Kategori: nederlag

Vagusnerven – pipelinen mellem hjerne og hjerte

Da jeg var klar til at udgive min bog om, hvordan vi laver en skole, hvor børn både har det godt og gør det godt, manglede jeg en illustration af vagusnerven – nervus vagus på lægelatin. Den bad jeg min chefillustrator Viktoria om at lave og det slap hun helt godt fra, synes jeg.

Bevidst nærvær
Vagusnerven forbinder hjerne og hjerte – ligeledes hjernen og resten af kroppen, de indre organer. Mit mål med at skrive et afsnit om at træne vagusnerven, var at det er veldokumenteret, at man, ved at hjælpe mennesker med at sætte fokus på deres krop: åndedræt, hjerterytme, mærke de forskellige dele af kroppen, hjælper dem med at få ro på og stresse af.

Enhver, der har bedt bønner og mediteret ved, at det virker og det kan også dokumenteres gennem objektive målinger i vagusnerven. Den sænkede puls og det langsommere åndedræt medfører nedsat elektrisk spænding i nerven. Og det gør noget ved hjernen. Man får ro på, tempoet sættes ned og stressen letter. Man får det altså bedre. Man får mere overskud, kikkertsynet mindskes og  man bliver åben. Man bliver ikke mindst åben overfor læring.

Bedre trivsel og bedre læring
Der er altså god grund til at gøre noget ved det der bevidste nærvær også i skolen. Hvordan er så betingelserne for det? Jeg tænker, at der måske nok kunne være behov for at forbedre mulighederne. Børnene har lange arbejdsdage, hvor de ofte bliver styret udefra. Børnene har ikke så meget tid, hvor de er overladt til sig selv med mulighed for at stå af ræset og dagdrømme. De er underlagt samme præstationkrav som de voksne. Der er derfor god grund til at træne vagusnerven ved sætte afslapning og nærvær i system, også i skolen. I min drøm om den gode skole giver jeg på side 76 nogle anvisninger hvordan det kan gøres.

Træning af Vagusnerven
Mennesker har i årtusinder kendt til, at der er en sammenhæng mellem hjerne og hjerte samt mellem krop og sjæl. Man har haft en klar forestilling om, at det fysiske og psykiske helbred hænger godt sammen. I dag kan man bevise det.

Allerede i 2016 opdagede man, at elektrisk stimulation af vagusnerven kan mindske betændelsestilstande i kroppen. Det er nu ikke nødvendigt at sætte strøm til børn for at træne deres vagusnerve. Mindre kan gøre det: – Fysiske aktiviteter kombineret med positive følelser er én af vejene. Sport og ture i naturen er gode aktiviteter, ligesom leg selvfølgelig ligger lige til højrebenet. – At være nærværende og opmærksom på sig selv. Kunne mærke sine kropsdele, kunne føle sit åndedræt og hjerteslag er gode metoder. Andre former for mindfulness, fx kærlig-venligheds-meditation, har også en gavnlig virkning på helbred og trivsel. Det er bevist i et videnskabeligt forsøg, der involverede en række universiteter i USA og Tyskland. Her dokumenterede man sammenhængen mellem de positive følelser og et godt fysisk helbred. Når man øger mængden af positive følelser, kan det måles i vagusnerven. Det samme gør sig gældende, når man øger antallet af positive sociale forbindelser.

Det går begge veje
Kommunikationen mellem krop og hjerne går begge veje. Nogle gange overhører man de signaler, kroppen sender og i andre tilfælde har man smerter, hvor der ikke er nogen objektiv grund til det. Jeg erfarede selv det sidste, da jeg, som jeg tidligere har beskrevet, blev indlagt akut med kraftige smerter i brystkassen. Jeg blev undersøgt i alle ender og kanter, inden jeg blev frikendt og sendt hjem.

Så er det, at man tænker over, hvor de smerter mon kommer fra? Er det noget hjernen sender ned til kroppen som følge af de traumer, man har oplevet tidligere i sit liv? Skyldes det i mit tilfælde en traumatisk oplevelse, som jeg havde for tre år siden, hvor jeg –som så mange andre nu til dags- måtte smide håndklædet i ringen efter en lang periode præget af vrede, frygt og andre negative følelser, og gå hjem med stress og ret kraftige belastningsreaktioner? Har hjernen og  kroppen så kunnet huske denne negative periode og givet mig svære smerter i hjertet, selvom jeg objektivt set ikke fejler noget.

Jeg ved det ikke, men tankevækkende er det.

 

 

 

 

Hans største sejr var nederlaget

foto: pixabay.com

Ham her Usain (Hussein?) er altså vildt sej, synes jeg. Der var lagt op til en kæmpe exit, hvor han først skulle vinde 100 meter løbet og Jamaica skulle slutte med at vinde 4*100 meter stafetten.

Sådan gik det som bekendt ikke. Usain blev nummer 2 i 100 meter løbet og dokumenterede dermed, at han, trods 8 (otte) gange  OL guld og på trods af, at han  er den måske største atlet i vor tid, trods alt bare er et menneske.
– Et bette menneske, ja.

Jeg synes på en måde, at hans nederlag til sidst, var var hans største sejr. Det var hans holdkammerater ikke enige i. De beklagede sig over arrangørerne og gav dem skylden for Usains og deres eget nederlag.

Det gjorde Usain ikke. Han optrådte værdigt både på dagen og senere. Ham har vi mig bekendt ikke hørt noget brok fra.

På løbsdagen, efter skaden, kunne man se, at Usain havde mange smerter og ramt psyken var han sikkert også. Hans exit blev ikke lige den, der stod i manuskriptet. Her stod skrevet, at han skulle vinde og derefter forlade scenen, mens han modtog folkets hyldest, for aldrig mere at vende tilbage, pensioneret som 30’årig.

Nej, sådan gik det ikke. Usain Bolt blev skadet, og lå kort tid på banen i mange smerter. Men så var det, at han viste sin storhed. Han fik sig samlet sammen og forlod stille og roligt scenen, mens han lod vinderne modtage hyldesten.  Produceren forsøgte flere gange at gøre Bolt til hovedpersonen. Men han handlede stolt og værdigt og forlod stille og roligt stadion.

Han er trods sine kun 30 år et forbillede. Han viste sin storhed i nederlaget.

Det var sejt og jeg det vil jeg altid huske ham for.

How Usain Bolt’s fairy tale ending veered wildly off script in London

As fairytale endings go, this was one that certainly forgot to follow the script. For Usain Bolt, these World Championships had been touted as his farewell party; a chance for the eight-time Olympian to sign off his illustrious career in style. But much to the horror of the Jamaican’s adoring masses, this was a send-off that ended with red wine on the carpet, smashed plates on the floor and thousands of pounds worth in damages.

Kilde: How Usain Bolt’s fairy tale ending veered wildly off script in London