Tag: kommunalvalg

10 ting jeg lærte af valgkampen i Hjørring

 

Valgkampen er slut. Sandhedens time er kommet. Nu skal du høre, hvad jeg lærte af valgkampen. Min læring er opnået på den måde, at jeg har fulgt valgkampen tæt i medierne – radio, tv, trykte, på nettet og på de sociale medier. Jeg har også deltaget i fire velbesøgte møder med spidskandidaterne. Her er hvad jeg lærte.

1 – Alle venter på julemanden
Vi mangler penge og dem kan vi få gennem en udligningsreform. Hans Toft, der er konservativ borgmester i Gentofte, slår sig i sin valgkampagne for brystet med, at de har den bedste ældreservice, den bedste børnepasning, de mest tilfredse unge osv. Hans skal nok blive genvalgt. Tror du, at Hans og de andre privilligerede er villige til at dele med os? Tror du på julemanden? -det gør jeg ikke, men jeg tror på nisser- Eller tror du mere på evangelisten Mattæus ord om at de, der har, skal der gives….?

2 – Alle politikere er drevet af ædle motiver 
Alle de politikere, jeg har hørt, har travlt med at rose hinanden. De kæmper for demokratiet. De ofrer sig for vores allesammens fællesskab. Er der slet ikke nogen, der er drevet mindre ædle motiver – magt og personlig ære. Penge og givtige udvalgsposter. Er der ingen, der har hede drømme om at blive fuldtidspolitiker. Spændende om det ædleholder i morgen. Valgkampen er slut. Venter de lange knives nat?

3 – Friskolerne er meget bedre end folkeskolerne 
Der er engagement og fælleskab. Folk møder op og gør en indsats. Så dem kan alle vi andre og folkeskolen lære meget af. Mon nogen har tænkt den tanke, at det engagement man kan møde på private og frie skoler, netop skyldes, at de har autonomi. De er fri. De er ikke pålagt lange skoledage, central topstyring og new public management, som de offentlige skoler.
Når man siger A må man også sige B. Er politikerne også villige til at slippe folkeskolerne fri? Autonomi, muligheden for at kunne kontrollere sit eget arbejdsliv er en forudsætning for engagement og udvikling i skolen. Vil politikerne være med til at opfatte lærerne som frivillige og slippe dem fri.

4 – Skolecentrene skal opløses 
En skole skal hedde en skole og der skal være ledelse og bestyrelse på hvert enkelt undervisningssted. Det kommer til at koste penge, men dem er man villige til at finde. Gad vide om det også holder efter valget.

5- Der skal indgås en lokalaftale med lærerne 
Lærerne skal have en aftale og deres arbejdsvilkår skal reguleres på samme måder som andre faggruppers. I det hele taget skal lærerne mødes med respekt. Det de blev udsat for med lov 409 er urimeligt. Det vil topkandidaterne rette op på.

6- Der skal spares på konto 6
Der skal med andre ord fyres folk i DJØF laget og den øvrige forvaltning. Det må være konklusionen på alle de løfter i forhold til børn, unge og ældre politikerne har lagt frem. Det er ikke udtrykt eksplicit, men er den eneste mulighed -hvis man altså ikke tror på julemanden- for at finde penge til de mange gode initiativer, der blev lagt frem i valgkampen. Tror du på at politikerne kan matche administrationen og rense ud i de folk, der er dem nærmest? Tror du på julemanden?

7 – Vendelbohus skal dø en stille død
Vendelbohus skal drives af frivillige. De kan lære rigtig meget af et borgerhus i Lørslev og et kirkecenter i Sæsing, er retorikken. De to steder er der nogle håndfulde ildsjæle, der har taget nogle gode initiativer. På Vendelbohus er situuationen fundamentalt anderledes. Her er der mange hundrede frivillige fordelt på 19 foreninger.
Prøv at spørge Dana Cup eller Kvindernes Krisecenter, hvor meget ledelse og nursing håndteringen af store grupper af frivillige kræver. Det kræver meget mere end rengøring. Det kræver ledelseikke styring– men ledelse og professionel facilitering. Et eksempel fra min helt egen verden. I 2012, mens jeg var institutionsleder i kommunen, tog jeg i den egenskab initiativ til at etablere en socialøkonomisk virksomhed på Vendelbohus. Vi ville lave arbejdsmarkedsrehabilitering i lokalerne, der var velegnede til formålet. Jeg stak imidlertid hurtigt piben ind, da jeg erfarede, hvor mange interessenter, der var i den biks. De havde ingen ledelse og de havde hver deres privilegier. Hjørring Revyen stod eksempelvis selv for mad og drikke. Det er ikke nemt at drive cafe under de vilkår.
Hvis man vil have et forsamlingshus for hele kommunen på Vendelbohus, er man nødt til at afsætte resurser til ledelse og facilitering af de frivillige. Det kræver investering Hjørring by. Det kræver politisk mod. Har man det?

8 – Kommunalvalget er blevet et reality show
Det er amerikaniseret. Der er megen form og lidt indhold. Der er fuld gang i de sociale medier og de fleste topkandidater har fået produceret flotte, små professionelle film om fremtidens kommune. Jeg forstår på en film, at det handler om vores hverdag, det nære; men lige hvad det politiske projekt er, hvad vi skal stille op med den hverdag og den nærhed, er ikke blevet tydeligt for mig, trods de mange valgmøder jeg har deltaget i. Jeg har ikke fattet hvilken forskel, de vil gøre i denne fremtidens kommune.

9 – Der skal være mere af alting og alting skal være bedre
Derimod er der ikke noget, der skal være mindre af. Der er ingen enden på de gode gerninger, vi skal gøre i de næste fire år. Der skal prioriteres! Javel ja, men hvad skal ikke prioriteres? Hvad skal vi gøre mindre af? Det melder historien ikke noget om. Hvis vi skal gøre mere af noget, må det vel betyde at vi også skal gøre mindre af noget? Eller hva`? Det skal vi måske ikke – måske klarer udligningsreformen det for os?

10 – Hjørring by skal udsultes
Der tales meget om, hvordan man skal styrke de små samfund, de frie skoles skal nurses osv. Der tales om bosætning i de mindre byer, der også mangler asfalt på vejene. Det gør der nu også i Hjørring by. Her ligner vejene noget fra Budapest inden murens fald. Vi er i Hjørring kommune privilligerede; modsat mange andre af de nye kommuner har vi en egentlig centerby lige midt i kommunen.
Der mangler forståelse for at en styrkelse af Hjørring by vil være en fordel for alle i kommunen. Sognerådspolitikken lever i bedste velgående. Man kunne jo også give den en skalle og prioritere Vendelbohus. Vi vil gerne have bosætning. Og de unge vil altså bo i en by, hvor der er ungdomsmiljø. Det er Hjørring måske for lille til. Men der er ikke noget i vejen for at vi kan holde liv i vore videregående uddannelser, ved at unge tager toget fra Aalborg og herop, hvis vi altså har noget godt at tilbyde dem fx musik- og kunstmiljøer. Det første en togpassager, der oftest er ung, bliver mødt med, når han ankommer til Hjørring, er en tom og grå banegård. Start med at lave lidt sjov i gaden her. Gør banegården til et ungdomshus med fest farver, kunst og musik, brugerstyret cafe – så får du lyst til at besøge os og når du tager afsted får du lyst til at komme tilbage.Har du ikke stemt, kan du nå det endnu – Vaya Con Dios!

Vælgflæsk på Chic – fire socialdemokrater og en djøf’er

I går deltog jeg i et velbesøgt valgarrangement på Chic, arrangeret af 3F. Fem mand frem for Kjeld Torbjørn. Emnet var arbejdsmarkedspolitikken. God stemning. Hyggeligt. Først var der tre runder med emner, som 3F havde valgt, inden hatten gik rundt og der blev indsamlet spørgsmål.

For en som mig, hvis politiske kerne blev dannet for lang tid siden i tresserne, er det interessant at iagttage hvor enige og socialdemokratiske kandidaterne fremtræder på sådan et valgmøde. Godt at de havde valgplakater med, ellers ville det være svært at lytte sig til, hvem de repræsenterede. Jeg tager lige kandidaterne fra venstre mod højre – set fra mit perspektiv.

Socialdemokrat nummer 1, Per, er barn af en kasserer i Dansk Metal. Per er indvandret til Hjørring; han er udlært murer i Varde og var i kort tid medlem af en fagforening. Nu ejer han nogle virksomheder og går i den forbindelse ind for ordnede forhold, overenskomst. Per opstiller som borgmesterkandidat for de konservative.

Socialdemokrat nummer 2, Henrik, er hjemvendt hjørringdreng. Også han er vokset op i et socialdemokratisk miljø og skadet for livet af det. Jeg tror det var på Østre Ringvej. Henrik taler om menneskelighed og individuelle hensyn i forhold til mennesker på sygedagpenge. Når man lytter til Henrik, må man konstatere, at rygterne om højskolevenstres død er stærkt overdrevne. Henrik er Venstres borgmesterkandidat samt opstillet til folketinget.

Socialdemokrat nummer 3, Louise, Mor Danmark, eneste kvinde på scenen. Står i midten og hjælper til højre og venstre. Både Henrik og Per får om nødvendigt socialpædagogisk støtte. Louise optræder meget pragmatisk og samarbejdende. Louise er byrådsmedlem og opstillet for Enhedslisten.

Socialdemokrat nummer 4, Per Hyldig,  er uddannet flymekaniker og arbejder nu på et autoværksted. Per økonomiserer mere med ordene end de andre kandidater; men man er ikke i tvivl om, at Per ønsker at de mennesker, der hænger i udkanten af arbejdsmarkedet skal have en bedre og mere menneskelig behandling. Per er opstillet for Dansk Folkeparti.

Djøf’eren, Arne, er udlært tømrer, født i Hæstrup. Indtil for otte år siden var han falckredder. Siden da har Arne været borgmester. Ved sidste valg fik han mere end 10000  stemmer. Muligvis får han endnu flere næste gang og kan gå fra at være bykonge til at være bykejser, ligesom Lars Krarup i Herning. Arne taler om økonomi. Vi mangler tolv millioner her, putter 125 mio i kassen der og skal have flere penge i udligningsreformen osv. Arne forsvarer medarbejderne i virksomheden, undskyld kommunen. Det er en administrerende direktør, der taler. Arne er som den eneste politiker medlem af direktionen. Otte års skoling her går ikke umærket hen over en i øvrigt følsom og menneskelig politiker. Arne er socialdemokrat.

Jeg observerer megen enighed blandt kandidaterne. Arbejdsmarkedsreformerne er gået for langt i forhold til at kontrollere og presse borgerne – for eksempel de, der er nedslidte efter et langt liv på arbejdsmarkedet og nu skal slæbes fra det ene uværdige afklaringsforløb til det andet. Kandidaterne giver udtryk for at ville tage dette forhold med til deres bagland. Spørgsmålet er så om landspolitikere som den Mette Frederiksen, der står bag de mest umenneskelige reformer, vil lytte til dem. Man kan tvivle på, at det er muligt at trænge igennem topstyringen.

De alternativt-radikale-folkeligtsociale-liberalt-borgerlige deltog ikke mødet. Jeg ved derfor ikke om de alternative er alternative, om de radikale er radikale, om de ultraliberale er liberale og  om folkesocialisterne er socialister eller bare folkelige. Eller er de også sådan en slags socialdemokrater? I så fald har socialdemokratismen,  med Thomas
Nielsen , sejret ad h… til – i det mindste på lokalt plan.

Jeg har en oplevelse af, at der er rigtig meget, der samler på tværs af partierne. Der er givetvis også meget, der skiller. Det kom ikke tydeligt frem på aftenens møde. Men det er vigtigt at tage forskellene med ind i stemmeboksen.

Under alle omstændigheder – husk at stemme. Jeg stemmer i morgen klokken 9.21 – på liberal socialist.

”Hellere brække en arm end flytte til Hjørring!”

Bosætning, bosætning og atter bosætning. Det er et af de store emner til kommunalvalget her i vandkanten. I hvert fald i vores kommune. Hvad får så folk til at flytte? Kulturtilbud? Et nyt teater et hold i superligaen? Er det et godt kommunalt brand? Nej, folk flytter ikke til en kommune. De flytter til et sted og de er flintrende ligeglade med hvilken kommune dette sted befinder sig i.  Folk flytter ikke efter kultur og branding. Hverdagen af meget større betydning.  Vi mennesker holder på samme måde som Dan Turell af hverdagen og det er muligheden for en god hverdag, der bestemmer, hvor vi bosætter os.

Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen har i en kronik i Jyllands Posten beskrevet, hvad dette gode hverdagsliv konkret betyder for tre segmenter af borgere.

De unge
De unge på 19-29 vil helst bo centralt i en stor by. Hvilken type bolig, man skal bo i er knap så vigtigt. Det afgørende er muligheden for et godt studie- og ungdomsmiljø. De unge vil vi have svært ved at tiltrække; men gode forbindelser med tog vil gøre det muligt at bo i en større by som Aalborg og studere her i byen. Unge pendlere kan sammen med nogle lidt ældre lokale studerende muliggøre opretholdelse og udvikling af uddannelser i vores lokalområde.

De voksne
For de voksne og produktive, typisk fra 30 år og opad, har tilbud til børn afgørende betydning. Gode skoler og daginstitutioner er afgørende for børnefamilier. Måske er det derfor ikke så tosset at smide et par hundrede millioner efter en ny skole i Vraa, for de her mennesker er ikke bange for transport. Det afgørende er god kvalitet i tilbuddene til børn og voksne. Hvis man vil tiltrække de produktive, er der ingen vej uden om at investere i børneområdet og det drejer sig mindst ligeså meget om driftsmidler som bygninger. Det er indholdet, der tæller. Sørg for et godt hverdagsliv for børn og deres forældre, så skal de nok komme hjem.

De gamle
Eller seniorerne, som vi lidt mere venligt bliver kaldt, er knap så afhængige af cafeer og natteliv. Det der tæller er mere naturen, gode indkøbsmuligheder og gode naboer, nærhed til familien samt kollektiv transport. Seniorer er svære at flytte; men de der flytter vil gerne bo centralt i en by eller i naturskønne omgivelser. For begge parter er muligheden for kollektiv transport vigtig. Så det var ikke en god ide at spare på busser i by og på land. Vil vi tiltrække denne type borgere er der ingen vej udenom gode busser på alle ugens dage. Nordjyske Jernbaner kører på skinner og har vist vejen.

Fakta
Overskriften er såmænd titlen på en film, som Statens Filmcentral distribuerede i 70’erne. Den handlede om de mennesker, der blev forflyttet til Hjørring blandt andet i forbindelse med udbygningen af Hærens Materielkommando. Materielkommandoen og sikkert også mange af medarbejderne er såmænd returneret til hovedstadsområdet her 40 år efter.

Kommunalvalget – demokratiet lever

Mange tak til Lene, Louise, Mette, Arne, Per M, Michael, Jørgen, Per F, Henrik, Morten & alle de andre kandidater. Og tak til Thomas og hans folk  fra den danske bank og de 150 fremmødte på Hjørring Teater for en meget positiv efter-fyraften-eftermiddag.

De ovennævnte 10 spidskandidater til kommunevalget i Hjørring Kommune var på scenen i den, som det hedder, danske debat, som min gode ven redaktør Palle W. Nielsen og jeg havde fornøjelsen af at facilitere i går aftes på det flotte nye teater i Hjørring.

Demokratiet – også det lokale-  lever og har det godt
Det kan godt være, at vi lever i en tid med voksenmobning, chikane, fake news og shitstorme på facebook. Det gør vi og såmænd også i Hjørring. Det har vi til fulde fået bekræftet i de sidste måneder. Men mødet i aftes bekræftede for mig, at vores demokrati lever og har det godt.

Dette danske debatmøde viste mig, at der sammen med politisk uenighed er masser af positivitet, venlighed, humor, kærlighed, hjælpsomhed, solidaritet –  både blandt kandidaterne og mellem dem og de fremmødte borgere. Det fik jeg bekræftet i aftes og ligeledes til den demonstration for demokratiet, der fandt sted foran rådhuset i mandags.

Tænd et lys
Jeg synes, det er sejt af Arne, vores nuværende borgmester, at stille den mobning, han har været udsat for, til rådighed for os andre. Og jeg synes ikke, det er mindre sejt af alle hans politiske modstandere at stille sig bag ham og bakke op i, at sådan noget vil vi ikke have. Det skal frem i lyset, for den eneste måde, vi kan  bekæmpe den mørke og ofte skjulte negativitet på, er ved at belyse den. Når vi tænder lyset og bringer det positive frem fortrænges mørket.

Jeg synes, at de mennesker, der slår et slag for vores demokrati ved at deltage i det, både som aktive borgere og som kandidater til valget fortjener den største ros. Det møde, jeg oplevede i aftes, var et stærkt udtryk for dette.

Det fortjener stående ovationer!

Sidste udkald

Det var titlen på en ganske lille bitte bog, som tidligere direktør i undervisningsministeriet Asger Baunsbak-Jensen skrev i 2013.

Undertitlen var Kampskrift for folkeskolen. Bogen var et frontalangreb på New Public Management – den måde skolen (top)styres på i dag. Baunsbak-Jensen fortæller historien om hvordan en tidligere skolereform i 1958 med den Blå Betænkning  først blev vedtaget efter flere års debat med skolens interessenter og andre interesserede. Da bogen kom frem, skete det uden den store opmærksomhed.

Muligvis har Marianne Jelved fået tid til at læst bogen.  – Og min egen bog om Folkets Skole – Vendelby 2027?

Hun har i hvert fald taget fat på at slå et slag for skolen. For dialog, selvforvaltning, debat og gamle værdier fra før NPM topstyringen tog over. Selvom nogen måske vil mene, at det er lidt sent, vil jeg sige bedre sent end aldrig. Det er meget positivt, at politikkere fra forskellige partier begynder at vågne op og passe godt på skolen.

Og der er andre positive tegn. I forhold til kommunalvalget, er folkeskolen det område, som flest vælgere finder vigtigt. Og der kommer positive meldinger om skolen fra flere forskellige partiers kandidater. Jeg håber, at de mener det og står ved det. For meget kan gøres lokalt for at udvikle skolen. I min hjemkommune, Hjørring, har jeg bemærket at flere politikere, blandt andet Venstres borgmesterkandidat, har ytret sig konstruktivt om folkeskolen.

Og her på det sidste er 6 socialdemokratiske lokalpolitikere, herunder en kandidat fra Hjørring , gået i offensiven med et 10 punktsprogram, hvor man blandt andet gør op med centraliseringen.

Der er altså tværpolitisk fokus på skolen. Det er godt, for skolen skal ikke være en politisk kampplads. Jeg er så en smule usikker på om spotlightet på skolen varer ved efter valget eller om der er tale valgflæsk; men jeg synes i det mindste, at der er grundlag for et vist håb.

Pas på skolen!