Tag: skole

Et møde

Sofaen uden mødedeltagere
Sofaen uden mødedeltagere

I tirsdags, knap fem år efter, at jeg den 12. december 2014 for sidste gang gik ud af døren til min arbejdsplads, løb jeg tilfældigt ind i et meget vigtigt møde. Jeg var dengang for fem år siden opfyldt af negative følelser, ydmyget, stresset, opfyldt af vrede og sorg. Jeg havde mistet alt håb og smed håndklædet i ringen. Jeg kunne ikke mere og jeg kom aldrig tilbage.

Mit vigtige møde fandt sted i Kvickly, Metropol Hjørring. Da jeg sidst på formiddagen gik rundt i butikken for at købe det mest nødvendige, mærkede jeg et par intense øjne, der kiggede på mig. Det var en gammel bekendt, Anders, tidligere STU elev på den skole, hvor jeg i mange år var leder. Jeg har jævnligt mødt Anders og vi har vekslet et par kærlige og venlige ord om, hvordan verden nu ser ud derfra, hvor vi hver især står. Anders var sammen med en medarbejder, sikkert en pædagog, fra hans nuværende beskyttede arbejdsplads. De var ude for at købe frokost. Vi jokede lidt med hvilket privilegium, det er at kunne købe sin frokost i arbejdstiden. Det var så det. Vi fortsatte hver især vores færd.

Jeg gik mod kasselinien, hvor jeg til min overraskelse opdagede, at jeg befandt mig lige foran Anders og ikke en, men to pædagogiske medarbejdere og ikke nok med det. Der var en gammel bekendt mere. Han bevægede sig op på siden af mig og søgte kontakt. Jeg huskede ham godt, Christian. Christian smilede polisk og spurgte mig: Kender du Mindcraft? Jojo, sagde jeg, for der gør jeg, selvom det er mange år siden jeg opdagede at computerspil og Steffen Larsen ikke er et godt match.  Christian sagde: Det er mig, der har Det Hvide Hus med hundredvis af værelser. Ok, sagde jeg, kan du så ikke hjælpe os af med ham Trump? Det tøhøede vi lidt på og bevægede os ud gennem kassen.

Da jeg løftede blikket fik jeg øje på ikke mindre end fem gamle STU’ere i en sofa udenfor kasselinien. Alle unge mænd, der så vidt jeg husker, befandt diagnosemæssigt inden for autismespektret. De havde ikke deltaget i frokostindkøbet. Det havde de folk til; to pædagoger plus Anders og Christian. Nå, jeg bevægede mig over og talte lidt med de herrer. Vi er alle gamle STU’ere, sagde en.  Det øvrige indhold af samtalen skal jeg ikke trætte med, men jeg spurgte da, om det kunne huske mig. Det kunne de alle. Er det ikke dig, der hedder Karsten, spurgte Emil. Nej, meddelte jeg, jeg hedder Steffen. En anden af de unge herrer, som jeg ikke husker navnet på meddelte Emil: Det er da chefen. Nåe, sagde Emil så, hvad laver du så nu? Hertil svarede jeg at jeg er såmænd bare er en gammel pensionist. Det kan du være rigtig godt tilfreds med, sagde Emil og det har han ret i.

Det her møde er noget at det mest positive, jeg har oplevet i lang tid. Tilbage til basis. Møde mennesker og se hinanden, som vi er. Udveksle et par kærlige og venlige ord. Det var så dejligt og positivt. Det er de her mennesker dem og andre som dem, jeg har arbejdet for hele mit arbejdsliv.

Bagefter har jeg tænkt på, at det var dette møde mellem mennesker, det drejede sig om, da jeg startede som specialærer, konsulent og leder. Det at møde mennesker, se dem som de er, hjælpe dem videre i livet. Det giver så meget mening, også til en selv. Det var så dejligt at stå her fem år efter og føle sig fuldstændig afdjøficeret og uden lederidentitet. Bare at føle sig som et bette menneske ligesom de. Her står jeg, Emil, Anders, Christian og de andre fuldstændig lige for Vorherre. Vi er alle på overførselsindkomst og det vil vi nok være uanset hvilke vækkelser, der går over landet i form af netværkslokomotiver, ungestrategier og jeg ved ikke hvad.

Vores arbejdsevne er det så som så med; men trods det har vi meget at bidrage med. Måske er meningen med livet også andet og mere end at arbejde?

Det var dejligt at møde de unge. Tak.

OK18 – og Juve, et vinderhold

Hvad blev der af de radikale radikale?
hvor er de liberale liberale?
de sociale socialister?
og hvor er de demokratiske og solidariske socialdemokrater?
hvor er det Danmark vi kendte?

I går svingede en samlet blok af arbejdsgivere hammeren og valgte at lockoute 400.000 medarbejdere i det offentlige, herunder alle, der arbejder i skolen. De, der ikke opfører sig ordentligt skal straffes. Så kan de lære det, synes at være logikken for disse arbejdsgivere. Arbejdsgivere? Ja, det er altså politikere, vi selv har valgt, som demonstrerer deres magt, som om de var vores chefer. Det er altså os, borgerne, der er cheferne, skulle jeg hilse og sige. I dag mødes en række af politikerne til generalforsamling, eller topmøde som det hedder nu om dage,  i Kommunernes Landsforening.

Toppolitikere fra stat amt og kommer og deres topembedsmænd ser ud til at befinde sig i samme ekkokammer, uden forbindelse til vi andres virkelighed. Her de bekræfter hinanden i deres vildfarelse om demontering af vores dialogbaserede måde at lave samfund på. Desværre ser det ud til at den såkaldt fjerde statsmagt, pressen, sidder inde i det samme ekkokammer.

Det bliver interessant at se om nogle af politikerne fra kommunerne, der jo er tætte på driften, vælger at slå sig i tøjret og stå frem og kæmpe for det Danmark vi kendte.

Og hvad har det så med fodbold at gøre? – Ikke så lidt skulle jeg mene. Juventus spillede mod Tottenham og de gamle mænd var ikke levnet mange chancer mod de fremstormende spurve. Buffon er ikke den verdensklassemålmand, han var engang. Barzagli er 36 og langsom. Ikke blot kan Chiellini ikke følge med Kane i en løbeduel. Hans fysik er heller ikke mere i stand til at matche Kanes. Men alligevel vandt de. De gik videre, mens de unge og glamourøse måtte pakke sammen og sige tak for denne gang.

Hvorfor vandt de så? –  Den gamle trio spillede i den grad med hjertet. De viste de yngre vejen og de blev ved med at tro på deres koncept, på deres gamle fælles værdier.

De var vedholdende.
De stod sammen, de var solidariske.
De forsvarede sig godt mod overmagten.
De var taktisk og strategisk overlegne.

Allegri styrkede forsvaret med et par udskiftninger, så det holdt tæt og de udnyttede de andres svage punkter til at score et par mål. For fodbold – og overenskomstforhandlinger- handler ikke kun at angribe. Et godt forsvar er en forudsætning for at vinde.

Er jeg juve-fan? Nej, men jeg har kæmpe respekt for dem. Nej, jeg holder med Inter. Det har jeg gjort siden jeg som 11 årig så dem vinde i 1964. Det gjorde de ved hjælp at et stækt forsvar, catenaccio – kæden på dansk. Ligesom Juve i går låste de målet af ved at hænge en kæde foran. Det er jeg en stor fan af og desuden holder man selvfølgelig med en klub der hedder Internazionale, ikke?

Jeg tror, der er store ændringer på vej i verden og i vores land. I retning af samarbejde, sammenhold og solidaritet?
Hvis det er det vi vil, må vi lære af Juve og  vise et stort hjerte. Vi må være vedholdende.  Og vi må holde fast i vore værdier og stå sammen, også når det kommer til at gøre ondt.

Vi må kæmpe for at kunne kende vores Danmark igen. God kamp.

Foto: pixabay.com – jeg burde måske have valgt en rød fane, men jeg synes at Juventus fortjener respekt i dag.

Stå sammen om skolen – på tværs af partierne

I aften er der vælgermøde om folkeskolen. Jeg synes, der er en positiv udvikling i gang i vores kommune. Mange gode kræfter på tværs af partierne slår et slag for skolen. Jeg ved godt, at vi har valgkamp og at folkeskolen er det emne flest vælgere synes er vigtigt.

Men jeg tror og håber, at der ikke kun er tale om valgflæsk. Det er min opfattelse, at en række lokale politikere er præget af en oprigtig interesse for vores folkeskole.

Det ser ud som om, der er et opgør mod new public management på vej. Ganske vist sniger der sig -af gammel vane ord- som styring ind. Jeg har hørt udtrykt, at vi skal have en ny styringsmodel. Det skal vi ikke. Skolen skal ikke styres, den skal ledes.

Det er meget positivt, at det kraftige fokus, der nu sættes på skolen, går på tværs af partierne. Der er toppolitikere fra højre til venstre, der udtrykker, at de både vil styrke det lokale engagement i skolerne med lokale ledelse og bestyrelse samtidig med at skolerne skal have mere frihed end i dag. Det er positivt at vore lokale politikere står sammen om folkeskolen. Jeg tror de gør hvad de kan for at alle vore børn kan lære godt og børn og personale kan trives godt i skolen. Jeg kunne ønske, at de der regerer landet på samme måde vil slå et slag for folkeskolen. For folkets skole er så vigtig en inkluderende og samlende institution, at den ikke skal gøres til en politisk kampplads.

Da jeg for kort tid siden skrev min lille bog om Folkets Skole – Vendelby 2027, skrev jeg om en revolution i november 2017, hvor byrådet i Vendelby lagde kursen for skolen om. Jeg skrev om et håb og en vision for skolen.

– —I de sidste mange år havde man ikke haft politiske drøftelser om formålet med skolen. Vigtige spørgsmål som: Hvad er meningen med skolen? Hvorfor holder vi skole? Hvad berettiger os til at eksistere? Hvad er vores vision med skolen? Hvorfor overhovedet? Byrådet besluttede at lave om på det og give plads til drømmene.

En skole for alle børn
Man drømte om en skole hvor alle børn havde mulighed for at lære på deres niveau. Alle børn skulle have de rigtige udfordringer balanceret så de ikke blev stressede og de heller ikke kom til at kede sig. Hvert eneste barn skulle føle sig inkluderet og føle, at det blev set som den, det er, som sig selv. Alle, ikke kun dem i midten men også talenterne og ”de sidste”. Man drømte om at se glade, selvregulerende og ansvarlige børn, der både lærer og trives godt på samme tid

De værdsatte forældrene
Det var politikernes overbevisning, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Det er en overbevisning, der er belæg for forskningsmæssigt. Forældrene ønsker det bedste, både hvad angår læring og hvad angår trivsel. De drømte om, at alle forældre følte sig hørt, set og forstået og på det grundlag ville støtte op om skolen.

Lærerne og pædagogerne
De er skolens kernetropper. Man drømte om at se frie, selvregulerende, glade og stolte professionelle med indre motivation som drivkraft. Derfor skulle de have selvbestemmelsen tilbage.

De ville ejerskab
En filosof spurgte engang, da han besøgte en skole: ”hvem ejer den her skole?” Han mente – ”hvem leder den? ” De drømte om at se en lokal skoleledelse, der brænder for deres sted, for deres personale, for deres forældre og ikke mindst for deres skoles elever. De drømte om at se en nærværende, fagligt kompetent og lokalt forankret skoleledelse.

Levede værdier
De drømte om at se værdierne dialog, tillid og arbejdsglæde praktiseret på alle niveauer af deres skole—-

Det handlede om et håb, jeg havde. Det håb hos mig er i den sidste tid blevet styrket. Jeg synes, der er grund til optimisme på vegne af børn, forældre, lærere – ja på vegne af  alle os borgere i Hjørring Kommune.

Sidste udkald

Det var titlen på en ganske lille bitte bog, som tidligere direktør i undervisningsministeriet Asger Baunsbak-Jensen skrev i 2013.

Undertitlen var Kampskrift for folkeskolen. Bogen var et frontalangreb på New Public Management – den måde skolen (top)styres på i dag. Baunsbak-Jensen fortæller historien om hvordan en tidligere skolereform i 1958 med den Blå Betænkning  først blev vedtaget efter flere års debat med skolens interessenter og andre interesserede. Da bogen kom frem, skete det uden den store opmærksomhed.

Muligvis har Marianne Jelved fået tid til at læst bogen.  – Og min egen bog om Folkets Skole – Vendelby 2027?

Hun har i hvert fald taget fat på at slå et slag for skolen. For dialog, selvforvaltning, debat og gamle værdier fra før NPM topstyringen tog over. Selvom nogen måske vil mene, at det er lidt sent, vil jeg sige bedre sent end aldrig. Det er meget positivt, at politikkere fra forskellige partier begynder at vågne op og passe godt på skolen.

Og der er andre positive tegn. I forhold til kommunalvalget, er folkeskolen det område, som flest vælgere finder vigtigt. Og der kommer positive meldinger om skolen fra flere forskellige partiers kandidater. Jeg håber, at de mener det og står ved det. For meget kan gøres lokalt for at udvikle skolen. I min hjemkommune, Hjørring, har jeg bemærket at flere politikere, blandt andet Venstres borgmesterkandidat, har ytret sig konstruktivt om folkeskolen.

Og her på det sidste er 6 socialdemokratiske lokalpolitikere, herunder en kandidat fra Hjørring , gået i offensiven med et 10 punktsprogram, hvor man blandt andet gør op med centraliseringen.

Der er altså tværpolitisk fokus på skolen. Det er godt, for skolen skal ikke være en politisk kampplads. Jeg er så en smule usikker på om spotlightet på skolen varer ved efter valget eller om der er tale valgflæsk; men jeg synes i det mindste, at der er grundlag for et vist håb.

Pas på skolen!

Stressede og fortravlede børn og unge?

Måske, men i hvert fald ikke dem, jeg mødte i dag.

På min morgentur rundt i Hjørrings parker; først igennem Svanelunden og derefter Christiansgave, mødte jeg store mængder af børn unge. De var i anledning af skolernes motionsdag på parkvandring. Vandring er det rette ord, for jeg så kun en enkelt i reglementeret omklædning. Jeg tror ikke, man kan sige, at han løb. Men han slap da perieodevis jordforbindelsen med begge ben på en gang i en langsom lunten – jogging.

Det er velgørende at se, at trods skolereformer, målstyring og arbejdstidsaftaler er børn stadig børn og unge stadig unge. Der var ikke meget fart og tempo over de teenagere, jeg mødte. Det er, som det skal være. Der var råhygge, socialt samvær og samtale i lange baner.

Jeg er lidt usikker på, om jeg også kunne spotte lidt civil ulydighed blandt de unge, men de havde i det mindste nogle gode rollemodeller med sig; for jeg bemærkede i det mindste et par lærere, der benyttede lejligheden til at få sig  en smøg ude i den friske luft.

Sådan en dag med motion er rigtig god. Ganske vist var det så som så med hvor højt pulsen kom op hos de unge, jeg mødte. De kom ikke sådan løbende -stønnende og med tungen ud af halsen. Det kunne se ud som om, de overlader det til deres forældre efter fyraften. Men mening, de gode relationer, humør og  den gode samtale var der masser af.

Det kunne være, at det var rigtig godt også for os andre – og lærerne-  at komme ud i sådan en gang ustruktureret walk and talk en gang imellem. Jeg så kun positivitet og godt humør både blandt børn og gamle.

Men det er også svært at bevare pessimismen på en dag som i dag – trods det at det er fredag den 13.

Så tag lige og slip hinanden lidt mere fri, både børn og voksne.

God ferie!

S……. OSSE!

Det var min første tanke, da jeg i dag så dette spændende stillingsopslag på LinkedIn. Det her job, det er lige mig, tænkte jeg. Men fristen for ansøgning var udløbet den 29. september, så jeg var en del for sent på den. For der er ansættelsessamtaler i dag, den 8. oktober, og så igen den 13. med diverse tests ind imellem.

Godt det samme
Jeg havde nu nok ikke fået stillingen alligevel, for dels er der jo de der tests – og så mig. Gad vide om jeg kunne bestå? Sikkert ikke. Måske ville jeg som så mange andre opleve at have en forkert profil. Og så er der jo det der med, at jeg er gammel gut på 64. Det forbedrer måske heller ikke chancen for at blive centerleder, at man har nået denne fremskredne alder. Nå, godt det samme. Jeg har jo også bestemt mig til at forsøge at blive pensionist. Det skal nok gå, selvom det er en vanskelig overgang. Men jeg træner hårdt, blandt andet med golfkøllerne.

Velkvalificeret?
I øvrigt  mener jeg mig velkvalificeret  – for jeg synes da, at jeg har alle de kvalifikationer, som er beskrevet i opslaget. Og jeg kan endda også bryste mig af, at jeg har erfaring på området. For det er min skole, det drejer sig om. Specialskolen for Voksne, Hjørring  – Specialskolen for Voksne, Vendsyssel – SPVV….
Nu hedder den CKU Vendsyssel – Center for Kommunikation og Undervisning, Vendsyssel. Og det, der engang hed forstander, ligesom på jernbanestationen, hedder nu centerleder. Det endte jeg også med at hedde.

Pas godt på skolen og ”de sidste”
Her var jeg centerleder fra 2000-2015. Og her havde jeg nogle af de bedste år i mit arbejdsliv. Vi arbejdede hårdt, havde masser af udviklingsprojekter. Vi slog ikke så få slag for de sidste. Jeg husker også tilbage på, hvor sjovt vi havde det. Jeg kan endnu mærke i kroppen, hvordan latteren rungede. Jeg husker, at vi i starten havde masser af frihed til at udvikle og innovere. I løbet af de 15 år tog styringstænkningen mere og mere over og det lagde begrænsninger for innovation og kreativitet. Men summa summarum tænker jeg tilbage på mine 15 år som leder af min skole, som nogle gode arbejdsår. Det er et privilegium at have haft et arbejdsliv med 37 gode år som tjenestemand i skolen. Jeg håber, at lærere og andre offentligt ansatte igen kommer til at opleve sådan et godt arbejdsliv med frihed og mening.

Min bøn til dig
Min tid som leder er forbi og jeg skal nok vare mig for at give gode råd til dig, der nu bliver ansat som centerleder. Men jeg vil gerne bede dig om at passe rigtig godt på den skole, der engang var min. Og ikke mindst vil jeg håbe, at du vil være en frontkæmper for de sidste. Der er ikke så mange, der slår et slag for dem for tiden, men der er behov for at nogen tager den mission på sig. Det håber jeg, at du vil gøre.
Jeg håber også, at du vil passe på skolen i almindelighed og SPVV/CKUV i særdeleshed.

PIP´eline, LAM og LAL

Den anden dag dukkede der er status op på min nyhedsside på facebook. 100 ledere af skolevæsenet i Hjørring Kommune havde været på strategiseminar. De havde arbejdet med at lave en strategi for, hvordan skolen kunne skabe bedre trivsel og bedre resultater for ansatte og børn. Det er jo en god målsætning og der var også rigtig mange likes og positive kommentarer, mest fra dem, der er inde i ekkorummet – dem, der var med. Der var dog en enkelt fri skoleleder fra Bornholm, der spurgte, om der mon også var nogle elever og lærere med?

Der er godt spørgsmål og jeg ved ikke, hvad svaret er. Men jeg tror da, at der var nogle repræsentanter for organisationerne, nogle fællestillidsrepræsentanter –  en fra BUPL, en fra DLF og en TAP repræsentant, sikkert fra HK. Fodfolk og elever var der sandsynligvis ingen af.

Skrivebordsgeneraler laver strategier
Strategi er en god ting, men tingene skal også føre ud i livet. Som enhver skrivebordsgeneral ved, er brug for både taktik og operationer og her slipper du ikke udenom at sætte dem på banen, der skal føre tingene ud i livet. Udefra kunne det for en, der selv har deltaget i talrige strategiseminarer, se ud som om man fortsætter med at tale om strategi, mens det kniber lidt mere med det taktiske og operationelle plan. Sagt på en anden måde holder man sig til lederplanet. Men har det nogen effekt?

Efteruddannelse skal ud i det yderste led
Nej, hvis udviklingsmidlerne skal have effekt, skal de allokeres ud tæt på borgerne. Efteruddannelsesresurserne skal derhen, hvor de gør mest nytte – ud i det yderste led. Lederne beslutter rigtig mange ting, der på papiret ser fornuftige ud. Om de så også er det, kræver en lakmustest ude i det yderste led blandt lærere, pædagoger, ledere, forældre og ikke mindst blandt børnene. Det er dem, der skal få tingene til at virke i praksis.

Enkeltbillet til helvede
På seminaret arbejdede man også videre med ledelsesmodellen leadership pipeline. PIP’elinen er udtryk for gammeldags og topstyret styring. Så længe man vælger at styre gennem kontrol, vil det ikke lykkes at få frigjort de resurser, alle siger, der er brug for i fremtiden. Fremtiden kalder på  hittepåsomhed, foretagsomhed, kreativitet og innovation. En styringsmodeller som leadership pipeline er kontraproduktiv set i forhold til fremtidens behov. Denne model er et udtryk for det new public management regime, der har hersket i det offentlige i snart mange år. Der er efterhånden en mange, der taler for at sende NPM tilbage til helvede, selvom man kan være i tvivl om, de mener det. Men når man så sender NPM retur på en enkeltbillet, vil det være en rigtig god ide at sende leadership pipeline samme vej.

Sæt dem fri
Menneskene har et grundlæggende behov for selvbetemmelse. Mennesket er ikke et væsen, der udvikler positivt sig gennem kontrol og styring. Derimod er vi selvregulerende væsener med tre grundlæggende psykologiske behov: behovet for frivillighed – selvbestemmelse, behovet for at du til noget og behovet for at indgå i gode relationer til andre mennesker. Når disse tre grundlæggende behov bliver tilgodeset, har vi rigtig gode forudsætninger for den indre motivation, der fremmer hittepåsomhed, innovation, engagement, gejst, kreativitet etc. Det kan vi ikke opnå ikke gennem styring, men gennem og god ledelse og facilitering.

Sæt børn, forældre, pædagoger og lærere fri, så skal du bare se løjer.

Ordforklaring: LAM – sådan  forkorter man i Vendelby begrebet  ”leder af medarbejdere”. På samme måde forkorter man i Vendelbys PIP ” leder af ledere” som LAL.

Grafik: pixabay.com

Drømmetid

“I have a dream!”

Sådan sagde Martin Luther King. Hans drøm tændte lys og håb i de underpriviligerede i det racistiske syden i USA for mange år siden. Drømmen var udgangspunkt for en radikal ændring af verdens stærkeste magt.

 

“If you can dream it, you can do it!”

Sådan sagde en anden berømt og super kreativ amerikaner, Walt Disney. Begge de to herrer skabte store resultater og i begge tilfælde startede det med en vision. Det startede med en drøm og denne drøm og mere til blev opfyldt.

 

Talen til nationen

Innovation og anden al anden positiv udvikling  starter ikke med et regneark. Nej, det starter med en ide, en vision eller en drøm. Den anden august havde jeg den store fornøjelse at få lov til at holde en reception for min nye bog om Folkets Skole – Vendelby 2027. Heri beskriver jeg hvordan vendelbygenserne i løbet af en tiårig periode fra 2017 til 2027 udviklede en skole, hvor alle børn trives godt samtidig med at de præsterer højt på det skolefaglige område. Også her startede startede det nye byråd, der blev valgt i november 2017, med at drømme. Nedenfor kan du læse noget af det, de drømte om dengang i november 2017.

En skole for alle børn
Man drømte om en skole hvor alle børn havde mulighed for at lære på deres niveau. Alle børn skulle have de rigtige udfordringer balanceret så de ikke blev stressede og de heller ikke kom til at kede sig. Hvert eneste barn skulle føle sig inkluderet og føle, at det blev set som den, det er, som sig selv. Alle, ikke kun dem i midten, men også talenterne og ”de sidste”. Man drømte om at se glade, selvregulerende og ansvarlige børn, der både lærer og trives godt på samme tid.

De værdsatte forældrene
Det var politikernes overbevisning, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Det er en overbevisning, der er belæg for forskningsmæssigt. Forældrene ønsker det bedste, både hvad angår læring og hvad angår trivsel. De drømte om, at alle forældre følte sig hørt, set og forstået og på det grundlag ville støtte op om skolen.

Lærerne og pædagogerne
De er skolens kernetropper. Politikerne i det nye byråd drømte om at se frie, selvregulerende, glade og stolte professionelle med indre motivation som drivkraft. Derfor skulle de have selvbestemmelsen tilbage.

De ville ejerskab 
En filosof spurgte engang, da han besøgte en skole: ”hvem ejer den her skole?” Han mente – ”hvem leder den? ” De drømte om at se en lokal skoleledelse, der brænder for deres sted, for deres personale, for deres forældre og ikke mindst for deres skoles elever. De drømte om at se en nærværende, fagligt kompetent og lokalt forankret skoleledelse.

Levede værdier
De drømte om at se værdierne dialog, tillid og arbejdsglæde praktiseret på alle niveauer af deres skole. De drømte om at se forældre, børn, ansatte og ledelse, der kommunikerede, lyttede, spurgte åbent, svarede imødekommende. De drømte om at se deres værdier levet ud i dagliglivet.

Livsduelighed
De drømte om at skabe en skole, der gjorde børnene livsduelige, så de kunne begå sig i fremtiden. Det betød at karakterstyrker hod børn og voksne blev prioriteret ligeså højt som karakterer.

Evidens
De drømte om en skole, der bygger på evidens. De ville sikre, at den nyeste pædagogiske, psykologiske og sociologiske forskning blev en integreret del af deres skole.

Kilde: Steffen Larsen. Folkets Skole – Vendelby 2027
Fotos: pixabay.com

Vendsysselmøde nummer 1

foto pixabay.com

Det første Vendsyssel-møde i en forhåbentlig lang række blev afholdt mandag den 19. juni  på Vendsyssels nye teater i Hjørring. Næste møde bliver den 28. maj 2018 i Frederikshavn.

De 11 efterskoler på toppen af Danmark er konkurrenter. Samtidig har de gennem flere år samarbejdet om at udvikle området til fælles gavn for deres skoler og ikke mindst for deres unge. Samarbejdsprojektet skulle efter planen afsluttes med en konference. Samarbejdspartnerne mente, at det var synd og skam at afslutte sådan et godt samarbejde; så i stedet besluttede man at udvide kredsen til alle, der vil medvirke til at flere unge bliver inkluderede i uddannelse og på arbejdsmarkedet.

Slutkonferencen blev ændret til en startkonference. Baggrunden er alvorlig nok. I halvfjerdserne  talte man om en ”restgruppe”, – smukt ord ikkesandt på 15 procent af en ungdomsårgang, der ikke fik uddannelse efter folkeskolen. Siden er det gået den forkerte vej. Ganske vist besluttede Nyrupregeringen for snart mange år siden en målsætning om at 95 procent af en ungdomsårgang skulle have en uddannelse efter folkeskolen, men jeg beklager. Det er gået den forkerte vej. Antallet af unge uden uddannelse efter folkeskolen er steget siden halvfjerdserne og ligger nu og svinger i underkanten af de tyve procent.

Det har man i Vendsyssel besluttet at man vil ændre på. Og som det blev sagt flere gange på mødet:

”Vi bruger ikke så mange ord, men vi gør det vi siger!”

Det tror og håber jeg er rigtigt. I hvert fald fik det første Vendsyssel-møde stor bevågenhed fra politikere, topchefer, uddannelsesinstitutioner, erhvervsledere og andre indsjæle og interessenter. Blandt andet deltog Marianne Jelved, ligesom jeg bemærkede at Hjørrings borgmester deltog i hele konferencen. Det lover godt. For en løsning af denne svære udfordring kræver ejerskab hele vejen rundt. Det kræver også samarbejde og fokus på missionen om at hjælpe de unge på vej på tværs af institutioner og særinteresser.

Konferencen sluttede med at der blev nedsat en række arbejdsgrupper, som skal arbejde videre med innovation af nye muligheder for de unge. Blandt andet vil man forsøge at udvikle et Vendsysselsk drengeakademi til gavn for de drenge, der for en stor dels vedkommende er taberne i uddannelsessystemet. Drengeakademiet inspireres af blandt andet Løkke-fonden og Esbjerg Akademiet. Ideen om turbolæring i et drengeakademi bygger på positiv psykologi med fokus på karakterstyrker og på synlig læring.

Det bliver spændende, at se om det kan lykkes at opbygge et sådant vendsysselsk drengeakademi. Det tror jeg at det kan, men det kræver samarbejde og ægte partnerskab på tværs af kommuner, uddannelsesinstitutioner og erhverv. Og det kræver, at vi sammen har fokus på formålet, på den fælles mission.

Jeg tror det vil lykkes, for vi gør jo det vi siger, ikke? Jeg glæder mig til det næste Vendsysselmøde i Frederikshavn den 28. maj 2018.

Don’t grow up, it’s a trap

Alle børn, næsten da, er glade og spændte, når de starter på 1. skoledag i 0. klasse. De er fyldt op af positive følelser som nysgerrighed, glæde, lærelyst og så videre.

Hvad bliver der så af denne tilstand i løbet af de næste 10 år? Det er selvfølgelig individuelt og det er også forskelligt fra skole til skole. Men set på den store bane er det sådan, at for den store gruppe i midten, sådan cirka 60 procent går det meget godt, mens der groft sagt er 20 procent i toppen, der keder sig og 20 procent i bunden, der mistrives med psykiske vanskeligheder, angst mv til følge.

Resursespild
Hvilket kæmpe spild af menneskelige resurser! Hvad er årsagen så til at det ser sådan ud? Det er der ikke noget simpelt svar på. Det er en kompleks sag. Men jeg tænker godt nok at skolen fra top til bund er præget af meget ydre styring, der ikke skal forveksles med ledelse. Der er mange målinger, der ikke skal forveksles med evaluering. Og sidst, men ikke mindst er der utrolig lidt fokus på børns og andre menneskers behov.

Selvbestemmelse
Mennesker, det gælder børn og for den sags skyld også deres lærere, pædagoger samt lærernes og pædagogernes ledere, er selvregulerende individer. Vi mennesker har tre grundlæggende psykiske behov.

Vi har behov for autonomi og selvbestemmelse. Når vi oplever selvbestemmelse og at vi selv kan kontrollere og regulere vores aktivitet er vejen banet for indre motivation. Vi har også et grundlæggende behov for at indgå i sociale relationer, for at være forbundet til andre mennesker. Hvilken relationer, der er vigtigst, skifter med alder og udvikling. Men behovet eksisterer fra vugge til grav. Og for det tredje har vi alle behov for at føle os kompetente i forhold til det, vi beskæftiger os med. Vi stræber efter at kunne mestre vores handlinger og efter at have kontrol over resultatet af vores handlinger.

Trivsel & gode skoleresultater
Hvis børnene og for den sags skyld vi andre får opfyldt disse tre grundlæggende behov er vi godt på vej mod et liv i vækst. Det vil sige et liv med trivsel, nydelse, engagement og mening. Det er sådan et liv, vi ønsker for vore børn. Og hvordan kan vi sætte gang i en udvikling så disse tre almenmenneskelig psykiske behov bliver tilgodeset og alle børn opnår at trives og præstere deres optimale på samme tid?

Indre motivation
Individualisering af undervisning, læring og evaluering samtidig med at fællesskabet styrkes er en nødvendighed. Et godt sted at starte er at slække på den megen topstyring gennem målinger, test, ydre kontrol, ydre motivation og sætte rammer op, der giver mulighed for autonomi, gode relationer og kompetence for alle børn, unge og gamle i skolen. Når elever, medarbejdere og ledere oplever mulighed for selvregulering har vi et godt grundlag for trivsel, lærelyst og indre motivation og dermed for bedre resultater på alle niveauer i skolen: På individplan, de enkelte børn, medarbejdere og ledede. På gruppeplan i klasser, personaleteams og lederteams. Og hele skolen.

Arbejde, undervisning og læring bliver dermed lettere, bedre og sjovere for alle.