Kategori: nederlag

Er TAK kun et fattigt ord?

 Nej, taknemmelig er en umådelig stærk kilde til et godt liv.

Da jeg forsøgte mig med den positive psykologi , sagde min lærer hr. Knoop, som kommentar til Brinkmanns evindelige kritik af den positive psykokogi , at det drejer sig om at gøre noget aktivt for at få positivitet ind i sit liv og dermed fremme sin egen trivsel. Hvis man bare lader stå til, vil det negative tage over og så går det kun en vej og man vil ende i mistrivsel, angst og/ eller depression. Dette forhold skyldes, at  ”bad is stronger than good”.  Sådan er det for os alle. Det er selvfølgelig hensigtsmæssigt at opmærksomhed på fare, frygt og vrede overtrumfer de positive emotioner. Ellers havde menneskeheden ikke overlevet.

Jeg har igennem årene arbejdet en del med karakterstyrker. Det har her været diskuteret om disse styrker er stabile eller om de ændrer sig over tid – ligeledes om man kan og skal træne dem. Jeg har taget en del tests i disse styrker, VIA styrkerne. Der er 24 styrker, som vi alle besidder i større eller mindre omfang.  Hvad mine topstyrker er, skal jeg ikke trætte med, men nogle af mine mindst fremtrædende styrker har gennem tiden været taknemmelighed og ydmyghed. Det har været temmelig stabilt og jeg faktisk været træt af det, for jeg ville gerne være både ydmyg og mere taknemmelig. Men det er måske ikke så let, når man har fået meget foræret og haft en vis arbejdsmæssig succes. Så bliver det gode liv lidt af en selvfølge, som man lider af den illusion, at man selv har skabt og arbejdet sig til -lidt megalomant måske.

Nå, men heldigvis fik successen en ende. Jeg blev fyret og lærte også mørket at kende; men taknemmelighed og ydmyghed var det stadig så som så med. Mørke var der derimod nok af. Først var der COVID 19, restriktioner og jeg ved ikke hvad. Da det var slut blev der så krig i Europa mellem Rusland og Ukraine. Der er nok mørke at bekymre sig om, angsten og frygten for krig bliver aktiveret. Det er så her taknemmeligheden kommer ind og det skyldes min kone, som er en klog kone.

En dag kom hun og sagde: Jeg vil ikke mere lade mig styre af alle de problemer og udfordringer jeg har. Jeg har begået fejl i mit liv i forhold til mig selv og mine børn. Jeg har ikke lange perioder ladet det negativ styre mig. Nu vil jeg have fred i sindet og vejen til denne fred går for mig gennem taknemmelighed. Hun besluttede sig for hver dag sidst på eftermiddagen at skrive mindst tre ting ned, som hun er taknemmelig for.  Selvom jeg i bund og grund er et utaknemmeligt bæst, besluttede jeg mig til at gøre det samme. Dog om morgenen, hvor jeg har min stille time. Jeg startede en taknemmelighedsprotokol, hvor jeg hver dag skriver mindst tre ting ned, jeg er taknemmelig for. I går skrev jeg syv ting, store og små blandt hinanden. Det begynder at virke, kan jeg mærke. Meget af det gode i mit liv er gaver, jeg har fået af andre også gaver fra noget, der er større end mig. Jeg kendte godt metoden -Tre Gode Ting- fra en kognitiv psykolog, jeg frekventerede efter min fyring også fra den positive psykologi.

Men min gode hustru flyttede fokus fra de positive ting til taknemmelighed. Det er jeg taknemmelig for. Jeg har fornylig taget en ny VIA test, nu er taknemmelighed nummer 11 af 24, mens ydmyghed stadig befinder sig i bunden. Så der er stadig et stort udviklingspotentiale.

Tak.

#taknemmelighed, #trivsel, #positivpsykologi

Godt Nytår – refleksioner om at løbe ind i muren og blive fyret og om ydmyghed og taknemmelighed

Jeg sidder i min kælder Nytårsdag og reflekterer over hvad det bedste, der er hændt for mig i mit liv, mon er. Der er meget. Jeg har haft en god opvækst med tryghed og kærlige forældre. Jeg har fået mange gaver  med mig i livet. Ingen tvivl om det. Jeg har kunnet klare at stå igennem den modgang, som livet også indeholder, inklusive et par skilsmisser.  Jeg har fået et godt fundament.

Når jeg ser tilbage på det sidste tiår, er den bedste gave jeg har fået, min fyring for otte år siden. Jeg havde i femten år befundet mig i en coach-, udviklings-, ledelses-, chefverden, hvor jeg blev mere og mere forblændet af min egen storhed. Jeg havde alle svarene, vidste hvad der var rigtigt og forkert.

Den sidste tid i mit ledelsesjob var op ad bakke. Der var nedgangstider og dem klarede jeg også, syntes jeg på daværende tidspunkt. Jeg kunne tilpasse, fyre folk, for det er jo i modgang, man skal vise sin kvalitet som leder, som jeg sagde dengang. Jeg begyndte at møde modgang i personalet. Det mente jeg nok at kunne klare, for jeg havde opbakning fra topledelsen i kommunen. Det skulle nok gå, tænkte jeg. Men da chefernes opbakning hørte op, måtte jeg smide håndklædet i ringen. Den 10. december 2014 gik jeg hjem. Jeg kunne ikke mere, men jeg regnede da med at komme tilbage til job. Det kom jeg ikke. Bosserne havde mistet tilliden til og ville ikke have mig tilbage. Jeg blev fyret den 31. oktober 2015 af diskretionære årsger uden nåde, men med en god pension. Økonomisk var der ingen problemer. Jeg behøvede ikke stå til rådighed. Jeg var var på den måde et privilegeret menneske.

Alligevel var det en barsk omgang. Hele min identitet var bundet i jobbet. Jeg var præget af en udpræget gentagelsestvang. Jeg forsøgte at komme tilbage som leder. Jeg startede egen virksomhed. Jeg forsøgte mig med en ny masteruddannelse – i positiv psykologi. Men det hjalp ikke rigtigt. Jeg kom ikke tilbage i det hamsterhjul, jeg var kommet fra og gudskelov for det.

Da jeg blev fyret, var det mange, der hjalp mig, blandt andet en gammel kollega, Peter, der selv havde prøvet turen med fyring, inklusive en tur på forsiden af den nordjyske avis. Det var seks år tidligere. Han ringede til mig og sagde at han ikke ville sige at han var taknemmelig for det; men at han nødig ville have undværet det. Det var svært at tage ind dette dengang. Men det giver overordentlig god mening i dag.

Da jeg beskæftigede mig med den styrketilgang, der er indeholdt i den positive psykologi, var mine topstyrker sådan noget som kreativitet, videbegær, perspektiv, dømmekraft, nysgerrighed og gejst; mens styrker som transcendens og ikke mindst ydmyghed og taknemmelighed lå helt i bund.

Det har ændret sig. Det har været en barsk omgang at nå frem til det, men jeg er så taknemmelig for det jeg har. Jeg er også temmelig tæt på at være taknemmelig for at jeg fik sparket dengang. Jeg er blevet et mere ydmygt bette menneske, der godt ved at jeg ikke kan løse uløselige problemer. Jeg har fået hjertet meget mere med og tak for det.

Da jeg var leder var tæt på at mene, at jeg var Vorherre selv og skulle dømme over de levende. Når jeg ser tilbage tænker jeg,  at det var godt jeg kun var leder på en bette skole nordenfjords. For hvad kunne min  magtfuldkommenhed – mit storhedsvanvid ikke have ført med sig, hvis jeg havde været konge af Sverige, departementschef eller statsminister.

Godt Nytår

Vagusnerven – pipelinen mellem hjerne og hjerte

Da jeg var klar til at udgive min bog om, hvordan vi laver en skole, hvor børn både har det godt og gør det godt, manglede jeg en illustration af vagusnerven – nervus vagus på lægelatin. Den bad jeg min chefillustrator Viktoria om at lave og det slap hun helt godt fra, synes jeg.

Bevidst nærvær
Vagusnerven forbinder hjerne og hjerte – ligeledes hjernen og resten af kroppen, de indre organer. Mit mål med at skrive et afsnit om at træne vagusnerven, var at det er veldokumenteret, at man, ved at hjælpe mennesker med at sætte fokus på deres krop: åndedræt, hjerterytme, mærke de forskellige dele af kroppen, hjælper dem med at få ro på og stresse af.

Enhver, der har bedt bønner og mediteret ved, at det virker og det kan også dokumenteres gennem objektive målinger i vagusnerven. Den sænkede puls og det langsommere åndedræt medfører nedsat elektrisk spænding i nerven. Og det gør noget ved hjernen. Man får ro på, tempoet sættes ned og stressen letter. Man får det altså bedre. Man får mere overskud, kikkertsynet mindskes og  man bliver åben. Man bliver ikke mindst åben overfor læring.

Bedre trivsel og bedre læring
Der er altså god grund til at gøre noget ved det der bevidste nærvær også i skolen. Hvordan er så betingelserne for det? Jeg tænker, at der måske nok kunne være behov for at forbedre mulighederne. Børnene har lange arbejdsdage, hvor de ofte bliver styret udefra. Børnene har ikke så meget tid, hvor de er overladt til sig selv med mulighed for at stå af ræset og dagdrømme. De er underlagt samme præstationkrav som de voksne. Der er derfor god grund til at træne vagusnerven ved sætte afslapning og nærvær i system, også i skolen. I min drøm om den gode skole giver jeg på side 76 nogle anvisninger hvordan det kan gøres.

Træning af Vagusnerven
Mennesker har i årtusinder kendt til, at der er en sammenhæng mellem hjerne og hjerte samt mellem krop og sjæl. Man har haft en klar forestilling om, at det fysiske og psykiske helbred hænger godt sammen. I dag kan man bevise det.

Allerede i 2016 opdagede man, at elektrisk stimulation af vagusnerven kan mindske betændelsestilstande i kroppen. Det er nu ikke nødvendigt at sætte strøm til børn for at træne deres vagusnerve. Mindre kan gøre det: – Fysiske aktiviteter kombineret med positive følelser er én af vejene. Sport og ture i naturen er gode aktiviteter, ligesom leg selvfølgelig ligger lige til højrebenet. – At være nærværende og opmærksom på sig selv. Kunne mærke sine kropsdele, kunne føle sit åndedræt og hjerteslag er gode metoder. Andre former for mindfulness, fx kærlig-venligheds-meditation, har også en gavnlig virkning på helbred og trivsel. Det er bevist i et videnskabeligt forsøg, der involverede en række universiteter i USA og Tyskland. Her dokumenterede man sammenhængen mellem de positive følelser og et godt fysisk helbred. Når man øger mængden af positive følelser, kan det måles i vagusnerven. Det samme gør sig gældende, når man øger antallet af positive sociale forbindelser.

Det går begge veje
Kommunikationen mellem krop og hjerne går begge veje. Nogle gange overhører man de signaler, kroppen sender og i andre tilfælde har man smerter, hvor der ikke er nogen objektiv grund til det. Jeg erfarede selv det sidste, da jeg, som jeg tidligere har beskrevet, blev indlagt akut med kraftige smerter i brystkassen. Jeg blev undersøgt i alle ender og kanter, inden jeg blev frikendt og sendt hjem.

Så er det, at man tænker over, hvor de smerter mon kommer fra? Er det noget hjernen sender ned til kroppen som følge af de traumer, man har oplevet tidligere i sit liv? Skyldes det i mit tilfælde en traumatisk oplevelse, som jeg havde for tre år siden, hvor jeg –som så mange andre nu til dags- måtte smide håndklædet i ringen efter en lang periode præget af vrede, frygt og andre negative følelser, og gå hjem med stress og ret kraftige belastningsreaktioner? Har hjernen og  kroppen så kunnet huske denne negative periode og givet mig svære smerter i hjertet, selvom jeg objektivt set ikke fejler noget.

Jeg ved det ikke, men tankevækkende er det.

 

 

 

 

Hans største sejr var nederlaget

foto: pixabay.com

Ham her Usain (Hussein?) er altså vildt sej, synes jeg. Der var lagt op til en kæmpe exit, hvor han først skulle vinde 100 meter løbet og Jamaica skulle slutte med at vinde 4*100 meter stafetten.

Sådan gik det som bekendt ikke. Usain blev nummer 2 i 100 meter løbet og dokumenterede dermed, at han, trods 8 (otte) gange  OL guld og på trods af, at han  er den måske største atlet i vor tid, trods alt bare er et menneske.
– Et bette menneske, ja.

Jeg synes på en måde, at hans nederlag til sidst, var var hans største sejr. Det var hans holdkammerater ikke enige i. De beklagede sig over arrangørerne og gav dem skylden for Usains og deres eget nederlag.

Det gjorde Usain ikke. Han optrådte værdigt både på dagen og senere. Ham har vi mig bekendt ikke hørt noget brok fra.

På løbsdagen, efter skaden, kunne man se, at Usain havde mange smerter og ramt psyken var han sikkert også. Hans exit blev ikke lige den, der stod i manuskriptet. Her stod skrevet, at han skulle vinde og derefter forlade scenen, mens han modtog folkets hyldest, for aldrig mere at vende tilbage, pensioneret som 30’årig.

Nej, sådan gik det ikke. Usain Bolt blev skadet, og lå kort tid på banen i mange smerter. Men så var det, at han viste sin storhed. Han fik sig samlet sammen og forlod stille og roligt scenen, mens han lod vinderne modtage hyldesten.  Produceren forsøgte flere gange at gøre Bolt til hovedpersonen. Men han handlede stolt og værdigt og forlod stille og roligt stadion.

Han er trods sine kun 30 år et forbillede. Han viste sin storhed i nederlaget.

Det var sejt og jeg det vil jeg altid huske ham for.

How Usain Bolt’s fairy tale ending veered wildly off script in London

As fairytale endings go, this was one that certainly forgot to follow the script. For Usain Bolt, these World Championships had been touted as his farewell party; a chance for the eight-time Olympian to sign off his illustrious career in style. But much to the horror of the Jamaican’s adoring masses, this was a send-off that ended with red wine on the carpet, smashed plates on the floor and thousands of pounds worth in damages.

Kilde: How Usain Bolt’s fairy tale ending veered wildly off script in London