Mod lysere tider

Jeg vidste det ikke.

Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde savnet dem. Lydene. Lydene af kåde børnestemmer. I de sidste dage har vinden fra nordvest båret lyden af de kåde børnestemmer fra Muldbjergskolen hen til min fordør, når jeg trissede ud af den, som regel på et tidspunkt mellem  halv ti og ti. Jeg har jo ikke mere noget hastværk mere efter, at jeg er blevet PHD – pensionist hele dagen. Det blev min eneste Ph. D.

Nok om det. Det er livgivende at møde børnene  og de unge igen. I går og i dag hørte jeg stemmerne fra børnene på Muldbjerg og måske også fra HPR i et skønt offentligt privat partnerskab. Og ikke bare det. I det nedlukkede center, hvor kun Kvickly og et par sundheds- og slikbutikker butikker er åbne – ja og Brødkooperativet – mødte jeg flere grupper af unge, der var i gang med at spise kager og drikke Redbull og cola, mens de hyggede sig. Fuldstændig normalt trods mundbind og nedrullede skodder. Godt at børnene og de unge så småt er blevet løsladt fra hjemmeskærmene.

Og godt at møde nogle glade, smilende og åbne ansigter igen. Jeg har godt nok mødt mange grå, tillukkede ældre mænd og damer her under nedlukningen. Heldigvis også en del af de venlige, snakkesalige og smilende. Jeg har heldigvis også mødt søde og rare kassedamer i de dagligvarebutikker,  jeg dagligt frekventerer, for jeg må åbent indrømme, at jeg handler hver eneste dag – ikke blot i en, men i flere butikker. Det er livgivende. Hertil møder jeg, primært i weekenden, smilende løbepiger og- damer. Bedre bliver det ikke.

Håbet er lysegrønt. Jeg håber at foråret, børnene og de unges løsladelse er de første tegn på en god fremtid, hvor menneskelighed og solidaritet – frihed, lighed og broderskab kommer lidt mere i højsædet end de har været de sidste tredive år. Der er nogen, der siger,  at et stort opsving er på vej. For en, der har oplevet halvtredserne, de glade tressere , de halvtriste halvfjerdsere,  fattigfirserne osv,  kunne det være helt spændende at få mulighed for at opleve de brølende tyvere. Jeg har et håb om, at vi mennesker så kunne lære af historien og blive sparet for en depression i trediverne. Et håb…