Forfatter: Steffen

At blive Steffen

Jeg har hygget mig med at skrive en lille e-bog, eller nærmere et lille e-hæfte til mine børnebørn Viktoria, Salomon, Nikoline, Wilhelm og Buster. Den handler om mine første sytten år i livet på Læsø, min ø af i går. Det drejer sig om årene fra 1953 til 1970, hvor jeg flyttede til fastlandet. Siden er jeg ofte vendt tilbage til Læsø, mest i de første år. Jeg vender stadig tilbage med jævne mellemrum.

Som sagt har jeg skrevet til mine børnebørn. Men hvis du har lyst må du gerne læse med.

Du kan downloade e-bogen/hæftet gratis på mit websted www.steffenblarsen.dk. Det fylder 72 sider, som du selv må printe ud, hvis du foretrækker det. Hvis du foretrækker e-pub frem for pdf, må du selv konvertere filen, da WordPress af sikkerhedsgrunde ikke tillader e-pub filer.

Hent e-bogen  her.

6 år er lige pludselig gået

To drenge ved Zellersee. De er blevet noget større og stemmerne er blevet dybere. Også jeg er blevet ældre,

Siden det gik op for mig at jeg for alvor skulle til at øve mig at blive pensionist. Som nogen måske ved fik jeg sparket fra mit job som centerleder omkring årsskiftet fra 2013 til 2014. Her gik jeg fra at være en forholdsvis feteret fagperson inden for handicapteknologiområdet og  en ligeså feteret centerleder, til at være et menneske, som rent bogstaveligt at blive råbt ad at jeg skulle forlade min arbejdsplads gennem 18 år. Det var den 20. marts 2014. Jeg gik selvfølgelig, som min chef så mindeligt bad mig om og har ikke sat mine ben der siden. Sagen endte med at jeg blev afskediget af, som det så smukt hedder, diskretionært af Byrådet i Hjørring Kommune.  Jeg bad selvfølgelig Lillian, personalebossen, om aktindsigt i min sag og fik en stabel sagsakter på print på 6 cm’s højde. Heri stod der en masse om alle de gode gerninger, jeg havde gjort, mens der ikke var nogen begrundelse for, hvorfor jeg skulle fyres. Det var som nævnt af diskretionære årsagen .  Arne, direktionen  og byrødderne havde mistet tilliden til at jeg kunne løse opgaven. Det var klogt nok og de havde sandsynligvis ret, kan jeg se i dag. Opgaven var uløselig for mig., Men det kunne jeg bestemt ikke dengang. Jeg ville tilbage. Stiftede egen virksomhed og begyndte at studere igen på Århus Universitet. Master i positiv psykologi – det var måske nok et relevant studie for mig på det tidspunkt.

Zellersee og Orta

For seks år siden var jeg på ferie Zell am See, hotel Waldhof og senere ved Ortasøen i Piemonte, sammen med de her to VIP i mit liv, Salle og Willer og deres forældre Madfilosofie, min svigerdatter og min ældste og eneste søn Mads. Både Zellersee og Orta kan anbefales. Næste gang du skal til Gardasøen kunne du overveje at køre lidt længe og slå dig ned i Orta San Giulio. Her spiser man godt og alle vine serveres i glas. Også de bedste Baroloer. Ikke noget husets vin her.

Jeg har i øvrigt 3 VIP’er mere i mit liv kusinerne Viktoria og Nikoline samt deres bette efternøler Busti på 9. Selvfølgelig også Mutti på 98, min bette kone osv. I alt er vi en lille flok på 35, når vi, de nærmeste, er sammen.  Det er dem, der betyder noget, de nære. Det har jeg lært, ligesom jeg  også har lært dem at kende. Så der er kommet meget godt ud af det spark jeg fik.

Jeg vågnede

Men, men, men det her handler ikke om det vigtigenu, men om det, der var så vigtigt en gang. Arbejdet, hvem jeg  er, identiteten. Jeg sad sammen med min søn foran casinoet Zelle am Zee, ret mondænt, og kiggede ud over den smukke Zellesee. Her gik det lige pludselig op for mig at jeg var blevet 64 og om et år skulle jeg være folkepensionist.  Ikke fordi det betød noget særligt for mig økonomisk, for jeg fik før-folkepensions-tillæg.  Jeg har været meget privilligeret og har aldrig skullet til kammeratlige samtale på jobcenteret. Dog har jeg talt med en fastholdelseskonsulent trods det at man ville af med mig. Sådan er der  jo så meget.

Jeg vågnede altså op. Mads mente at jeg skulle til at spille golf igen. Det var jeg stoppet med 10 år før. Jeg havde jo travlt med at forsøge at arbejde mig ihjel. Jeg stoppede op. Da jeg kom hjem  til det her dejlig bette land, Danmark, lukkede jeg mit firma og meddelte Århus Universitets at de ikke mere skulle regne med  mig. Jeg kunne ellers være blevet færdig med studiet til min 65 års fødselsdag som nyuddannet MOPP, master of positive psykologi. Det blev jeg ikke. Derimod blev jeg golfspiller igen.  En golfspiller uden det store talent og bestemt ikke nogen træningsnarkoman. Men det var godt og her har jeg fået et nyt old-boys-network på otte personer. Vi spiller et par gange om ugen suppelleret med lidt seniorklub. Rigtig godt. Den 12. juli skal vi have en bid mad og en øl og en dram. For nu er jeg blevet halvfjerds og jeg synger på sidste vers.

Jeg har besluttet mig til at jeg vil til at blogge igen. Jeg vil skrive om mennesker,  jeg har mødt i min professionelle karriere. Mange interessante mennesker. De vigtige , de nære, familien lade jeg ligge i denne omgang.

Som Covey blandt andet  siger i Syv Gode Vaner, skal man slibe kniven og begynde med slutningen. Kniven er slebet og næste akt bliver om de gamle golfdrenge.

Til sidst skal I lige have det her køkkenparty fra Hotel Waldhof med. Citeret fra madfilosofies websted.
I aftes var der “fest” på hotellet – kuchen-party, noget de fleste synes, at kende til og glæde sig til. Det var en meget skør og sjov oplevelse for os.

https://www.facebook.com/annesofie.k.larsen/videos/10155513372253619

Vi måber noget, men sjovt var det.

Byens bedste bager

Rugbrød fra byens bedste bager

Når man som jeg har været indlagt på 8Ø på Aalborg Universitetshospital i en god uges tid og samtidig har modtaget den bedste og mest fuldkomne behandling af plejepersonale, fysioterapeuter og ikke mindst gigtmedicinere fra det højt specialiserede reumatologiske ambulatorium I Aalborg , bliver det tydeligt  at specialiseringen skal man ikke kimse af. Jeg er nabo til Regionshospital Nordjyllands reumatologiske ambulatorium i Hjørring. Dette er åbenbart kun ”specialiseret”, hvilket giver rigtig god mening, når man som jeg fejler noget sjældent, som kun femogtyve personer i DK bliver diagnosticeret med årligt. Jeg har altså kun godt at sige om Aalborg Sygehus, selvom jeg er vendelbo og lokalpatriot. Jeg tager gerne til Aalborg eller for den sags skyld til Barcelona, Haparanda eller Tristan da Cunda, hvis det er her, jeg kan få den bedste  behandling. Nok om det.

Alt hvad jeg kan få lavet i Hjørring, får jeg lavet her;  fx ugentlige blodprøver på klinisk biomedicinsk afdeling. Jeg kan gå derover. Dejligt. Et par timer efter kan medicinerne i Aalborg så se, hvordan det forholder sig med infektionstal og andre gode ting. Den anden dag ringede de fx og sagde. Vi kan se at dit muskeltal er øget med 50%. Kan I se det i blodprøverne? Ja. Herefter holdt jeg helt op med at tolke på de blodprøver. Nogen er trods alt klogere end mig.

Jeg kender, som I kan se begge steder ret godt og har kun godt at sige om begge steder. Hvis jeg som lokalpatriot skal fremhæve et sted hvor Hjørring vinder med et mulehår, må det være sygehuskiosken i den store vandrehal. Her købte jeg den anden dag et friskbagt rugbrød, stadig varmt og en spandauer. Bedre bliver det ikke. Imponerende.

Til slut en lille historie fra det virkelige liv på.  Som tidligere anført er jeg ret snakkesalig for tiden. Jeg taler med alle typer af mennesker også portører.  I tirsdag mødte jeg en bekendt, portør Lars. Vi havde en fælles ven, som desværre døde alt for ung. Det har jeg tidlige skrevet lidt om. Vi stod og mindedes Morten et stykke tid, inden Lars trillede videre med sin seng og jeg gik ind og fik taget mine blodprøver. Så langt så godt. Da blodprøverne var vel overstået forlod jeg klinisk biomedicinsk og stødte på gangen på Lars og sagde tak for i dag. Nu er jeg ham, der er gået. Det var ikke Lars, men en anden ældre herre med gråt hår. Jeg sagde undskyld, jeg troede du var Lars. Troede du jeg var Lars? Det vil jeg ikke have siddende på mig. Hop du op i sengen for du skal til scanning!

Da jeg meldte tilbage til den gode portørgentleman, at jeg var blevet scannet fem gange på en måned blandt andet PET scannet i en nuklearscanner, slap jeg heldigvis med en advarsel

Så det….

Da jeg blev stockholder og satte min hat som jeg vil

en stockholderBilledet her er ikke en selfie. Det er taget af min kone, da jeg kom hjem efter min vandring igennem Hjørrings gader i pisseregnvejr torsdag den 13. marts anno domino 2023. Jeg synes ikke jeg er ret pæn på billedet. Min unge hustru deler  åbenbart denne vurdering, siden hun har valgt at lade billdet passere.

Jeg vil være venlig overfor mig selv ogtilskrive noget af udseendet den rå mængde af anabolske stereoider, jeg spiser.  Jeg nok også blevet en ganske lille bitte smule mere social og talende, end jeg var tidligere. Det tilskriver jeg også den høje dosis af stereoider. Samtidig er der nogle, der er frække.

De bemærker, at jeg da bare har fået mit gamle jeg af megalomani (storhedsvanvid), som jeg havde, inden jeg blev fyret af det samlede byråd i Hjørring Kommune i 2014. Jeg er sikker på at disse mennesker ikke har ret. Det har jeg. Jeg har ind imellem siddet på Cafe Uno på Springvandspladsen sammen med min gode, desværre alt for tidligt afdøde, ven Morten Bak og sendt en venlig hilsen til borgmesteren, som dengang hed Arne. Arne sendte hver måned en check på 17.000 til Morten, mens jeg fik en smule mere. Det her betyder ikke at jeg havde en kølig distance til min fyring. Jeg syntes at samtlige byrødder og mine chefer var nogle ærkerøvhuller. Det er nu for længst forbi og jeg har haft indtil flere gode snakke med Arne i Aldi i de forløbne år. Vi tilhørte begge en afdød race: Aldigængerne. De havde altså mange nyttige ting i Aldi.

Nå, Morten og jeg sagde til hinanden, at det eneste det gælder om, er at holde sig i live for at få noget ud af pensionen. Nu er Morten desværre død alt for ung og det med holde sig i live, har også knebet noget for mig. Men nu skulle min prognose for mange pensionsår være god ifølge min overlæge doktor Line H. Larsen på Reumatologisk i Aalborg. Men som min gamle mor siger: vi får se.

Men altså nok om det. Jeg oplever mange forunderlige ting på min færden med stok igennem min by Hjørring.

I går for eksempel. Jeg passerede den lille bro henover banen ved Lille Østergade. Det var med livet som indsats, for der var spejlglat. Mens jeg holdt fast i gelænderet med begge hænder, med min stok fra Harald Nyborg  til 99 kr. i en  løkke om håndledet, bevægede mig op over broen. Her gik det op for mig, at Banedanmark faktisk havde passet deres arbejde. Stålspændet hen over banen var faktisk ryddet, mens rampen op i mod på begge sider ikke var. Nå, tænkte jeg, Hjørring Kommune holder fri om søndagen og det er jo helt ok, for som fatter Aage Larsen jo så rigtigt sagde, der er ingen der har, så travlt at de behøver at arbejde om søndagen.  Det er derfor, jeg først skriver i dag. På min vandring i dag mandag kunne jeg så konstatere, at Hjørring Kommune heller ikke har så travlt at de behøver at arbejde om mandagen.

Nå, jeg kom helskinnet ned og fandt et flot ryddet fortov på højre side af vejen. Her var en mand ved at læsse noget ud af en Skoda Octavia. Da jeg af ovenævnte grund er lidt mere snakkesalig end normalt, takkede jeg ham for, at han havde ryddet fortovet så pænt, idet jeg samtidig nævnte at byhuset på den anden side af vejen, der for et halvt år siden lignede en ruin, var renoveret vældig flot. Den gode mand fortalte så, at huset tilhørte ham og hans bror, der er driftige folk og fremstiller toiletvogne i et nedlagt mejeri i Bakholm. Broderens kone havde fået allergi, så hun kunne ikke tåle landluften i Bakholm, men muligvis godt luften i et byhus lige op ad banen i Hjørring. Da det er driftige folk, havde de for en sikkerheds skyld indrettet to lejligheder i bygningen. Den gode mand oplyste så, at han var indvandret som flygtning fra Ex-Jugoslavien for 30 år siden. Udlært bygningskonstruktør og flisemurer i hjemlandet og siden uddannet VVS mand i Danmark. Ikke så ringe, som han sagde med et stort smil. Jeg kom simpelthen sådan til at savne den tids socialakrobater som Birthe Weiss og Torben Lund. Det er en skændsel at hendes såkaldte socialdemokratiske efterfølger Mette tosser rundt med apartheidtilhængeren Benjamin Netanyahu og stjæleren af det demokratisk valg i Ægypten al-Sisi. Ligeledes savnet jeg ægte liberale venstrefolk.

Bane Danmark
Kommunen
Kommunen

 

Det er faktisk ligefør, jeg får lyst til at synge enhedsfrontsangen, men det går nok over.  Nå, jeg sagde til den mand, når du nu siger Ex-Jugoslavien, så er du jo nok serber. Nadj (Nagy?) som han hed tilhørte det ungarske mindretal og var fra Vojvodina. Vi talte lidt om Ungarn og den nuværende bandit, der regerer der. Om de steder jeg har været Balaton, Buda, Pest, Tiszafüred (Storkville som sønnen sagde) langt mod Øst mod Rumænien, Pustaen; men vi i Vojvodina havde jeg aldrig været. Det var trods  lige hedt nok nu sydslaverne var begyndt at rykke hinanden og blandt andet de mange landflygtige ungarere i ørerne. Efter mordet på Frans Ferdinand var der jo en del interesse i at gøre Ungarn lille, ligesom der var en del interesse for gøre sydslavien til et stærkt Yugo-Slavien. Det ændrede sig siden en del. Nå, men Nadj sagde, du er velkommen til at komme ind og kikke ind. Nå, jeg skulle i Kvickly, så det måtte blive en anden dag.

 

På vej hjem tænkte jeg så. Jeg går sgu’ derind og ud kom ham  her.

En ukrainer med stok

En vaskeægte Ukrainer, vistnok fra Donbas. Efter min bedste overbevisning russisktalende og –sindet, men Putin kunne han ikke lide. Jeg fik lov at tage et foto og forsøgte at få navnet. Men han skrev kun med kyrilliske bogstaver og jeg med latinske, så det måtte jeg opgive. Men venner blev vi og jeg fik en krammer. Hvad mener I? hvilken integration. En Ungarer indvandrer til Danmark i 90’erne og sørger for Ukrainerens integration (praktik?). Det er der trods alt en vis stil over. Jeg glemte helt at nævne at lige før broen, bor Tatarevic og hans hustru. De er måske nok serbere? Sådan er der så meget.

Jeg fik lige nævnt for min nye Ukrainske ven, at fordi jeg var syg og havde fået stok, var jeg glad for at være dansker. Danmark dobra,sagde han. Det forstod jeg, for i 1972 tilbragte Tommy og jeg et døgn i et tog sammen med en flok jugoslavere, formentlig kroatere, der skulle hjem fra Tyskland og Schweiz og på ferie ved hjemlandets vemodige strande. Vi drak masser af slivovitj  (slivovitsja), mens de sagde dobra. Det var pigerne de talte om.

Det var bare det, jeg ville sige. Hej.

Vi tog realen med

 

Eller rettere sagt, det var der nogle af os der gjorde. Af de 18 håbefulde 13-14 årige, var der helt nøjagtig elleve , der tog realen med. Mens syv mere eller mindre frivilligt måtte finde andre ruter på livets lange landevej.
Vi elleve var, for igen at citere Niels Hausgaard, ”bare de flest, men ikke nødvendigvis de bedst”. Der blev spildt mange menneskelige resurser

Fotoet  er et klassefoto fra 1967 af 7. klasse på Læsø Private realskole, Carl Ludvig Heinzelmann’s Minde, som det også hed. Han var en af de få rige kaptajner på Læsø, der ernærede sig med sejlads mellem Vestafrika og Vestindien. Hvad lasten bestod af, ved jeg ikke. Det står frit for at gætte, ligesom tanker jo altid har været toldfri.

Jeg tror faktisk at skolen var blevet kommunal, men privatskolekulturen levede i bedste velgående. Så vi blev optaget på sådan en slags prøvemedlemskab, så man kunne se om vi fortjente adgang til de hellige haller. At man ikke fik adgang kunne have mange årsager, klassetilhørsforhold, lidt flabet umodenhed – hvad ved jeg.

Af de atten var vi otte fra Vesterø Nordre Skole. Vi var tolv (12) i vores klasse. Af de resterende fire, kom enkelt på efterskole i Dronninglund. Det var i 7. klasse,  mens de øvrige kom ud og arbejde i butik eller som arbejdsdreng, så de senere kunne få en læreplads. Nogle tog ud og fiske som 13-14 årige.

En af de udstødte fra realen ud at sejle på langfart. Jeg tror nok han som voksen endte i smilets by, hvor han blev en del af musiklivet.

En blev så vidt jeg ved fisker og senere lastbilchauffør.

En kom i lære som elektrikker, en som tømrer.

Et par stykker flyttede. En blev skoleleder på Guldbæk Friskole, en pige fik anoreksi og blev indlagt på Riget. Hende mødte jeg senere i Frederikshavn, hvor hun boede i stueetagen over det kælderværelse, hvorfra min verden kom til at gå. Jeg tiltuskede mig ind imellem en kop te –sikkert urtete- og en Lulu hos hende. Hun blev senere en at Tvinds founding mothers, for i 1972 tog hun til Ulfsborg og indrettede en bus og begav sig på vej til Nepal. Jeg husker stadig, hvordan hun glædesstrålende fortalte om de gode arbejdsforhold på fabrikkerne i Iraq. Der var god plads mellem maskinerne. Jeg mener, at hun blev udlært værktøjsmager i Odense på Thomas B Triges fabrikker, så hun har forhåbentlig holdt med de rø’e,  B1909. Hun har sikkert været rollemodel og projektleder i mange år. Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at hun var den kvikkeste af os alle.

Af os, der tog realen med, kom to i lære i Brugsen. En i Vesterø og en i Byrum. Jeg kom på Frederikshavn Gymnasium og HF Kursus hvor jeg skulle starte på en spændende ny gymnasial uddannelse  uden årskarakterer og med projektopgaver. Det var lige mig og i øvrigt vidste jeg, at revolutionen lå lige om hjørnet. Den ville ikke lade vente på sig. Senere kom jeg til Hjørring og blev lærer. Det blev tre af de andre også. Vi rummede også en overlæge. Han var først den vej af Katedralen i Viborg, tror jeg. En meget almindelige vej for unge fra Læsø dengang. En kom på handelsskole og derefter i lære på kommunekontoret hjemme på øen. De to fætre Hansen blev maskinmester og vistnok leder af kollegieudlejningen i Aarhus.

Det her er skrøner, så jeg vil nødig stilles til ansvar. Nogle kunne ikke finde ud af livet og fik et mindre heldigt endeligt. Sådan er det med os fra 1953 og sådan er det sikkert stadig trods psykologhjælp og jeg ved ikke hvad. Det kan svært at være ung.

Men der var da en vis kontinuitet også dengang. Ole, der er nummer to fra højre i anden række og jeg fulgtes, selvom vi voksede hver sin vej, trods alt i skole igennem samtlige 10 år. Da vi var små, skiftedes vore fædre til at cykle os i møde, for dengang var der snestorm og man kunne stå på skøjter i skole – på landevejen. Vi havde tre kilometer på cykel fra vi var 7.

Efter skolen har jeg haft kontakt med de fleste. En del af rødderne har besøgt mig i Hjørring medio halvfjerdserne. Så fik vi en flok bajere og en grillkylling og hørte måske De Gyldne Løver eller noget jazz. Men det er fadet ud. Det er svært at bevare gamle relationer. I hvert fald for en kammerat som mig.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg vender tilbage med flere skrøner, for hos mig er det som hos andre gamlinger langtidshukommelsen, der fungerer bedst.

Det var bare det jeg ville sige. Hej.

Nye indtægter til kommunen

Når riget, kommunen eller jeg selv fattes penge, findes der to muligheder, forøg indtægterne eller begræns udgifterne. Her er en ganske gratis ide til at forøge de kommunale indtægter.

Når ens golfdag bliver aflyst, bliver man lidt mavesur og tillige en smule kreativ. På min lange march rundt i Hjørring fik jeg en ide, da jeg spadserede på Ringvejen. Men det kunne såmænd godt have været på andre gader også i mit eget kvarter.

Ideen er måske ikke helt ny, for jeg mener at erindre, at en kær gammel ven for mange år siden fandt en seddel i sin postkasse med et tilbud, han ikke kunne afslå. Det var den gamle Hjørring Kommune, der skrev noget i retning af – hvis du ikke får den hæk klippet, kommer vi og gør det på din regning.

Det er såmænd i al sin enkelhed noget lignende jeg forslår. Siden dengang er der sket en ændring i kommunens personalesammensætning, som indebærer nye muligheder. Jeg foreslår derfor at kommunen sender en eller flere af de mange unge jurister på vandring på gader og stræder med henblik på at udøve myndighed.

De tager foto af hække, der gror ud over fortovet, til dokumentation og sender en besked til den digitale postkasse hos de drønnerter, der ikke gider klippe deres hæk, så omvandrende borgere  må gå på kørebane eller cykelsti. Begge dele med risiko for liv og helbred på grund af bilister, elcyklister og mennesker i kabinescooter.

I beskeden bør den unge jurist skrive at enten klipper du hækken, ellers sørger vi for at det bliver gjort på din regning. Der skal selvfølgelig vedlægges en udførlig klagevejledning og henvises til diverse love, herunder forvaltningsloven. Brevet skal slutte med vendingen hvilket herved meddeles Dem og der skal et stempel på.

Arbejdet kan udføres af kommunens håndværkerafdeling, der således får mulighed for at lave IDV – indtægtsdækket virksomhed eller, hvad der nok vil være mere sandsynligt med det nuværende bystyre, i et OPP – et offentligt privat partnerskab, for så er der også nogle private, der kommer til at tjene på det. Og det er jo altid godt.

Det ligger lige for at udbrede modellen til snerydningsområdet til vinter.

#Hjørring, #dagensfoto

Testcenteret er tomt

Og det kan man måske godt forstå.

Tomt testcenter

Denne dejlige lørdag morgen den 25. juni blev jeg ringet op af en af mine golfmates. Han var blevet smittet med corona og var så venlig at orientere mig. Som den gode samfundsborger, jeg også er, besluttede jeg mig straks til at få foretaget en coronatest. Det skulle vise sig lettere sagt end gjort. Jeg fandt uden problemer frem til coronaprover.dk. Adressen dæmrede svagt, selvom det efterhånden er længe siden.

Det i de senere dage er fremgået af pressen, at der er problemer med NemId og nogle KlogeÅger har anbefalet os i stedet at bruge MitId, da det system er meget bedre. Derfor forsøgte jeg mig med MitId. Det var desværre nede. Så prøvede jeg med NemId. Det var nede. Selvom jeg som gammelt itmenneske godt ved, at  når noget ikke virker første gang, virker det heller ikke anden og tredje gang, forsøgte jeg begge dele nogle gange.

Nu har det offentlige taget højde for at ikke alle danskerne har det let med digitalisering; nogle er helt fritaget. Derfor har man oprettet en telefonlinje, man kan ringe til. Den var nede de tre gange, jeg forsøgte at komme igennem. En venlig digitaliseret kvindestemme meddelte mig at jeg ringede udenfor kontortiden, selvom jeg ringede klokken godt ni og kontortiden startede klokken otte. Tre digitale systemer lå ned. Jeg håber ikke at det er Putin.

Nå, men jeg er en vedholdende type, så jeg tog vandreskoene på og begav mig afsted til testcenteret, som heldigvis ligger kun et kvarters gang fra min bopæl. Jeg blev mødt af to venlige kvinder i hvide kitler, som tog sig venligt af mig. Jeg var den eneste kunde i butikken.

Jeg fik lavet min test. På vej ud af døren, spurgte jeg poderen, hvordan jeg fik svar.

På sundhed.dk lød svaret. Så det….

#corona, #dagensfoto, #saadet

Dagens tur over kirkegården

Dagens foto er af en ældre dame på 97, der hver dag går en tur over kirkegården i Byrum på Læsø. Hun har hver dag sin følgesvend rollatoren med. I går havde hun også mig med.

 

Mor er et kæmpe forbillede. Hun har stadig mod på livet, selvom hun er afhængig af andres hjælp. Hun får kommunal mad 4 dage om ugen og har dagligt hjemmehjælp til personlig pleje og rengøring. Hun kan ikke det samme som før og korttidshukommelsen er smuttet.

Men som, mor siger:  Jeg har fået nogle skavanker, men der er stadig meget, jeg kan. Eksempelvis læser hun avis og gætter kryds og tværs.

Hun er  efter eget udsagn taknemmelig for det liv hun har.
Det er jeg også.

#dagensfoto, #taknemmelig

Grøn er Vårens Hæk

Som så meget andet her i juni.

Den bette ny hæk

Den her lille forkølede hæk er plantet i april og og har haft en hård start med tørke. Naboen og jeg har hjulpet den på vej ved hjælp af vanding og gødning. Vi har sågar investeret i en siveslange. Heldigvis er det begyndt at regne lidt ind imellem. Jeg håber at den vokser sig stor og stærk. Mon ikke?

Hækken bliver afpatruljeret næsten hver dag. På min side er det mig, der står for patruljeringen og på den anden side er det min gode ven Uffe. Uffe er en stor labradorhvalp, som bor på den anden side af hæk og trådhegn.

#dagensfoto

Er TAK kun et fattigt ord?

 Nej, taknemmelig er en umådelig stærk kilde til et godt liv.

Da jeg forsøgte mig med den positive psykologi , sagde min lærer hr. Knoop, som kommentar til Brinkmanns evindelige kritik af den positive psykokogi , at det drejer sig om at gøre noget aktivt for at få positivitet ind i sit liv og dermed fremme sin egen trivsel. Hvis man bare lader stå til, vil det negative tage over og så går det kun en vej og man vil ende i mistrivsel, angst og/ eller depression. Dette forhold skyldes, at  ”bad is stronger than good”.  Sådan er det for os alle. Det er selvfølgelig hensigtsmæssigt at opmærksomhed på fare, frygt og vrede overtrumfer de positive emotioner. Ellers havde menneskeheden ikke overlevet.

Jeg har igennem årene arbejdet en del med karakterstyrker. Det har her været diskuteret om disse styrker er stabile eller om de ændrer sig over tid – ligeledes om man kan og skal træne dem. Jeg har taget en del tests i disse styrker, VIA styrkerne. Der er 24 styrker, som vi alle besidder i større eller mindre omfang.  Hvad mine topstyrker er, skal jeg ikke trætte med, men nogle af mine mindst fremtrædende styrker har gennem tiden været taknemmelighed og ydmyghed. Det har været temmelig stabilt og jeg faktisk været træt af det, for jeg ville gerne være både ydmyg og mere taknemmelig. Men det er måske ikke så let, når man har fået meget foræret og haft en vis arbejdsmæssig succes. Så bliver det gode liv lidt af en selvfølge, som man lider af den illusion, at man selv har skabt og arbejdet sig til -lidt megalomant måske.

Nå, men heldigvis fik successen en ende. Jeg blev fyret og lærte også mørket at kende; men taknemmelighed og ydmyghed var det stadig så som så med. Mørke var der derimod nok af. Først var der COVID 19, restriktioner og jeg ved ikke hvad. Da det var slut blev der så krig i Europa mellem Rusland og Ukraine. Der er nok mørke at bekymre sig om, angsten og frygten for krig bliver aktiveret. Det er så her taknemmeligheden kommer ind og det skyldes min kone, som er en klog kone.

En dag kom hun og sagde: Jeg vil ikke mere lade mig styre af alle de problemer og udfordringer jeg har. Jeg har begået fejl i mit liv i forhold til mig selv og mine børn. Jeg har ikke lange perioder ladet det negativ styre mig. Nu vil jeg have fred i sindet og vejen til denne fred går for mig gennem taknemmelighed. Hun besluttede sig for hver dag sidst på eftermiddagen at skrive mindst tre ting ned, som hun er taknemmelig for.  Selvom jeg i bund og grund er et utaknemmeligt bæst, besluttede jeg mig til at gøre det samme. Dog om morgenen, hvor jeg har min stille time. Jeg startede en taknemmelighedsprotokol, hvor jeg hver dag skriver mindst tre ting ned, jeg er taknemmelig for. I går skrev jeg syv ting, store og små blandt hinanden. Det begynder at virke, kan jeg mærke. Meget af det gode i mit liv er gaver, jeg har fået af andre også gaver fra noget, der er større end mig. Jeg kendte godt metoden -Tre Gode Ting- fra en kognitiv psykolog, jeg frekventerede efter min fyring også fra den positive psykologi.

Men min gode hustru flyttede fokus fra de positive ting til taknemmelighed. Det er jeg taknemmelig for. Jeg har fornylig taget en ny VIA test, nu er taknemmelighed nummer 11 af 24, mens ydmyghed stadig befinder sig i bunden. Så der er stadig et stort udviklingspotentiale.

Tak.

#taknemmelighed, #trivsel, #positivpsykologi