Kategori: demokrati

En 103 år gammel historie om julefred – Glædelig Jul

I dag for 103 år siden indtraf enhver generals mareridt. Soldaterne i første verdenskrigs belgiske skyttegrave nedlagde våbnene og fejrede Jul med fjenden. Tyskere, englændere og franskmænd strømmede op af skyttegravene og udvekslede gaver – schnaps og cigaretter. Og de spillede fodbold,  for de menige soldater ved fronten talte om, at de ligeså godt kunne afgøre krigen ved en fodboldkamp.

Det begyndte sådan at skyderiet langsomt hørte op. Hos englænderne var angsten, for at der var tale om stilhed før stormen, udtalt. På den tyske side kunne de se små lys. Dem skød skød englænderne imod, men ilden blev ikke besvaret.

Pludselig blev stilheden brudt af en ren og klar tysk tenor, der sang den her.

Da han var færdig med første vers, faldt de andre tyske soldater ind. Nogle modige englændere vovede, med fare for at få hovedet skudt af, at stikke det op over kanten. De så, at lysene, de havde skudt efter, var juletræer. Der stod et juletræ for hver tyve meter og ved siden af hvert træ stod der en tysker og sang. I begyndelsen var der stilhed på den engelske side. Englænderne var tilskuere til tyskernes forestilling. Men så brød jubelen frem og  nogle englændere rejste sig op og vovede sig ud i ingenmandsland, hvor de udvekslede gaver med tyskerne. Flere englændere begyndte også at synge.

Men efter nogle dage fik generalerne magten igen. Alt blev som det var – næsten. Soldaterne blev hårdt straffede, og kampene i det helvede på jord, som skyttegravene udgjorde, fortsatte i endnu tre år.

Ja, det blev næsten, som det var. For julen i 1914 og den menneskelighed, kærlige venligehed og fred, som soldaterne oplevede, var for dem en hjælp til at overleve krigshelvedet og give en smule fred i sindet og håb for fremtiden.

Som sagt varede helvedet ved længe endnu og ofrene var talrige. Ind imellem var der stille, men som Erich Maria Remarque skrev i sin roman, var også det farligt. For som han skriver,  han døde på en dag, hvor det var så stille, at frontberetningen lød – Intet nyt fra Vestfronten.

Glædelig Jul. Må du få fred med dine fjender – og med dig selv.

 

Fjendebilleder fortæller os hvem vi er

Vælg dine fjendebilleder med omhu, for de fortæller, hvem du er. Det gælder på det individuelle som på samfundsplan. Hvad er det for fjender vi vil definer os i forhold til?  – Thrump, Kim Jong-un, Nethanyahu, kvoteflygtninge, somaliere, dovne Robert, kapitalister og imperialister? Valgmulighederne er uendelige. Ikke desto mindre er det nødvendigt at træffe et valg, for fjendskabet definerer, hvem vi er.

Et samfund, der ikke har fjender er ikke et samfund uden fjendebilleder, men et samfund på jagt efter fjender. Nogenlunde sådan har den tyske sociolog Ulrich Beck udtrykt det. Fjendebilleder og fjendskab er så nødvendigt, at vi og vores samfund vil gå til grunde uden fjender og ikke på grund af fjender. Fjender er nødvendige for vores identitet både som mennesker og som samfund, for det er ikke vennerne, vi definerer os i forhold til. Det er ikke vennerne, der lærer os, hvem vi er. Næh, vi definerer vores identitet i forhold til vores fjender. Så man kan med en vis ret sige, at vores fjende er vores bedste ven.

Prøv at se, hvordan Norhahl Grieg i sit digt ”Kringsat av fiender” fra 1936 i de sidste vers definerede sig:

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult,
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
Skal uret falde
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.

Dette er løftet vort
fra bror og til bror:
vi vil bli gode mod
menneskenes jord.
Vi vil ta vare på
skønheden, varmen –
som om vi bar et barn
varsomt på armen!

Ingen er i tvivl om, hvem fjenden er og hvad Nordahl Grieg står for.

Vælg dine fjender med omhu. Og med Matthæus – elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer… Gør det af næstekærlige grunde og også for din egen skyld. For fjendskabet fortæller dig, hvem du er.

God søndag og god jul når du når til det.

Foto: Pixabay.com – af en eller anden grund kom jeg til at tænke på denne herre i forbindelse med fjendskab.

Jeg har lavet en lille screenrecording om emnet:
Tænkepause om fjendskab – Så det …. Klik for at se den.

Det Danmark du kender

Eller det Danmark du kendte? Nu må det høre op. Det er snart mere ikke til at kende vores land. Stuerene er de i den grad blevet. Hver eneste forhandling indeholder stramninger og nedskæringer overfor de sidste – syge og kontanthjælpmodtagere, mens grådigheden  på samfundets top ingen grænser kender.

Særligt flygtninge mærker magthavernes klamme hånd i form af stadigt mere umenneskelige forhold fx på Kærshovedgård. Og jeg kan forstå, at det ikke er slut endnu – nu skal vi oprette lejre for udsendte på en ø og flygtningebørn skal ikke mere gå i skole og må ikke mere lære dansk. Retorikken fra de mørke kræfter bliver mere og mere barsk og fra den anden side hører man larmende tavshed.

Jeg kan ikke kende dette Danmark og jeg kan ikke forstå at barsk sprog, umenneskelighed og deportationer skal kendetegne de danske værdier. Da jeg for mange år siden -i 1972- var ung og sammen med en kammerat rejste rundt i Europa med rygsæk, var der fascisme i Grækenland, Spanien og Portugal; men vi danskere var anderledes. Vi repræsenterede humanisme, solidaritet og medmenneskelighed. Selv os, der var lidt meget røde i det, var ikke blege for at sætte det danske flag på rygsækken. Vi var faktisk lidt stolte over at være danskere og de andre så op til os. Hvor blev det af?

Det er tid til at sætte hælen i!
Socialdemokrater – gerne Mette Frederiksen og andre i toppen, men ellers må vi jo starte fra bunden- sæt hælen i. Venstrefolk – jeg kan forstå at Kristian Jensen repræsenterer gamle højskole-venstre-værdier- sæt hælen i. Konservative, Enhedslistere og alle I andre til højre og venstre, sæt hælen i, så vi igen kan kende vores Danmark.

Kom ud af flyverskjulet, vær modige, italesæt det Danmark vi kendte og gerne vil kende. Vi står i et T-kryds og må tage et værdipolitisk valg – også gerne til Folketinget.

Nu som YouTuber

Jeg er begyndt som YouTuber :- ) Foreløbig har jeg to kanaler:

steffenblarsen, hvor jeg kommenterer på hele verden i små dogmefil
– Så det …..
Her vi jeg selvfølgelig gerne have mange følgere, for jeg har noget vigtigt at sige! – synes jeg….. 😉

Og så har jeg en bette kanal Life of SteffenB.
Her fortæller jeg om mit liv til primært 5 modtagere: Buster, Wilhelm, Nikoline, Salomon og Viktoria – mine børnebørn.
Life of SteffenB er rettet mod denne fembande, men du er velkommen til at kigge med.

Det er dogmefilm – som 64 årig er man vel ikke digital indfødt, vel.

 

10 ting jeg lærte af valgkampen i Hjørring

 

Valgkampen er slut. Sandhedens time er kommet. Nu skal du høre, hvad jeg lærte af valgkampen. Min læring er opnået på den måde, at jeg har fulgt valgkampen tæt i medierne – radio, tv, trykte, på nettet og på de sociale medier. Jeg har også deltaget i fire velbesøgte møder med spidskandidaterne. Her er hvad jeg lærte.

1 – Alle venter på julemanden
Vi mangler penge og dem kan vi få gennem en udligningsreform. Hans Toft, der er konservativ borgmester i Gentofte, slår sig i sin valgkampagne for brystet med, at de har den bedste ældreservice, den bedste børnepasning, de mest tilfredse unge osv. Hans skal nok blive genvalgt. Tror du, at Hans og de andre privilligerede er villige til at dele med os? Tror du på julemanden? -det gør jeg ikke, men jeg tror på nisser- Eller tror du mere på evangelisten Mattæus ord om at de, der har, skal der gives….?

2 – Alle politikere er drevet af ædle motiver 
Alle de politikere, jeg har hørt, har travlt med at rose hinanden. De kæmper for demokratiet. De ofrer sig for vores allesammens fællesskab. Er der slet ikke nogen, der er drevet mindre ædle motiver – magt og personlig ære. Penge og givtige udvalgsposter. Er der ingen, der har hede drømme om at blive fuldtidspolitiker. Spændende om det ædleholder i morgen. Valgkampen er slut. Venter de lange knives nat?

3 – Friskolerne er meget bedre end folkeskolerne 
Der er engagement og fælleskab. Folk møder op og gør en indsats. Så dem kan alle vi andre og folkeskolen lære meget af. Mon nogen har tænkt den tanke, at det engagement man kan møde på private og frie skoler, netop skyldes, at de har autonomi. De er fri. De er ikke pålagt lange skoledage, central topstyring og new public management, som de offentlige skoler.
Når man siger A må man også sige B. Er politikerne også villige til at slippe folkeskolerne fri? Autonomi, muligheden for at kunne kontrollere sit eget arbejdsliv er en forudsætning for engagement og udvikling i skolen. Vil politikerne være med til at opfatte lærerne som frivillige og slippe dem fri.

4 – Skolecentrene skal opløses 
En skole skal hedde en skole og der skal være ledelse og bestyrelse på hvert enkelt undervisningssted. Det kommer til at koste penge, men dem er man villige til at finde. Gad vide om det også holder efter valget.

5- Der skal indgås en lokalaftale med lærerne 
Lærerne skal have en aftale og deres arbejdsvilkår skal reguleres på samme måder som andre faggruppers. I det hele taget skal lærerne mødes med respekt. Det de blev udsat for med lov 409 er urimeligt. Det vil topkandidaterne rette op på.

6- Der skal spares på konto 6
Der skal med andre ord fyres folk i DJØF laget og den øvrige forvaltning. Det må være konklusionen på alle de løfter i forhold til børn, unge og ældre politikerne har lagt frem. Det er ikke udtrykt eksplicit, men er den eneste mulighed -hvis man altså ikke tror på julemanden- for at finde penge til de mange gode initiativer, der blev lagt frem i valgkampen. Tror du på at politikerne kan matche administrationen og rense ud i de folk, der er dem nærmest? Tror du på julemanden?

7 – Vendelbohus skal dø en stille død
Vendelbohus skal drives af frivillige. De kan lære rigtig meget af et borgerhus i Lørslev og et kirkecenter i Sæsing, er retorikken. De to steder er der nogle håndfulde ildsjæle, der har taget nogle gode initiativer. På Vendelbohus er situuationen fundamentalt anderledes. Her er der mange hundrede frivillige fordelt på 19 foreninger.
Prøv at spørge Dana Cup eller Kvindernes Krisecenter, hvor meget ledelse og nursing håndteringen af store grupper af frivillige kræver. Det kræver meget mere end rengøring. Det kræver ledelse –ikke styring– men ledelse og professionel facilitering. Et eksempel fra min helt egen verden. I 2012, mens jeg var institutionsleder i kommunen, tog jeg i den egenskab initiativ til at etablere en socialøkonomisk virksomhed på Vendelbohus. Vi ville lave arbejdsmarkedsrehabilitering i lokalerne, der var velegnede til formålet. Jeg stak imidlertid hurtigt piben ind, da jeg erfarede, hvor mange interessenter, der var i den biks. De havde ingen ledelse og de havde hver deres privilegier. Hjørring Revyen stod eksempelvis selv for mad og drikke. Det er ikke nemt at drive cafe under de vilkår.
Hvis man vil have et forsamlingshus for hele kommunen på Vendelbohus, er man nødt til at afsætte resurser til ledelse og facilitering af de frivillige. Det kræver investering Hjørring by. Det kræver politisk mod. Har man det?

8 – Kommunalvalget er blevet et reality show
Det er amerikaniseret. Der er megen form og lidt indhold. Der er fuld gang i de sociale medier og de fleste topkandidater har fået produceret flotte, små professionelle film om fremtidens kommune. Jeg forstår på en film, at det handler om vores hverdag, det nære; men lige hvad det politiske projekt er, hvad vi skal stille op med den hverdag og den nærhed, er ikke blevet tydeligt for mig, trods de mange valgmøder jeg har deltaget i. Jeg har ikke fattet hvilken forskel, de vil gøre i denne fremtidens kommune.

9 – Der skal være mere af alting og alting skal være bedre
Derimod er der ikke noget, der skal være mindre af. Der er ingen enden på de gode gerninger, vi skal gøre i de næste fire år. Der skal prioriteres! Javel ja, men hvad skal ikke prioriteres? Hvad skal vi gøre mindre af? Det melder historien ikke noget om. Hvis vi skal gøre mere af noget, må det vel betyde at vi også skal gøre mindre af noget? Eller hva`? Det skal vi måske ikke – måske klarer udligningsreformen det for os?

10 – Hjørring by skal udsultes
Der tales meget om, hvordan man skal styrke de små samfund, de frie skoles skal nurses osv. Der tales om bosætning i de mindre byer, der også mangler asfalt på vejene. Det gør der nu også i Hjørring by. Her ligner vejene noget fra Budapest inden murens fald. Vi er i Hjørring kommune privilligerede; modsat mange andre af de nye kommuner har vi en egentlig centerby lige midt i kommunen.
Der mangler forståelse for at en styrkelse af Hjørring by vil være en fordel for alle i kommunen. Sognerådspolitikken lever i bedste velgående. Man kunne jo også give den en skalle og prioritere Vendelbohus. Vi vil gerne have bosætning. Og de unge vil altså bo i en by, hvor der er ungdomsmiljø. Det er Hjørring måske for lille til. Men der er ikke noget i vejen for at vi kan holde liv i vore videregående uddannelser, ved at unge tager toget fra Aalborg og herop, hvis vi altså har noget godt at tilbyde dem fx musik- og kunstmiljøer. Det første en togpassager, der oftest er ung, bliver mødt med, når han ankommer til Hjørring, er en tom og grå banegård. Start med at lave lidt sjov i gaden her. Gør banegården til et ungdomshus med fest farver, kunst og musik, brugerstyret cafe – så får du lyst til at besøge os og når du tager afsted får du lyst til at komme tilbage.Har du ikke stemt, kan du nå det endnu – Vaya Con Dios!

Vælgflæsk på Chic – fire socialdemokrater og en djøf’er

I går deltog jeg i et velbesøgt valgarrangement på Chic, arrangeret af 3F. Fem mand frem for Kjeld Torbjørn. Emnet var arbejdsmarkedspolitikken. God stemning. Hyggeligt. Først var der tre runder med emner, som 3F havde valgt, inden hatten gik rundt og der blev indsamlet spørgsmål.

For en som mig, hvis politiske kerne blev dannet for lang tid siden i tresserne, er det interessant at iagttage hvor enige og socialdemokratiske kandidaterne fremtræder på sådan et valgmøde. Godt at de havde valgplakater med, ellers ville det være svært at lytte sig til, hvem de repræsenterede. Jeg tager lige kandidaterne fra venstre mod højre – set fra mit perspektiv.

Socialdemokrat nummer 1, Per, er barn af en kasserer i Dansk Metal. Per er indvandret til Hjørring; han er udlært murer i Varde og var i kort tid medlem af en fagforening. Nu ejer han nogle virksomheder og går i den forbindelse ind for ordnede forhold, overenskomst. Per opstiller som borgmesterkandidat for de konservative.

Socialdemokrat nummer 2, Henrik, er hjemvendt hjørringdreng. Også han er vokset op i et socialdemokratisk miljø og skadet for livet af det. Jeg tror det var på Østre Ringvej. Henrik taler om menneskelighed og individuelle hensyn i forhold til mennesker på sygedagpenge. Når man lytter til Henrik, må man konstatere, at rygterne om højskolevenstres død er stærkt overdrevne. Henrik er Venstres borgmesterkandidat samt opstillet til folketinget.

Socialdemokrat nummer 3, Louise, Mor Danmark, eneste kvinde på scenen. Står i midten og hjælper til højre og venstre. Både Henrik og Per får om nødvendigt socialpædagogisk støtte. Louise optræder meget pragmatisk og samarbejdende. Louise er byrådsmedlem og opstillet for Enhedslisten.

Socialdemokrat nummer 4, Per Hyldig,  er uddannet flymekaniker og arbejder nu på et autoværksted. Per økonomiserer mere med ordene end de andre kandidater; men man er ikke i tvivl om, at Per ønsker at de mennesker, der hænger i udkanten af arbejdsmarkedet skal have en bedre og mere menneskelig behandling. Per er opstillet for Dansk Folkeparti.

Djøf’eren, Arne, er udlært tømrer, født i Hæstrup. Indtil for otte år siden var han falckredder. Siden da har Arne været borgmester. Ved sidste valg fik han mere end 10000  stemmer. Muligvis får han endnu flere næste gang og kan gå fra at være bykonge til at være bykejser, ligesom Lars Krarup i Herning. Arne taler om økonomi. Vi mangler tolv millioner her, putter 125 mio i kassen der og skal have flere penge i udligningsreformen osv. Arne forsvarer medarbejderne i virksomheden, undskyld kommunen. Det er en administrerende direktør, der taler. Arne er som den eneste politiker medlem af direktionen. Otte års skoling her går ikke umærket hen over en i øvrigt følsom og menneskelig politiker. Arne er socialdemokrat.

Jeg observerer megen enighed blandt kandidaterne. Arbejdsmarkedsreformerne er gået for langt i forhold til at kontrollere og presse borgerne – for eksempel de, der er nedslidte efter et langt liv på arbejdsmarkedet og nu skal slæbes fra det ene uværdige afklaringsforløb til det andet. Kandidaterne giver udtryk for at ville tage dette forhold med til deres bagland. Spørgsmålet er så om landspolitikere som den Mette Frederiksen, der står bag de mest umenneskelige reformer, vil lytte til dem. Man kan tvivle på, at det er muligt at trænge igennem topstyringen.

De alternativt-radikale-folkeligtsociale-liberalt-borgerlige deltog ikke mødet. Jeg ved derfor ikke om de alternative er alternative, om de radikale er radikale, om de ultraliberale er liberale og  om folkesocialisterne er socialister eller bare folkelige. Eller er de også sådan en slags socialdemokrater? I så fald har socialdemokratismen,  med Thomas
Nielsen , sejret ad h… til – i det mindste på lokalt plan.

Jeg har en oplevelse af, at der er rigtig meget, der samler på tværs af partierne. Der er givetvis også meget, der skiller. Det kom ikke tydeligt frem på aftenens møde. Men det er vigtigt at tage forskellene med ind i stemmeboksen.

Under alle omstændigheder – husk at stemme. Jeg stemmer i morgen klokken 9.21 – på liberal socialist.

”Hellere brække en arm end flytte til Hjørring!”

Bosætning, bosætning og atter bosætning. Det er et af de store emner til kommunalvalget her i vandkanten. I hvert fald i vores kommune. Hvad får så folk til at flytte? Kulturtilbud? Et nyt teater et hold i superligaen? Er det et godt kommunalt brand? Nej, folk flytter ikke til en kommune. De flytter til et sted og de er flintrende ligeglade med hvilken kommune dette sted befinder sig i.  Folk flytter ikke efter kultur og branding. Hverdagen af meget større betydning.  Vi mennesker holder på samme måde som Dan Turell af hverdagen og det er muligheden for en god hverdag, der bestemmer, hvor vi bosætter os.

Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen har i en kronik i Jyllands Posten beskrevet, hvad dette gode hverdagsliv konkret betyder for tre segmenter af borgere.

De unge
De unge på 19-29 vil helst bo centralt i en stor by. Hvilken type bolig, man skal bo i er knap så vigtigt. Det afgørende er muligheden for et godt studie- og ungdomsmiljø. De unge vil vi have svært ved at tiltrække; men gode forbindelser med tog vil gøre det muligt at bo i en større by som Aalborg og studere her i byen. Unge pendlere kan sammen med nogle lidt ældre lokale studerende muliggøre opretholdelse og udvikling af uddannelser i vores lokalområde.

De voksne
For de voksne og produktive, typisk fra 30 år og opad, har tilbud til børn afgørende betydning. Gode skoler og daginstitutioner er afgørende for børnefamilier. Måske er det derfor ikke så tosset at smide et par hundrede millioner efter en ny skole i Vraa, for de her mennesker er ikke bange for transport. Det afgørende er god kvalitet i tilbuddene til børn og voksne. Hvis man vil tiltrække de produktive, er der ingen vej uden om at investere i børneområdet og det drejer sig mindst ligeså meget om driftsmidler som bygninger. Det er indholdet, der tæller. Sørg for et godt hverdagsliv for børn og deres forældre, så skal de nok komme hjem.

De gamle
Eller seniorerne, som vi lidt mere venligt bliver kaldt, er knap så afhængige af cafeer og natteliv. Det der tæller er mere naturen, gode indkøbsmuligheder og gode naboer, nærhed til familien samt kollektiv transport. Seniorer er svære at flytte; men de der flytter vil gerne bo centralt i en by eller i naturskønne omgivelser. For begge parter er muligheden for kollektiv transport vigtig. Så det var ikke en god ide at spare på busser i by og på land. Vil vi tiltrække denne type borgere er der ingen vej udenom gode busser på alle ugens dage. Nordjyske Jernbaner kører på skinner og har vist vejen.

Fakta
Overskriften er såmænd titlen på en film, som Statens Filmcentral distribuerede i 70’erne. Den handlede om de mennesker, der blev forflyttet til Hjørring blandt andet i forbindelse med udbygningen af Hærens Materielkommando. Materielkommandoen og sikkert også mange af medarbejderne er såmænd returneret til hovedstadsområdet her 40 år efter.