Kategori: sur gammel mand

De Smukke Unge Mennesker….

Pastor Katharina og de 20 unge

Det er godt nok svært at bevare pessimismen, når man kommer ud af boblen af ”sure gamle mænd” og damer -som en selv-, ud af coronapanik og mundbind. Man bliver uundgåeligt optimistisk, når man på en solskindag den 30. august 2020, står foran en flok på 20 unge mennesker, der skal konfirmeres med næsten et halvt års forsinkelse.

Deres glæde og mod på livet er evigtgyldig. Den er og kan det heldigvis ikke lykkes at undertrykke. Ungdommeligheden og modet på livet eksisterer på trods af vi gamles mundbindsparanoia.

Mit eget barnebarn Salomon -Salle- var en af de unge. Hans kusine Viktoria blev konfirmeret for to år siden. Hun er nu på efterskole, hvor hun lever ungdomslivet. Hun har ikke travlt med at komme hjem i weekenden og jeg tror ikke at Corona fylder meget i hendes verden. Næste år er det så Nikolines tur. Således bliver en gammel mand jævnligt mindet om ungdom, tro, håb og kærlighed. Det kan jeg lære meget af. Om de unge så kan lære noget af en gamling som mig ved jeg ikke men det skal ikke afholde mig fra i al ydmyghed at forsøge at bidrage med lidt erfaring og viden fra et langt liv. Derfor har jeg valgt at offentliggøre min tale fra i søndags. Den er selvfølgelig personlig, men samtidig er der måske noget generelt, som andre unge -og gamle- kan tage med sig. Jeg ved dig ikke.

 

Talen til Nationen – Konfirmationen

Først vil jeg dvæle lidt ved fortiden og forsøge, efter bedste evne at se dig, som den du er. Alle mennesker – uanset om vi hedder Niko, Buster, Willer, Viktoria, SteffenB eller Salomon- har brug for at blive set på med kærlige øjne. At blive set som dem vi er.

I dag er det dig.

Først nogle episoder fra din opvækst.

 

Du er en dreng med mange talenter.

  • Du kunne tale tidligt. Det første ord jeg forstod, hørte jeg da jeg hentede dig i vuggestuen. Din mor og far sad vist fast i tunelen og havde så i deres nød ringet til mig om jeg kunne hente dig inden lukketid. Det kunne jeg. Jeg hentede dig i Rømersgade og trillede dig hjem i klapvognene. Da vi rundede hjørnet af Vestergårdsgade, så du jeres hus og du sagde det berømmelige ord ”Ma” – jeg var ikke i tvivl om at det betød ”Mor”.
  • Du kan tale med dyr. En episode hjemme i min have, hvor du står fordybet i en samtale med en snegl. ”Lille negl….” sagde du.
  • Der er også noget med en kat, Oliver del Piero, som du har et nært forhold til.
  • Om du kan tale med planter ved jeg ikke, men jeg husker at du havde en særegen evne til at forsvinde. Engang forsvandt du ud af min have. Den var ellers var totalt indhegnet. Vi fandt dig i naboens rhododendronbed.Her stak en lys top op. Om du talte med blomsterne ved jeg ikke. Vi oplevede at du var helt stille og stod helt stille.
  • Dengang så jeg det min opgave at købe cykler til min børnebørn. Du fik også en – fra T-Hansen. Jeg kørte ud med den og din far og jeg skulle så lære dig at cykle. Det var nemt. For du satte dig op på cyklen og cyklede afsted. ”Hvor har du lært at cykle?” – ”I børnehaven – på en træcykel.” Jo, de kunne noget i den børnehave i Hedelundsgade.
  • Du har en god hukommelse. Fx kunne du referere handlingen i Star Wars, selvom du mig bekendt aldrig havde set det. Du gjorde det endda så livagtig, at du selv blev bange for det, du fortalte og måtte have faster med ud på badeværelset, fordi du var usikker på om Darth Maul befandt sig derude.
  • Du har mange styrker og talenter, for trampolinspring, du var og er en ekstremt dygtig læser. Du er også musikalsk og god til at danse. God til Counterstrike – eller hvad I nu spiller. Du har let ved at lære og blandt dine styrker er en god portion videbegær og nysgerrighed. Der er aldrig langt til googleknappen.
  • Sidst, men ikke mindst er du en kærlig, tænksom og følsom dreng/ ung mand. Du har mange talenter – som jeg er sikker på at du kommer til at investere til glæde og gavn for dig selv – og andre.

Nu står du så i et af livets mange vadesteder – overgangen fra barn til ung voksen. Sådan nogle overgange giver nye muligheder og er samtidig meget svære. Du får både en ny frihed og samtidig stort, måske for stort ansvar. Du kan og vil selv og samtidig er det ikke uden problemer at frigøre sig og senere forlade reden og skulle stå mere og mere på egne ben. Tro mig, jeg husker det, selvom det er mere end 50 år siden. Jeg er dog overbevist om, at du har de resurser og den familiebaggrund, der kan bringe dig godt gennem det urolige farvand og trygt i sikker havn, så du kan få et godt og nærmest lykkeligt ungdoms- og voksenliv.

Hvordan får man så et godt, rigt og nærmest lykkeligt liv?

Ja det er jo faktisk ret veldokumenteret. Der er 5 ting til, der skal til. PERMA.

Positive følelser. Opsøg det positive, det der giver glæde.

Engagement. Engager dig i noget, hvor du kan komme i flow og glemmer tiden

Gode relationer. Gode venner, familie ikke nødvendigvis 10000 rigtige venner på SOME. Men mindst en og gerne nogle stykker.

Mening. Se om du kan finde meningen med det hele. Der er desværre ingen manual, du må selv finde meningen med livet – jeg ved ikke hvordan, men jeg tror at det ligger udenfor dig selv og dine egne behov.

Præstation. Det er vigtigt at præstere godt på dit eget niveau. Du skal gøre sig så god du er selvom du måske ikke er Messi.

De betroede talenter.

Jeg har tidligere nævnt at du er en ung mand, der har fået ikke så få talenter betroet. Det, jeg vil anbefale dig at gøre, er at investere disse talenter, som du har fået til glæde og gavn for andre og dermed for dig selv. Du skal ikke, som i lignelsen fra  Matthæus i kapitel 25,  gå hen og grave talenterne ned. Du skal investere dem, sætte dem i spil og på spil uanset om det nu er 2 eller 5 talenter du har fået. Så vil du, som der står, ”gå ind til din Herres glæde”.

Hvordan du så skal investere de talenter er et personligt valg, som du selv må tage, gerne efter samtale med andre unge og voksne vejledere. Det er dit valg.

Gevinsten ved en svag karakter

Nu skal jeg nok stoppe og det vil jeg gøre med at citere en tidligere kollega, der var ekstremt fagligt dygtig. Til hans afskedsreception sagde han:

Takket være en svag karakter og manglende målrettethed har jeg haft et fremragende arbejdsliv.

Det gode liv handler ikke om penge. Det handler om at søge det positive, at engagere sig, at have gode relationer til andre, at finde meningen med det hele og at gøre det så godt man kan.

Held og lykke med at bokse med livet. Skulle du have brug for en at drøfte det hele med en gamling, står jeg altid til din rådighed.

Kærlig hilsen farfar

 

Et møde

Sofaen uden mødedeltagere
Sofaen uden mødedeltagere

I tirsdags, knap fem år efter, at jeg den 12. december 2014 for sidste gang gik ud af døren til min arbejdsplads, løb jeg tilfældigt ind i et meget vigtigt møde. Jeg var dengang for fem år siden opfyldt af negative følelser, ydmyget, stresset, opfyldt af vrede og sorg. Jeg havde mistet alt håb og smed håndklædet i ringen. Jeg kunne ikke mere og jeg kom aldrig tilbage.

Mit vigtige møde fandt sted i Kvickly, Metropol Hjørring. Da jeg sidst på formiddagen gik rundt i butikken for at købe det mest nødvendige, mærkede jeg et par intense øjne, der kiggede på mig. Det var en gammel bekendt, Anders, tidligere STU elev på den skole, hvor jeg i mange år var leder. Jeg har jævnligt mødt Anders og vi har vekslet et par kærlige og venlige ord om, hvordan verden nu ser ud derfra, hvor vi hver især står. Anders var sammen med en medarbejder, sikkert en pædagog, fra hans nuværende beskyttede arbejdsplads. De var ude for at købe frokost. Vi jokede lidt med hvilket privilegium, det er at kunne købe sin frokost i arbejdstiden. Det var så det. Vi fortsatte hver især vores færd.

Jeg gik mod kasselinien, hvor jeg til min overraskelse opdagede, at jeg befandt mig lige foran Anders og ikke en, men to pædagogiske medarbejdere og ikke nok med det. Der var en gammel bekendt mere. Han bevægede sig op på siden af mig og søgte kontakt. Jeg huskede ham godt, Christian. Christian smilede polisk og spurgte mig: Kender du Mindcraft? Jojo, sagde jeg, for der gør jeg, selvom det er mange år siden jeg opdagede at computerspil og Steffen Larsen ikke er et godt match.  Christian sagde: Det er mig, der har Det Hvide Hus med hundredvis af værelser. Ok, sagde jeg, kan du så ikke hjælpe os af med ham Trump? Det tøhøede vi lidt på og bevægede os ud gennem kassen.

Da jeg løftede blikket fik jeg øje på ikke mindre end fem gamle STU’ere i en sofa udenfor kasselinien. Alle unge mænd, der så vidt jeg husker, befandt diagnosemæssigt inden for autismespektret. De havde ikke deltaget i frokostindkøbet. Det havde de folk til; to pædagoger plus Anders og Christian. Nå, jeg bevægede mig over og talte lidt med de herrer. Vi er alle gamle STU’ere, sagde en.  Det øvrige indhold af samtalen skal jeg ikke trætte med, men jeg spurgte da, om det kunne huske mig. Det kunne de alle. Er det ikke dig, der hedder Karsten, spurgte Emil. Nej, meddelte jeg, jeg hedder Steffen. En anden af de unge herrer, som jeg ikke husker navnet på meddelte Emil: Det er da chefen. Nåe, sagde Emil så, hvad laver du så nu? Hertil svarede jeg at jeg er såmænd bare er en gammel pensionist. Det kan du være rigtig godt tilfreds med, sagde Emil og det har han ret i.

Det her møde er noget at det mest positive, jeg har oplevet i lang tid. Tilbage til basis. Møde mennesker og se hinanden, som vi er. Udveksle et par kærlige og venlige ord. Det var så dejligt og positivt. Det er de her mennesker dem og andre som dem, jeg har arbejdet for hele mit arbejdsliv.

Bagefter har jeg tænkt på, at det var dette møde mellem mennesker, det drejede sig om, da jeg startede som specialærer, konsulent og leder. Det at møde mennesker, se dem som de er, hjælpe dem videre i livet. Det giver så meget mening, også til en selv. Det var så dejligt at stå her fem år efter og føle sig fuldstændig afdjøficeret og uden lederidentitet. Bare at føle sig som et bette menneske ligesom de. Her står jeg, Emil, Anders, Christian og de andre fuldstændig lige for Vorherre. Vi er alle på overførselsindkomst og det vil vi nok være uanset hvilke vækkelser, der går over landet i form af netværkslokomotiver, ungestrategier og jeg ved ikke hvad.

Vores arbejdsevne er det så som så med; men trods det har vi meget at bidrage med. Måske er meningen med livet også andet og mere end at arbejde?

Det var dejligt at møde de unge. Tak.

Der er noget galt i brugsen Danmark

Danmark er en brugsforening

Sådan sagde Palle Lauring engang. Sådan er det vist ikke mere. For hvad er der galt med vores allesammens brugsforening, Fdb, Coop, Fakta, Kvicly og så videre. Jeg er gammel kollektivist og socialist. Jeg har været medlem af brugsen,om ikke i hundrede år og en søndag, så ligeså længe jeg kan huske.

Hvorfor er det så, at jeg foretrække,r at handle i Rema 1000 og sågar Aldi frem for Fakta og i Føtex og Meny frem for Kvickly. Jeg forstår det ikke rigtig; men jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det sådan, for mens Kvickly er tyndt befolket af mennesker med kurve og lidt i dem, er parkeringspladsen hos Føtex fyldt op. Det samme er indkøbsvognene. Jeg undrer mig. Jeg forstår det ikke. Men et par oplevelser i dagens Kvickly giver måske en lille del af forklaringen.

Oplevelse nummer et. En mand – hvis jakke er forsynet med logoet ENIIG –  henvender sig i delikatesseafdelingen for at afhente noget smørrebrød og en kage, som hans hustru åbenbart har bestilt som en deal på nettet. Han får med kærlig overbærenhed at vide, at de i delikatessen selvfølgelig kun kan udlevere smørrebrødet, mens han må afhente kagen i delikatessen. Ham mødte jeg senere i kiosken, der ligger umiddelbart ved siden af bagerafdelingen. Heller ikke her kunne han få sin kage, men blev sendt videre for anden gang. Den gode mand virkede ikke til at være stamkunde i Kvickly og jeg tror heller ikke han bliver det.

Oplevelse nummer to. Jeg havde hjemmefra aktiveret en række tilbud i coop’s app. Man er vel medlem. Alle mine varer -med samt medlemsbladet Samvirke til nul kroner- kører planmæssigt igennem kassen. Så langt så godt. Den søde unge dame ved kassen spørger, som alle andre søde unge kassedamer, om jeg vil have bonen med. Ja tak, siger jeg, for jeg er ikke helt tryg ved Coop’s kassesystem. Det var godt, at jeg sagde ja tak til bonen, for systemet havde som så ofte før snydt mig for en rabat. Tredive kroner, ikke nogen herregård, men ret skal være ret, ikke sandt. Det sker rigtig ofte. Desværre er fejlen aldrig til min fordel. Det er sikkert ikke en fejl i selve it-systemet, men snarere udtryk for ligegyldighed hos de mennesker, der betjener det.

Nå, jeg begav mig jo så videre til kiosken, hvor den tidligere nævnte ENIIG’er var i gang med sin anden videresendelse. Også her var det en sød og nydelig ung dame, der betjente ham og mig. Men hendes forudsætning var desværre, at fejlen nok lå på min side. Jeg fik imidlertid ved hjælp af min mobiltelefon demonstreret, at jeg både havde fundet og aktiveret tilbuddet på behørig vis. Men alligevel fik jeg ikke sådan uden videre mine håndører, de tredive kroner, refunderet. Nej, der måtte først afholdes et telefonmøde med en bagvagt, før jeg fik mine penge. Jeg synes ikke, at jeg var en sur gammel mand, inden jeg gik i Kvickly, men jeg blev det nok undervejs. Det synes jeg er træls. Og det kræver en hel del ideologi og kollektivisme at komme tilbage i butikken igen.

Til sammenligning kan jeg fortælle, at jeg ind imellem – om end ikke så ofte – også opdager en fejl hos konkurrenterne. Alle laver jo fejl.  Når man finder en fejl i Meny, bliver man selvfølgelig kontrolleret, men samtidig behandlet med kærlig venlighed. Når fejlen er kontrolleret, får man som et plaster på såret en lille erkendtlighed, lille æske chokolade eller en pakke frøer. Derefter går man derfra med en god oplevelse.

Jeg ved som sagt ikke, hvad der er galt hos Coop. Det vil nok være for letkøbt at give svenskerne skylden, som hos postvæsenet. Der er mange unge medarbejdere og de virker ikke skolede i deres kunde-/medlemssyn på samme måde, som de unge i Salling Group. Jeg ved ikke om det er for sent at vinde det tabte tilbage, men jeg håber det, at det kan lade sig gøre.

Det var dagens sure opstød og lige straks vil jeg bevæge mig i Sct. Cathrine Kirke og høre ni læsninger, orgelmusik og korsang. Mon så ikke freden indfinder sig også hos mig.
God søndag.

 

 

 

Fake News? Fake JUL? Fake juletræ?

– Julen varer længe og koster mange penge

Der bygges op til Jul også her i Dejlige Hjørring. På min næsten daglige vandre-, iagttagelses- og indkøbstur i min mindst 775 årige hjemby, Hjørring, så jeg, at der bygges op til julen. Juletræet, der vistnok er det eneste af sin slags udover det, der efter sigende skulle stå i Beijing er under construction. Det er et Fake juletræ, konstrueret af 112 procent plastik. Men det kan nogle tricks, som et godt gammeldags granduftende juletræ ikke kan. Det kan synge og spille og hvis man er rigtig heldig, kan man få et kys, hvis man befinder sig inde midt i træet sammen med en sød dame; eller en sød herre, hvis man skulle foretrække det.

Fake-juletræet har desuden den fordel, at det ikke drysser. Det er en kæmpe fordel. Tænk på, at træet skal holde sig helt til Juleaften om 7 uger. Det er der ingen ægte juletræer, der kan.

Således inspireret af juletræsopbygningen, blev jeg opmærksom på, at julen både varer længe og koster mange penge. Der er hængt belysning op. Det tændes vist ikke før den 9. november, så vi sparer da i det mindste en smule på strømmen. Jojo, vi går skam også ind for det grønne her i vores Dejlige Hjørring. Der er jo også tale om en LED belysning; så den er jo ganske billig og energivenlig i drift. Samtidig kan julebelysningen lyse op i den kolde og mørke tid. Det er faktisk rigtig rart.

På min vandring i byen har jeg set et utal af nordiske nisser. Både i butikkerne og  i vores indkøbscenter, Metropol. Vi har skam en Metropol, men dog ingen metro -endnu. For os pensionister og andre mindrebemidlede har Røde Kors’ genbrugsbutik oprettet en større juleudstilling med to reoler og tre borde, alle tæt befolkede med nisser. Jeg så ingen spor af ham hvis fødsel vi, så vidt jeg husker, fejrer i julen. Han må vente til juleaften og de øvrige juledage, hvis han kan finde plads imellem julefrokoster og gaver.

Julen varer længe og koster mange penge. Jeg tror imidlertid ikke, at den varer helt til påske som i gamle dage. For vi skal jo have købt både nytårskrudt, smoking og fastelavnskostumer inden da. Hvad angår pengene er der da heldigvis muligheder for os sparsommelige. Udover nævnte genbrugsbutik har vi fået både Black Friday, Cyper Monday og den slags. Så får vi mulighed for at købe meget mere meget billigere.

Glædelig JUL!

Fra Røde Kors Genbrug
Leif Davidsen kommer
Og der bliver Jul på Slottet allerede i november
Comkeen vil fortælle drengene om Roblox
Nisser på toilettet
Fed hat ikke? – kun 495,-

I was a werewolf – but I am over it now

Engang var jeg en varulv – men jeg er ovre det nu. Jeg troede, jeg bekæmpede samfundet, men det var mig selv, jeg bekæmpede. Sådan sagde den 26 årige Gregory Smith til sig selv, da han 26 år gammel sad på en bænk i Sydney med sin samlede ejendom bestående af en skoletaske fyldt med spiritus.

Her traf han det valg at lægge sit liv om og at vende tilbage til samfundet. Forud var gået et traumatisk liv, med anbringelse, vold, misbrug, selvødelæggelse, diagnosticering som sociapat mm. Livet forud for bænken kulminerede i at Gregory flyttede ud i skoven, hvor han levede i en årrække. Det var det eneste sted, han kunne finde fred. Her var ingen mennesker.

Hans historie er beskrevet i bogen  Out of the Forest. Og australsk tv har lavet en halv times udsendelse om ham. Udsendelsen fortæller den rørende historie om Gregorys tilbagevenden til samfundet. Indtil han var ti, levede han i en familie med en afstumpet mor og en ekstemt voldelig far. Da han var ti blev han anbragt på en institution, drevet af nonner fra den katolske kirke. Her fortsatte overgrebene med vold og seksuelt misbrug. Det er en både forfærdelig og rørende historie, der samtidig er præget af en stille humor. Do you think I am a sociopat, mener du at jeg er sociopat, spørger Gregory Smith sin ven og mentor.

Efter det t-kryds, Gregory befandt sig i på bænken, traf han og gennemførte det valg at arbejde på at vende tilbage til samfundet. Han gik i gang med uddannelse, først grundskole, så gymnasium, universitetsuddannelse og til sidst en Ph.D, hvor han forskede i forgotten australians, som ham selv.

Se filmen her:

Det er en historie om håb, ukuelighed og autencitet. Om at opnå det gode eller i det mindste tålelige ægteskab med sig selv, som er en forudsætning for at kunne indgå i positive relationer med andre. Om at få integreret jeget, miget og (mig)selvet og blive en nogenlunde hel person, trods fuldstændigt horrible opvækstforhold.

Det er den stærkeste historie om GRIT, engageret vedholdenhed, jeg har hørt til dato. Gad vide om der findes tilsvarende historier fra Danmark.

FAKTA
Gregory Smith var en af de hundredtusindvis forgotten australians, der op til tressenerne blev tvangsanbragt på samme måde som fx Godhavnsdrengene. Disse forgotten australians har i modsætning til Godhavnsdrengene fåret en undskyldning af staten.

Styr driften

Alle ved, at det kan være svært at styre driften. I syvogtredive år var jeg ansat, om ikke i hendes majestæts tjeneste, så i hvert fald i det offentlige; mest i stat og amt, men hen imod slutningen også nogle få år i den ny Hjørring Kommune. I alle årene lærte vi, ja, vi fik tudet ørerne fulde af, hvor vigtigt det er at skelne mellem anlæg og drift.

Min lille verden er Hjørring og Hjørring Kommune. Her fra min lille udkigspost er det om ikke sjovt, så i hvert fald interessant, at iagttage hvordan tingene gentager sig. Det samme mønster gentager sig igen og igen. Det er måske en sur gammel pensionists lod at iagttage verden på den måde.

Det jeg ser i min by Hjørring er, at det går rigtig fremragende på anlægssiden, mens det kniber en hel del med at få styr på driften.

Vandlegeplads uden vand
I forbindelse med mine daglige byvandringer har jeg kunne iagttage et få år gammelt prestigeprojekt – en højprofileret vandlegeplads i Folkets Park. Legepladsen etableret samtidig med det store separatkloakeringsprojekt, der er i gang, blandt andet i min egen beskedne forhave.

Denne fine legeplads er ude af drift. Den har været tørlagt hele sommeren. Hele den samlede danske sommer. Den sommer der har været den varmeste i mands, kvindes og børns minde. Her ville det da være fantastisk, at de børn, der ikke er med deres forældre i de endnu varmere lande, kunne pladre med vand i den danske sommer.

Jeg har i de sidste tre måneder undret mig over, at der ikke var børn på legepladsen og har derfor checket, om der var vand i hanerne. Det var der ikke. Først tænkte jeg, om det måske skyldtes at ham, der skulle lukke op for vandet var på ferie, men jeg tror ikke, at det er årsagen, for i denne uge kunne jeg se, at de flotte hække, der efter engelsk forbillede var etableret omkring pladsen, nu er væk. Måske for at spare på hækklipperiet? Hvem ved? Jeg ved det i hvert fald ikke.

Cykelmotorvej uden tæller
På samme måde blev der for nogle år siden etableret en såkaldt cykelmotorvej fra Bagterpvej og Ulvegravene igennem Folkeparken helt ind til centrum. Det fine projekt med lys om natten osv, blev delvis betalt af staten. Også her er det driften, det kniber med. Cykelstien bliver ikke vedligeholdt og fejet og det fine tælleapparat, der skal tælle hvor mange cyklister, der kører forbi, er bestandig ude af drift.

Cykelstier uden asfalt
I mit nabolag er der på Frilandsvej opsat et fint skilt: UCN 1,1 km – på cykel forstås! For tiden kan ruten slet ikke passeres på cykel på grund af det store projekt med separatkloakering, men det går vist over i uge otteogfyrre.

Nå, men når man så kommer til den bette bro ved Meny – den fremtidige Østbanegård er der meterstore huller i asfalten. Igen er det driften, det kniber med. Det kunne måske være en rigtig god ide at vedligeholde det man har, inden man etablerer nyt. Eller hvad?

Teater uden indhold?
Disse tre eksempler -og der er flere- giver anledning til bekymring over det indtil videre største prestigeprojekt i vores kommune. Vores nye Vendsyssel Teater. Insprireret af intet mindre end The Globe Theater. Bygget til en pris af 175 mio.  Jo, på anlægssiden går det godt.

Hvordan det går med driften ved jeg ikke; men et kvalificeret gæt er, at der er problemer. Vi skatteborgere giver et tilskud på 500 gode danske kroner pr billet. Man kan komme gratis med tog fra Aalborg, Skagen og Frederikshavn, mens det ikke muligt at tage bussen i teatret i weekenden fra Taars, Lønstrup og Bagterp. Vi har en flot ny busstation, men ingen busser. Den er ligesom banegården tømt for indhold.

Tilbage til det nyeste af vore teatre. Gad vist om det vil gå på samme måde som med byens gamle teater, Vendelbohus. Her blev den gamle teatersal renoveret af gammel Hjørring Kommune, så den fremstår flot og smuk. Men nu ser det ud til at denne sal skal dø en ikke stille død på grund af manglende driftsmidler.

Igen er det driften, det er galt med. Med hensyn til prestigeteatret tænker jeg, at det vil være vanskeligt at opretholde det nuværende driftsniveau. Kan en teatercafe i sådan et fint hus rende rundt, når hverdagen indfinder sig? Det kunne ikke lade sig gøre i Aalborg. Kan det i Hjørring? Har vi fortsat råd til at have &, dramaturger, teknikere, PR folk, direktør og jeg ved ikke hvad ansat i det nuværende omfang? Jeg spørger. Svarene må vi vente lidt på.

Nutidens teater
Jeg er en sur gammel mand – jeg ved det. Trods det vil jeg forsøge mig et positivt budskab, et lys i det driftsmæssige mørke. Stadion er nutidens teater. Drømmenes teater. Mennesker kommer på stadion, hvis de føler sig berørt og underholdt. Det er ikke nødvendigt med tilskud til billetterne for at hente femsekstusinde mennesker fra alle sociale lag ind på stadion i vores lille by. Den form for teater, synes jeg, at vi kan være stolte af. Byrådet har just bevilliget godt 17 mio til anlæg på vores stadion. Det kan man have mange synspunkter på. Mit eget er, at det er en god ide. Jeg tror heller ikke, at der er grund til at bekymre sig om driften, for der vil blive en helt pæn lejeindtægt. Men trods alt – det er svært at spå. Især om fremtiden.

foto: pixabay.com

Rejsekort til pensionistlivet

….så forstår jeg nu, at det er rejsekortet, der er sygt og ikke mig. Sig fra i tide, og lad ikke rejsekortet styre dit liv – sådan skrev Casper Hedegård den i juni i Jyllandsposten om en tidligere vinder af Amandaprisen.

Det synspunkt har jeg i det mindste en vis forståelse for. For selvom det herostratisk berømte kort fungerer nogenlunde ved daglig brug, bare man husker at checke ind-ind-ind og ud, er det stadig et af de mest idiotiske it-systemer, dansk softwareindustri i samarbejde med det offentlige har udviklet. Der er ellers nok at tage af.

Nogle husker sikkert stadig DORA skandalen i DR og AMANDA på jobcentrene. For tiden er det EFI inddrivelsessystemet, der er på dagsordenen. Det har kostet os skatteborgere 80 mia eller 14.000 pr. snude i manglende gældsinddrivelse, men ingen ministre livet. Der er nemlig så mange om at dele ansvaret, at der ikke er noget tilbage til hver enkelt. Tillykke Løkke – og Kristian Jensen, Karsten Lauritsen, Blå Bjarne og Helle med det.

En skandale kommer sjældent alene. Tilbage til rejsekortet og mine helt private og personlige oplevelser med det. Rejsekortet ved godt hvor gammel du er. Det erfarede jeg, da jeg en måned før min femogtres års fødselsdag modtog en mail fra ovennævnte Rejsekort. Rejsekortet skrev til mig, at nu blev jeg jo femogtres og dermed pensionist og derfor skulle jeg gå ind på rejsekortet.dk og ændre min status fra voksen til pensionist. Derved kunne jeg få billigere billetter.

Man skulle jo ellers mene, at når nu rejsekortet kendte ens alder, ville det være en smal sag at foretage denne ændring automatisk. Men OK, jeg loggede på rejsekortets hjemmeside og foretog ændringen, der forvandlede mig fra voksen til pensionist. Det var en forholdsvis smal sag, for en som mig, der har en fortid som it-konsulent. Men det ikke gjort med det.

Man skulle jo tro, at når ændringen var foretaget, så var den sag klar, men sådan var det ikke. Kortet skulle nemlig aktiveres. Det havde jeg så forestillet mig, at man også kunne gøre på nettet på sin computer, nu man var i gang – eventuelt suppleret med en sms, som i mange andre systemer.

Men nej, der var indbygget motion i aktiveringen af min nye pensioniststatus. For aktiveringen kunne kun ske ved at tage kortet i brug indenfor 30 dage og det skal man gøre på de blåøjede standere, som findes i alle busser og på alle banegårde. Hvis man ikke planlægger rejser i denne periode, meddelte Rejsekortet mig, at jeg bare skulle indfinde mig eksempelvis på en banegård, checke ind og straks checke ud igen.

Som sagt så gjort. Jeg besteg min cykel og cyklede til Hjørring Banegård, hvor jeg checkede ind og derefter straks ud igen. Nu var også i forbindelse med offentlig transport forvandlet fra voksen til pensionist. Det var både en opgave og en oplevelse. Velkommen til den digitale virkelighed i Danmark anno 2018.

Efterskrift
Efterfølgende har jeg skam haft udbytte af aktiveringen. Jeg har opdaget, at jeg i forhold til min unge hustru, der kun er 63 rejser til halv pris. Man kan så undre sig over, hvorfor en forholdsvis velstillet pensionist skal have billigere billetter. Men alligevel – tak for det.

Foto: Pixabay.com
– de, der har været i London, kender sikkert det velfungerende rejsekort oyster. Måske skulle vi have købt det i stedet for at opfinde de dybe tallerkener anden gang

Tavlemøder, transformationer og taknemmelighed

Agurketiden giver mulighed for at komme til orde. På den anden side er der så heller ingen, der læser det man skriver. Men det er måske nok heller ikke så afgørende. For man skriver vel mest for sin egen skyld, eller hva´?

Jeg kan mærke, at min skrivepause så småt er ved at være slut og her er der to temaer, der trænger sig på.

1. den TAVLEMØDEKULTUR, der åbenbart breder sig, ikke mindst på store statslige arbejdspladser og hvor skadelig denne individuelle belønnings- og strafmotivation er for det psykiske helbred og den indre motivation.

2. TRANSFORMATIONER
– i en tid med studenterfester ligger verden åben for de unge mennesker. De skal nu igang med at transformere sig fra unge studerende til produktive samfundsborgere. Det er ikke nødvendigvis en let opgave i den konkurrrencestat, vi har opbygget.

– og så er vi også nogle stykker, der skal transformere os den modsatte vej og mere eller mindre frivilligt forlade arbejdsmarkedet. Det er heller ikke nødvendigvis en let opgave i en tid hvor selv de, der er frigjort fra vækkeurets tyranni forventes at være produktive om ikke andet gennem frivilligt arbejde – det har eksempelvis taget mig selv mere end tre år at forvandle mig selv fra kriger i i konkurrencestaten til pensionist. Men når jeg selv skal sige det, synes jeg at det er lykkedes helt godt.

Det var bare, det jeg ville sige lige nu. Jeg vender frygteligt tilbage om begge emner – Hej!

OK18 – og Juve, et vinderhold

Hvad blev der af de radikale radikale?
hvor er de liberale liberale?
de sociale socialister?
og hvor er de demokratiske og solidariske socialdemokrater?
hvor er det Danmark vi kendte?

I går svingede en samlet blok af arbejdsgivere hammeren og valgte at lockoute 400.000 medarbejdere i det offentlige, herunder alle, der arbejder i skolen. De, der ikke opfører sig ordentligt skal straffes. Så kan de lære det, synes at være logikken for disse arbejdsgivere. Arbejdsgivere? Ja, det er altså politikere, vi selv har valgt, som demonstrerer deres magt, som om de var vores chefer. Det er altså os, borgerne, der er cheferne, skulle jeg hilse og sige. I dag mødes en række af politikerne til generalforsamling, eller topmøde som det hedder nu om dage,  i Kommunernes Landsforening.

Toppolitikere fra stat amt og kommer og deres topembedsmænd ser ud til at befinde sig i samme ekkokammer, uden forbindelse til vi andres virkelighed. Her de bekræfter hinanden i deres vildfarelse om demontering af vores dialogbaserede måde at lave samfund på. Desværre ser det ud til at den såkaldt fjerde statsmagt, pressen, sidder inde i det samme ekkokammer.

Det bliver interessant at se om nogle af politikerne fra kommunerne, der jo er tætte på driften, vælger at slå sig i tøjret og stå frem og kæmpe for det Danmark vi kendte.

Og hvad har det så med fodbold at gøre? – Ikke så lidt skulle jeg mene. Juventus spillede mod Tottenham og de gamle mænd var ikke levnet mange chancer mod de fremstormende spurve. Buffon er ikke den verdensklassemålmand, han var engang. Barzagli er 36 og langsom. Ikke blot kan Chiellini ikke følge med Kane i en løbeduel. Hans fysik er heller ikke mere i stand til at matche Kanes. Men alligevel vandt de. De gik videre, mens de unge og glamourøse måtte pakke sammen og sige tak for denne gang.

Hvorfor vandt de så? –  Den gamle trio spillede i den grad med hjertet. De viste de yngre vejen og de blev ved med at tro på deres koncept, på deres gamle fælles værdier.

De var vedholdende.
De stod sammen, de var solidariske.
De forsvarede sig godt mod overmagten.
De var taktisk og strategisk overlegne.

Allegri styrkede forsvaret med et par udskiftninger, så det holdt tæt og de udnyttede de andres svage punkter til at score et par mål. For fodbold – og overenskomstforhandlinger- handler ikke kun at angribe. Et godt forsvar er en forudsætning for at vinde.

Er jeg juve-fan? Nej, men jeg har kæmpe respekt for dem. Nej, jeg holder med Inter. Det har jeg gjort siden jeg som 11 årig så dem vinde i 1964. Det gjorde de ved hjælp at et stækt forsvar, catenaccio – kæden på dansk. Ligesom Juve i går låste de målet af ved at hænge en kæde foran. Det er jeg en stor fan af og desuden holder man selvfølgelig med en klub der hedder Internazionale, ikke?

Jeg tror, der er store ændringer på vej i verden og i vores land. I retning af samarbejde, sammenhold og solidaritet?
Hvis det er det vi vil, må vi lære af Juve og  vise et stort hjerte. Vi må være vedholdende.  Og vi må holde fast i vore værdier og stå sammen, også når det kommer til at gøre ondt.

Vi må kæmpe for at kunne kende vores Danmark igen. God kamp.

Foto: pixabay.com – jeg burde måske have valgt en rød fane, men jeg synes at Juventus fortjener respekt i dag.

Ghettoplanen – min bare….

8 (otte!) ministre om at præsentere endnu en plan, der slår på dem, der i forvejen ligger ned!
Det er ufatteligt at ingen af dem ser ud til at skamme sig, ligesom det er helt uforståeligt at kritisk journalistik glimrer ved sit fravær.

For den kommer ikke til at virke. Eller i det mindste kommer den ikke til at virke efter sin hensigt. Snarere modsat. Den vil medvirke til at fratage endnu flere mennesker håbet om at kunne få et bedre liv og selv kunne påvirke deres liv på en positiv måde. Her i landet har vi prøvet med at få styr på de udsatte boligområder siden 1994. Det har ikke haft stor effekt. I andre lande har det også været forsøgt at løse udfordringerne med bulldozere. Spørg i Paris eller i Parkhead i Glasgow. Så skal du se ghettoer.

Selv har jeg for nogle år siden besøgt Skotland og set hvor trøstesløse deres udsatte boligområder ser ud. De er for en stor dels vedkommende beboet af tredje- og fjerdegenerations kontanthjælpsmodtagere. Mange af dem er samtidig sjette- syvende- ottendegenerations indvandrere, ikke fra mellemøsten, men fra Irland. Deres forfædre indvandrede for at arbejde i industrien, på Upper Clyde værftet og på bilfabrikkerne. Da virksomhederne lukkede i tresserne, var der ikke mere håb om at få job. Boligområderne er trøstesløse og man har i mange år forsøgt at vælte de 26 etager høje boligblokke og erstatte dem med lave britiske række rækkehuse med haver. Men vil folk flytte? Nej, langt fra alle. Mange ønsker at blive boende og fortsætte deres trøstesløse liv som ofre, kontanthjælpsmodtagere og Celtic fans.

Eller tag en tur over broen til Malmø. Det burde vel være muligt også fra Christiansborg. Så kan politikerne og andre fra samme ekkokammer – spindoktorerne og christiansborgjournalisterne – erfare at vore problemer er små og i at vi har en god udvikling i gang. Flere unge får uddannelse og flere fra de udsatte boligområder kommer i job og får måske ligefrem råd til og lyst til at flytte til en bedre bolig.

Vore problemer i de udsatte boligområder er små i forhold til andre landes. Boligområderne er små og ret sikre. Jeg har selv følt mig fuldstændig tryg ved at gå rundt i Nordvestkvarteret og i Skovparken i Kolding. Jeg vil tro, at det samme er tilfældet Mjølnerparken. Men der er problemer og dem skal vi da gøre alt, hvad vi kan for at løse. Ikke med sværdet, for det gør tingene værre og hjælper ikke. Men ved at udføre et godt og solidt stykke arbejde med inklusion. Støtte beboerne, især de unge, i få et job, en uddannelse og en bedre bolig. Frem for alt skal de have håb om at kunne påvirke deres egen situation og om at få et bedre liv.

For der er ikke nogle nemme løsninger, når man vil afvikle de udsatte boligområder. Ifølge professor emeritus Peter Nannestad, har vi kun et eksempel på at det forholdsvis hurtigt er lykkedes at opløse en ghetto. Så skal vi to hundrede år tilbage, til den jødiske ghetto i Venedig, der jo har lagt navn til selve G-ordet. Da jøderne ikke længere havde bopælspligt i ghettoen, valgte de at fraflytte den. Men de opholdt sig selvfølgelig ikke frivilligt i ghettoen.

Måske vil de, der ufrivilligt opholder sig i ghettoerne Kjærshovedgård og Sjælsmark også gerne forlade deres ghettoer. Hvis vi giver dem muligheden.