønt. Jeg håber at foråret, børnene og de unges løsladelse er de første tegn på en god fremtid, hvor menneskelighed og solidaritet – frihed, lighed og broderskab kommer lidt mere i højsædet end de har været de sidste tredive år. Der er nogen, der siger,  at et stort opsving er på vej. For en, der har oplevet halvtredserne, de glade tressere , de halvtriste halvfjerdsere,  fattigfirserne osv,  kunne det være helt spændende at få mulighed for at opleve de brølende tyvere. Jeg har et håb om, at vi mennesker så kunne lære af historien og blive sparet for en depression i trediverne. Et håb…

Et møde

Sofaen uden mødedeltagere
Sofaen uden mødedeltagere

I tirsdags, knap fem år efter, at jeg den 12. december 2014 for sidste gang gik ud af døren til min arbejdsplads, løb jeg tilfældigt ind i et meget vigtigt møde. Jeg var dengang for fem år siden opfyldt af negative følelser, ydmyget, stresset, opfyldt af vrede og sorg. Jeg havde mistet alt håb og smed håndklædet i ringen. Jeg kunne ikke mere og jeg kom aldrig tilbage.

Mit vigtige møde fandt sted i Kvickly, Metropol Hjørring. Da jeg sidst på formiddagen gik rundt i butikken for at købe det mest nødvendige, mærkede jeg et par intense øjne, der kiggede på mig. Det var en gammel bekendt, Anders, tidligere STU elev på den skole, hvor jeg i mange år var leder. Jeg har jævnligt mødt Anders og vi har vekslet et par kærlige og venlige ord om, hvordan verden nu ser ud derfra, hvor vi hver især står. Anders var sammen med en medarbejder, sikkert en pædagog, fra hans nuværende beskyttede arbejdsplads. De var ude for at købe frokost. Vi jokede lidt med hvilket privilegium, det er at kunne købe sin frokost i arbejdstiden. Det var så det. Vi fortsatte hver især vores færd.

Jeg gik mod kasselinien, hvor jeg til min overraskelse opdagede, at jeg befandt mig lige foran Anders og ikke en, men to pædagogiske medarbejdere og ikke nok med det. Der var en gammel bekendt mere. Han bevægede sig op på siden af mig og søgte kontakt. Jeg huskede ham godt, Christian. Christian smilede polisk og spurgte mig: Kender du Mindcraft? Jojo, sagde jeg, for der gør jeg, selvom det er mange år siden jeg opdagede at computerspil og Steffen Larsen ikke er et godt match.  Christian sagde: Det er mig, der har Det Hvide Hus med hundredvis af værelser. Ok, sagde jeg, kan du så ikke hjælpe os af med ham Trump? Det tøhøede vi lidt på og bevægede os ud gennem kassen.

Da jeg løftede blikket fik jeg øje på ikke mindre end fem gamle STU’ere i en sofa udenfor kasselinien. Alle unge mænd, der så vidt jeg husker, befandt diagnosemæssigt inden for autismespektret. De havde ikke deltaget i frokostindkøbet. Det havde de folk til; to pædagoger plus Anders og Christian. Nå, jeg bevægede mig over og talte lidt med de herrer. Vi er alle gamle STU’ere, sagde en.  Det øvrige indhold af samtalen skal jeg ikke trætte med, men jeg spurgte da, om det kunne huske mig. Det kunne de alle. Er det ikke dig, der hedder Karsten, spurgte Emil. Nej, meddelte jeg, jeg hedder Steffen. En anden af de unge herrer, som jeg ikke husker navnet på meddelte Emil: Det er da chefen. Nåe, sagde Emil så, hvad laver du så nu? Hertil svarede jeg at jeg er såmænd bare er en gammel pensionist. Det kan du være rigtig godt tilfreds med, sagde Emil og det har han ret i.

Det her møde er noget at det mest positive, jeg har oplevet i lang tid. Tilbage til basis. Møde mennesker og se hinanden, som vi er. Udveksle et par kærlige og venlige ord. Det var så dejligt og positivt. Det er de her mennesker dem og andre som dem, jeg har arbejdet for hele mit arbejdsliv.

Bagefter har jeg tænkt på, at det var dette møde mellem mennesker, det drejede sig om, da jeg startede som specialærer, konsulent og leder. Det at møde mennesker, se dem som de er, hjælpe dem videre i livet. Det giver så meget mening, også til en selv. Det var så dejligt at stå her fem år efter og føle sig fuldstændig afdjøficeret og uden lederidentitet. Bare at føle sig som et bette menneske ligesom de. Her står jeg, Emil, Anders, Christian og de andre fuldstændig lige for Vorherre. Vi er alle på overførselsindkomst og det vil vi nok være uanset hvilke vækkelser, der går over landet i form af netværkslokomotiver, ungestrategier og jeg ved ikke hvad.

Vores arbejdsevne er det så som så med; men trods det har vi meget at bidrage med. Måske er meningen med livet også andet og mere end at arbejde?

Det var dejligt at møde de unge. Tak.

Livskunst – Kunsten at blive gammel

Ja, det er en kunst at blive gammel. Vejen hertil er sindighed og nydelse. Det har den tyske filosof, forfatter og foredragsholder Wilhelm Schmid skrevet en meget anbefalelsesværdig lille bog om. Niogfirs (89) sider alt i alt. Jeg har læst og hørt bogen nogle gange og jeg finder mere og mere udbytte og dybde i den.

Er det en kunst at blive gammel? Er det ikke noget, man bliver af sig selv, når man nu er født tidligt? For eksempel i 1953, som både Wilhelm Schmid og jeg? Jo, selvfølgelig, men man kan lære at blive gammel på en mere givende måde. Mere givende både for en selv og for de mennesker, der omgiver en.

Schmid beskriver i bogen  vejene til at blive en gammel livskunstner. En af dem er den gode gamle hengemte dyd sindighed. Det er en dyd, der ikke har været meget fokus på i vores fortravlede konkurrencestat. Men når vi bliver ældre og har tilbragt plus femogtres år i livets skole, har vi lært det,der skal til for at kunne få en sindig og nydelsesfuld alderdom. Hvis vi vælger det, for det er også et valg. Vi har faktisk også fået den nødvendige tid til rådighed.

Sindighed, hvad er så det. Når man er sindig, er man langsom og har god tid; men i Schmids betydning er der mere end det. Ifølge den store danske ordbog er der to betydninger af at være sindig. I den ene betydning, og det er måske den mest velkendte, betyder sindig adstadig. Denne betydning giver mig association til Fætter Guf. Han er god nok, men der er ikke meget refleksion i ham.

Begrebet sindighed forstås her i denne anden betydning at være rolig og eftertænksom, give sig god tid og være svær at bringe ud af fatning. Når man er plus femogtres er dette at blive sindig et eftertragtelsesværdig mål. Med Wilhelm Schmid – jeg er ikke sindig, men jeg forestiller mig, at det er noget, jeg skal stræbe efter at blive. Jeg er jo stadigvæk kun en ung gammel, en juniorsenior, så jeg har stadig mulighed for at udvikle mig og lære at blive sindig. Det vil jeg forsøge.

I bogen beskriver Schmid nogle veje, som du og jeg  kan vandre ad frem mod en tilfredsstillende og givende alderdom.

  1. Forståelse af det særlige ved at blive ældre
  2. Nydelse og lyst – om lykke
  3. At kunne tackle smerte og ulykke
  4. Berøring og nærhed
  5. Kærlighed, venskab og netværk
  6. At besinde sig på at blive munter og sindig
  7. At have et forhold til døden for at kunne leve med den
  8. Tanker om et muligt liv efter døden.

Denne bog er en god lille bog. Den beskriver nogle veje frem imod personlig udvikling i den fjerde livsfase, hvor vi har mulighed for at opnå sindighed og nydelse. Måske kan denne vej  være vejen en god og blomstrende alderdom.

Læs den, hvis du er ældre, gammel eller på vej til at blive det.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Rejsekort til pensionistlivet

….så forstår jeg nu, at det er rejsekortet, der er sygt og ikke mig. Sig fra i tide, og lad ikke rejsekortet styre dit liv – sådan skrev Casper Hedegård den i juni i Jyllandsposten om en tidligere vinder af Amandaprisen.

Det synspunkt har jeg i det mindste en vis forståelse for. For selvom det herostratisk berømte kort fungerer nogenlunde ved daglig brug, bare man husker at checke ind-ind-ind og ud, er det stadig et af de mest idiotiske it-systemer, dansk softwareindustri i samarbejde med det offentlige har udviklet. Der er ellers nok at tage af.

Nogle husker sikkert stadig DORA skandalen i DR og AMANDA på jobcentrene. For tiden er det EFI inddrivelsessystemet, der er på dagsordenen. Det har kostet os skatteborgere 80 mia eller 14.000 pr. snude i manglende gældsinddrivelse, men ingen ministre livet. Der er nemlig så mange om at dele ansvaret, at der ikke er noget tilbage til hver enkelt. Tillykke Løkke – og Kristian Jensen, Karsten Lauritsen, Blå Bjarne og Helle med det.

En skandale kommer sjældent alene. Tilbage til rejsekortet og mine helt private og personlige oplevelser med det. Rejsekortet ved godt hvor gammel du er. Det erfarede jeg, da jeg en måned før min femogtres års fødselsdag modtog en mail fra ovennævnte Rejsekort. Rejsekortet skrev til mig, at nu blev jeg jo femogtres og dermed pensionist og derfor skulle jeg gå ind på rejsekortet.dk og ændre min status fra voksen til pensionist. Derved kunne jeg få billigere billetter.

Man skulle jo ellers mene, at når nu rejsekortet kendte ens alder, ville det være en smal sag at foretage denne ændring automatisk. Men OK, jeg loggede på rejsekortets hjemmeside og foretog ændringen, der forvandlede mig fra voksen til pensionist. Det var en forholdsvis smal sag, for en som mig, der har en fortid som it-konsulent. Men det ikke gjort med det.

Man skulle jo tro, at når ændringen var foretaget, så var den sag klar, men sådan var det ikke. Kortet skulle nemlig aktiveres. Det havde jeg så forestillet mig, at man også kunne gøre på nettet på sin computer, nu man var i gang – eventuelt suppleret med en sms, som i mange andre systemer.

Men nej, der var indbygget motion i aktiveringen af min nye pensioniststatus. For aktiveringen kunne kun ske ved at tage kortet i brug indenfor 30 dage og det skal man gøre på de blåøjede standere, som findes i alle busser og på alle banegårde. Hvis man ikke planlægger rejser i denne periode, meddelte Rejsekortet mig, at jeg bare skulle indfinde mig eksempelvis på en banegård, checke ind og straks checke ud igen.

Som sagt så gjort. Jeg besteg min cykel og cyklede til Hjørring Banegård, hvor jeg checkede ind og derefter straks ud igen. Nu var også i forbindelse med offentlig transport forvandlet fra voksen til pensionist. Det var både en opgave og en oplevelse. Velkommen til den digitale virkelighed i Danmark anno 2018.

Efterskrift
Efterfølgende har jeg skam haft udbytte af aktiveringen. Jeg har opdaget, at jeg i forhold til min unge hustru, der kun er 63 rejser til halv pris. Man kan så undre sig over, hvorfor en forholdsvis velstillet pensionist skal have billigere billetter. Men alligevel – tak for det.

Foto: Pixabay.com
– de, der har været i London, kender sikkert det velfungerende rejsekort oyster. Måske skulle vi have købt det i stedet for at opfinde de dybe tallerkener anden gang