Tag: positivitet

6 år er lige pludselig gået

To drenge ved Zellersee. De er blevet noget større og stemmerne er blevet dybere. Også jeg er blevet ældre,

Siden det gik op for mig at jeg for alvor skulle til at øve mig at blive pensionist. Som nogen måske ved fik jeg sparket fra mit job som centerleder omkring årsskiftet fra 2013 til 2014. Her gik jeg fra at være en forholdsvis feteret fagperson inden for handicapteknologiområdet og  en ligeså feteret centerleder, til at være et menneske, som rent bogstaveligt at blive råbt ad at jeg skulle forlade min arbejdsplads gennem 18 år. Det var den 20. marts 2014. Jeg gik selvfølgelig, som min chef så mindeligt bad mig om og har ikke sat mine ben der siden. Sagen endte med at jeg blev afskediget af, som det så smukt hedder, diskretionært af Byrådet i Hjørring Kommune.  Jeg bad selvfølgelig Lillian, personalebossen, om aktindsigt i min sag og fik en stabel sagsakter på print på 6 cm’s højde. Heri stod der en masse om alle de gode gerninger, jeg havde gjort, mens der ikke var nogen begrundelse for, hvorfor jeg skulle fyres. Det var som nævnt af diskretionære årsagen .  Arne, direktionen  og byrødderne havde mistet tilliden til at jeg kunne løse opgaven. Det var klogt nok og de havde sandsynligvis ret, kan jeg se i dag. Opgaven var uløselig for mig., Men det kunne jeg bestemt ikke dengang. Jeg ville tilbage. Stiftede egen virksomhed og begyndte at studere igen på Århus Universitet. Master i positiv psykologi – det var måske nok et relevant studie for mig på det tidspunkt.

Zellersee og Orta

For seks år siden var jeg på ferie Zell am See, hotel Waldhof og senere ved Ortasøen i Piemonte, sammen med de her to VIP i mit liv, Salle og Willer og deres forældre Madfilosofie, min svigerdatter og min ældste og eneste søn Mads. Både Zellersee og Orta kan anbefales. Næste gang du skal til Gardasøen kunne du overveje at køre lidt længe og slå dig ned i Orta San Giulio. Her spiser man godt og alle vine serveres i glas. Også de bedste Baroloer. Ikke noget husets vin her.

Jeg har i øvrigt 3 VIP’er mere i mit liv kusinerne Viktoria og Nikoline samt deres bette efternøler Busti på 9. Selvfølgelig også Mutti på 98, min bette kone osv. I alt er vi en lille flok på 35, når vi, de nærmeste, er sammen.  Det er dem, der betyder noget, de nære. Det har jeg lært, ligesom jeg  også har lært dem at kende. Så der er kommet meget godt ud af det spark jeg fik.

Jeg vågnede

Men, men, men det her handler ikke om det vigtigenu, men om det, der var så vigtigt en gang. Arbejdet, hvem jeg  er, identiteten. Jeg sad sammen med min søn foran casinoet Zelle am Zee, ret mondænt, og kiggede ud over den smukke Zellesee. Her gik det lige pludselig op for mig at jeg var blevet 64 og om et år skulle jeg være folkepensionist.  Ikke fordi det betød noget særligt for mig økonomisk, for jeg fik før-folkepensions-tillæg.  Jeg har været meget privilligeret og har aldrig skullet til kammeratlige samtale på jobcenteret. Dog har jeg talt med en fastholdelseskonsulent trods det at man ville af med mig. Sådan er der  jo så meget.

Jeg vågnede altså op. Mads mente at jeg skulle til at spille golf igen. Det var jeg stoppet med 10 år før. Jeg havde jo travlt med at forsøge at arbejde mig ihjel. Jeg stoppede op. Da jeg kom hjem  til det her dejlig bette land, Danmark, lukkede jeg mit firma og meddelte Århus Universitets at de ikke mere skulle regne med  mig. Jeg kunne ellers være blevet færdig med studiet til min 65 års fødselsdag som nyuddannet MOPP, master of positive psykologi. Det blev jeg ikke. Derimod blev jeg golfspiller igen.  En golfspiller uden det store talent og bestemt ikke nogen træningsnarkoman. Men det var godt og her har jeg fået et nyt old-boys-network på otte personer. Vi spiller et par gange om ugen suppelleret med lidt seniorklub. Rigtig godt. Den 12. juli skal vi have en bid mad og en øl og en dram. For nu er jeg blevet halvfjerds og jeg synger på sidste vers.

Jeg har besluttet mig til at jeg vil til at blogge igen. Jeg vil skrive om mennesker,  jeg har mødt i min professionelle karriere. Mange interessante mennesker. De vigtige , de nære, familien lade jeg ligge i denne omgang.

Som Covey blandt andet  siger i Syv Gode Vaner, skal man slibe kniven og begynde med slutningen. Kniven er slebet og næste akt bliver om de gamle golfdrenge.

Til sidst skal I lige have det her køkkenparty fra Hotel Waldhof med. Citeret fra madfilosofies websted.
I aftes var der “fest” på hotellet – kuchen-party, noget de fleste synes, at kende til og glæde sig til. Det var en meget skør og sjov oplevelse for os.

https://www.facebook.com/annesofie.k.larsen/videos/10155513372253619

Vi måber noget, men sjovt var det.

Er TAK kun et fattigt ord?

 Nej, taknemmelig er en umådelig stærk kilde til et godt liv.

Da jeg forsøgte mig med den positive psykologi , sagde min lærer hr. Knoop, som kommentar til Brinkmanns evindelige kritik af den positive psykokogi , at det drejer sig om at gøre noget aktivt for at få positivitet ind i sit liv og dermed fremme sin egen trivsel. Hvis man bare lader stå til, vil det negative tage over og så går det kun en vej og man vil ende i mistrivsel, angst og/ eller depression. Dette forhold skyldes, at  ”bad is stronger than good”.  Sådan er det for os alle. Det er selvfølgelig hensigtsmæssigt at opmærksomhed på fare, frygt og vrede overtrumfer de positive emotioner. Ellers havde menneskeheden ikke overlevet.

Jeg har igennem årene arbejdet en del med karakterstyrker. Det har her været diskuteret om disse styrker er stabile eller om de ændrer sig over tid – ligeledes om man kan og skal træne dem. Jeg har taget en del tests i disse styrker, VIA styrkerne. Der er 24 styrker, som vi alle besidder i større eller mindre omfang.  Hvad mine topstyrker er, skal jeg ikke trætte med, men nogle af mine mindst fremtrædende styrker har gennem tiden været taknemmelighed og ydmyghed. Det har været temmelig stabilt og jeg faktisk været træt af det, for jeg ville gerne være både ydmyg og mere taknemmelig. Men det er måske ikke så let, når man har fået meget foræret og haft en vis arbejdsmæssig succes. Så bliver det gode liv lidt af en selvfølge, som man lider af den illusion, at man selv har skabt og arbejdet sig til -lidt megalomant måske.

Nå, men heldigvis fik successen en ende. Jeg blev fyret og lærte også mørket at kende; men taknemmelighed og ydmyghed var det stadig så som så med. Mørke var der derimod nok af. Først var der COVID 19, restriktioner og jeg ved ikke hvad. Da det var slut blev der så krig i Europa mellem Rusland og Ukraine. Der er nok mørke at bekymre sig om, angsten og frygten for krig bliver aktiveret. Det er så her taknemmeligheden kommer ind og det skyldes min kone, som er en klog kone.

En dag kom hun og sagde: Jeg vil ikke mere lade mig styre af alle de problemer og udfordringer jeg har. Jeg har begået fejl i mit liv i forhold til mig selv og mine børn. Jeg har ikke lange perioder ladet det negativ styre mig. Nu vil jeg have fred i sindet og vejen til denne fred går for mig gennem taknemmelighed. Hun besluttede sig for hver dag sidst på eftermiddagen at skrive mindst tre ting ned, som hun er taknemmelig for.  Selvom jeg i bund og grund er et utaknemmeligt bæst, besluttede jeg mig til at gøre det samme. Dog om morgenen, hvor jeg har min stille time. Jeg startede en taknemmelighedsprotokol, hvor jeg hver dag skriver mindst tre ting ned, jeg er taknemmelig for. I går skrev jeg syv ting, store og små blandt hinanden. Det begynder at virke, kan jeg mærke. Meget af det gode i mit liv er gaver, jeg har fået af andre også gaver fra noget, der er større end mig. Jeg kendte godt metoden -Tre Gode Ting- fra en kognitiv psykolog, jeg frekventerede efter min fyring også fra den positive psykologi.

Men min gode hustru flyttede fokus fra de positive ting til taknemmelighed. Det er jeg taknemmelig for. Jeg har fornylig taget en ny VIA test, nu er taknemmelighed nummer 11 af 24, mens ydmyghed stadig befinder sig i bunden. Så der er stadig et stort udviklingspotentiale.

Tak.

#taknemmelighed, #trivsel, #positivpsykologi

HÅB – sindets regnbuer

Håb – sindets regnbue

Jeg har flere gange tidligere skrevet om håb, blandt andet i 2016. Senere skrev jeg om behovet for at indgyde håb i skolen ovenpå folkeskolereformen. Håbet er lysegrønt og som forskeren Snyder skriver i en berømt artikel er håb The Rainbows of the Mind – sindets regnbuer.

Her i denne triste coronatid er et af lyspunkterne et århusiansk forskningsprojekt – HOPE, håb. I dag fortæller Politiken om et af de nyeste resultater af projektet: At indgyde af håb, virker bedre end frygt. Det er der evidens for. Derfor bør kommunikationen fra magthaverne fremover indrettes, så den indgyder håb i stedet for frygt.

Jeg er håbefuld og håber derfor, at der er håb om at magthaverne og myndighederne vil være gode rollemodeller og ændre kommunikationen, så den indgyder befolkningen håb og positive forventninger. Pressen har også et stort ansvar i denne forbindelse. En god historie behøver ikke nødvendigvis at være en dårlig historie. Mennesker ønsker i bund og grund at høre og gøre noget godt. Vi motiveres ikke kun af at få opfyldt vore egen behov. Ligeledes har den ydre motivation, som opstår gennem angst og frygt store trivselsmæssige omkostninger. Spørg bar de unge.

Mette Frederiksen og Magnus Heunicke kan med fordel kigge mod Norge  for at finde en rollemodel. Erna Solberg har fortalt den norske befolkning, at om alt går som vel, kan de forvente et normalt liv fra august. Den norske statsminister forsøger at give sine landsmænd håb. Jeg håber at Mette Frederiksen også kan og vil give vores befolkning håb.

De trivselsmæssige problemer ved den lange nedlukning, vi har været udsat for, breder sig mere og mere. Negative følelser som fordømmelse, vrede, angst, depression og frygt breder sig. Ligeså modstanden mod restriktionerne. Polariseringen vokser og det i begge ender af spektret. Må vi ikke godt blive fri for dukkeafbrændinger og for reduktion af politiske modstandere til sølvpapirshatte.

Når vi skal have vendt kajakken, så lad os sejle mod regnbuen. Lad os hjælpe hinanden med at skabe håb og i det omfang, der stadig er behov for restriktioner, så lad os skabe en ægte indre motivation hos befolkningen, baseret på de tre grundlæggede psykologiske behov:  behovet for frivillighed (selvbestemmelse), behovet for at du til noget (at føle sig kompetent) og behovet for gode mellemmenneskelige forhold (relationer). En sådan strategi vil være langtidsholdbar og fremme folkesundhed og trivsel.

Over indgangen til helvede står skrevet: Her lades alt håb ude! Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå at menneskene får en følelse håbløshed. I stedet bør vi forsøge at indgyde børn, unge og gamle et levende håb.

foto: pixabay.com

De Smukke Unge Mennesker….

Pastor Katharina og de 20 unge

Det er godt nok svært at bevare pessimismen, når man kommer ud af boblen af ”sure gamle mænd” og damer -som en selv-, ud af coronapanik og mundbind. Man bliver uundgåeligt optimistisk, når man på en solskindag den 30. august 2020, står foran en flok på 20 unge mennesker, der skal konfirmeres med næsten et halvt års forsinkelse.

Deres glæde og mod på livet er evigtgyldig. Den er og kan det heldigvis ikke lykkes at undertrykke. Ungdommeligheden og modet på livet eksisterer på trods af vi gamles mundbindsparanoia.

Mit eget barnebarn Salomon -Salle- var en af de unge. Hans kusine Viktoria blev konfirmeret for to år siden. Hun er nu på efterskole, hvor hun lever ungdomslivet. Hun har ikke travlt med at komme hjem i weekenden og jeg tror ikke at Corona fylder meget i hendes verden. Næste år er det så Nikolines tur. Således bliver en gammel mand jævnligt mindet om ungdom, tro, håb og kærlighed. Det kan jeg lære meget af. Om de unge så kan lære noget af en gamling som mig ved jeg ikke men det skal ikke afholde mig fra i al ydmyghed at forsøge at bidrage med lidt erfaring og viden fra et langt liv. Derfor har jeg valgt at offentliggøre min tale fra i søndags. Den er selvfølgelig personlig, men samtidig er der måske noget generelt, som andre unge -og gamle- kan tage med sig. Jeg ved dig ikke.

 

Talen til Nationen – Konfirmationen

Først vil jeg dvæle lidt ved fortiden og forsøge, efter bedste evne at se dig, som den du er. Alle mennesker – uanset om vi hedder Niko, Buster, Willer, Viktoria, SteffenB eller Salomon- har brug for at blive set på med kærlige øjne. At blive set som dem vi er.

I dag er det dig.

Først nogle episoder fra din opvækst.

 

Du er en dreng med mange talenter.

  • Du kunne tale tidligt. Det første ord jeg forstod, hørte jeg da jeg hentede dig i vuggestuen. Din mor og far sad vist fast i tunelen og havde så i deres nød ringet til mig om jeg kunne hente dig inden lukketid. Det kunne jeg. Jeg hentede dig i Rømersgade og trillede dig hjem i klapvognene. Da vi rundede hjørnet af Vestergårdsgade, så du jeres hus og du sagde det berømmelige ord ”Ma” – jeg var ikke i tvivl om at det betød ”Mor”.
  • Du kan tale med dyr. En episode hjemme i min have, hvor du står fordybet i en samtale med en snegl. ”Lille negl….” sagde du.
  • Der er også noget med en kat, Oliver del Piero, som du har et nært forhold til.
  • Om du kan tale med planter ved jeg ikke, men jeg husker at du havde en særegen evne til at forsvinde. Engang forsvandt du ud af min have. Den var ellers var totalt indhegnet. Vi fandt dig i naboens rhododendronbed.Her stak en lys top op. Om du talte med blomsterne ved jeg ikke. Vi oplevede at du var helt stille og stod helt stille.
  • Dengang så jeg det min opgave at købe cykler til min børnebørn. Du fik også en – fra T-Hansen. Jeg kørte ud med den og din far og jeg skulle så lære dig at cykle. Det var nemt. For du satte dig op på cyklen og cyklede afsted. ”Hvor har du lært at cykle?” – ”I børnehaven – på en træcykel.” Jo, de kunne noget i den børnehave i Hedelundsgade.
  • Du har en god hukommelse. Fx kunne du referere handlingen i Star Wars, selvom du mig bekendt aldrig havde set det. Du gjorde det endda så livagtig, at du selv blev bange for det, du fortalte og måtte have faster med ud på badeværelset, fordi du var usikker på om Darth Maul befandt sig derude.
  • Du har mange styrker og talenter, for trampolinspring, du var og er en ekstremt dygtig læser. Du er også musikalsk og god til at danse. God til Counterstrike – eller hvad I nu spiller. Du har let ved at lære og blandt dine styrker er en god portion videbegær og nysgerrighed. Der er aldrig langt til googleknappen.
  • Sidst, men ikke mindst er du en kærlig, tænksom og følsom dreng/ ung mand. Du har mange talenter – som jeg er sikker på at du kommer til at investere til glæde og gavn for dig selv – og andre.

Nu står du så i et af livets mange vadesteder – overgangen fra barn til ung voksen. Sådan nogle overgange giver nye muligheder og er samtidig meget svære. Du får både en ny frihed og samtidig stort, måske for stort ansvar. Du kan og vil selv og samtidig er det ikke uden problemer at frigøre sig og senere forlade reden og skulle stå mere og mere på egne ben. Tro mig, jeg husker det, selvom det er mere end 50 år siden. Jeg er dog overbevist om, at du har de resurser og den familiebaggrund, der kan bringe dig godt gennem det urolige farvand og trygt i sikker havn, så du kan få et godt og nærmest lykkeligt ungdoms- og voksenliv.

Hvordan får man så et godt, rigt og nærmest lykkeligt liv?

Ja det er jo faktisk ret veldokumenteret. Der er 5 ting til, der skal til. PERMA.

Positive følelser. Opsøg det positive, det der giver glæde.

Engagement. Engager dig i noget, hvor du kan komme i flow og glemmer tiden

Gode relationer. Gode venner, familie ikke nødvendigvis 10000 rigtige venner på SOME. Men mindst en og gerne nogle stykker.

Mening. Se om du kan finde meningen med det hele. Der er desværre ingen manual, du må selv finde meningen med livet – jeg ved ikke hvordan, men jeg tror at det ligger udenfor dig selv og dine egne behov.

Præstation. Det er vigtigt at præstere godt på dit eget niveau. Du skal gøre sig så god du er selvom du måske ikke er Messi.

De betroede talenter.

Jeg har tidligere nævnt at du er en ung mand, der har fået ikke så få talenter betroet. Det, jeg vil anbefale dig at gøre, er at investere disse talenter, som du har fået til glæde og gavn for andre og dermed for dig selv. Du skal ikke, som i lignelsen fra  Matthæus i kapitel 25,  gå hen og grave talenterne ned. Du skal investere dem, sætte dem i spil og på spil uanset om det nu er 2 eller 5 talenter du har fået. Så vil du, som der står, ”gå ind til din Herres glæde”.

Hvordan du så skal investere de talenter er et personligt valg, som du selv må tage, gerne efter samtale med andre unge og voksne vejledere. Det er dit valg.

Gevinsten ved en svag karakter

Nu skal jeg nok stoppe og det vil jeg gøre med at citere en tidligere kollega, der var ekstremt fagligt dygtig. Til hans afskedsreception sagde han:

Takket være en svag karakter og manglende målrettethed har jeg haft et fremragende arbejdsliv.

Det gode liv handler ikke om penge. Det handler om at søge det positive, at engagere sig, at have gode relationer til andre, at finde meningen med det hele og at gøre det så godt man kan.

Held og lykke med at bokse med livet. Skulle du have brug for en at drøfte det hele med en gamling, står jeg altid til din rådighed.

Kærlig hilsen farfar

 

De 8 tanker – en vej til lykken?

Dæmonerne

Dyderne

Kroppen

Fråseri

Mådehold

Begær

Ren kærlighed

Grådighed

Gavmildhed

Sindet

Vrede

Mildhed

Nedtrykthed

Glæde

Acedia*

Åndelig bevidsthed

Sjælen

Forfængelighed

Storsind

Hovmod

Ydmyghed

*Acedia er latin og betyder noget i retning af åndelig sløvhed eller åndelig ligegyldighed

Inspireret af  Christopher Jamison: at finde lykken, Boedal 2009

Royal Run – en eksplosion af samhørighed, sammenhold, solidaritet og stolthed

Gårsdagens 50 års fødselsdag manifesterede alt det tiden kalder på. Det er lige før at den kan gøre en gammel republikaner til tilhænger af monarkiet. Under alle omstændigheder oplevede jeg dagen som en kolossal manifestation af de positive egenskaber, der som en slumrende Holger Danske, ligger i os danskere. Jeg har ikke observeret så stærk en manifestation af den positive version af danskheden siden EU afstemningen og sejren i EM finalen på Nya Ullevi i 1992. Vi, der oplevede de dage, glemmer det aldrig. Jeg håber, at det samme gør sig gældende med fødselsdagen i går.

Tiden kalder i den grad på en positiv version af det at være dansk, som jeg håber vi er på vej til at opleve. Der var tegn på at en ny positiv version af danskheden var under konstruktion under OK18, hvor solidaritet, stolthed og sammenhold holdt i det mindst i nogen udstrækning helt frem til målstregen. Det gjorde den på trods af magthavernes forsøg på at skabe splittelse mellem faggrupperne og mellem de offentligt og de privat ansatte. Det lykkedes dem heldigvis ikke.

De negative kræfter arbejder videre

Siden er der fortsat kommet masser af eksempler på negativ definition af det at være dansk. Mennesker må ikke selv bestemme hvilket tøj, de vil gå rundt i. De må ikke bestemme, hvor de vil bo. I Gentofte og Risskov har der aldrig rigtig været plads til dem og nu må de heller ikke mere bo i Ishøj og Gjellerup. De må nu heller ikke selv bestemme, hvornår de holder ferie, hvornår de spiser og drikker og hvordan de fejrer deres religiøse højtider. Denne sorte og mørke folketings-konsensus-negative version af danskheden, får mig og mange andre danskere til at skamme os. Skammen og skylden lever som bekendt kun i det skjulte mørke. Den tåler ikke at komme frem i lyset.

Den positive version af danskheden

Men i går blev lyset tændt. Mørket blev fortrængt. Skylden og skammen blev erstattet af lys, stolthed, håb og glæde. Det skal kronprins Frederik og  Vorherre, der jo leverede det gode vejr, og mange andre – ikke mindst de mange glade og lykkelige helt almindelige danskere have tak for. Denne positive version af danskheden giver -i modsætning til den på bjerget herskende negative- håb for fremtiden. Ægthed, ydmyghed -personificeret i udenrigsminsteren!, autencitet, stolthed over af være dansk, solidaritet og familiesammenhold blev på bedste vis demonstreret.

Denne version af det at være dansk, vil jeg med glæde være med til at sælge til udlandet og til vore indvandrere. Den vil også være rigtig sund og livgivende for os gammeldanskere. Mere af den om jeg må be’!

Jeg tror og håber at dette forår og dagen i går markerer et vendepunkt, så vi danskere med stolthed definerer os selv positivt.

 

Lev hver dag som om det er den første

Carpe Diem, nuets kraft, stoikerne, Brinkmann – du skal være klar til at dø hver evig eneste dag. Er det sådan, man skal leve sit liv? Måske, men ikke udelukkende i hvert fald. Som i alle mulige af livets – og dødens- forhold, skal der tilføjes et OG – et &. Det er ikke et enten-eller,  men både-og.

Vel skal man leve hver dag, som den sidste, men samtidig skal man leve dagen i dag, som den første af mange i et langt liv. Som Søren Kierkegaard siger det – Saa bliver Alvoren den at leve hver Dag, som var det den sidste og tillige den første i et langt Liv. Det er ikke et enten eller. Det er et både og.

At leve hver dag som om den er den første i et langt liv indebærer, at man sætter egne behov til side og passer på os selv, vore nærmeste, vort samfund og vores klode. Det er en alvorlig sag, som hver enkelt menneske må afgøre med sig selv hvordan man løser.

Men hvis du er i tvivl om, hvor du skal starte med at leve hver dag, som om det er den første, kan jeg da i al beskedenhed forslå dig at starte med at gøre noget for vore børn. Du skal se dem, som de er og  betragte deres liv i det lange fra lange perspektiv. Ikke ud fra hvad der kan betale sig. Ikke ud fra om de og vi kan konkurrere med robotten Jia Jia fra Kina.

Et menneske er ikke en robot og skal ikke defineres ud fra, hvad det kan præstere. Spørg dig selv, hvad kan du gøre, der hvor du er for at børn oplever at have en værdi i sig selv, bliver set som dem de er og får en god og solid tilknytning til deres voksne. Du kan starte med dine egne børn og børnebørn og hvis du har evner og mulighed for det, er der også nok at tage fat på den store bane – daginstitutioner og skoler.

Selv vil jeg starte med, på samme måde som Søren, at gå en tur – Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” – ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”

Jeg vil aflægge besøg på en kirkegård. Her skulle man ifølge selv samme Søren kunne lære meget om livet, herunder om dagen i dag, som den første af mange i et forhåbentligt langt liv.

foto: pixabay.com – Inspiration: Christian Hjortkjær, En dag tilbage, Kristeligt Dagblad 21. feb 2018

Kommunalvalget – demokratiet lever

Mange tak til Lene, Louise, Mette, Arne, Per M, Michael, Jørgen, Per F, Henrik, Morten & alle de andre kandidater. Og tak til Thomas og hans folk  fra den danske bank og de 150 fremmødte på Hjørring Teater for en meget positiv efter-fyraften-eftermiddag.

De ovennævnte 10 spidskandidater til kommunevalget i Hjørring Kommune var på scenen i den, som det hedder, danske debat, som min gode ven redaktør Palle W. Nielsen og jeg havde fornøjelsen af at facilitere i går aftes på det flotte nye teater i Hjørring.

Demokratiet – også det lokale-  lever og har det godt
Det kan godt være, at vi lever i en tid med voksenmobning, chikane, fake news og shitstorme på facebook. Det gør vi og såmænd også i Hjørring. Det har vi til fulde fået bekræftet i de sidste måneder. Men mødet i aftes bekræftede for mig, at vores demokrati lever og har det godt.

Dette danske debatmøde viste mig, at der sammen med politisk uenighed er masser af positivitet, venlighed, humor, kærlighed, hjælpsomhed, solidaritet –  både blandt kandidaterne og mellem dem og de fremmødte borgere. Det fik jeg bekræftet i aftes og ligeledes til den demonstration for demokratiet, der fandt sted foran rådhuset i mandags.

Tænd et lys
Jeg synes, det er sejt af Arne, vores nuværende borgmester, at stille den mobning, han har været udsat for, til rådighed for os andre. Og jeg synes ikke, det er mindre sejt af alle hans politiske modstandere at stille sig bag ham og bakke op i, at sådan noget vil vi ikke have. Det skal frem i lyset, for den eneste måde, vi kan  bekæmpe den mørke og ofte skjulte negativitet på, er ved at belyse den. Når vi tænder lyset og bringer det positive frem fortrænges mørket.

Jeg synes, at de mennesker, der slår et slag for vores demokrati ved at deltage i det, både som aktive borgere og som kandidater til valget fortjener den største ros. Det møde, jeg oplevede i aftes, var et stærkt udtryk for dette.

Det fortjener stående ovationer!

Et sygehusafsnit med hjerte

Sygeplejerskerne Trine Sørensen og Tina Rosengart, afsnit 202a

Jeg vil her fortælle en positiv historie fra det virkelige liv. Den foregår på et sygehus, såmænd. Sygehuset i Hjørring – vendelboernes sygehus – nu Regionshospital Nordjylland – tidligere Sygehus Vendsyssel og derfør Hjørring Sygehus.

Historien handler ikke om umulige it-systemer, overbebyrdet personale eller manglende resurser. Nej, den handler om god gammeldags omsorg, hjælpsomhed og kærlig venlighed og om de mennesker, der får et vigtigt system til at virke. Og det virker, skal jeg hilse at sige.

På trods af voldsom travlhed oplevede jeg under hele mit ophold at være i kærlige og trygge hænder. Jeg er overbevist om, at det samme gør sig gældende for de andre patienter på afdelingen.

Kort fortalt er historien den, at jeg sidste søndag aften, da jeg var på vej til køjs, fortalte jeg min kone at jeg havde trykken i venstre side af brystkassen. ”Du skal ringe til lægen i morgen tidlig”, sagde hun. Det gjorde jeg så; men jeg havde et møde fra morgenstunden og noget andet, jeg lige skulle have ordnet først.

Så klokken blev godt og vel 11, før jeg fik ringet til mit overbefolkede lægehus. Jeg meddelte den søde sekretær, at jeg gerne ville bestille en tid. ”Nu håber jeg ikke det er akut”, sagde hun. ”Nej, det er det såmænd ikke,” sagde jeg,”jeg har bare noget trykken i venstre side af brystkassen…..”

Derefter meddelte sekretæren mig at jeg skulle komme med det samme. De ville finde plads til mig. Selvom jeg bor i ganske kort afstand til lægen, tog jeg bilen og skyndte mig derover.

Vel ankommet til lægehuset fik jeg omgående påmonteret nogle elektroder og taget EKG af hjertet. Derefter kom jeg ind til min læge, som undersøgte mig grundigt blandt andet med blodtrykstagning og blodprøver. ”Du skal på sygehuset”, sagde hun, ”men det er ikke sikkert at de indlægger dig. Jeg ringer til overlægen med det samme.”

Selvom hun måtte forsøge sig nogle gange, kom hun snart igennem. Jeg var noget paf og ret imponeret over hvor hurtigt og effektivt systemet virker i sådan et tilfælde. Det stemte ikke helt overens med de skrækhistorier fra sundhedsvæsenet, man ofte kan læse om i sin avis.

Min læge kom altså i kontakt med sygehuset. Hun meddelte dem, at hun sad med en 63-årig mand, der havde trykken for brystet. ”Hvad er det for en ældre mand, hun taler om?” var min første tanke, inden det gik op for mig at det var mig hun talte om og at jeg nok tilhørte en risikogruppe.

Min konsultation endte med at jeg fik en henvisning til Regionshospital Nordjylland, samt en gul post-it med afdelingens navn: 202a. Jeg skulle fluks køre til sygehuset. Klokken var da 11.50.

Belært af de mange knap så positive historier, jeg har hørt om behandling på landets sygehuse, valgte jeg at tage en omvej hjem til min bopæl, som i parentes bemærket ligger under en kilometer fra afdelingen, for at få lidt mad.

For jeg ville ikke risikere at dø af sult, mens jeg ventede på min undersøgelse. Jeg parkerede bilen hjemme i min carport og vandrede mod afdeling 202a, mens jeg gumlede på lidt frokost.

Da jeg cirka 12.10 ankom til afdelingen, blev jeg mødt af et par travle og meget venlige medarbejdere i receptionen tæt på indgangen. De kunne ikke finde mig i it-systemet. Belært af de mange rædselshistorier om Region Hovedstadens it system tænkte jeg, at mine data nok var gået i kredsløb om jorden og derefter overgået til området for evigt tabte data. Men det var ikke tilfældet.

”Det er nok Gitte,” sagde den ene til den anden. Til mig sagde hun, ”hun har meget travlt…” Gitte er den ledende overlæge, fandt jeg senere ud af. Systemet havde simpelthen fungeret så effektivt og hurtigt at Gitte ikke havde nået at oprette mig i deres journalsystem.

Det blev der omgående rettet op på. Jeg blev oprettet i systemet og kom under kærlig og kyndig behandling. Først fik jeg igen taget blodtryk og blodprøver, inden jeg igen fik påmonteret elektroder og fik taget en ny EKG. Da det var overstået, blev jeg sat på pause. Pausen blev forklaret med stor travlhed på grund af akutte patienter.

Det skal man have stor respekt for og samtidig var og er jeg taknemmelig over at blive behandlet et system, hvor de tager så godt vare på en at man føler sig helt tryg. I den situation kan man efter min overbevisning godt klare at vente nogle timer.

I pausen blev jeg tilbudt mad, så jeg havde ikke behøvet at køre hjem. ”Er der noget, du ikke kan lide?” blev jeg spurgt. Jeg sagde at hvis jeg kunne slippe for stegt lever og hjerter i flødesovs, ville det være dejligt, men ellers havde jeg ingen præferencer.

Jeg fik så en dejlig frokost i opholdsstuen, mens jeg ventede. Der var også mulighed for at se tv. Der var en frisk avis og der var blade, sågar også nogle for mænd. Jeg blev budt på frisk kaffe og kolde drikkevarer fra køleskabet.

Der kom jævnligt personale og spurgte til mig. Manglede jeg noget? De beklagede flere gange min ventetid. Jeg blev flere gange hentet til undersøgelser blandt andet til røntgen og scanning. Det meste foregik i det samme afgrænsede og overskuelige miljø, så jeg kunne ind imellem undersøgelserne vende tilbage til min avis og min trygge opholdsstue.

Mit ophold på afdelingen sluttede efter godt fem timer med en samtale med ovennævnte Gitte, overlægen. Nielsen hedder hun også. Jeg havde ikke haft nogle blodpropper, mit hjerte var ok og mine lunger ditto. Der var heller ikke noget galt med lever og nyrer så vidt de kunne se.

Jeg skulle ikke medicineres og nu manglede jeg kun yderligere en undersøgelse, som jeg efterfølgende ville blive indkaldt til.

Jeg ved godt at det ikke er alle afdelingens patienter, der er ligeså heldige som jeg, der kunne gå rask hjem med en positiv oplevelse i rygsækken. Men jeg er sikker på at også disse mindre heldige patienter og deres pårørende deler min værdsættelse af den måde afdelingen møder os på.

Jeg oplevede i hele forløbet at blive behandlet med både stor professionel kompetence og med kærlig venlighed. Selvom jeg godt kunne høre på personalets samtaler at de havde travlt, smittede travlheden ikke på noget tidspunkt af på behandlingen af os patienter.

Det er dejligt at være vidne til, hvordan disse topprofessionelle mennesker bruger både deres hjerte og deres hjerne i arbejdet med os patienter og jeg at sikker på at den menneskelige måde at være professionel på er meget sundhedsfremmende for os.

Jeg har haft en yderst positiv oplevelse med sundhedssystemet, konkret på afsnit 202a på Regionshospital Nordjylland.

Jeg oplevede at blive behandlet både med professionalisme og med omsorg, kærlig venlighed og menneskelighed. Det er jeg taknemmelig for og det har jeg valgt at dele med jer.