Tag: skole

Vi tog realen med

 

Eller rettere sagt, det var der nogle af os der gjorde. Af de 18 håbefulde 13-14 årige, var der helt nøjagtig elleve , der tog realen med. Mens syv mere eller mindre frivilligt måtte finde andre ruter på livets lange landevej.
Vi elleve var, for igen at citere Niels Hausgaard, ”bare de flest, men ikke nødvendigvis de bedst”. Der blev spildt mange menneskelige resurser

Fotoet  er et klassefoto fra 1967 af 7. klasse på Læsø Private realskole, Carl Ludvig Heinzelmann’s Minde, som det også hed. Han var en af de få rige kaptajner på Læsø, der ernærede sig med sejlads mellem Vestafrika og Vestindien. Hvad lasten bestod af, ved jeg ikke. Det står frit for at gætte, ligesom tanker jo altid har været toldfri.

Jeg tror faktisk at skolen var blevet kommunal, men privatskolekulturen levede i bedste velgående. Så vi blev optaget på sådan en slags prøvemedlemskab, så man kunne se om vi fortjente adgang til de hellige haller. At man ikke fik adgang kunne have mange årsager, klassetilhørsforhold, lidt flabet umodenhed – hvad ved jeg.

Af de atten var vi otte fra Vesterø Nordre Skole. Vi var tolv (12) i vores klasse. Af de resterende fire, kom enkelt på efterskole i Dronninglund. Det var i 7. klasse,  mens de øvrige kom ud og arbejde i butik eller som arbejdsdreng, så de senere kunne få en læreplads. Nogle tog ud og fiske som 13-14 årige.

En af de udstødte fra realen ud at sejle på langfart. Jeg tror nok han som voksen endte i smilets by, hvor han blev en del af musiklivet.

En blev så vidt jeg ved fisker og senere lastbilchauffør.

En kom i lære som elektrikker, en som tømrer.

Et par stykker flyttede. En blev skoleleder på Guldbæk Friskole, en pige fik anoreksi og blev indlagt på Riget. Hende mødte jeg senere i Frederikshavn, hvor hun boede i stueetagen over det kælderværelse, hvorfra min verden kom til at gå. Jeg tiltuskede mig ind imellem en kop te –sikkert urtete- og en Lulu hos hende. Hun blev senere en at Tvinds founding mothers, for i 1972 tog hun til Ulfsborg og indrettede en bus og begav sig på vej til Nepal. Jeg husker stadig, hvordan hun glædesstrålende fortalte om de gode arbejdsforhold på fabrikkerne i Iraq. Der var god plads mellem maskinerne. Jeg mener, at hun blev udlært værktøjsmager i Odense på Thomas B Triges fabrikker, så hun har forhåbentlig holdt med de rø’e,  B1909. Hun har sikkert været rollemodel og projektleder i mange år. Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at hun var den kvikkeste af os alle.

Af os, der tog realen med, kom to i lære i Brugsen. En i Vesterø og en i Byrum. Jeg kom på Frederikshavn Gymnasium og HF Kursus hvor jeg skulle starte på en spændende ny gymnasial uddannelse  uden årskarakterer og med projektopgaver. Det var lige mig og i øvrigt vidste jeg, at revolutionen lå lige om hjørnet. Den ville ikke lade vente på sig. Senere kom jeg til Hjørring og blev lærer. Det blev tre af de andre også. Vi rummede også en overlæge. Han var først den vej af Katedralen i Viborg, tror jeg. En meget almindelige vej for unge fra Læsø dengang. En kom på handelsskole og derefter i lære på kommunekontoret hjemme på øen. De to fætre Hansen blev maskinmester og vistnok leder af kollegieudlejningen i Aarhus.

Det her er skrøner, så jeg vil nødig stilles til ansvar. Nogle kunne ikke finde ud af livet og fik et mindre heldigt endeligt. Sådan er det med os fra 1953 og sådan er det sikkert stadig trods psykologhjælp og jeg ved ikke hvad. Det kan svært at være ung.

Men der var da en vis kontinuitet også dengang. Ole, der er nummer to fra højre i anden række og jeg fulgtes, selvom vi voksede hver sin vej, trods alt i skole igennem samtlige 10 år. Da vi var små, skiftedes vore fædre til at cykle os i møde, for dengang var der snestorm og man kunne stå på skøjter i skole – på landevejen. Vi havde tre kilometer på cykel fra vi var 7.

Efter skolen har jeg haft kontakt med de fleste. En del af rødderne har besøgt mig i Hjørring medio halvfjerdserne. Så fik vi en flok bajere og en grillkylling og hørte måske De Gyldne Løver eller noget jazz. Men det er fadet ud. Det er svært at bevare gamle relationer. I hvert fald for en kammerat som mig.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg vender tilbage med flere skrøner, for hos mig er det som hos andre gamlinger langtidshukommelsen, der fungerer bedst.

Det var bare det jeg ville sige. Hej.

Mod lysere tider

Jeg vidste det ikke.

Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde savnet dem. Lydene. Lydene af kåde børnestemmer. I de sidste dage har vinden fra nordvest båret lyden af de kåde børnestemmer fra Muldbjergskolen hen til min fordør, når jeg trissede ud af den, som regel på et tidspunkt mellem  halv ti og ti. Jeg har jo ikke mere noget hastværk mere efter, at jeg er blevet PHD – pensionist hele dagen. Det blev min eneste Ph. D.

Nok om det. Det er livgivende at møde børnene  og de unge igen. I går og i dag hørte jeg stemmerne fra børnene på Muldbjerg og måske også fra HPR i et skønt offentligt privat partnerskab. Og ikke bare det. I det nedlukkede center, hvor kun Kvickly og et par sundheds- og slikbutikker butikker er åbne – ja og Brødkooperativet – mødte jeg flere grupper af unge, der var i gang med at spise kager og drikke Redbull og cola, mens de hyggede sig. Fuldstændig normalt trods mundbind og nedrullede skodder. Godt at børnene og de unge så småt er blevet løsladt fra hjemmeskærmene.

Og godt at møde nogle glade, smilende og åbne ansigter igen. Jeg har godt nok mødt mange grå, tillukkede ældre mænd og damer her under nedlukningen. Heldigvis også en del af de venlige, snakkesalige og smilende. Jeg har heldigvis også mødt søde og rare kassedamer i de dagligvarebutikker,  jeg dagligt frekventerer, for jeg må åbent indrømme, at jeg handler hver eneste dag – ikke blot i en, men i flere butikker. Det er livgivende. Hertil møder jeg, primært i weekenden, smilende løbepiger og- damer. Bedre bliver det ikke.

Håbet er lysegrønt. Jeg håber at foråret, børnene og de unges løsladelse er de første tegn på en god fremtid, hvor menneskelighed og solidaritet – frihed, lighed og broderskab kommer lidt mere i højsædet end de har været de sidste tredive år. Der er nogen, der siger,  at et stort opsving er på vej. For en, der har oplevet halvtredserne, de glade tressere , de halvtriste halvfjerdsere,  fattigfirserne osv,  kunne det være helt spændende at få mulighed for at opleve de brølende tyvere. Jeg har et håb om, at vi mennesker så kunne lære af historien og blive sparet for en depression i trediverne. Et håb…

Et møde

Sofaen uden mødedeltagere
Sofaen uden mødedeltagere

I tirsdags, knap fem år efter, at jeg den 12. december 2014 for sidste gang gik ud af døren til min arbejdsplads, løb jeg tilfældigt ind i et meget vigtigt møde. Jeg var dengang for fem år siden opfyldt af negative følelser, ydmyget, stresset, opfyldt af vrede og sorg. Jeg havde mistet alt håb og smed håndklædet i ringen. Jeg kunne ikke mere og jeg kom aldrig tilbage.

Mit vigtige møde fandt sted i Kvickly, Metropol Hjørring. Da jeg sidst på formiddagen gik rundt i butikken for at købe det mest nødvendige, mærkede jeg et par intense øjne, der kiggede på mig. Det var en gammel bekendt, Anders, tidligere STU elev på den skole, hvor jeg i mange år var leder. Jeg har jævnligt mødt Anders og vi har vekslet et par kærlige og venlige ord om, hvordan verden nu ser ud derfra, hvor vi hver især står. Anders var sammen med en medarbejder, sikkert en pædagog, fra hans nuværende beskyttede arbejdsplads. De var ude for at købe frokost. Vi jokede lidt med hvilket privilegium, det er at kunne købe sin frokost i arbejdstiden. Det var så det. Vi fortsatte hver især vores færd.

Jeg gik mod kasselinien, hvor jeg til min overraskelse opdagede, at jeg befandt mig lige foran Anders og ikke en, men to pædagogiske medarbejdere og ikke nok med det. Der var en gammel bekendt mere. Han bevægede sig op på siden af mig og søgte kontakt. Jeg huskede ham godt, Christian. Christian smilede polisk og spurgte mig: Kender du Mindcraft? Jojo, sagde jeg, for der gør jeg, selvom det er mange år siden jeg opdagede at computerspil og Steffen Larsen ikke er et godt match.  Christian sagde: Det er mig, der har Det Hvide Hus med hundredvis af værelser. Ok, sagde jeg, kan du så ikke hjælpe os af med ham Trump? Det tøhøede vi lidt på og bevægede os ud gennem kassen.

Da jeg løftede blikket fik jeg øje på ikke mindre end fem gamle STU’ere i en sofa udenfor kasselinien. Alle unge mænd, der så vidt jeg husker, befandt diagnosemæssigt inden for autismespektret. De havde ikke deltaget i frokostindkøbet. Det havde de folk til; to pædagoger plus Anders og Christian. Nå, jeg bevægede mig over og talte lidt med de herrer. Vi er alle gamle STU’ere, sagde en.  Det øvrige indhold af samtalen skal jeg ikke trætte med, men jeg spurgte da, om det kunne huske mig. Det kunne de alle. Er det ikke dig, der hedder Karsten, spurgte Emil. Nej, meddelte jeg, jeg hedder Steffen. En anden af de unge herrer, som jeg ikke husker navnet på meddelte Emil: Det er da chefen. Nåe, sagde Emil så, hvad laver du så nu? Hertil svarede jeg at jeg er såmænd bare er en gammel pensionist. Det kan du være rigtig godt tilfreds med, sagde Emil og det har han ret i.

Det her møde er noget at det mest positive, jeg har oplevet i lang tid. Tilbage til basis. Møde mennesker og se hinanden, som vi er. Udveksle et par kærlige og venlige ord. Det var så dejligt og positivt. Det er de her mennesker dem og andre som dem, jeg har arbejdet for hele mit arbejdsliv.

Bagefter har jeg tænkt på, at det var dette møde mellem mennesker, det drejede sig om, da jeg startede som specialærer, konsulent og leder. Det at møde mennesker, se dem som de er, hjælpe dem videre i livet. Det giver så meget mening, også til en selv. Det var så dejligt at stå her fem år efter og føle sig fuldstændig afdjøficeret og uden lederidentitet. Bare at føle sig som et bette menneske ligesom de. Her står jeg, Emil, Anders, Christian og de andre fuldstændig lige for Vorherre. Vi er alle på overførselsindkomst og det vil vi nok være uanset hvilke vækkelser, der går over landet i form af netværkslokomotiver, ungestrategier og jeg ved ikke hvad.

Vores arbejdsevne er det så som så med; men trods det har vi meget at bidrage med. Måske er meningen med livet også andet og mere end at arbejde?

Det var dejligt at møde de unge. Tak.

OK18 – og Juve, et vinderhold

Hvad blev der af de radikale radikale?
hvor er de liberale liberale?
de sociale socialister?
og hvor er de demokratiske og solidariske socialdemokrater?
hvor er det Danmark vi kendte?

I går svingede en samlet blok af arbejdsgivere hammeren og valgte at lockoute 400.000 medarbejdere i det offentlige, herunder alle, der arbejder i skolen. De, der ikke opfører sig ordentligt skal straffes. Så kan de lære det, synes at være logikken for disse arbejdsgivere. Arbejdsgivere? Ja, det er altså politikere, vi selv har valgt, som demonstrerer deres magt, som om de var vores chefer. Det er altså os, borgerne, der er cheferne, skulle jeg hilse og sige. I dag mødes en række af politikerne til generalforsamling, eller topmøde som det hedder nu om dage,  i Kommunernes Landsforening.

Toppolitikere fra stat amt og kommer og deres topembedsmænd ser ud til at befinde sig i samme ekkokammer, uden forbindelse til vi andres virkelighed. Her de bekræfter hinanden i deres vildfarelse om demontering af vores dialogbaserede måde at lave samfund på. Desværre ser det ud til at den såkaldt fjerde statsmagt, pressen, sidder inde i det samme ekkokammer.

Det bliver interessant at se om nogle af politikerne fra kommunerne, der jo er tætte på driften, vælger at slå sig i tøjret og stå frem og kæmpe for det Danmark vi kendte.

Og hvad har det så med fodbold at gøre? – Ikke så lidt skulle jeg mene. Juventus spillede mod Tottenham og de gamle mænd var ikke levnet mange chancer mod de fremstormende spurve. Buffon er ikke den verdensklassemålmand, han var engang. Barzagli er 36 og langsom. Ikke blot kan Chiellini ikke følge med Kane i en løbeduel. Hans fysik er heller ikke mere i stand til at matche Kanes. Men alligevel vandt de. De gik videre, mens de unge og glamourøse måtte pakke sammen og sige tak for denne gang.

Hvorfor vandt de så? –  Den gamle trio spillede i den grad med hjertet. De viste de yngre vejen og de blev ved med at tro på deres koncept, på deres gamle fælles værdier.

De var vedholdende.
De stod sammen, de var solidariske.
De forsvarede sig godt mod overmagten.
De var taktisk og strategisk overlegne.

Allegri styrkede forsvaret med et par udskiftninger, så det holdt tæt og de udnyttede de andres svage punkter til at score et par mål. For fodbold – og overenskomstforhandlinger- handler ikke kun at angribe. Et godt forsvar er en forudsætning for at vinde.

Er jeg juve-fan? Nej, men jeg har kæmpe respekt for dem. Nej, jeg holder med Inter. Det har jeg gjort siden jeg som 11 årig så dem vinde i 1964. Det gjorde de ved hjælp at et stækt forsvar, catenaccio – kæden på dansk. Ligesom Juve i går låste de målet af ved at hænge en kæde foran. Det er jeg en stor fan af og desuden holder man selvfølgelig med en klub der hedder Internazionale, ikke?

Jeg tror, der er store ændringer på vej i verden og i vores land. I retning af samarbejde, sammenhold og solidaritet?
Hvis det er det vi vil, må vi lære af Juve og  vise et stort hjerte. Vi må være vedholdende.  Og vi må holde fast i vore værdier og stå sammen, også når det kommer til at gøre ondt.

Vi må kæmpe for at kunne kende vores Danmark igen. God kamp.

Foto: pixabay.com – jeg burde måske have valgt en rød fane, men jeg synes at Juventus fortjener respekt i dag.

Stå sammen om skolen – på tværs af partierne

I aften er der vælgermøde om folkeskolen. Jeg synes, der er en positiv udvikling i gang i vores kommune. Mange gode kræfter på tværs af partierne slår et slag for skolen. Jeg ved godt, at vi har valgkamp og at folkeskolen er det emne flest vælgere synes er vigtigt.

Men jeg tror og håber, at der ikke kun er tale om valgflæsk. Det er min opfattelse, at en række lokale politikere er præget af en oprigtig interesse for vores folkeskole.

Det ser ud som om, der er et opgør mod new public management på vej. Ganske vist sniger der sig -af gammel vane ord- som styring ind. Jeg har hørt udtrykt, at vi skal have en ny styringsmodel. Det skal vi ikke. Skolen skal ikke styres, den skal ledes.

Det er meget positivt, at det kraftige fokus, der nu sættes på skolen, går på tværs af partierne. Der er toppolitikere fra højre til venstre, der udtrykker, at de både vil styrke det lokale engagement i skolerne med lokale ledelse og bestyrelse samtidig med at skolerne skal have mere frihed end i dag. Det er positivt at vore lokale politikere står sammen om folkeskolen. Jeg tror de gør hvad de kan for at alle vore børn kan lære godt og børn og personale kan trives godt i skolen. Jeg kunne ønske, at de der regerer landet på samme måde vil slå et slag for folkeskolen. For folkets skole er så vigtig en inkluderende og samlende institution, at den ikke skal gøres til en politisk kampplads.

Da jeg for kort tid siden skrev min lille bog om Folkets Skole – Vendelby 2027, skrev jeg om en revolution i november 2017, hvor byrådet i Vendelby lagde kursen for skolen om. Jeg skrev om et håb og en vision for skolen.

– —I de sidste mange år havde man ikke haft politiske drøftelser om formålet med skolen. Vigtige spørgsmål som: Hvad er meningen med skolen? Hvorfor holder vi skole? Hvad berettiger os til at eksistere? Hvad er vores vision med skolen? Hvorfor overhovedet? Byrådet besluttede at lave om på det og give plads til drømmene.

En skole for alle børn
Man drømte om en skole hvor alle børn havde mulighed for at lære på deres niveau. Alle børn skulle have de rigtige udfordringer balanceret så de ikke blev stressede og de heller ikke kom til at kede sig. Hvert eneste barn skulle føle sig inkluderet og føle, at det blev set som den, det er, som sig selv. Alle, ikke kun dem i midten men også talenterne og ”de sidste”. Man drømte om at se glade, selvregulerende og ansvarlige børn, der både lærer og trives godt på samme tid

De værdsatte forældrene
Det var politikernes overbevisning, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Det er en overbevisning, der er belæg for forskningsmæssigt. Forældrene ønsker det bedste, både hvad angår læring og hvad angår trivsel. De drømte om, at alle forældre følte sig hørt, set og forstået og på det grundlag ville støtte op om skolen.

Lærerne og pædagogerne
De er skolens kernetropper. Man drømte om at se frie, selvregulerende, glade og stolte professionelle med indre motivation som drivkraft. Derfor skulle de have selvbestemmelsen tilbage.

De ville ejerskab
En filosof spurgte engang, da han besøgte en skole: ”hvem ejer den her skole?” Han mente – ”hvem leder den? ” De drømte om at se en lokal skoleledelse, der brænder for deres sted, for deres personale, for deres forældre og ikke mindst for deres skoles elever. De drømte om at se en nærværende, fagligt kompetent og lokalt forankret skoleledelse.

Levede værdier
De drømte om at se værdierne dialog, tillid og arbejdsglæde praktiseret på alle niveauer af deres skole—-

Det handlede om et håb, jeg havde. Det håb hos mig er i den sidste tid blevet styrket. Jeg synes, der er grund til optimisme på vegne af børn, forældre, lærere – ja på vegne af  alle os borgere i Hjørring Kommune.

Sidste udkald

Det var titlen på en ganske lille bitte bog, som tidligere direktør i undervisningsministeriet Asger Baunsbak-Jensen skrev i 2013.

Undertitlen var Kampskrift for folkeskolen. Bogen var et frontalangreb på New Public Management – den måde skolen (top)styres på i dag. Baunsbak-Jensen fortæller historien om hvordan en tidligere skolereform i 1958 med den Blå Betænkning  først blev vedtaget efter flere års debat med skolens interessenter og andre interesserede. Da bogen kom frem, skete det uden den store opmærksomhed.

Muligvis har Marianne Jelved fået tid til at læst bogen.  – Og min egen bog om Folkets Skole – Vendelby 2027?

Hun har i hvert fald taget fat på at slå et slag for skolen. For dialog, selvforvaltning, debat og gamle værdier fra før NPM topstyringen tog over. Selvom nogen måske vil mene, at det er lidt sent, vil jeg sige bedre sent end aldrig. Det er meget positivt, at politikkere fra forskellige partier begynder at vågne op og passe godt på skolen.

Og der er andre positive tegn. I forhold til kommunalvalget, er folkeskolen det område, som flest vælgere finder vigtigt. Og der kommer positive meldinger om skolen fra flere forskellige partiers kandidater. Jeg håber, at de mener det og står ved det. For meget kan gøres lokalt for at udvikle skolen. I min hjemkommune, Hjørring, har jeg bemærket at flere politikere, blandt andet Venstres borgmesterkandidat, har ytret sig konstruktivt om folkeskolen.

Og her på det sidste er 6 socialdemokratiske lokalpolitikere, herunder en kandidat fra Hjørring , gået i offensiven med et 10 punktsprogram, hvor man blandt andet gør op med centraliseringen.

Der er altså tværpolitisk fokus på skolen. Det er godt, for skolen skal ikke være en politisk kampplads. Jeg er så en smule usikker på om spotlightet på skolen varer ved efter valget eller om der er tale valgflæsk; men jeg synes i det mindste, at der er grundlag for et vist håb.

Pas på skolen!

Stressede og fortravlede børn og unge?

Måske, men i hvert fald ikke dem, jeg mødte i dag.

På min morgentur rundt i Hjørrings parker; først igennem Svanelunden og derefter Christiansgave, mødte jeg store mængder af børn unge. De var i anledning af skolernes motionsdag på parkvandring. Vandring er det rette ord, for jeg så kun en enkelt i reglementeret omklædning. Jeg tror ikke, man kan sige, at han løb. Men han slap da perieodevis jordforbindelsen med begge ben på en gang i en langsom lunten – jogging.

Det er velgørende at se, at trods skolereformer, målstyring og arbejdstidsaftaler er børn stadig børn og unge stadig unge. Der var ikke meget fart og tempo over de teenagere, jeg mødte. Det er, som det skal være. Der var råhygge, socialt samvær og samtale i lange baner.

Jeg er lidt usikker på, om jeg også kunne spotte lidt civil ulydighed blandt de unge, men de havde i det mindste nogle gode rollemodeller med sig; for jeg bemærkede i det mindste et par lærere, der benyttede lejligheden til at få sig  en smøg ude i den friske luft.

Sådan en dag med motion er rigtig god. Ganske vist var det så som så med hvor højt pulsen kom op hos de unge, jeg mødte. De kom ikke sådan løbende -stønnende og med tungen ud af halsen. Det kunne se ud som om, de overlader det til deres forældre efter fyraften. Men mening, de gode relationer, humør og  den gode samtale var der masser af.

Det kunne være, at det var rigtig godt også for os andre – og lærerne-  at komme ud i sådan en gang ustruktureret walk and talk en gang imellem. Jeg så kun positivitet og godt humør både blandt børn og gamle.

Men det er også svært at bevare pessimismen på en dag som i dag – trods det at det er fredag den 13.

Så tag lige og slip hinanden lidt mere fri, både børn og voksne.

God ferie!

S……. OSSE!

Det var min første tanke, da jeg i dag så dette spændende stillingsopslag på LinkedIn. Det her job, det er lige mig, tænkte jeg. Men fristen for ansøgning var udløbet den 29. september, så jeg var en del for sent på den. For der er ansættelsessamtaler i dag, den 8. oktober, og så igen den 13. med diverse tests ind imellem.

Godt det samme
Jeg havde nu nok ikke fået stillingen alligevel, for dels er der jo de der tests – og så mig. Gad vide om jeg kunne bestå? Sikkert ikke. Måske ville jeg som så mange andre opleve at have en forkert profil. Og så er der jo det der med, at jeg er gammel gut på 64. Det forbedrer måske heller ikke chancen for at blive centerleder, at man har nået denne fremskredne alder. Nå, godt det samme. Jeg har jo også bestemt mig til at forsøge at blive pensionist. Det skal nok gå, selvom det er en vanskelig overgang. Men jeg træner hårdt, blandt andet med golfkøllerne.

Velkvalificeret?
I øvrigt  mener jeg mig velkvalificeret  – for jeg synes da, at jeg har alle de kvalifikationer, som er beskrevet i opslaget. Og jeg kan endda også bryste mig af, at jeg har erfaring på området. For det er min skole, det drejer sig om. Specialskolen for Voksne, Hjørring  – Specialskolen for Voksne, Vendsyssel – SPVV….
Nu hedder den CKU Vendsyssel – Center for Kommunikation og Undervisning, Vendsyssel. Og det, der engang hed forstander, ligesom på jernbanestationen, hedder nu centerleder. Det endte jeg også med at hedde.

Pas godt på skolen og ”de sidste”
Her var jeg centerleder fra 2000-2015. Og her havde jeg nogle af de bedste år i mit arbejdsliv. Vi arbejdede hårdt, havde masser af udviklingsprojekter. Vi slog ikke så få slag for de sidste. Jeg husker også tilbage på, hvor sjovt vi havde det. Jeg kan endnu mærke i kroppen, hvordan latteren rungede. Jeg husker, at vi i starten havde masser af frihed til at udvikle og innovere. I løbet af de 15 år tog styringstænkningen mere og mere over og det lagde begrænsninger for innovation og kreativitet. Men summa summarum tænker jeg tilbage på mine 15 år som leder af min skole, som nogle gode arbejdsår. Det er et privilegium at have haft et arbejdsliv med 37 gode år som tjenestemand i skolen. Jeg håber, at lærere og andre offentligt ansatte igen kommer til at opleve sådan et godt arbejdsliv med frihed og mening.

Min bøn til dig
Min tid som leder er forbi og jeg skal nok vare mig for at give gode råd til dig, der nu bliver ansat som centerleder. Men jeg vil gerne bede dig om at passe rigtig godt på den skole, der engang var min. Og ikke mindst vil jeg håbe, at du vil være en frontkæmper for de sidste. Der er ikke så mange, der slår et slag for dem for tiden, men der er behov for at nogen tager den mission på sig. Det håber jeg, at du vil gøre.
Jeg håber også, at du vil passe på skolen i almindelighed og SPVV/CKUV i særdeleshed.

PIP´eline, LAM og LAL

Den anden dag dukkede der er status op på min nyhedsside på facebook. 100 ledere af skolevæsenet i Hjørring Kommune havde været på strategiseminar. De havde arbejdet med at lave en strategi for, hvordan skolen kunne skabe bedre trivsel og bedre resultater for ansatte og børn. Det er jo en god målsætning og der var også rigtig mange likes og positive kommentarer, mest fra dem, der er inde i ekkorummet – dem, der var med. Der var dog en enkelt fri skoleleder fra Bornholm, der spurgte, om der mon også var nogle elever og lærere med?

Der er godt spørgsmål og jeg ved ikke, hvad svaret er. Men jeg tror da, at der var nogle repræsentanter for organisationerne, nogle fællestillidsrepræsentanter –  en fra BUPL, en fra DLF og en TAP repræsentant, sikkert fra HK. Fodfolk og elever var der sandsynligvis ingen af.

Skrivebordsgeneraler laver strategier
Strategi er en god ting, men tingene skal også føre ud i livet. Som enhver skrivebordsgeneral ved, er brug for både taktik og operationer og her slipper du ikke udenom at sætte dem på banen, der skal føre tingene ud i livet. Udefra kunne det for en, der selv har deltaget i talrige strategiseminarer, se ud som om man fortsætter med at tale om strategi, mens det kniber lidt mere med det taktiske og operationelle plan. Sagt på en anden måde holder man sig til lederplanet. Men har det nogen effekt?

Efteruddannelse skal ud i det yderste led
Nej, hvis udviklingsmidlerne skal have effekt, skal de allokeres ud tæt på borgerne. Efteruddannelsesresurserne skal derhen, hvor de gør mest nytte – ud i det yderste led. Lederne beslutter rigtig mange ting, der på papiret ser fornuftige ud. Om de så også er det, kræver en lakmustest ude i det yderste led blandt lærere, pædagoger, ledere, forældre og ikke mindst blandt børnene. Det er dem, der skal få tingene til at virke i praksis.

Enkeltbillet til helvede
På seminaret arbejdede man også videre med ledelsesmodellen leadership pipeline. PIP’elinen er udtryk for gammeldags og topstyret styring. Så længe man vælger at styre gennem kontrol, vil det ikke lykkes at få frigjort de resurser, alle siger, der er brug for i fremtiden. Fremtiden kalder på  hittepåsomhed, foretagsomhed, kreativitet og innovation. En styringsmodeller som leadership pipeline er kontraproduktiv set i forhold til fremtidens behov. Denne model er et udtryk for det new public management regime, der har hersket i det offentlige i snart mange år. Der er efterhånden en mange, der taler for at sende NPM tilbage til helvede, selvom man kan være i tvivl om, de mener det. Men når man så sender NPM retur på en enkeltbillet, vil det være en rigtig god ide at sende leadership pipeline samme vej.

Sæt dem fri
Menneskene har et grundlæggende behov for selvbetemmelse. Mennesket er ikke et væsen, der udvikler positivt sig gennem kontrol og styring. Derimod er vi selvregulerende væsener med tre grundlæggende psykologiske behov: behovet for frivillighed – selvbestemmelse, behovet for at du til noget og behovet for at indgå i gode relationer til andre mennesker. Når disse tre grundlæggende behov bliver tilgodeset, har vi rigtig gode forudsætninger for den indre motivation, der fremmer hittepåsomhed, innovation, engagement, gejst, kreativitet etc. Det kan vi ikke opnå ikke gennem styring, men gennem og god ledelse og facilitering.

Sæt børn, forældre, pædagoger og lærere fri, så skal du bare se løjer.

Ordforklaring: LAM – sådan  forkorter man i Vendelby begrebet  ”leder af medarbejdere”. På samme måde forkorter man i Vendelbys PIP ” leder af ledere” som LAL.

Grafik: pixabay.com

Drømmetid

“I have a dream!”

Sådan sagde Martin Luther King. Hans drøm tændte lys og håb i de underpriviligerede i det racistiske syden i USA for mange år siden. Drømmen var udgangspunkt for en radikal ændring af verdens stærkeste magt.

 

“If you can dream it, you can do it!”

Sådan sagde en anden berømt og super kreativ amerikaner, Walt Disney. Begge de to herrer skabte store resultater og i begge tilfælde startede det med en vision. Det startede med en drøm og denne drøm og mere til blev opfyldt.

 

Talen til nationen

Innovation og anden al anden positiv udvikling  starter ikke med et regneark. Nej, det starter med en ide, en vision eller en drøm. Den anden august havde jeg den store fornøjelse at få lov til at holde en reception for min nye bog om Folkets Skole – Vendelby 2027. Heri beskriver jeg hvordan vendelbygenserne i løbet af en tiårig periode fra 2017 til 2027 udviklede en skole, hvor alle børn trives godt samtidig med at de præsterer højt på det skolefaglige område. Også her startede startede det nye byråd, der blev valgt i november 2017, med at drømme. Nedenfor kan du læse noget af det, de drømte om dengang i november 2017.

En skole for alle børn
Man drømte om en skole hvor alle børn havde mulighed for at lære på deres niveau. Alle børn skulle have de rigtige udfordringer balanceret så de ikke blev stressede og de heller ikke kom til at kede sig. Hvert eneste barn skulle føle sig inkluderet og føle, at det blev set som den, det er, som sig selv. Alle, ikke kun dem i midten, men også talenterne og ”de sidste”. Man drømte om at se glade, selvregulerende og ansvarlige børn, der både lærer og trives godt på samme tid.

De værdsatte forældrene
Det var politikernes overbevisning, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Det er en overbevisning, der er belæg for forskningsmæssigt. Forældrene ønsker det bedste, både hvad angår læring og hvad angår trivsel. De drømte om, at alle forældre følte sig hørt, set og forstået og på det grundlag ville støtte op om skolen.

Lærerne og pædagogerne
De er skolens kernetropper. Politikerne i det nye byråd drømte om at se frie, selvregulerende, glade og stolte professionelle med indre motivation som drivkraft. Derfor skulle de have selvbestemmelsen tilbage.

De ville ejerskab 
En filosof spurgte engang, da han besøgte en skole: ”hvem ejer den her skole?” Han mente – ”hvem leder den? ” De drømte om at se en lokal skoleledelse, der brænder for deres sted, for deres personale, for deres forældre og ikke mindst for deres skoles elever. De drømte om at se en nærværende, fagligt kompetent og lokalt forankret skoleledelse.

Levede værdier
De drømte om at se værdierne dialog, tillid og arbejdsglæde praktiseret på alle niveauer af deres skole. De drømte om at se forældre, børn, ansatte og ledelse, der kommunikerede, lyttede, spurgte åbent, svarede imødekommende. De drømte om at se deres værdier levet ud i dagliglivet.

Livsduelighed
De drømte om at skabe en skole, der gjorde børnene livsduelige, så de kunne begå sig i fremtiden. Det betød at karakterstyrker hod børn og voksne blev prioriteret ligeså højt som karakterer.

Evidens
De drømte om en skole, der bygger på evidens. De ville sikre, at den nyeste pædagogiske, psykologiske og sociologiske forskning blev en integreret del af deres skole.

Kilde: Steffen Larsen. Folkets Skole – Vendelby 2027
Fotos: pixabay.com