Tag: Børn

I går græd jeg mig i søvn

Og det er længe siden, det skete sidst. Jeg husker ikke hvornår. Måske var den sidste gang i 1962 under Cubakrisen, da jeg og mange andre børn var angste for at verden skulle gå under på grund af atomkrig. Dengang var det ikke klimaet, der gjorde børn angste; nej, det var frygten for atomkrig.

Der er også i dag -her i 2019- mange gode grunde til at græde sig i søvn. Tænk på alle de klaphatte, der kommer til magten i ind- og udland. Trump i USA, Putin i Sovjet – undskyld Rusland. Viktor Orban i Ungarn. Salvini Italien. Den overlevende tvilling i Polen. Boris Brexit og så videre. Andre steder er fascisterne ikke kommet til magten, i det mindste ikke endnu.

Men deres styrke er voksende. Der er ”sande finner”. Der er Alternativ für Deutschland. Der er Jimmy Åkeson hos naboen. Der er LePen i Frankrig og så videre. Her i Danmark holder vi os heller ikke tilbage. Vi har både blondinen hos De Nye Borgerlige og Tullefolkene. Og som om det ikke var nok, har vi Rasmus Paludan, en rendyrket racist, der var lige på nippet til at komme i Folketinget. Jo, der er i sandhed nok at græde over.

Men det var ikke derfor jeg græd mig i søvn i aftes. Nej det var fordi 723 –syvhundredeogtotitre- psykologer følte sig kaldede til at bede forlaget Gyldendal om at tilbagekalde en bog, som de ikke kunne lide. Vil de gode(?) psykologer mon have genindført censuren? Det kunne se sådan ud.

Som tv2.dk skriver:

”Nødvendigt at benytte* børn via censur

Psykolog Christine Posselt mener dog, at der er tale om et særligt tilfælde, idet bogens anvisninger er rettet mod børn.

– Det er ikke, fordi jeg personligt mener, at vi skal gå ind og censurere alle bøger, som har tvivlsom evidens og tvivlsomme påstande, som for eksempel bøger med kostråd.

– Men for mig går grænsen ved børn. Helt små børn er jo kendetegnet ved, at de ikke har noget sprog, de har ingen rettigheder, de kan ikke sige fra, og barnets udvikling er 100 procent afhængig af, at de voksne forstår barnets behov. I min optik er vi ude i et særligt tilfælde, hvor det er nødvendigt, at vi voksne beskytter børnene via censur, siger hun.

Ifølge Gyldendal er der i år solgt 29 eksemplarer af bogen. De seneste tre år har man i gennemsnit solgt 145 bøger om året.”

*der skal forhåbentlig stå beskytte

Hertil vil det være på sin plads at bemærke, at det vel ikke er børnene, der er tænkt som læsere af bogen, men derimod deres voksne, myndige forældre, der forhåbentlig er i besiddelse af en bedre dømmekraft end de 723 psykologer.

Jeg har ikke selv læst bogen. Gad vist hvor mange af de 723 psykologer, der selv har læst denne bog, som de tager så kraftigt afstand fra. Den er solgt i 29 eksemplarer i år.

Mange års kamp for ytringsfriheden betyder at blasfemiparagraffen er blevet ophævet og politiske partier og forskellige religioner, islam i særdeleshed, må tåle at opleve deres dybeste følelser udfordret. Ligeledes er såvel fake news som en gabestokken på de sociale medier  blevet en del af vores hverdag. Alt dette må  vi tåle i ytringsfrihedens navn.

Skal det lykkes et nyt selvudnævnt præsteskab, de 723 psykologer, at indføre en ny censur? Jeg håber det ikke. Jeg håber derimod, at en lang række af deres fagfæller og mange andre vil tage afstand fra dette angreb på ytringsfriheden.

Det handler ikke kun om sovepædagogik. Det handler om ytringsfrihed. Bøger skal ikke brændes, bøger skal ikke forbydes og bøger skal ikke trækkes tilbage.

 

I was a werewolf – but I am over it now

Engang var jeg en varulv – men jeg er ovre det nu. Jeg troede, jeg bekæmpede samfundet, men det var mig selv, jeg bekæmpede. Sådan sagde den 26 årige Gregory Smith til sig selv, da han 26 år gammel sad på en bænk i Sydney med sin samlede ejendom bestående af en skoletaske fyldt med spiritus.

Her traf han det valg at lægge sit liv om og at vende tilbage til samfundet. Forud var gået et traumatisk liv, med anbringelse, vold, misbrug, selvødelæggelse, diagnosticering som sociapat mm. Livet forud for bænken kulminerede i at Gregory flyttede ud i skoven, hvor han levede i en årrække. Det var det eneste sted, han kunne finde fred. Her var ingen mennesker.

Hans historie er beskrevet i bogen  Out of the Forest. Og australsk tv har lavet en halv times udsendelse om ham. Udsendelsen fortæller den rørende historie om Gregorys tilbagevenden til samfundet. Indtil han var ti, levede han i en familie med en afstumpet mor og en ekstemt voldelig far. Da han var ti blev han anbragt på en institution, drevet af nonner fra den katolske kirke. Her fortsatte overgrebene med vold og seksuelt misbrug. Det er en både forfærdelig og rørende historie, der samtidig er præget af en stille humor. Do you think I am a sociopat, mener du at jeg er sociopat, spørger Gregory Smith sin ven og mentor.

Efter det t-kryds, Gregory befandt sig i på bænken, traf han og gennemførte det valg at arbejde på at vende tilbage til samfundet. Han gik i gang med uddannelse, først grundskole, så gymnasium, universitetsuddannelse og til sidst en Ph.D, hvor han forskede i forgotten australians, som ham selv.

Se filmen her:

Det er en historie om håb, ukuelighed og autencitet. Om at opnå det gode eller i det mindste tålelige ægteskab med sig selv, som er en forudsætning for at kunne indgå i positive relationer med andre. Om at få integreret jeget, miget og (mig)selvet og blive en nogenlunde hel person, trods fuldstændigt horrible opvækstforhold.

Det er den stærkeste historie om GRIT, engageret vedholdenhed, jeg har hørt til dato. Gad vide om der findes tilsvarende historier fra Danmark.

FAKTA
Gregory Smith var en af de hundredtusindvis forgotten australians, der op til tressenerne blev tvangsanbragt på samme måde som fx Godhavnsdrengene. Disse forgotten australians har i modsætning til Godhavnsdrengene fåret en undskyldning af staten.

Lev hver dag som om det er den første

Carpe Diem, nuets kraft, stoikerne, Brinkmann – du skal være klar til at dø hver evig eneste dag. Er det sådan, man skal leve sit liv? Måske, men ikke udelukkende i hvert fald. Som i alle mulige af livets – og dødens- forhold, skal der tilføjes et OG – et &. Det er ikke et enten-eller,  men både-og.

Vel skal man leve hver dag, som den sidste, men samtidig skal man leve dagen i dag, som den første af mange i et langt liv. Som Søren Kierkegaard siger det – Saa bliver Alvoren den at leve hver Dag, som var det den sidste og tillige den første i et langt Liv. Det er ikke et enten eller. Det er et både og.

At leve hver dag som om den er den første i et langt liv indebærer, at man sætter egne behov til side og passer på os selv, vore nærmeste, vort samfund og vores klode. Det er en alvorlig sag, som hver enkelt menneske må afgøre med sig selv hvordan man løser.

Men hvis du er i tvivl om, hvor du skal starte med at leve hver dag, som om det er den første, kan jeg da i al beskedenhed forslå dig at starte med at gøre noget for vore børn. Du skal se dem, som de er og  betragte deres liv i det lange fra lange perspektiv. Ikke ud fra hvad der kan betale sig. Ikke ud fra om de og vi kan konkurrere med robotten Jia Jia fra Kina.

Et menneske er ikke en robot og skal ikke defineres ud fra, hvad det kan præstere. Spørg dig selv, hvad kan du gøre, der hvor du er for at børn oplever at have en værdi i sig selv, bliver set som dem de er og får en god og solid tilknytning til deres voksne. Du kan starte med dine egne børn og børnebørn og hvis du har evner og mulighed for det, er der også nok at tage fat på den store bane – daginstitutioner og skoler.

Selv vil jeg starte med, på samme måde som Søren, at gå en tur – Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” – ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”

Jeg vil aflægge besøg på en kirkegård. Her skulle man ifølge selv samme Søren kunne lære meget om livet, herunder om dagen i dag, som den første af mange i et forhåbentligt langt liv.

foto: pixabay.com – Inspiration: Christian Hjortkjær, En dag tilbage, Kristeligt Dagblad 21. feb 2018

Nu som YouTuber

Jeg er begyndt som YouTuber :- ) Foreløbig har jeg to kanaler:

steffenblarsen, hvor jeg kommenterer på hele verden i små dogmefil
– Så det …..
Her vi jeg selvfølgelig gerne have mange følgere, for jeg har noget vigtigt at sige! – synes jeg….. 😉

Og så har jeg en bette kanal Life of SteffenB.
Her fortæller jeg om mit liv til primært 5 modtagere: Buster, Wilhelm, Nikoline, Salomon og Viktoria – mine børnebørn.
Life of SteffenB er rettet mod denne fembande, men du er velkommen til at kigge med.

Det er dogmefilm – som 64 årig er man vel ikke digital indfødt, vel.

 

”Hellere brække en arm end flytte til Hjørring!”

Bosætning, bosætning og atter bosætning. Det er et af de store emner til kommunalvalget her i vandkanten. I hvert fald i vores kommune. Hvad får så folk til at flytte? Kulturtilbud? Et nyt teater et hold i superligaen? Er det et godt kommunalt brand? Nej, folk flytter ikke til en kommune. De flytter til et sted og de er flintrende ligeglade med hvilken kommune dette sted befinder sig i.  Folk flytter ikke efter kultur og branding. Hverdagen af meget større betydning.  Vi mennesker holder på samme måde som Dan Turell af hverdagen og det er muligheden for en god hverdag, der bestemmer, hvor vi bosætter os.

Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen har i en kronik i Jyllands Posten beskrevet, hvad dette gode hverdagsliv konkret betyder for tre segmenter af borgere.

De unge
De unge på 19-29 vil helst bo centralt i en stor by. Hvilken type bolig, man skal bo i er knap så vigtigt. Det afgørende er muligheden for et godt studie- og ungdomsmiljø. De unge vil vi have svært ved at tiltrække; men gode forbindelser med tog vil gøre det muligt at bo i en større by som Aalborg og studere her i byen. Unge pendlere kan sammen med nogle lidt ældre lokale studerende muliggøre opretholdelse og udvikling af uddannelser i vores lokalområde.

De voksne
For de voksne og produktive, typisk fra 30 år og opad, har tilbud til børn afgørende betydning. Gode skoler og daginstitutioner er afgørende for børnefamilier. Måske er det derfor ikke så tosset at smide et par hundrede millioner efter en ny skole i Vraa, for de her mennesker er ikke bange for transport. Det afgørende er god kvalitet i tilbuddene til børn og voksne. Hvis man vil tiltrække de produktive, er der ingen vej uden om at investere i børneområdet og det drejer sig mindst ligeså meget om driftsmidler som bygninger. Det er indholdet, der tæller. Sørg for et godt hverdagsliv for børn og deres forældre, så skal de nok komme hjem.

De gamle
Eller seniorerne, som vi lidt mere venligt bliver kaldt, er knap så afhængige af cafeer og natteliv. Det der tæller er mere naturen, gode indkøbsmuligheder og gode naboer, nærhed til familien samt kollektiv transport. Seniorer er svære at flytte; men de der flytter vil gerne bo centralt i en by eller i naturskønne omgivelser. For begge parter er muligheden for kollektiv transport vigtig. Så det var ikke en god ide at spare på busser i by og på land. Vil vi tiltrække denne type borgere er der ingen vej udenom gode busser på alle ugens dage. Nordjyske Jernbaner kører på skinner og har vist vejen.

Fakta
Overskriften er såmænd titlen på en film, som Statens Filmcentral distribuerede i 70’erne. Den handlede om de mennesker, der blev forflyttet til Hjørring blandt andet i forbindelse med udbygningen af Hærens Materielkommando. Materielkommandoen og sikkert også mange af medarbejderne er såmænd returneret til hovedstadsområdet her 40 år efter.

Stå sammen om skolen – på tværs af partierne

I aften er der vælgermøde om folkeskolen. Jeg synes, der er en positiv udvikling i gang i vores kommune. Mange gode kræfter på tværs af partierne slår et slag for skolen. Jeg ved godt, at vi har valgkamp og at folkeskolen er det emne flest vælgere synes er vigtigt.

Men jeg tror og håber, at der ikke kun er tale om valgflæsk. Det er min opfattelse, at en række lokale politikere er præget af en oprigtig interesse for vores folkeskole.

Det ser ud som om, der er et opgør mod new public management på vej. Ganske vist sniger der sig -af gammel vane ord- som styring ind. Jeg har hørt udtrykt, at vi skal have en ny styringsmodel. Det skal vi ikke. Skolen skal ikke styres, den skal ledes.

Det er meget positivt, at det kraftige fokus, der nu sættes på skolen, går på tværs af partierne. Der er toppolitikere fra højre til venstre, der udtrykker, at de både vil styrke det lokale engagement i skolerne med lokale ledelse og bestyrelse samtidig med at skolerne skal have mere frihed end i dag. Det er positivt at vore lokale politikere står sammen om folkeskolen. Jeg tror de gør hvad de kan for at alle vore børn kan lære godt og børn og personale kan trives godt i skolen. Jeg kunne ønske, at de der regerer landet på samme måde vil slå et slag for folkeskolen. For folkets skole er så vigtig en inkluderende og samlende institution, at den ikke skal gøres til en politisk kampplads.

Da jeg for kort tid siden skrev min lille bog om Folkets Skole – Vendelby 2027, skrev jeg om en revolution i november 2017, hvor byrådet i Vendelby lagde kursen for skolen om. Jeg skrev om et håb og en vision for skolen.

– —I de sidste mange år havde man ikke haft politiske drøftelser om formålet med skolen. Vigtige spørgsmål som: Hvad er meningen med skolen? Hvorfor holder vi skole? Hvad berettiger os til at eksistere? Hvad er vores vision med skolen? Hvorfor overhovedet? Byrådet besluttede at lave om på det og give plads til drømmene.

En skole for alle børn
Man drømte om en skole hvor alle børn havde mulighed for at lære på deres niveau. Alle børn skulle have de rigtige udfordringer balanceret så de ikke blev stressede og de heller ikke kom til at kede sig. Hvert eneste barn skulle føle sig inkluderet og føle, at det blev set som den, det er, som sig selv. Alle, ikke kun dem i midten men også talenterne og ”de sidste”. Man drømte om at se glade, selvregulerende og ansvarlige børn, der både lærer og trives godt på samme tid

De værdsatte forældrene
Det var politikernes overbevisning, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Det er en overbevisning, der er belæg for forskningsmæssigt. Forældrene ønsker det bedste, både hvad angår læring og hvad angår trivsel. De drømte om, at alle forældre følte sig hørt, set og forstået og på det grundlag ville støtte op om skolen.

Lærerne og pædagogerne
De er skolens kernetropper. Man drømte om at se frie, selvregulerende, glade og stolte professionelle med indre motivation som drivkraft. Derfor skulle de have selvbestemmelsen tilbage.

De ville ejerskab
En filosof spurgte engang, da han besøgte en skole: ”hvem ejer den her skole?” Han mente – ”hvem leder den? ” De drømte om at se en lokal skoleledelse, der brænder for deres sted, for deres personale, for deres forældre og ikke mindst for deres skoles elever. De drømte om at se en nærværende, fagligt kompetent og lokalt forankret skoleledelse.

Levede værdier
De drømte om at se værdierne dialog, tillid og arbejdsglæde praktiseret på alle niveauer af deres skole—-

Det handlede om et håb, jeg havde. Det håb hos mig er i den sidste tid blevet styrket. Jeg synes, der er grund til optimisme på vegne af børn, forældre, lærere – ja på vegne af  alle os borgere i Hjørring Kommune.

Stressede og fortravlede børn og unge?

Måske, men i hvert fald ikke dem, jeg mødte i dag.

På min morgentur rundt i Hjørrings parker; først igennem Svanelunden og derefter Christiansgave, mødte jeg store mængder af børn unge. De var i anledning af skolernes motionsdag på parkvandring. Vandring er det rette ord, for jeg så kun en enkelt i reglementeret omklædning. Jeg tror ikke, man kan sige, at han løb. Men han slap da perieodevis jordforbindelsen med begge ben på en gang i en langsom lunten – jogging.

Det er velgørende at se, at trods skolereformer, målstyring og arbejdstidsaftaler er børn stadig børn og unge stadig unge. Der var ikke meget fart og tempo over de teenagere, jeg mødte. Det er, som det skal være. Der var råhygge, socialt samvær og samtale i lange baner.

Jeg er lidt usikker på, om jeg også kunne spotte lidt civil ulydighed blandt de unge, men de havde i det mindste nogle gode rollemodeller med sig; for jeg bemærkede i det mindste et par lærere, der benyttede lejligheden til at få sig  en smøg ude i den friske luft.

Sådan en dag med motion er rigtig god. Ganske vist var det så som så med hvor højt pulsen kom op hos de unge, jeg mødte. De kom ikke sådan løbende -stønnende og med tungen ud af halsen. Det kunne se ud som om, de overlader det til deres forældre efter fyraften. Men mening, de gode relationer, humør og  den gode samtale var der masser af.

Det kunne være, at det var rigtig godt også for os andre – og lærerne-  at komme ud i sådan en gang ustruktureret walk and talk en gang imellem. Jeg så kun positivitet og godt humør både blandt børn og gamle.

Men det er også svært at bevare pessimismen på en dag som i dag – trods det at det er fredag den 13.

Så tag lige og slip hinanden lidt mere fri, både børn og voksne.

God ferie!

Drømmetid

“I have a dream!”

Sådan sagde Martin Luther King. Hans drøm tændte lys og håb i de underpriviligerede i det racistiske syden i USA for mange år siden. Drømmen var udgangspunkt for en radikal ændring af verdens stærkeste magt.

 

“If you can dream it, you can do it!”

Sådan sagde en anden berømt og super kreativ amerikaner, Walt Disney. Begge de to herrer skabte store resultater og i begge tilfælde startede det med en vision. Det startede med en drøm og denne drøm og mere til blev opfyldt.

 

Talen til nationen

Innovation og anden al anden positiv udvikling  starter ikke med et regneark. Nej, det starter med en ide, en vision eller en drøm. Den anden august havde jeg den store fornøjelse at få lov til at holde en reception for min nye bog om Folkets Skole – Vendelby 2027. Heri beskriver jeg hvordan vendelbygenserne i løbet af en tiårig periode fra 2017 til 2027 udviklede en skole, hvor alle børn trives godt samtidig med at de præsterer højt på det skolefaglige område. Også her startede startede det nye byråd, der blev valgt i november 2017, med at drømme. Nedenfor kan du læse noget af det, de drømte om dengang i november 2017.

En skole for alle børn
Man drømte om en skole hvor alle børn havde mulighed for at lære på deres niveau. Alle børn skulle have de rigtige udfordringer balanceret så de ikke blev stressede og de heller ikke kom til at kede sig. Hvert eneste barn skulle føle sig inkluderet og føle, at det blev set som den, det er, som sig selv. Alle, ikke kun dem i midten, men også talenterne og ”de sidste”. Man drømte om at se glade, selvregulerende og ansvarlige børn, der både lærer og trives godt på samme tid.

De værdsatte forældrene
Det var politikernes overbevisning, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Det er en overbevisning, der er belæg for forskningsmæssigt. Forældrene ønsker det bedste, både hvad angår læring og hvad angår trivsel. De drømte om, at alle forældre følte sig hørt, set og forstået og på det grundlag ville støtte op om skolen.

Lærerne og pædagogerne
De er skolens kernetropper. Politikerne i det nye byråd drømte om at se frie, selvregulerende, glade og stolte professionelle med indre motivation som drivkraft. Derfor skulle de have selvbestemmelsen tilbage.

De ville ejerskab 
En filosof spurgte engang, da han besøgte en skole: ”hvem ejer den her skole?” Han mente – ”hvem leder den? ” De drømte om at se en lokal skoleledelse, der brænder for deres sted, for deres personale, for deres forældre og ikke mindst for deres skoles elever. De drømte om at se en nærværende, fagligt kompetent og lokalt forankret skoleledelse.

Levede værdier
De drømte om at se værdierne dialog, tillid og arbejdsglæde praktiseret på alle niveauer af deres skole. De drømte om at se forældre, børn, ansatte og ledelse, der kommunikerede, lyttede, spurgte åbent, svarede imødekommende. De drømte om at se deres værdier levet ud i dagliglivet.

Livsduelighed
De drømte om at skabe en skole, der gjorde børnene livsduelige, så de kunne begå sig i fremtiden. Det betød at karakterstyrker hod børn og voksne blev prioriteret ligeså højt som karakterer.

Evidens
De drømte om en skole, der bygger på evidens. De ville sikre, at den nyeste pædagogiske, psykologiske og sociologiske forskning blev en integreret del af deres skole.

Kilde: Steffen Larsen. Folkets Skole – Vendelby 2027
Fotos: pixabay.com

Old is cool

Steffen på Cafe Chic Oldschool

Is old cool? Det mener jeg da. En og anden vil måske mene, at det er jeg nødt til at mene pga af min fremskredne alder.

Nå, men jeg har skrevet en bog om, hvordan man i Vendelby i perioden fra 2017 til 2027 lagde kursen om og udviklede en skole, der satte globale spor. Bogen inddrager både den nyeste pædagogiske og psykologiske forskning og bygger på årtusindgammel viden.

Så ja, old is cool:  – Og det er ny forskningsbaseret viden også.

I min bog inddrager jeg begge dele. Allerede Aristoteles skrev for mere end 2400 år siden om, hvad der gør et menneske lykkeligt. Et menneske bliver ikke kun lykkeligt gennem incitamenter og behovstilfredsstillelse, men gennem at bruge sine styrker til at arbejde frem mod de seks dyder: visdom, mod, retfærdighed, trancendens, mådehold og medmenneskelighed.

Min bog Folkets Skole – Vendelby 2027 er udkommet i både en trykt udgave og som e-bog. Den kan købes på Saxo.com og hos din boghandler.

Der er fuld fart på i skolen og snart holder børn og voksne en velfortjent sommerferie. Når ferien er slut og vi trækker i arbejdstøjet igen, fejrer jeg udgivelsen af min bog med en reception på:

Cafe Chic Oldschool, Jernbanegade 3, Hjørring
onsdag den 2. august klokken 16.00-17.30.

Her er alle velkomne.  Læs mere om min bog her: https://www.steffenblarsen.dk/vendelby2027