Tag: surgammelmand

De Smukke Unge Mennesker….

Pastor Katharina og de 20 unge

Det er godt nok svært at bevare pessimismen, når man kommer ud af boblen af ”sure gamle mænd” og damer -som en selv-, ud af coronapanik og mundbind. Man bliver uundgåeligt optimistisk, når man på en solskindag den 30. august 2020, står foran en flok på 20 unge mennesker, der skal konfirmeres med næsten et halvt års forsinkelse.

Deres glæde og mod på livet er evigtgyldig. Den er og kan det heldigvis ikke lykkes at undertrykke. Ungdommeligheden og modet på livet eksisterer på trods af vi gamles mundbindsparanoia.

Mit eget barnebarn Salomon -Salle- var en af de unge. Hans kusine Viktoria blev konfirmeret for to år siden. Hun er nu på efterskole, hvor hun lever ungdomslivet. Hun har ikke travlt med at komme hjem i weekenden og jeg tror ikke at Corona fylder meget i hendes verden. Næste år er det så Nikolines tur. Således bliver en gammel mand jævnligt mindet om ungdom, tro, håb og kærlighed. Det kan jeg lære meget af. Om de unge så kan lære noget af en gamling som mig ved jeg ikke men det skal ikke afholde mig fra i al ydmyghed at forsøge at bidrage med lidt erfaring og viden fra et langt liv. Derfor har jeg valgt at offentliggøre min tale fra i søndags. Den er selvfølgelig personlig, men samtidig er der måske noget generelt, som andre unge -og gamle- kan tage med sig. Jeg ved dig ikke.

 

Talen til Nationen – Konfirmationen

Først vil jeg dvæle lidt ved fortiden og forsøge, efter bedste evne at se dig, som den du er. Alle mennesker – uanset om vi hedder Niko, Buster, Willer, Viktoria, SteffenB eller Salomon- har brug for at blive set på med kærlige øjne. At blive set som dem vi er.

I dag er det dig.

Først nogle episoder fra din opvækst.

 

Du er en dreng med mange talenter.

  • Du kunne tale tidligt. Det første ord jeg forstod, hørte jeg da jeg hentede dig i vuggestuen. Din mor og far sad vist fast i tunelen og havde så i deres nød ringet til mig om jeg kunne hente dig inden lukketid. Det kunne jeg. Jeg hentede dig i Rømersgade og trillede dig hjem i klapvognene. Da vi rundede hjørnet af Vestergårdsgade, så du jeres hus og du sagde det berømmelige ord ”Ma” – jeg var ikke i tvivl om at det betød ”Mor”.
  • Du kan tale med dyr. En episode hjemme i min have, hvor du står fordybet i en samtale med en snegl. ”Lille negl….” sagde du.
  • Der er også noget med en kat, Oliver del Piero, som du har et nært forhold til.
  • Om du kan tale med planter ved jeg ikke, men jeg husker at du havde en særegen evne til at forsvinde. Engang forsvandt du ud af min have. Den var ellers var totalt indhegnet. Vi fandt dig i naboens rhododendronbed.Her stak en lys top op. Om du talte med blomsterne ved jeg ikke. Vi oplevede at du var helt stille og stod helt stille.
  • Dengang så jeg det min opgave at købe cykler til min børnebørn. Du fik også en – fra T-Hansen. Jeg kørte ud med den og din far og jeg skulle så lære dig at cykle. Det var nemt. For du satte dig op på cyklen og cyklede afsted. ”Hvor har du lært at cykle?” – ”I børnehaven – på en træcykel.” Jo, de kunne noget i den børnehave i Hedelundsgade.
  • Du har en god hukommelse. Fx kunne du referere handlingen i Star Wars, selvom du mig bekendt aldrig havde set det. Du gjorde det endda så livagtig, at du selv blev bange for det, du fortalte og måtte have faster med ud på badeværelset, fordi du var usikker på om Darth Maul befandt sig derude.
  • Du har mange styrker og talenter, for trampolinspring, du var og er en ekstremt dygtig læser. Du er også musikalsk og god til at danse. God til Counterstrike – eller hvad I nu spiller. Du har let ved at lære og blandt dine styrker er en god portion videbegær og nysgerrighed. Der er aldrig langt til googleknappen.
  • Sidst, men ikke mindst er du en kærlig, tænksom og følsom dreng/ ung mand. Du har mange talenter – som jeg er sikker på at du kommer til at investere til glæde og gavn for dig selv – og andre.

Nu står du så i et af livets mange vadesteder – overgangen fra barn til ung voksen. Sådan nogle overgange giver nye muligheder og er samtidig meget svære. Du får både en ny frihed og samtidig stort, måske for stort ansvar. Du kan og vil selv og samtidig er det ikke uden problemer at frigøre sig og senere forlade reden og skulle stå mere og mere på egne ben. Tro mig, jeg husker det, selvom det er mere end 50 år siden. Jeg er dog overbevist om, at du har de resurser og den familiebaggrund, der kan bringe dig godt gennem det urolige farvand og trygt i sikker havn, så du kan få et godt og nærmest lykkeligt ungdoms- og voksenliv.

Hvordan får man så et godt, rigt og nærmest lykkeligt liv?

Ja det er jo faktisk ret veldokumenteret. Der er 5 ting til, der skal til. PERMA.

Positive følelser. Opsøg det positive, det der giver glæde.

Engagement. Engager dig i noget, hvor du kan komme i flow og glemmer tiden

Gode relationer. Gode venner, familie ikke nødvendigvis 10000 rigtige venner på SOME. Men mindst en og gerne nogle stykker.

Mening. Se om du kan finde meningen med det hele. Der er desværre ingen manual, du må selv finde meningen med livet – jeg ved ikke hvordan, men jeg tror at det ligger udenfor dig selv og dine egne behov.

Præstation. Det er vigtigt at præstere godt på dit eget niveau. Du skal gøre sig så god du er selvom du måske ikke er Messi.

De betroede talenter.

Jeg har tidligere nævnt at du er en ung mand, der har fået ikke så få talenter betroet. Det, jeg vil anbefale dig at gøre, er at investere disse talenter, som du har fået til glæde og gavn for andre og dermed for dig selv. Du skal ikke, som i lignelsen fra  Matthæus i kapitel 25,  gå hen og grave talenterne ned. Du skal investere dem, sætte dem i spil og på spil uanset om det nu er 2 eller 5 talenter du har fået. Så vil du, som der står, ”gå ind til din Herres glæde”.

Hvordan du så skal investere de talenter er et personligt valg, som du selv må tage, gerne efter samtale med andre unge og voksne vejledere. Det er dit valg.

Gevinsten ved en svag karakter

Nu skal jeg nok stoppe og det vil jeg gøre med at citere en tidligere kollega, der var ekstremt fagligt dygtig. Til hans afskedsreception sagde han:

Takket være en svag karakter og manglende målrettethed har jeg haft et fremragende arbejdsliv.

Det gode liv handler ikke om penge. Det handler om at søge det positive, at engagere sig, at have gode relationer til andre, at finde meningen med det hele og at gøre det så godt man kan.

Held og lykke med at bokse med livet. Skulle du have brug for en at drøfte det hele med en gamling, står jeg altid til din rådighed.

Kærlig hilsen farfar

 

I was a werewolf – but I am over it now

Engang var jeg en varulv – men jeg er ovre det nu. Jeg troede, jeg bekæmpede samfundet, men det var mig selv, jeg bekæmpede. Sådan sagde den 26 årige Gregory Smith til sig selv, da han 26 år gammel sad på en bænk i Sydney med sin samlede ejendom bestående af en skoletaske fyldt med spiritus.

Her traf han det valg at lægge sit liv om og at vende tilbage til samfundet. Forud var gået et traumatisk liv, med anbringelse, vold, misbrug, selvødelæggelse, diagnosticering som sociapat mm. Livet forud for bænken kulminerede i at Gregory flyttede ud i skoven, hvor han levede i en årrække. Det var det eneste sted, han kunne finde fred. Her var ingen mennesker.

Hans historie er beskrevet i bogen  Out of the Forest. Og australsk tv har lavet en halv times udsendelse om ham. Udsendelsen fortæller den rørende historie om Gregorys tilbagevenden til samfundet. Indtil han var ti, levede han i en familie med en afstumpet mor og en ekstemt voldelig far. Da han var ti blev han anbragt på en institution, drevet af nonner fra den katolske kirke. Her fortsatte overgrebene med vold og seksuelt misbrug. Det er en både forfærdelig og rørende historie, der samtidig er præget af en stille humor. Do you think I am a sociopat, mener du at jeg er sociopat, spørger Gregory Smith sin ven og mentor.

Efter det t-kryds, Gregory befandt sig i på bænken, traf han og gennemførte det valg at arbejde på at vende tilbage til samfundet. Han gik i gang med uddannelse, først grundskole, så gymnasium, universitetsuddannelse og til sidst en Ph.D, hvor han forskede i forgotten australians, som ham selv.

Se filmen her:

Det er en historie om håb, ukuelighed og autencitet. Om at opnå det gode eller i det mindste tålelige ægteskab med sig selv, som er en forudsætning for at kunne indgå i positive relationer med andre. Om at få integreret jeget, miget og (mig)selvet og blive en nogenlunde hel person, trods fuldstændigt horrible opvækstforhold.

Det er den stærkeste historie om GRIT, engageret vedholdenhed, jeg har hørt til dato. Gad vide om der findes tilsvarende historier fra Danmark.

FAKTA
Gregory Smith var en af de hundredtusindvis forgotten australians, der op til tressenerne blev tvangsanbragt på samme måde som fx Godhavnsdrengene. Disse forgotten australians har i modsætning til Godhavnsdrengene fåret en undskyldning af staten.

Styr driften

Alle ved, at det kan være svært at styre driften. I syvogtredive år var jeg ansat, om ikke i hendes majestæts tjeneste, så i hvert fald i det offentlige; mest i stat og amt, men hen imod slutningen også nogle få år i den ny Hjørring Kommune. I alle årene lærte vi, ja, vi fik tudet ørerne fulde af, hvor vigtigt det er at skelne mellem anlæg og drift.

Min lille verden er Hjørring og Hjørring Kommune. Her fra min lille udkigspost er det om ikke sjovt, så i hvert fald interessant, at iagttage hvordan tingene gentager sig. Det samme mønster gentager sig igen og igen. Det er måske en sur gammel pensionists lod at iagttage verden på den måde.

Det jeg ser i min by Hjørring er, at det går rigtig fremragende på anlægssiden, mens det kniber en hel del med at få styr på driften.

Vandlegeplads uden vand
I forbindelse med mine daglige byvandringer har jeg kunne iagttage et få år gammelt prestigeprojekt – en højprofileret vandlegeplads i Folkets Park. Legepladsen etableret samtidig med det store separatkloakeringsprojekt, der er i gang, blandt andet i min egen beskedne forhave.

Denne fine legeplads er ude af drift. Den har været tørlagt hele sommeren. Hele den samlede danske sommer. Den sommer der har været den varmeste i mands, kvindes og børns minde. Her ville det da være fantastisk, at de børn, der ikke er med deres forældre i de endnu varmere lande, kunne pladre med vand i den danske sommer.

Jeg har i de sidste tre måneder undret mig over, at der ikke var børn på legepladsen og har derfor checket, om der var vand i hanerne. Det var der ikke. Først tænkte jeg, om det måske skyldtes at ham, der skulle lukke op for vandet var på ferie, men jeg tror ikke, at det er årsagen, for i denne uge kunne jeg se, at de flotte hække, der efter engelsk forbillede var etableret omkring pladsen, nu er væk. Måske for at spare på hækklipperiet? Hvem ved? Jeg ved det i hvert fald ikke.

Cykelmotorvej uden tæller
På samme måde blev der for nogle år siden etableret en såkaldt cykelmotorvej fra Bagterpvej og Ulvegravene igennem Folkeparken helt ind til centrum. Det fine projekt med lys om natten osv, blev delvis betalt af staten. Også her er det driften, det kniber med. Cykelstien bliver ikke vedligeholdt og fejet og det fine tælleapparat, der skal tælle hvor mange cyklister, der kører forbi, er bestandig ude af drift.

Cykelstier uden asfalt
I mit nabolag er der på Frilandsvej opsat et fint skilt: UCN 1,1 km – på cykel forstås! For tiden kan ruten slet ikke passeres på cykel på grund af det store projekt med separatkloakering, men det går vist over i uge otteogfyrre.

Nå, men når man så kommer til den bette bro ved Meny – den fremtidige Østbanegård er der meterstore huller i asfalten. Igen er det driften, det kniber med. Det kunne måske være en rigtig god ide at vedligeholde det man har, inden man etablerer nyt. Eller hvad?

Teater uden indhold?
Disse tre eksempler -og der er flere- giver anledning til bekymring over det indtil videre største prestigeprojekt i vores kommune. Vores nye Vendsyssel Teater. Insprireret af intet mindre end The Globe Theater. Bygget til en pris af 175 mio.  Jo, på anlægssiden går det godt.

Hvordan det går med driften ved jeg ikke; men et kvalificeret gæt er, at der er problemer. Vi skatteborgere giver et tilskud på 500 gode danske kroner pr billet. Man kan komme gratis med tog fra Aalborg, Skagen og Frederikshavn, mens det ikke muligt at tage bussen i teatret i weekenden fra Taars, Lønstrup og Bagterp. Vi har en flot ny busstation, men ingen busser. Den er ligesom banegården tømt for indhold.

Tilbage til det nyeste af vore teatre. Gad vist om det vil gå på samme måde som med byens gamle teater, Vendelbohus. Her blev den gamle teatersal renoveret af gammel Hjørring Kommune, så den fremstår flot og smuk. Men nu ser det ud til at denne sal skal dø en ikke stille død på grund af manglende driftsmidler.

Igen er det driften, det er galt med. Med hensyn til prestigeteatret tænker jeg, at det vil være vanskeligt at opretholde det nuværende driftsniveau. Kan en teatercafe i sådan et fint hus rende rundt, når hverdagen indfinder sig? Det kunne ikke lade sig gøre i Aalborg. Kan det i Hjørring? Har vi fortsat råd til at have &, dramaturger, teknikere, PR folk, direktør og jeg ved ikke hvad ansat i det nuværende omfang? Jeg spørger. Svarene må vi vente lidt på.

Nutidens teater
Jeg er en sur gammel mand – jeg ved det. Trods det vil jeg forsøge mig et positivt budskab, et lys i det driftsmæssige mørke. Stadion er nutidens teater. Drømmenes teater. Mennesker kommer på stadion, hvis de føler sig berørt og underholdt. Det er ikke nødvendigt med tilskud til billetterne for at hente femsekstusinde mennesker fra alle sociale lag ind på stadion i vores lille by. Den form for teater, synes jeg, at vi kan være stolte af. Byrådet har just bevilliget godt 17 mio til anlæg på vores stadion. Det kan man have mange synspunkter på. Mit eget er, at det er en god ide. Jeg tror heller ikke, at der er grund til at bekymre sig om driften, for der vil blive en helt pæn lejeindtægt. Men trods alt – det er svært at spå. Især om fremtiden.

foto: pixabay.com

Ghettoplanen – min bare….

8 (otte!) ministre om at præsentere endnu en plan, der slår på dem, der i forvejen ligger ned!
Det er ufatteligt at ingen af dem ser ud til at skamme sig, ligesom det er helt uforståeligt at kritisk journalistik glimrer ved sit fravær.

For den kommer ikke til at virke. Eller i det mindste kommer den ikke til at virke efter sin hensigt. Snarere modsat. Den vil medvirke til at fratage endnu flere mennesker håbet om at kunne få et bedre liv og selv kunne påvirke deres liv på en positiv måde. Her i landet har vi prøvet med at få styr på de udsatte boligområder siden 1994. Det har ikke haft stor effekt. I andre lande har det også været forsøgt at løse udfordringerne med bulldozere. Spørg i Paris eller i Parkhead i Glasgow. Så skal du se ghettoer.

Selv har jeg for nogle år siden besøgt Skotland og set hvor trøstesløse deres udsatte boligområder ser ud. De er for en stor dels vedkommende beboet af tredje- og fjerdegenerations kontanthjælpsmodtagere. Mange af dem er samtidig sjette- syvende- ottendegenerations indvandrere, ikke fra mellemøsten, men fra Irland. Deres forfædre indvandrede for at arbejde i industrien, på Upper Clyde værftet og på bilfabrikkerne. Da virksomhederne lukkede i tresserne, var der ikke mere håb om at få job. Boligområderne er trøstesløse og man har i mange år forsøgt at vælte de 26 etager høje boligblokke og erstatte dem med lave britiske række rækkehuse med haver. Men vil folk flytte? Nej, langt fra alle. Mange ønsker at blive boende og fortsætte deres trøstesløse liv som ofre, kontanthjælpsmodtagere og Celtic fans.

Eller tag en tur over broen til Malmø. Det burde vel være muligt også fra Christiansborg. Så kan politikerne og andre fra samme ekkokammer – spindoktorerne og christiansborgjournalisterne – erfare at vore problemer er små og i at vi har en god udvikling i gang. Flere unge får uddannelse og flere fra de udsatte boligområder kommer i job og får måske ligefrem råd til og lyst til at flytte til en bedre bolig.

Vore problemer i de udsatte boligområder er små i forhold til andre landes. Boligområderne er små og ret sikre. Jeg har selv følt mig fuldstændig tryg ved at gå rundt i Nordvestkvarteret og i Skovparken i Kolding. Jeg vil tro, at det samme er tilfældet Mjølnerparken. Men der er problemer og dem skal vi da gøre alt, hvad vi kan for at løse. Ikke med sværdet, for det gør tingene værre og hjælper ikke. Men ved at udføre et godt og solidt stykke arbejde med inklusion. Støtte beboerne, især de unge, i få et job, en uddannelse og en bedre bolig. Frem for alt skal de have håb om at kunne påvirke deres egen situation og om at få et bedre liv.

For der er ikke nogle nemme løsninger, når man vil afvikle de udsatte boligområder. Ifølge professor emeritus Peter Nannestad, har vi kun et eksempel på at det forholdsvis hurtigt er lykkedes at opløse en ghetto. Så skal vi to hundrede år tilbage, til den jødiske ghetto i Venedig, der jo har lagt navn til selve G-ordet. Da jøderne ikke længere havde bopælspligt i ghettoen, valgte de at fraflytte den. Men de opholdt sig selvfølgelig ikke frivilligt i ghettoen.

Måske vil de, der ufrivilligt opholder sig i ghettoerne Kjærshovedgård og Sjælsmark også gerne forlade deres ghettoer. Hvis vi giver dem muligheden.