Forfatter: Steffen

Testcenteret er tomt

Og det kan man måske godt forstå.

Tomt testcenter

Denne dejlige lørdag morgen den 25. juni blev jeg ringet op af en af mine golfmates. Han var blevet smittet med corona og var så venlig at orientere mig. Som den gode samfundsborger, jeg også er, besluttede jeg mig straks til at få foretaget en coronatest. Det skulle vise sig lettere sagt end gjort. Jeg fandt uden problemer frem til coronaprover.dk. Adressen dæmrede svagt, selvom det efterhånden er længe siden.

Det i de senere dage er fremgået af pressen, at der er problemer med NemId og nogle KlogeÅger har anbefalet os i stedet at bruge MitId, da det system er meget bedre. Derfor forsøgte jeg mig med MitId. Det var desværre nede. Så prøvede jeg med NemId. Det var nede. Selvom jeg som gammelt itmenneske godt ved, at  når noget ikke virker første gang, virker det heller ikke anden og tredje gang, forsøgte jeg begge dele nogle gange.

Nu har det offentlige taget højde for at ikke alle danskerne har det let med digitalisering; nogle er helt fritaget. Derfor har man oprettet en telefonlinje, man kan ringe til. Den var nede de tre gange, jeg forsøgte at komme igennem. En venlig digitaliseret kvindestemme meddelte mig at jeg ringede udenfor kontortiden, selvom jeg ringede klokken godt ni og kontortiden startede klokken otte. Tre digitale systemer lå ned. Jeg håber ikke at det er Putin.

Nå, men jeg er en vedholdende type, så jeg tog vandreskoene på og begav mig afsted til testcenteret, som heldigvis ligger kun et kvarters gang fra min bopæl. Jeg blev mødt af to venlige kvinder i hvide kitler, som tog sig venligt af mig. Jeg var den eneste kunde i butikken.

Jeg fik lavet min test. På vej ud af døren, spurgte jeg poderen, hvordan jeg fik svar.

På sundhed.dk lød svaret. Så det….

#corona, #dagensfoto, #saadet

Dagens tur over kirkegården

Dagens foto er af en ældre dame på 97, der hver dag går en tur over kirkegården i Byrum på Læsø. Hun har hver dag sin følgesvend rollatoren med. I går havde hun også mig med.

 

Mor er et kæmpe forbillede. Hun har stadig mod på livet, selvom hun er afhængig af andres hjælp. Hun får kommunal mad 4 dage om ugen og har dagligt hjemmehjælp til personlig pleje og rengøring. Hun kan ikke det samme som før og korttidshukommelsen er smuttet.

Men som, mor siger:  Jeg har fået nogle skavanker, men der er stadig meget, jeg kan. Eksempelvis læser hun avis og gætter kryds og tværs.

Hun er  efter eget udsagn taknemmelig for det liv hun har.
Det er jeg også.

#dagensfoto, #taknemmelig

Grøn er Vårens Hæk

Som så meget andet her i juni.

Den bette ny hæk

Den her lille forkølede hæk er plantet i april og og har haft en hård start med tørke. Naboen og jeg har hjulpet den på vej ved hjælp af vanding og gødning. Vi har sågar investeret i en siveslange. Heldigvis er det begyndt at regne lidt ind imellem. Jeg håber at den vokser sig stor og stærk. Mon ikke?

Hækken bliver afpatruljeret næsten hver dag. På min side er det mig, der står for patruljeringen og på den anden side er det min gode ven Uffe. Uffe er en stor labradorhvalp, som bor på den anden side af hæk og trådhegn.

#dagensfoto

Er TAK kun et fattigt ord?

 Nej, taknemmelig er en umådelig stærk kilde til et godt liv.

Da jeg forsøgte mig med den positive psykologi , sagde min lærer hr. Knoop, som kommentar til Brinkmanns evindelige kritik af den positive psykokogi , at det drejer sig om at gøre noget aktivt for at få positivitet ind i sit liv og dermed fremme sin egen trivsel. Hvis man bare lader stå til, vil det negative tage over og så går det kun en vej og man vil ende i mistrivsel, angst og/ eller depression. Dette forhold skyldes, at  ”bad is stronger than good”.  Sådan er det for os alle. Det er selvfølgelig hensigtsmæssigt at opmærksomhed på fare, frygt og vrede overtrumfer de positive emotioner. Ellers havde menneskeheden ikke overlevet.

Jeg har igennem årene arbejdet en del med karakterstyrker. Det har her været diskuteret om disse styrker er stabile eller om de ændrer sig over tid – ligeledes om man kan og skal træne dem. Jeg har taget en del tests i disse styrker, VIA styrkerne. Der er 24 styrker, som vi alle besidder i større eller mindre omfang.  Hvad mine topstyrker er, skal jeg ikke trætte med, men nogle af mine mindst fremtrædende styrker har gennem tiden været taknemmelighed og ydmyghed. Det har været temmelig stabilt og jeg faktisk været træt af det, for jeg ville gerne være både ydmyg og mere taknemmelig. Men det er måske ikke så let, når man har fået meget foræret og haft en vis arbejdsmæssig succes. Så bliver det gode liv lidt af en selvfølge, som man lider af den illusion, at man selv har skabt og arbejdet sig til -lidt megalomant måske.

Nå, men heldigvis fik successen en ende. Jeg blev fyret og lærte også mørket at kende; men taknemmelighed og ydmyghed var det stadig så som så med. Mørke var der derimod nok af. Først var der COVID 19, restriktioner og jeg ved ikke hvad. Da det var slut blev der så krig i Europa mellem Rusland og Ukraine. Der er nok mørke at bekymre sig om, angsten og frygten for krig bliver aktiveret. Det er så her taknemmeligheden kommer ind og det skyldes min kone, som er en klog kone.

En dag kom hun og sagde: Jeg vil ikke mere lade mig styre af alle de problemer og udfordringer jeg har. Jeg har begået fejl i mit liv i forhold til mig selv og mine børn. Jeg har ikke lange perioder ladet det negativ styre mig. Nu vil jeg have fred i sindet og vejen til denne fred går for mig gennem taknemmelighed. Hun besluttede sig for hver dag sidst på eftermiddagen at skrive mindst tre ting ned, som hun er taknemmelig for.  Selvom jeg i bund og grund er et utaknemmeligt bæst, besluttede jeg mig til at gøre det samme. Dog om morgenen, hvor jeg har min stille time. Jeg startede en taknemmelighedsprotokol, hvor jeg hver dag skriver mindst tre ting ned, jeg er taknemmelig for. I går skrev jeg syv ting, store og små blandt hinanden. Det begynder at virke, kan jeg mærke. Meget af det gode i mit liv er gaver, jeg har fået af andre også gaver fra noget, der er større end mig. Jeg kendte godt metoden -Tre Gode Ting- fra en kognitiv psykolog, jeg frekventerede efter min fyring også fra den positive psykologi.

Men min gode hustru flyttede fokus fra de positive ting til taknemmelighed. Det er jeg taknemmelig for. Jeg har fornylig taget en ny VIA test, nu er taknemmelighed nummer 11 af 24, mens ydmyghed stadig befinder sig i bunden. Så der er stadig et stort udviklingspotentiale.

Tak.

#taknemmelighed, #trivsel, #positivpsykologi

Lev med det! – Skal vi det?

Lillefar Putin er gået ind i Ukraine med hele sin militærmagt. Der er igen krig i Europa.

Jeg kom i dag på min daglige vandretur gennem byens gader til at tænke på en tegning, som mit ældste barnebarn tegnede til i forbindelse med en bog, jeg forsøgte mig med at skrive på det tidspunkt. Jeg havde selv bedt hende om at tegne vagusnerven, der forbinder hjernen med kroppens organer. Jeg tænkte dengang, at en styrkelse af vagusnerven var en vigtig del af børns undervisning. Det er vigtigt at have både hjerte, sjæl og ånd med.

Menneskelighed, hjerte, ånd og dyder som storsind og ydmyghed har det ikke så godt blandt magthavere ude og hjemme i denne tid. Lad os hver især gøre vores til at dyderne får en renaissance – at hjerte og hjerne bliver genforbundet hos magthaverne.

Når min krøllede hjerne fandt billedet frem i dag, skyldes det sikkert både dagens begivenheder i Ukraine og den forråelse, vi oplever i dansk indenrigspolitik. Krigen er farlig og chokerende. Den er der mange der kommenterer. Det tror jeg ikke, jeg kan kvalificere. Men jeg er ligeså rystet som alle i andre.

Herhjemme er det så som så med overholdelse af reglerne. Seks departementschefer var vidende om at aflivningen af mink var ulovlig. Alligevel syntes ingen af dem, at det lige var deres opgave at gøre opmærksom på det.  Hvorfor mon?

I FE sagen er hemmelighedskræmmeriet grænseløst. Statsministeren har ingen kommentarer, men henviser til justitsminister Hækkerup. Gad vide hvordan han sover om natten?

En række nu tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti føler sig voksenmobbet af Pia Kjærsgaard. Hun har angiveligt råbt og skreget af dem, hun ikke er enig med.

Den tidligere formand for de radikale Morten Østergaard har på linje med andre toppolitikere opført sig grænseløst overfor en række kvinder.

Statsministeriets departementschef Barbara Berthelsen har optrådt grænseløst overfor en række politikere og embedsmænd blandt andet Kåre Mølbak.

Statsministeren siger: Lev med det.

Skal vi det?

Godt Nytår – refleksioner om at løbe ind i muren og blive fyret og om ydmyghed og taknemmelighed

Jeg sidder i min kælder Nytårsdag og reflekterer over hvad det bedste, der er hændt for mig i mit liv, mon er. Der er meget. Jeg har haft en god opvækst med tryghed og kærlige forældre. Jeg har fået mange gaver  med mig i livet. Ingen tvivl om det. Jeg har kunnet klare at stå igennem den modgang, som livet også indeholder, inklusive et par skilsmisser.  Jeg har fået et godt fundament.

Når jeg ser tilbage på det sidste tiår, er den bedste gave jeg har fået, min fyring for otte år siden. Jeg havde i femten år befundet mig i en coach-, udviklings-, ledelses-, chefverden, hvor jeg blev mere og mere forblændet af min egen storhed. Jeg havde alle svarene, vidste hvad der var rigtigt og forkert.

Den sidste tid i mit ledelsesjob var op ad bakke. Der var nedgangstider og dem klarede jeg også, syntes jeg på daværende tidspunkt. Jeg kunne tilpasse, fyre folk, for det er jo i modgang, man skal vise sin kvalitet som leder, som jeg sagde dengang. Jeg begyndte at møde modgang i personalet. Det mente jeg nok at kunne klare, for jeg havde opbakning fra topledelsen i kommunen. Det skulle nok gå, tænkte jeg. Men da chefernes opbakning hørte op, måtte jeg smide håndklædet i ringen. Den 10. december 2014 gik jeg hjem. Jeg kunne ikke mere, men jeg regnede da med at komme tilbage til job. Det kom jeg ikke. Bosserne havde mistet tilliden til og ville ikke have mig tilbage. Jeg blev fyret den 31. oktober 2015 af diskretionære årsger uden nåde, men med en god pension. Økonomisk var der ingen problemer. Jeg behøvede ikke stå til rådighed. Jeg var var på den måde et privilegeret menneske.

Alligevel var det en barsk omgang. Hele min identitet var bundet i jobbet. Jeg var præget af en udpræget gentagelsestvang. Jeg forsøgte at komme tilbage som leder. Jeg startede egen virksomhed. Jeg forsøgte mig med en ny masteruddannelse – i positiv psykologi. Men det hjalp ikke rigtigt. Jeg kom ikke tilbage i det hamsterhjul, jeg var kommet fra og gudskelov for det.

Da jeg blev fyret, var det mange, der hjalp mig, blandt andet en gammel kollega, Peter, der selv havde prøvet turen med fyring, inklusive en tur på forsiden af den nordjyske avis. Det var seks år tidligere. Han ringede til mig og sagde at han ikke ville sige at han var taknemmelig for det; men at han nødig ville have undværet det. Det var svært at tage ind dette dengang. Men det giver overordentlig god mening i dag.

Da jeg beskæftigede mig med den styrketilgang, der er indeholdt i den positive psykologi, var mine topstyrker sådan noget som kreativitet, videbegær, perspektiv, dømmekraft, nysgerrighed og gejst; mens styrker som transcendens og ikke mindst ydmyghed og taknemmelighed lå helt i bund.

Det har ændret sig. Det har været en barsk omgang at nå frem til det, men jeg er så taknemmelig for det jeg har. Jeg er også temmelig tæt på at være taknemmelig for at jeg fik sparket dengang. Jeg er blevet et mere ydmygt bette menneske, der godt ved at jeg ikke kan løse uløselige problemer. Jeg har fået hjertet meget mere med og tak for det.

Da jeg var leder var tæt på at mene, at jeg var Vorherre selv og skulle dømme over de levende. Når jeg ser tilbage tænker jeg,  at det var godt jeg kun var leder på en bette skole nordenfjords. For hvad kunne min  magtfuldkommenhed – mit storhedsvanvid ikke have ført med sig, hvis jeg havde været konge af Sverige, departementschef eller statsminister.

Godt Nytår

Kabul – Kan vi lære af historien?

Ja, jeg bilder mig ind, at jeg kan lære og har lært af min egen historie. Det kalder jeg personlig udvikling. Men måske er det selvbedrag – en illusion . Jeg tror nu at  Biden, Robert McNamara, general Westnomoreland og hvad generalerne nu hedder, lærer og har lært af deres fejl .

Men deres efterfølgere? Nix, de ser ikke ud til at have lært noget. Historien gentager sig. Hver enkelt generation gentager de samme fejl. Stater, USA og deres allierede, har ikke historisk hukommelse og gentager deres fiaskoer. Der må ud over mysidebias og megalomani være nogle psykologiske mekanismer, der gør, at kollektiv læren af fejl ikke er langtidsholdbar.

Babylon Berlin, Saigon 1975,  Kabul 2021. Som de siger i østen ’Same same, but different’. Igennem mine øjne ser det mest ud til at være ’same same’. Når jeg ser helikopterne lette og flyve i pendulfart  fra taget af den amerikanske ambassade Kabul, får jeg en oplevelse af deja-vu . Jeg oplever at billederne, som vi så dem for seksogfyrre år siden i tv fra  Saigon – Ho Chi Minh City, som den blev døbt om til og formodentlig stadig hedder, gentaget. Blot er scenen nu forlagt til Kabul. Billederne af mennesker i panik, der forsøger at flygte og redde livet gentager sig også. I Vietnam faldt Nguyễn Văn Thiệu’s korrupte styre sammen som et korthus ligeså snart besættelsestropperne fra USA forlod landet. Ingen havde lyst til at forsvare styret. Det samme gentager sig nu i Afghanistan. Den tusindvis af mia dyre hær falder sammen. Soldaterne oplever ikke at have nogen sag at kæmpe for. De har ikke lyst til at dø for Ashraf Ghanis  korrupte regering. De tage hjem og efterlader højteknologiske våben til deres fjender på samme måde, som Sovjetunionen gjorde det i 1989. Verdens stærkeste  militærmagt tabte både i Vietnam og Afghanistan krigen til cyklister og motorcyklister bevæbnet med AK 47ere.

Er der noget håb? Ja, Vietnam har på trods af tredive års krig frem mod 1975, gennemgået en positiv udvikling og er nu en del af verdensøkonomien. De har en stor turistindustri og de sko, jeg går rundt i, er syet i Vietnam. Der er sket en forsoning, således at også amerikanere ferierer på Vietnams  strande. Forhåbentlig vil det samme ske i Afghanistan. Det bliver i hvert fald svært for mændene i Taliban at rulle tiden tilbage. Kvinderne har fået en stolthed og en magt, de formentlig  ikke frivilligt giver afkald på. De går i skole og har fået uddannelse. Forhåbentlig får nogle af de skæggede herrer sig en overraskelse i tiden, der kommer.

Kan vi lære af historien. Ja, vi kan godt. Men ønsker vi det? Her i Danmark har vi siden den kolde krigs ende ført en aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi har fulgt amerikanerne i tykt og tyndt. Vi har været på besøg på Balkan, i Libyen, i Irak og i Afghanistan. Det har været en dyr historie i kroner og i menneskeliv. Og resultaterne? Jeg vil ikke udelukke, at der har været nogle positive resultater på den korte bane. De fik frisk vand i Basra, men har de stadig det? På den lange bane er det tydeligt for enhver, at der ikke er kommet noget godt ud af Danmarks engagement langt fra hjemmet. Vi er et lille land. Lad os stoppe den aktivistiske udenrigspolitik. Der vil blive stor modstand fra det militært industrielle kompleks. Men lad os stoppe det. Forhåbentlig har politikerne på tværs af partierne mod til at udforme en ny forsvarspolitik. For forsvaret er for vigtig en sag at overlade til generalerne og til blindt at følge vores store allierede.

Selvopgøret under og efter Vietnamkrigen medførte en masse god kunst. Det gør nederlaget i Afghanistan formentlig også.

#demokrati, # dkpol, #kabul2021, #kanvilaereafhistorien, #afghanistan

Mod lysere tider

Jeg vidste det ikke.

Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde savnet dem. Lydene. Lydene af kåde børnestemmer. I de sidste dage har vinden fra nordvest båret lyden af de kåde børnestemmer fra Muldbjergskolen hen til min fordør, når jeg trissede ud af den, som regel på et tidspunkt mellem  halv ti og ti. Jeg har jo ikke mere noget hastværk mere efter, at jeg er blevet PHD – pensionist hele dagen. Det blev min eneste Ph. D.

Nok om det. Det er livgivende at møde børnene  og de unge igen. I går og i dag hørte jeg stemmerne fra børnene på Muldbjerg og måske også fra HPR i et skønt offentligt privat partnerskab. Og ikke bare det. I det nedlukkede center, hvor kun Kvickly og et par sundheds- og slikbutikker butikker er åbne – ja og Brødkooperativet – mødte jeg flere grupper af unge, der var i gang med at spise kager og drikke Redbull og cola, mens de hyggede sig. Fuldstændig normalt trods mundbind og nedrullede skodder. Godt at børnene og de unge så småt er blevet løsladt fra hjemmeskærmene.

Og godt at møde nogle glade, smilende og åbne ansigter igen. Jeg har godt nok mødt mange grå, tillukkede ældre mænd og damer her under nedlukningen. Heldigvis også en del af de venlige, snakkesalige og smilende. Jeg har heldigvis også mødt søde og rare kassedamer i de dagligvarebutikker,  jeg dagligt frekventerer, for jeg må åbent indrømme, at jeg handler hver eneste dag – ikke blot i en, men i flere butikker. Det er livgivende. Hertil møder jeg, primært i weekenden, smilende løbepiger og- damer. Bedre bliver det ikke.

Håbet er lysegrønt. Jeg håber at foråret, børnene og de unges løsladelse er de første tegn på en god fremtid, hvor menneskelighed og solidaritet – frihed, lighed og broderskab kommer lidt mere i højsædet end de har været de sidste tredive år. Der er nogen, der siger,  at et stort opsving er på vej. For en, der har oplevet halvtredserne, de glade tressere , de halvtriste halvfjerdsere,  fattigfirserne osv,  kunne det være helt spændende at få mulighed for at opleve de brølende tyvere. Jeg har et håb om, at vi mennesker så kunne lære af historien og blive sparet for en depression i trediverne. Et håb…

HÅB – sindets regnbuer

Håb – sindets regnbue

Jeg har flere gange tidligere skrevet om håb, blandt andet i 2016. Senere skrev jeg om behovet for at indgyde håb i skolen ovenpå folkeskolereformen. Håbet er lysegrønt og som forskeren Snyder skriver i en berømt artikel er håb The Rainbows of the Mind – sindets regnbuer.

Her i denne triste coronatid er et af lyspunkterne et århusiansk forskningsprojekt – HOPE, håb. I dag fortæller Politiken om et af de nyeste resultater af projektet: At indgyde af håb, virker bedre end frygt. Det er der evidens for. Derfor bør kommunikationen fra magthaverne fremover indrettes, så den indgyder håb i stedet for frygt.

Jeg er håbefuld og håber derfor, at der er håb om at magthaverne og myndighederne vil være gode rollemodeller og ændre kommunikationen, så den indgyder befolkningen håb og positive forventninger. Pressen har også et stort ansvar i denne forbindelse. En god historie behøver ikke nødvendigvis at være en dårlig historie. Mennesker ønsker i bund og grund at høre og gøre noget godt. Vi motiveres ikke kun af at få opfyldt vore egen behov. Ligeledes har den ydre motivation, som opstår gennem angst og frygt store trivselsmæssige omkostninger. Spørg bar de unge.

Mette Frederiksen og Magnus Heunicke kan med fordel kigge mod Norge  for at finde en rollemodel. Erna Solberg har fortalt den norske befolkning, at om alt går som vel, kan de forvente et normalt liv fra august. Den norske statsminister forsøger at give sine landsmænd håb. Jeg håber at Mette Frederiksen også kan og vil give vores befolkning håb.

De trivselsmæssige problemer ved den lange nedlukning, vi har været udsat for, breder sig mere og mere. Negative følelser som fordømmelse, vrede, angst, depression og frygt breder sig. Ligeså modstanden mod restriktionerne. Polariseringen vokser og det i begge ender af spektret. Må vi ikke godt blive fri for dukkeafbrændinger og for reduktion af politiske modstandere til sølvpapirshatte.

Når vi skal have vendt kajakken, så lad os sejle mod regnbuen. Lad os hjælpe hinanden med at skabe håb og i det omfang, der stadig er behov for restriktioner, så lad os skabe en ægte indre motivation hos befolkningen, baseret på de tre grundlæggede psykologiske behov:  behovet for frivillighed (selvbestemmelse), behovet for at du til noget (at føle sig kompetent) og behovet for gode mellemmenneskelige forhold (relationer). En sådan strategi vil være langtidsholdbar og fremme folkesundhed og trivsel.

Over indgangen til helvede står skrevet: Her lades alt håb ude! Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå at menneskene får en følelse håbløshed. I stedet bør vi forsøge at indgyde børn, unge og gamle et levende håb.

foto: pixabay.com

De rutter mæ æ pæng!

Minkpels

Udtrykket er vestjysk og et af min hustrus yndlingsudtryk. Det udtryk må siges at være på sin plads i forhold til den kæmpemæssige erstatning ,som aflivningen af de danske mink, som gårsdagens aftale har medført. Jeg har personligt en ikke ubetydelig veneration for minkerhvervet. Som søn af en minkfarmer, ganske vist af en helt anden og mindre størrelsesorden end den de erstatningsberettigede avlere, med mindre end en tiendedel avlsdyr, er jeg alligevel, som sikkert mange andre, dybt rystet denne morgen. Hvad må små erhvervsdrivende frisører, restauratører, lufthavnsarbejdere og andre ledige ikke tænke?

Facts ‘ene er på plads. Her er hovedpunkterne aftalen frit efter Politiken i dag:

Minkavlerne modtager en erstatning for de mink, der er slået ned i 2020, men som ikke blev pelset og derfor ikke kan sælges. Her gives der op mod 1,8-2,8 milliarder kroner.

Erstatningen dækker for en tabt fremtidig indtjening i 2022 til 2030. Det beløber sig til 8,9 milliarder kroner.

Den forventede restværdi af minkavlernes uudnyttede produktionsapparater såsom stalde og bure erstattes. Pris: 8,9 milliarder kroner.

De følgeerhverv, der er afhængige af minkavl, kan også få erstatning, hvis over halvdelen af omsætningen er baseret på dansk minkavl. Det gælder blandt andet fodercentraler, pelserier og minkauktionshuse. Denne erstatning skønnes at medføre udgifter for 3-4 milliarder kroner.

Den såkaldte tempobonus, som blev indført for at få minkavlerne til at aflive deres mink hurtigst muligt, ventes at blive udbetalt i februar.

Aftalen indeholder en dvaleordning, så avlere kan genoptage erhvervet, når forbuddet om hold af mink udløber næste år.

Som Kristian Madsen kommenterer i Politiken er der tale om et astronomisk højt beløb. Og professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet supplerer jævnfør Ritzau og Berlingske i dag: “Helt overordnet er der grænser for hvor store ekspropriationserstatninger, man er vant til at få i Danmark, og det, som der lægges op til her, er ret vidtgående“. Stærke ord for en jurist.

Spørgsmålene tårner sig op:

Hvad får Venstre ud af det her? – får de fortalt landmændene, at de, som de altid har kunnet, kan regne med Venstre?

Hvad får Socialdemokratiet ud af det? – er der tale om en dyrt købt fred -i det mindste et stykke tid- for det lovbrud, der skete i hastværket omkring aflivningen af minkene.

Hvad får SF og de radikale ud af det? – Svaret blæser i vinden. Formentlig lussinger. Der bliver endnu mindre plads til pasningsgaranti og bedre personalenormeringer på plejehjem. Hvad siger kernevælgerne, de unge i de store byer til det?

Hvad får minkfarmerne ud af det? – Ja, de fleste får et større eller mindre overskud, når kreditorerne er betalt. Så de kan jo grine hele vejen i banken, når de skal aflevere de fleste af pengene. Der er tale om en dybt forgældet ikke rentabel branche. Nogle af de rigeste får mulighed for at starte op igen i udlandet – en helt ny form for dansk erhvervseksport.

Hvad får kreditorerne ud af det? – De må smile helt op til begge ører. Bankerne får indfriet nogle lån, der ellers i stort omfang skulle skrives på tabskontoen. Jeg skal måske personligt være taknemmelig for den smule aktier, jeg ejer i Nordjyske Bank/ Ringkøbing Landbobank, for banken er formentlig en af minkfarmernes de største kreditorer. Stiger kursen i dag? En stor del af pengene ender sikkert i udlandet, mange af dem i Kina ligesom en del gode danske avlsdyr. For der er kinesisk kapital i dansk minkavl. Det forlyder, at det drejer sig om halvdelen. Det er muligvis fake news? Jeg ved det ikke; men jeg håber da at nogle af pressens gravere vil undersøge sagen nærmere.

Det er nemt at lege julemand, især når det er på andres bekostning. Regningen? Den bliver som så mange andre smidt ind på børneværelset.

foto pixabay.com