Når man som jeg har været indlagt på 8Ø på Aalborg Universitetshospital i en god uges tid og samtidig har modtaget den bedste og mest fuldkomne behandling af plejepersonale, fysioterapeuter og ikke mindst gigtmedicinere fra det højt specialiserede reumatologiske ambulatorium I Aalborg , bliver det tydeligt at specialiseringen skal man ikke kimse af. Jeg er nabo til Regionshospital Nordjyllands reumatologiske ambulatorium i Hjørring. Dette er åbenbart kun ”specialiseret”, hvilket giver rigtig god mening, når man som jeg fejler noget sjældent, som kun femogtyve personer i DK bliver diagnosticeret med årligt. Jeg har altså kun godt at sige om Aalborg Sygehus, selvom jeg er vendelbo og lokalpatriot. Jeg tager gerne til Aalborg eller for den sags skyld til Barcelona, Haparanda eller Tristan da Cunda, hvis det er her, jeg kan få den bedste behandling. Nok om det.
Alt hvad jeg kan få lavet i Hjørring, får jeg lavet her; fx ugentlige blodprøver på klinisk biomedicinsk afdeling. Jeg kan gå derover. Dejligt. Et par timer efter kan medicinerne i Aalborg så se, hvordan det forholder sig med infektionstal og andre gode ting. Den anden dag ringede de fx og sagde. Vi kan se at dit muskeltal er øget med 50%. Kan I se det i blodprøverne? Ja. Herefter holdt jeg helt op med at tolke på de blodprøver. Nogen er trods alt klogere end mig.
Jeg kender, som I kan se begge steder ret godt og har kun godt at sige om begge steder. Hvis jeg som lokalpatriot skal fremhæve et sted hvor Hjørring vinder med et mulehår, må det være sygehuskiosken i den store vandrehal. Her købte jeg den anden dag et friskbagt rugbrød, stadig varmt og en spandauer. Bedre bliver det ikke. Imponerende.
Til slut en lille historie fra det virkelige liv på. Som tidligere anført er jeg ret snakkesalig for tiden. Jeg taler med alle typer af mennesker også portører. I tirsdag mødte jeg en bekendt, portør Lars. Vi havde en fælles ven, som desværre døde alt for ung. Det har jeg tidlige skrevet lidt om. Vi stod og mindedes Morten et stykke tid, inden Lars trillede videre med sin seng og jeg gik ind og fik taget mine blodprøver. Så langt så godt. Da blodprøverne var vel overstået forlod jeg klinisk biomedicinsk og stødte på gangen på Lars og sagde tak for i dag. Nu er jeg ham, der er gået. Det var ikke Lars, men en anden ældre herre med gråt hår. Jeg sagde undskyld, jeg troede du var Lars. Troede du jeg var Lars? Det vil jeg ikke have siddende på mig. Hop du op i sengen for du skal til scanning!
Da jeg meldte tilbage til den gode portørgentleman, at jeg var blevet scannet fem gange på en måned blandt andet PET scannet i en nuklearscanner, slap jeg heldigvis med en advarsel
Billedet her er ikke en selfie. Det er taget af min kone, da jeg kom hjem efter min vandring igennem Hjørrings gader i pisseregnvejr torsdag den 13. marts anno domino 2023. Jeg synes ikke jeg er ret pæn på billedet. Min unge hustru deler åbenbart denne vurdering, siden hun har valgt at lade billdet passere.
Jeg vil være venlig overfor mig selv ogtilskrive noget af udseendet den rå mængde af anabolske stereoider, jeg spiser. Jeg nok også blevet en ganske lille bitte smule mere social og talende, end jeg var tidligere. Det tilskriver jeg også den høje dosis af stereoider. Samtidig er der nogle, der er frække.
De bemærker, at jeg da bare har fået mit gamle jeg af megalomani (storhedsvanvid), som jeg havde, inden jeg blev fyret af det samlede byråd i Hjørring Kommune i 2014. Jeg er sikker på at disse mennesker ikke har ret. Det har jeg. Jeg har ind imellem siddet på Cafe Uno på Springvandspladsen sammen med min gode, desværre alt for tidligt afdøde, ven Morten Bak og sendt en venlig hilsen til borgmesteren, som dengang hed Arne. Arne sendte hver måned en check på 17.000 til Morten, mens jeg fik en smule mere. Det her betyder ikke at jeg havde en kølig distance til min fyring. Jeg syntes at samtlige byrødder og mine chefer var nogle ærkerøvhuller. Det er nu for længst forbi og jeg har haft indtil flere gode snakke med Arne i Aldi i de forløbne år. Vi tilhørte begge en afdød race: Aldigængerne. De havde altså mange nyttige ting i Aldi.
Nå, Morten og jeg sagde til hinanden, at det eneste det gælder om, er at holde sig i live for at få noget ud af pensionen. Nu er Morten desværre død alt for ung og det med holde sig i live, har også knebet noget for mig. Men nu skulle min prognose for mange pensionsår være god ifølge min overlæge doktor Line H. Larsen på Reumatologisk i Aalborg. Men som min gamle mor siger: vi får se.
Men altså nok om det. Jeg oplever mange forunderlige ting på min færden med stok igennem min by Hjørring.
I går for eksempel. Jeg passerede den lille bro henover banen ved Lille Østergade. Det var med livet som indsats, for der var spejlglat. Mens jeg holdt fast i gelænderet med begge hænder, med min stok fra Harald Nyborg til 99 kr. i en løkke om håndledet, bevægede mig op over broen. Her gik det op for mig, at Banedanmark faktisk havde passet deres arbejde. Stålspændet hen over banen var faktisk ryddet, mens rampen op i mod på begge sider ikke var. Nå, tænkte jeg, Hjørring Kommune holder fri om søndagen og det er jo helt ok, for som fatter Aage Larsen jo så rigtigt sagde, der er ingen der har, så travlt at de behøver at arbejde om søndagen. Det er derfor, jeg først skriver i dag. På min vandring i dag mandag kunne jeg så konstatere, at Hjørring Kommune heller ikke har så travlt at de behøver at arbejde om mandagen.
Nå, jeg kom helskinnet ned og fandt et flot ryddet fortov på højre side af vejen. Her var en mand ved at læsse noget ud af en Skoda Octavia. Da jeg af ovenævnte grund er lidt mere snakkesalig end normalt, takkede jeg ham for, at han havde ryddet fortovet så pænt, idet jeg samtidig nævnte at byhuset på den anden side af vejen, der for et halvt år siden lignede en ruin, var renoveret vældig flot. Den gode mand fortalte så, at huset tilhørte ham og hans bror, der er driftige folk og fremstiller toiletvogne i et nedlagt mejeri i Bakholm. Broderens kone havde fået allergi, så hun kunne ikke tåle landluften i Bakholm, men muligvis godt luften i et byhus lige op ad banen i Hjørring. Da det er driftige folk, havde de for en sikkerheds skyld indrettet to lejligheder i bygningen. Den gode mand oplyste så, at han var indvandret som flygtning fra Ex-Jugoslavien for 30 år siden. Udlært bygningskonstruktør og flisemurer i hjemlandet og siden uddannet VVS mand i Danmark. Ikke så ringe, som han sagde med et stort smil. Jeg kom simpelthen sådan til at savne den tids socialakrobater som Birthe Weiss og Torben Lund. Det er en skændsel at hendes såkaldte socialdemokratiske efterfølger Mette tosser rundt med apartheidtilhængeren Benjamin Netanyahu og stjæleren af det demokratisk valg i Ægypten al-Sisi. Ligeledes savnet jeg ægte liberale venstrefolk.
Bane DanmarkKommunen
Det er faktisk ligefør, jeg får lyst til at synge enhedsfrontsangen, men det går nok over. Nå, jeg sagde til den mand, når du nu siger Ex-Jugoslavien, så er du jo nok serber. Nadj (Nagy?) som han hed tilhørte det ungarske mindretal og var fra Vojvodina. Vi talte lidt om Ungarn og den nuværende bandit, der regerer der. Om de steder jeg har været Balaton, Buda, Pest, Tiszafüred (Storkville som sønnen sagde) langt mod Øst mod Rumænien, Pustaen; men vi i Vojvodina havde jeg aldrig været. Det var trods lige hedt nok nu sydslaverne var begyndt at rykke hinanden og blandt andet de mange landflygtige ungarere i ørerne. Efter mordet på Frans Ferdinand var der jo en del interesse i at gøre Ungarn lille, ligesom der var en del interesse for gøre sydslavien til et stærkt Yugo-Slavien. Det ændrede sig siden en del. Nå, men Nadj sagde, du er velkommen til at komme ind og kikke ind. Nå, jeg skulle i Kvickly, så det måtte blive en anden dag.
På vej hjem tænkte jeg så. Jeg går sgu’ derind og ud kom ham her.
En ukrainer med stok
En vaskeægte Ukrainer, vistnok fra Donbas. Efter min bedste overbevisning russisktalende og –sindet, men Putin kunne han ikke lide. Jeg fik lov at tage et foto og forsøgte at få navnet. Men han skrev kun med kyrilliske bogstaver og jeg med latinske, så det måtte jeg opgive. Men venner blev vi og jeg fik en krammer. Hvad mener I? hvilken integration. En Ungarer indvandrer til Danmark i 90’erne og sørger for Ukrainerens integration (praktik?). Det er der trods alt en vis stil over. Jeg glemte helt at nævne at lige før broen, bor Tatarevic og hans hustru. De er måske nok serbere? Sådan er der så meget.
Jeg fik lige nævnt for min nye Ukrainske ven, at fordi jeg var syg og havde fået stok, var jeg glad for at være dansker. Danmark dobra,sagde han. Det forstod jeg, for i 1972 tilbragte Tommy og jeg et døgn i et tog sammen med en flok jugoslavere, formentlig kroatere, der skulle hjem fra Tyskland og Schweiz og på ferie ved hjemlandets vemodige strande. Vi drak masser af slivovitj (slivovitsja), mens de sagde dobra. Det var pigerne de talte om.
Eller rettere sagt, det var der nogle af os der gjorde. Af de 18 håbefulde 13-14 årige, var der helt nøjagtig elleve , der tog realen med. Mens syv mere eller mindre frivilligt måtte finde andre ruter på livets lange landevej.
Vi elleve var, for igen at citere Niels Hausgaard, ”bare de flest, men ikke nødvendigvis de bedst”. Der blev spildt mange menneskelige resurser
Fotoet er et klassefoto fra 1967 af 7. klasse på Læsø Private realskole, Carl Ludvig Heinzelmann’s Minde, som det også hed. Han var en af de få rige kaptajner på Læsø, der ernærede sig med sejlads mellem Vestafrika og Vestindien. Hvad lasten bestod af, ved jeg ikke. Det står frit for at gætte, ligesom tanker jo altid har været toldfri.
Jeg tror faktisk at skolen var blevet kommunal, men privatskolekulturen levede i bedste velgående. Så vi blev optaget på sådan en slags prøvemedlemskab, så man kunne se om vi fortjente adgang til de hellige haller. At man ikke fik adgang kunne have mange årsager, klassetilhørsforhold, lidt flabet umodenhed – hvad ved jeg.
Af de atten var vi otte fra Vesterø Nordre Skole. Vi var tolv (12) i vores klasse. Af de resterende fire, kom enkelt på efterskole i Dronninglund. Det var i 7. klasse, mens de øvrige kom ud og arbejde i butik eller som arbejdsdreng, så de senere kunne få en læreplads. Nogle tog ud og fiske som 13-14 årige.
En af de udstødte fra realen ud at sejle på langfart. Jeg tror nok han som voksen endte i smilets by, hvor han blev en del af musiklivet.
En blev så vidt jeg ved fisker og senere lastbilchauffør.
En kom i lære som elektrikker, en som tømrer.
Et par stykker flyttede. En blev skoleleder på Guldbæk Friskole, en pige fik anoreksi og blev indlagt på Riget. Hende mødte jeg senere i Frederikshavn, hvor hun boede i stueetagen over det kælderværelse, hvorfra min verden kom til at gå. Jeg tiltuskede mig ind imellem en kop te –sikkert urtete- og en Lulu hos hende. Hun blev senere en at Tvinds founding mothers, for i 1972 tog hun til Ulfsborg og indrettede en bus og begav sig på vej til Nepal. Jeg husker stadig, hvordan hun glædesstrålende fortalte om de gode arbejdsforhold på fabrikkerne i Iraq. Der var god plads mellem maskinerne. Jeg mener, at hun blev udlært værktøjsmager i Odense på Thomas B Triges fabrikker, så hun har forhåbentlig holdt med de rø’e, B1909. Hun har sikkert været rollemodel og projektleder i mange år. Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at hun var den kvikkeste af os alle.
Af os, der tog realen med, kom to i lære i Brugsen. En i Vesterø og en i Byrum. Jeg kom på Frederikshavn Gymnasium og HF Kursus hvor jeg skulle starte på en spændende ny gymnasial uddannelse uden årskarakterer og med projektopgaver. Det var lige mig og i øvrigt vidste jeg, at revolutionen lå lige om hjørnet. Den ville ikke lade vente på sig. Senere kom jeg til Hjørring og blev lærer. Det blev tre af de andre også. Vi rummede også en overlæge. Han var først den vej af Katedralen i Viborg, tror jeg. En meget almindelige vej for unge fra Læsø dengang. En kom på handelsskole og derefter i lære på kommunekontoret hjemme på øen. De to fætre Hansen blev maskinmester og vistnok leder af kollegieudlejningen i Aarhus.
Det her er skrøner, så jeg vil nødig stilles til ansvar. Nogle kunne ikke finde ud af livet og fik et mindre heldigt endeligt. Sådan er det med os fra 1953 og sådan er det sikkert stadig trods psykologhjælp og jeg ved ikke hvad. Det kan svært at være ung.
Men der var da en vis kontinuitet også dengang. Ole, der er nummer to fra højre i anden række og jeg fulgtes, selvom vi voksede hver sin vej, trods alt i skole igennem samtlige 10 år. Da vi var små, skiftedes vore fædre til at cykle os i møde, for dengang var der snestorm og man kunne stå på skøjter i skole – på landevejen. Vi havde tre kilometer på cykel fra vi var 7.
Efter skolen har jeg haft kontakt med de fleste. En del af rødderne har besøgt mig i Hjørring medio halvfjerdserne. Så fik vi en flok bajere og en grillkylling og hørte måske De Gyldne Løver eller noget jazz. Men det er fadet ud. Det er svært at bevare gamle relationer. I hvert fald for en kammerat som mig.
Jeg vil ikke udelukke, at jeg vender tilbage med flere skrøner, for hos mig er det som hos andre gamlinger langtidshukommelsen, der fungerer bedst.
Når riget, kommunen eller jeg selv fattes penge, findes der to muligheder, forøg indtægterne eller begræns udgifterne. Her er en ganske gratis ide til at forøge de kommunale indtægter.
Når ens golfdag bliver aflyst, bliver man lidt mavesur og tillige en smule kreativ. På min lange march rundt i Hjørring fik jeg en ide, da jeg spadserede på Ringvejen. Men det kunne såmænd godt have været på andre gader også i mit eget kvarter.
Ideen er måske ikke helt ny, for jeg mener at erindre, at en kær gammel ven for mange år siden fandt en seddel i sin postkasse med et tilbud, han ikke kunne afslå. Det var den gamle Hjørring Kommune, der skrev noget i retning af – hvis du ikke får den hæk klippet, kommer vi og gør det på din regning.
Det er såmænd i al sin enkelhed noget lignende jeg forslår. Siden dengang er der sket en ændring i kommunens personalesammensætning, som indebærer nye muligheder. Jeg foreslår derfor at kommunen sender en eller flere af de mange unge jurister på vandring på gader og stræder med henblik på at udøve myndighed.
De tager foto af hække, der gror ud over fortovet, til dokumentation og sender en besked til den digitale postkasse hos de drønnerter, der ikke gider klippe deres hæk, så omvandrende borgere må gå på kørebane eller cykelsti. Begge dele med risiko for liv og helbred på grund af bilister, elcyklister og mennesker i kabinescooter.
I beskeden bør den unge jurist skrive at enten klipper du hækken, ellers sørger vi for at det bliver gjort på din regning. Der skal selvfølgelig vedlægges en udførlig klagevejledning og henvises til diverse love, herunder forvaltningsloven. Brevet skal slutte med vendingen hvilket herved meddeles Dem og der skal et stempel på.
Arbejdet kan udføres af kommunens håndværkerafdeling, der således får mulighed for at lave IDV – indtægtsdækket virksomhed eller, hvad der nok vil være mere sandsynligt med det nuværende bystyre, i et OPP – et offentligt privat partnerskab, for så er der også nogle private, der kommer til at tjene på det. Og det er jo altid godt.
Det ligger lige for at udbrede modellen til snerydningsområdet til vinter.
Denne dejlige lørdag morgen den 25. juni blev jeg ringet op af en af mine golfmates. Han var blevet smittet med corona og var så venlig at orientere mig. Som den gode samfundsborger, jeg også er, besluttede jeg mig straks til at få foretaget en coronatest. Det skulle vise sig lettere sagt end gjort. Jeg fandt uden problemer frem til coronaprover.dk. Adressen dæmrede svagt, selvom det efterhånden er længe siden.
Det i de senere dage er fremgået af pressen, at der er problemer med NemId og nogle KlogeÅger har anbefalet os i stedet at bruge MitId, da det system er meget bedre. Derfor forsøgte jeg mig med MitId. Det var desværre nede. Så prøvede jeg med NemId. Det var nede. Selvom jeg som gammelt itmenneske godt ved, at når noget ikke virker første gang, virker det heller ikke anden og tredje gang, forsøgte jeg begge dele nogle gange.
Nu har det offentlige taget højde for at ikke alle danskerne har det let med digitalisering; nogle er helt fritaget. Derfor har man oprettet en telefonlinje, man kan ringe til. Den var nede de tre gange, jeg forsøgte at komme igennem. En venlig digitaliseret kvindestemme meddelte mig at jeg ringede udenfor kontortiden, selvom jeg ringede klokken godt ni og kontortiden startede klokken otte. Tre digitale systemer lå ned. Jeg håber ikke at det er Putin.
Nå, men jeg er en vedholdende type, så jeg tog vandreskoene på og begav mig afsted til testcenteret, som heldigvis ligger kun et kvarters gang fra min bopæl. Jeg blev mødt af to venlige kvinder i hvide kitler, som tog sig venligt af mig. Jeg var den eneste kunde i butikken.
Jeg fik lavet min test. På vej ud af døren, spurgte jeg poderen, hvordan jeg fik svar.
Dagens foto er af en ældre dame på 97, der hver dag går en tur over kirkegården i Byrum på Læsø. Hun har hver dag sin følgesvend rollatoren med. I går havde hun også mig med.
Mor er et kæmpe forbillede. Hun har stadig mod på livet, selvom hun er afhængig af andres hjælp. Hun får kommunal mad 4 dage om ugen og har dagligt hjemmehjælp til personlig pleje og rengøring. Hun kan ikke det samme som før og korttidshukommelsen er smuttet.
Men som, mor siger: Jeg har fået nogle skavanker, men der er stadig meget, jeg kan. Eksempelvis læser hun avis og gætter kryds og tværs.
Hun er efter eget udsagn taknemmelig for det liv hun har.
Det er jeg også.
Den her lille forkølede hæk er plantet i april og og har haft en hård start med tørke. Naboen og jeg har hjulpet den på vej ved hjælp af vanding og gødning. Vi har sågar investeret i en siveslange. Heldigvis er det begyndt at regne lidt ind imellem. Jeg håber at den vokser sig stor og stærk. Mon ikke?
Hækken bliver afpatruljeret næsten hver dag. På min side er det mig, der står for patruljeringen og på den anden side er det min gode ven Uffe. Uffe er en stor labradorhvalp, som bor på den anden side af hæk og trådhegn.
Nej, taknemmelig er en umådelig stærk kilde til et godt liv.
Da jeg forsøgte mig med den positive psykologi , sagde min lærer hr. Knoop, som kommentar til Brinkmanns evindelige kritik af den positive psykokogi , at det drejer sig om at gøre noget aktivt for at få positivitet ind i sit liv og dermed fremme sin egen trivsel. Hvis man bare lader stå til, vil det negative tage over og så går det kun en vej og man vil ende i mistrivsel, angst og/ eller depression. Dette forhold skyldes, at ”bad is stronger than good”. Sådan er det for os alle. Det er selvfølgelig hensigtsmæssigt at opmærksomhed på fare, frygt og vrede overtrumfer de positive emotioner. Ellers havde menneskeheden ikke overlevet.
Jeg har igennem årene arbejdet en del med karakterstyrker. Det har her været diskuteret om disse styrker er stabile eller om de ændrer sig over tid – ligeledes om man kan og skal træne dem. Jeg har taget en del tests i disse styrker, VIA styrkerne. Der er 24 styrker, som vi alle besidder i større eller mindre omfang. Hvad mine topstyrker er, skal jeg ikke trætte med, men nogle af mine mindst fremtrædende styrker har gennem tiden været taknemmelighed og ydmyghed. Det har været temmelig stabilt og jeg faktisk været træt af det, for jeg ville gerne være både ydmyg og mere taknemmelig. Men det er måske ikke så let, når man har fået meget foræret og haft en vis arbejdsmæssig succes. Så bliver det gode liv lidt af en selvfølge, som man lider af den illusion, at man selv har skabt og arbejdet sig til -lidt megalomant måske.
Nå, men heldigvis fik successen en ende. Jeg blev fyret og lærte også mørket at kende; men taknemmelighed og ydmyghed var det stadig så som så med. Mørke var der derimod nok af. Først var der COVID 19, restriktioner og jeg ved ikke hvad. Da det var slut blev der så krig i Europa mellem Rusland og Ukraine. Der er nok mørke at bekymre sig om, angsten og frygten for krig bliver aktiveret. Det er så her taknemmeligheden kommer ind og det skyldes min kone, som er en klog kone.
En dag kom hun og sagde: Jeg vil ikke mere lade mig styre af alle de problemer og udfordringer jeg har. Jeg har begået fejl i mit liv i forhold til mig selv og mine børn. Jeg har ikke lange perioder ladet det negativ styre mig. Nu vil jeg have fred i sindet og vejen til denne fred går for mig gennem taknemmelighed. Hun besluttede sig for hver dag sidst på eftermiddagen at skrive mindst tre ting ned, som hun er taknemmelig for. Selvom jeg i bund og grund er et utaknemmeligt bæst, besluttede jeg mig til at gøre det samme. Dog om morgenen, hvor jeg har min stille time. Jeg startede en taknemmelighedsprotokol, hvor jeg hver dag skriver mindst tre ting ned, jeg er taknemmelig for. I går skrev jeg syv ting, store og små blandt hinanden. Det begynder at virke, kan jeg mærke. Meget af det gode i mit liv er gaver, jeg har fået af andre også gaver fra noget, der er større end mig. Jeg kendte godt metoden -Tre Gode Ting- fra en kognitiv psykolog, jeg frekventerede efter min fyring også fra den positive psykologi.
Men min gode hustru flyttede fokus fra de positive ting til taknemmelighed. Det er jeg taknemmelig for. Jeg har fornylig taget en ny VIA test, nu er taknemmelighed nummer 11 af 24, mens ydmyghed stadig befinder sig i bunden. Så der er stadig et stort udviklingspotentiale.
Lillefar Putin er gået ind i Ukraine med hele sin militærmagt. Der er igen krig i Europa.
Jeg kom i dag på min daglige vandretur gennem byens gader til at tænke på en tegning, som mit ældste barnebarn tegnede til i forbindelse med en bog, jeg forsøgte mig med at skrive på det tidspunkt. Jeg havde selv bedt hende om at tegne vagusnerven, der forbinder hjernen med kroppens organer. Jeg tænkte dengang, at en styrkelse af vagusnerven var en vigtig del af børns undervisning. Det er vigtigt at have både hjerte, sjæl og ånd med.
Menneskelighed, hjerte, ånd og dyder som storsind og ydmyghed har det ikke så godt blandt magthavere ude og hjemme i denne tid. Lad os hver især gøre vores til at dyderne får en renaissance – at hjerte og hjerne bliver genforbundet hos magthaverne.
Når min krøllede hjerne fandt billedet frem i dag, skyldes det sikkert både dagens begivenheder i Ukraine og den forråelse, vi oplever i dansk indenrigspolitik. Krigen er farlig og chokerende. Den er der mange der kommenterer. Det tror jeg ikke, jeg kan kvalificere. Men jeg er ligeså rystet som alle i andre.
Herhjemme er det så som så med overholdelse af reglerne. Seks departementschefer var vidende om at aflivningen af mink var ulovlig. Alligevel syntes ingen af dem, at det lige var deres opgave at gøre opmærksom på det. Hvorfor mon?
I FE sagen er hemmelighedskræmmeriet grænseløst. Statsministeren har ingen kommentarer, men henviser til justitsminister Hækkerup. Gad vide hvordan han sover om natten?
En række nu tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti føler sig voksenmobbet af Pia Kjærsgaard. Hun har angiveligt råbt og skreget af dem, hun ikke er enig med.
Den tidligere formand for de radikale Morten Østergaard har på linje med andre toppolitikere opført sig grænseløst overfor en række kvinder.
Statsministeriets departementschef Barbara Berthelsen har optrådt grænseløst overfor en række politikere og embedsmænd blandt andet Kåre Mølbak.
Jeg sidder i min kælder Nytårsdag og reflekterer over hvad det bedste, der er hændt for mig i mit liv, mon er. Der er meget. Jeg har haft en god opvækst med tryghed og kærlige forældre. Jeg har fået mange gaver med mig i livet. Ingen tvivl om det. Jeg har kunnet klare at stå igennem den modgang, som livet også indeholder, inklusive et par skilsmisser. Jeg har fået et godt fundament.
Når jeg ser tilbage på det sidste tiår, er den bedste gave jeg har fået, min fyring for otte år siden. Jeg havde i femten år befundet mig i en coach-, udviklings-, ledelses-, chefverden, hvor jeg blev mere og mere forblændet af min egen storhed. Jeg havde alle svarene, vidste hvad der var rigtigt og forkert.
Den sidste tid i mit ledelsesjob var op ad bakke. Der var nedgangstider og dem klarede jeg også, syntes jeg på daværende tidspunkt. Jeg kunne tilpasse, fyre folk, for det er jo i modgang, man skal vise sin kvalitet som leder, som jeg sagde dengang. Jeg begyndte at møde modgang i personalet. Det mente jeg nok at kunne klare, for jeg havde opbakning fra topledelsen i kommunen. Det skulle nok gå, tænkte jeg. Men da chefernes opbakning hørte op, måtte jeg smide håndklædet i ringen. Den 10. december 2014 gik jeg hjem. Jeg kunne ikke mere, men jeg regnede da med at komme tilbage til job. Det kom jeg ikke. Bosserne havde mistet tilliden til og ville ikke have mig tilbage. Jeg blev fyret den 31. oktober 2015 af diskretionære årsger uden nåde, men med en god pension. Økonomisk var der ingen problemer. Jeg behøvede ikke stå til rådighed. Jeg var var på den måde et privilegeret menneske.
Alligevel var det en barsk omgang. Hele min identitet var bundet i jobbet. Jeg var præget af en udpræget gentagelsestvang. Jeg forsøgte at komme tilbage som leder. Jeg startede egen virksomhed. Jeg forsøgte mig med en ny masteruddannelse – i positiv psykologi. Men det hjalp ikke rigtigt. Jeg kom ikke tilbage i det hamsterhjul, jeg var kommet fra og gudskelov for det.
Da jeg blev fyret, var det mange, der hjalp mig, blandt andet en gammel kollega, Peter, der selv havde prøvet turen med fyring, inklusive en tur på forsiden af den nordjyske avis. Det var seks år tidligere. Han ringede til mig og sagde at han ikke ville sige at han var taknemmelig for det; men at han nødig ville have undværet det. Det var svært at tage ind dette dengang. Men det giver overordentlig god mening i dag.
Da jeg beskæftigede mig med den styrketilgang, der er indeholdt i den positive psykologi, var mine topstyrker sådan noget som kreativitet, videbegær, perspektiv, dømmekraft, nysgerrighed og gejst; mens styrker som transcendens og ikke mindst ydmyghed og taknemmelighed lå helt i bund.
Det har ændret sig. Det har været en barsk omgang at nå frem til det, men jeg er så taknemmelig for det jeg har. Jeg er også temmelig tæt på at være taknemmelig for at jeg fik sparket dengang. Jeg er blevet et mere ydmygt bette menneske, der godt ved at jeg ikke kan løse uløselige problemer. Jeg har fået hjertet meget mere med og tak for det.
Da jeg var leder var tæt på at mene, at jeg var Vorherre selv og skulle dømme over de levende. Når jeg ser tilbage tænker jeg, at det var godt jeg kun var leder på en bette skole nordenfjords. For hvad kunne min magtfuldkommenhed – mit storhedsvanvid ikke have ført med sig, hvis jeg havde været konge af Sverige, departementschef eller statsminister.
