Testcenteret er tomt

Og det kan man måske godt forstå.

Tomt testcenter

Denne dejlige lørdag morgen den 25. juni blev jeg ringet op af en af mine golfmates. Han var blevet smittet med corona og var så venlig at orientere mig. Som den gode samfundsborger, jeg også er, besluttede jeg mig straks til at få foretaget en coronatest. Det skulle vise sig lettere sagt end gjort. Jeg fandt uden problemer frem til coronaprover.dk. Adressen dæmrede svagt, selvom det efterhånden er længe siden.

Det i de senere dage er fremgået af pressen, at der er problemer med NemId og nogle KlogeÅger har anbefalet os i stedet at bruge MitId, da det system er meget bedre. Derfor forsøgte jeg mig med MitId. Det var desværre nede. Så prøvede jeg med NemId. Det var nede. Selvom jeg som gammelt itmenneske godt ved, at  når noget ikke virker første gang, virker det heller ikke anden og tredje gang, forsøgte jeg begge dele nogle gange.

Nu har det offentlige taget højde for at ikke alle danskerne har det let med digitalisering; nogle er helt fritaget. Derfor har man oprettet en telefonlinje, man kan ringe til. Den var nede de tre gange, jeg forsøgte at komme igennem. En venlig digitaliseret kvindestemme meddelte mig at jeg ringede udenfor kontortiden, selvom jeg ringede klokken godt ni og kontortiden startede klokken otte. Tre digitale systemer lå ned. Jeg håber ikke at det er Putin.

Nå, men jeg er en vedholdende type, så jeg tog vandreskoene på og begav mig afsted til testcenteret, som heldigvis ligger kun et kvarters gang fra min bopæl. Jeg blev mødt af to venlige kvinder i hvide kitler, som tog sig venligt af mig. Jeg var den eneste kunde i butikken.

Jeg fik lavet min test. På vej ud af døren, spurgte jeg poderen, hvordan jeg fik svar.

På sundhed.dk lød svaret. Så det….

#corona, #dagensfoto, #saadet