Kategori: demokrati

Mettes maske falder

– og Gud ske tak og lov for det.

Hvor statsminister Mette Frederiksen på de første 9 pressemøder i coronabølgen er lykkedes med at fremstå som en stærk leder i kontrol – en blanding af Vorherre, dronning og vores allesammens landsmoder, en kvindelig Stauning, fremstod hun på det 10. pressemøde i går som et sludrechatol. Hun talte i 22 minutter uden at komme frem til en konklusion. Vi ventede. Der var ingen.

På de efterfølgende spørgsmål sludrede hun videre og gentog de samme statements igen og igen. Jeg blev vred og tænkte som sikkert mange andre – Hun har ikke noget budskab, hun spilder min og andre danskeres tid.

Set her i bakspejlet tænker jeg, at dette pressemøde er det bedste af alle. Hun mistede kontrollen og det var svært for hende at skjule sin følelse af vrede, når pressen stillede kritiske spørgsmål. Det er rigtig godt. For ud over at være statsminister er hun en kvinde fra 1977. Samme årgang som min datter. Ålborgenser med to børn og ex. Bacheloruddannelse og en master, som de fleste i hendes generation. Hun er hverken mere eller mindre end dig og mig. Hun er ikke min mor, men kunne være min eller naboens datter.

Al den bekymring, jeg har haft for ensretning, overvågning og dekretstyre er om ikke væk, så dog minimeret. Hverdagen er på vej tilbage med dens politiske kævl og varetagelse af særinteresser. Snart kan vi forhåbentlig ytre vores egen uforbeholdne og konstruktivt kritiske mening om corona og alt det andet uden at blive skammet ud.

Det synes jeg er rigtig positivt. Tak for det Mette.

foto: pixabay.com

I går græd jeg mig i søvn

Og det er længe siden, det skete sidst. Jeg husker ikke hvornår. Måske var den sidste gang i 1962 under Cubakrisen, da jeg og mange andre børn var angste for at verden skulle gå under på grund af atomkrig. Dengang var det ikke klimaet, der gjorde børn angste; nej, det var frygten for atomkrig.

Der er også i dag -her i 2019- mange gode grunde til at græde sig i søvn. Tænk på alle de klaphatte, der kommer til magten i ind- og udland. Trump i USA, Putin i Sovjet – undskyld Rusland. Viktor Orban i Ungarn. Salvini Italien. Den overlevende tvilling i Polen. Boris Brexit og så videre. Andre steder er fascisterne ikke kommet til magten, i det mindste ikke endnu.

Men deres styrke er voksende. Der er ”sande finner”. Der er Alternativ für Deutschland. Der er Jimmy Åkeson hos naboen. Der er LePen i Frankrig og så videre. Her i Danmark holder vi os heller ikke tilbage. Vi har både blondinen hos De Nye Borgerlige og Tullefolkene. Og som om det ikke var nok, har vi Rasmus Paludan, en rendyrket racist, der var lige på nippet til at komme i Folketinget. Jo, der er i sandhed nok at græde over.

Men det var ikke derfor jeg græd mig i søvn i aftes. Nej det var fordi 723 –syvhundredeogtotitre- psykologer følte sig kaldede til at bede forlaget Gyldendal om at tilbagekalde en bog, som de ikke kunne lide. Vil de gode(?) psykologer mon have genindført censuren? Det kunne se sådan ud.

Som tv2.dk skriver:

”Nødvendigt at benytte* børn via censur

Psykolog Christine Posselt mener dog, at der er tale om et særligt tilfælde, idet bogens anvisninger er rettet mod børn.

– Det er ikke, fordi jeg personligt mener, at vi skal gå ind og censurere alle bøger, som har tvivlsom evidens og tvivlsomme påstande, som for eksempel bøger med kostråd.

– Men for mig går grænsen ved børn. Helt små børn er jo kendetegnet ved, at de ikke har noget sprog, de har ingen rettigheder, de kan ikke sige fra, og barnets udvikling er 100 procent afhængig af, at de voksne forstår barnets behov. I min optik er vi ude i et særligt tilfælde, hvor det er nødvendigt, at vi voksne beskytter børnene via censur, siger hun.

Ifølge Gyldendal er der i år solgt 29 eksemplarer af bogen. De seneste tre år har man i gennemsnit solgt 145 bøger om året.”

*der skal forhåbentlig stå beskytte

Hertil vil det være på sin plads at bemærke, at det vel ikke er børnene, der er tænkt som læsere af bogen, men derimod deres voksne, myndige forældre, der forhåbentlig er i besiddelse af en bedre dømmekraft end de 723 psykologer.

Jeg har ikke selv læst bogen. Gad vist hvor mange af de 723 psykologer, der selv har læst denne bog, som de tager så kraftigt afstand fra. Den er solgt i 29 eksemplarer i år.

Mange års kamp for ytringsfriheden betyder at blasfemiparagraffen er blevet ophævet og politiske partier og forskellige religioner, islam i særdeleshed, må tåle at opleve deres dybeste følelser udfordret. Ligeledes er såvel fake news som en gabestokken på de sociale medier  blevet en del af vores hverdag. Alt dette må  vi tåle i ytringsfrihedens navn.

Skal det lykkes et nyt selvudnævnt præsteskab, de 723 psykologer, at indføre en ny censur? Jeg håber det ikke. Jeg håber derimod, at en lang række af deres fagfæller og mange andre vil tage afstand fra dette angreb på ytringsfriheden.

Det handler ikke kun om sovepædagogik. Det handler om ytringsfrihed. Bøger skal ikke brændes, bøger skal ikke forbydes og bøger skal ikke trækkes tilbage.

 

Effektiv Grænsekontrol – En Illusion

Der står de, politikerne, på Als og i Åbenrå og taler om, at den grænsekontrol, der i de sidste tre år har kostet os skatteborgere 1.091.000.000 danske kroner og som har betydet at politiet stort set er holdt op med at opklare forbrydelser i det øvrige Danmark, skal gøres permanent eller i det mindste fortsætte på ubestemt tid indtil vi lige har fået styr på EU’s ydre grænser, som Søren Gade så smukt meddeler i det valgmateriale, der er smidt i min postkasse.  Som om det er en simpel sag.

Men grænsekontrollen er den rene og skære symbolpolitik. Kontrollen er en illusion. Jeg har ved selvsyn konstateret dette i den lille målestok gennem et ophold i grænselandet i denne uge. Nord- og Sydslesvig er igen ved at være en sammenhængende region og de lokale må undre sig såre over de mennesker i gule veste, der i Padborg, Frøslev og Kruså holder øje med, hvem der passerer grænsen. På de fire dage, jeg opholdt mig i området, blev jeg aldrig kontrolleret. Vel ser jeg måske rimeligt tilforladelig ud og kører i en bil på danske plader, men alligevel. Kun én gang gjorde jeg noget aktivt for ikke at blive stoppet. Min handling bestod i at vifte med noget rødbedefarvet, nemlig min hustrus og mit eget pas. For det fik jeg en thump up og et nik fra en venlig dansk mand i gul vest.

Der er en symbolpolitisk kontrol ved de store grænseovergange. Men der er masser af overgange uden kontrol. Det erfarede vi da vi cruisede langs grænsen fra Wassersleben til Højer og retur. Vi passerede grænsen en halv snes gange, flere gange opdagede vi udelukkende passagen ved at iagttage nummerpladerne på de parkerede biler. Vi mødte aldrig nogen kontrol i de mere øde vestlige egne af grænselandet.

En ubevogtet dansk/tysk grænseovergang – Scheidebek 

Vores grænse mod Tyskland er 68 km lang. Når sikker kontrol her er en illusion, hvordan kan nogen så tro at vi kan sikre og kontrollere EU’s ydre grænse bestående af mange tusinde kilometer land og vand? Vil vi kunne sikre os mod massiv indvandring gennem grænsekontrol af EU’s ydre grænse? Det er meget usandsynligt, at dette vil kunne lade sig gøre uanset hvor hårde metoder, vi tager i brug. Desuden ønsker vi vel ikke til at opbygge et Trumpsk hegn, en mur omkring Europa, sådan som Viktor Orban har gjort i Ungarn.

Vi har tidligere oplevet den hårde grænsekontrol i Europa også i nyere tid. Det mindes de af os, der besøgte landene øst for jerntæppet før murens fald. Selv prøvede jeg turen gennem Check Point Charlie første i 1969 – det oplevedes godt nok farligt der ved Check Point Charlie i niogtreds af en ung vesterlænding. Men det var meget mere farligt for menneskene i øst, for de kunne dø af at forsøge at passe denne barske grænsekontrol. Alligevel forsøgte mange, for de oplevede at have så dårligt et liv, at de var villige til at tage chancen og sætte livet på spil i håbet om at få et bedre liv. Det lykkedes for nogle og mislykkedes for flere. Denne hårde grænsekontrol var oprettet at de østeuropæiske lande med det mål at forhindre at store mængder af deres borgere i at udvandrede vestpå i håb om et bedre liv.

Denne hårde grænse, dette jerntæppe, tog vores politikere og vi andre afstand fra og euforien i Europa var stor, da østtyskerne råbte, ’Krentz, Krenz wo ist dein grenz’ tilbage i niogfirs. Jerntæppet faldt. Europa kom til at hænge sammen og alle også politikerne fra de regeringsbærende partier var glade og tilfredse. Det forhadte og frygtede jerntæppe igennem Europa var væk.

Tegningerne til et grænsehegn er klar – foto pixabay.com

 

Skal vi så oprette et nyt jerntæppe udenom EU, udenom Europa? Det skal vi ikke, for det vil gøre noget ved os selv. Det vil ændre os europæere, så vi ikke mere vil kende Europa og Danmark. Løsningen ligger ikke i en hård grænsekontrol rundt om Europa, sådan som vi kender den fra jerntæppet, hvor magthaverne brugte kontrollen til at holde menneskene inde i deres eget land. Selvfølgelig skal vi ikke bruge disse samme metoder til at holde andre mennesker ude.

Hvis vi vælger at bruge grænsekontrol for at holde indvandrere ude af Europa vil den nødvendigvis blive meget barsk, for der bor en milliard mennesker i Afrika syd for Sahara. Af disse har hundredvis af millioner et så dårligt liv, at de for enhver pris ønsker at komme væk. En stor del af dem ønsker det så meget, at de på samme måde som mange østeuropæere dengang, er villige til at sætte deres liv på spil i håbet om et bedre liv.

Der er efter min overbevisning kun en løsning. Invester massivt i infrastruktur og uddannelse i Afrika syd for Sahara. Det vil skabe vækst og dermed håb i denne del af verden. Det vil mindske befolkningstilvæksten og det vil gøre det mindre attraktivt at vandre mod nord. Det vil være i vi europæeres egen interesse.

Menneskenes – eller i det mindste ministres – dårskab er uendelig

Ifølge innovationsminister Sophie Løhde vil staten oprette et samlet itsystem, som skal styre alle udbetalinger fra staten. Det vil ifølge ministeren og moderniseringsstyrelsen betyde, at fremtidige Britta Nielsen sager kan undgås.

Som hun siger – Opgaven med at lave det nye tilskudssystem skal sendes i udbud, og planen er, at der allerede i andet halvår næste år skal udbetales penge via det nye it-system.

Samtidig skal reglerne på området ensrettes.

En konkret ændring bliver, at der kun kan udbetales tilskud til en Nemkonto, der er tilknyttet et CPR-nummer, for at sikre at pengene havner hos de rigtige personer.

– Dermed kan man ikke overføre penge til sin egen private konto eller til familiemedlemmers konti, siger Sophie Løhde.

Har hun og den samledes regering monstro glemt alle de foregående it-skandaler, hvor man forsøgte at udarbejde itsystemer, der dels kunne løse alverdens problemer og dels erstatte en masse dygtige fagfolk?

Jeg kan huske nogle stykker.

Amanda på arbejdsmarkedsområdet. Det kom aldrig til at virke. Tinglysningssystemet, der forsinkede sagerne uendeligt. Rejsekortet, der helt berettiget modtog Amandaprisen og EFI, det fælles inddrivelsessystem, der indtil nu har kostet os skatteborgere mere end 100 mia kroner.

Når staten ikke kan få styr på inddrivelsen gennem et kæmpe itsystem, hvordan kan man så tro, at et sådant stort system kan styre udbetalingerne.

KISS princippet er et gyldent princip for al softwareudvikling. Det betyder i al sin enkelthed Keep It Simple Stupid. Det er nok for meget at håbe på at ministeren vil efterleve dette simple princip. Desværre lærer vi mennesker ikke altid af fortidens fejl og slet ikke af de fejl andre har begået.

Hvad er så løsningen. Måske lidt bedre kontrol med medarbejderne. Britta kunne – på samme måde som den skattemand, der udbetalte 12 mia af vi skatteborgeres penge til udenlandske spekulanter –  udbetale de manbge penge uden nævneværdig kontrol. Der bør genindføres et system med effektiv kontrol udført af mennesker. For som Lenin sagde tillid er godt, men kontrol er bedre – og som en officer af linien tilføjede ransagning er bedst.

billede pixabay.com

Source: Vil forhindre svindel og fejl: Der skal ryddes op i statens tilskudspuljer | Indland | DR

Udlændingestramninger er vigtigere end børns trivsel

Det mener Martin Henriksen. ”Man skal behandle børn så godt som muligt, men man må ikke sætte den stramme udlændingepolitik over styr på grund af det,” udtaler Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti til  Altinget her til morgen. ”Det er ikke rimeligt, at forældre bruger deres børn som gidsler.

Det skurrer kraftigt i ørerne og giver ubehagelige mindelser om endelige løsninger. Så langt er det kommet med vores land, at man kan sætte stramninger over børns trivsel. Det er ikke et Danmark jeg kender. Jeg husker et andet Danmark. Et Danmark, vi kunne være stolte af. Et Danmark, hvor børn har rettigheder og hvor vi overholdt konventionerne også FN’s børnekonvention. Et Danmark, hvor man kunne tage på interrail med et dannebrog på sin rygsæk. Stolt og uden at føle sig utryg. Det er der vist ingen, der gør mere.

Det Danmark jeg kendte, var et Danmark med medmenneskelighed, humanisme, børn havde en værdi i sig selv. Et land hvor få havde for meget og færre for lidt. Det var et land hvor landets statsminister, da han blev tvangspensioneret, fik nyt job. Ikke i Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer eller den Danske Bank. Nej, den gode højskole-venstre-mand, den hårde banan, Poul Hartling blev såmænd flygtningehøjkommissær.

Hvor jeg dog savner politikere, som Hartling og  Poul Nyrup. Ja, sågar Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft kan jeg komme til at savne. Politikere, der havde et moralsk og værdimæssigt kompas, der gjorde dem i stand til at stå fast på medmenneskelighed, politiske aftaler, internationale konventioner og på det politisk korrekte. Man skal tale pænt til og om andre – også dem man er uenig med.

Filosoffen Jørgen Husted udtalte engang, at der kun er behov for en ordensregel i skolen – man skal opføre sig ordentligt. Det gælder også i blandt de voksne. Voksne skal også opføre sig ordentligt – som gode rollemodeller for børnene. Og folketingets medlemmer skal i særlig høj grad opføre sig ordentligt. Grænsen for hvordan folketingets medlemmer finder det rimeligt at udtale sig, flytter sig hele tiden. Sproget bliver barskere og barskere.

Jeg håber, at der snart kommer en voksen til stede. En voksen, der kan fortælle møgunger som Støjbjerg og Martin Henriksen, at de skal skamme sig. De to og flere til er blevet så magtfulde og selvtilstrækkelige, at de føler at være berettigede til at sige, hvad som helst, der falder dem ind, så plat og groft som muligt,.  Jeg håber, der kommer en ny Hartling, en ny Nyrup, der kan rykke Støjbjerg,  Knuth, Bramsen og Tesfaya og deres ligesindede i ørerne og bede dem opføre sig anstænding og ordentligt.

At nogen af Martin Henriksens partifæller, skulle tage ham i skole og skamme ham ud, er for meget forlangt. Men derfor kan vi andre godt gøre det. For stueren, det bliver han aldrig.

Jeg håber, at jeg snart vil kunne kende mit Danmark -det Danmark jeg kendte- igen.

 

Der er noget galt i brugsen Danmark

Danmark er en brugsforening

Sådan sagde Palle Lauring engang. Sådan er det vist ikke mere. For hvad er der galt med vores allesammens brugsforening, Fdb, Coop, Fakta, Kvicly og så videre. Jeg er gammel kollektivist og socialist. Jeg har været medlem af brugsen,om ikke i hundrede år og en søndag, så ligeså længe jeg kan huske.

Hvorfor er det så, at jeg foretrække,r at handle i Rema 1000 og sågar Aldi frem for Fakta og i Føtex og Meny frem for Kvickly. Jeg forstår det ikke rigtig; men jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det sådan, for mens Kvickly er tyndt befolket af mennesker med kurve og lidt i dem, er parkeringspladsen hos Føtex fyldt op. Det samme er indkøbsvognene. Jeg undrer mig. Jeg forstår det ikke. Men et par oplevelser i dagens Kvickly giver måske en lille del af forklaringen.

Oplevelse nummer et. En mand – hvis jakke er forsynet med logoet ENIIG –  henvender sig i delikatesseafdelingen for at afhente noget smørrebrød og en kage, som hans hustru åbenbart har bestilt som en deal på nettet. Han får med kærlig overbærenhed at vide, at de i delikatessen selvfølgelig kun kan udlevere smørrebrødet, mens han må afhente kagen i delikatessen. Ham mødte jeg senere i kiosken, der ligger umiddelbart ved siden af bagerafdelingen. Heller ikke her kunne han få sin kage, men blev sendt videre for anden gang. Den gode mand virkede ikke til at være stamkunde i Kvickly og jeg tror heller ikke han bliver det.

Oplevelse nummer to. Jeg havde hjemmefra aktiveret en række tilbud i coop’s app. Man er vel medlem. Alle mine varer -med samt medlemsbladet Samvirke til nul kroner- kører planmæssigt igennem kassen. Så langt så godt. Den søde unge dame ved kassen spørger, som alle andre søde unge kassedamer, om jeg vil have bonen med. Ja tak, siger jeg, for jeg er ikke helt tryg ved Coop’s kassesystem. Det var godt, at jeg sagde ja tak til bonen, for systemet havde som så ofte før snydt mig for en rabat. Tredive kroner, ikke nogen herregård, men ret skal være ret, ikke sandt. Det sker rigtig ofte. Desværre er fejlen aldrig til min fordel. Det er sikkert ikke en fejl i selve it-systemet, men snarere udtryk for ligegyldighed hos de mennesker, der betjener det.

Nå, jeg begav mig jo så videre til kiosken, hvor den tidligere nævnte ENIIG’er var i gang med sin anden videresendelse. Også her var det en sød og nydelig ung dame, der betjente ham og mig. Men hendes forudsætning var desværre, at fejlen nok lå på min side. Jeg fik imidlertid ved hjælp af min mobiltelefon demonstreret, at jeg både havde fundet og aktiveret tilbuddet på behørig vis. Men alligevel fik jeg ikke sådan uden videre mine håndører, de tredive kroner, refunderet. Nej, der måtte først afholdes et telefonmøde med en bagvagt, før jeg fik mine penge. Jeg synes ikke, at jeg var en sur gammel mand, inden jeg gik i Kvickly, men jeg blev det nok undervejs. Det synes jeg er træls. Og det kræver en hel del ideologi og kollektivisme at komme tilbage i butikken igen.

Til sammenligning kan jeg fortælle, at jeg ind imellem – om end ikke så ofte – også opdager en fejl hos konkurrenterne. Alle laver jo fejl.  Når man finder en fejl i Meny, bliver man selvfølgelig kontrolleret, men samtidig behandlet med kærlig venlighed. Når fejlen er kontrolleret, får man som et plaster på såret en lille erkendtlighed, lille æske chokolade eller en pakke frøer. Derefter går man derfra med en god oplevelse.

Jeg ved som sagt ikke, hvad der er galt hos Coop. Det vil nok være for letkøbt at give svenskerne skylden, som hos postvæsenet. Der er mange unge medarbejdere og de virker ikke skolede i deres kunde-/medlemssyn på samme måde, som de unge i Salling Group. Jeg ved ikke om det er for sent at vinde det tabte tilbage, men jeg håber det, at det kan lade sig gøre.

Det var dagens sure opstød og lige straks vil jeg bevæge mig i Sct. Cathrine Kirke og høre ni læsninger, orgelmusik og korsang. Mon så ikke freden indfinder sig også hos mig.
God søndag.

 

 

 

Genopfind Hjørring Amt

Samarbejde i Vendsyssel og Hanherred

Skal vi kun have to administrative niveauer i Danmark, som nogen mener, burde man ved den sidste kommunalreform i 2007 ikke have nedlagt amterne, men i stedet delt dem op og genoprettet  de gamle amter, som man nedlagde i 1970. Vi ville så have haft 24 amter/ storkommuner, som hver for sig var store nok til at håndtere en række af de opgaver, som selv de nuværende sammenlagte kommuner er for små til at løse – regional udvikling, store dele af sygehusvæsnet, det specialiserede socialområde, forsyning, veje og så videre.

De allermest specialiserede opgaver, også på sundhedsområdet kunne for min skyld godt ligge i staten. Hvis jeg skal opereres i hjertet eller trænger til en gang hjernekirurgi, er det mig totalt ligegyldigt, om det finder sted i Aalborg Øst, Herning, Odense, Aarhus eller København. Denne del af sundhedsvæsenet er der god grund til at centralisere og styre centralt. Men den resterende del skal selvfølgelig ligge decentralt i vores land. Der skal stadig være et let tilgængeligt decentralt sundhedsvæsen. Desværre ser det ud til at gå den forkerte vej. De tilbageværende decentrale sygehuse fx her i Hjørring nedprioriteres på bekostning af supersygehusene.

Erhvervsområdet, eksempelvis udvikling af vore havne, ville også have godt af en lidt større storkommune. Det er svært at se logikken i at fire havne nordenfjords alle udbygges for milliardbeløb. Jojo, hver kommune skal selvfølgelig have sin del af kagen. Også erhvervsudviklingen i Nordjylland kalder på en større kommune.

Det specialiserede specialområde er et tredje eksempel, hvor en større kommune vil kunne løse næsten alle opgaver. Den nuværende kommunalstruktur betyder, at en stor del af disse opgaver sendes sydpå og dermed ud at kommunen, med tab af arbejdspladser til følge.

Set i bagklogskabens ulidelige lys burde folketinget have oprette cirka 25 store kommuner fordelt på hele landet også hovedstaden, hvor kommunalreformen aldrig blev gennemført. Det gjorde de ikke, men det skal vel ikke forhindre os heroppe i selv at gå i gang.

Der vil være mange og store udfordringer i forbindelse med opgaven. Hvordan sikrer vi for eksempel den fortsatte decentral demokratiske indflydelse?

Men alligevel Birgit Hansen, Arne Boelt, Karsten Nielsen. Michael Klitgaard og Mogens Gade tag lige og træk i arbejdstøjet og kom i gang med at genopfinde Hjørring Amt. I er velkomne til også at opfinde et nyt navn – Vendsyssel/ Hanherred Kommune? Nordenfjords Regionskommune? Lysets Land Kommune? Eller? Det finder I ud af ellers har I sikkert nogle brandingeksperter, der kan hjælpe jer.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Styr driften

Alle ved, at det kan være svært at styre driften. I syvogtredive år var jeg ansat, om ikke i hendes majestæts tjeneste, så i hvert fald i det offentlige; mest i stat og amt, men hen imod slutningen også nogle få år i den ny Hjørring Kommune. I alle årene lærte vi, ja, vi fik tudet ørerne fulde af, hvor vigtigt det er at skelne mellem anlæg og drift.

Min lille verden er Hjørring og Hjørring Kommune. Her fra min lille udkigspost er det om ikke sjovt, så i hvert fald interessant, at iagttage hvordan tingene gentager sig. Det samme mønster gentager sig igen og igen. Det er måske en sur gammel pensionists lod at iagttage verden på den måde.

Det jeg ser i min by Hjørring er, at det går rigtig fremragende på anlægssiden, mens det kniber en hel del med at få styr på driften.

Vandlegeplads uden vand
I forbindelse med mine daglige byvandringer har jeg kunne iagttage et få år gammelt prestigeprojekt – en højprofileret vandlegeplads i Folkets Park. Legepladsen etableret samtidig med det store separatkloakeringsprojekt, der er i gang, blandt andet i min egen beskedne forhave.

Denne fine legeplads er ude af drift. Den har været tørlagt hele sommeren. Hele den samlede danske sommer. Den sommer der har været den varmeste i mands, kvindes og børns minde. Her ville det da være fantastisk, at de børn, der ikke er med deres forældre i de endnu varmere lande, kunne pladre med vand i den danske sommer.

Jeg har i de sidste tre måneder undret mig over, at der ikke var børn på legepladsen og har derfor checket, om der var vand i hanerne. Det var der ikke. Først tænkte jeg, om det måske skyldtes at ham, der skulle lukke op for vandet var på ferie, men jeg tror ikke, at det er årsagen, for i denne uge kunne jeg se, at de flotte hække, der efter engelsk forbillede var etableret omkring pladsen, nu er væk. Måske for at spare på hækklipperiet? Hvem ved? Jeg ved det i hvert fald ikke.

Cykelmotorvej uden tæller
På samme måde blev der for nogle år siden etableret en såkaldt cykelmotorvej fra Bagterpvej og Ulvegravene igennem Folkeparken helt ind til centrum. Det fine projekt med lys om natten osv, blev delvis betalt af staten. Også her er det driften, det kniber med. Cykelstien bliver ikke vedligeholdt og fejet og det fine tælleapparat, der skal tælle hvor mange cyklister, der kører forbi, er bestandig ude af drift.

Cykelstier uden asfalt
I mit nabolag er der på Frilandsvej opsat et fint skilt: UCN 1,1 km – på cykel forstås! For tiden kan ruten slet ikke passeres på cykel på grund af det store projekt med separatkloakering, men det går vist over i uge otteogfyrre.

Nå, men når man så kommer til den bette bro ved Meny – den fremtidige Østbanegård er der meterstore huller i asfalten. Igen er det driften, det kniber med. Det kunne måske være en rigtig god ide at vedligeholde det man har, inden man etablerer nyt. Eller hvad?

Teater uden indhold?
Disse tre eksempler -og der er flere- giver anledning til bekymring over det indtil videre største prestigeprojekt i vores kommune. Vores nye Vendsyssel Teater. Insprireret af intet mindre end The Globe Theater. Bygget til en pris af 175 mio.  Jo, på anlægssiden går det godt.

Hvordan det går med driften ved jeg ikke; men et kvalificeret gæt er, at der er problemer. Vi skatteborgere giver et tilskud på 500 gode danske kroner pr billet. Man kan komme gratis med tog fra Aalborg, Skagen og Frederikshavn, mens det ikke muligt at tage bussen i teatret i weekenden fra Taars, Lønstrup og Bagterp. Vi har en flot ny busstation, men ingen busser. Den er ligesom banegården tømt for indhold.

Tilbage til det nyeste af vore teatre. Gad vist om det vil gå på samme måde som med byens gamle teater, Vendelbohus. Her blev den gamle teatersal renoveret af gammel Hjørring Kommune, så den fremstår flot og smuk. Men nu ser det ud til at denne sal skal dø en ikke stille død på grund af manglende driftsmidler.

Igen er det driften, det er galt med. Med hensyn til prestigeteatret tænker jeg, at det vil være vanskeligt at opretholde det nuværende driftsniveau. Kan en teatercafe i sådan et fint hus rende rundt, når hverdagen indfinder sig? Det kunne ikke lade sig gøre i Aalborg. Kan det i Hjørring? Har vi fortsat råd til at have &, dramaturger, teknikere, PR folk, direktør og jeg ved ikke hvad ansat i det nuværende omfang? Jeg spørger. Svarene må vi vente lidt på.

Nutidens teater
Jeg er en sur gammel mand – jeg ved det. Trods det vil jeg forsøge mig et positivt budskab, et lys i det driftsmæssige mørke. Stadion er nutidens teater. Drømmenes teater. Mennesker kommer på stadion, hvis de føler sig berørt og underholdt. Det er ikke nødvendigt med tilskud til billetterne for at hente femsekstusinde mennesker fra alle sociale lag ind på stadion i vores lille by. Den form for teater, synes jeg, at vi kan være stolte af. Byrådet har just bevilliget godt 17 mio til anlæg på vores stadion. Det kan man have mange synspunkter på. Mit eget er, at det er en god ide. Jeg tror heller ikke, at der er grund til at bekymre sig om driften, for der vil blive en helt pæn lejeindtægt. Men trods alt – det er svært at spå. Især om fremtiden.

foto: pixabay.com

De skulle skamme sig

Altså den administrerende direktør og bestyrelsesformanden for Danske Bank. Men det gør de nok ikke. Måske har de ikke skam i livet? For de har bedt deres egen advokat, som har tjent fedt på dem, om at udarbejde en undersøgelse, som efter al sandsynlighed vil frikende dem for juridisk ansvar. Advokatfirmaet Bruun & Hjejle hugger vel ikke den hånd af, der fodrer dem, vel.

Det moralske ansvar kan administrerende direktør Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen i Danske Bank derimod ikke løbe fra. Ole Andersen har været formand siden 2012 og Thomas Borgen var chef for bankens udlandsaktiviteter fra 2009 til 2012. Thomas Borgens efterfølger valgte at tage sit gode tøj og gå, da sagen om Danske Banks lyssky aktiviter blev gravet op af Berlingske.

De to bosser, Ole Andersen og Thomas Borgen troner imidlertid stadig i toppen af banken. De fremstiller sig selv som overraskede over at bankens andel i de lyssky transaktioner er vokset fra 25 til 53 milliarder, på trods af at de i bankens bestyrelse har behandlet indtjeningen ved transaktionerne. De skulle skamme sig – og i det mindste tage deres gode tøj og gå og det uden noget som helst gyldent håndtryk.

Det ser det imidlertid ikke ud indtil videre ikke ud til, at de gør.  Den nye konservative erhvervsminister har været fremme i pressen med en stærk retorik i forhold Danske Banks aktiviteter. Det er stærkt af erhvervsminister Rasmus Jarlov og det udtrykker nogle klassiske borgerlige værdier såsom ordentlighed og redelighed, der længe har været en mangelvare. Rasmus Jarlov giver kraftigt udtryk for det moralsk forkastelige i bankens handling, men udtrykker samtidig manglende mulighed for handling på grund af juraen. Lovgivningen var ikke så stram, da svindelen fandt sted, som den er i dag og blabla….

Kære Rasmus Jarlov.
Her får du et godt råd ganske gratis. Du skal simpelthen opfordre Danske Banks topledelse til at gå af uden fratrædelsesordning eller andre gyldne håndtryk. Det kan du gøre ved at bruge pressen og i fuld offentlighed opfordre dem til dem til at skamme sig og tage deres gode tøj og gå. Det vil være sejt. Det vil være konservative værdier i praksis. Det vil være at sætte handling bag ordene.

Vil du så gøre det? Vil du tage et opgør med en bank, der efter al sandsynlighed er storsponsor for dit parti –  vi ved det ikke, for reglerne for partistøtte i Danmark er blandt de mindst transparente i verden.

Men jeg håber det. For den banks topledelse har grund til at skamme sig. Du vil samtidig vise,  at der er nogle værdier, der står over pengene. Det vil være så godt.

 

Kilde: information.dk
Foto: pixabay.com

Tavlemøder, transformationer og taknemmelighed

Agurketiden giver mulighed for at komme til orde. På den anden side er der så heller ingen, der læser det man skriver. Men det er måske nok heller ikke så afgørende. For man skriver vel mest for sin egen skyld, eller hva´?

Jeg kan mærke, at min skrivepause så småt er ved at være slut og her er der to temaer, der trænger sig på.

1. den TAVLEMØDEKULTUR, der åbenbart breder sig, ikke mindst på store statslige arbejdspladser og hvor skadelig denne individuelle belønnings- og strafmotivation er for det psykiske helbred og den indre motivation.

2. TRANSFORMATIONER
– i en tid med studenterfester ligger verden åben for de unge mennesker. De skal nu igang med at transformere sig fra unge studerende til produktive samfundsborgere. Det er ikke nødvendigvis en let opgave i den konkurrrencestat, vi har opbygget.

– og så er vi også nogle stykker, der skal transformere os den modsatte vej og mere eller mindre frivilligt forlade arbejdsmarkedet. Det er heller ikke nødvendigvis en let opgave i en tid hvor selv de, der er frigjort fra vækkeurets tyranni forventes at være produktive om ikke andet gennem frivilligt arbejde – det har eksempelvis taget mig selv mere end tre år at forvandle mig selv fra kriger i i konkurrencestaten til pensionist. Men når jeg selv skal sige det, synes jeg at det er lykkedes helt godt.

Det var bare, det jeg ville sige lige nu. Jeg vender frygteligt tilbage om begge emner – Hej!