Kategori: Ikke kategoriseret

Da jeg blev stockholder og satte min hat som jeg vil

en stockholderBilledet her er ikke en selfie. Det er taget af min kone, da jeg kom hjem efter min vandring igennem Hjørrings gader i pisseregnvejr torsdag den 13. marts anno domino 2023. Jeg synes ikke jeg er ret pæn på billedet. Min unge hustru deler  åbenbart denne vurdering, siden hun har valgt at lade billdet passere.

Jeg vil være venlig overfor mig selv ogtilskrive noget af udseendet den rå mængde af anabolske stereoider, jeg spiser.  Jeg nok også blevet en ganske lille bitte smule mere social og talende, end jeg var tidligere. Det tilskriver jeg også den høje dosis af stereoider. Samtidig er der nogle, der er frække.

De bemærker, at jeg da bare har fået mit gamle jeg af megalomani (storhedsvanvid), som jeg havde, inden jeg blev fyret af det samlede byråd i Hjørring Kommune i 2014. Jeg er sikker på at disse mennesker ikke har ret. Det har jeg. Jeg har ind imellem siddet på Cafe Uno på Springvandspladsen sammen med min gode, desværre alt for tidligt afdøde, ven Morten Bak og sendt en venlig hilsen til borgmesteren, som dengang hed Arne. Arne sendte hver måned en check på 17.000 til Morten, mens jeg fik en smule mere. Det her betyder ikke at jeg havde en kølig distance til min fyring. Jeg syntes at samtlige byrødder og mine chefer var nogle ærkerøvhuller. Det er nu for længst forbi og jeg har haft indtil flere gode snakke med Arne i Aldi i de forløbne år. Vi tilhørte begge en afdød race: Aldigængerne. De havde altså mange nyttige ting i Aldi.

Nå, Morten og jeg sagde til hinanden, at det eneste det gælder om, er at holde sig i live for at få noget ud af pensionen. Nu er Morten desværre død alt for ung og det med holde sig i live, har også knebet noget for mig. Men nu skulle min prognose for mange pensionsår være god ifølge min overlæge doktor Line H. Larsen på Reumatologisk i Aalborg. Men som min gamle mor siger: vi får se.

Men altså nok om det. Jeg oplever mange forunderlige ting på min færden med stok igennem min by Hjørring.

I går for eksempel. Jeg passerede den lille bro henover banen ved Lille Østergade. Det var med livet som indsats, for der var spejlglat. Mens jeg holdt fast i gelænderet med begge hænder, med min stok fra Harald Nyborg  til 99 kr. i en  løkke om håndledet, bevægede mig op over broen. Her gik det op for mig, at Banedanmark faktisk havde passet deres arbejde. Stålspændet hen over banen var faktisk ryddet, mens rampen op i mod på begge sider ikke var. Nå, tænkte jeg, Hjørring Kommune holder fri om søndagen og det er jo helt ok, for som fatter Aage Larsen jo så rigtigt sagde, der er ingen der har, så travlt at de behøver at arbejde om søndagen.  Det er derfor, jeg først skriver i dag. På min vandring i dag mandag kunne jeg så konstatere, at Hjørring Kommune heller ikke har så travlt at de behøver at arbejde om mandagen.

Nå, jeg kom helskinnet ned og fandt et flot ryddet fortov på højre side af vejen. Her var en mand ved at læsse noget ud af en Skoda Octavia. Da jeg af ovenævnte grund er lidt mere snakkesalig end normalt, takkede jeg ham for, at han havde ryddet fortovet så pænt, idet jeg samtidig nævnte at byhuset på den anden side af vejen, der for et halvt år siden lignede en ruin, var renoveret vældig flot. Den gode mand fortalte så, at huset tilhørte ham og hans bror, der er driftige folk og fremstiller toiletvogne i et nedlagt mejeri i Bakholm. Broderens kone havde fået allergi, så hun kunne ikke tåle landluften i Bakholm, men muligvis godt luften i et byhus lige op ad banen i Hjørring. Da det er driftige folk, havde de for en sikkerheds skyld indrettet to lejligheder i bygningen. Den gode mand oplyste så, at han var indvandret som flygtning fra Ex-Jugoslavien for 30 år siden. Udlært bygningskonstruktør og flisemurer i hjemlandet og siden uddannet VVS mand i Danmark. Ikke så ringe, som han sagde med et stort smil. Jeg kom simpelthen sådan til at savne den tids socialakrobater som Birthe Weiss og Torben Lund. Det er en skændsel at hendes såkaldte socialdemokratiske efterfølger Mette tosser rundt med apartheidtilhængeren Benjamin Netanyahu og stjæleren af det demokratisk valg i Ægypten al-Sisi. Ligeledes savnet jeg ægte liberale venstrefolk.

Bane Danmark
Kommunen
Kommunen

 

Det er faktisk ligefør, jeg får lyst til at synge enhedsfrontsangen, men det går nok over.  Nå, jeg sagde til den mand, når du nu siger Ex-Jugoslavien, så er du jo nok serber. Nadj (Nagy?) som han hed tilhørte det ungarske mindretal og var fra Vojvodina. Vi talte lidt om Ungarn og den nuværende bandit, der regerer der. Om de steder jeg har været Balaton, Buda, Pest, Tiszafüred (Storkville som sønnen sagde) langt mod Øst mod Rumænien, Pustaen; men vi i Vojvodina havde jeg aldrig været. Det var trods  lige hedt nok nu sydslaverne var begyndt at rykke hinanden og blandt andet de mange landflygtige ungarere i ørerne. Efter mordet på Frans Ferdinand var der jo en del interesse i at gøre Ungarn lille, ligesom der var en del interesse for gøre sydslavien til et stærkt Yugo-Slavien. Det ændrede sig siden en del. Nå, men Nadj sagde, du er velkommen til at komme ind og kikke ind. Nå, jeg skulle i Kvickly, så det måtte blive en anden dag.

 

På vej hjem tænkte jeg så. Jeg går sgu’ derind og ud kom ham  her.

En ukrainer med stok

En vaskeægte Ukrainer, vistnok fra Donbas. Efter min bedste overbevisning russisktalende og –sindet, men Putin kunne han ikke lide. Jeg fik lov at tage et foto og forsøgte at få navnet. Men han skrev kun med kyrilliske bogstaver og jeg med latinske, så det måtte jeg opgive. Men venner blev vi og jeg fik en krammer. Hvad mener I? hvilken integration. En Ungarer indvandrer til Danmark i 90’erne og sørger for Ukrainerens integration (praktik?). Det er der trods alt en vis stil over. Jeg glemte helt at nævne at lige før broen, bor Tatarevic og hans hustru. De er måske nok serbere? Sådan er der så meget.

Jeg fik lige nævnt for min nye Ukrainske ven, at fordi jeg var syg og havde fået stok, var jeg glad for at være dansker. Danmark dobra,sagde han. Det forstod jeg, for i 1972 tilbragte Tommy og jeg et døgn i et tog sammen med en flok jugoslavere, formentlig kroatere, der skulle hjem fra Tyskland og Schweiz og på ferie ved hjemlandets vemodige strande. Vi drak masser af slivovitj  (slivovitsja), mens de sagde dobra. Det var pigerne de talte om.

Det var bare det, jeg ville sige. Hej.

Testcenteret er tomt

Og det kan man måske godt forstå.

Tomt testcenter

Denne dejlige lørdag morgen den 25. juni blev jeg ringet op af en af mine golfmates. Han var blevet smittet med corona og var så venlig at orientere mig. Som den gode samfundsborger, jeg også er, besluttede jeg mig straks til at få foretaget en coronatest. Det skulle vise sig lettere sagt end gjort. Jeg fandt uden problemer frem til coronaprover.dk. Adressen dæmrede svagt, selvom det efterhånden er længe siden.

Det i de senere dage er fremgået af pressen, at der er problemer med NemId og nogle KlogeÅger har anbefalet os i stedet at bruge MitId, da det system er meget bedre. Derfor forsøgte jeg mig med MitId. Det var desværre nede. Så prøvede jeg med NemId. Det var nede. Selvom jeg som gammelt itmenneske godt ved, at  når noget ikke virker første gang, virker det heller ikke anden og tredje gang, forsøgte jeg begge dele nogle gange.

Nu har det offentlige taget højde for at ikke alle danskerne har det let med digitalisering; nogle er helt fritaget. Derfor har man oprettet en telefonlinje, man kan ringe til. Den var nede de tre gange, jeg forsøgte at komme igennem. En venlig digitaliseret kvindestemme meddelte mig at jeg ringede udenfor kontortiden, selvom jeg ringede klokken godt ni og kontortiden startede klokken otte. Tre digitale systemer lå ned. Jeg håber ikke at det er Putin.

Nå, men jeg er en vedholdende type, så jeg tog vandreskoene på og begav mig afsted til testcenteret, som heldigvis ligger kun et kvarters gang fra min bopæl. Jeg blev mødt af to venlige kvinder i hvide kitler, som tog sig venligt af mig. Jeg var den eneste kunde i butikken.

Jeg fik lavet min test. På vej ud af døren, spurgte jeg poderen, hvordan jeg fik svar.

På sundhed.dk lød svaret. Så det….

#corona, #dagensfoto, #saadet

Livskunst – Kunsten at blive gammel

Ja, det er en kunst at blive gammel. Vejen hertil er sindighed og nydelse. Det har den tyske filosof, forfatter og foredragsholder Wilhelm Schmid skrevet en meget anbefalelsesværdig lille bog om. Niogfirs (89) sider alt i alt. Jeg har læst og hørt bogen nogle gange og jeg finder mere og mere udbytte og dybde i den.

Er det en kunst at blive gammel? Er det ikke noget, man bliver af sig selv, når man nu er født tidligt? For eksempel i 1953, som både Wilhelm Schmid og jeg? Jo, selvfølgelig, men man kan lære at blive gammel på en mere givende måde. Mere givende både for en selv og for de mennesker, der omgiver en.

Schmid beskriver i bogen  vejene til at blive en gammel livskunstner. En af dem er den gode gamle hengemte dyd sindighed. Det er en dyd, der ikke har været meget fokus på i vores fortravlede konkurrencestat. Men når vi bliver ældre og har tilbragt plus femogtres år i livets skole, har vi lært det,der skal til for at kunne få en sindig og nydelsesfuld alderdom. Hvis vi vælger det, for det er også et valg. Vi har faktisk også fået den nødvendige tid til rådighed.

Sindighed, hvad er så det. Når man er sindig, er man langsom og har god tid; men i Schmids betydning er der mere end det. Ifølge den store danske ordbog er der to betydninger af at være sindig. I den ene betydning, og det er måske den mest velkendte, betyder sindig adstadig. Denne betydning giver mig association til Fætter Guf. Han er god nok, men der er ikke meget refleksion i ham.

Begrebet sindighed forstås her i denne anden betydning at være rolig og eftertænksom, give sig god tid og være svær at bringe ud af fatning. Når man er plus femogtres er dette at blive sindig et eftertragtelsesværdig mål. Med Wilhelm Schmid – jeg er ikke sindig, men jeg forestiller mig, at det er noget, jeg skal stræbe efter at blive. Jeg er jo stadigvæk kun en ung gammel, en juniorsenior, så jeg har stadig mulighed for at udvikle mig og lære at blive sindig. Det vil jeg forsøge.

I bogen beskriver Schmid nogle veje, som du og jeg  kan vandre ad frem mod en tilfredsstillende og givende alderdom.

  1. Forståelse af det særlige ved at blive ældre
  2. Nydelse og lyst – om lykke
  3. At kunne tackle smerte og ulykke
  4. Berøring og nærhed
  5. Kærlighed, venskab og netværk
  6. At besinde sig på at blive munter og sindig
  7. At have et forhold til døden for at kunne leve med den
  8. Tanker om et muligt liv efter døden.

Denne bog er en god lille bog. Den beskriver nogle veje frem imod personlig udvikling i den fjerde livsfase, hvor vi har mulighed for at opnå sindighed og nydelse. Måske kan denne vej  være vejen en god og blomstrende alderdom.

Læs den, hvis du er ældre, gammel eller på vej til at blive det.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Bøvl – og respekt for godt arbejde

Vi har fået separatkloakeret – adskilt overfladevand og kloakvand. Vi har fået nye vandrør. Vi har nye fjernvarmerør. Og lige om snart får vi nyt fortov og ny asfalt. Projektet startede i foråret. Det var lovet færdig 1. december. Mon ikke det bliver færdigt en lille bitte smule før.

Bøvl, bøvl og mere bøvl
Sådan et projekt er da bestemt behæftet med en del bøvl for os beboere. Vi kan ikke køre ind på vores vej. Der er sand overalt – også indendørs. Det er bøvlet for postvæsnet, for renovationen og alle andre. Det er også bøvlet at komme på genbrugspladsen. Hvad skal man dog stille op med sin trailer, nu man ikke kan komme ind i sin carport? Nå, bøvl er som bekendt en god ting. For det er så dejligt når det er overstået.

Bøvl – ja og imponerende godt arbejde
God logistik. Dygtige selvregulerende mennesker udfører opgaverne. Det har været spændende og meget positivt, at iagttage hvor dygtigt arbejdet er udført. Her har  været en række sjak i sving. De har alle været specialister hver på deres område. Der har været et gravehold, der tog sig af fjernvarmen. Også et par varmesmede. Der har været et kloaksjak og et sjak, der tog sig af brugsvandet. Snart kommer brolægningsholdet og asfaltarbejderne.

Specialister
Der har været minigravere, dumpere, skæreskiver, gravekøer, gummigeder, store og små vejtromler, vibratorer, brolæggerjomfruer, svejseværker og sågar håndskovle i sving. Alle redskaberne er betjent med stor specialviden og kompetence. Da eksempelvis den store graveko var på arbejde, havde jeg en fornemmelse af, at ham, der betjente den var så nøjagtig, at han komme operere en kindtand ud med det tunge udstyr. De andre var lige så kompetente, hver på deres område.

Logistikken virker
Det er interessant at se hvordan logistikken virker. Jeg tror da, der er bøvl og konflikter mellem de forskellige medarbejdergrupper. Ellers vil det være for godt til at være sandt. Men jeg har ikke kunnet iagttage det. Derimod har jeg set et system, der spiller. Logistikken ser ud til at virke. De forskellige opgaver bliver løst uden at man træder hinanden over tæerne. Det kan Steen Erik Madsen, der kører gummiged bekræfte. Det de ved, er at i uge 47 kommer asfaltholdet og så skal de være færdige. Steen bekræfter, at de taler sammen  på gadeplan om opgaveløsningen. I dag konfererede han lige med et par smede fra varmeforsyningen og så fik de sagen klaret her nu.

Anerkendelse
Jeg ved ikke hvor meget anerkendelse, de folk, der udfører dette vigtige får fra os andre i det daglige. Måske oplever de en del vrøvl og brok? Jeg ved heller ikke hvor meget, de forskellige faggrupper får i løn. Forhåbentlig er de godt betalt. For de knokler.

Men hvad jeg ved er,  at de alle fortjener stor anerkendelse og det gør de, der styer projektet også. Der har været godt styr på logistikken og vi er blevet godt informeret om generne, fx når der er blevet lukket for fjernvarmen. Det hele er sket på venlig og effektiv måde. Respekt og tak for det!

Og nu glæder jeg mig så til at det hele er slut, at bøvlet er overstået, så jeg kan får min trailer hjem og bilen ind i carporten. Det bliver også dejligt at være fri for at skovle sand ud af entreen. Måske skulle jeg går ned til børstenbinder Lund og købe mig en ny fejekost -til en mand for dem gamle er blevet noget slidt.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Professor emerita Eva Smith: Det klinger hult, når Mette Frederiksen vil være leder af ‘børnenes regering’ – politiken.dk

Source: Professor emerita Eva Smith: Det klinger hult, når Mette Frederiksen vil være leder af ‘børnenes regering’ – politiken.dk

God artikel af en klog emerita  – Det kan undre, at man vil mindske retssikkerheden for 10 årige børn. Det er som om alle historier om ofrene – fx Godhavnsdrengene – for manglende retssikkerhed i er glemt.

Ja, vi skal have tillid til myndighederne.  Men ingen er ufejlbarlige, heller ikke selvom de får en politiuniform på.

”Hellere brække en arm end flytte til Hjørring!”

Bosætning, bosætning og atter bosætning. Det er et af de store emner til kommunalvalget her i vandkanten. I hvert fald i vores kommune. Hvad får så folk til at flytte? Kulturtilbud? Et nyt teater et hold i superligaen? Er det et godt kommunalt brand? Nej, folk flytter ikke til en kommune. De flytter til et sted og de er flintrende ligeglade med hvilken kommune dette sted befinder sig i.  Folk flytter ikke efter kultur og branding. Hverdagen af meget større betydning.  Vi mennesker holder på samme måde som Dan Turell af hverdagen og det er muligheden for en god hverdag, der bestemmer, hvor vi bosætter os.

Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen har i en kronik i Jyllands Posten beskrevet, hvad dette gode hverdagsliv konkret betyder for tre segmenter af borgere.

De unge
De unge på 19-29 vil helst bo centralt i en stor by. Hvilken type bolig, man skal bo i er knap så vigtigt. Det afgørende er muligheden for et godt studie- og ungdomsmiljø. De unge vil vi have svært ved at tiltrække; men gode forbindelser med tog vil gøre det muligt at bo i en større by som Aalborg og studere her i byen. Unge pendlere kan sammen med nogle lidt ældre lokale studerende muliggøre opretholdelse og udvikling af uddannelser i vores lokalområde.

De voksne
For de voksne og produktive, typisk fra 30 år og opad, har tilbud til børn afgørende betydning. Gode skoler og daginstitutioner er afgørende for børnefamilier. Måske er det derfor ikke så tosset at smide et par hundrede millioner efter en ny skole i Vraa, for de her mennesker er ikke bange for transport. Det afgørende er god kvalitet i tilbuddene til børn og voksne. Hvis man vil tiltrække de produktive, er der ingen vej uden om at investere i børneområdet og det drejer sig mindst ligeså meget om driftsmidler som bygninger. Det er indholdet, der tæller. Sørg for et godt hverdagsliv for børn og deres forældre, så skal de nok komme hjem.

De gamle
Eller seniorerne, som vi lidt mere venligt bliver kaldt, er knap så afhængige af cafeer og natteliv. Det der tæller er mere naturen, gode indkøbsmuligheder og gode naboer, nærhed til familien samt kollektiv transport. Seniorer er svære at flytte; men de der flytter vil gerne bo centralt i en by eller i naturskønne omgivelser. For begge parter er muligheden for kollektiv transport vigtig. Så det var ikke en god ide at spare på busser i by og på land. Vil vi tiltrække denne type borgere er der ingen vej udenom gode busser på alle ugens dage. Nordjyske Jernbaner kører på skinner og har vist vejen.

Fakta
Overskriften er såmænd titlen på en film, som Statens Filmcentral distribuerede i 70’erne. Den handlede om de mennesker, der blev forflyttet til Hjørring blandt andet i forbindelse med udbygningen af Hærens Materielkommando. Materielkommandoen og sikkert også mange af medarbejderne er såmænd returneret til hovedstadsområdet her 40 år efter.

Kun hver 10. ansøger bliver optaget på læreruddannelsen

Ja, sådan skulle det efter sigende forholde sig i Finland, men desværre ikke i DK. Der er grund til at håbe på og arbejde for at denne vigtige uddannelse igen bliver attraktiv for de unge. Læs nedenfor hvad en studerende skriver:

Den manglende anerkendelse af læreruddannelsen preller af på studieoptaget, og det kan skabe problemer for kvalificeret arbejdskraft i folkeskolen på længere sigt.

Kilde: Lærerstuderende: Jeg frygter en folkeskole i forfald

Sjælens mørke nat

Langfredag var der tv-udsendelse fra Hjerting Kirke på DR. Efter gudstjenesten spurgte en journalist en række af kirkegængerne om,
hvad de tog med derfra. En kvinde svarede:

”Det jeg tager med, er at jo længere man trænger ind i sjælens mørke nat, jo tættere er man på lyset.”

Det er også hvad påsken handler om: skiftet fra sjælens mørke nat til det klareste lys. Jeg oplevede for mere end tyve år siden en ortodoks påskegudstjeneste i den store kirke i Pafos på Cypern. Det var en lørdag aften før påskedag. Gudstjenesten var lang og jeg forstod ikke meget af det, der skete. Men jeg vidste godt og kunne også se, at det var en stor dag. Der var stuvende fyldt med børn og voksne og også en del turister, blandt andet en forfatter, jeg havde truffet i flyveren. Det var et stort show med læsninger og præster klædt i guld og purpur. Jeg ved ikke hvor lang tid, det tog, men folk gik ind imellem ud af kirken og talte sammen og fik sig en smøg undervejs i gudstjenesten.

Jeg havde ikke helt styr på liturgien, men var heldigvis inde i kirken til midnat, da gustjenestens højdepunkt kom. Præsten kom pludselig ud igennem en dør i det utroligt smukt udsmykkede alter. Med sig havde han et lys, så vidt jeg husker tredelt. Da han kom ud med det, strømmede alle deltagerne frem mod ham med deres egne lys og fik dem tændt ved hans. Derefter vandrede de hjem til deres bolig for at spise påskelam sammen med deres familie og de som de i øvrigt havde inviteret. De inviterede kunne godt inkludere turister. Selv fik jeg flere invitationer. Jeg skal love for at lyset blev tændt den lørdag aften. Det var en stærk oplevelse. Som forfatteren sagde: ”Jeg tror sgu, jeg konverterer!”

Det tror jeg nu ikke han gjorde. Selv gjorde jeg det i hvert fald ikke. Men oplevelsen af hvordan det stærke lys fortrængte mørket, har jeg aldrig glemt, for jo længere man trænger ind i mørket, jo tættere kommer man på lyset. Der er ikke langt fra den mørke langfredag til den lyse påske. Lyset blev tændt både i Hjerting og i Pafos.

God Påske!

foto: pixabay.com