Kategori: dkpol

Mundbindseffekten

mundbindEr der overhovedet nogen positiv effekt af mundbind?

Kritisk journalistik er en mangelvare. Heldigvis råder Statsradiofonien stadig over én god gammeldags journalist, der forholder sig kritisk til nyhederne – også de coronarelaterede. Han er  læge og hedder Peter Qvortrup Geisling. Peter driver en lægeklinik, der hedder Lægens Bord.

I går talte Peter med Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen. Peter stillede Søren nogle rigtig gode spørgsmål. Et glimrende eksempel på konstruktiv kritisk journalistik. Jeg kan anbefale dig at se det.

Peter spørger fx – Hvor mange danskere skal gå perfekt med mundbind i en uge for at undgå, at én dansker bliver smittet med corona?

Søren – det er mange tusinde. Det bliver nævnt, at det er usikre tal og at det er vore kolleger i Norge, der har givet et bud på tallene. Senere i programmet bliver tallet 200.000 nævnt. Selv har jeg fundet frem til, at 100.000 mennesker skal bruge mundbind på perfekt vis i en uge for at forebygge at én person bliver smittet med corona.

På den baggrund kan man undre sig over både anbefalinger og påbud om mundbind i Danmark. Er der proportionalitet? Der er ringe evidens for den fysiske effekt. Men måske handler det om noget helt andet. Noget psykologisk – adfærdsmæssigt. Nudging?

Programmet kan anbefales. Se de her.

foto pixabay.com

Mettes maske falder

– og Gud ske tak og lov for det.

Hvor statsminister Mette Frederiksen på de første 9 pressemøder i coronabølgen er lykkedes med at fremstå som en stærk leder i kontrol – en blanding af Vorherre, dronning og vores allesammens landsmoder, en kvindelig Stauning, fremstod hun på det 10. pressemøde i går som et sludrechatol. Hun talte i 22 minutter uden at komme frem til en konklusion. Vi ventede. Der var ingen.

På de efterfølgende spørgsmål sludrede hun videre og gentog de samme statements igen og igen. Jeg blev vred og tænkte som sikkert mange andre – Hun har ikke noget budskab, hun spilder min og andre danskeres tid.

Set her i bakspejlet tænker jeg, at dette pressemøde er det bedste af alle. Hun mistede kontrollen og det var svært for hende at skjule sin følelse af vrede, når pressen stillede kritiske spørgsmål. Det er rigtig godt. For ud over at være statsminister er hun en kvinde fra 1977. Samme årgang som min datter. Ålborgenser med to børn og ex. Bacheloruddannelse og en master, som de fleste i hendes generation. Hun er hverken mere eller mindre end dig og mig. Hun er ikke min mor, men kunne være min eller naboens datter.

Al den bekymring, jeg har haft for ensretning, overvågning og dekretstyre er om ikke væk, så dog minimeret. Hverdagen er på vej tilbage med dens politiske kævl og varetagelse af særinteresser. Snart kan vi forhåbentlig ytre vores egen uforbeholdne og konstruktivt kritiske mening om corona og alt det andet uden at blive skammet ud.

Det synes jeg er rigtig positivt. Tak for det Mette.

foto: pixabay.com

Værdigheds top 3 – Corona

Værdigheds top 3
  1. Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen
    Klassisk embedsmand – stor faglighed, modig og med høj personlig integritet. Min helt.
  2. Peter Qvortrup Geisling, DR læge
    Han har med stort mod, saglighed og kommunikationsevne fortalt hvad der er op og ned om Coronavirus
  3. Margrethe, dronning
    Hun har sat sig selv til side og aflyst sin 80 års fødselsdag.
Ynkeligheds top 3
  1. Anders Frandsen, kommunikationsdirektør politiet
    Moderne embedsmand, lægger røgslør ud, bremser kritiske spørgsmål, klapper hælene sammen.
  2. Nick Hækkerup, justitsminister
    Erstat “embedsmand” med “politiker” og se i øvrigt pkt. 1
  3. Jeppe Kofoed, udenrigsminister
    Loyal mod toppen, har svært ved at kommunikere detaljeret, afhængig af sin departementchef

– Statsminister Mette Frederiksen er udenfor bedømmelse, da hun har stukket hovedet i busken. Hun skal træffe et valg.

#corona, #dkpol

Effektiv Grænsekontrol – En Illusion

Der står de, politikerne, på Als og i Åbenrå og taler om, at den grænsekontrol, der i de sidste tre år har kostet os skatteborgere 1.091.000.000 danske kroner og som har betydet at politiet stort set er holdt op med at opklare forbrydelser i det øvrige Danmark, skal gøres permanent eller i det mindste fortsætte på ubestemt tid indtil vi lige har fået styr på EU’s ydre grænser, som Søren Gade så smukt meddeler i det valgmateriale, der er smidt i min postkasse.  Som om det er en simpel sag.

Men grænsekontrollen er den rene og skære symbolpolitik. Kontrollen er en illusion. Jeg har ved selvsyn konstateret dette i den lille målestok gennem et ophold i grænselandet i denne uge. Nord- og Sydslesvig er igen ved at være en sammenhængende region og de lokale må undre sig såre over de mennesker i gule veste, der i Padborg, Frøslev og Kruså holder øje med, hvem der passerer grænsen. På de fire dage, jeg opholdt mig i området, blev jeg aldrig kontrolleret. Vel ser jeg måske rimeligt tilforladelig ud og kører i en bil på danske plader, men alligevel. Kun én gang gjorde jeg noget aktivt for ikke at blive stoppet. Min handling bestod i at vifte med noget rødbedefarvet, nemlig min hustrus og mit eget pas. For det fik jeg en thump up og et nik fra en venlig dansk mand i gul vest.

Der er en symbolpolitisk kontrol ved de store grænseovergange. Men der er masser af overgange uden kontrol. Det erfarede vi da vi cruisede langs grænsen fra Wassersleben til Højer og retur. Vi passerede grænsen en halv snes gange, flere gange opdagede vi udelukkende passagen ved at iagttage nummerpladerne på de parkerede biler. Vi mødte aldrig nogen kontrol i de mere øde vestlige egne af grænselandet.

En ubevogtet dansk/tysk grænseovergang – Scheidebek 

Vores grænse mod Tyskland er 68 km lang. Når sikker kontrol her er en illusion, hvordan kan nogen så tro at vi kan sikre og kontrollere EU’s ydre grænse bestående af mange tusinde kilometer land og vand? Vil vi kunne sikre os mod massiv indvandring gennem grænsekontrol af EU’s ydre grænse? Det er meget usandsynligt, at dette vil kunne lade sig gøre uanset hvor hårde metoder, vi tager i brug. Desuden ønsker vi vel ikke til at opbygge et Trumpsk hegn, en mur omkring Europa, sådan som Viktor Orban har gjort i Ungarn.

Vi har tidligere oplevet den hårde grænsekontrol i Europa også i nyere tid. Det mindes de af os, der besøgte landene øst for jerntæppet før murens fald. Selv prøvede jeg turen gennem Check Point Charlie første i 1969 – det oplevedes godt nok farligt der ved Check Point Charlie i niogtreds af en ung vesterlænding. Men det var meget mere farligt for menneskene i øst, for de kunne dø af at forsøge at passe denne barske grænsekontrol. Alligevel forsøgte mange, for de oplevede at have så dårligt et liv, at de var villige til at tage chancen og sætte livet på spil i håbet om at få et bedre liv. Det lykkedes for nogle og mislykkedes for flere. Denne hårde grænsekontrol var oprettet at de østeuropæiske lande med det mål at forhindre at store mængder af deres borgere i at udvandrede vestpå i håb om et bedre liv.

Denne hårde grænse, dette jerntæppe, tog vores politikere og vi andre afstand fra og euforien i Europa var stor, da østtyskerne råbte, ’Krentz, Krenz wo ist dein grenz’ tilbage i niogfirs. Jerntæppet faldt. Europa kom til at hænge sammen og alle også politikerne fra de regeringsbærende partier var glade og tilfredse. Det forhadte og frygtede jerntæppe igennem Europa var væk.

Tegningerne til et grænsehegn er klar – foto pixabay.com

 

Skal vi så oprette et nyt jerntæppe udenom EU, udenom Europa? Det skal vi ikke, for det vil gøre noget ved os selv. Det vil ændre os europæere, så vi ikke mere vil kende Europa og Danmark. Løsningen ligger ikke i en hård grænsekontrol rundt om Europa, sådan som vi kender den fra jerntæppet, hvor magthaverne brugte kontrollen til at holde menneskene inde i deres eget land. Selvfølgelig skal vi ikke bruge disse samme metoder til at holde andre mennesker ude.

Hvis vi vælger at bruge grænsekontrol for at holde indvandrere ude af Europa vil den nødvendigvis blive meget barsk, for der bor en milliard mennesker i Afrika syd for Sahara. Af disse har hundredvis af millioner et så dårligt liv, at de for enhver pris ønsker at komme væk. En stor del af dem ønsker det så meget, at de på samme måde som mange østeuropæere dengang, er villige til at sætte deres liv på spil i håbet om et bedre liv.

Der er efter min overbevisning kun en løsning. Invester massivt i infrastruktur og uddannelse i Afrika syd for Sahara. Det vil skabe vækst og dermed håb i denne del af verden. Det vil mindske befolkningstilvæksten og det vil gøre det mindre attraktivt at vandre mod nord. Det vil være i vi europæeres egen interesse.

Menneskenes – eller i det mindste ministres – dårskab er uendelig

Ifølge innovationsminister Sophie Løhde vil staten oprette et samlet itsystem, som skal styre alle udbetalinger fra staten. Det vil ifølge ministeren og moderniseringsstyrelsen betyde, at fremtidige Britta Nielsen sager kan undgås.

Som hun siger – Opgaven med at lave det nye tilskudssystem skal sendes i udbud, og planen er, at der allerede i andet halvår næste år skal udbetales penge via det nye it-system.

Samtidig skal reglerne på området ensrettes.

En konkret ændring bliver, at der kun kan udbetales tilskud til en Nemkonto, der er tilknyttet et CPR-nummer, for at sikre at pengene havner hos de rigtige personer.

– Dermed kan man ikke overføre penge til sin egen private konto eller til familiemedlemmers konti, siger Sophie Løhde.

Har hun og den samledes regering monstro glemt alle de foregående it-skandaler, hvor man forsøgte at udarbejde itsystemer, der dels kunne løse alverdens problemer og dels erstatte en masse dygtige fagfolk?

Jeg kan huske nogle stykker.

Amanda på arbejdsmarkedsområdet. Det kom aldrig til at virke. Tinglysningssystemet, der forsinkede sagerne uendeligt. Rejsekortet, der helt berettiget modtog Amandaprisen og EFI, det fælles inddrivelsessystem, der indtil nu har kostet os skatteborgere mere end 100 mia kroner.

Når staten ikke kan få styr på inddrivelsen gennem et kæmpe itsystem, hvordan kan man så tro, at et sådant stort system kan styre udbetalingerne.

KISS princippet er et gyldent princip for al softwareudvikling. Det betyder i al sin enkelthed Keep It Simple Stupid. Det er nok for meget at håbe på at ministeren vil efterleve dette simple princip. Desværre lærer vi mennesker ikke altid af fortidens fejl og slet ikke af de fejl andre har begået.

Hvad er så løsningen. Måske lidt bedre kontrol med medarbejderne. Britta kunne – på samme måde som den skattemand, der udbetalte 12 mia af vi skatteborgeres penge til udenlandske spekulanter –  udbetale de manbge penge uden nævneværdig kontrol. Der bør genindføres et system med effektiv kontrol udført af mennesker. For som Lenin sagde tillid er godt, men kontrol er bedre – og som en officer af linien tilføjede ransagning er bedst.

billede pixabay.com

Source: Vil forhindre svindel og fejl: Der skal ryddes op i statens tilskudspuljer | Indland | DR

Dødens Pølse

Salami del Morte – Må det være mig tilladt at gøre opmærksom på en lille detalje i forbindelse med Lars Løkkes oplæg til sundhedsreform. En lille detalje i det store billede, som kører på de høje nagler lige nu. En lille detalje set fra København og Christiansborg. Men ikke desto mindre en vigtig detalje for os mennesker nord for fjorden. Vendelboer, folk fra Hanherred og Thyboer.

Jeg synes, det giver anledning til bekymring for de nordenfjordske akutsygehuse i Thisted og Hjørring, at de er så små. I Thisted er det jo, som det er. Det er svært at tilvejebringe flere kommuner omkring et sygehus i Thisted. Det afgør geografien. Det forholder sig anderledes i Vendsyssel.

Centralisering omkring Aalborg
Af Løkkes oplæg fremgår det, at sundhedsfællesskaberne består af 4-5 kommuner. Sådan forholder det sig i det øvrige Danmark, men ikke i Vendsyssel. Sundhedsfællesskabet omkring Centralsygehuset i Hjørring – Regionshospital Nordjylland – består kun af 2 kommuner, Hjørring og Frederikshavn samt mine ca 1800 landsmænd fra Læsø, mens sundhedsfælleskabet omkring Aalborg består af seks kommuner. Jeg kan til nød forstå, at Jammerbugt Kommune skal indgå i fællesskabet omkring Aalborg, men  Brønderslev!  Brønderslev og gerne Jammerbugt Kommune bør vendes mod nord og indgå i fællesskabet omkring Regionshospital Nordjylland.

Begyndelsen til enden
Det forlyder fra sædvanligvis velunderrettet kilde, at den gamle redaktør Bering, Skagen Avis illustrerede den gradvise nedlæggelse af  Skagen Sygehus med billede af en spegepølse, som der løbende blev skåret skiver af. Den udvikling har længe været i gang i Hjørring. Specialer og hele sygehuse er flyttet til Aalborg. Oplægget fra regeringen ligner yderligere et skridt i retning af centralisering.

Skal der skæres flere skiver af pølsen? Hvad mener de vendsysselske politikere i Folketinget? Hvad mener de, der gerne vil i Folketinget? Hvad mener de vendsysselske regionspolitikere? Og hvad mener borgmestrene i det forhenværende Hjørring Amt?

Udlændingestramninger er vigtigere end børns trivsel

Det mener Martin Henriksen. ”Man skal behandle børn så godt som muligt, men man må ikke sætte den stramme udlændingepolitik over styr på grund af det,” udtaler Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti til  Altinget her til morgen. ”Det er ikke rimeligt, at forældre bruger deres børn som gidsler.

Det skurrer kraftigt i ørerne og giver ubehagelige mindelser om endelige løsninger. Så langt er det kommet med vores land, at man kan sætte stramninger over børns trivsel. Det er ikke et Danmark jeg kender. Jeg husker et andet Danmark. Et Danmark, vi kunne være stolte af. Et Danmark, hvor børn har rettigheder og hvor vi overholdt konventionerne også FN’s børnekonvention. Et Danmark, hvor man kunne tage på interrail med et dannebrog på sin rygsæk. Stolt og uden at føle sig utryg. Det er der vist ingen, der gør mere.

Det Danmark jeg kendte, var et Danmark med medmenneskelighed, humanisme, børn havde en værdi i sig selv. Et land hvor få havde for meget og færre for lidt. Det var et land hvor landets statsminister, da han blev tvangspensioneret, fik nyt job. Ikke i Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer eller den Danske Bank. Nej, den gode højskole-venstre-mand, den hårde banan, Poul Hartling blev såmænd flygtningehøjkommissær.

Hvor jeg dog savner politikere, som Hartling og  Poul Nyrup. Ja, sågar Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft kan jeg komme til at savne. Politikere, der havde et moralsk og værdimæssigt kompas, der gjorde dem i stand til at stå fast på medmenneskelighed, politiske aftaler, internationale konventioner og på det politisk korrekte. Man skal tale pænt til og om andre – også dem man er uenig med.

Filosoffen Jørgen Husted udtalte engang, at der kun er behov for en ordensregel i skolen – man skal opføre sig ordentligt. Det gælder også i blandt de voksne. Voksne skal også opføre sig ordentligt – som gode rollemodeller for børnene. Og folketingets medlemmer skal i særlig høj grad opføre sig ordentligt. Grænsen for hvordan folketingets medlemmer finder det rimeligt at udtale sig, flytter sig hele tiden. Sproget bliver barskere og barskere.

Jeg håber, at der snart kommer en voksen til stede. En voksen, der kan fortælle møgunger som Støjbjerg og Martin Henriksen, at de skal skamme sig. De to og flere til er blevet så magtfulde og selvtilstrækkelige, at de føler at være berettigede til at sige, hvad som helst, der falder dem ind, så plat og groft som muligt,.  Jeg håber, der kommer en ny Hartling, en ny Nyrup, der kan rykke Støjbjerg,  Knuth, Bramsen og Tesfaya og deres ligesindede i ørerne og bede dem opføre sig anstænding og ordentligt.

At nogen af Martin Henriksens partifæller, skulle tage ham i skole og skamme ham ud, er for meget forlangt. Men derfor kan vi andre godt gøre det. For stueren, det bliver han aldrig.

Jeg håber, at jeg snart vil kunne kende mit Danmark -det Danmark jeg kendte- igen.

 

De skulle skamme sig

Altså den administrerende direktør og bestyrelsesformanden for Danske Bank. Men det gør de nok ikke. Måske har de ikke skam i livet? For de har bedt deres egen advokat, som har tjent fedt på dem, om at udarbejde en undersøgelse, som efter al sandsynlighed vil frikende dem for juridisk ansvar. Advokatfirmaet Bruun & Hjejle hugger vel ikke den hånd af, der fodrer dem, vel.

Det moralske ansvar kan administrerende direktør Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen i Danske Bank derimod ikke løbe fra. Ole Andersen har været formand siden 2012 og Thomas Borgen var chef for bankens udlandsaktiviteter fra 2009 til 2012. Thomas Borgens efterfølger valgte at tage sit gode tøj og gå, da sagen om Danske Banks lyssky aktiviter blev gravet op af Berlingske.

De to bosser, Ole Andersen og Thomas Borgen troner imidlertid stadig i toppen af banken. De fremstiller sig selv som overraskede over at bankens andel i de lyssky transaktioner er vokset fra 25 til 53 milliarder, på trods af at de i bankens bestyrelse har behandlet indtjeningen ved transaktionerne. De skulle skamme sig – og i det mindste tage deres gode tøj og gå og det uden noget som helst gyldent håndtryk.

Det ser det imidlertid ikke ud indtil videre ikke ud til, at de gør.  Den nye konservative erhvervsminister har været fremme i pressen med en stærk retorik i forhold Danske Banks aktiviteter. Det er stærkt af erhvervsminister Rasmus Jarlov og det udtrykker nogle klassiske borgerlige værdier såsom ordentlighed og redelighed, der længe har været en mangelvare. Rasmus Jarlov giver kraftigt udtryk for det moralsk forkastelige i bankens handling, men udtrykker samtidig manglende mulighed for handling på grund af juraen. Lovgivningen var ikke så stram, da svindelen fandt sted, som den er i dag og blabla….

Kære Rasmus Jarlov.
Her får du et godt råd ganske gratis. Du skal simpelthen opfordre Danske Banks topledelse til at gå af uden fratrædelsesordning eller andre gyldne håndtryk. Det kan du gøre ved at bruge pressen og i fuld offentlighed opfordre dem til dem til at skamme sig og tage deres gode tøj og gå. Det vil være sejt. Det vil være konservative værdier i praksis. Det vil være at sætte handling bag ordene.

Vil du så gøre det? Vil du tage et opgør med en bank, der efter al sandsynlighed er storsponsor for dit parti –  vi ved det ikke, for reglerne for partistøtte i Danmark er blandt de mindst transparente i verden.

Men jeg håber det. For den banks topledelse har grund til at skamme sig. Du vil samtidig vise,  at der er nogle værdier, der står over pengene. Det vil være så godt.

 

Kilde: information.dk
Foto: pixabay.com

Royal Run – en eksplosion af samhørighed, sammenhold, solidaritet og stolthed

Gårsdagens 50 års fødselsdag manifesterede alt det tiden kalder på. Det er lige før at den kan gøre en gammel republikaner til tilhænger af monarkiet. Under alle omstændigheder oplevede jeg dagen som en kolossal manifestation af de positive egenskaber, der som en slumrende Holger Danske, ligger i os danskere. Jeg har ikke observeret så stærk en manifestation af den positive version af danskheden siden EU afstemningen og sejren i EM finalen på Nya Ullevi i 1992. Vi, der oplevede de dage, glemmer det aldrig. Jeg håber, at det samme gør sig gældende med fødselsdagen i går.

Tiden kalder i den grad på en positiv version af det at være dansk, som jeg håber vi er på vej til at opleve. Der var tegn på at en ny positiv version af danskheden var under konstruktion under OK18, hvor solidaritet, stolthed og sammenhold holdt i det mindst i nogen udstrækning helt frem til målstregen. Det gjorde den på trods af magthavernes forsøg på at skabe splittelse mellem faggrupperne og mellem de offentligt og de privat ansatte. Det lykkedes dem heldigvis ikke.

De negative kræfter arbejder videre

Siden er der fortsat kommet masser af eksempler på negativ definition af det at være dansk. Mennesker må ikke selv bestemme hvilket tøj, de vil gå rundt i. De må ikke bestemme, hvor de vil bo. I Gentofte og Risskov har der aldrig rigtig været plads til dem og nu må de heller ikke mere bo i Ishøj og Gjellerup. De må nu heller ikke selv bestemme, hvornår de holder ferie, hvornår de spiser og drikker og hvordan de fejrer deres religiøse højtider. Denne sorte og mørke folketings-konsensus-negative version af danskheden, får mig og mange andre danskere til at skamme os. Skammen og skylden lever som bekendt kun i det skjulte mørke. Den tåler ikke at komme frem i lyset.

Den positive version af danskheden

Men i går blev lyset tændt. Mørket blev fortrængt. Skylden og skammen blev erstattet af lys, stolthed, håb og glæde. Det skal kronprins Frederik og  Vorherre, der jo leverede det gode vejr, og mange andre – ikke mindst de mange glade og lykkelige helt almindelige danskere have tak for. Denne positive version af danskheden giver -i modsætning til den på bjerget herskende negative- håb for fremtiden. Ægthed, ydmyghed -personificeret i udenrigsminsteren!, autencitet, stolthed over af være dansk, solidaritet og familiesammenhold blev på bedste vis demonstreret.

Denne version af det at være dansk, vil jeg med glæde være med til at sælge til udlandet og til vore indvandrere. Den vil også være rigtig sund og livgivende for os gammeldanskere. Mere af den om jeg må be’!

Jeg tror og håber at dette forår og dagen i går markerer et vendepunkt, så vi danskere med stolthed definerer os selv positivt.

 

Loyalitet vender også nedad

Der var engang – det er mange år siden, hvor jeg søgte et job som leder af en institution. Efter den første runde var vi en lille sluttet kreds, fire mænd og kvinder, som jeg husker det, der var udvalgt til at skulle til anden samtale. Det var en rigtig god og lærerig samtale, som jeg har tænkt meget over siden. De spørgsmål jeg og sikkert også de andre fik, var dilemmaprægede og afspejlede på den måde den verden, vi fremover eventuelt skulle agere i.

Hvem vil du være loyal overfor?
Sådan lød et af de spørgsmål, vi fik. Baggrunden blev beskrevet sådan, at når man nu var ansat ville man befinde sig i en konfliktfyldt situation. Bestyrelsen mente et, direktionen noget andet, politikerne i udvalget noget tredje, medarbejderne noget fjerde osv. Det gode spørgsmål, 10000 $ spørgsmålet, lød så: ”I sådan en konfliktfyldt situation, hvem vil du så være loyal overfor?” Den sved!

Vær loyal mod alle
Hvad er så det rigtige svar? Det er der ingen facitliste til. Mit svar dengang var, at jeg ville være loyal mod alle. Det var det rigtige svar for mig dengang og er det stadig. Der er masser af konflikter og modstridende interesser i en politisk ledet organisation, som der var tale om her. Men derfor kan man godt være loyal mod alle parter. Det er da det mindste man kan forvente. Og dengang, for en menneskealder siden, var der åbenbart nogen på direktions- og politisk niveau, der var enige, for jeg fik jobbet.

Det halter
Hvordan så med loyalitet lige nu i 2018. Jeg tænker, at det halter rigtig meget. Forventningen fra toppen er at loyaliteten går opad, fra medarbejderne til topledelse og politikere, mens det halter med loyaliteten den anden vej. Dem i toppen sidder og laver strategier, som for enhver pris skal presses ned over dem, der befinder sig tæt på kerneydelsen. Strategier for hvad? Ledelsen af et skolevæsen eller distrikt har vel kun en strategisk opgave; at forbedre børnenes læring og udvikling og det er ikke raketvidenskab, at det gør man bedst ved at mægtiggøre og facilitere i forhold dem, der skal udføre denne opgave. Forskningen fortæller, at den vigtigste faktor for børns læring er lærerne. Så skulle man måske holde op med at pisse på dem!

Lyt til fagfolkene
Det samme gælder sikkert på socialområdet, i ældreplejen og på sygehusene. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at opleve topledelsen lytte lidt mere til fagfolkene og demonstrere deres loyalitet overfor disse. Til gengæld kan jeg godt undvære alt det der ”ledere på de sociale medier”.

OK18
Og jeg synes, at tiden er kommet til at også topledelsen af Danmark kommer på banen. Det er politikerne, jeg tænker på, for den forhadte Orwellske Moderniseringstyrelse er kun håndlangere.  Disse toppolitikere må uanset om de sidder i regeringen, i KL eller i Danske Regioner, demontere deres loyalitet og værdsættelse af det arbejde fagfolkene i det offentlige gør indenfor sundhed, ældrepleje, trafik, politi og så videre.

Det handler ikke kun om penge
Uenighed og konflikter er en realitet. Vi har modstridende interesser, man kan ikke gøre alle tilfredse. Der skal træffes beslutninger. Men derfor kan man godt være både ordentlig og loyal.  Loyaliteten bør rette sig mod alle, opad, nedad og til siden.

foto: pixabay.com