Kategori: I øvrigt mener jeg….

Styr driften

Alle ved, at det kan være svært at styre driften. I syvogtredive år var jeg ansat, om ikke i hendes majestæts tjeneste, så i hvert fald i det offentlige; mest i stat og amt, men hen imod slutningen også nogle få år i den ny Hjørring Kommune. I alle årene lærte vi, ja, vi fik tudet ørerne fulde af, hvor vigtigt det er at skelne mellem anlæg og drift.

Min lille verden er Hjørring og Hjørring Kommune. Her fra min lille udkigspost er det om ikke sjovt, så i hvert fald interessant, at iagttage hvordan tingene gentager sig. Det samme mønster gentager sig igen og igen. Det er måske en sur gammel pensionists lod at iagttage verden på den måde.

Det jeg ser i min by Hjørring er, at det går rigtig fremragende på anlægssiden, mens det kniber en hel del med at få styr på driften.

Vandlegeplads uden vand
I forbindelse med mine daglige byvandringer har jeg kunne iagttage et få år gammelt prestigeprojekt – en højprofileret vandlegeplads i Folkets Park. Legepladsen etableret samtidig med det store separatkloakeringsprojekt, der er i gang, blandt andet i min egen beskedne forhave.

Denne fine legeplads er ude af drift. Den har været tørlagt hele sommeren. Hele den samlede danske sommer. Den sommer der har været den varmeste i mands, kvindes og børns minde. Her ville det da være fantastisk, at de børn, der ikke er med deres forældre i de endnu varmere lande, kunne pladre med vand i den danske sommer.

Jeg har i de sidste tre måneder undret mig over, at der ikke var børn på legepladsen og har derfor checket, om der var vand i hanerne. Det var der ikke. Først tænkte jeg, om det måske skyldtes at ham, der skulle lukke op for vandet var på ferie, men jeg tror ikke, at det er årsagen, for i denne uge kunne jeg se, at de flotte hække, der efter engelsk forbillede var etableret omkring pladsen, nu er væk. Måske for at spare på hækklipperiet? Hvem ved? Jeg ved det i hvert fald ikke.

Cykelmotorvej uden tæller
På samme måde blev der for nogle år siden etableret en såkaldt cykelmotorvej fra Bagterpvej og Ulvegravene igennem Folkeparken helt ind til centrum. Det fine projekt med lys om natten osv, blev delvis betalt af staten. Også her er det driften, det kniber med. Cykelstien bliver ikke vedligeholdt og fejet og det fine tælleapparat, der skal tælle hvor mange cyklister, der kører forbi, er bestandig ude af drift.

Cykelstier uden asfalt
I mit nabolag er der på Frilandsvej opsat et fint skilt: UCN 1,1 km – på cykel forstås! For tiden kan ruten slet ikke passeres på cykel på grund af det store projekt med separatkloakering, men det går vist over i uge otteogfyrre.

Nå, men når man så kommer til den bette bro ved Meny – den fremtidige Østbanegård er der meterstore huller i asfalten. Igen er det driften, det kniber med. Det kunne måske være en rigtig god ide at vedligeholde det man har, inden man etablerer nyt. Eller hvad?

Teater uden indhold?
Disse tre eksempler -og der er flere- giver anledning til bekymring over det indtil videre største prestigeprojekt i vores kommune. Vores nye Vendsyssel Teater. Insprireret af intet mindre end The Globe Theater. Bygget til en pris af 175 mio.  Jo, på anlægssiden går det godt.

Hvordan det går med driften ved jeg ikke; men et kvalificeret gæt er, at der er problemer. Vi skatteborgere giver et tilskud på 500 gode danske kroner pr billet. Man kan komme gratis med tog fra Aalborg, Skagen og Frederikshavn, mens det ikke muligt at tage bussen i teatret i weekenden fra Taars, Lønstrup og Bagterp. Vi har en flot ny busstation, men ingen busser. Den er ligesom banegården tømt for indhold.

Tilbage til det nyeste af vore teatre. Gad vist om det vil gå på samme måde som med byens gamle teater, Vendelbohus. Her blev den gamle teatersal renoveret af gammel Hjørring Kommune, så den fremstår flot og smuk. Men nu ser det ud til at denne sal skal dø en ikke stille død på grund af manglende driftsmidler.

Igen er det driften, det er galt med. Med hensyn til prestigeteatret tænker jeg, at det vil være vanskeligt at opretholde det nuværende driftsniveau. Kan en teatercafe i sådan et fint hus rende rundt, når hverdagen indfinder sig? Det kunne ikke lade sig gøre i Aalborg. Kan det i Hjørring? Har vi fortsat råd til at have &, dramaturger, teknikere, PR folk, direktør og jeg ved ikke hvad ansat i det nuværende omfang? Jeg spørger. Svarene må vi vente lidt på.

Nutidens teater
Jeg er en sur gammel mand – jeg ved det. Trods det vil jeg forsøge mig et positivt budskab, et lys i det driftsmæssige mørke. Stadion er nutidens teater. Drømmenes teater. Mennesker kommer på stadion, hvis de føler sig berørt og underholdt. Det er ikke nødvendigt med tilskud til billetterne for at hente femsekstusinde mennesker fra alle sociale lag ind på stadion i vores lille by. Den form for teater, synes jeg, at vi kan være stolte af. Byrådet har just bevilliget godt 17 mio til anlæg på vores stadion. Det kan man have mange synspunkter på. Mit eget er, at det er en god ide. Jeg tror heller ikke, at der er grund til at bekymre sig om driften, for der vil blive en helt pæn lejeindtægt. Men trods alt – det er svært at spå. Især om fremtiden.

foto: pixabay.com

De skulle skamme sig

Altså den administrerende direktør og bestyrelsesformanden for Danske Bank. Men det gør de nok ikke. Måske har de ikke skam i livet? For de har bedt deres egen advokat, som har tjent fedt på dem, om at udarbejde en undersøgelse, som efter al sandsynlighed vil frikende dem for juridisk ansvar. Advokatfirmaet Bruun & Hjejle hugger vel ikke den hånd af, der fodrer dem, vel.

Det moralske ansvar kan administrerende direktør Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen i Danske Bank derimod ikke løbe fra. Ole Andersen har været formand siden 2012 og Thomas Borgen var chef for bankens udlandsaktiviteter fra 2009 til 2012. Thomas Borgens efterfølger valgte at tage sit gode tøj og gå, da sagen om Danske Banks lyssky aktiviter blev gravet op af Berlingske.

De to bosser, Ole Andersen og Thomas Borgen troner imidlertid stadig i toppen af banken. De fremstiller sig selv som overraskede over at bankens andel i de lyssky transaktioner er vokset fra 25 til 53 milliarder, på trods af at de i bankens bestyrelse har behandlet indtjeningen ved transaktionerne. De skulle skamme sig – og i det mindste tage deres gode tøj og gå og det uden noget som helst gyldent håndtryk.

Det ser det imidlertid ikke ud indtil videre ikke ud til, at de gør.  Den nye konservative erhvervsminister har været fremme i pressen med en stærk retorik i forhold Danske Banks aktiviteter. Det er stærkt af erhvervsminister Rasmus Jarlov og det udtrykker nogle klassiske borgerlige værdier såsom ordentlighed og redelighed, der længe har været en mangelvare. Rasmus Jarlov giver kraftigt udtryk for det moralsk forkastelige i bankens handling, men udtrykker samtidig manglende mulighed for handling på grund af juraen. Lovgivningen var ikke så stram, da svindelen fandt sted, som den er i dag og blabla….

Kære Rasmus Jarlov.
Her får du et godt råd ganske gratis. Du skal simpelthen opfordre Danske Banks topledelse til at gå af uden fratrædelsesordning eller andre gyldne håndtryk. Det kan du gøre ved at bruge pressen og i fuld offentlighed opfordre dem til dem til at skamme sig og tage deres gode tøj og gå. Det vil være sejt. Det vil være konservative værdier i praksis. Det vil være at sætte handling bag ordene.

Vil du så gøre det? Vil du tage et opgør med en bank, der efter al sandsynlighed er storsponsor for dit parti –  vi ved det ikke, for reglerne for partistøtte i Danmark er blandt de mindst transparente i verden.

Men jeg håber det. For den banks topledelse har grund til at skamme sig. Du vil samtidig vise,  at der er nogle værdier, der står over pengene. Det vil være så godt.

 

Kilde: information.dk
Foto: pixabay.com

HÅB – OK 18 og lærernes arbejdstid

Håbet er lysegrønt og udgør the rainbows of the mind, som den amerikanske psykolog Snyder skriver i en berømt artikel. Og ovenover indgangen til helvede skulle der efter sigende stå her lades alt håb ude.

For nogle dage siden udsatte Anders Bondo mig for en gevaldig rutsjetur. Ved middagstid stod han stolt og lettet frem sammen med Michael Ziegler frem og fortalte, at der var indgået en aftale om lærernes arbejdstid. Jeg blev rigtig glad, for selvom jeg er blevet emeritus, har jeg altid elsket skolen fra jeg trådte ind i den i 1960 til jeg forlod den i 2013. En god skole betyder meget for mig og for fleste andre danskere. Vi er fælles om at ønske en god skole for vore børn – og lærere, der trives er en forudsætning for det.

Klokken cirka 16 samme bededag, læste jeg så nyheden om at der ikke var indgået en aftale om den famøse arbejdstid. Jeg blev simpelthen så skuffet og negativ. Det her må blive Bondos endeligt, et svigt, en fejl og mange andre negative følelser kom frem i mig. Jeg var skuffet og vred. Jeg var klar til kamp og jeg fik tunnelsyn, som man gør når man er kampklar. Jeg tror at jeg deler gennemløbet af dette følelsesregister med mange, både lærere og andre.

Nu har jeg sovet på det nogle gange, mit tunnelsyn har forladt mig. Jeg kan igen betragte verden i widescreen og har fået en lille smule øjne i nakken. Kort sagt min positivitet og kreativitet er så småt vendt tilbage. Nu tænker jeg, at det her er lige hvad alle skolens interessenter har brug for. Der er brug for en ny start, der åbner op for nye muligheder.

Hvis der var indgået en aftale om ugentlig, kvartalsvis eller halvårlig optælling af arbejdstiden, ville det så skabe mere trivsel blandt lærerne og derned blandt deres elever? Det tror jeg såmænd ikke det ville. Det ville være mere af det samme, mere styring, flere regler, mere kikkertsyn, flere fjendebilleder og flere negative følelser. Vi kan vist godt blive enige om at sådan nogle følelser ikke øger hverken trivsel eller produktion i skolen.

Løsningen ligger ikke i mere bureaukratisk belønning, styring og kvartalsvis optælling. Der er brug for noget helt andet. Mennesker er selvregulerende organismer og øgede muligheder for selvregulering forbedrer motivation og trivsel blandt mennesker, også blandt lærere. Autonomi, forbundethed og kompetence er tre grundlæggende psykologiske behov. Forbedring af mulighederne for at tilgodese disse behov vil være godt for både børn og voksne i skolen.

Der er brug for en ny start, som det så smukt er blevet sagt. Der er brug for samtale og dialog. Der er brug for nye og kreative løsninger på skolens og lærernes udfordringer. Efter at mit tunnelsyn har forladt mig er jeg kommet i tanke om at Anders Bondo faktisk i sin eufori sagde, at når to mennesker, som ham og Ziegler sidder helt alene en mørk nat, hvor alle muligheder er udtømt, så kan det åbne op for kreativiteten. Det synes jeg faktisk er ret sejt og måske kan Anders og Michael være rollemodeller for en måde at holde skole på, hvor kampen erstattes af kreativitet, fællesskab og partnerskab.

Det håber jeg….

foto: Palle W. Nielsen

6 veje til godt psykisk helbred

Tirsdag morgen efter påske. Påsken har jeg og mange andre brugt til at spekulere over påskens mysterium. Dette mysterium er det svært for mig at sige noget vandfast om. Det er jo netop et mysterium og jeg skal nok lade være med at kloge mig på det, blot nævne, at for mig er det sådan, at lyset altid vil overvinde mørket.  Det kan ikke være mørkt, når et lys bliver tændt uanset hvor lille og lyset er.

Tirsdag morgen blues. Det er koldt, mørkt og trist udenfor. Vinteren går på hæld, men skal lige komme med sine sidste krampetrækninger først. Hvis man kan lide af det, som John Mogensen kaldte mandag morgen blues på en tirsdag morgen, så er er det netop på denne tirsdag, dagen i dag, at det forholder sig sådan. Men husk at lige om et øjeblik bryder lyset frem. Det bliver forår med lys og varme. Det bliver dejligt.

Jeg håber på, at også menneskene får forår og lys i deres krop og sjæl. Jeg vil derfor gennemgå seks stier, som vi kan gå ad hen imod dette forår og lys. Seks stier, som forskningen viser fører til bedre psykisk helse eller med andre ord seks veje, der  får os til at trives. Hvis man erfarer nedenstående – ja, så viser forskningen, at man trivses og har et godt mentalt helbred.

#1 – Kontrol over omgivelserne
Det betyder, at du er i stand til at håndtere de fleste situationer i dit liv, så de er i overensstemmelse med dine styrker, behov og værdier.

Forskningen viser, at sådan nogle fremtidsorienterede styrker som gejst og håb er gode i denne forbindelse. Et godt sted at starte er at udvikle et fælles mål, en fælles vision. Det gælder både i familielivet og i arbejdslivet

#2 – Formål med livet
Det betyder, at du har en følelse af retning i dit liv og en følelse af mening i fortid, fremtid og nutid.

For mange mennesker udgør deres arbejde meningen med livet. Hvis du er et af disse mennesker, er det vigtigt for dig, at udføre opgaver, der har værdi for andre end dig selv. Det indebærer selvfølgelig en stor krise for os mennesker, der finder formål i arbejdet, hvis dette arbejde af en eller anden grund hører op på grund af fyring, pensionering eller andet.

Vedholdenhed og evne til selvregulering styrker evnen til at opleve formål med livet.

#3 – Personlig vækst
Det betyder, at du finder det vigtigt som menneske hele tiden at udvikle dig. Du søger mere viden om dig selv og du bruger det, du finder ud af, til at forbedre dig selv.

Nysgerrighed og videbegær styrker denne personlige vækst.

#4 – Gode relationer
Det betyder, at du kærer dig om andre og deres velbefindende. Du er empatisk og har varme og tillidsfulde forbindelser med andre mennesker. Det er godt for de andre og det er bestemt også godt for dig. Det er ren win-win.

De gode relationer styrkes af menneskekærlighed og social intelligens. Det er ikke antallet af gode relationer, der tæller. Du behøver ikke at have 12.000 rigtige venner. En eneste en er tilstrækkeligt.

#5 – Autonomi
Det betyder at du er i stand til og har mulighed for at træffe valg og at du har tillid til, at du kan træffe disse valg. Du er uafhængig og i stand til at modstå ydre pres. Du er ikke bange for at gå imod flokken. Du træffer dine valg og du tager selv ansvar for de valg, du træffer.

Du giver udtryk for dit perspektiv, også når det er svært. Verden har brug for det. Som Mark Twain sagde: Det modsatte er også rigtigt.

Mod er en afgørende faktor for selvbestemmelse og autonomi.

# 6 – Selvaccept
Du accepterer dig selv lige nøjagtig, som du er, med de svagheder og styrker, du har. De er en del af dig og de livserfaringer, du har. Du har en positiv opfattelse af dig selv.

Håb og entusiasme er vigtige styrker, der forbedrer din accept af dig selv.

Hvad kan du ellers gøre
Sæt navn på dine styrker og svagheder. Del gerne styrkerne op i lært adfærd – noget du er god til, men som ikke giver dig energi og i de ægte styrker. De rigtige og ægte styrker er noget du er rigtig god til og som samtidig giver dig energi. De er lige dig.

Du kan finder styrkerne ved at kigge dig omkring og spørge dem, du kender. Du kan også tage en af de forskellige styrketest på VIA eller Realise2. Endelig har du mulighed for at opsøge en styrkecoach og få dem afklaret i en samtale. En ISA, individual strength assessment, som det så smukt hedder på godt jysk.

Gid du må trives godt og have et godt psykisk helbred. Det var bare det, jeg ville sige. Hej! 😉

Kilde:  viacharacter.org
Foto: pixabay.com

 

 

 

Stephen Hawking – tanker ved hans død

Jeg har i dag gjort mig ikke så få tanker efter at jeg hørte at Hawking var død. Han blev 76 år gammel og levede dermed meget længere end nogen -måske undtaget ham selv- have forventet. Stephen Hawking fik diagnosen ALS, amyotrofisk lateral sklerose som 21 årig. Lidt simpel hovedregning fortæller, at han levede med sygdommen i 55 år, hvilket er meget mere end gennemsnittet på 3 år. Jeg skal ikke kloge på, hvad det skyldes? Har han bare været usædvanlig heldig? Var han fejldiagnosticeret? Skyldes det at han trods sygdommen havde et usædvanligt godt og positivt liv? Jeg ved det ikke.

Stephen var allerede som barn og ung usædvanlig kvik og velbegavet. Han afviste selv at vurdere sin IQ med ordene: ”Jeg har ingen anelse om det. Folk, som praler af deres IQ, er tabere”. Men klog var han og en af verdens førende teoretiske fysikere. Han var matematik-professor på Cambridge Universitet i England.

Hans hovedområder var forskningen af kosmos og kvante-tyngdekraft. Hans største bidrag til forskningsområderne omfatter hans afhandlinger om forbindelsen mellem sorte huller og termodynamikken. Hans forskning indikerer, at sorte huller ikke eksisterer for evigt, men snarere “fordamper” langsomt ved den såkaldte hawkingstråling.

Jeg har kendt Stephen Hawking i siden midt i firserne, altså ikke personligt, men nærmere professionelt og grunden til, at jeg har fulgt ham i alle de år, er såmænd ikke hans indsats med hensyn til sorte huller og termodynamik. Min interesse skyldes hans sygdom og hans dermed forbundne kommunikationsproblem. Allerede som helt ung blev Hawking så at sige spærret inde i sin egen krop. Han mistede evnen til at tale og skrive på konventionel vis.

Jeg hørte første gang om det unge geni, der kunne vedblive med at passe sit job som professor på Cambridge trods sit svære handicap, for godt og vel 30 år siden. Når han kunne passe jobbet skyldtes det at udviklingen af kommunikationsteknologien på det tidspunkt havde nået et stade, så  den kunne bruges til at kompensere for manglende skrift og tale.

På Kings College i London havde man midt i firserne udviklet et stykke software, MacApple. Programmet bestod af et alfabet plus en dynamisk ordbank, som en cursor scannede binært igennem. Når man så kom til den rigtige række/ det rigtige bogstav valgte man dette ved at kortslutte en kontakt.

Ved hjælp af dette program holdt Hawking allerede dengang forelæsninger og besvarede spørgsmål fra de studerende. Programmet kørte på en Apple IIe computer, der af Apple, som allerede dengang havde sans for markedsføring, blev benævnt som verdens første transportable pc. Transportabel? I hvert fald ikke bærbar, men måske slæbbar, hvis man da var flyttemand.

Jeg har selv været med til at implementere denne type kommunikationssoftware til en række nordjyder, der af forskellig årsag var spærret inde i deres krop på grund af  progredierende sygdomme som ALS, lockedin syndrom forårsaget af blødning i hjernestammen etc. Disse mennesker var fuldstændig intakte i deres opfattelse af verden, men var frataget muligheden for at udtrykke sig ved hjælp af tale og andre motoriske aktiviteter. De kunne hjælpes ved at bruge et program som det ovennævnte. I dag er teknologien selvfølgelig meget mere avcanceret og der er kommet syntetisk tale til. Hawking kunne ved hjælp af teknologien råbe en hel forsamling op ved hjælp af en kunstig, myndig mandestemme. Hawking styrede programmet ved hjælp af en kontakt, der måler spændingen i kæbens muskler.

Han brugte et system, der hedder ACAT, som er open source og som er udviklet specielt til ham. Han kan bruge det både til at kommunikere med og til at styre sin omverden for eksempel webkameraer og andet perifert udstyr.

Elektronisk kommunikation kan, som beskrevet ovenfor, bruges til at kompensere for manglende mulighed for at udtrykke sig sprogligt, for eksempel af motoriske årsager. Det handler her om det sproglige udtryk.

Hvad angår det sproglige indtryk, altså forståelsesdelen er der også hjælp at hente. Du kan se et par eksempler på min hjemmeside steffenblarsen.dk: Læseweb, der læser al tekst højt og kan sammenkæde talen med skriften og adgang med tegn, der oversætter dansk skriftsprog til døvetegn. Et mere kendt eksempel på det samme er adgangforalle.dk, der er opfundet her i vores ende af landet og som drives af it- og telestyrelsen. Disse er blot eksempler på hjælpemidler, der medvirker på indtryks- forståelsessiden.

Der er altså gode muligheder for at afhjælpe kommunikationsproblemer, både hvad angår indtryk og udtryk. Sproget består som bekendt i en sammenkædning af indhold og udtryk. Mennesker der har problemer med denne sammenkædning er det straks sværere at hjælpe. Jeg er ikke særlig optimistisk med hensyn til om teknologien i fremtiden også vil kunne afhjælpe den slags problemer; men erfaringen har lært mig, at man aldrig skal sige aldrig.

Lev hver dag som om det er den første

Carpe Diem, nuets kraft, stoikerne, Brinkmann – du skal være klar til at dø hver evig eneste dag. Er det sådan, man skal leve sit liv? Måske, men ikke udelukkende i hvert fald. Som i alle mulige af livets – og dødens- forhold, skal der tilføjes et OG – et &. Det er ikke et enten-eller,  men både-og.

Vel skal man leve hver dag, som den sidste, men samtidig skal man leve dagen i dag, som den første af mange i et langt liv. Som Søren Kierkegaard siger det – Saa bliver Alvoren den at leve hver Dag, som var det den sidste og tillige den første i et langt Liv. Det er ikke et enten eller. Det er et både og.

At leve hver dag som om den er den første i et langt liv indebærer, at man sætter egne behov til side og passer på os selv, vore nærmeste, vort samfund og vores klode. Det er en alvorlig sag, som hver enkelt menneske må afgøre med sig selv hvordan man løser.

Men hvis du er i tvivl om, hvor du skal starte med at leve hver dag, som om det er den første, kan jeg da i al beskedenhed forslå dig at starte med at gøre noget for vore børn. Du skal se dem, som de er og  betragte deres liv i det lange fra lange perspektiv. Ikke ud fra hvad der kan betale sig. Ikke ud fra om de og vi kan konkurrere med robotten Jia Jia fra Kina.

Et menneske er ikke en robot og skal ikke defineres ud fra, hvad det kan præstere. Spørg dig selv, hvad kan du gøre, der hvor du er for at børn oplever at have en værdi i sig selv, bliver set som dem de er og får en god og solid tilknytning til deres voksne. Du kan starte med dine egne børn og børnebørn og hvis du har evner og mulighed for det, er der også nok at tage fat på den store bane – daginstitutioner og skoler.

Selv vil jeg starte med, på samme måde som Søren, at gå en tur – Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” – ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”

Jeg vil aflægge besøg på en kirkegård. Her skulle man ifølge selv samme Søren kunne lære meget om livet, herunder om dagen i dag, som den første af mange i et forhåbentligt langt liv.

foto: pixabay.com – Inspiration: Christian Hjortkjær, En dag tilbage, Kristeligt Dagblad 21. feb 2018

Benspænd og snævre rammer giver innovation

– Eller nød lærer nøgen kvinde at spinde.

Hvordan skaber vi vækst og fremmer innovation og kreativitet. Er det gennem regeringens strategi og de 38 punkter, der indgår heri? Det kan da godt være at det vil have en effekt. Det vil jeg ikke afvise. Men hvad er egentlig forudsætningerne innovation og kreativitet.

Det spørgsmål besvarede filminstruktøren Thomas Vinterberg og Poul Nesgaard, ham fra julekalenderen i hullet i kæmpeskoven. Nesgaard var på det tidspunkt rektor for Filmskolen. Poul og Thomas blev spurgt om, hvordan det kunne være, at dansk film var så kreativ og innovativ, så nytænkende?

De kiggede på hinanden og svarede samstemmende – Det er da fordi vi ingen penge har.

I modsætning til vennerne i Hollywood, der har masser af dollars, kamerahold og jeg ved ikke hvad og som følge heraf stor handlefrihed, har dansk film kun ganske sparsomme resurser til rådighed. Derfor må hele produktionen planlægges i forvejen ned til mindste detalje.

Det betyder, at der kun er ganske lidt rum til at folde sig ud i. De herrer Vinterberg og Nesgaard anslår, at de syvoghalvfems procent af en filmproduktion er totalt styret og planlagt og så er der kun er 3 procent til rådighed til at udfolde sig og være kreativ og innovativ i. Disse snævre og veldefinerede rammer frigjorde ifølge de to, en kæmpe kreativitet og gjorde dansk filmindustri til den mest innovative i verden, Lars von Trier og dogmemanifestet in mente.

På samme måde, da vi her i Nordjylland i starten af nullerne opfandt talende internet i et partnerskab mellem Center for Personkommunikation på Aalborg Universitet, Efaktum samt et par amtslige institutioner. Når min gode ven Peter P og jeg for atten siden fandt på, at vi ville gøre internettet talende og derfor måtte alliere os med forskere i signalbehandling og et privat it-firma, var det ikke fordi vi havde en vision om at være first movers i serverbaserede løsninger og cloudteknologi.

Nej, det skyldtes at talesynteser til en enkeltstående pc i Danmark var meget dyr, ca 8000 danske kroner, mens den i USA kostede under 25 dollars. Vi havde derfor, i modsætning til de engelsktalende, et incitament for at udvikle noget nyt, så vi kunne stille en oplæsningsservice til rådighed for mange flere brugere end det tidligere havde været muligt. Der var lagt et benspænd i form af en høj pris ind. Det var med at fremme vores kreativitet  og innovationsevne, så vi fik udviklet en ny teknologisk avanceret netbaseret service, som efterfølgende har medvirket til at gøre Efaktum til verdensmester i dansk taleteknologi.

Det hele startede med en forhindring – et bespænd. Vi fik opfundet noget nyt – på en helt anden måde end vi oprindeligt havde forestillet os. Men det er en helt historie.

Du kan se vores oprindelige service her – www.adgangforalle.dk
Du kan se nogle af de andre projekter, der er udviklet på basis af teknologien her – http://www.leseweb.dk.

Du kan teste læseweb på www.steffenblarsen.dk. Her kan du også teste  www.adgangmedtegn.dk,  som er en service for døve.

Noget lort

I starten af januar fik jeg en lille nytårshilsen, en pakke, fra min region. Den er jo med i min hverdag. I pakken var der et kit og en række informationer til mig.

Kittet bestod af et stykke papir, der skulle monteres på toilettet, en lille flaske med en miniflaskerenser i, en stregkode, som skulle monteres på flasken og en masse instruktive informationsmaterialer.

 Der var også en svarkuvert, som skulle sendes til en postboks i Frederikshavn. Det er Sygehus Vendsyssel, der står for screeningen, fremgår det af den ikke helt opdaterede hjemmeside. For tiden hedder det Regionshospital Nordjylland.

I folderen og af regionens hjemmeside, fremgik det tydeligt, instruktivt og meget pædagogisk hvordan man skulle foretage prøven. Jeg gik på samme måde som 200.000 andre mennesker fra Himmerland, Mors, Thy, Læsø og Vendsyssel i gang med screeningen.

Jeg startede med at montere det udskyllelige papir på toilettet efter behørigt at have tørret kanten af, sådan som folderen bad mig om. Derefter satte jeg mig på potten på samme måde, som jeg plejer.

Da det var overstået, tog jeg miniflaskerenseren og skrabede en smule af mine efterladenskaber om i flaskerenseren. Ikke for meget! Prøven blev så puttet i flaske, stregkoden blev påmonteret, og så var det af sted med modtager-betaler-portoen-kuverten.

Jeg havde selvfølgelig forinden undersøgt, hvor der var en postkasse, og hvornår den blev tømt. Til min store overraskelse var der i mit lokale supermarked Meny en blå postkasse fra Post Norden, som blev tømt hver dag klokken 10. Nå, men i med den polstrede og frankerede svarkuvert og så var den sag overstået for mit vedkommende.

Eller var den? Sådan en screening kan efterlader en med en række spørgsmål og med en diffus angst, måske dødsangst. Døden og kræft, her tarmkræft, kommer tættere på. Det er forebyggende og det udsætter døden. Screeningen mindsker risikoen for dø af tarmkræft med 25 procent.

Døden bliver udsat nogen tid, men aflyse den kan vi jo som bekendt ikke.
Sådan en forebyggelseskampagne efterlader altså mig og sikkert også nogle af de 199.999 andre nordjyder, med en række spørgsmål. Nogle flere får livet forlænget. Det ønsker alle, i hvert fald jeg.

Men hvis man får stillet en tidlig diagnose, hvordan vil det så påvirke det liv man lever? Vil det ændre livskvaliteten i negativ retning og hvordan vil det påvirke dødeligheden? Disse spørgsmål er der sikkert nogen, der kan sige noget kvalificeret om. Jeg kan ikke.

Men jeg kan huske, at der i 80’erne var en del snak om værdien af screeninger for brystkræft, hvor en forsker mente at screeninger ville betyde en overdødelighed – ikke af kræft, her ville den falde, men af andre sygdomme forårsaget af de negative følelser, angst og depression, som screeningen ville fremkalde.

Endvidere mente han, at screeningerne ville medføre et væsentlig dårligere liv for de, der fik diagnosen. Der er sikkert sket meget på behandlingssiden, både i forhold til det psykologiske og med hensyn til regneark og cost-benifit-beregninger, siden 80’erne.

Men der er ingen tvivl om, at screeningen efterlader mig, og måske et par stykker mere af de 200.000 med både negative følelser og spørgsmål.

For hvad er sundhedsvæsnets opgave, mål og mission? Er det at hjælpe os alle til at få evigt liv eller er det at støtte os i at få et godt liv? Christian Nissen, som nogle måske husker, mente det sidste. Men han holdt jo også kun et halvt år som direktør på Rigshospitalet, inden han skred.

Min prøve blev afsendt i tirsdags og allerede torsdag havde jeg svaret i min e-boks. Der skal lyde ros herfra til både Post Norden og den vendsysselske regionssygehus for det hurtige svar. Jeg er taknemmelig for, at jeg blev frikendt.

Mine tanker går så til dem, der ikke blev. Hvordan blev deres dag, og hvordan vil det påvirke deres liv fremover?

Jeg fik det jeg glade budskab, ellers havde det sikkert været tak for lort. Ja, jeg blev frikendt i det mindste denne gang i et informativt brev, der sluttede med ordene:
– Du vil blive indkaldt til screening igen i 2018 eller 2019 med mindre du forinden er blevet 75 år og dermed ikke længere er omfattet af screeningsundersøgelsen.
Med venlig hilsen Tarmkræftsscreeningssekretariatet, Region Nordjylland.

Måske kan dem, der sidder og kigger ind i skærmene på deres regneark, se at det ikke kan betale sig at screene mennesker over 75 – godt at man kun er 64, så er man da værd at investere i en halv snes år endnu.

Region har også lavet en lille film om tarmkræftsscreening.

Foto er screendump fra ovenstående side

Du kan – DUKAN

Første gang jeg så den her bog for tre et halvt år siden, da min kone lige havde købt den, troede jeg, at det var endnu en selvhjælpsbog. DU KAN – sådan noget ala yes, you can. Det var det ikke. Jo, på en måde var det jo, for det var en bog, der ud over at blive solgt i store oplag,  havde til mål at hjælpe folk med at tabe sig. Det virker godt for nogen. Det gjorde det også for min Inger og mig. Vi smed sådan sammenlagt en snes kilo og jeg selv kom i det nærmeste, jeg har været i kampform i mange år – 80 kilo. Det synes jeg er ok for en gammel gut som mig, selvom jeg naturligt er mellemvægter og i mine unge dage vejede midt i 70’erne. Men 80-82 er ok for en, der står lige foran målstregen til folkepension, skulle jeg mene. Det er jo også sådan at en moderat overvægt forlænger livet, har jeg hørt og det holder jeg mig til. Jeg er i hvert fald totalt overbevist om, at det giver bedre livskvalitet, bedre humør og en masse andet positivt – som bekendt er der evidens for, at et positivt livssyn forlænger livet med i gennemsnit knap og nap ti år – jeg gentager 10 år.

Men nu er den gal igen. Vægten siger 92 kilo, sværvægt. Det er vel nok lige rigeligt for en splejs som mig, skulle jeg  mene. Det har taget mig godt tre år at nå frem til punkt, jeg startede fra. Næsten da, for jeg var da oppe på fireoghalvfems der for tre år siden; men jeg kan jo godt se, at med den fart jeg havde på ville målet snart være nået, hvis jeg ikke greb ind. Så det bestemte jeg mig til at gøre.

Jeg havde arbejdet hårdt på at opnå min gamle form – pæreform. Det er jo desværre sådan, at vi det evolutionært ligger i vore gener, fra vores tid på savannen, at vi skal have depoterne fyldt op, helst med sukker og fedt. Det har jeg også forsøgt på. Jeg har lejlighedsvis indtaget basser med min gode ven Palle og jeg elsker en god frokost, gerne med øl og snaps. Når det så bliver suppleret med god rødvin, gerne pinot noir, ryger kiloene stille og roligt på. Det gjorde de også hos mig.

Nu stopper det! Det kan ikke fortsætte. Jeg sætter hælen i. Og hvordan gør jeg så det? Tilbuddene er mange især her ovenpå julefrokosterne. Ikke kun skyr er på tilbud. Der er individuelle januartilbud hos Fitness.dk, Fitness World og hvad de nu hedder. Kommunen støtter op om et højprofileret projekt, Vendsyssel på Vægten. Her er tabet kilo gjort til en holdsport. Tilbuddene er mange. Hvad skal man vælge?

Jeg holder mig til DU KAN. Hvorfor så det? Den gode læge og bestsellerforfatter Pierre Dukan er smidt ud af den franske lægeforening og hans kur er noget anderledes end andres. Du skal spise masser af protein og du skal motionere primært ved at gå. Du behøver ikke sulte, bare det er proteiner, du indtager. Jeg dur simpelthen ikke til at sulte, ligesom det er min erfaring, at jeg bliver voldsomt sulten af at dyrke motion. At så tillige er en kreativ sjæl, der godt kan lide at gøre tingene på min egen måde, tæller også med. Jeg er lidt af en mismatcher. Yderligere er det sådan, at jeg det har virket før for mig og for Inger. Hvorfor lave om på noget, der virker. Det her bliver min måde at gøre tingene på.

Jeg håber nu, at jeg om et halvt år kan sige – jeg ku’, Dukan!

En 103 år gammel historie om julefred – Glædelig Jul

I dag for 103 år siden indtraf enhver generals mareridt. Soldaterne i første verdenskrigs belgiske skyttegrave nedlagde våbnene og fejrede Jul med fjenden. Tyskere, englændere og franskmænd strømmede op af skyttegravene og udvekslede gaver – schnaps og cigaretter. Og de spillede fodbold,  for de menige soldater ved fronten talte om, at de ligeså godt kunne afgøre krigen ved en fodboldkamp.

Det begyndte sådan at skyderiet langsomt hørte op. Hos englænderne var angsten, for at der var tale om stilhed før stormen, udtalt. På den tyske side kunne de se små lys. Dem skød skød englænderne imod, men ilden blev ikke besvaret.

Pludselig blev stilheden brudt af en ren og klar tysk tenor, der sang den her.

Da han var færdig med første vers, faldt de andre tyske soldater ind. Nogle modige englændere vovede, med fare for at få hovedet skudt af, at stikke det op over kanten. De så, at lysene, de havde skudt efter, var juletræer. Der stod et juletræ for hver tyve meter og ved siden af hvert træ stod der en tysker og sang. I begyndelsen var der stilhed på den engelske side. Englænderne var tilskuere til tyskernes forestilling. Men så brød jubelen frem og  nogle englændere rejste sig op og vovede sig ud i ingenmandsland, hvor de udvekslede gaver med tyskerne. Flere englændere begyndte også at synge.

Men efter nogle dage fik generalerne magten igen. Alt blev som det var – næsten. Soldaterne blev hårdt straffede, og kampene i det helvede på jord, som skyttegravene udgjorde, fortsatte i endnu tre år.

Ja, det blev næsten, som det var. For julen i 1914 og den menneskelighed, kærlige venligehed og fred, som soldaterne oplevede, var for dem en hjælp til at overleve krigshelvedet og give en smule fred i sindet og håb for fremtiden.

Som sagt varede helvedet ved længe endnu og ofrene var talrige. Ind imellem var der stille, men som Erich Maria Remarque skrev i sin roman, var også det farligt. For som han skriver,  han døde på en dag, hvor det var så stille, at frontberetningen lød – Intet nyt fra Vestfronten.

Glædelig Jul. Må du få fred med dine fjender – og med dig selv.