Tag: specialundervisning

Et møde

Sofaen uden mødedeltagere
Sofaen uden mødedeltagere

I tirsdags, knap fem år efter, at jeg den 12. december 2014 for sidste gang gik ud af døren til min arbejdsplads, løb jeg tilfældigt ind i et meget vigtigt møde. Jeg var dengang for fem år siden opfyldt af negative følelser, ydmyget, stresset, opfyldt af vrede og sorg. Jeg havde mistet alt håb og smed håndklædet i ringen. Jeg kunne ikke mere og jeg kom aldrig tilbage.

Mit vigtige møde fandt sted i Kvickly, Metropol Hjørring. Da jeg sidst på formiddagen gik rundt i butikken for at købe det mest nødvendige, mærkede jeg et par intense øjne, der kiggede på mig. Det var en gammel bekendt, Anders, tidligere STU elev på den skole, hvor jeg i mange år var leder. Jeg har jævnligt mødt Anders og vi har vekslet et par kærlige og venlige ord om, hvordan verden nu ser ud derfra, hvor vi hver især står. Anders var sammen med en medarbejder, sikkert en pædagog, fra hans nuværende beskyttede arbejdsplads. De var ude for at købe frokost. Vi jokede lidt med hvilket privilegium, det er at kunne købe sin frokost i arbejdstiden. Det var så det. Vi fortsatte hver især vores færd.

Jeg gik mod kasselinien, hvor jeg til min overraskelse opdagede, at jeg befandt mig lige foran Anders og ikke en, men to pædagogiske medarbejdere og ikke nok med det. Der var en gammel bekendt mere. Han bevægede sig op på siden af mig og søgte kontakt. Jeg huskede ham godt, Christian. Christian smilede polisk og spurgte mig: Kender du Mindcraft? Jojo, sagde jeg, for der gør jeg, selvom det er mange år siden jeg opdagede at computerspil og Steffen Larsen ikke er et godt match.  Christian sagde: Det er mig, der har Det Hvide Hus med hundredvis af værelser. Ok, sagde jeg, kan du så ikke hjælpe os af med ham Trump? Det tøhøede vi lidt på og bevægede os ud gennem kassen.

Da jeg løftede blikket fik jeg øje på ikke mindre end fem gamle STU’ere i en sofa udenfor kasselinien. Alle unge mænd, der så vidt jeg husker, befandt diagnosemæssigt inden for autismespektret. De havde ikke deltaget i frokostindkøbet. Det havde de folk til; to pædagoger plus Anders og Christian. Nå, jeg bevægede mig over og talte lidt med de herrer. Vi er alle gamle STU’ere, sagde en.  Det øvrige indhold af samtalen skal jeg ikke trætte med, men jeg spurgte da, om det kunne huske mig. Det kunne de alle. Er det ikke dig, der hedder Karsten, spurgte Emil. Nej, meddelte jeg, jeg hedder Steffen. En anden af de unge herrer, som jeg ikke husker navnet på meddelte Emil: Det er da chefen. Nåe, sagde Emil så, hvad laver du så nu? Hertil svarede jeg at jeg er såmænd bare er en gammel pensionist. Det kan du være rigtig godt tilfreds med, sagde Emil og det har han ret i.

Det her møde er noget at det mest positive, jeg har oplevet i lang tid. Tilbage til basis. Møde mennesker og se hinanden, som vi er. Udveksle et par kærlige og venlige ord. Det var så dejligt og positivt. Det er de her mennesker dem og andre som dem, jeg har arbejdet for hele mit arbejdsliv.

Bagefter har jeg tænkt på, at det var dette møde mellem mennesker, det drejede sig om, da jeg startede som specialærer, konsulent og leder. Det at møde mennesker, se dem som de er, hjælpe dem videre i livet. Det giver så meget mening, også til en selv. Det var så dejligt at stå her fem år efter og føle sig fuldstændig afdjøficeret og uden lederidentitet. Bare at føle sig som et bette menneske ligesom de. Her står jeg, Emil, Anders, Christian og de andre fuldstændig lige for Vorherre. Vi er alle på overførselsindkomst og det vil vi nok være uanset hvilke vækkelser, der går over landet i form af netværkslokomotiver, ungestrategier og jeg ved ikke hvad.

Vores arbejdsevne er det så som så med; men trods det har vi meget at bidrage med. Måske er meningen med livet også andet og mere end at arbejde?

Det var dejligt at møde de unge. Tak.

Stephen Hawking – tanker ved hans død

Jeg har i dag gjort mig ikke så få tanker efter at jeg hørte at Hawking var død. Han blev 76 år gammel og levede dermed meget længere end nogen -måske undtaget ham selv- have forventet. Stephen Hawking fik diagnosen ALS, amyotrofisk lateral sklerose som 21 årig. Lidt simpel hovedregning fortæller, at han levede med sygdommen i 55 år, hvilket er meget mere end gennemsnittet på 3 år. Jeg skal ikke kloge på, hvad det skyldes? Har han bare været usædvanlig heldig? Var han fejldiagnosticeret? Skyldes det at han trods sygdommen havde et usædvanligt godt og positivt liv? Jeg ved det ikke.

Stephen var allerede som barn og ung usædvanlig kvik og velbegavet. Han afviste selv at vurdere sin IQ med ordene: ”Jeg har ingen anelse om det. Folk, som praler af deres IQ, er tabere”. Men klog var han og en af verdens førende teoretiske fysikere. Han var matematik-professor på Cambridge Universitet i England.

Hans hovedområder var forskningen af kosmos og kvante-tyngdekraft. Hans største bidrag til forskningsområderne omfatter hans afhandlinger om forbindelsen mellem sorte huller og termodynamikken. Hans forskning indikerer, at sorte huller ikke eksisterer for evigt, men snarere “fordamper” langsomt ved den såkaldte hawkingstråling.

Jeg har kendt Stephen Hawking i siden midt i firserne, altså ikke personligt, men nærmere professionelt og grunden til, at jeg har fulgt ham i alle de år, er såmænd ikke hans indsats med hensyn til sorte huller og termodynamik. Min interesse skyldes hans sygdom og hans dermed forbundne kommunikationsproblem. Allerede som helt ung blev Hawking så at sige spærret inde i sin egen krop. Han mistede evnen til at tale og skrive på konventionel vis.

Jeg hørte første gang om det unge geni, der kunne vedblive med at passe sit job som professor på Cambridge trods sit svære handicap, for godt og vel 30 år siden. Når han kunne passe jobbet skyldtes det at udviklingen af kommunikationsteknologien på det tidspunkt havde nået et stade, så  den kunne bruges til at kompensere for manglende skrift og tale.

På Kings College i London havde man midt i firserne udviklet et stykke software, MacApple. Programmet bestod af et alfabet plus en dynamisk ordbank, som en cursor scannede binært igennem. Når man så kom til den rigtige række/ det rigtige bogstav valgte man dette ved at kortslutte en kontakt.

Ved hjælp af dette program holdt Hawking allerede dengang forelæsninger og besvarede spørgsmål fra de studerende. Programmet kørte på en Apple IIe computer, der af Apple, som allerede dengang havde sans for markedsføring, blev benævnt som verdens første transportable pc. Transportabel? I hvert fald ikke bærbar, men måske slæbbar, hvis man da var flyttemand.

Jeg har selv været med til at implementere denne type kommunikationssoftware til en række nordjyder, der af forskellig årsag var spærret inde i deres krop på grund af  progredierende sygdomme som ALS, lockedin syndrom forårsaget af blødning i hjernestammen etc. Disse mennesker var fuldstændig intakte i deres opfattelse af verden, men var frataget muligheden for at udtrykke sig ved hjælp af tale og andre motoriske aktiviteter. De kunne hjælpes ved at bruge et program som det ovennævnte. I dag er teknologien selvfølgelig meget mere avcanceret og der er kommet syntetisk tale til. Hawking kunne ved hjælp af teknologien råbe en hel forsamling op ved hjælp af en kunstig, myndig mandestemme. Hawking styrede programmet ved hjælp af en kontakt, der måler spændingen i kæbens muskler.

Han brugte et system, der hedder ACAT, som er open source og som er udviklet specielt til ham. Han kan bruge det både til at kommunikere med og til at styre sin omverden for eksempel webkameraer og andet perifert udstyr.

Elektronisk kommunikation kan, som beskrevet ovenfor, bruges til at kompensere for manglende mulighed for at udtrykke sig sprogligt, for eksempel af motoriske årsager. Det handler her om det sproglige udtryk.

Hvad angår det sproglige indtryk, altså forståelsesdelen er der også hjælp at hente. Du kan se et par eksempler på min hjemmeside steffenblarsen.dk: Læseweb, der læser al tekst højt og kan sammenkæde talen med skriften og adgang med tegn, der oversætter dansk skriftsprog til døvetegn. Et mere kendt eksempel på det samme er adgangforalle.dk, der er opfundet her i vores ende af landet og som drives af it- og telestyrelsen. Disse er blot eksempler på hjælpemidler, der medvirker på indtryks- forståelsessiden.

Der er altså gode muligheder for at afhjælpe kommunikationsproblemer, både hvad angår indtryk og udtryk. Sproget består som bekendt i en sammenkædning af indhold og udtryk. Mennesker der har problemer med denne sammenkædning er det straks sværere at hjælpe. Jeg er ikke særlig optimistisk med hensyn til om teknologien i fremtiden også vil kunne afhjælpe den slags problemer; men erfaringen har lært mig, at man aldrig skal sige aldrig.

S……. OSSE!

Det var min første tanke, da jeg i dag så dette spændende stillingsopslag på LinkedIn. Det her job, det er lige mig, tænkte jeg. Men fristen for ansøgning var udløbet den 29. september, så jeg var en del for sent på den. For der er ansættelsessamtaler i dag, den 8. oktober, og så igen den 13. med diverse tests ind imellem.

Godt det samme
Jeg havde nu nok ikke fået stillingen alligevel, for dels er der jo de der tests – og så mig. Gad vide om jeg kunne bestå? Sikkert ikke. Måske ville jeg som så mange andre opleve at have en forkert profil. Og så er der jo det der med, at jeg er gammel gut på 64. Det forbedrer måske heller ikke chancen for at blive centerleder, at man har nået denne fremskredne alder. Nå, godt det samme. Jeg har jo også bestemt mig til at forsøge at blive pensionist. Det skal nok gå, selvom det er en vanskelig overgang. Men jeg træner hårdt, blandt andet med golfkøllerne.

Velkvalificeret?
I øvrigt  mener jeg mig velkvalificeret  – for jeg synes da, at jeg har alle de kvalifikationer, som er beskrevet i opslaget. Og jeg kan endda også bryste mig af, at jeg har erfaring på området. For det er min skole, det drejer sig om. Specialskolen for Voksne, Hjørring  – Specialskolen for Voksne, Vendsyssel – SPVV….
Nu hedder den CKU Vendsyssel – Center for Kommunikation og Undervisning, Vendsyssel. Og det, der engang hed forstander, ligesom på jernbanestationen, hedder nu centerleder. Det endte jeg også med at hedde.

Pas godt på skolen og ”de sidste”
Her var jeg centerleder fra 2000-2015. Og her havde jeg nogle af de bedste år i mit arbejdsliv. Vi arbejdede hårdt, havde masser af udviklingsprojekter. Vi slog ikke så få slag for de sidste. Jeg husker også tilbage på, hvor sjovt vi havde det. Jeg kan endnu mærke i kroppen, hvordan latteren rungede. Jeg husker, at vi i starten havde masser af frihed til at udvikle og innovere. I løbet af de 15 år tog styringstænkningen mere og mere over og det lagde begrænsninger for innovation og kreativitet. Men summa summarum tænker jeg tilbage på mine 15 år som leder af min skole, som nogle gode arbejdsår. Det er et privilegium at have haft et arbejdsliv med 37 gode år som tjenestemand i skolen. Jeg håber, at lærere og andre offentligt ansatte igen kommer til at opleve sådan et godt arbejdsliv med frihed og mening.

Min bøn til dig
Min tid som leder er forbi og jeg skal nok vare mig for at give gode råd til dig, der nu bliver ansat som centerleder. Men jeg vil gerne bede dig om at passe rigtig godt på den skole, der engang var min. Og ikke mindst vil jeg håbe, at du vil være en frontkæmper for de sidste. Der er ikke så mange, der slår et slag for dem for tiden, men der er behov for at nogen tager den mission på sig. Det håber jeg, at du vil gøre.
Jeg håber også, at du vil passe på skolen i almindelighed og SPVV/CKUV i særdeleshed.