Tag: sådet

6 år er lige pludselig gået

To drenge ved Zellersee. De er blevet noget større og stemmerne er blevet dybere. Også jeg er blevet ældre,

Siden det gik op for mig at jeg for alvor skulle til at øve mig at blive pensionist. Som nogen måske ved fik jeg sparket fra mit job som centerleder omkring årsskiftet fra 2013 til 2014. Her gik jeg fra at være en forholdsvis feteret fagperson inden for handicapteknologiområdet og  en ligeså feteret centerleder, til at være et menneske, som rent bogstaveligt at blive råbt ad at jeg skulle forlade min arbejdsplads gennem 18 år. Det var den 20. marts 2014. Jeg gik selvfølgelig, som min chef så mindeligt bad mig om og har ikke sat mine ben der siden. Sagen endte med at jeg blev afskediget af, som det så smukt hedder, diskretionært af Byrådet i Hjørring Kommune.  Jeg bad selvfølgelig Lillian, personalebossen, om aktindsigt i min sag og fik en stabel sagsakter på print på 6 cm’s højde. Heri stod der en masse om alle de gode gerninger, jeg havde gjort, mens der ikke var nogen begrundelse for, hvorfor jeg skulle fyres. Det var som nævnt af diskretionære årsagen .  Arne, direktionen  og byrødderne havde mistet tilliden til at jeg kunne løse opgaven. Det var klogt nok og de havde sandsynligvis ret, kan jeg se i dag. Opgaven var uløselig for mig., Men det kunne jeg bestemt ikke dengang. Jeg ville tilbage. Stiftede egen virksomhed og begyndte at studere igen på Århus Universitet. Master i positiv psykologi – det var måske nok et relevant studie for mig på det tidspunkt.

Zellersee og Orta

For seks år siden var jeg på ferie Zell am See, hotel Waldhof og senere ved Ortasøen i Piemonte, sammen med de her to VIP i mit liv, Salle og Willer og deres forældre Madfilosofie, min svigerdatter og min ældste og eneste søn Mads. Både Zellersee og Orta kan anbefales. Næste gang du skal til Gardasøen kunne du overveje at køre lidt længe og slå dig ned i Orta San Giulio. Her spiser man godt og alle vine serveres i glas. Også de bedste Baroloer. Ikke noget husets vin her.

Jeg har i øvrigt 3 VIP’er mere i mit liv kusinerne Viktoria og Nikoline samt deres bette efternøler Busti på 9. Selvfølgelig også Mutti på 98, min bette kone osv. I alt er vi en lille flok på 35, når vi, de nærmeste, er sammen.  Det er dem, der betyder noget, de nære. Det har jeg lært, ligesom jeg  også har lært dem at kende. Så der er kommet meget godt ud af det spark jeg fik.

Jeg vågnede

Men, men, men det her handler ikke om det vigtigenu, men om det, der var så vigtigt en gang. Arbejdet, hvem jeg  er, identiteten. Jeg sad sammen med min søn foran casinoet Zelle am Zee, ret mondænt, og kiggede ud over den smukke Zellesee. Her gik det lige pludselig op for mig at jeg var blevet 64 og om et år skulle jeg være folkepensionist.  Ikke fordi det betød noget særligt for mig økonomisk, for jeg fik før-folkepensions-tillæg.  Jeg har været meget privilligeret og har aldrig skullet til kammeratlige samtale på jobcenteret. Dog har jeg talt med en fastholdelseskonsulent trods det at man ville af med mig. Sådan er der  jo så meget.

Jeg vågnede altså op. Mads mente at jeg skulle til at spille golf igen. Det var jeg stoppet med 10 år før. Jeg havde jo travlt med at forsøge at arbejde mig ihjel. Jeg stoppede op. Da jeg kom hjem  til det her dejlig bette land, Danmark, lukkede jeg mit firma og meddelte Århus Universitets at de ikke mere skulle regne med  mig. Jeg kunne ellers være blevet færdig med studiet til min 65 års fødselsdag som nyuddannet MOPP, master of positive psykologi. Det blev jeg ikke. Derimod blev jeg golfspiller igen.  En golfspiller uden det store talent og bestemt ikke nogen træningsnarkoman. Men det var godt og her har jeg fået et nyt old-boys-network på otte personer. Vi spiller et par gange om ugen suppelleret med lidt seniorklub. Rigtig godt. Den 12. juli skal vi have en bid mad og en øl og en dram. For nu er jeg blevet halvfjerds og jeg synger på sidste vers.

Jeg har besluttet mig til at jeg vil til at blogge igen. Jeg vil skrive om mennesker,  jeg har mødt i min professionelle karriere. Mange interessante mennesker. De vigtige , de nære, familien lade jeg ligge i denne omgang.

Som Covey blandt andet  siger i Syv Gode Vaner, skal man slibe kniven og begynde med slutningen. Kniven er slebet og næste akt bliver om de gamle golfdrenge.

Til sidst skal I lige have det her køkkenparty fra Hotel Waldhof med. Citeret fra madfilosofies websted.
I aftes var der “fest” på hotellet – kuchen-party, noget de fleste synes, at kende til og glæde sig til. Det var en meget skør og sjov oplevelse for os.

https://www.facebook.com/annesofie.k.larsen/videos/10155513372253619

Vi måber noget, men sjovt var det.

Byens bedste bager

Rugbrød fra byens bedste bager

Når man som jeg har været indlagt på 8Ø på Aalborg Universitetshospital i en god uges tid og samtidig har modtaget den bedste og mest fuldkomne behandling af plejepersonale, fysioterapeuter og ikke mindst gigtmedicinere fra det højt specialiserede reumatologiske ambulatorium I Aalborg , bliver det tydeligt  at specialiseringen skal man ikke kimse af. Jeg er nabo til Regionshospital Nordjyllands reumatologiske ambulatorium i Hjørring. Dette er åbenbart kun ”specialiseret”, hvilket giver rigtig god mening, når man som jeg fejler noget sjældent, som kun femogtyve personer i DK bliver diagnosticeret med årligt. Jeg har altså kun godt at sige om Aalborg Sygehus, selvom jeg er vendelbo og lokalpatriot. Jeg tager gerne til Aalborg eller for den sags skyld til Barcelona, Haparanda eller Tristan da Cunda, hvis det er her, jeg kan få den bedste  behandling. Nok om det.

Alt hvad jeg kan få lavet i Hjørring, får jeg lavet her;  fx ugentlige blodprøver på klinisk biomedicinsk afdeling. Jeg kan gå derover. Dejligt. Et par timer efter kan medicinerne i Aalborg så se, hvordan det forholder sig med infektionstal og andre gode ting. Den anden dag ringede de fx og sagde. Vi kan se at dit muskeltal er øget med 50%. Kan I se det i blodprøverne? Ja. Herefter holdt jeg helt op med at tolke på de blodprøver. Nogen er trods alt klogere end mig.

Jeg kender, som I kan se begge steder ret godt og har kun godt at sige om begge steder. Hvis jeg som lokalpatriot skal fremhæve et sted hvor Hjørring vinder med et mulehår, må det være sygehuskiosken i den store vandrehal. Her købte jeg den anden dag et friskbagt rugbrød, stadig varmt og en spandauer. Bedre bliver det ikke. Imponerende.

Til slut en lille historie fra det virkelige liv på.  Som tidligere anført er jeg ret snakkesalig for tiden. Jeg taler med alle typer af mennesker også portører.  I tirsdag mødte jeg en bekendt, portør Lars. Vi havde en fælles ven, som desværre døde alt for ung. Det har jeg tidlige skrevet lidt om. Vi stod og mindedes Morten et stykke tid, inden Lars trillede videre med sin seng og jeg gik ind og fik taget mine blodprøver. Så langt så godt. Da blodprøverne var vel overstået forlod jeg klinisk biomedicinsk og stødte på gangen på Lars og sagde tak for i dag. Nu er jeg ham, der er gået. Det var ikke Lars, men en anden ældre herre med gråt hår. Jeg sagde undskyld, jeg troede du var Lars. Troede du jeg var Lars? Det vil jeg ikke have siddende på mig. Hop du op i sengen for du skal til scanning!

Da jeg meldte tilbage til den gode portørgentleman, at jeg var blevet scannet fem gange på en måned blandt andet PET scannet i en nuklearscanner, slap jeg heldigvis med en advarsel

Så det….

Nye indtægter til kommunen

Når riget, kommunen eller jeg selv fattes penge, findes der to muligheder, forøg indtægterne eller begræns udgifterne. Her er en ganske gratis ide til at forøge de kommunale indtægter.

Når ens golfdag bliver aflyst, bliver man lidt mavesur og tillige en smule kreativ. På min lange march rundt i Hjørring fik jeg en ide, da jeg spadserede på Ringvejen. Men det kunne såmænd godt have været på andre gader også i mit eget kvarter.

Ideen er måske ikke helt ny, for jeg mener at erindre, at en kær gammel ven for mange år siden fandt en seddel i sin postkasse med et tilbud, han ikke kunne afslå. Det var den gamle Hjørring Kommune, der skrev noget i retning af – hvis du ikke får den hæk klippet, kommer vi og gør det på din regning.

Det er såmænd i al sin enkelhed noget lignende jeg forslår. Siden dengang er der sket en ændring i kommunens personalesammensætning, som indebærer nye muligheder. Jeg foreslår derfor at kommunen sender en eller flere af de mange unge jurister på vandring på gader og stræder med henblik på at udøve myndighed.

De tager foto af hække, der gror ud over fortovet, til dokumentation og sender en besked til den digitale postkasse hos de drønnerter, der ikke gider klippe deres hæk, så omvandrende borgere  må gå på kørebane eller cykelsti. Begge dele med risiko for liv og helbred på grund af bilister, elcyklister og mennesker i kabinescooter.

I beskeden bør den unge jurist skrive at enten klipper du hækken, ellers sørger vi for at det bliver gjort på din regning. Der skal selvfølgelig vedlægges en udførlig klagevejledning og henvises til diverse love, herunder forvaltningsloven. Brevet skal slutte med vendingen hvilket herved meddeles Dem og der skal et stempel på.

Arbejdet kan udføres af kommunens håndværkerafdeling, der således får mulighed for at lave IDV – indtægtsdækket virksomhed eller, hvad der nok vil være mere sandsynligt med det nuværende bystyre, i et OPP – et offentligt privat partnerskab, for så er der også nogle private, der kommer til at tjene på det. Og det er jo altid godt.

Det ligger lige for at udbrede modellen til snerydningsområdet til vinter.

#Hjørring, #dagensfoto

Mundbindseffekten

mundbindEr der overhovedet nogen positiv effekt af mundbind?

Kritisk journalistik er en mangelvare. Heldigvis råder Statsradiofonien stadig over én god gammeldags journalist, der forholder sig kritisk til nyhederne – også de coronarelaterede. Han er  læge og hedder Peter Qvortrup Geisling. Peter driver en lægeklinik, der hedder Lægens Bord.

I går talte Peter med Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen. Peter stillede Søren nogle rigtig gode spørgsmål. Et glimrende eksempel på konstruktiv kritisk journalistik. Jeg kan anbefale dig at se det.

Peter spørger fx – Hvor mange danskere skal gå perfekt med mundbind i en uge for at undgå, at én dansker bliver smittet med corona?

Søren – det er mange tusinde. Det bliver nævnt, at det er usikre tal og at det er vore kolleger i Norge, der har givet et bud på tallene. Senere i programmet bliver tallet 200.000 nævnt. Selv har jeg fundet frem til, at 100.000 mennesker skal bruge mundbind på perfekt vis i en uge for at forebygge at én person bliver smittet med corona.

På den baggrund kan man undre sig over både anbefalinger og påbud om mundbind i Danmark. Er der proportionalitet? Der er ringe evidens for den fysiske effekt. Men måske handler det om noget helt andet. Noget psykologisk – adfærdsmæssigt. Nudging?

Programmet kan anbefales. Se de her.

foto pixabay.com

I was a werewolf – but I am over it now

Engang var jeg en varulv – men jeg er ovre det nu. Jeg troede, jeg bekæmpede samfundet, men det var mig selv, jeg bekæmpede. Sådan sagde den 26 årige Gregory Smith til sig selv, da han 26 år gammel sad på en bænk i Sydney med sin samlede ejendom bestående af en skoletaske fyldt med spiritus.

Her traf han det valg at lægge sit liv om og at vende tilbage til samfundet. Forud var gået et traumatisk liv, med anbringelse, vold, misbrug, selvødelæggelse, diagnosticering som sociapat mm. Livet forud for bænken kulminerede i at Gregory flyttede ud i skoven, hvor han levede i en årrække. Det var det eneste sted, han kunne finde fred. Her var ingen mennesker.

Hans historie er beskrevet i bogen  Out of the Forest. Og australsk tv har lavet en halv times udsendelse om ham. Udsendelsen fortæller den rørende historie om Gregorys tilbagevenden til samfundet. Indtil han var ti, levede han i en familie med en afstumpet mor og en ekstemt voldelig far. Da han var ti blev han anbragt på en institution, drevet af nonner fra den katolske kirke. Her fortsatte overgrebene med vold og seksuelt misbrug. Det er en både forfærdelig og rørende historie, der samtidig er præget af en stille humor. Do you think I am a sociopat, mener du at jeg er sociopat, spørger Gregory Smith sin ven og mentor.

Efter det t-kryds, Gregory befandt sig i på bænken, traf han og gennemførte det valg at arbejde på at vende tilbage til samfundet. Han gik i gang med uddannelse, først grundskole, så gymnasium, universitetsuddannelse og til sidst en Ph.D, hvor han forskede i forgotten australians, som ham selv.

Se filmen her:

Det er en historie om håb, ukuelighed og autencitet. Om at opnå det gode eller i det mindste tålelige ægteskab med sig selv, som er en forudsætning for at kunne indgå i positive relationer med andre. Om at få integreret jeget, miget og (mig)selvet og blive en nogenlunde hel person, trods fuldstændigt horrible opvækstforhold.

Det er den stærkeste historie om GRIT, engageret vedholdenhed, jeg har hørt til dato. Gad vide om der findes tilsvarende historier fra Danmark.

FAKTA
Gregory Smith var en af de hundredtusindvis forgotten australians, der op til tressenerne blev tvangsanbragt på samme måde som fx Godhavnsdrengene. Disse forgotten australians har i modsætning til Godhavnsdrengene fåret en undskyldning af staten.

Bliv slank og klog med smør og kaffe – SÅ DET….

Der er mange måder at blive slank og pæn på. Den her kur giver dig sixpack og i tilgift bliver dine kognitive funktioner forbedrede.Du bliver simpelthen klogere.

Sådan siger direktøren for bulletproofexec.com, Dave Asprey i hvert fald og han har måske noget at have det i?

Asprey repræsenterer alt det, som tidsånden fortæller os er godt. Han er iværksætter, first mover i cloudteknologien, tidligere direktør i antivirusvirksomheden Trend Micro osv. Nu er det gode menneske bestsellerforfatter og direktør i sin egen slanke- og biohackingvirksomhed.

Masser af succes – SÅ DET….

Fjendebilleder fortæller os hvem vi er

Vælg dine fjendebilleder med omhu, for de fortæller, hvem du er. Det gælder på det individuelle som på samfundsplan. Hvad er det for fjender vi vil definer os i forhold til?  – Thrump, Kim Jong-un, Nethanyahu, kvoteflygtninge, somaliere, dovne Robert, kapitalister og imperialister? Valgmulighederne er uendelige. Ikke desto mindre er det nødvendigt at træffe et valg, for fjendskabet definerer, hvem vi er.

Et samfund, der ikke har fjender er ikke et samfund uden fjendebilleder, men et samfund på jagt efter fjender. Nogenlunde sådan har den tyske sociolog Ulrich Beck udtrykt det. Fjendebilleder og fjendskab er så nødvendigt, at vi og vores samfund vil gå til grunde uden fjender og ikke på grund af fjender. Fjender er nødvendige for vores identitet både som mennesker og som samfund, for det er ikke vennerne, vi definerer os i forhold til. Det er ikke vennerne, der lærer os, hvem vi er. Næh, vi definerer vores identitet i forhold til vores fjender. Så man kan med en vis ret sige, at vores fjende er vores bedste ven.

Prøv at se, hvordan Norhahl Grieg i sit digt ”Kringsat av fiender” fra 1936 i de sidste vers definerede sig:

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult,
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
Skal uret falde
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.

Dette er løftet vort
fra bror og til bror:
vi vil bli gode mod
menneskenes jord.
Vi vil ta vare på
skønheden, varmen –
som om vi bar et barn
varsomt på armen!

Ingen er i tvivl om, hvem fjenden er og hvad Nordahl Grieg står for.

Vælg dine fjender med omhu. Og med Matthæus – elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer… Gør det af næstekærlige grunde og også for din egen skyld. For fjendskabet fortæller dig, hvem du er.

God søndag og god jul når du når til det.

Foto: Pixabay.com – af en eller anden grund kom jeg til at tænke på denne herre i forbindelse med fjendskab.

Jeg har lavet en lille screenrecording om emnet:
Tænkepause om fjendskab – Så det …. Klik for at se den.