Kategori: folkets skole

Vi tog realen med

 

Eller rettere sagt, det var der nogle af os der gjorde. Af de 18 håbefulde 13-14 årige, var der helt nøjagtig elleve , der tog realen med. Mens syv mere eller mindre frivilligt måtte finde andre ruter på livets lange landevej.
Vi elleve var, for igen at citere Niels Hausgaard, ”bare de flest, men ikke nødvendigvis de bedst”. Der blev spildt mange menneskelige resurser

Fotoet  er et klassefoto fra 1967 af 7. klasse på Læsø Private realskole, Carl Ludvig Heinzelmann’s Minde, som det også hed. Han var en af de få rige kaptajner på Læsø, der ernærede sig med sejlads mellem Vestafrika og Vestindien. Hvad lasten bestod af, ved jeg ikke. Det står frit for at gætte, ligesom tanker jo altid har været toldfri.

Jeg tror faktisk at skolen var blevet kommunal, men privatskolekulturen levede i bedste velgående. Så vi blev optaget på sådan en slags prøvemedlemskab, så man kunne se om vi fortjente adgang til de hellige haller. At man ikke fik adgang kunne have mange årsager, klassetilhørsforhold, lidt flabet umodenhed – hvad ved jeg.

Af de atten var vi otte fra Vesterø Nordre Skole. Vi var tolv (12) i vores klasse. Af de resterende fire, kom enkelt på efterskole i Dronninglund. Det var i 7. klasse,  mens de øvrige kom ud og arbejde i butik eller som arbejdsdreng, så de senere kunne få en læreplads. Nogle tog ud og fiske som 13-14 årige.

En af de udstødte fra realen ud at sejle på langfart. Jeg tror nok han som voksen endte i smilets by, hvor han blev en del af musiklivet.

En blev så vidt jeg ved fisker og senere lastbilchauffør.

En kom i lære som elektrikker, en som tømrer.

Et par stykker flyttede. En blev skoleleder på Guldbæk Friskole, en pige fik anoreksi og blev indlagt på Riget. Hende mødte jeg senere i Frederikshavn, hvor hun boede i stueetagen over det kælderværelse, hvorfra min verden kom til at gå. Jeg tiltuskede mig ind imellem en kop te –sikkert urtete- og en Lulu hos hende. Hun blev senere en at Tvinds founding mothers, for i 1972 tog hun til Ulfsborg og indrettede en bus og begav sig på vej til Nepal. Jeg husker stadig, hvordan hun glædesstrålende fortalte om de gode arbejdsforhold på fabrikkerne i Iraq. Der var god plads mellem maskinerne. Jeg mener, at hun blev udlært værktøjsmager i Odense på Thomas B Triges fabrikker, så hun har forhåbentlig holdt med de rø’e,  B1909. Hun har sikkert været rollemodel og projektleder i mange år. Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at hun var den kvikkeste af os alle.

Af os, der tog realen med, kom to i lære i Brugsen. En i Vesterø og en i Byrum. Jeg kom på Frederikshavn Gymnasium og HF Kursus hvor jeg skulle starte på en spændende ny gymnasial uddannelse  uden årskarakterer og med projektopgaver. Det var lige mig og i øvrigt vidste jeg, at revolutionen lå lige om hjørnet. Den ville ikke lade vente på sig. Senere kom jeg til Hjørring og blev lærer. Det blev tre af de andre også. Vi rummede også en overlæge. Han var først den vej af Katedralen i Viborg, tror jeg. En meget almindelige vej for unge fra Læsø dengang. En kom på handelsskole og derefter i lære på kommunekontoret hjemme på øen. De to fætre Hansen blev maskinmester og vistnok leder af kollegieudlejningen i Aarhus.

Det her er skrøner, så jeg vil nødig stilles til ansvar. Nogle kunne ikke finde ud af livet og fik et mindre heldigt endeligt. Sådan er det med os fra 1953 og sådan er det sikkert stadig trods psykologhjælp og jeg ved ikke hvad. Det kan svært at være ung.

Men der var da en vis kontinuitet også dengang. Ole, der er nummer to fra højre i anden række og jeg fulgtes, selvom vi voksede hver sin vej, trods alt i skole igennem samtlige 10 år. Da vi var små, skiftedes vore fædre til at cykle os i møde, for dengang var der snestorm og man kunne stå på skøjter i skole – på landevejen. Vi havde tre kilometer på cykel fra vi var 7.

Efter skolen har jeg haft kontakt med de fleste. En del af rødderne har besøgt mig i Hjørring medio halvfjerdserne. Så fik vi en flok bajere og en grillkylling og hørte måske De Gyldne Løver eller noget jazz. Men det er fadet ud. Det er svært at bevare gamle relationer. I hvert fald for en kammerat som mig.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg vender tilbage med flere skrøner, for hos mig er det som hos andre gamlinger langtidshukommelsen, der fungerer bedst.

Det var bare det jeg ville sige. Hej.

HÅB – OK 18 og lærernes arbejdstid

Håbet er lysegrønt og udgør the rainbows of the mind, som den amerikanske psykolog Snyder skriver i en berømt artikel. Og ovenover indgangen til helvede skulle der efter sigende stå her lades alt håb ude.

For nogle dage siden udsatte Anders Bondo mig for en gevaldig rutsjetur. Ved middagstid stod han stolt og lettet frem sammen med Michael Ziegler frem og fortalte, at der var indgået en aftale om lærernes arbejdstid. Jeg blev rigtig glad, for selvom jeg er blevet emeritus, har jeg altid elsket skolen fra jeg trådte ind i den i 1960 til jeg forlod den i 2013. En god skole betyder meget for mig og for fleste andre danskere. Vi er fælles om at ønske en god skole for vore børn – og lærere, der trives er en forudsætning for det.

Klokken cirka 16 samme bededag, læste jeg så nyheden om at der ikke var indgået en aftale om den famøse arbejdstid. Jeg blev simpelthen så skuffet og negativ. Det her må blive Bondos endeligt, et svigt, en fejl og mange andre negative følelser kom frem i mig. Jeg var skuffet og vred. Jeg var klar til kamp og jeg fik tunnelsyn, som man gør når man er kampklar. Jeg tror at jeg deler gennemløbet af dette følelsesregister med mange, både lærere og andre.

Nu har jeg sovet på det nogle gange, mit tunnelsyn har forladt mig. Jeg kan igen betragte verden i widescreen og har fået en lille smule øjne i nakken. Kort sagt min positivitet og kreativitet er så småt vendt tilbage. Nu tænker jeg, at det her er lige hvad alle skolens interessenter har brug for. Der er brug for en ny start, der åbner op for nye muligheder.

Hvis der var indgået en aftale om ugentlig, kvartalsvis eller halvårlig optælling af arbejdstiden, ville det så skabe mere trivsel blandt lærerne og derned blandt deres elever? Det tror jeg såmænd ikke det ville. Det ville være mere af det samme, mere styring, flere regler, mere kikkertsyn, flere fjendebilleder og flere negative følelser. Vi kan vist godt blive enige om at sådan nogle følelser ikke øger hverken trivsel eller produktion i skolen.

Løsningen ligger ikke i mere bureaukratisk belønning, styring og kvartalsvis optælling. Der er brug for noget helt andet. Mennesker er selvregulerende organismer og øgede muligheder for selvregulering forbedrer motivation og trivsel blandt mennesker, også blandt lærere. Autonomi, forbundethed og kompetence er tre grundlæggende psykologiske behov. Forbedring af mulighederne for at tilgodese disse behov vil være godt for både børn og voksne i skolen.

Der er brug for en ny start, som det så smukt er blevet sagt. Der er brug for samtale og dialog. Der er brug for nye og kreative løsninger på skolens og lærernes udfordringer. Efter at mit tunnelsyn har forladt mig er jeg kommet i tanke om at Anders Bondo faktisk i sin eufori sagde, at når to mennesker, som ham og Ziegler sidder helt alene en mørk nat, hvor alle muligheder er udtømt, så kan det åbne op for kreativiteten. Det synes jeg faktisk er ret sejt og måske kan Anders og Michael være rollemodeller for en måde at holde skole på, hvor kampen erstattes af kreativitet, fællesskab og partnerskab.

Det håber jeg….

foto: Palle W. Nielsen

Loyalitet vender også nedad

Der var engang – det er mange år siden, hvor jeg søgte et job som leder af en institution. Efter den første runde var vi en lille sluttet kreds, fire mænd og kvinder, som jeg husker det, der var udvalgt til at skulle til anden samtale. Det var en rigtig god og lærerig samtale, som jeg har tænkt meget over siden. De spørgsmål jeg og sikkert også de andre fik, var dilemmaprægede og afspejlede på den måde den verden, vi fremover eventuelt skulle agere i.

Hvem vil du være loyal overfor?
Sådan lød et af de spørgsmål, vi fik. Baggrunden blev beskrevet sådan, at når man nu var ansat ville man befinde sig i en konfliktfyldt situation. Bestyrelsen mente et, direktionen noget andet, politikerne i udvalget noget tredje, medarbejderne noget fjerde osv. Det gode spørgsmål, 10000 $ spørgsmålet, lød så: ”I sådan en konfliktfyldt situation, hvem vil du så være loyal overfor?” Den sved!

Vær loyal mod alle
Hvad er så det rigtige svar? Det er der ingen facitliste til. Mit svar dengang var, at jeg ville være loyal mod alle. Det var det rigtige svar for mig dengang og er det stadig. Der er masser af konflikter og modstridende interesser i en politisk ledet organisation, som der var tale om her. Men derfor kan man godt være loyal mod alle parter. Det er da det mindste man kan forvente. Og dengang, for en menneskealder siden, var der åbenbart nogen på direktions- og politisk niveau, der var enige, for jeg fik jobbet.

Det halter
Hvordan så med loyalitet lige nu i 2018. Jeg tænker, at det halter rigtig meget. Forventningen fra toppen er at loyaliteten går opad, fra medarbejderne til topledelse og politikere, mens det halter med loyaliteten den anden vej. Dem i toppen sidder og laver strategier, som for enhver pris skal presses ned over dem, der befinder sig tæt på kerneydelsen. Strategier for hvad? Ledelsen af et skolevæsen eller distrikt har vel kun en strategisk opgave; at forbedre børnenes læring og udvikling og det er ikke raketvidenskab, at det gør man bedst ved at mægtiggøre og facilitere i forhold dem, der skal udføre denne opgave. Forskningen fortæller, at den vigtigste faktor for børns læring er lærerne. Så skulle man måske holde op med at pisse på dem!

Lyt til fagfolkene
Det samme gælder sikkert på socialområdet, i ældreplejen og på sygehusene. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at opleve topledelsen lytte lidt mere til fagfolkene og demonstrere deres loyalitet overfor disse. Til gengæld kan jeg godt undvære alt det der ”ledere på de sociale medier”.

OK18
Og jeg synes, at tiden er kommet til at også topledelsen af Danmark kommer på banen. Det er politikerne, jeg tænker på, for den forhadte Orwellske Moderniseringstyrelse er kun håndlangere.  Disse toppolitikere må uanset om de sidder i regeringen, i KL eller i Danske Regioner, demontere deres loyalitet og værdsættelse af det arbejde fagfolkene i det offentlige gør indenfor sundhed, ældrepleje, trafik, politi og så videre.

Det handler ikke kun om penge
Uenighed og konflikter er en realitet. Vi har modstridende interesser, man kan ikke gøre alle tilfredse. Der skal træffes beslutninger. Men derfor kan man godt være både ordentlig og loyal.  Loyaliteten bør rette sig mod alle, opad, nedad og til siden.

foto: pixabay.com

OK18 – og Juve, et vinderhold

Hvad blev der af de radikale radikale?
hvor er de liberale liberale?
de sociale socialister?
og hvor er de demokratiske og solidariske socialdemokrater?
hvor er det Danmark vi kendte?

I går svingede en samlet blok af arbejdsgivere hammeren og valgte at lockoute 400.000 medarbejdere i det offentlige, herunder alle, der arbejder i skolen. De, der ikke opfører sig ordentligt skal straffes. Så kan de lære det, synes at være logikken for disse arbejdsgivere. Arbejdsgivere? Ja, det er altså politikere, vi selv har valgt, som demonstrerer deres magt, som om de var vores chefer. Det er altså os, borgerne, der er cheferne, skulle jeg hilse og sige. I dag mødes en række af politikerne til generalforsamling, eller topmøde som det hedder nu om dage,  i Kommunernes Landsforening.

Toppolitikere fra stat amt og kommer og deres topembedsmænd ser ud til at befinde sig i samme ekkokammer, uden forbindelse til vi andres virkelighed. Her de bekræfter hinanden i deres vildfarelse om demontering af vores dialogbaserede måde at lave samfund på. Desværre ser det ud til at den såkaldt fjerde statsmagt, pressen, sidder inde i det samme ekkokammer.

Det bliver interessant at se om nogle af politikerne fra kommunerne, der jo er tætte på driften, vælger at slå sig i tøjret og stå frem og kæmpe for det Danmark vi kendte.

Og hvad har det så med fodbold at gøre? – Ikke så lidt skulle jeg mene. Juventus spillede mod Tottenham og de gamle mænd var ikke levnet mange chancer mod de fremstormende spurve. Buffon er ikke den verdensklassemålmand, han var engang. Barzagli er 36 og langsom. Ikke blot kan Chiellini ikke følge med Kane i en løbeduel. Hans fysik er heller ikke mere i stand til at matche Kanes. Men alligevel vandt de. De gik videre, mens de unge og glamourøse måtte pakke sammen og sige tak for denne gang.

Hvorfor vandt de så? –  Den gamle trio spillede i den grad med hjertet. De viste de yngre vejen og de blev ved med at tro på deres koncept, på deres gamle fælles værdier.

De var vedholdende.
De stod sammen, de var solidariske.
De forsvarede sig godt mod overmagten.
De var taktisk og strategisk overlegne.

Allegri styrkede forsvaret med et par udskiftninger, så det holdt tæt og de udnyttede de andres svage punkter til at score et par mål. For fodbold – og overenskomstforhandlinger- handler ikke kun at angribe. Et godt forsvar er en forudsætning for at vinde.

Er jeg juve-fan? Nej, men jeg har kæmpe respekt for dem. Nej, jeg holder med Inter. Det har jeg gjort siden jeg som 11 årig så dem vinde i 1964. Det gjorde de ved hjælp at et stækt forsvar, catenaccio – kæden på dansk. Ligesom Juve i går låste de målet af ved at hænge en kæde foran. Det er jeg en stor fan af og desuden holder man selvfølgelig med en klub der hedder Internazionale, ikke?

Jeg tror, der er store ændringer på vej i verden og i vores land. I retning af samarbejde, sammenhold og solidaritet?
Hvis det er det vi vil, må vi lære af Juve og  vise et stort hjerte. Vi må være vedholdende.  Og vi må holde fast i vore værdier og stå sammen, også når det kommer til at gøre ondt.

Vi må kæmpe for at kunne kende vores Danmark igen. God kamp.

Foto: pixabay.com – jeg burde måske have valgt en rød fane, men jeg synes at Juventus fortjener respekt i dag.

”Hellere brække en arm end flytte til Hjørring!”

Bosætning, bosætning og atter bosætning. Det er et af de store emner til kommunalvalget her i vandkanten. I hvert fald i vores kommune. Hvad får så folk til at flytte? Kulturtilbud? Et nyt teater et hold i superligaen? Er det et godt kommunalt brand? Nej, folk flytter ikke til en kommune. De flytter til et sted og de er flintrende ligeglade med hvilken kommune dette sted befinder sig i.  Folk flytter ikke efter kultur og branding. Hverdagen af meget større betydning.  Vi mennesker holder på samme måde som Dan Turell af hverdagen og det er muligheden for en god hverdag, der bestemmer, hvor vi bosætter os.

Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen har i en kronik i Jyllands Posten beskrevet, hvad dette gode hverdagsliv konkret betyder for tre segmenter af borgere.

De unge
De unge på 19-29 vil helst bo centralt i en stor by. Hvilken type bolig, man skal bo i er knap så vigtigt. Det afgørende er muligheden for et godt studie- og ungdomsmiljø. De unge vil vi have svært ved at tiltrække; men gode forbindelser med tog vil gøre det muligt at bo i en større by som Aalborg og studere her i byen. Unge pendlere kan sammen med nogle lidt ældre lokale studerende muliggøre opretholdelse og udvikling af uddannelser i vores lokalområde.

De voksne
For de voksne og produktive, typisk fra 30 år og opad, har tilbud til børn afgørende betydning. Gode skoler og daginstitutioner er afgørende for børnefamilier. Måske er det derfor ikke så tosset at smide et par hundrede millioner efter en ny skole i Vraa, for de her mennesker er ikke bange for transport. Det afgørende er god kvalitet i tilbuddene til børn og voksne. Hvis man vil tiltrække de produktive, er der ingen vej uden om at investere i børneområdet og det drejer sig mindst ligeså meget om driftsmidler som bygninger. Det er indholdet, der tæller. Sørg for et godt hverdagsliv for børn og deres forældre, så skal de nok komme hjem.

De gamle
Eller seniorerne, som vi lidt mere venligt bliver kaldt, er knap så afhængige af cafeer og natteliv. Det der tæller er mere naturen, gode indkøbsmuligheder og gode naboer, nærhed til familien samt kollektiv transport. Seniorer er svære at flytte; men de der flytter vil gerne bo centralt i en by eller i naturskønne omgivelser. For begge parter er muligheden for kollektiv transport vigtig. Så det var ikke en god ide at spare på busser i by og på land. Vil vi tiltrække denne type borgere er der ingen vej udenom gode busser på alle ugens dage. Nordjyske Jernbaner kører på skinner og har vist vejen.

Fakta
Overskriften er såmænd titlen på en film, som Statens Filmcentral distribuerede i 70’erne. Den handlede om de mennesker, der blev forflyttet til Hjørring blandt andet i forbindelse med udbygningen af Hærens Materielkommando. Materielkommandoen og sikkert også mange af medarbejderne er såmænd returneret til hovedstadsområdet her 40 år efter.

Stå sammen om skolen – på tværs af partierne

I aften er der vælgermøde om folkeskolen. Jeg synes, der er en positiv udvikling i gang i vores kommune. Mange gode kræfter på tværs af partierne slår et slag for skolen. Jeg ved godt, at vi har valgkamp og at folkeskolen er det emne flest vælgere synes er vigtigt.

Men jeg tror og håber, at der ikke kun er tale om valgflæsk. Det er min opfattelse, at en række lokale politikere er præget af en oprigtig interesse for vores folkeskole.

Det ser ud som om, der er et opgør mod new public management på vej. Ganske vist sniger der sig -af gammel vane ord- som styring ind. Jeg har hørt udtrykt, at vi skal have en ny styringsmodel. Det skal vi ikke. Skolen skal ikke styres, den skal ledes.

Det er meget positivt, at det kraftige fokus, der nu sættes på skolen, går på tværs af partierne. Der er toppolitikere fra højre til venstre, der udtrykker, at de både vil styrke det lokale engagement i skolerne med lokale ledelse og bestyrelse samtidig med at skolerne skal have mere frihed end i dag. Det er positivt at vore lokale politikere står sammen om folkeskolen. Jeg tror de gør hvad de kan for at alle vore børn kan lære godt og børn og personale kan trives godt i skolen. Jeg kunne ønske, at de der regerer landet på samme måde vil slå et slag for folkeskolen. For folkets skole er så vigtig en inkluderende og samlende institution, at den ikke skal gøres til en politisk kampplads.

Da jeg for kort tid siden skrev min lille bog om Folkets Skole – Vendelby 2027, skrev jeg om en revolution i november 2017, hvor byrådet i Vendelby lagde kursen for skolen om. Jeg skrev om et håb og en vision for skolen.

– —I de sidste mange år havde man ikke haft politiske drøftelser om formålet med skolen. Vigtige spørgsmål som: Hvad er meningen med skolen? Hvorfor holder vi skole? Hvad berettiger os til at eksistere? Hvad er vores vision med skolen? Hvorfor overhovedet? Byrådet besluttede at lave om på det og give plads til drømmene.

En skole for alle børn
Man drømte om en skole hvor alle børn havde mulighed for at lære på deres niveau. Alle børn skulle have de rigtige udfordringer balanceret så de ikke blev stressede og de heller ikke kom til at kede sig. Hvert eneste barn skulle føle sig inkluderet og føle, at det blev set som den, det er, som sig selv. Alle, ikke kun dem i midten men også talenterne og ”de sidste”. Man drømte om at se glade, selvregulerende og ansvarlige børn, der både lærer og trives godt på samme tid

De værdsatte forældrene
Det var politikernes overbevisning, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Det er en overbevisning, der er belæg for forskningsmæssigt. Forældrene ønsker det bedste, både hvad angår læring og hvad angår trivsel. De drømte om, at alle forældre følte sig hørt, set og forstået og på det grundlag ville støtte op om skolen.

Lærerne og pædagogerne
De er skolens kernetropper. Man drømte om at se frie, selvregulerende, glade og stolte professionelle med indre motivation som drivkraft. Derfor skulle de have selvbestemmelsen tilbage.

De ville ejerskab
En filosof spurgte engang, da han besøgte en skole: ”hvem ejer den her skole?” Han mente – ”hvem leder den? ” De drømte om at se en lokal skoleledelse, der brænder for deres sted, for deres personale, for deres forældre og ikke mindst for deres skoles elever. De drømte om at se en nærværende, fagligt kompetent og lokalt forankret skoleledelse.

Levede værdier
De drømte om at se værdierne dialog, tillid og arbejdsglæde praktiseret på alle niveauer af deres skole—-

Det handlede om et håb, jeg havde. Det håb hos mig er i den sidste tid blevet styrket. Jeg synes, der er grund til optimisme på vegne af børn, forældre, lærere – ja på vegne af  alle os borgere i Hjørring Kommune.

7 pointer om folkets skole

Læs Politikens kronik i dag den 7. november.  De to forskere Brian Degn Mårtenson og Andreas Rasch Christensen har begået en god kronik med vigtige pointer.

Jeg har destilleret  7 pointer ud af kronikken.

1. “Ordet folkeskole er sammensat af ordene folk og skole. Folk henviser til, at alle, der bor i Danmark, potentielt er en del af skolens fællesskab, hvilket medfører, at ethvert synspunkt, der ytres i en folkeskoledebat, på et eller andet plan må have et rummeligt, imødekommende eller inkluderende aspekt.”


2. “det er afgørende, at vi som samfund igen begynder at se på lærerne med den største respekt, især fordi de varetager samfundets vanskeligste og vigtigste opgave.”


3. ” I en skole skal man tvinge andre til frihed. Børnene har eksempelvis ikke selv valgt, at de skal gå i skole, men den eneste gode grund til, at de går der, er, at de selv skal kunne træffe kvalificerede valg i livet. At drive skole er derfor et paradoks, en umulighed og ikke noget, der nogensinde skal foregå evidensbaseret eller ufejlbarligt; i så fald er det jo ikke en skole.”


4. “Afgørende er det at huske, at skole og skolegang ikke er et svar på noget som helst. Det er et spørgsmål til og om selve livet. Den slags skal ikke fikses med hurtige eller målrettede løsninger, men omgås med fælles vedvarende og grundig omtanke.”


5. “Skolen er også et fællesskab. Et fagligt og socialt fællesskab. Relationer er fantastiske og til tider skrøbelige. Også for eleverne.”


6. “Ordet skole kommer fra græsk og betyder fri tid, hvilket henviser til, at skolen er et sted, hvor man skal udvide sin åndelige horisont i første omgang frigjort mest muligt fra arbejdsmarkedet, produktionen og andre timelige forpligtelser.”


7. “Skal man kunne handle myndigt og ansvarligt i verden, må man have en grundlæggende viden om dens forhold. En sådan kan man erhverve sig i form af skolens fag som f.eks. matematik, geografi, dansk, historie og fysik. Et fornyet fagligt fokus bør endvidere ikke blindt fokusere på eksempelvis anvendelsesorientering, idet ingen har en jordisk chance for at vide, hvad børnene kan få brug for at gøre om 20-30 år”

 

 

Sidste udkald

Det var titlen på en ganske lille bitte bog, som tidligere direktør i undervisningsministeriet Asger Baunsbak-Jensen skrev i 2013.

Undertitlen var Kampskrift for folkeskolen. Bogen var et frontalangreb på New Public Management – den måde skolen (top)styres på i dag. Baunsbak-Jensen fortæller historien om hvordan en tidligere skolereform i 1958 med den Blå Betænkning  først blev vedtaget efter flere års debat med skolens interessenter og andre interesserede. Da bogen kom frem, skete det uden den store opmærksomhed.

Muligvis har Marianne Jelved fået tid til at læst bogen.  – Og min egen bog om Folkets Skole – Vendelby 2027?

Hun har i hvert fald taget fat på at slå et slag for skolen. For dialog, selvforvaltning, debat og gamle værdier fra før NPM topstyringen tog over. Selvom nogen måske vil mene, at det er lidt sent, vil jeg sige bedre sent end aldrig. Det er meget positivt, at politikkere fra forskellige partier begynder at vågne op og passe godt på skolen.

Og der er andre positive tegn. I forhold til kommunalvalget, er folkeskolen det område, som flest vælgere finder vigtigt. Og der kommer positive meldinger om skolen fra flere forskellige partiers kandidater. Jeg håber, at de mener det og står ved det. For meget kan gøres lokalt for at udvikle skolen. I min hjemkommune, Hjørring, har jeg bemærket at flere politikere, blandt andet Venstres borgmesterkandidat, har ytret sig konstruktivt om folkeskolen.

Og her på det sidste er 6 socialdemokratiske lokalpolitikere, herunder en kandidat fra Hjørring , gået i offensiven med et 10 punktsprogram, hvor man blandt andet gør op med centraliseringen.

Der er altså tværpolitisk fokus på skolen. Det er godt, for skolen skal ikke være en politisk kampplads. Jeg er så en smule usikker på om spotlightet på skolen varer ved efter valget eller om der er tale valgflæsk; men jeg synes i det mindste, at der er grundlag for et vist håb.

Pas på skolen!

S……. OSSE!

Det var min første tanke, da jeg i dag så dette spændende stillingsopslag på LinkedIn. Det her job, det er lige mig, tænkte jeg. Men fristen for ansøgning var udløbet den 29. september, så jeg var en del for sent på den. For der er ansættelsessamtaler i dag, den 8. oktober, og så igen den 13. med diverse tests ind imellem.

Godt det samme
Jeg havde nu nok ikke fået stillingen alligevel, for dels er der jo de der tests – og så mig. Gad vide om jeg kunne bestå? Sikkert ikke. Måske ville jeg som så mange andre opleve at have en forkert profil. Og så er der jo det der med, at jeg er gammel gut på 64. Det forbedrer måske heller ikke chancen for at blive centerleder, at man har nået denne fremskredne alder. Nå, godt det samme. Jeg har jo også bestemt mig til at forsøge at blive pensionist. Det skal nok gå, selvom det er en vanskelig overgang. Men jeg træner hårdt, blandt andet med golfkøllerne.

Velkvalificeret?
I øvrigt  mener jeg mig velkvalificeret  – for jeg synes da, at jeg har alle de kvalifikationer, som er beskrevet i opslaget. Og jeg kan endda også bryste mig af, at jeg har erfaring på området. For det er min skole, det drejer sig om. Specialskolen for Voksne, Hjørring  – Specialskolen for Voksne, Vendsyssel – SPVV….
Nu hedder den CKU Vendsyssel – Center for Kommunikation og Undervisning, Vendsyssel. Og det, der engang hed forstander, ligesom på jernbanestationen, hedder nu centerleder. Det endte jeg også med at hedde.

Pas godt på skolen og ”de sidste”
Her var jeg centerleder fra 2000-2015. Og her havde jeg nogle af de bedste år i mit arbejdsliv. Vi arbejdede hårdt, havde masser af udviklingsprojekter. Vi slog ikke så få slag for de sidste. Jeg husker også tilbage på, hvor sjovt vi havde det. Jeg kan endnu mærke i kroppen, hvordan latteren rungede. Jeg husker, at vi i starten havde masser af frihed til at udvikle og innovere. I løbet af de 15 år tog styringstænkningen mere og mere over og det lagde begrænsninger for innovation og kreativitet. Men summa summarum tænker jeg tilbage på mine 15 år som leder af min skole, som nogle gode arbejdsår. Det er et privilegium at have haft et arbejdsliv med 37 gode år som tjenestemand i skolen. Jeg håber, at lærere og andre offentligt ansatte igen kommer til at opleve sådan et godt arbejdsliv med frihed og mening.

Min bøn til dig
Min tid som leder er forbi og jeg skal nok vare mig for at give gode råd til dig, der nu bliver ansat som centerleder. Men jeg vil gerne bede dig om at passe rigtig godt på den skole, der engang var min. Og ikke mindst vil jeg håbe, at du vil være en frontkæmper for de sidste. Der er ikke så mange, der slår et slag for dem for tiden, men der er behov for at nogen tager den mission på sig. Det håber jeg, at du vil gøre.
Jeg håber også, at du vil passe på skolen i almindelighed og SPVV/CKUV i særdeleshed.

PIP´eline, LAM og LAL

Den anden dag dukkede der er status op på min nyhedsside på facebook. 100 ledere af skolevæsenet i Hjørring Kommune havde været på strategiseminar. De havde arbejdet med at lave en strategi for, hvordan skolen kunne skabe bedre trivsel og bedre resultater for ansatte og børn. Det er jo en god målsætning og der var også rigtig mange likes og positive kommentarer, mest fra dem, der er inde i ekkorummet – dem, der var med. Der var dog en enkelt fri skoleleder fra Bornholm, der spurgte, om der mon også var nogle elever og lærere med?

Der er godt spørgsmål og jeg ved ikke, hvad svaret er. Men jeg tror da, at der var nogle repræsentanter for organisationerne, nogle fællestillidsrepræsentanter –  en fra BUPL, en fra DLF og en TAP repræsentant, sikkert fra HK. Fodfolk og elever var der sandsynligvis ingen af.

Skrivebordsgeneraler laver strategier
Strategi er en god ting, men tingene skal også føre ud i livet. Som enhver skrivebordsgeneral ved, er brug for både taktik og operationer og her slipper du ikke udenom at sætte dem på banen, der skal føre tingene ud i livet. Udefra kunne det for en, der selv har deltaget i talrige strategiseminarer, se ud som om man fortsætter med at tale om strategi, mens det kniber lidt mere med det taktiske og operationelle plan. Sagt på en anden måde holder man sig til lederplanet. Men har det nogen effekt?

Efteruddannelse skal ud i det yderste led
Nej, hvis udviklingsmidlerne skal have effekt, skal de allokeres ud tæt på borgerne. Efteruddannelsesresurserne skal derhen, hvor de gør mest nytte – ud i det yderste led. Lederne beslutter rigtig mange ting, der på papiret ser fornuftige ud. Om de så også er det, kræver en lakmustest ude i det yderste led blandt lærere, pædagoger, ledere, forældre og ikke mindst blandt børnene. Det er dem, der skal få tingene til at virke i praksis.

Enkeltbillet til helvede
På seminaret arbejdede man også videre med ledelsesmodellen leadership pipeline. PIP’elinen er udtryk for gammeldags og topstyret styring. Så længe man vælger at styre gennem kontrol, vil det ikke lykkes at få frigjort de resurser, alle siger, der er brug for i fremtiden. Fremtiden kalder på  hittepåsomhed, foretagsomhed, kreativitet og innovation. En styringsmodeller som leadership pipeline er kontraproduktiv set i forhold til fremtidens behov. Denne model er et udtryk for det new public management regime, der har hersket i det offentlige i snart mange år. Der er efterhånden en mange, der taler for at sende NPM tilbage til helvede, selvom man kan være i tvivl om, de mener det. Men når man så sender NPM retur på en enkeltbillet, vil det være en rigtig god ide at sende leadership pipeline samme vej.

Sæt dem fri
Menneskene har et grundlæggende behov for selvbetemmelse. Mennesket er ikke et væsen, der udvikler positivt sig gennem kontrol og styring. Derimod er vi selvregulerende væsener med tre grundlæggende psykologiske behov: behovet for frivillighed – selvbestemmelse, behovet for at du til noget og behovet for at indgå i gode relationer til andre mennesker. Når disse tre grundlæggende behov bliver tilgodeset, har vi rigtig gode forudsætninger for den indre motivation, der fremmer hittepåsomhed, innovation, engagement, gejst, kreativitet etc. Det kan vi ikke opnå ikke gennem styring, men gennem og god ledelse og facilitering.

Sæt børn, forældre, pædagoger og lærere fri, så skal du bare se løjer.

Ordforklaring: LAM – sådan  forkorter man i Vendelby begrebet  ”leder af medarbejdere”. På samme måde forkorter man i Vendelbys PIP ” leder af ledere” som LAL.

Grafik: pixabay.com