De rutter mæ æ pæng!

Minkpels

Udtrykket er vestjysk og et af min hustrus yndlingsudtryk. Det udtryk må siges at være på sin plads i forhold til den kæmpemæssige erstatning ,som aflivningen af de danske mink, som gårsdagens aftale har medført. Jeg har personligt en ikke ubetydelig veneration for minkerhvervet. Som søn af en minkfarmer, ganske vist af en helt anden og mindre størrelsesorden end den de erstatningsberettigede avlere, med mindre end en tiendedel avlsdyr, er jeg alligevel, som sikkert mange andre, dybt rystet denne morgen. Hvad må små erhvervsdrivende frisører, restauratører, lufthavnsarbejdere og andre ledige ikke tænke?

Facts ‘ene er på plads. Her er hovedpunkterne aftalen frit efter Politiken i dag:

Minkavlerne modtager en erstatning for de mink, der er slået ned i 2020, men som ikke blev pelset og derfor ikke kan sælges. Her gives der op mod 1,8-2,8 milliarder kroner.

Erstatningen dækker for en tabt fremtidig indtjening i 2022 til 2030. Det beløber sig til 8,9 milliarder kroner.

Den forventede restværdi af minkavlernes uudnyttede produktionsapparater såsom stalde og bure erstattes. Pris: 8,9 milliarder kroner.

De følgeerhverv, der er afhængige af minkavl, kan også få erstatning, hvis over halvdelen af omsætningen er baseret på dansk minkavl. Det gælder blandt andet fodercentraler, pelserier og minkauktionshuse. Denne erstatning skønnes at medføre udgifter for 3-4 milliarder kroner.

Den såkaldte tempobonus, som blev indført for at få minkavlerne til at aflive deres mink hurtigst muligt, ventes at blive udbetalt i februar.

Aftalen indeholder en dvaleordning, så avlere kan genoptage erhvervet, når forbuddet om hold af mink udløber næste år.

Som Kristian Madsen kommenterer i Politiken er der tale om et astronomisk højt beløb. Og professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet supplerer jævnfør Ritzau og Berlingske i dag: “Helt overordnet er der grænser for hvor store ekspropriationserstatninger, man er vant til at få i Danmark, og det, som der lægges op til her, er ret vidtgående“. Stærke ord for en jurist.

Spørgsmålene tårner sig op:

Hvad får Venstre ud af det her? – får de fortalt landmændene, at de, som de altid har kunnet, kan regne med Venstre?

Hvad får Socialdemokratiet ud af det? – er der tale om en dyrt købt fred -i det mindste et stykke tid- for det lovbrud, der skete i hastværket omkring aflivningen af minkene.

Hvad får SF og de radikale ud af det? – Svaret blæser i vinden. Formentlig lussinger. Der bliver endnu mindre plads til pasningsgaranti og bedre personalenormeringer på plejehjem. Hvad siger kernevælgerne, de unge i de store byer til det?

Hvad får minkfarmerne ud af det? – Ja, de fleste får et større eller mindre overskud, når kreditorerne er betalt. Så de kan jo grine hele vejen i banken, når de skal aflevere de fleste af pengene. Der er tale om en dybt forgældet ikke rentabel branche. Nogle af de rigeste får mulighed for at starte op igen i udlandet – en helt ny form for dansk erhvervseksport.

Hvad får kreditorerne ud af det? – De må smile helt op til begge ører. Bankerne får indfriet nogle lån, der ellers i stort omfang skulle skrives på tabskontoen. Jeg skal måske personligt være taknemmelig for den smule aktier, jeg ejer i Nordjyske Bank/ Ringkøbing Landbobank, for banken er formentlig en af minkfarmernes de største kreditorer. Stiger kursen i dag? En stor del af pengene ender sikkert i udlandet, mange af dem i Kina ligesom en del gode danske avlsdyr. For der er kinesisk kapital i dansk minkavl. Det forlyder, at det drejer sig om halvdelen. Det er muligvis fake news? Jeg ved det ikke; men jeg håber da at nogle af pressens gravere vil undersøge sagen nærmere.

Det er nemt at lege julemand, især når det er på andres bekostning. Regningen? Den bliver som så mange andre smidt ind på børneværelset.

foto pixabay.com