Kategori: Læsø

At blive Steffen

Jeg har hygget mig med at skrive en lille e-bog, eller nærmere et lille e-hæfte til mine børnebørn Viktoria, Salomon, Nikoline, Wilhelm og Buster. Den handler om mine første sytten år i livet på Læsø, min ø af i går. Det drejer sig om årene fra 1953 til 1970, hvor jeg flyttede til fastlandet. Siden er jeg ofte vendt tilbage til Læsø, mest i de første år. Jeg vender stadig tilbage med jævne mellemrum.

Som sagt har jeg skrevet til mine børnebørn. Men hvis du har lyst må du gerne læse med.

Du kan downloade e-bogen/hæftet gratis på mit websted www.steffenblarsen.dk. Det fylder 72 sider, som du selv må printe ud, hvis du foretrækker det. Hvis du foretrækker e-pub frem for pdf, må du selv konvertere filen, da WordPress af sikkerhedsgrunde ikke tillader e-pub filer.

Hent e-bogen  her.

Vi tog realen med

 

Eller rettere sagt, det var der nogle af os der gjorde. Af de 18 håbefulde 13-14 årige, var der helt nøjagtig elleve , der tog realen med. Mens syv mere eller mindre frivilligt måtte finde andre ruter på livets lange landevej.
Vi elleve var, for igen at citere Niels Hausgaard, ”bare de flest, men ikke nødvendigvis de bedst”. Der blev spildt mange menneskelige resurser

Fotoet  er et klassefoto fra 1967 af 7. klasse på Læsø Private realskole, Carl Ludvig Heinzelmann’s Minde, som det også hed. Han var en af de få rige kaptajner på Læsø, der ernærede sig med sejlads mellem Vestafrika og Vestindien. Hvad lasten bestod af, ved jeg ikke. Det står frit for at gætte, ligesom tanker jo altid har været toldfri.

Jeg tror faktisk at skolen var blevet kommunal, men privatskolekulturen levede i bedste velgående. Så vi blev optaget på sådan en slags prøvemedlemskab, så man kunne se om vi fortjente adgang til de hellige haller. At man ikke fik adgang kunne have mange årsager, klassetilhørsforhold, lidt flabet umodenhed – hvad ved jeg.

Af de atten var vi otte fra Vesterø Nordre Skole. Vi var tolv (12) i vores klasse. Af de resterende fire, kom enkelt på efterskole i Dronninglund. Det var i 7. klasse,  mens de øvrige kom ud og arbejde i butik eller som arbejdsdreng, så de senere kunne få en læreplads. Nogle tog ud og fiske som 13-14 årige.

En af de udstødte fra realen ud at sejle på langfart. Jeg tror nok han som voksen endte i smilets by, hvor han blev en del af musiklivet.

En blev så vidt jeg ved fisker og senere lastbilchauffør.

En kom i lære som elektrikker, en som tømrer.

Et par stykker flyttede. En blev skoleleder på Guldbæk Friskole, en pige fik anoreksi og blev indlagt på Riget. Hende mødte jeg senere i Frederikshavn, hvor hun boede i stueetagen over det kælderværelse, hvorfra min verden kom til at gå. Jeg tiltuskede mig ind imellem en kop te –sikkert urtete- og en Lulu hos hende. Hun blev senere en at Tvinds founding mothers, for i 1972 tog hun til Ulfsborg og indrettede en bus og begav sig på vej til Nepal. Jeg husker stadig, hvordan hun glædesstrålende fortalte om de gode arbejdsforhold på fabrikkerne i Iraq. Der var god plads mellem maskinerne. Jeg mener, at hun blev udlært værktøjsmager i Odense på Thomas B Triges fabrikker, så hun har forhåbentlig holdt med de rø’e,  B1909. Hun har sikkert været rollemodel og projektleder i mange år. Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at hun var den kvikkeste af os alle.

Af os, der tog realen med, kom to i lære i Brugsen. En i Vesterø og en i Byrum. Jeg kom på Frederikshavn Gymnasium og HF Kursus hvor jeg skulle starte på en spændende ny gymnasial uddannelse  uden årskarakterer og med projektopgaver. Det var lige mig og i øvrigt vidste jeg, at revolutionen lå lige om hjørnet. Den ville ikke lade vente på sig. Senere kom jeg til Hjørring og blev lærer. Det blev tre af de andre også. Vi rummede også en overlæge. Han var først den vej af Katedralen i Viborg, tror jeg. En meget almindelige vej for unge fra Læsø dengang. En kom på handelsskole og derefter i lære på kommunekontoret hjemme på øen. De to fætre Hansen blev maskinmester og vistnok leder af kollegieudlejningen i Aarhus.

Det her er skrøner, så jeg vil nødig stilles til ansvar. Nogle kunne ikke finde ud af livet og fik et mindre heldigt endeligt. Sådan er det med os fra 1953 og sådan er det sikkert stadig trods psykologhjælp og jeg ved ikke hvad. Det kan svært at være ung.

Men der var da en vis kontinuitet også dengang. Ole, der er nummer to fra højre i anden række og jeg fulgtes, selvom vi voksede hver sin vej, trods alt i skole igennem samtlige 10 år. Da vi var små, skiftedes vore fædre til at cykle os i møde, for dengang var der snestorm og man kunne stå på skøjter i skole – på landevejen. Vi havde tre kilometer på cykel fra vi var 7.

Efter skolen har jeg haft kontakt med de fleste. En del af rødderne har besøgt mig i Hjørring medio halvfjerdserne. Så fik vi en flok bajere og en grillkylling og hørte måske De Gyldne Løver eller noget jazz. Men det er fadet ud. Det er svært at bevare gamle relationer. I hvert fald for en kammerat som mig.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg vender tilbage med flere skrøner, for hos mig er det som hos andre gamlinger langtidshukommelsen, der fungerer bedst.

Det var bare det jeg ville sige. Hej.

Dagens tur over kirkegården

Dagens foto er af en ældre dame på 97, der hver dag går en tur over kirkegården i Byrum på Læsø. Hun har hver dag sin følgesvend rollatoren med. I går havde hun også mig med.

 

Mor er et kæmpe forbillede. Hun har stadig mod på livet, selvom hun er afhængig af andres hjælp. Hun får kommunal mad 4 dage om ugen og har dagligt hjemmehjælp til personlig pleje og rengøring. Hun kan ikke det samme som før og korttidshukommelsen er smuttet.

Men som, mor siger:  Jeg har fået nogle skavanker, men der er stadig meget, jeg kan. Eksempelvis læser hun avis og gætter kryds og tværs.

Hun er  efter eget udsagn taknemmelig for det liv hun har.
Det er jeg også.

#dagensfoto, #taknemmelig

Dødens Pølse

Salami del Morte – Må det være mig tilladt at gøre opmærksom på en lille detalje i forbindelse med Lars Løkkes oplæg til sundhedsreform. En lille detalje i det store billede, som kører på de høje nagler lige nu. En lille detalje set fra København og Christiansborg. Men ikke desto mindre en vigtig detalje for os mennesker nord for fjorden. Vendelboer, folk fra Hanherred og Thyboer.

Jeg synes, det giver anledning til bekymring for de nordenfjordske akutsygehuse i Thisted og Hjørring, at de er så små. I Thisted er det jo, som det er. Det er svært at tilvejebringe flere kommuner omkring et sygehus i Thisted. Det afgør geografien. Det forholder sig anderledes i Vendsyssel.

Centralisering omkring Aalborg
Af Løkkes oplæg fremgår det, at sundhedsfællesskaberne består af 4-5 kommuner. Sådan forholder det sig i det øvrige Danmark, men ikke i Vendsyssel. Sundhedsfællesskabet omkring Centralsygehuset i Hjørring – Regionshospital Nordjylland – består kun af 2 kommuner, Hjørring og Frederikshavn samt mine ca 1800 landsmænd fra Læsø, mens sundhedsfælleskabet omkring Aalborg består af seks kommuner. Jeg kan til nød forstå, at Jammerbugt Kommune skal indgå i fællesskabet omkring Aalborg, men  Brønderslev!  Brønderslev og gerne Jammerbugt Kommune bør vendes mod nord og indgå i fællesskabet omkring Regionshospital Nordjylland.

Begyndelsen til enden
Det forlyder fra sædvanligvis velunderrettet kilde, at den gamle redaktør Bering, Skagen Avis illustrerede den gradvise nedlæggelse af  Skagen Sygehus med billede af en spegepølse, som der løbende blev skåret skiver af. Den udvikling har længe været i gang i Hjørring. Specialer og hele sygehuse er flyttet til Aalborg. Oplægget fra regeringen ligner yderligere et skridt i retning af centralisering.

Skal der skæres flere skiver af pølsen? Hvad mener de vendsysselske politikere i Folketinget? Hvad mener de, der gerne vil i Folketinget? Hvad mener de vendsysselske regionspolitikere? Og hvad mener borgmestrene i det forhenværende Hjørring Amt?

Nu som YouTuber

Jeg er begyndt som YouTuber :- ) Foreløbig har jeg to kanaler:

steffenblarsen, hvor jeg kommenterer på hele verden i små dogmefil
– Så det …..
Her vi jeg selvfølgelig gerne have mange følgere, for jeg har noget vigtigt at sige! – synes jeg….. 😉

Og så har jeg en bette kanal Life of SteffenB.
Her fortæller jeg om mit liv til primært 5 modtagere: Buster, Wilhelm, Nikoline, Salomon og Viktoria – mine børnebørn.
Life of SteffenB er rettet mod denne fembande, men du er velkommen til at kigge med.

Det er dogmefilm – som 64 årig er man vel ikke digital indfødt, vel.