Tag: demokrati

6 år er lige pludselig gået

To drenge ved Zellersee. De er blevet noget større og stemmerne er blevet dybere. Også jeg er blevet ældre,

Siden det gik op for mig at jeg for alvor skulle til at øve mig at blive pensionist. Som nogen måske ved fik jeg sparket fra mit job som centerleder omkring årsskiftet fra 2013 til 2014. Her gik jeg fra at være en forholdsvis feteret fagperson inden for handicapteknologiområdet og  en ligeså feteret centerleder, til at være et menneske, som rent bogstaveligt at blive råbt ad at jeg skulle forlade min arbejdsplads gennem 18 år. Det var den 20. marts 2014. Jeg gik selvfølgelig, som min chef så mindeligt bad mig om og har ikke sat mine ben der siden. Sagen endte med at jeg blev afskediget af, som det så smukt hedder, diskretionært af Byrådet i Hjørring Kommune.  Jeg bad selvfølgelig Lillian, personalebossen, om aktindsigt i min sag og fik en stabel sagsakter på print på 6 cm’s højde. Heri stod der en masse om alle de gode gerninger, jeg havde gjort, mens der ikke var nogen begrundelse for, hvorfor jeg skulle fyres. Det var som nævnt af diskretionære årsagen .  Arne, direktionen  og byrødderne havde mistet tilliden til at jeg kunne løse opgaven. Det var klogt nok og de havde sandsynligvis ret, kan jeg se i dag. Opgaven var uløselig for mig., Men det kunne jeg bestemt ikke dengang. Jeg ville tilbage. Stiftede egen virksomhed og begyndte at studere igen på Århus Universitet. Master i positiv psykologi – det var måske nok et relevant studie for mig på det tidspunkt.

Zellersee og Orta

For seks år siden var jeg på ferie Zell am See, hotel Waldhof og senere ved Ortasøen i Piemonte, sammen med de her to VIP i mit liv, Salle og Willer og deres forældre Madfilosofie, min svigerdatter og min ældste og eneste søn Mads. Både Zellersee og Orta kan anbefales. Næste gang du skal til Gardasøen kunne du overveje at køre lidt længe og slå dig ned i Orta San Giulio. Her spiser man godt og alle vine serveres i glas. Også de bedste Baroloer. Ikke noget husets vin her.

Jeg har i øvrigt 3 VIP’er mere i mit liv kusinerne Viktoria og Nikoline samt deres bette efternøler Busti på 9. Selvfølgelig også Mutti på 98, min bette kone osv. I alt er vi en lille flok på 35, når vi, de nærmeste, er sammen.  Det er dem, der betyder noget, de nære. Det har jeg lært, ligesom jeg  også har lært dem at kende. Så der er kommet meget godt ud af det spark jeg fik.

Jeg vågnede

Men, men, men det her handler ikke om det vigtigenu, men om det, der var så vigtigt en gang. Arbejdet, hvem jeg  er, identiteten. Jeg sad sammen med min søn foran casinoet Zelle am Zee, ret mondænt, og kiggede ud over den smukke Zellesee. Her gik det lige pludselig op for mig at jeg var blevet 64 og om et år skulle jeg være folkepensionist.  Ikke fordi det betød noget særligt for mig økonomisk, for jeg fik før-folkepensions-tillæg.  Jeg har været meget privilligeret og har aldrig skullet til kammeratlige samtale på jobcenteret. Dog har jeg talt med en fastholdelseskonsulent trods det at man ville af med mig. Sådan er der  jo så meget.

Jeg vågnede altså op. Mads mente at jeg skulle til at spille golf igen. Det var jeg stoppet med 10 år før. Jeg havde jo travlt med at forsøge at arbejde mig ihjel. Jeg stoppede op. Da jeg kom hjem  til det her dejlig bette land, Danmark, lukkede jeg mit firma og meddelte Århus Universitets at de ikke mere skulle regne med  mig. Jeg kunne ellers være blevet færdig med studiet til min 65 års fødselsdag som nyuddannet MOPP, master of positive psykologi. Det blev jeg ikke. Derimod blev jeg golfspiller igen.  En golfspiller uden det store talent og bestemt ikke nogen træningsnarkoman. Men det var godt og her har jeg fået et nyt old-boys-network på otte personer. Vi spiller et par gange om ugen suppelleret med lidt seniorklub. Rigtig godt. Den 12. juli skal vi have en bid mad og en øl og en dram. For nu er jeg blevet halvfjerds og jeg synger på sidste vers.

Jeg har besluttet mig til at jeg vil til at blogge igen. Jeg vil skrive om mennesker,  jeg har mødt i min professionelle karriere. Mange interessante mennesker. De vigtige , de nære, familien lade jeg ligge i denne omgang.

Som Covey blandt andet  siger i Syv Gode Vaner, skal man slibe kniven og begynde med slutningen. Kniven er slebet og næste akt bliver om de gamle golfdrenge.

Til sidst skal I lige have det her køkkenparty fra Hotel Waldhof med. Citeret fra madfilosofies websted.
I aftes var der “fest” på hotellet – kuchen-party, noget de fleste synes, at kende til og glæde sig til. Det var en meget skør og sjov oplevelse for os.

https://www.facebook.com/annesofie.k.larsen/videos/10155513372253619

Vi måber noget, men sjovt var det.

Lev med det! – Skal vi det?

Lillefar Putin er gået ind i Ukraine med hele sin militærmagt. Der er igen krig i Europa.

Jeg kom i dag på min daglige vandretur gennem byens gader til at tænke på en tegning, som mit ældste barnebarn tegnede til i forbindelse med en bog, jeg forsøgte mig med at skrive på det tidspunkt. Jeg havde selv bedt hende om at tegne vagusnerven, der forbinder hjernen med kroppens organer. Jeg tænkte dengang, at en styrkelse af vagusnerven var en vigtig del af børns undervisning. Det er vigtigt at have både hjerte, sjæl og ånd med.

Menneskelighed, hjerte, ånd og dyder som storsind og ydmyghed har det ikke så godt blandt magthavere ude og hjemme i denne tid. Lad os hver især gøre vores til at dyderne får en renaissance – at hjerte og hjerne bliver genforbundet hos magthaverne.

Når min krøllede hjerne fandt billedet frem i dag, skyldes det sikkert både dagens begivenheder i Ukraine og den forråelse, vi oplever i dansk indenrigspolitik. Krigen er farlig og chokerende. Den er der mange der kommenterer. Det tror jeg ikke, jeg kan kvalificere. Men jeg er ligeså rystet som alle i andre.

Herhjemme er det så som så med overholdelse af reglerne. Seks departementschefer var vidende om at aflivningen af mink var ulovlig. Alligevel syntes ingen af dem, at det lige var deres opgave at gøre opmærksom på det.  Hvorfor mon?

I FE sagen er hemmelighedskræmmeriet grænseløst. Statsministeren har ingen kommentarer, men henviser til justitsminister Hækkerup. Gad vide hvordan han sover om natten?

En række nu tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti føler sig voksenmobbet af Pia Kjærsgaard. Hun har angiveligt råbt og skreget af dem, hun ikke er enig med.

Den tidligere formand for de radikale Morten Østergaard har på linje med andre toppolitikere opført sig grænseløst overfor en række kvinder.

Statsministeriets departementschef Barbara Berthelsen har optrådt grænseløst overfor en række politikere og embedsmænd blandt andet Kåre Mølbak.

Statsministeren siger: Lev med det.

Skal vi det?

Kabul – Kan vi lære af historien?

Ja, jeg bilder mig ind, at jeg kan lære og har lært af min egen historie. Det kalder jeg personlig udvikling. Men måske er det selvbedrag – en illusion . Jeg tror nu at  Biden, Robert McNamara, general Westnomoreland og hvad generalerne nu hedder, lærer og har lært af deres fejl .

Men deres efterfølgere? Nix, de ser ikke ud til at have lært noget. Historien gentager sig. Hver enkelt generation gentager de samme fejl. Stater, USA og deres allierede, har ikke historisk hukommelse og gentager deres fiaskoer. Der må ud over mysidebias og megalomani være nogle psykologiske mekanismer, der gør, at kollektiv læren af fejl ikke er langtidsholdbar.

Babylon Berlin, Saigon 1975,  Kabul 2021. Som de siger i østen ’Same same, but different’. Igennem mine øjne ser det mest ud til at være ’same same’. Når jeg ser helikopterne lette og flyve i pendulfart  fra taget af den amerikanske ambassade Kabul, får jeg en oplevelse af deja-vu . Jeg oplever at billederne, som vi så dem for seksogfyrre år siden i tv fra  Saigon – Ho Chi Minh City, som den blev døbt om til og formodentlig stadig hedder, gentaget. Blot er scenen nu forlagt til Kabul. Billederne af mennesker i panik, der forsøger at flygte og redde livet gentager sig også. I Vietnam faldt Nguyễn Văn Thiệu’s korrupte styre sammen som et korthus ligeså snart besættelsestropperne fra USA forlod landet. Ingen havde lyst til at forsvare styret. Det samme gentager sig nu i Afghanistan. Den tusindvis af mia dyre hær falder sammen. Soldaterne oplever ikke at have nogen sag at kæmpe for. De har ikke lyst til at dø for Ashraf Ghanis  korrupte regering. De tage hjem og efterlader højteknologiske våben til deres fjender på samme måde, som Sovjetunionen gjorde det i 1989. Verdens stærkeste  militærmagt tabte både i Vietnam og Afghanistan krigen til cyklister og motorcyklister bevæbnet med AK 47ere.

Er der noget håb? Ja, Vietnam har på trods af tredive års krig frem mod 1975, gennemgået en positiv udvikling og er nu en del af verdensøkonomien. De har en stor turistindustri og de sko, jeg går rundt i, er syet i Vietnam. Der er sket en forsoning, således at også amerikanere ferierer på Vietnams  strande. Forhåbentlig vil det samme ske i Afghanistan. Det bliver i hvert fald svært for mændene i Taliban at rulle tiden tilbage. Kvinderne har fået en stolthed og en magt, de formentlig  ikke frivilligt giver afkald på. De går i skole og har fået uddannelse. Forhåbentlig får nogle af de skæggede herrer sig en overraskelse i tiden, der kommer.

Kan vi lære af historien. Ja, vi kan godt. Men ønsker vi det? Her i Danmark har vi siden den kolde krigs ende ført en aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi har fulgt amerikanerne i tykt og tyndt. Vi har været på besøg på Balkan, i Libyen, i Irak og i Afghanistan. Det har været en dyr historie i kroner og i menneskeliv. Og resultaterne? Jeg vil ikke udelukke, at der har været nogle positive resultater på den korte bane. De fik frisk vand i Basra, men har de stadig det? På den lange bane er det tydeligt for enhver, at der ikke er kommet noget godt ud af Danmarks engagement langt fra hjemmet. Vi er et lille land. Lad os stoppe den aktivistiske udenrigspolitik. Der vil blive stor modstand fra det militært industrielle kompleks. Men lad os stoppe det. Forhåbentlig har politikerne på tværs af partierne mod til at udforme en ny forsvarspolitik. For forsvaret er for vigtig en sag at overlade til generalerne og til blindt at følge vores store allierede.

Selvopgøret under og efter Vietnamkrigen medførte en masse god kunst. Det gør nederlaget i Afghanistan formentlig også.

#demokrati, # dkpol, #kabul2021, #kanvilaereafhistorien, #afghanistan

De rutter mæ æ pæng!

Minkpels

Udtrykket er vestjysk og et af min hustrus yndlingsudtryk. Det udtryk må siges at være på sin plads i forhold til den kæmpemæssige erstatning ,som aflivningen af de danske mink, som gårsdagens aftale har medført. Jeg har personligt en ikke ubetydelig veneration for minkerhvervet. Som søn af en minkfarmer, ganske vist af en helt anden og mindre størrelsesorden end den de erstatningsberettigede avlere, med mindre end en tiendedel avlsdyr, er jeg alligevel, som sikkert mange andre, dybt rystet denne morgen. Hvad må små erhvervsdrivende frisører, restauratører, lufthavnsarbejdere og andre ledige ikke tænke?

Facts ‘ene er på plads. Her er hovedpunkterne aftalen frit efter Politiken i dag:

Minkavlerne modtager en erstatning for de mink, der er slået ned i 2020, men som ikke blev pelset og derfor ikke kan sælges. Her gives der op mod 1,8-2,8 milliarder kroner.

Erstatningen dækker for en tabt fremtidig indtjening i 2022 til 2030. Det beløber sig til 8,9 milliarder kroner.

Den forventede restværdi af minkavlernes uudnyttede produktionsapparater såsom stalde og bure erstattes. Pris: 8,9 milliarder kroner.

De følgeerhverv, der er afhængige af minkavl, kan også få erstatning, hvis over halvdelen af omsætningen er baseret på dansk minkavl. Det gælder blandt andet fodercentraler, pelserier og minkauktionshuse. Denne erstatning skønnes at medføre udgifter for 3-4 milliarder kroner.

Den såkaldte tempobonus, som blev indført for at få minkavlerne til at aflive deres mink hurtigst muligt, ventes at blive udbetalt i februar.

Aftalen indeholder en dvaleordning, så avlere kan genoptage erhvervet, når forbuddet om hold af mink udløber næste år.

Som Kristian Madsen kommenterer i Politiken er der tale om et astronomisk højt beløb. Og professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet supplerer jævnfør Ritzau og Berlingske i dag: “Helt overordnet er der grænser for hvor store ekspropriationserstatninger, man er vant til at få i Danmark, og det, som der lægges op til her, er ret vidtgående“. Stærke ord for en jurist.

Spørgsmålene tårner sig op:

Hvad får Venstre ud af det her? – får de fortalt landmændene, at de, som de altid har kunnet, kan regne med Venstre?

Hvad får Socialdemokratiet ud af det? – er der tale om en dyrt købt fred -i det mindste et stykke tid- for det lovbrud, der skete i hastværket omkring aflivningen af minkene.

Hvad får SF og de radikale ud af det? – Svaret blæser i vinden. Formentlig lussinger. Der bliver endnu mindre plads til pasningsgaranti og bedre personalenormeringer på plejehjem. Hvad siger kernevælgerne, de unge i de store byer til det?

Hvad får minkfarmerne ud af det? – Ja, de fleste får et større eller mindre overskud, når kreditorerne er betalt. Så de kan jo grine hele vejen i banken, når de skal aflevere de fleste af pengene. Der er tale om en dybt forgældet ikke rentabel branche. Nogle af de rigeste får mulighed for at starte op igen i udlandet – en helt ny form for dansk erhvervseksport.

Hvad får kreditorerne ud af det? – De må smile helt op til begge ører. Bankerne får indfriet nogle lån, der ellers i stort omfang skulle skrives på tabskontoen. Jeg skal måske personligt være taknemmelig for den smule aktier, jeg ejer i Nordjyske Bank/ Ringkøbing Landbobank, for banken er formentlig en af minkfarmernes de største kreditorer. Stiger kursen i dag? En stor del af pengene ender sikkert i udlandet, mange af dem i Kina ligesom en del gode danske avlsdyr. For der er kinesisk kapital i dansk minkavl. Det forlyder, at det drejer sig om halvdelen. Det er muligvis fake news? Jeg ved det ikke; men jeg håber da at nogle af pressens gravere vil undersøge sagen nærmere.

Det er nemt at lege julemand, især når det er på andres bekostning. Regningen? Den bliver som så mange andre smidt ind på børneværelset.

foto pixabay.com

Mettes maske falder

– og Gud ske tak og lov for det.

Hvor statsminister Mette Frederiksen på de første 9 pressemøder i coronabølgen er lykkedes med at fremstå som en stærk leder i kontrol – en blanding af Vorherre, dronning og vores allesammens landsmoder, en kvindelig Stauning, fremstod hun på det 10. pressemøde i går som et sludrechatol. Hun talte i 22 minutter uden at komme frem til en konklusion. Vi ventede. Der var ingen.

På de efterfølgende spørgsmål sludrede hun videre og gentog de samme statements igen og igen. Jeg blev vred og tænkte som sikkert mange andre – Hun har ikke noget budskab, hun spilder min og andre danskeres tid.

Set her i bakspejlet tænker jeg, at dette pressemøde er det bedste af alle. Hun mistede kontrollen og det var svært for hende at skjule sin følelse af vrede, når pressen stillede kritiske spørgsmål. Det er rigtig godt. For ud over at være statsminister er hun en kvinde fra 1977. Samme årgang som min datter. Ålborgenser med to børn og ex. Bacheloruddannelse og en master, som de fleste i hendes generation. Hun er hverken mere eller mindre end dig og mig. Hun er ikke min mor, men kunne være min eller naboens datter.

Al den bekymring, jeg har haft for ensretning, overvågning og dekretstyre er om ikke væk, så dog minimeret. Hverdagen er på vej tilbage med dens politiske kævl og varetagelse af særinteresser. Snart kan vi forhåbentlig ytre vores egen uforbeholdne og konstruktivt kritiske mening om corona og alt det andet uden at blive skammet ud.

Det synes jeg er rigtig positivt. Tak for det Mette.

foto: pixabay.com

I går græd jeg mig i søvn

Og det er længe siden, det skete sidst. Jeg husker ikke hvornår. Måske var den sidste gang i 1962 under Cubakrisen, da jeg og mange andre børn var angste for at verden skulle gå under på grund af atomkrig. Dengang var det ikke klimaet, der gjorde børn angste; nej, det var frygten for atomkrig.

Der er også i dag -her i 2019- mange gode grunde til at græde sig i søvn. Tænk på alle de klaphatte, der kommer til magten i ind- og udland. Trump i USA, Putin i Sovjet – undskyld Rusland. Viktor Orban i Ungarn. Salvini Italien. Den overlevende tvilling i Polen. Boris Brexit og så videre. Andre steder er fascisterne ikke kommet til magten, i det mindste ikke endnu.

Men deres styrke er voksende. Der er ”sande finner”. Der er Alternativ für Deutschland. Der er Jimmy Åkeson hos naboen. Der er LePen i Frankrig og så videre. Her i Danmark holder vi os heller ikke tilbage. Vi har både blondinen hos De Nye Borgerlige og Tullefolkene. Og som om det ikke var nok, har vi Rasmus Paludan, en rendyrket racist, der var lige på nippet til at komme i Folketinget. Jo, der er i sandhed nok at græde over.

Men det var ikke derfor jeg græd mig i søvn i aftes. Nej det var fordi 723 –syvhundredeogtotitre- psykologer følte sig kaldede til at bede forlaget Gyldendal om at tilbagekalde en bog, som de ikke kunne lide. Vil de gode(?) psykologer mon have genindført censuren? Det kunne se sådan ud.

Som tv2.dk skriver:

”Nødvendigt at benytte* børn via censur

Psykolog Christine Posselt mener dog, at der er tale om et særligt tilfælde, idet bogens anvisninger er rettet mod børn.

– Det er ikke, fordi jeg personligt mener, at vi skal gå ind og censurere alle bøger, som har tvivlsom evidens og tvivlsomme påstande, som for eksempel bøger med kostråd.

– Men for mig går grænsen ved børn. Helt små børn er jo kendetegnet ved, at de ikke har noget sprog, de har ingen rettigheder, de kan ikke sige fra, og barnets udvikling er 100 procent afhængig af, at de voksne forstår barnets behov. I min optik er vi ude i et særligt tilfælde, hvor det er nødvendigt, at vi voksne beskytter børnene via censur, siger hun.

Ifølge Gyldendal er der i år solgt 29 eksemplarer af bogen. De seneste tre år har man i gennemsnit solgt 145 bøger om året.”

*der skal forhåbentlig stå beskytte

Hertil vil det være på sin plads at bemærke, at det vel ikke er børnene, der er tænkt som læsere af bogen, men derimod deres voksne, myndige forældre, der forhåbentlig er i besiddelse af en bedre dømmekraft end de 723 psykologer.

Jeg har ikke selv læst bogen. Gad vist hvor mange af de 723 psykologer, der selv har læst denne bog, som de tager så kraftigt afstand fra. Den er solgt i 29 eksemplarer i år.

Mange års kamp for ytringsfriheden betyder at blasfemiparagraffen er blevet ophævet og politiske partier og forskellige religioner, islam i særdeleshed, må tåle at opleve deres dybeste følelser udfordret. Ligeledes er såvel fake news som en gabestokken på de sociale medier  blevet en del af vores hverdag. Alt dette må  vi tåle i ytringsfrihedens navn.

Skal det lykkes et nyt selvudnævnt præsteskab, de 723 psykologer, at indføre en ny censur? Jeg håber det ikke. Jeg håber derimod, at en lang række af deres fagfæller og mange andre vil tage afstand fra dette angreb på ytringsfriheden.

Det handler ikke kun om sovepædagogik. Det handler om ytringsfrihed. Bøger skal ikke brændes, bøger skal ikke forbydes og bøger skal ikke trækkes tilbage.

 

Effektiv Grænsekontrol – En Illusion

Der står de, politikerne, på Als og i Åbenrå og taler om, at den grænsekontrol, der i de sidste tre år har kostet os skatteborgere 1.091.000.000 danske kroner og som har betydet at politiet stort set er holdt op med at opklare forbrydelser i det øvrige Danmark, skal gøres permanent eller i det mindste fortsætte på ubestemt tid indtil vi lige har fået styr på EU’s ydre grænser, som Søren Gade så smukt meddeler i det valgmateriale, der er smidt i min postkasse.  Som om det er en simpel sag.

Men grænsekontrollen er den rene og skære symbolpolitik. Kontrollen er en illusion. Jeg har ved selvsyn konstateret dette i den lille målestok gennem et ophold i grænselandet i denne uge. Nord- og Sydslesvig er igen ved at være en sammenhængende region og de lokale må undre sig såre over de mennesker i gule veste, der i Padborg, Frøslev og Kruså holder øje med, hvem der passerer grænsen. På de fire dage, jeg opholdt mig i området, blev jeg aldrig kontrolleret. Vel ser jeg måske rimeligt tilforladelig ud og kører i en bil på danske plader, men alligevel. Kun én gang gjorde jeg noget aktivt for ikke at blive stoppet. Min handling bestod i at vifte med noget rødbedefarvet, nemlig min hustrus og mit eget pas. For det fik jeg en thump up og et nik fra en venlig dansk mand i gul vest.

Der er en symbolpolitisk kontrol ved de store grænseovergange. Men der er masser af overgange uden kontrol. Det erfarede vi da vi cruisede langs grænsen fra Wassersleben til Højer og retur. Vi passerede grænsen en halv snes gange, flere gange opdagede vi udelukkende passagen ved at iagttage nummerpladerne på de parkerede biler. Vi mødte aldrig nogen kontrol i de mere øde vestlige egne af grænselandet.

En ubevogtet dansk/tysk grænseovergang – Scheidebek 

Vores grænse mod Tyskland er 68 km lang. Når sikker kontrol her er en illusion, hvordan kan nogen så tro at vi kan sikre og kontrollere EU’s ydre grænse bestående af mange tusinde kilometer land og vand? Vil vi kunne sikre os mod massiv indvandring gennem grænsekontrol af EU’s ydre grænse? Det er meget usandsynligt, at dette vil kunne lade sig gøre uanset hvor hårde metoder, vi tager i brug. Desuden ønsker vi vel ikke til at opbygge et Trumpsk hegn, en mur omkring Europa, sådan som Viktor Orban har gjort i Ungarn.

Vi har tidligere oplevet den hårde grænsekontrol i Europa også i nyere tid. Det mindes de af os, der besøgte landene øst for jerntæppet før murens fald. Selv prøvede jeg turen gennem Check Point Charlie første i 1969 – det oplevedes godt nok farligt der ved Check Point Charlie i niogtreds af en ung vesterlænding. Men det var meget mere farligt for menneskene i øst, for de kunne dø af at forsøge at passe denne barske grænsekontrol. Alligevel forsøgte mange, for de oplevede at have så dårligt et liv, at de var villige til at tage chancen og sætte livet på spil i håbet om at få et bedre liv. Det lykkedes for nogle og mislykkedes for flere. Denne hårde grænsekontrol var oprettet at de østeuropæiske lande med det mål at forhindre at store mængder af deres borgere i at udvandrede vestpå i håb om et bedre liv.

Denne hårde grænse, dette jerntæppe, tog vores politikere og vi andre afstand fra og euforien i Europa var stor, da østtyskerne råbte, ’Krentz, Krenz wo ist dein grenz’ tilbage i niogfirs. Jerntæppet faldt. Europa kom til at hænge sammen og alle også politikerne fra de regeringsbærende partier var glade og tilfredse. Det forhadte og frygtede jerntæppe igennem Europa var væk.

Tegningerne til et grænsehegn er klar – foto pixabay.com

 

Skal vi så oprette et nyt jerntæppe udenom EU, udenom Europa? Det skal vi ikke, for det vil gøre noget ved os selv. Det vil ændre os europæere, så vi ikke mere vil kende Europa og Danmark. Løsningen ligger ikke i en hård grænsekontrol rundt om Europa, sådan som vi kender den fra jerntæppet, hvor magthaverne brugte kontrollen til at holde menneskene inde i deres eget land. Selvfølgelig skal vi ikke bruge disse samme metoder til at holde andre mennesker ude.

Hvis vi vælger at bruge grænsekontrol for at holde indvandrere ude af Europa vil den nødvendigvis blive meget barsk, for der bor en milliard mennesker i Afrika syd for Sahara. Af disse har hundredvis af millioner et så dårligt liv, at de for enhver pris ønsker at komme væk. En stor del af dem ønsker det så meget, at de på samme måde som mange østeuropæere dengang, er villige til at sætte deres liv på spil i håbet om et bedre liv.

Der er efter min overbevisning kun en løsning. Invester massivt i infrastruktur og uddannelse i Afrika syd for Sahara. Det vil skabe vækst og dermed håb i denne del af verden. Det vil mindske befolkningstilvæksten og det vil gøre det mindre attraktivt at vandre mod nord. Det vil være i vi europæeres egen interesse.

Menneskenes – eller i det mindste ministres – dårskab er uendelig

Ifølge innovationsminister Sophie Løhde vil staten oprette et samlet itsystem, som skal styre alle udbetalinger fra staten. Det vil ifølge ministeren og moderniseringsstyrelsen betyde, at fremtidige Britta Nielsen sager kan undgås.

Som hun siger – Opgaven med at lave det nye tilskudssystem skal sendes i udbud, og planen er, at der allerede i andet halvår næste år skal udbetales penge via det nye it-system.

Samtidig skal reglerne på området ensrettes.

En konkret ændring bliver, at der kun kan udbetales tilskud til en Nemkonto, der er tilknyttet et CPR-nummer, for at sikre at pengene havner hos de rigtige personer.

– Dermed kan man ikke overføre penge til sin egen private konto eller til familiemedlemmers konti, siger Sophie Løhde.

Har hun og den samledes regering monstro glemt alle de foregående it-skandaler, hvor man forsøgte at udarbejde itsystemer, der dels kunne løse alverdens problemer og dels erstatte en masse dygtige fagfolk?

Jeg kan huske nogle stykker.

Amanda på arbejdsmarkedsområdet. Det kom aldrig til at virke. Tinglysningssystemet, der forsinkede sagerne uendeligt. Rejsekortet, der helt berettiget modtog Amandaprisen og EFI, det fælles inddrivelsessystem, der indtil nu har kostet os skatteborgere mere end 100 mia kroner.

Når staten ikke kan få styr på inddrivelsen gennem et kæmpe itsystem, hvordan kan man så tro, at et sådant stort system kan styre udbetalingerne.

KISS princippet er et gyldent princip for al softwareudvikling. Det betyder i al sin enkelthed Keep It Simple Stupid. Det er nok for meget at håbe på at ministeren vil efterleve dette simple princip. Desværre lærer vi mennesker ikke altid af fortidens fejl og slet ikke af de fejl andre har begået.

Hvad er så løsningen. Måske lidt bedre kontrol med medarbejderne. Britta kunne – på samme måde som den skattemand, der udbetalte 12 mia af vi skatteborgeres penge til udenlandske spekulanter –  udbetale de manbge penge uden nævneværdig kontrol. Der bør genindføres et system med effektiv kontrol udført af mennesker. For som Lenin sagde tillid er godt, men kontrol er bedre – og som en officer af linien tilføjede ransagning er bedst.

billede pixabay.com

Source: Vil forhindre svindel og fejl: Der skal ryddes op i statens tilskudspuljer | Indland | DR

Loyalitet vender også nedad

Der var engang – det er mange år siden, hvor jeg søgte et job som leder af en institution. Efter den første runde var vi en lille sluttet kreds, fire mænd og kvinder, som jeg husker det, der var udvalgt til at skulle til anden samtale. Det var en rigtig god og lærerig samtale, som jeg har tænkt meget over siden. De spørgsmål jeg og sikkert også de andre fik, var dilemmaprægede og afspejlede på den måde den verden, vi fremover eventuelt skulle agere i.

Hvem vil du være loyal overfor?
Sådan lød et af de spørgsmål, vi fik. Baggrunden blev beskrevet sådan, at når man nu var ansat ville man befinde sig i en konfliktfyldt situation. Bestyrelsen mente et, direktionen noget andet, politikerne i udvalget noget tredje, medarbejderne noget fjerde osv. Det gode spørgsmål, 10000 $ spørgsmålet, lød så: ”I sådan en konfliktfyldt situation, hvem vil du så være loyal overfor?” Den sved!

Vær loyal mod alle
Hvad er så det rigtige svar? Det er der ingen facitliste til. Mit svar dengang var, at jeg ville være loyal mod alle. Det var det rigtige svar for mig dengang og er det stadig. Der er masser af konflikter og modstridende interesser i en politisk ledet organisation, som der var tale om her. Men derfor kan man godt være loyal mod alle parter. Det er da det mindste man kan forvente. Og dengang, for en menneskealder siden, var der åbenbart nogen på direktions- og politisk niveau, der var enige, for jeg fik jobbet.

Det halter
Hvordan så med loyalitet lige nu i 2018. Jeg tænker, at det halter rigtig meget. Forventningen fra toppen er at loyaliteten går opad, fra medarbejderne til topledelse og politikere, mens det halter med loyaliteten den anden vej. Dem i toppen sidder og laver strategier, som for enhver pris skal presses ned over dem, der befinder sig tæt på kerneydelsen. Strategier for hvad? Ledelsen af et skolevæsen eller distrikt har vel kun en strategisk opgave; at forbedre børnenes læring og udvikling og det er ikke raketvidenskab, at det gør man bedst ved at mægtiggøre og facilitere i forhold dem, der skal udføre denne opgave. Forskningen fortæller, at den vigtigste faktor for børns læring er lærerne. Så skulle man måske holde op med at pisse på dem!

Lyt til fagfolkene
Det samme gælder sikkert på socialområdet, i ældreplejen og på sygehusene. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at opleve topledelsen lytte lidt mere til fagfolkene og demonstrere deres loyalitet overfor disse. Til gengæld kan jeg godt undvære alt det der ”ledere på de sociale medier”.

OK18
Og jeg synes, at tiden er kommet til at også topledelsen af Danmark kommer på banen. Det er politikerne, jeg tænker på, for den forhadte Orwellske Moderniseringstyrelse er kun håndlangere.  Disse toppolitikere må uanset om de sidder i regeringen, i KL eller i Danske Regioner, demontere deres loyalitet og værdsættelse af det arbejde fagfolkene i det offentlige gør indenfor sundhed, ældrepleje, trafik, politi og så videre.

Det handler ikke kun om penge
Uenighed og konflikter er en realitet. Vi har modstridende interesser, man kan ikke gøre alle tilfredse. Der skal træffes beslutninger. Men derfor kan man godt være både ordentlig og loyal.  Loyaliteten bør rette sig mod alle, opad, nedad og til siden.

foto: pixabay.com

OK18 – og Juve, et vinderhold

Hvad blev der af de radikale radikale?
hvor er de liberale liberale?
de sociale socialister?
og hvor er de demokratiske og solidariske socialdemokrater?
hvor er det Danmark vi kendte?

I går svingede en samlet blok af arbejdsgivere hammeren og valgte at lockoute 400.000 medarbejdere i det offentlige, herunder alle, der arbejder i skolen. De, der ikke opfører sig ordentligt skal straffes. Så kan de lære det, synes at være logikken for disse arbejdsgivere. Arbejdsgivere? Ja, det er altså politikere, vi selv har valgt, som demonstrerer deres magt, som om de var vores chefer. Det er altså os, borgerne, der er cheferne, skulle jeg hilse og sige. I dag mødes en række af politikerne til generalforsamling, eller topmøde som det hedder nu om dage,  i Kommunernes Landsforening.

Toppolitikere fra stat amt og kommer og deres topembedsmænd ser ud til at befinde sig i samme ekkokammer, uden forbindelse til vi andres virkelighed. Her de bekræfter hinanden i deres vildfarelse om demontering af vores dialogbaserede måde at lave samfund på. Desværre ser det ud til at den såkaldt fjerde statsmagt, pressen, sidder inde i det samme ekkokammer.

Det bliver interessant at se om nogle af politikerne fra kommunerne, der jo er tætte på driften, vælger at slå sig i tøjret og stå frem og kæmpe for det Danmark vi kendte.

Og hvad har det så med fodbold at gøre? – Ikke så lidt skulle jeg mene. Juventus spillede mod Tottenham og de gamle mænd var ikke levnet mange chancer mod de fremstormende spurve. Buffon er ikke den verdensklassemålmand, han var engang. Barzagli er 36 og langsom. Ikke blot kan Chiellini ikke følge med Kane i en løbeduel. Hans fysik er heller ikke mere i stand til at matche Kanes. Men alligevel vandt de. De gik videre, mens de unge og glamourøse måtte pakke sammen og sige tak for denne gang.

Hvorfor vandt de så? –  Den gamle trio spillede i den grad med hjertet. De viste de yngre vejen og de blev ved med at tro på deres koncept, på deres gamle fælles værdier.

De var vedholdende.
De stod sammen, de var solidariske.
De forsvarede sig godt mod overmagten.
De var taktisk og strategisk overlegne.

Allegri styrkede forsvaret med et par udskiftninger, så det holdt tæt og de udnyttede de andres svage punkter til at score et par mål. For fodbold – og overenskomstforhandlinger- handler ikke kun at angribe. Et godt forsvar er en forudsætning for at vinde.

Er jeg juve-fan? Nej, men jeg har kæmpe respekt for dem. Nej, jeg holder med Inter. Det har jeg gjort siden jeg som 11 årig så dem vinde i 1964. Det gjorde de ved hjælp at et stækt forsvar, catenaccio – kæden på dansk. Ligesom Juve i går låste de målet af ved at hænge en kæde foran. Det er jeg en stor fan af og desuden holder man selvfølgelig med en klub der hedder Internazionale, ikke?

Jeg tror, der er store ændringer på vej i verden og i vores land. I retning af samarbejde, sammenhold og solidaritet?
Hvis det er det vi vil, må vi lære af Juve og  vise et stort hjerte. Vi må være vedholdende.  Og vi må holde fast i vore værdier og stå sammen, også når det kommer til at gøre ondt.

Vi må kæmpe for at kunne kende vores Danmark igen. God kamp.

Foto: pixabay.com – jeg burde måske have valgt en rød fane, men jeg synes at Juventus fortjener respekt i dag.