Effektiv Grænsekontrol – En Illusion

Der står de, politikerne, på Als og i Åbenrå og taler om, at den grænsekontrol, der i de sidste tre år har kostet os skatteborgere 1.091.000.000 danske kroner og som har betydet at politiet stort set er holdt op med at opklare forbrydelser i det øvrige Danmark, skal gøres permanent eller i det mindste fortsætte på ubestemt tid indtil vi lige har fået styr på EU’s ydre grænser, som Søren Gade så smukt meddeler i det valgmateriale, der er smidt i min postkasse.  Som om det er en simpel sag.

Men grænsekontrollen er den rene og skære symbolpolitik. Kontrollen er en illusion. Jeg har ved selvsyn konstateret dette i den lille målestok gennem et ophold i grænselandet i denne uge. Nord- og Sydslesvig er igen ved at være en sammenhængende region og de lokale må undre sig såre over de mennesker i gule veste, der i Padborg, Frøslev og Kruså holder øje med, hvem der passerer grænsen. På de fire dage, jeg opholdt mig i området, blev jeg aldrig kontrolleret. Vel ser jeg måske rimeligt tilforladelig ud og kører i en bil på danske plader, men alligevel. Kun én gang gjorde jeg noget aktivt for ikke at blive stoppet. Min handling bestod i at vifte med noget rødbedefarvet, nemlig min hustrus og mit eget pas. For det fik jeg en thump up og et nik fra en venlig dansk mand i gul vest.

Der er en symbolpolitisk kontrol ved de store grænseovergange. Men der er masser af overgange uden kontrol. Det erfarede vi da vi cruisede langs grænsen fra Wassersleben til Højer og retur. Vi passerede grænsen en halv snes gange, flere gange opdagede vi udelukkende passagen ved at iagttage nummerpladerne på de parkerede biler. Vi mødte aldrig nogen kontrol i de mere øde vestlige egne af grænselandet.

En ubevogtet dansk/tysk grænseovergang – Scheidebek 

Vores grænse mod Tyskland er 68 km lang. Når sikker kontrol her er en illusion, hvordan kan nogen så tro at vi kan sikre og kontrollere EU’s ydre grænse bestående af mange tusinde kilometer land og vand? Vil vi kunne sikre os mod massiv indvandring gennem grænsekontrol af EU’s ydre grænse? Det er meget usandsynligt, at dette vil kunne lade sig gøre uanset hvor hårde metoder, vi tager i brug. Desuden ønsker vi vel ikke til at opbygge et Trumpsk hegn, en mur omkring Europa, sådan som Viktor Orban har gjort i Ungarn.

Vi har tidligere oplevet den hårde grænsekontrol i Europa også i nyere tid. Det mindes de af os, der besøgte landene øst for jerntæppet før murens fald. Selv prøvede jeg turen gennem Check Point Charlie første i 1969 – det oplevedes godt nok farligt der ved Check Point Charlie i niogtreds af en ung vesterlænding. Men det var meget mere farligt for menneskene i øst, for de kunne dø af at forsøge at passe denne barske grænsekontrol. Alligevel forsøgte mange, for de oplevede at have så dårligt et liv, at de var villige til at tage chancen og sætte livet på spil i håbet om at få et bedre liv. Det lykkedes for nogle og mislykkedes for flere. Denne hårde grænsekontrol var oprettet at de østeuropæiske lande med det mål at forhindre at store mængder af deres borgere i at udvandrede vestpå i håb om et bedre liv.

Denne hårde grænse, dette jerntæppe, tog vores politikere og vi andre afstand fra og euforien i Europa var stor, da østtyskerne råbte, ’Krentz, Krenz wo ist dein grenz’ tilbage i niogfirs. Jerntæppet faldt. Europa kom til at hænge sammen og alle også politikerne fra de regeringsbærende partier var glade og tilfredse. Det forhadte og frygtede jerntæppe igennem Europa var væk.

Tegningerne til et grænsehegn er klar – foto pixabay.com

 

Skal vi så oprette et nyt jerntæppe udenom EU, udenom Europa? Det skal vi ikke, for det vil gøre noget ved os selv. Det vil ændre os europæere, så vi ikke mere vil kende Europa og Danmark. Løsningen ligger ikke i en hård grænsekontrol rundt om Europa, sådan som vi kender den fra jerntæppet, hvor magthaverne brugte kontrollen til at holde menneskene inde i deres eget land. Selvfølgelig skal vi ikke bruge disse samme metoder til at holde andre mennesker ude.

Hvis vi vælger at bruge grænsekontrol for at holde indvandrere ude af Europa vil den nødvendigvis blive meget barsk, for der bor en milliard mennesker i Afrika syd for Sahara. Af disse har hundredvis af millioner et så dårligt liv, at de for enhver pris ønsker at komme væk. En stor del af dem ønsker det så meget, at de på samme måde som mange østeuropæere dengang, er villige til at sætte deres liv på spil i håbet om et bedre liv.

Der er efter min overbevisning kun en løsning. Invester massivt i infrastruktur og uddannelse i Afrika syd for Sahara. Det vil skabe vækst og dermed håb i denne del af verden. Det vil mindske befolkningstilvæksten og det vil gøre det mindre attraktivt at vandre mod nord. Det vil være i vi europæeres egen interesse.

Menneskenes – eller i det mindste ministres – dårskab er uendelig

Ifølge innovationsminister Sophie Løhde vil staten oprette et samlet itsystem, som skal styre alle udbetalinger fra staten. Det vil ifølge ministeren og moderniseringsstyrelsen betyde, at fremtidige Britta Nielsen sager kan undgås.

Som hun siger – Opgaven med at lave det nye tilskudssystem skal sendes i udbud, og planen er, at der allerede i andet halvår næste år skal udbetales penge via det nye it-system.

Samtidig skal reglerne på området ensrettes.

En konkret ændring bliver, at der kun kan udbetales tilskud til en Nemkonto, der er tilknyttet et CPR-nummer, for at sikre at pengene havner hos de rigtige personer.

– Dermed kan man ikke overføre penge til sin egen private konto eller til familiemedlemmers konti, siger Sophie Løhde.

Har hun og den samledes regering monstro glemt alle de foregående it-skandaler, hvor man forsøgte at udarbejde itsystemer, der dels kunne løse alverdens problemer og dels erstatte en masse dygtige fagfolk?

Jeg kan huske nogle stykker.

Amanda på arbejdsmarkedsområdet. Det kom aldrig til at virke. Tinglysningssystemet, der forsinkede sagerne uendeligt. Rejsekortet, der helt berettiget modtog Amandaprisen og EFI, det fælles inddrivelsessystem, der indtil nu har kostet os skatteborgere mere end 100 mia kroner.

Når staten ikke kan få styr på inddrivelsen gennem et kæmpe itsystem, hvordan kan man så tro, at et sådant stort system kan styre udbetalingerne.

KISS princippet er et gyldent princip for al softwareudvikling. Det betyder i al sin enkelthed Keep It Simple Stupid. Det er nok for meget at håbe på at ministeren vil efterleve dette simple princip. Desværre lærer vi mennesker ikke altid af fortidens fejl og slet ikke af de fejl andre har begået.

Hvad er så løsningen. Måske lidt bedre kontrol med medarbejderne. Britta kunne – på samme måde som den skattemand, der udbetalte 12 mia af vi skatteborgeres penge til udenlandske spekulanter –  udbetale de manbge penge uden nævneværdig kontrol. Der bør genindføres et system med effektiv kontrol udført af mennesker. For som Lenin sagde tillid er godt, men kontrol er bedre – og som en officer af linien tilføjede ransagning er bedst.

billede pixabay.com

Source: Vil forhindre svindel og fejl: Der skal ryddes op i statens tilskudspuljer | Indland | DR

Dødens Pølse

Salami del Morte – Må det være mig tilladt at gøre opmærksom på en lille detalje i forbindelse med Lars Løkkes oplæg til sundhedsreform. En lille detalje i det store billede, som kører på de høje nagler lige nu. En lille detalje set fra København og Christiansborg. Men ikke desto mindre en vigtig detalje for os mennesker nord for fjorden. Vendelboer, folk fra Hanherred og Thyboer.

Jeg synes, det giver anledning til bekymring for de nordenfjordske akutsygehuse i Thisted og Hjørring, at de er så små. I Thisted er det jo, som det er. Det er svært at tilvejebringe flere kommuner omkring et sygehus i Thisted. Det afgør geografien. Det forholder sig anderledes i Vendsyssel.

Centralisering omkring Aalborg
Af Løkkes oplæg fremgår det, at sundhedsfællesskaberne består af 4-5 kommuner. Sådan forholder det sig i det øvrige Danmark, men ikke i Vendsyssel. Sundhedsfællesskabet omkring Centralsygehuset i Hjørring – Regionshospital Nordjylland – består kun af 2 kommuner, Hjørring og Frederikshavn samt mine ca 1800 landsmænd fra Læsø, mens sundhedsfælleskabet omkring Aalborg består af seks kommuner. Jeg kan til nød forstå, at Jammerbugt Kommune skal indgå i fællesskabet omkring Aalborg, men  Brønderslev!  Brønderslev og gerne Jammerbugt Kommune bør vendes mod nord og indgå i fællesskabet omkring Regionshospital Nordjylland.

Begyndelsen til enden
Det forlyder fra sædvanligvis velunderrettet kilde, at den gamle redaktør Bering, Skagen Avis illustrerede den gradvise nedlæggelse af  Skagen Sygehus med billede af en spegepølse, som der løbende blev skåret skiver af. Den udvikling har længe været i gang i Hjørring. Specialer og hele sygehuse er flyttet til Aalborg. Oplægget fra regeringen ligner yderligere et skridt i retning af centralisering.

Skal der skæres flere skiver af pølsen? Hvad mener de vendsysselske politikere i Folketinget? Hvad mener de, der gerne vil i Folketinget? Hvad mener de vendsysselske regionspolitikere? Og hvad mener borgmestrene i det forhenværende Hjørring Amt?

Udlændingestramninger er vigtigere end børns trivsel

Det mener Martin Henriksen. ”Man skal behandle børn så godt som muligt, men man må ikke sætte den stramme udlændingepolitik over styr på grund af det,” udtaler Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti til  Altinget her til morgen. ”Det er ikke rimeligt, at forældre bruger deres børn som gidsler.

Det skurrer kraftigt i ørerne og giver ubehagelige mindelser om endelige løsninger. Så langt er det kommet med vores land, at man kan sætte stramninger over børns trivsel. Det er ikke et Danmark jeg kender. Jeg husker et andet Danmark. Et Danmark, vi kunne være stolte af. Et Danmark, hvor børn har rettigheder og hvor vi overholdt konventionerne også FN’s børnekonvention. Et Danmark, hvor man kunne tage på interrail med et dannebrog på sin rygsæk. Stolt og uden at føle sig utryg. Det er der vist ingen, der gør mere.

Det Danmark jeg kendte, var et Danmark med medmenneskelighed, humanisme, børn havde en værdi i sig selv. Et land hvor få havde for meget og færre for lidt. Det var et land hvor landets statsminister, da han blev tvangspensioneret, fik nyt job. Ikke i Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer eller den Danske Bank. Nej, den gode højskole-venstre-mand, den hårde banan, Poul Hartling blev såmænd flygtningehøjkommissær.

Hvor jeg dog savner politikere, som Hartling og  Poul Nyrup. Ja, sågar Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft kan jeg komme til at savne. Politikere, der havde et moralsk og værdimæssigt kompas, der gjorde dem i stand til at stå fast på medmenneskelighed, politiske aftaler, internationale konventioner og på det politisk korrekte. Man skal tale pænt til og om andre – også dem man er uenig med.

Filosoffen Jørgen Husted udtalte engang, at der kun er behov for en ordensregel i skolen – man skal opføre sig ordentligt. Det gælder også i blandt de voksne. Voksne skal også opføre sig ordentligt – som gode rollemodeller for børnene. Og folketingets medlemmer skal i særlig høj grad opføre sig ordentligt. Grænsen for hvordan folketingets medlemmer finder det rimeligt at udtale sig, flytter sig hele tiden. Sproget bliver barskere og barskere.

Jeg håber, at der snart kommer en voksen til stede. En voksen, der kan fortælle møgunger som Støjbjerg og Martin Henriksen, at de skal skamme sig. De to og flere til er blevet så magtfulde og selvtilstrækkelige, at de føler at være berettigede til at sige, hvad som helst, der falder dem ind, så plat og groft som muligt,.  Jeg håber, der kommer en ny Hartling, en ny Nyrup, der kan rykke Støjbjerg,  Knuth, Bramsen og Tesfaya og deres ligesindede i ørerne og bede dem opføre sig anstænding og ordentligt.

At nogen af Martin Henriksens partifæller, skulle tage ham i skole og skamme ham ud, er for meget forlangt. Men derfor kan vi andre godt gøre det. For stueren, det bliver han aldrig.

Jeg håber, at jeg snart vil kunne kende mit Danmark -det Danmark jeg kendte- igen.

 

Der er noget galt i brugsen Danmark

Danmark er en brugsforening

Sådan sagde Palle Lauring engang. Sådan er det vist ikke mere. For hvad er der galt med vores allesammens brugsforening, Fdb, Coop, Fakta, Kvicly og så videre. Jeg er gammel kollektivist og socialist. Jeg har været medlem af brugsen,om ikke i hundrede år og en søndag, så ligeså længe jeg kan huske.

Hvorfor er det så, at jeg foretrække,r at handle i Rema 1000 og sågar Aldi frem for Fakta og i Føtex og Meny frem for Kvickly. Jeg forstår det ikke rigtig; men jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det sådan, for mens Kvickly er tyndt befolket af mennesker med kurve og lidt i dem, er parkeringspladsen hos Føtex fyldt op. Det samme er indkøbsvognene. Jeg undrer mig. Jeg forstår det ikke. Men et par oplevelser i dagens Kvickly giver måske en lille del af forklaringen.

Oplevelse nummer et. En mand – hvis jakke er forsynet med logoet ENIIG –  henvender sig i delikatesseafdelingen for at afhente noget smørrebrød og en kage, som hans hustru åbenbart har bestilt som en deal på nettet. Han får med kærlig overbærenhed at vide, at de i delikatessen selvfølgelig kun kan udlevere smørrebrødet, mens han må afhente kagen i delikatessen. Ham mødte jeg senere i kiosken, der ligger umiddelbart ved siden af bagerafdelingen. Heller ikke her kunne han få sin kage, men blev sendt videre for anden gang. Den gode mand virkede ikke til at være stamkunde i Kvickly og jeg tror heller ikke han bliver det.

Oplevelse nummer to. Jeg havde hjemmefra aktiveret en række tilbud i coop’s app. Man er vel medlem. Alle mine varer -med samt medlemsbladet Samvirke til nul kroner- kører planmæssigt igennem kassen. Så langt så godt. Den søde unge dame ved kassen spørger, som alle andre søde unge kassedamer, om jeg vil have bonen med. Ja tak, siger jeg, for jeg er ikke helt tryg ved Coop’s kassesystem. Det var godt, at jeg sagde ja tak til bonen, for systemet havde som så ofte før snydt mig for en rabat. Tredive kroner, ikke nogen herregård, men ret skal være ret, ikke sandt. Det sker rigtig ofte. Desværre er fejlen aldrig til min fordel. Det er sikkert ikke en fejl i selve it-systemet, men snarere udtryk for ligegyldighed hos de mennesker, der betjener det.

Nå, jeg begav mig jo så videre til kiosken, hvor den tidligere nævnte ENIIG’er var i gang med sin anden videresendelse. Også her var det en sød og nydelig ung dame, der betjente ham og mig. Men hendes forudsætning var desværre, at fejlen nok lå på min side. Jeg fik imidlertid ved hjælp af min mobiltelefon demonstreret, at jeg både havde fundet og aktiveret tilbuddet på behørig vis. Men alligevel fik jeg ikke sådan uden videre mine håndører, de tredive kroner, refunderet. Nej, der måtte først afholdes et telefonmøde med en bagvagt, før jeg fik mine penge. Jeg synes ikke, at jeg var en sur gammel mand, inden jeg gik i Kvickly, men jeg blev det nok undervejs. Det synes jeg er træls. Og det kræver en hel del ideologi og kollektivisme at komme tilbage i butikken igen.

Til sammenligning kan jeg fortælle, at jeg ind imellem – om end ikke så ofte – også opdager en fejl hos konkurrenterne. Alle laver jo fejl.  Når man finder en fejl i Meny, bliver man selvfølgelig kontrolleret, men samtidig behandlet med kærlig venlighed. Når fejlen er kontrolleret, får man som et plaster på såret en lille erkendtlighed, lille æske chokolade eller en pakke frøer. Derefter går man derfra med en god oplevelse.

Jeg ved som sagt ikke, hvad der er galt hos Coop. Det vil nok være for letkøbt at give svenskerne skylden, som hos postvæsenet. Der er mange unge medarbejdere og de virker ikke skolede i deres kunde-/medlemssyn på samme måde, som de unge i Salling Group. Jeg ved ikke om det er for sent at vinde det tabte tilbage, men jeg håber det, at det kan lade sig gøre.

Det var dagens sure opstød og lige straks vil jeg bevæge mig i Sct. Cathrine Kirke og høre ni læsninger, orgelmusik og korsang. Mon så ikke freden indfinder sig også hos mig.
God søndag.

 

 

 

Livskunst – Kunsten at blive gammel

Ja, det er en kunst at blive gammel. Vejen hertil er sindighed og nydelse. Det har den tyske filosof, forfatter og foredragsholder Wilhelm Schmid skrevet en meget anbefalelsesværdig lille bog om. Niogfirs (89) sider alt i alt. Jeg har læst og hørt bogen nogle gange og jeg finder mere og mere udbytte og dybde i den.

Er det en kunst at blive gammel? Er det ikke noget, man bliver af sig selv, når man nu er født tidligt? For eksempel i 1953, som både Wilhelm Schmid og jeg? Jo, selvfølgelig, men man kan lære at blive gammel på en mere givende måde. Mere givende både for en selv og for de mennesker, der omgiver en.

Schmid beskriver i bogen  vejene til at blive en gammel livskunstner. En af dem er den gode gamle hengemte dyd sindighed. Det er en dyd, der ikke har været meget fokus på i vores fortravlede konkurrencestat. Men når vi bliver ældre og har tilbragt plus femogtres år i livets skole, har vi lært det,der skal til for at kunne få en sindig og nydelsesfuld alderdom. Hvis vi vælger det, for det er også et valg. Vi har faktisk også fået den nødvendige tid til rådighed.

Sindighed, hvad er så det. Når man er sindig, er man langsom og har god tid; men i Schmids betydning er der mere end det. Ifølge den store danske ordbog er der to betydninger af at være sindig. I den ene betydning, og det er måske den mest velkendte, betyder sindig adstadig. Denne betydning giver mig association til Fætter Guf. Han er god nok, men der er ikke meget refleksion i ham.

Begrebet sindighed forstås her i denne anden betydning at være rolig og eftertænksom, give sig god tid og være svær at bringe ud af fatning. Når man er plus femogtres er dette at blive sindig et eftertragtelsesværdig mål. Med Wilhelm Schmid – jeg er ikke sindig, men jeg forestiller mig, at det er noget, jeg skal stræbe efter at blive. Jeg er jo stadigvæk kun en ung gammel, en juniorsenior, så jeg har stadig mulighed for at udvikle mig og lære at blive sindig. Det vil jeg forsøge.

I bogen beskriver Schmid nogle veje, som du og jeg  kan vandre ad frem mod en tilfredsstillende og givende alderdom.

  1. Forståelse af det særlige ved at blive ældre
  2. Nydelse og lyst – om lykke
  3. At kunne tackle smerte og ulykke
  4. Berøring og nærhed
  5. Kærlighed, venskab og netværk
  6. At besinde sig på at blive munter og sindig
  7. At have et forhold til døden for at kunne leve med den
  8. Tanker om et muligt liv efter døden.

Denne bog er en god lille bog. Den beskriver nogle veje frem imod personlig udvikling i den fjerde livsfase, hvor vi har mulighed for at opnå sindighed og nydelse. Måske kan denne vej  være vejen en god og blomstrende alderdom.

Læs den, hvis du er ældre, gammel eller på vej til at blive det.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Genopfind Hjørring Amt

Samarbejde i Vendsyssel og Hanherred

Skal vi kun have to administrative niveauer i Danmark, som nogen mener, burde man ved den sidste kommunalreform i 2007 ikke have nedlagt amterne, men i stedet delt dem op og genoprettet  de gamle amter, som man nedlagde i 1970. Vi ville så have haft 24 amter/ storkommuner, som hver for sig var store nok til at håndtere en række af de opgaver, som selv de nuværende sammenlagte kommuner er for små til at løse – regional udvikling, store dele af sygehusvæsnet, det specialiserede socialområde, forsyning, veje og så videre.

De allermest specialiserede opgaver, også på sundhedsområdet kunne for min skyld godt ligge i staten. Hvis jeg skal opereres i hjertet eller trænger til en gang hjernekirurgi, er det mig totalt ligegyldigt, om det finder sted i Aalborg Øst, Herning, Odense, Aarhus eller København. Denne del af sundhedsvæsenet er der god grund til at centralisere og styre centralt. Men den resterende del skal selvfølgelig ligge decentralt i vores land. Der skal stadig være et let tilgængeligt decentralt sundhedsvæsen. Desværre ser det ud til at gå den forkerte vej. De tilbageværende decentrale sygehuse fx her i Hjørring nedprioriteres på bekostning af supersygehusene.

Erhvervsområdet, eksempelvis udvikling af vore havne, ville også have godt af en lidt større storkommune. Det er svært at se logikken i at fire havne nordenfjords alle udbygges for milliardbeløb. Jojo, hver kommune skal selvfølgelig have sin del af kagen. Også erhvervsudviklingen i Nordjylland kalder på en større kommune.

Det specialiserede specialområde er et tredje eksempel, hvor en større kommune vil kunne løse næsten alle opgaver. Den nuværende kommunalstruktur betyder, at en stor del af disse opgaver sendes sydpå og dermed ud at kommunen, med tab af arbejdspladser til følge.

Set i bagklogskabens ulidelige lys burde folketinget have oprette cirka 25 store kommuner fordelt på hele landet også hovedstaden, hvor kommunalreformen aldrig blev gennemført. Det gjorde de ikke, men det skal vel ikke forhindre os heroppe i selv at gå i gang.

Der vil være mange og store udfordringer i forbindelse med opgaven. Hvordan sikrer vi for eksempel den fortsatte decentral demokratiske indflydelse?

Men alligevel Birgit Hansen, Arne Boelt, Karsten Nielsen. Michael Klitgaard og Mogens Gade tag lige og træk i arbejdstøjet og kom i gang med at genopfinde Hjørring Amt. I er velkomne til også at opfinde et nyt navn – Vendsyssel/ Hanherred Kommune? Nordenfjords Regionskommune? Lysets Land Kommune? Eller? Det finder I ud af ellers har I sikkert nogle brandingeksperter, der kan hjælpe jer.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Bøvl – og respekt for godt arbejde

Vi har fået separatkloakeret – adskilt overfladevand og kloakvand. Vi har fået nye vandrør. Vi har nye fjernvarmerør. Og lige om snart får vi nyt fortov og ny asfalt. Projektet startede i foråret. Det var lovet færdig 1. december. Mon ikke det bliver færdigt en lille bitte smule før.

Bøvl, bøvl og mere bøvl
Sådan et projekt er da bestemt behæftet med en del bøvl for os beboere. Vi kan ikke køre ind på vores vej. Der er sand overalt – også indendørs. Det er bøvlet for postvæsnet, for renovationen og alle andre. Det er også bøvlet at komme på genbrugspladsen. Hvad skal man dog stille op med sin trailer, nu man ikke kan komme ind i sin carport? Nå, bøvl er som bekendt en god ting. For det er så dejligt når det er overstået.

Bøvl – ja og imponerende godt arbejde
God logistik. Dygtige selvregulerende mennesker udfører opgaverne. Det har været spændende og meget positivt, at iagttage hvor dygtigt arbejdet er udført. Her har  været en række sjak i sving. De har alle været specialister hver på deres område. Der har været et gravehold, der tog sig af fjernvarmen. Også et par varmesmede. Der har været et kloaksjak og et sjak, der tog sig af brugsvandet. Snart kommer brolægningsholdet og asfaltarbejderne.

Specialister
Der har været minigravere, dumpere, skæreskiver, gravekøer, gummigeder, store og små vejtromler, vibratorer, brolæggerjomfruer, svejseværker og sågar håndskovle i sving. Alle redskaberne er betjent med stor specialviden og kompetence. Da eksempelvis den store graveko var på arbejde, havde jeg en fornemmelse af, at ham, der betjente den var så nøjagtig, at han komme operere en kindtand ud med det tunge udstyr. De andre var lige så kompetente, hver på deres område.

Logistikken virker
Det er interessant at se hvordan logistikken virker. Jeg tror da, der er bøvl og konflikter mellem de forskellige medarbejdergrupper. Ellers vil det være for godt til at være sandt. Men jeg har ikke kunnet iagttage det. Derimod har jeg set et system, der spiller. Logistikken ser ud til at virke. De forskellige opgaver bliver løst uden at man træder hinanden over tæerne. Det kan Steen Erik Madsen, der kører gummiged bekræfte. Det de ved, er at i uge 47 kommer asfaltholdet og så skal de være færdige. Steen bekræfter, at de taler sammen  på gadeplan om opgaveløsningen. I dag konfererede han lige med et par smede fra varmeforsyningen og så fik de sagen klaret her nu.

Anerkendelse
Jeg ved ikke hvor meget anerkendelse, de folk, der udfører dette vigtige får fra os andre i det daglige. Måske oplever de en del vrøvl og brok? Jeg ved heller ikke hvor meget, de forskellige faggrupper får i løn. Forhåbentlig er de godt betalt. For de knokler.

Men hvad jeg ved er,  at de alle fortjener stor anerkendelse og det gør de, der styer projektet også. Der har været godt styr på logistikken og vi er blevet godt informeret om generne, fx når der er blevet lukket for fjernvarmen. Det hele er sket på venlig og effektiv måde. Respekt og tak for det!

Og nu glæder jeg mig så til at det hele er slut, at bøvlet er overstået, så jeg kan får min trailer hjem og bilen ind i carporten. Det bliver også dejligt at være fri for at skovle sand ud af entreen. Måske skulle jeg går ned til børstenbinder Lund og købe mig en ny fejekost -til en mand for dem gamle er blevet noget slidt.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Fake News? Fake JUL? Fake juletræ?

– Julen varer længe og koster mange penge

Der bygges op til Jul også her i Dejlige Hjørring. På min næsten daglige vandre-, iagttagelses- og indkøbstur i min mindst 775 årige hjemby, Hjørring, så jeg, at der bygges op til julen. Juletræet, der vistnok er det eneste af sin slags udover det, der efter sigende skulle stå i Beijing er under construction. Det er et Fake juletræ, konstrueret af 112 procent plastik. Men det kan nogle tricks, som et godt gammeldags granduftende juletræ ikke kan. Det kan synge og spille og hvis man er rigtig heldig, kan man få et kys, hvis man befinder sig inde midt i træet sammen med en sød dame; eller en sød herre, hvis man skulle foretrække det.

Fake-juletræet har desuden den fordel, at det ikke drysser. Det er en kæmpe fordel. Tænk på, at træet skal holde sig helt til Juleaften om 7 uger. Det er der ingen ægte juletræer, der kan.

Således inspireret af juletræsopbygningen, blev jeg opmærksom på, at julen både varer længe og koster mange penge. Der er hængt belysning op. Det tændes vist ikke før den 9. november, så vi sparer da i det mindste en smule på strømmen. Jojo, vi går skam også ind for det grønne her i vores Dejlige Hjørring. Der er jo også tale om en LED belysning; så den er jo ganske billig og energivenlig i drift. Samtidig kan julebelysningen lyse op i den kolde og mørke tid. Det er faktisk rigtig rart.

På min vandring i byen har jeg set et utal af nordiske nisser. Både i butikkerne og  i vores indkøbscenter, Metropol. Vi har skam en Metropol, men dog ingen metro -endnu. For os pensionister og andre mindrebemidlede har Røde Kors’ genbrugsbutik oprettet en større juleudstilling med to reoler og tre borde, alle tæt befolkede med nisser. Jeg så ingen spor af ham hvis fødsel vi, så vidt jeg husker, fejrer i julen. Han må vente til juleaften og de øvrige juledage, hvis han kan finde plads imellem julefrokoster og gaver.

Julen varer længe og koster mange penge. Jeg tror imidlertid ikke, at den varer helt til påske som i gamle dage. For vi skal jo have købt både nytårskrudt, smoking og fastelavnskostumer inden da. Hvad angår pengene er der da heldigvis muligheder for os sparsommelige. Udover nævnte genbrugsbutik har vi fået både Black Friday, Cyper Monday og den slags. Så får vi mulighed for at købe meget mere meget billigere.

Glædelig JUL!

Fra Røde Kors Genbrug
Leif Davidsen kommer
Og der bliver Jul på Slottet allerede i november
Comkeen vil fortælle drengene om Roblox
Nisser på toilettet
Fed hat ikke? – kun 495,-

I was a werewolf – but I am over it now

Engang var jeg en varulv – men jeg er ovre det nu. Jeg troede, jeg bekæmpede samfundet, men det var mig selv, jeg bekæmpede. Sådan sagde den 26 årige Gregory Smith til sig selv, da han 26 år gammel sad på en bænk i Sydney med sin samlede ejendom bestående af en skoletaske fyldt med spiritus.

Her traf han det valg at lægge sit liv om og at vende tilbage til samfundet. Forud var gået et traumatisk liv, med anbringelse, vold, misbrug, selvødelæggelse, diagnosticering som sociapat mm. Livet forud for bænken kulminerede i at Gregory flyttede ud i skoven, hvor han levede i en årrække. Det var det eneste sted, han kunne finde fred. Her var ingen mennesker.

Hans historie er beskrevet i bogen  Out of the Forest. Og australsk tv har lavet en halv times udsendelse om ham. Udsendelsen fortæller den rørende historie om Gregorys tilbagevenden til samfundet. Indtil han var ti, levede han i en familie med en afstumpet mor og en ekstemt voldelig far. Da han var ti blev han anbragt på en institution, drevet af nonner fra den katolske kirke. Her fortsatte overgrebene med vold og seksuelt misbrug. Det er en både forfærdelig og rørende historie, der samtidig er præget af en stille humor. Do you think I am a sociopat, mener du at jeg er sociopat, spørger Gregory Smith sin ven og mentor.

Efter det t-kryds, Gregory befandt sig i på bænken, traf han og gennemførte det valg at arbejde på at vende tilbage til samfundet. Han gik i gang med uddannelse, først grundskole, så gymnasium, universitetsuddannelse og til sidst en Ph.D, hvor han forskede i forgotten australians, som ham selv.

Se filmen her:

Det er en historie om håb, ukuelighed og autencitet. Om at opnå det gode eller i det mindste tålelige ægteskab med sig selv, som er en forudsætning for at kunne indgå i positive relationer med andre. Om at få integreret jeget, miget og (mig)selvet og blive en nogenlunde hel person, trods fuldstændigt horrible opvækstforhold.

Det er den stærkeste historie om GRIT, engageret vedholdenhed, jeg har hørt til dato. Gad vide om der findes tilsvarende historier fra Danmark.

FAKTA
Gregory Smith var en af de hundredtusindvis forgotten australians, der op til tressenerne blev tvangsanbragt på samme måde som fx Godhavnsdrengene. Disse forgotten australians har i modsætning til Godhavnsdrengene fåret en undskyldning af staten.