Tag: dkpol

Kabul – Kan vi lære af historien?

Ja, jeg bilder mig ind, at jeg kan lære og har lært af min egen historie. Det kalder jeg personlig udvikling. Men måske er det selvbedrag – en illusion . Jeg tror nu at  Biden, Robert McNamara, general Westnomoreland og hvad generalerne nu hedder, lærer og har lært af deres fejl .

Men deres efterfølgere? Nix, de ser ikke ud til at have lært noget. Historien gentager sig. Hver enkelt generation gentager de samme fejl. Stater, USA og deres allierede, har ikke historisk hukommelse og gentager deres fiaskoer. Der må ud over mysidebias og megalomani være nogle psykologiske mekanismer, der gør, at kollektiv læren af fejl ikke er langtidsholdbar.

Babylon Berlin, Saigon 1975,  Kabul 2021. Som de siger i østen ’Same same, but different’. Igennem mine øjne ser det mest ud til at være ’same same’. Når jeg ser helikopterne lette og flyve i pendulfart  fra taget af den amerikanske ambassade Kabul, får jeg en oplevelse af deja-vu . Jeg oplever at billederne, som vi så dem for seksogfyrre år siden i tv fra  Saigon – Ho Chi Minh City, som den blev døbt om til og formodentlig stadig hedder, gentaget. Blot er scenen nu forlagt til Kabul. Billederne af mennesker i panik, der forsøger at flygte og redde livet gentager sig også. I Vietnam faldt Nguyễn Văn Thiệu’s korrupte styre sammen som et korthus ligeså snart besættelsestropperne fra USA forlod landet. Ingen havde lyst til at forsvare styret. Det samme gentager sig nu i Afghanistan. Den tusindvis af mia dyre hær falder sammen. Soldaterne oplever ikke at have nogen sag at kæmpe for. De har ikke lyst til at dø for Ashraf Ghanis  korrupte regering. De tage hjem og efterlader højteknologiske våben til deres fjender på samme måde, som Sovjetunionen gjorde det i 1989. Verdens stærkeste  militærmagt tabte både i Vietnam og Afghanistan krigen til cyklister og motorcyklister bevæbnet med AK 47ere.

Er der noget håb? Ja, Vietnam har på trods af tredive års krig frem mod 1975, gennemgået en positiv udvikling og er nu en del af verdensøkonomien. De har en stor turistindustri og de sko, jeg går rundt i, er syet i Vietnam. Der er sket en forsoning, således at også amerikanere ferierer på Vietnams  strande. Forhåbentlig vil det samme ske i Afghanistan. Det bliver i hvert fald svært for mændene i Taliban at rulle tiden tilbage. Kvinderne har fået en stolthed og en magt, de formentlig  ikke frivilligt giver afkald på. De går i skole og har fået uddannelse. Forhåbentlig får nogle af de skæggede herrer sig en overraskelse i tiden, der kommer.

Kan vi lære af historien. Ja, vi kan godt. Men ønsker vi det? Her i Danmark har vi siden den kolde krigs ende ført en aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi har fulgt amerikanerne i tykt og tyndt. Vi har været på besøg på Balkan, i Libyen, i Irak og i Afghanistan. Det har været en dyr historie i kroner og i menneskeliv. Og resultaterne? Jeg vil ikke udelukke, at der har været nogle positive resultater på den korte bane. De fik frisk vand i Basra, men har de stadig det? På den lange bane er det tydeligt for enhver, at der ikke er kommet noget godt ud af Danmarks engagement langt fra hjemmet. Vi er et lille land. Lad os stoppe den aktivistiske udenrigspolitik. Der vil blive stor modstand fra det militært industrielle kompleks. Men lad os stoppe det. Forhåbentlig har politikerne på tværs af partierne mod til at udforme en ny forsvarspolitik. For forsvaret er for vigtig en sag at overlade til generalerne og til blindt at følge vores store allierede.

Selvopgøret under og efter Vietnamkrigen medførte en masse god kunst. Det gør nederlaget i Afghanistan formentlig også.

#demokrati, # dkpol, #kabul2021, #kanvilaereafhistorien, #afghanistan

De rutter mæ æ pæng!

Minkpels

Udtrykket er vestjysk og et af min hustrus yndlingsudtryk. Det udtryk må siges at være på sin plads i forhold til den kæmpemæssige erstatning ,som aflivningen af de danske mink, som gårsdagens aftale har medført. Jeg har personligt en ikke ubetydelig veneration for minkerhvervet. Som søn af en minkfarmer, ganske vist af en helt anden og mindre størrelsesorden end den de erstatningsberettigede avlere, med mindre end en tiendedel avlsdyr, er jeg alligevel, som sikkert mange andre, dybt rystet denne morgen. Hvad må små erhvervsdrivende frisører, restauratører, lufthavnsarbejdere og andre ledige ikke tænke?

Facts ‘ene er på plads. Her er hovedpunkterne aftalen frit efter Politiken i dag:

Minkavlerne modtager en erstatning for de mink, der er slået ned i 2020, men som ikke blev pelset og derfor ikke kan sælges. Her gives der op mod 1,8-2,8 milliarder kroner.

Erstatningen dækker for en tabt fremtidig indtjening i 2022 til 2030. Det beløber sig til 8,9 milliarder kroner.

Den forventede restværdi af minkavlernes uudnyttede produktionsapparater såsom stalde og bure erstattes. Pris: 8,9 milliarder kroner.

De følgeerhverv, der er afhængige af minkavl, kan også få erstatning, hvis over halvdelen af omsætningen er baseret på dansk minkavl. Det gælder blandt andet fodercentraler, pelserier og minkauktionshuse. Denne erstatning skønnes at medføre udgifter for 3-4 milliarder kroner.

Den såkaldte tempobonus, som blev indført for at få minkavlerne til at aflive deres mink hurtigst muligt, ventes at blive udbetalt i februar.

Aftalen indeholder en dvaleordning, så avlere kan genoptage erhvervet, når forbuddet om hold af mink udløber næste år.

Som Kristian Madsen kommenterer i Politiken er der tale om et astronomisk højt beløb. Og professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet supplerer jævnfør Ritzau og Berlingske i dag: “Helt overordnet er der grænser for hvor store ekspropriationserstatninger, man er vant til at få i Danmark, og det, som der lægges op til her, er ret vidtgående“. Stærke ord for en jurist.

Spørgsmålene tårner sig op:

Hvad får Venstre ud af det her? – får de fortalt landmændene, at de, som de altid har kunnet, kan regne med Venstre?

Hvad får Socialdemokratiet ud af det? – er der tale om en dyrt købt fred -i det mindste et stykke tid- for det lovbrud, der skete i hastværket omkring aflivningen af minkene.

Hvad får SF og de radikale ud af det? – Svaret blæser i vinden. Formentlig lussinger. Der bliver endnu mindre plads til pasningsgaranti og bedre personalenormeringer på plejehjem. Hvad siger kernevælgerne, de unge i de store byer til det?

Hvad får minkfarmerne ud af det? – Ja, de fleste får et større eller mindre overskud, når kreditorerne er betalt. Så de kan jo grine hele vejen i banken, når de skal aflevere de fleste af pengene. Der er tale om en dybt forgældet ikke rentabel branche. Nogle af de rigeste får mulighed for at starte op igen i udlandet – en helt ny form for dansk erhvervseksport.

Hvad får kreditorerne ud af det? – De må smile helt op til begge ører. Bankerne får indfriet nogle lån, der ellers i stort omfang skulle skrives på tabskontoen. Jeg skal måske personligt være taknemmelig for den smule aktier, jeg ejer i Nordjyske Bank/ Ringkøbing Landbobank, for banken er formentlig en af minkfarmernes de største kreditorer. Stiger kursen i dag? En stor del af pengene ender sikkert i udlandet, mange af dem i Kina ligesom en del gode danske avlsdyr. For der er kinesisk kapital i dansk minkavl. Det forlyder, at det drejer sig om halvdelen. Det er muligvis fake news? Jeg ved det ikke; men jeg håber da at nogle af pressens gravere vil undersøge sagen nærmere.

Det er nemt at lege julemand, især når det er på andres bekostning. Regningen? Den bliver som så mange andre smidt ind på børneværelset.

foto pixabay.com

selvbestemmelse

Ikke et ord om corona – og så alligevel

Selvbestemmelsesteorien – SDT – Self Determination Teori er den mest velbeskrevne og veldokumenterede psykologiske teori overhovedet. Allerede i 70’erne, da jeg frekventerede Hjørring Seminarium, vidste man at skulle mennesker trives godt og samtidig lære godt, var det nødvendigt med indre motivation. Vi læste om Maslow, Rogers og andre. Siden har Ryan og Deci godt hjulpet af hundredevis af forskere over hele verden arbejdet med selvbestemmelse, SDT.

I bogen på billedet bruger Ryan og Deci knap otte hundrede sider skrevet med småt på at opsamle resultaterne af disse mange års forskning fra hele verden.

Den helt korte version af deres teori er at alle mennekser uanset bosted, alder, farve, børn, voksne, gamle  har tre- 3(!) grundlæggende psykologiske behov. Hvis vi mennesker får disse behov opfyldt, har vi god mulighed for at være indre motiverede, at trives og at udvikle os.

Hvis disse psykologiske behov derimod ikke opfyldes vil demotivation, mistrivsel og fejludvikling have gode betingelser.

De tre grundlæggende behov er:

– behovet for autonomi. Vi har et grundlæggende behov for selvbestemmelse

– behovet for kompetence. Vi har et behov for at føle os kompetente i forhold til det vi beskæftiger os med

– behovet for forbundethed. Vi har et socialt behov for at føle os forbundne med andre mennesker.

Jeg ved godt, at vi lever i hårde  coronatider og det er ikke let for myndigheder og politikere at navigere gennem disse. Men måske kunne Søren og Mette godt lade disse almenmenneskelige behov indgå i den fremtidige coronaindsats.

Ellers kan det give store udfordringer med vores motivation og trivsel – Det er vigtigt at huske også vores psykiske helbred. Også fordi det påvirker det fysiske.

Kan man dø af ensomhed, hvis man er gammel, dement og bor på plejehjem?

#corona, #trivsel, #sundhed, #selvbestemmelse, #indremotivation

Mundbindseffekten

mundbindEr der overhovedet nogen positiv effekt af mundbind?

Kritisk journalistik er en mangelvare. Heldigvis råder Statsradiofonien stadig over én god gammeldags journalist, der forholder sig kritisk til nyhederne – også de coronarelaterede. Han er  læge og hedder Peter Qvortrup Geisling. Peter driver en lægeklinik, der hedder Lægens Bord.

I går talte Peter med Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen. Peter stillede Søren nogle rigtig gode spørgsmål. Et glimrende eksempel på konstruktiv kritisk journalistik. Jeg kan anbefale dig at se det.

Peter spørger fx – Hvor mange danskere skal gå perfekt med mundbind i en uge for at undgå, at én dansker bliver smittet med corona?

Søren – det er mange tusinde. Det bliver nævnt, at det er usikre tal og at det er vore kolleger i Norge, der har givet et bud på tallene. Senere i programmet bliver tallet 200.000 nævnt. Selv har jeg fundet frem til, at 100.000 mennesker skal bruge mundbind på perfekt vis i en uge for at forebygge at én person bliver smittet med corona.

På den baggrund kan man undre sig over både anbefalinger og påbud om mundbind i Danmark. Er der proportionalitet? Der er ringe evidens for den fysiske effekt. Men måske handler det om noget helt andet. Noget psykologisk – adfærdsmæssigt. Nudging?

Programmet kan anbefales. Se de her.

foto pixabay.com

Mettes maske falder

– og Gud ske tak og lov for det.

Hvor statsminister Mette Frederiksen på de første 9 pressemøder i coronabølgen er lykkedes med at fremstå som en stærk leder i kontrol – en blanding af Vorherre, dronning og vores allesammens landsmoder, en kvindelig Stauning, fremstod hun på det 10. pressemøde i går som et sludrechatol. Hun talte i 22 minutter uden at komme frem til en konklusion. Vi ventede. Der var ingen.

På de efterfølgende spørgsmål sludrede hun videre og gentog de samme statements igen og igen. Jeg blev vred og tænkte som sikkert mange andre – Hun har ikke noget budskab, hun spilder min og andre danskeres tid.

Set her i bakspejlet tænker jeg, at dette pressemøde er det bedste af alle. Hun mistede kontrollen og det var svært for hende at skjule sin følelse af vrede, når pressen stillede kritiske spørgsmål. Det er rigtig godt. For ud over at være statsminister er hun en kvinde fra 1977. Samme årgang som min datter. Ålborgenser med to børn og ex. Bacheloruddannelse og en master, som de fleste i hendes generation. Hun er hverken mere eller mindre end dig og mig. Hun er ikke min mor, men kunne være min eller naboens datter.

Al den bekymring, jeg har haft for ensretning, overvågning og dekretstyre er om ikke væk, så dog minimeret. Hverdagen er på vej tilbage med dens politiske kævl og varetagelse af særinteresser. Snart kan vi forhåbentlig ytre vores egen uforbeholdne og konstruktivt kritiske mening om corona og alt det andet uden at blive skammet ud.

Det synes jeg er rigtig positivt. Tak for det Mette.

foto: pixabay.com

Værdigheds top 3 – Corona

Værdigheds top 3
  1. Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen
    Klassisk embedsmand – stor faglighed, modig og med høj personlig integritet. Min helt.
  2. Peter Qvortrup Geisling, DR læge
    Han har med stort mod, saglighed og kommunikationsevne fortalt hvad der er op og ned om Coronavirus
  3. Margrethe, dronning
    Hun har sat sig selv til side og aflyst sin 80 års fødselsdag.
Ynkeligheds top 3
  1. Anders Frandsen, kommunikationsdirektør politiet
    Moderne embedsmand, lægger røgslør ud, bremser kritiske spørgsmål, klapper hælene sammen.
  2. Nick Hækkerup, justitsminister
    Erstat “embedsmand” med “politiker” og se i øvrigt pkt. 1
  3. Jeppe Kofoed, udenrigsminister
    Loyal mod toppen, har svært ved at kommunikere detaljeret, afhængig af sin departementchef

– Statsminister Mette Frederiksen er udenfor bedømmelse, da hun har stukket hovedet i busken. Hun skal træffe et valg.

#corona, #dkpol

Effektiv Grænsekontrol – En Illusion

Der står de, politikerne, på Als og i Åbenrå og taler om, at den grænsekontrol, der i de sidste tre år har kostet os skatteborgere 1.091.000.000 danske kroner og som har betydet at politiet stort set er holdt op med at opklare forbrydelser i det øvrige Danmark, skal gøres permanent eller i det mindste fortsætte på ubestemt tid indtil vi lige har fået styr på EU’s ydre grænser, som Søren Gade så smukt meddeler i det valgmateriale, der er smidt i min postkasse.  Som om det er en simpel sag.

Men grænsekontrollen er den rene og skære symbolpolitik. Kontrollen er en illusion. Jeg har ved selvsyn konstateret dette i den lille målestok gennem et ophold i grænselandet i denne uge. Nord- og Sydslesvig er igen ved at være en sammenhængende region og de lokale må undre sig såre over de mennesker i gule veste, der i Padborg, Frøslev og Kruså holder øje med, hvem der passerer grænsen. På de fire dage, jeg opholdt mig i området, blev jeg aldrig kontrolleret. Vel ser jeg måske rimeligt tilforladelig ud og kører i en bil på danske plader, men alligevel. Kun én gang gjorde jeg noget aktivt for ikke at blive stoppet. Min handling bestod i at vifte med noget rødbedefarvet, nemlig min hustrus og mit eget pas. For det fik jeg en thump up og et nik fra en venlig dansk mand i gul vest.

Der er en symbolpolitisk kontrol ved de store grænseovergange. Men der er masser af overgange uden kontrol. Det erfarede vi da vi cruisede langs grænsen fra Wassersleben til Højer og retur. Vi passerede grænsen en halv snes gange, flere gange opdagede vi udelukkende passagen ved at iagttage nummerpladerne på de parkerede biler. Vi mødte aldrig nogen kontrol i de mere øde vestlige egne af grænselandet.

En ubevogtet dansk/tysk grænseovergang – Scheidebek 

Vores grænse mod Tyskland er 68 km lang. Når sikker kontrol her er en illusion, hvordan kan nogen så tro at vi kan sikre og kontrollere EU’s ydre grænse bestående af mange tusinde kilometer land og vand? Vil vi kunne sikre os mod massiv indvandring gennem grænsekontrol af EU’s ydre grænse? Det er meget usandsynligt, at dette vil kunne lade sig gøre uanset hvor hårde metoder, vi tager i brug. Desuden ønsker vi vel ikke til at opbygge et Trumpsk hegn, en mur omkring Europa, sådan som Viktor Orban har gjort i Ungarn.

Vi har tidligere oplevet den hårde grænsekontrol i Europa også i nyere tid. Det mindes de af os, der besøgte landene øst for jerntæppet før murens fald. Selv prøvede jeg turen gennem Check Point Charlie første i 1969 – det oplevedes godt nok farligt der ved Check Point Charlie i niogtreds af en ung vesterlænding. Men det var meget mere farligt for menneskene i øst, for de kunne dø af at forsøge at passe denne barske grænsekontrol. Alligevel forsøgte mange, for de oplevede at have så dårligt et liv, at de var villige til at tage chancen og sætte livet på spil i håbet om at få et bedre liv. Det lykkedes for nogle og mislykkedes for flere. Denne hårde grænsekontrol var oprettet at de østeuropæiske lande med det mål at forhindre at store mængder af deres borgere i at udvandrede vestpå i håb om et bedre liv.

Denne hårde grænse, dette jerntæppe, tog vores politikere og vi andre afstand fra og euforien i Europa var stor, da østtyskerne råbte, ’Krentz, Krenz wo ist dein grenz’ tilbage i niogfirs. Jerntæppet faldt. Europa kom til at hænge sammen og alle også politikerne fra de regeringsbærende partier var glade og tilfredse. Det forhadte og frygtede jerntæppe igennem Europa var væk.

Tegningerne til et grænsehegn er klar – foto pixabay.com

 

Skal vi så oprette et nyt jerntæppe udenom EU, udenom Europa? Det skal vi ikke, for det vil gøre noget ved os selv. Det vil ændre os europæere, så vi ikke mere vil kende Europa og Danmark. Løsningen ligger ikke i en hård grænsekontrol rundt om Europa, sådan som vi kender den fra jerntæppet, hvor magthaverne brugte kontrollen til at holde menneskene inde i deres eget land. Selvfølgelig skal vi ikke bruge disse samme metoder til at holde andre mennesker ude.

Hvis vi vælger at bruge grænsekontrol for at holde indvandrere ude af Europa vil den nødvendigvis blive meget barsk, for der bor en milliard mennesker i Afrika syd for Sahara. Af disse har hundredvis af millioner et så dårligt liv, at de for enhver pris ønsker at komme væk. En stor del af dem ønsker det så meget, at de på samme måde som mange østeuropæere dengang, er villige til at sætte deres liv på spil i håbet om et bedre liv.

Der er efter min overbevisning kun en løsning. Invester massivt i infrastruktur og uddannelse i Afrika syd for Sahara. Det vil skabe vækst og dermed håb i denne del af verden. Det vil mindske befolkningstilvæksten og det vil gøre det mindre attraktivt at vandre mod nord. Det vil være i vi europæeres egen interesse.

Menneskenes – eller i det mindste ministres – dårskab er uendelig

Ifølge innovationsminister Sophie Løhde vil staten oprette et samlet itsystem, som skal styre alle udbetalinger fra staten. Det vil ifølge ministeren og moderniseringsstyrelsen betyde, at fremtidige Britta Nielsen sager kan undgås.

Som hun siger – Opgaven med at lave det nye tilskudssystem skal sendes i udbud, og planen er, at der allerede i andet halvår næste år skal udbetales penge via det nye it-system.

Samtidig skal reglerne på området ensrettes.

En konkret ændring bliver, at der kun kan udbetales tilskud til en Nemkonto, der er tilknyttet et CPR-nummer, for at sikre at pengene havner hos de rigtige personer.

– Dermed kan man ikke overføre penge til sin egen private konto eller til familiemedlemmers konti, siger Sophie Løhde.

Har hun og den samledes regering monstro glemt alle de foregående it-skandaler, hvor man forsøgte at udarbejde itsystemer, der dels kunne løse alverdens problemer og dels erstatte en masse dygtige fagfolk?

Jeg kan huske nogle stykker.

Amanda på arbejdsmarkedsområdet. Det kom aldrig til at virke. Tinglysningssystemet, der forsinkede sagerne uendeligt. Rejsekortet, der helt berettiget modtog Amandaprisen og EFI, det fælles inddrivelsessystem, der indtil nu har kostet os skatteborgere mere end 100 mia kroner.

Når staten ikke kan få styr på inddrivelsen gennem et kæmpe itsystem, hvordan kan man så tro, at et sådant stort system kan styre udbetalingerne.

KISS princippet er et gyldent princip for al softwareudvikling. Det betyder i al sin enkelthed Keep It Simple Stupid. Det er nok for meget at håbe på at ministeren vil efterleve dette simple princip. Desværre lærer vi mennesker ikke altid af fortidens fejl og slet ikke af de fejl andre har begået.

Hvad er så løsningen. Måske lidt bedre kontrol med medarbejderne. Britta kunne – på samme måde som den skattemand, der udbetalte 12 mia af vi skatteborgeres penge til udenlandske spekulanter –  udbetale de manbge penge uden nævneværdig kontrol. Der bør genindføres et system med effektiv kontrol udført af mennesker. For som Lenin sagde tillid er godt, men kontrol er bedre – og som en officer af linien tilføjede ransagning er bedst.

billede pixabay.com

Source: Vil forhindre svindel og fejl: Der skal ryddes op i statens tilskudspuljer | Indland | DR

Dødens Pølse

Salami del Morte – Må det være mig tilladt at gøre opmærksom på en lille detalje i forbindelse med Lars Løkkes oplæg til sundhedsreform. En lille detalje i det store billede, som kører på de høje nagler lige nu. En lille detalje set fra København og Christiansborg. Men ikke desto mindre en vigtig detalje for os mennesker nord for fjorden. Vendelboer, folk fra Hanherred og Thyboer.

Jeg synes, det giver anledning til bekymring for de nordenfjordske akutsygehuse i Thisted og Hjørring, at de er så små. I Thisted er det jo, som det er. Det er svært at tilvejebringe flere kommuner omkring et sygehus i Thisted. Det afgør geografien. Det forholder sig anderledes i Vendsyssel.

Centralisering omkring Aalborg
Af Løkkes oplæg fremgår det, at sundhedsfællesskaberne består af 4-5 kommuner. Sådan forholder det sig i det øvrige Danmark, men ikke i Vendsyssel. Sundhedsfællesskabet omkring Centralsygehuset i Hjørring – Regionshospital Nordjylland – består kun af 2 kommuner, Hjørring og Frederikshavn samt mine ca 1800 landsmænd fra Læsø, mens sundhedsfælleskabet omkring Aalborg består af seks kommuner. Jeg kan til nød forstå, at Jammerbugt Kommune skal indgå i fællesskabet omkring Aalborg, men  Brønderslev!  Brønderslev og gerne Jammerbugt Kommune bør vendes mod nord og indgå i fællesskabet omkring Regionshospital Nordjylland.

Begyndelsen til enden
Det forlyder fra sædvanligvis velunderrettet kilde, at den gamle redaktør Bering, Skagen Avis illustrerede den gradvise nedlæggelse af  Skagen Sygehus med billede af en spegepølse, som der løbende blev skåret skiver af. Den udvikling har længe været i gang i Hjørring. Specialer og hele sygehuse er flyttet til Aalborg. Oplægget fra regeringen ligner yderligere et skridt i retning af centralisering.

Skal der skæres flere skiver af pølsen? Hvad mener de vendsysselske politikere i Folketinget? Hvad mener de, der gerne vil i Folketinget? Hvad mener de vendsysselske regionspolitikere? Og hvad mener borgmestrene i det forhenværende Hjørring Amt?

Udlændingestramninger er vigtigere end børns trivsel

Det mener Martin Henriksen. ”Man skal behandle børn så godt som muligt, men man må ikke sætte den stramme udlændingepolitik over styr på grund af det,” udtaler Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti til  Altinget her til morgen. ”Det er ikke rimeligt, at forældre bruger deres børn som gidsler.

Det skurrer kraftigt i ørerne og giver ubehagelige mindelser om endelige løsninger. Så langt er det kommet med vores land, at man kan sætte stramninger over børns trivsel. Det er ikke et Danmark jeg kender. Jeg husker et andet Danmark. Et Danmark, vi kunne være stolte af. Et Danmark, hvor børn har rettigheder og hvor vi overholdt konventionerne også FN’s børnekonvention. Et Danmark, hvor man kunne tage på interrail med et dannebrog på sin rygsæk. Stolt og uden at føle sig utryg. Det er der vist ingen, der gør mere.

Det Danmark jeg kendte, var et Danmark med medmenneskelighed, humanisme, børn havde en værdi i sig selv. Et land hvor få havde for meget og færre for lidt. Det var et land hvor landets statsminister, da han blev tvangspensioneret, fik nyt job. Ikke i Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer eller den Danske Bank. Nej, den gode højskole-venstre-mand, den hårde banan, Poul Hartling blev såmænd flygtningehøjkommissær.

Hvor jeg dog savner politikere, som Hartling og  Poul Nyrup. Ja, sågar Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft kan jeg komme til at savne. Politikere, der havde et moralsk og værdimæssigt kompas, der gjorde dem i stand til at stå fast på medmenneskelighed, politiske aftaler, internationale konventioner og på det politisk korrekte. Man skal tale pænt til og om andre – også dem man er uenig med.

Filosoffen Jørgen Husted udtalte engang, at der kun er behov for en ordensregel i skolen – man skal opføre sig ordentligt. Det gælder også i blandt de voksne. Voksne skal også opføre sig ordentligt – som gode rollemodeller for børnene. Og folketingets medlemmer skal i særlig høj grad opføre sig ordentligt. Grænsen for hvordan folketingets medlemmer finder det rimeligt at udtale sig, flytter sig hele tiden. Sproget bliver barskere og barskere.

Jeg håber, at der snart kommer en voksen til stede. En voksen, der kan fortælle møgunger som Støjbjerg og Martin Henriksen, at de skal skamme sig. De to og flere til er blevet så magtfulde og selvtilstrækkelige, at de føler at være berettigede til at sige, hvad som helst, der falder dem ind, så plat og groft som muligt,.  Jeg håber, der kommer en ny Hartling, en ny Nyrup, der kan rykke Støjbjerg,  Knuth, Bramsen og Tesfaya og deres ligesindede i ørerne og bede dem opføre sig anstænding og ordentligt.

At nogen af Martin Henriksens partifæller, skulle tage ham i skole og skamme ham ud, er for meget forlangt. Men derfor kan vi andre godt gøre det. For stueren, det bliver han aldrig.

Jeg håber, at jeg snart vil kunne kende mit Danmark -det Danmark jeg kendte- igen.